Kirstens tale ved den efterfølgende sammenkomst på Strandvejen 159, Charlottenlund.
Jeg er den eneste repræsentant for Torbens søskende, som er her i dag. Emma i Reykjavik, Bitte og Kai i henholdsvis Linkjöping og Stockholm og endelig Esther i Risgaarde ved Farsø, har ikke set sig i stand til at komme, men jeg ved, at de i tankerne var med os i kirken.
Da Birgit ringede onsdag den 23. marts og fortalte at Torbens tilstand pludselig var forværret aftenen forinden sad jeg, som familiens arkivar, netop og afskrev lykønskningsbreve til vores mor, som lige havde født Torben, vores forældres førstefødte. Dagen efter blev Torbens ’livsring’ sluttet og et langt og indholdsrigt livsforløb, som begyndte i Raabjerg Præstegaard 14. august 1927 sluttede på plejehjemmet ’Holmegårdsparken’ den 24. marts 2016.
Den 9. Oktober 1927 skriver far i en lille rødbrun bog med tomme sider følgende: ”Denne bog giver jeg Karna, min hustru lille Torbens mor, paa vor eetaarige bryllupsdag”. Dermed opstod ”Lille Torbens dagbog”, hvor man i begyndelsen følger Torben i ’tykt og tyndt’ og hvad der ellers skete i familien i relation til ham. Den 20. September 1929 skriver mor bl.a. at Torben aldrig græder heller ikke, når han falder og slår sig, men reagerer blot ved at sige Hmm! I takt med at Emma og Jørgen kommer til og Esther er godt på vej skriver mor i dagbogen for sidste gang den 1. Februar 1931, at Torben kalder Emma og Jørgen for børnene.
Torben var et søndagsbarn og forblev hele livet vores forældes store fornuftige dreng, som de naturligvis var stolte af, men som de også tillagde evner og pålagde opgaver, som slet ikke tilhørte et barn. Torben blev bl.a. opdraget til at være ansvarlig for sine søskendes gøren og laden, når de ikke selv var til stede, hvilket med tiden ikke overraskende skulle vise sig kom til at skabe uro fra de øvrige søskende, hvor de fleste aldrig helt kom til at forstå, hvilket dilemma deres storebror var blevet sat i. Torben har fortalt mig, at da jeg, som mors 8. og sidste barn blev født medio 1940, blev han rigtig sur, ”for så var der endnu en unge at skulle have ansvar for”. Det var seriøst således, at Torben, når en af søskende havde lavet ulykker – eksempelvis havde slået en rude ud – kom til at stå skoleret, når far & mor kom hjem. Den gang holdt vores forældre, ligesom det ikke var ualmindeligt dengang, deres revselsesret i hævd.
I 1931 flyttede far og mor til Sønderholm præstegård – 14 km. fra Aalborg (mod øst) og 7 km til Nibe (mod vest). – 13. juni 1933 blev Karna Lillian født og hun døde den 29. marts 1934, Emma husker, at det ligeledes var i påsken.
Torben var fra barnsben meget fysisk aktiv med fodbold og atletikøvelser, sidstnævnte foregik bl.a. på halm spredt ud på ladegulvet hos en af kammeraterne. Hans store interesse for håndens arbejde bevirkede, at han opsøgte byens håndværkere, hvis arbejdsteknik nøje blev studeret. De var: skomageren, snedkeren, maleren, tømreren, karetmageren og smeden især fik stor betydning for hans valg af uddannelse. Denne store viden han dermed fik, kom ham til glæde og gavn senere i livet. Mange af jer her tilstede har givetvis haft glæde af Torbens viden og kunnen. Torben stod for kvalitet og grundighed, han afskyede sjusk og dårligt udført håndværkerarbejde.
Da far var Kredsfører inden for FDF-spejderne, blev det naturligt for Torben at blive FDF’er, og søstrene KFUK-spejdere.
Skolegangen blev, efter ”den stråtækte” i Sønderholm, i Aalborg på ”Klostermarksskolen” fra 4. klasse. Om sommeren cyklede han de 14 km derind og i de sidste 2 krigsvintre boede han hos bekendte i Aalborg.
Torben fortæller til mig i januar 2003:
Han fik sin realeksamen juni 1944. Inden han påbegyndte sin uddannelse på Beslagfabrikken i Nibe 1. august samme år, fik han en uforglemmelig og ikke helt ufarlig rejse over til Morfar Besse og tante Top i Munkegade 1-3, Nexø, Bornholm.
Da han ankom til København og blev afhentet af tante Inger, var der stor opstandelse med strejker og bål i gaderne p.g.a. at Shalburgkorpset aftenen før havde bortsprængt Tivolis koncertsal. Rejsen videre med båd til Nexø blev derfor udsat nogle dage. Da båden endelig satte afsted og skulle passere Falsterbo-kanalen, blev alle passagerer gennet ned i lasten for at afværge at en og anden sprang over bord og svømmede i land i Sverige. Han nåede frem til Nexø, og foruden at det blev en stor oplevelse at besøge Besse og tante Top fik ferien et yderligt krydderi, da han fik lov til at assistere dyrlæge Mølgaard (fars ven fra sin tid i Mariager). Torben kunne med begejstring fortælle mig, hvordan han sad bagpå dyrlægens motorcykle med tasken med instrumenterne og ellers assisterede han ved fødsler og meget andet interessant.
Han blev færdiguddannet i Nibe 1948, samtidig med han tog 1. del af Teknikum på Aalborg Teknisk Skole 1947-48.
Var november 1948 – september 1949 soldat i Århus
Torben blev uddannet maskiningeniør fra Odense Teknikum i 1952. Han arbejdede med møllerimaskiner i forskellige virksomheder frem til 1956, hvor han sejlede et halvt år med ØKs ”Sargodha” til Australien og retur. Ved hjemkomsten giftede han sig med Agnes. Fra 1956 til 60 var han på Burmeister & Wain. Fra 1960-1966 på NES (Nordisk Elektricitets Selskab). 1/4 1966 kom han til maskinfabrikken ATLAS, for så at starte på NILFISK den 1. august 1969. Her holdt Torben afskedsreception som teknisk chef den 19. januar 1995 for at gå på pension. Året før, den 28. august blev Birgit og Torben gift.
Helt frem til 2002 var Torben aktiv ved opbygningen af Nilfisk-museet, hvor også de store virksomheder Nordisk Kabel og Tråd (NKT) og Lauritz Knudsen (LK) indgår. Torben havde i disse år et frugtbart samarbejde med industrihistorikeren Gitte Kjær.
Allerede fra slutningen af 1970’erne har Torben været primus motor i bevarelsen af ”Marckergaarden” i Nexø og af slægtens arkivalier. Det er dette arkivarbejde, som Baldur og jeg nu er i gang med at fuldføre. I forbindelse med at Rønne Museum i 2004 lavede udstillingen ”Konsulen fra Sydney”, som det efterfølgende år blev vist på Folkemuseet i Hillerød, fungerede Torben som konsulent og bidrog med genstande fra ”Marckergaarden”.
Torben og jeg har altid haft et nært og tillidsfuldt forhold til hinanden, hvor der var plads til uenighed. I 1959-60 boede jeg hos Agnes & Torben på et værelse i kælderen på Beringsvej på Frederiksberg sammen med andre logerende. Jeg kendte så godt ”mormor”, Agnes’ mor og naturligvis Sven Erik, Marianne og Peer. Og blev gudmor til Carsten. Jeg har aflagt visit igen, igen gennem alle årene, også sammen med Jørgen fra 1964 og efter at vi flyttede fra København i 1973. Og siden midt 1990’erne hos Birgit & Torben på Eggersvej. I mange år holdt vi hyggelige nytårsaftner sammen hos Anne & Lars på Fyn.
For mig har Torben altid stået for kvalitet og hjælpsomhed og lige til hans ”Waterloo” november 2014 var han en flot velklædt mand. Derfor var det ikke så mærkeligt, at han med egne ord siden da, kaldte sin situation for sølle. Ellers kendte Torben sit eget værd og når det blev udfordret kunne han enten reagere ved at svare for sig eller med tavshed og blive indelukket. Sidst nævnte reaktion prægede ham i takt med at han ikke følte kræfterne slog til.
Torben og jeg har aldrig savnet samtaleemner heller ikke under mine besøg på Gentofte Hospital, Genoptræningscentret ”Tranehaven”, Aflastningsplejehjemmet ”Lindely” og nu sidst på Plejehjemmet ”Holmegårdsparken”. Vores snak kredsede om Torbens tidligere liv. Da Baldur og jeg besøgte Torben den 20. november 2015, så Torben ud til at få en ”stjernestund” fordi det da først rigtigt syntes at gå op for Torben, at hans store arbejde med at bevare arkivalierne fra ”Marckergaarden” definitivt bliver bevaret. Med øjne der strålede og smil om læben kiggede han vedblivende på Baldur, mens han fortalte om sit arbejde med hjemmesiden og om det uvurderlige arbejde Torben har gjort til glæde for Marcker-Reerslev slægten. Baldur fik også fortalt ham om sin taknemlighed for hans og Torbens faglige samtaler – Baldur har også læst på Teknikum i Odense, og om deres gode samarbejdet i Øbro Radio mens han boede 3 mdr. hos ham og Agnes. Den 9. marts var sidste gang jeg besøgte Torben, da kunne han stadig huske at hans skib hed ”Sargodha”. Da jeg spurgte ham hvad jeg skulle synge for ham fra Højskolesangbogen, svarede han prompte og tydeligt: ”Spejdersange”. Men dem er der jo ingen af i Højskolesangbogen! Ellers lyttede han med store øjne, hvis han da ikke var faldet i søvn, når jeg fortalte ham om hans barndom og ungdom, som han selv så interessant har beskrevet i sit bidrag til artiklen ”Livet i Sønderholm præstegård 1931-65. Barndoms- og ungdomserindringer”, som Lokalhistorisk Forening i Sønderholm – Frejlev – Nørholm udgav i 2009.
Skærtorsdag morgen tidlig døde Torben stille og roligt, for mig er en elsket broder og god ven død.
Birgit, du skal have stor tak for alt hvad du har gjort for Torben og fordi du så flittigt har besøgt og hele tiden har været omkring ham i hans sidste svære sygdomsperiode. Og tak til alle jer i din familie, som har været noget for Torben.
Kirsten Bjørg Reerslev.