3. Historien om Ludolph W. Marcker

 

Historien om Ludolph W. Marcker var det grundlæggende udgangspunkt for museumsudstillingen ”Konsulen fra Sydney” og herved også udgangspunktet for mit arbejde med dette speciale. Formålet med indeværende kapitel er derfor at vise, hvorledes historien fremstod i kildematerialet og herved give indsigt i den indledende arbejdsproces, der ligger i at videreformidle en historie med udgangspunkt i en analytisk mikrohistorisk tilgang.

 

De følgende afsnit er en lettere redigeret udgave af den historiske fremstilling af Ludolph W. Marckers liv i Australien, som både var tilgængelig på Bornholms Museums hjemmeside, og som lå som et bilag ved museumsudstillingen ”Konsulen fra Sydney”. Jeg har valgt ikke at medtage kildehenvisninger, fordi historien er udarbejdet som en del af museumsstillingen ”Konsulen fra Sydney”, og herudover redegør jeg i de efterfølgende afsnit 4.4. og 4.5. for de kildemæssige problemer ved udarbejdelsen af historien. For at lette forståelsen af den mikrohistoriske tilgang til formidlingen, som museumsudstillingen ”Konsulen fra Sydney” bygger på, har jeg dog valgt at medtage enkelte betragtninger omkring det australske samfund, sådan som Ludolph W. Marcker selv oplevede det.

 

3.1. Rejsen til Australien

Udvandringen fra Danmark havde for alvor taget fart i slutningen af 1860’erne, i takt med at sejlskibene blev udskiftet med dampskibe, og hermed blev f.eks. rejsen til Amerika forkortet fra mellem 9 og 18 måneder til 1 måneds sejlads. Teknologiske fremskridt så som dampskibe, jernbanen og telegrafen var alle væsentlige faktorer, der gjorde det muligt at rejse til fjerne egne på relativ kort tid og modtage nyheder fra venner og familie, som var udvandret til Amerika eller Australien.

 

Ludolph W. Marcker lignede på mange måder størstedelen af de, som drog ud i slutningen af det 19. århundrede for at søge lykken i Amerika eller Australien.[1] Han var 21 år og ugift, da han en septemberdag stod ved det danske dampskibsrederi Orion i 1887 og købte en andenklasses billet til Sydney i Australien for 700 kroner. Pengene havde han fået af sin far, som var købmand i Nexø, og Ludolph W. Marcker ville, når han ankom til Australien, blive modtaget af sin onkel Jørgen Fogh, der kunne hjælpe ham med at starte en ny tilværelse. Faderens afsked til Ludolph W. Marcker var en række formaninger, hvor han bl.a. advarede ham mod at lytte til socialismen, og herefter gik turen til London via Tyskland og Holland.

 

Ludolph W. Marcker blev født i 1866 på Marckergården i Nexø og var den yngste søn i en børneflok på otte. Han kom i lære som 15-årig på Svane Apotek i Viborg, hvor han var i fire år, og derefter blev han ansat på Kong Salomons Apoteket i København. Helt fra barnsben var han tiltrukket af det store udland, og som barn han havde ofte lyttet til søfolkenes historier fra fjerne egne, når disse vendte hjem efter deres månedslange ture. Dette var ifølge Ludolph W. Marcker selv den væsentligste årsag til hans egen udlængsel og eventyrlyst, som kom til at vare hele livet igennem.

 

Rejsen fra London til Australien foregik på damperen Orient, hvor Ludolph W. Marcker kom til at dele kahyt med en ung englænder, som led af tuberkulose, og som derfor søgte mod et varmere klima. Ludolph W. Marcker talte ikke andet end dansk men fik god hjælp af den unge englænder, og da han nåede Australien, kunne han efterhånden gøre sig forståelig på engelsk. Selve rejsen var en meget langsommelig affære, og passagererne fordrev tiden med kortspil eller andre sociale aktiviteter. Ludolph W. Marcker begyndte en dagbog, hvor han beskrev dagligdagen på båden:

 

”Det er ikke altid, at man har tropisk Varme eller saa glimrende Vejr i Middelhavet; thi da jeg kom op i Morges, var det saa koldt som Hjemme, og Regnen skyllede ned i stride Strømme. I den Anledning krøb vi, lige saa mange som vi kunde være, ind i Rygesalonen, saa blive Pladsen jo bogstavelig talt oven paa hinanden, men hvad gjør det til Sagen. Blot Humøret er godt, og det var det. Efter at have fundet paa alle Slags Kunster, skulde vi alle efter Tur fortælle en Historie. Jeg forstod ganske vist ikke meget af dem; men de var sikkert ikke af den fineste Art. Da Turen kom til mig, vilde jeg fortælle paa dansk, og da ingen forstod det, blev jeg heldigvis hurtigt færdig. Dernæst blev der udsat en Præmie til den, som sang bedst da der var gaaet skuden rundt, var meningerne delte mellem to, og der blev saa trukket lod ved hjælp af tændstikker. Du kan se, vi finder paa alt.”

 

Første stop på rejsen var Napoli, hvor passagererne havde mulighed for at besøge ruinerne ved Pompeji, og de kunne se vulkanen Vesuv. Her oplevede Ludolph W. Marcker for første gang små drenge, som padlede ud til skibet for at tigge lidt penge. Passagererne smed deres småmønter i vandet, og drengene dykkede adræt efter mønterne, som de fangede, før de nåede bunden. Herefter satte skibet kursen mod Port Said og Suezkanalen. Suezkanalen var bygget i årene 1859-1869 hovedsageligt finansieret af Frankrig, men arbejdet blev udført af tusindvis af tvangsudskrevne ægyptiske bønder, der levede og døde under slavelignende tilstande. Suezkanalen var fortrinsvis bygget for at lette transporten mellem Europa og Asien, hvor rejsende undgik den lange tur rundt om Afrika. I 1887 blev der stadig bygget på kanalen, og Ludolph W. Marcker gjorde nogle iagttagelser, da Orient sejlede igennem kanalen:

 

”Vi kom til en strækning, hvor der arbejdedes langs bredden, og man saa kamelerne komme i flokke med kasser på ryggen, hvor de saa lagde sig ned, hvorpå kasserne, som de bar på ryggen, blev fyldt med sand, som de bar bort fulgt af en fører. Det er et uvant syn at se et arbejde udført med sorte nøgne mennesker og kameler, et enkelt æsel, men ikke en eneste hest.”

 

Efter Suezkanalen nåede Orient til det Indiske Ocean, hvor passagererne den følgende tid ikke oplevede andet end vand i tre uger, og her havde Ludolph W. Marcker god tid til at observere sine medpassagerer og skibet:

 

”Det er for resten en hel malerisk Scene at se hele Skibet ved Lys, foroven 1. og 2. Klasses Passagerer mageligt liggende i deres Stole og forneden 3. Klasses syngende, dansende osv. Jeg har vist for resten glemt at gjøre min bemærkning om de engelske Damer, af hvilke her ere mange, jeg vil haabe, de findes smukkere i Australien; thi alle dem, der er ombord, ere forfærdelig grimme.”

 

Undervejs oplevede Ludolph Marcker ”Liniedåben,” hvor de søfolk, der endnu ikke havde passeret ækvator blev døbt af deres kammerater. På Orient foregik dette ved at ”Fader Neptun” med stort skæg og farverige gevandter døbte ”de nye” ved at smøre dem ind i sæbeskum og barbere dem med en stor trækniv for til sidst at skylle dem rene i et bassin, der var lavet af et sejl på dækket. Langt om længe nåede skibet Perth i Vestaustralien, hvor de første passagerer blev sat i land, og derefter

 

fortsatte skibet til Adelaide, Melbourne og til sidst Sydney, som var Ludolph W. Marckers bestemmelsessted.

 

Ludolph W. Marckers oplevelser på Orient giver først og fremmest et indtryk af livet på skibet, men det viser samtidig en ukuelig ung mand, som straks kastede sig ud i at lære at tale engelsk og spille skak uden at kende reglerne, og som blev en del af fællesskabet ombord på trods af hans begrænsede sproglige kunden. Det er herudover bemærkelsesværdigt, hvorledes dampskibe og Suezkanalen havde flyttet Australien mentalt tættere på Europa. Hvor rejsen tidligere havde taget halve og hele år, varede turen nu en måneds tid, og der herskede en feriestemning blandt passagererne, som blot skulle have tiden til at gå, inden de anløb deres bestemmelsessted. Derudover var de mennesker, som Ludolph W. Marcker mødte, ikke drevet til Australien af nød men i større omfang af lyst til at opleve noget nyt eller som hans kahytskammerat, der flyttede til Australien for helbredets skyld.

3.2. De første år

I Sydney havde onkelen Jørgen Fogh fået en af sine forretningsforbindelser til at tage sig af Ludolph W. Marcker og hjælpe ham videre til Nevertir, hvor der ventede en hest og vogn, som skulle transportere ham det sidste stykke vej til onklens bolig i Coonamble. Denne sidste del af turen varede næsten tre dage, og her fik Ludolph W. Marcker for første gang et rigtigt indtryk af den barske australske natur med sine mange forskellige dyrearter og planter. Han lærte, hvor praktisk myggenet kan være og beretter selv, hvordan han en nat fik anvist en fornem himmelseng med vedhæng. Dette vedhæng var naturligvis et myggenet, men han vidste ikke, hvad det skulle bruges til før den næste morgen, hvor han var blevet stukket af utallige myg og var ganske ukendelig pga. hævelser i ansigtet. Dette var, som Ludolph W. Marcker selv fortæller, en erfaring han kun behøvede at lære en enkelt gang.

 

I Coonamble mødte Ludolph W. Marcker for første gang sin onkel Jørgen Fogh, men før de mange hilsener kunne overbringes, var det skik at drikke en kold øl, inden man talte sammen. Jørgen Fogh var taget til Australien i en ung alder og havde levet en omflakkende tilværelse, hvor han bl.a. havde arbejdet som minearbejder, men nu havde han en kolonialvareforretning og fungerede som ”Justice of Peace”, hvilket var en art dommer, som varetog små juridiske sager som f.eks. fuldskab eller slagsmål. I disse mindre australske byer var der ingen jurister eller dommere til at varetage sådanne småsager, og derfor udnævntes en eller flere pålidelige folk, der nød en vis anseelse i samfundet, til at dømme i disse sager.

 

Ludolph W. Marcker beskriver selv den første tid hos onkelen som begyndelsen på slaraffenlivet, hvor han først skulle lære at ride og skyde samt at tale sproget. Herefter gjorde han sig forskellige erfaringer på de store kvægstationer, men først og fremmest blev tiden brugt på at jage det meget fremmedartede australske dyreliv. En enkelt gang var Ludolph W. Marcker uheldig og kom til at skyde den fredede latterfugl (fuglen har sit navn pga. sin meget karakteristiske lyd, som minder om menneskelatter), men ellers var byttet kænguruer, sorte svaner, strudse og ænder i massevis. Denne afslappende tid skulle dog få en ende, idet Jørgen Fogh gik konkurs, og Ludolph W. Marcker drog tilbage til Sydney, hvor han fik job på et apotek i Burwood og efter nogle måneder blev tilbudt kompagniskab. Partnerskabet kom til at vare 7 år fra 1888 til 1894, hvorefter eventyrlysten fik Ludolph W. Marcker til at søge til Vestaustraliens ørken i jagten på guld.

 

3.3. Guldgraver i Coolgardie

Ludolph W. Marcker havde i Sydney hørt rygter om store guldfund i Coolgardie i Vestaustralien, og han lod sig friste til at prøve lykken som guldgraver. Han købte et ”Miners Right” og sejlede til Fremantle sammen med hundredvis af håbefulde guldgravere. Sejlturen foregik på en overfyldt hjuldamper, hvor slåskamp og knivstik var hverdag blandt den brogede forsamling. Herfra gik turen videre til Perth, hvor han købte udstyr, og dernæst via jernbanen til området Southern Cross, som ifølge Marcker var civilisationens yderpunkt. Dette var på ingen måder langt fra sandheden, idet jernbanen ikke kørte videre herfra, og al fortsat transport foregik til bens eller med de hestetrukne fødevaretransporter, som gik ud til guldfelterne.

 

Ludolph W. Marcker havde på dette tidspunkt slået sig sammen med tre andre danske guldgravere, som han nu fulgtes med, og som han forblev sammen, så længe de gravede guld. Den sidste del af turen på 150 engelske mil (260 kilometer) til Coolgardie foregik til fods gennem en brændende ørken sammen med de forsyningsvogne, der gik mellem guldgraverlejren og jernbanen. Hver vogn blev trukket af ti heste og var lastet med 5 tons proviant og vand, hvilket var de eneste forsyninger, der nåede ud til guldgraverne. Hver aften gjorde vognene holdt på en forhøjning, så den var lettere at få i gang den næste morgen. Dette betød samtidigt, at idet alle vogntog gjorde holdt på forhøjninger, lå der et tykt lag hestemøg, og det sværmede med fluer, som satte sig i alt. Ludolph W. Marcker beretter om dette:

 

”Om aftenen slog vi lejr på en forhøjning, hvor mange andre forsyningsvogne havde gjort holdt, og derfor lå der et tykt lag hestemøg, og det sværmede med fluer. I begyndelsen slog man fluerne væk, men det blev man hurtigt ked af i længden. Vi havde ikke andet at spise end brød med syltetøj, men før vi kunne få maden i munden, var det dækket af hestesnavs og et tykt lag fluer. Det voldte mig i begyndelsen vanskeligheder at synke maden, men det varede ikke længe, før jeg med sindsro åd maden med hestesnavs og fluer.”

 

Efter fem dage nåede Ludolph W. Marcker til Coolgardie, som udelukkende bestod af en bank, et posthus og guldgravernes telte, men her var allerede fyldt af guldgravere, og Ludolph W. Marcker drog videre til Calgoolie, som lå nogle få mil herfra. I Calgooli begyndte han arbejdet som guldgraver, hvor han arbejdede 8-10 timer om dagen sammen med de tre andre guldgravere, han havde lært at kende på turen. Arbejdet foregik ved, at de gravede 6-7 fod ned i sandet, til de kom til det guldførende cementstenslag, som de hakkede i stykker og knuste, men eftersom der ikke var nok vand til at vaske guldet, måtte de ryste guldstøvet fra de knuste sten.

 

I den brændende ørken, hvor Calgooli lå, var dødeligheden blandt guldgraverne meget høj. Kirkegården var markeret med fire pæle, hvor ingen måtte grave efter guld, og de døde blev lagt i graven af arbejdskammeraterne, der sjældent vidste andet om manden end dennes navn. Der var ingen præst i området, så det var op til det enkelte arbejdssjak at sige et par ord om den døde, inden arbejdet gik videre.

 

Mangel på vand var et af de helt store problemer i Calgooli, og en lille spand vand kostede 10 shilling, hvilket for de fleste guldgravere udgjorde den største udgift om dagen. En guldgraver kunne naturligvis være heldig og tjene mange penge, men almindeligvis kunne en guldgraver, der solgte sin arbejdskraft til andre guldgravere tjene 21 shillings om dagen samt forplejning. De få stærke regnskyl, Ludolph W. Marcker oplevede i ørkenen, medførte at alt skidt og snavs flød rundt i hele lejren, hvilket frembragte en ulidelig stank og fik feberepidemier til at bryde ud blandt guldgraverne. Der var hverken læge eller apotek i Calgooli, og det var derfor ikke muligt at behandle disse febersygdomme, hvilket gjorde dødeligheden faretruende høj.

Tyveri var den mest almindelige form for kriminalitet i lejren, og lov og orden blev varetaget af guldgraverne selv. Den mest almindelige straf var at blive lænket til et træ, hvor den skyldige var genstand for spot og hån. Grovere forseelser resulterede i, at den skyldige blev begravet i solen, så kun hovedet stak op, og her fik han lov at blive i 24 timer for dernæst at blive drevet ud af lejren.

Ludolph W. Marcker forblev i lejren i et helt år, men en morgen under en af de tilbagevendende feberepidemier, oplevede han, at guldgraveren i teltet ved siden af blev fundet død, og han besluttede, at det var bedst at rejse tilbage til civilisationen. Han vandrede tilbage til Coolgardie, tog en af forsyningsvognene tilbage til jernbanen i Southern Cross og herfra tilbage til Perth. Ludolph W. Marcker havde i hele det daværende år ikke haft mulighed for at bade, og han var nødt til at skrabe skidtet af sig med en kniv for at blive rimelig ren. I Perth fandt han skibslejlighed til Sydney, og således sluttede Ludolph W. Marckers guldgravereventyr. Som så mange andre var han rigere på oplevelser frem for guld.

3.4. De sidste år i Australien

Ludolph W. Marcker vendte tilbage til Burwood, hvor hans tidligere kompagnon Mr. Newht gav ham et job på apoteket, men i sine ferier drog Ludolph W. Marcker op til en kvægstation i de Blå Bjerge. Denne kvægstation blev styret af en gammel irer, der hed Pat Brown, og som Ludolph Marcker drog på jagt med. Pat Brown havde tidligere været politibetjent i Irland men var blevet skudt gennem begge knæ og havde efterfølgende mistet førligheden i sine ben, hvilket dog ikke hindrede ham i at bruge det meste af sin dag på hesteryg.

 

Ludolph W. Marcker var efter sit guldgravereventyr ikke længere tilfreds med arbejdet på apoteket, og efter et halvt års tid købte han en vinforretning i Sydney samt en vingård på flere tønder land. Derudover startede han en importforretning, der forhandlede danske mejeriartikler, hvilket førte ham til Victoria, Queensland, og New Zealand. I denne periode blev Ludolph W. Marcker gift med en dansk kvinde, Emma Emilie Marie Petersen, der var immigreret til Australien nogle år forinden, og de fik tre børn sammen, (1897 – Jenny Karna Mayee Marcker, 1900 – Emilie Bjørg Mayee (Topsy) Marcker, 1903 – Dagmar Sophie Mayee (Tootie) Marcker).

 

I 1904 blev Ludolph W. Marcker udnævnt til dansk konsul i Sydney, hvilket bragte ham i berøring med mange landsmænd men også udlændinge som f.eks. Roald Amundsen, der gæstede familien Marcker efter sin færd til Sydpolen. Titlen som konsul gav også problemer, da et smædebrev cirkulerede i Sydney, hvor Ludolph W. Marcker og kone blev beskyldt for at være uærlige bedragere. Denne sag fik dog aldrig noget retsligt efterspil, idet angiveren var anonym, og samtidig fik Ludolph W. Marcker fuld opbakning fra både danskere i Sydney samt det danske udenrigsministerium. Denne sag var formodentlig efterspillet til en tidligere injuriesag mod Ludolph W. Marcker, hvor en gruppe danskere i Sydney havde forsøgt at forpurre hans udnævnelse til konsul i Sydney.

 

Ludolph W. Marcker havde i sin tid som konsul også kontakt til mere lyssky forretningsfolk, hvor den danske Sydhavstrader German Harry var den mest farverige. German Harry levede efter sigende af at plyndre skibsvrag, perlefiskeri samt handel med de lokale på de små sydhavsøer. Det fortælles, at German Harry nærede blind tillid til den danske konsul, og når han kom til Sydney, bad han Ludolph W. Marcker om at opbevare sine værdier, som ofte bestod af perler for tusindvis af kroner.

 

Ludolph W. Marcker havde gennem hele sin tid i Australien en nær kontakt til andre danskere både de første år, hvor han boede hos sin onkel, og senere da han flyttede til Sydney og selv i guld-minerne i Coolgardie, hvor hans kompagnoner alle var danske. Dermed er det tydeligt, at der var et sammenhold blandt de danske immigranter, hvor de mødtes privat, lavede forretninger sammen og mødtes i den danske klub, hvor der naturligvis kun blev talt dansk. Det skal her fremhæves, at stort set alle middagsinvitationer, bryllupsinvitationer etc., som Ludolph W. Marcker modtog i Australien, var skrevet på dansk, og derfor var en væsentlig del af hans omgangskreds danskere.

 

Danskerne i Sydney støttede desuden hinanden økonomisk og moralsk, hvilket Ludolph W. Marcker kom til at mærke i forbindelse med det førnævnte smædebrev, idet en lang række navngivne danskere skrev til Emma og Ludolph W. Marcker for give dem deres uforbeholdne støtte og tage afstand fra smædebrevet. Samtidigt blev der afholdt en festmiddag ”Til Ære for Hr. Marcker” for påskønnelse af hans indsats, hvor han blandt andet blev udnævnt til livslangt æresmedlem af den danske klub.

 

Derudover skal det selvfølgelig nævnes, at Ludolph W. Marcker selv giftede sig med en dansk kvinde, og deres børn lærte både at tale dansk og engelsk. Ludolph W. Marcker blev i kraft af sit hverv som konsul og formand for den danske klub det naturlige samlingspunkt, og han nød stor anseelse og respekt fra den brogede skare af danske immigranter i Sydney.

 

Ludolph W. Marckers sidste år i Australien var naturligvis præget af hans mange forretninger og hvervet som konsul, man han opgav aldrig helt eventyrlivet, og hver sommer drog han på lange udflugter til de Blå Bjerge. Han investerede desuden en stor del af sin formue i et område, som indeholdt sølv, men malmen skulle sendes til Tyskland, for at sølvet kunne udskilles fra de øvrige metaller, og derfor valgte han i 1912 at rejse med sin kone og børn tilbage til Danmark for at rejse kapital til sit mineprojekt. Det skal dog nævnes, at Emma var syg af tuberkulose og ønskede at vende tilbage til Danmark, men der er ikke nogen tvivl om, at Ludolph W. Marcker havde i sinde at vende tilbage til Australien. Det skulle dog aldrig lykkes for Ludolph W. Marcker at rejse den fornødne kapital, og i 1914 måtte han opgive sit projekt efter udbruddet af Første Verdenskrig, og pengene var derefter tabt. Som et plaster på såret blev Ludolph W. Marcker samme år udnævnt til ridder af Dannebrog af Christian X, men han skulle aldrig komme til at gense Australien. Han døde i 1945 i sit barndomshjem i Nexø på Marckergården i en alder af 89 år.

 

3.5. Opsummering af Ludolph W. Marckers historie

Ludolph W. Marckers historie kan på sin vis betragtes som helt unik, men samtidig var mange af hans oplevelser ikke specielt ualmindelige eller eventyrlige, og derfor er det muligt at vise mere generelle dagligdagsbetragtninger, om hvorledes livet formede sig blandt f.eks. guldgravere og danske immigranter.[2] Dette er samtidigt styrken i fortællingen, idet Ludolph W. Marcker fremstår som en almindelig mand, som dog lever et lidt mere eksotisk liv end det store flertal, og herved bliver han på sin egen unikke måde repræsentant for de mennesker, som søgte lykken i Australien.

 

Den lille personhistorie om Ludolph W. Marckers liv var således udgangspunkt for udarbejdelsen af museumsudstillingen ”Konsulen fra Sydney”, hvor jeg valgte at have fokus på den personlige beretning for at skabe en nærværende og interessant historieformidling. Ludolph W. Marcker kom således til at repræsentere en ikke så fjern fortid, hvor dét at rejse stadig var forbeholdt de få, og hans beslutning om at immigrere til Australien var et livsændrende valg, hvilket f.eks. betød at han måtte sige farvel til sin familie uden at vide, om han nogensinde ville se dem igen. Historien om Ludolph W. Marcker bliver derfor interessant, fordi det skrevne bliver kombineret med en række personlige effekter, og herigennem er det muligt at sætte et ansigt på en større historisk udvikling.

 

[1] De fleste, der udvandrede fra Danmark, drog til Amerika hvilket i Bornholms tilfælde var 94%, og kun en ganske lille del drog til Australien. Der er store ligheder mellem de, som drog ud, idet langt de fleste var unge mænd mellem 18 og 29 år, der endnu ikke havde stiftet familie, og de var ofte ufaglærte med ringe fremtidsudsigter.

 

[2] Dette speciale har ikke specielt fokus på den danske emigration, men to hovedværker indenfor dette forskningsfelt bør fremhæves. Hvidt, Kristian: ”Flugten til Amerika. Drivkræfterne i masseudvandringen fra Danmark 1868-1914” (1971) og Jeppesen, Torben Grønnegaard: ”Dannebrog på den amerikanske prærie” (2000).