Samtale med Inge Berthelsen, Topsys hjemmehjælper, den 22. september 2017.
Ved Kirsten Bjørg Reerslev den 6. oktober 2017 og gennemgået 22. februar 2023. De kursiveret tekster i parentes er mine.
Inge er født i 1940 og opvokset i Nexø. Hendes fødehjem, som ikke lå langt fra havnen, blev sønderbombet i 1945 af russerne. Familien flyttede da til et af de svenskfabrikerede huse, som blev opført så hurtigt som muligt efter bombardementet. Inge blev gift med Orla, som kørte fyringsolie ud til hele Bornholm. En af deres sønner fik Torben til Nisfisk, hvor han blev uddannet og som i dag er leder af Nexø Konservesfabrik. Efter at Orla døde for nogle år siden, flyttede Inge ind i en for hende overskuelig lejlighed i Ferskersøstræde. Inges syn er stærkt nedsat i dag. Inge & Orla har vi kendt siden 1980’erne, først Inge som Topsy’ hjemmehjælper, siden dem begge som gode venner. De vandede blomster og så i det hele taget efter ’Marckergaarden’, når ejerne i min familie ikke var der.
Besøget hos Inge var aftalt på forhånd. Mit ærinde var især at høre Inge fortælle om sin tid som Topsys faste hjemmehjælper de sidste 4-5 år Topsy levede. Efter at Topsy i alt for mange år havde levet i en delvis selvskabt elendighed med dårlig mad og en tiltagende indskrænket forbindelse med det samfund, hun levede i, faldt Topsy den 5. december 1975 syg om under et besøg hos søstrene Lund i Munkegade og blev derpå bragt til Rønne Sygehus. Efter endt ophold på sygehuset blev Topsy overført til Plejehjemmet i Nexø indtil hendes egen bolig, ’Marckergaarden’, blev gjort beboelig gennem en fælles indsats fra Nexø kommune og af Topsy’ egen familie, hvilket her vil sige søsteren Karnas børn og svigerbørn.
Inge fortæller:
Frk. Marcker (Topsy, 20/2 1900 – 13/1 1980) var interessant at være sammen med. Hun var meget engelskorienteret i hele sit væsen, gøren og laden, og så havde hun fine fornemmelser trods det, at hun ingen penge havde. Hun glemte aldrig at hun var konsulens datter.
I folkemunde og før der kom skik på ’Marckergaarden’, Munkegade 1-3 i 1975-76, blev huset omtalt som ’Det grønne Hus’, fordi vinduerne var grønne af alger og vinduerne tæt pakket af planter. Hovedhuset, hvor købmandsfamilien havde boet og hvor selve købmandsbutikken havde ligget, kalder vi i familien fortsat ’Marckergaarden’. Nexø-borgerne regner den ikke for noget særligt, sagde Inge, netop fordi sidelængerne ikke mere eksisterer i familiens eje. I 1907, ved skiftet efter købmand og kæmnerens død (Jens Andreas Marcker 20.05. 1824-05.03. 1907), overtog flere af Ludolphs søskende de omtalte længer, som i dag for længst er gået ud af slægten.
Topsy talte meget om sin og familiens tid i Australien. Hun fortalte bl.a. hvordan de badede i bunden af deres have, selvom det var farligt pga. hajer. (huset, ’Bornholm’, lå højt og haven gik helt ned til ’Sydney Harbour’ med egen bådebro). Det, at familien aldrig kom tilbage til Australien, var og forblev en katastrofe. Topsy sagde ofte, at hendes liv blev ødelagt dengang de ikke kunne vende tilbage til Australien.
Topsy fulgte meget med og holdt sig orienteret ved at høre radio og holde Berlingske Tidende, Bornholms Tidende og diverse ugeblade. Når Inge f.eks. ville flytte på de bunker af aviser, som Topsy omgav sig med, blev hun utilfreds. ”Har De ikke læst aviserne, frk. Marcker?”. ”Jo”, svarede Topsy, ”men de skal ikke fjernes”. Når Inge så alligevel gjorde det, sagde Topsy: ”De er så streng, fru Berthelsen”.
Inge talte ikke Topsy efter munden eller gav hende ret i sine beklagelser, som ofte kunne være over for hendes søstre eller Torben (Karnas ældste søn). Topsy sagde ofte om Torben: ”Den dreng skal altid bestemme”. Men Topsys forhold til Torben var et udpræget had-kærligheds forhold.
Hver den 1. i måneden gik Inge uden Topsy’ viden rundt til de forskellige forretninger, som Topsy havde regninger hos og betalte. Det var en ordning mellem hende og Torben.
Topsy omtalte ikke Svend Aage, min far, særlig positivt. (Årsagerne til dette kunne meget vel skyldes: 1) at far havde begrænset økonomi til vedblivende at afhjælpe Topsys gentagne manglende betalte forsikringer, almindelige udgifter etc. 2) far fungerede flere gange som mægler mellem Topsy og de to søstre Karna og Tootie).
Topsy mente ikke at Karna og Tootie havde noget at gøre i ”Marckergaarden”, for det var jo hendes og fordi det var hende, der boede der. Til dette svarede Inge: ”Frk. Marcker, De må huske på at det jo også er deres søstres hjem”.
Topsy fortalte aldrig om sin tid i England eller at hun var uddannet korrespondent, hvilket Inge ikke vidste, men Topsy fortalte, at hun var medlem af den Engelske Kirke.
Topsy så ikke noget til sin bornholmske familie, men dagligt tog hun sit tørklæde om hovedet og gik ned til blomster- og grønthandler fru Kofoed.
Topsy holdt meget af, når hun kunne få Inge til at bage kager og boller så hun kunne invitere gæster på kaffe og kage m.m. Så sad Topsy med en vis stolthed selv for bordenden ved spisestuebordet og var glad og hyggede sig. Gæsterne var: Hr og Fru bagermester Legaard, Hr og Fru malermester Ahlmann, Lægen Vestergaard/ Juhl Møller samt El & Gas aflæseren Hr Romann. Et par gange har Inges forældre også været med. De kom dog kun for Inges skyld og ikke fordi de ellers kendte Topsy.
Da Topsy var på Nexøplejehjem var hun vellidt blandt medbeboerne. Topsy blev der vænnet til renlighed, så derfor havde hjemmehjælperne ikke problemer med hendes hygiejne efter hun kom hjem til Munkegade.
Topsy havde fast Inge, som hjemmehjælper om dagen og en anden fast hjemmehjælper om eftermiddagen, men om aftenen skiftedes hjemmehjælperne til at besøge Topsy. Det var en eftermiddags hjemmehjælper der fandt Topsy død liggende i sin seng den 13. januar 1980.
Topsy var meget glad for Inge. Da Topsy, som Inge udtrykte det, jo var så engelsk/British-minded, syntes Topsy at Inge hellere skulle sidde og følge den engelskundervisning, som vistes på TV, end at gøre rent. Når så Inge sagde: ”Det går ikke Frk. Marcker, det er jo mit arbejde at gøre rent hos Dem” svarede Topsy: ”Det er da lige meget, det er vigtigere at lære engelsk”.
Topsy var meget upraktisk og var et stort rodehoved. I løbet af ingen tid flød alt omkring hende og hun smed intet ud selv. Når hun havde mad tilovers (fik mad fra kommunen) lod hun katten(e) spise af den bakke, som skulle retur til fælleskøkkenet. Når så Inge sagde: ”Nej Frk. Marcker, det går ikke, for bakken skal jo tilbage til køkkenet”, svarede Topsy: ”De kan da bare vaske den der”!
Topsy fortalte Inge, at hun havde været forlovet, men at han havde været ude for et sporvognsuheld og døde. Hvornår og hvem den forlovede var, afslørede Topsy ikke over for Inge. (I ’Topsy’ korrespondance med Valdemar Hansen’ – se denne andet sted på hjemmesiden – fortæller Topsy også Valdemar, at hun har været forlovet, men udover at hun og hele den nære familie var i oprør, kommer Topsy ikke ind på den eksakte årsagsforklaring til bruddet i de tekster, jeg har haft adgang til. Sporvognsuheldet tyder mere på, at det var årsagen til Valdemar Hansens pludselige dødfald i Sydney).
Hvad mente Inge mon kunne være årsag til at Topsy havde en så speciel psyke? Kunne det f.eks. have noget med afslutningen af 2. Verdenskrig med bombninger af Nexø og Rønne at gøre?
Nej, det mente Inge ikke, for efter hendes opfattelse blev alle Nexøborgere evakueret*) ud på landet før bombningerne af byen. Inge hælder derfor til, at årsagen til Topsys psykiske uligevægt primært skyldes et samspil med 1) den pludselige omvæltning/chok det måtte have været for Topsy, da hendes far døde, han havde jo ordnet alt og hvor hun for første gang i sit liv skulle lære at bo og leve alene. Krigsvilkårene taget i betragtning 2) faldt sammen med at Topsy nærmede sig sin overgangsalder med alt hvad det indebar. ”Nej, Frk. Marcker kom aldrig specifikt ind på krigen”. Og hun tilføjer: ”Frk. Marckers sidste år var gode, men fra hendes fars død (15/2 1945) og indtil Kommunen kom på banen, havde hendes liv fortrinsvist været et møg-liv”.
Afslutningsvis konkluderede Inge: ”Jeg har været meget glad for min tid hos Frk. Marcker. Da jeg jo ikke selv har været ude at rejse, var det for mig som et pust fra den store verden, når Frk. Marcker fortalte om hendes og familiens liv i Australien, rejser og oplevelser i Australien og hjemrejsen fra Australien, hvor der blev gjort ophold flere steder. Frk. Marcker og jeg gik godt i spænd sammen, fordi vi respekterede hinanden”.
*) Inges opfattelse her stemmer ikke helt overens med publikationen: ”Øjenvidneberetninger om maj 1945” udgivet af Nexø Museum 2015. Layout og redigering: Erik Gornitzka. – Her følger uddrag af: ’Øjenvidne-beretning af Hans Michael Harild om sin deltagelse i modstandsbevægelsen og om majdagene 1945 i Nexø’, dateret den 30. juni 2014’:
”7. maj. Første og andet bombardement. Ved 12-tiden sad folk og spiste middag, da 10-12 bombemaskiner pludselig kom øst fra helt uden varsel. Tyskerne skød som rasende. Russerne skød naturligvis og kastede en del bomber over havneområdet og byens centrum. – Det var mærkeligt og et guds under at ingen blev dræbt. Men der var mange døde og sårede tyskere. – Endnu 2 angrebsbølger fulgte – så havde vi fået vores ilddåb! Andet bombardement kl. 18.15. – Det var modstandsbevægelsen der sørgede for totalevakueringen af hele byen. Vi var inde i hvert eneste hus, og den 8. maj var hele byen tom”.
”8. maj kl. 9.15 kunne vi høre at Rønne blev bombet og kl. 14.30 kom de over bakken fra nordøst (Nexø). Det blev et terrorangreb på den tomme by, og flere angrebsbølger fulgte, hvor brandbomber indgik”.
Uddrag fra Marcker-Reerslevs Familiehistorie:
Kirsten: Hvordan kunne det gå så galt for Topsy, som Torben fortæller om i brevet af 5. april 1976 til os søskende?
”Ud fra det tilgængelige materiale forstår vi, at Topsys liv både var typisk for den tid hun levede i og så, alligevel ikke. Det sidste fordi hun uddannede sig til dansk/engelsk korrespondent med det formål at rejse til England og arbejde og siden videre til Australien. Det tidstypiske var, at hun måske nok i flere år end hun selv havde håbet på, kom til at tage sig af sine to søstres og egne forældre. Breve fortæller, at Topsy i takt med at deres mor, Emma, blev dårligere, sørgede for alt i hjemmet: madlavning, rengøring, at moderen ikke skulle være alene etc., samtidig med at hun passede sit kontorarbejde. Ligeledes hjalp hun indimellem også sin far på hans kontor. Storesøster Karna havde haft samme tjans, dog kun i et til to år inden hun kom ud at tjene og senere blev gift med vores far, Svend Aage Reerslev den 9. oktober 1926. At Topsy måske havde en speciel psyke får man indtryk af i Ludolphs brev til sin datter Karna af 7/11 1928, hvor Ludolph bl.a. forklarer hvorfor Topsy ikke kan komme til Raabjerg og hjælpe Karna i forbindelse med hendes 2. barns fødsel.
20/12 1931 skriver Topsy i brev til Karna, at hun nu er i England, hvor hun er i huset hos en god familie med et par børn og at hun befinder sig rigtig godt. 12/2 1932 skriver Ludolph i et brev til Karna & Sv. Aage ”at Topsy nu er englænder” (underforstået, at Topsy har fået positivt svar på sin ansøgning om engelsk statsborgerskab). Selvom Topsy var i stand til at klare sig selv og ovenikøbet på et tidspunkt skriver til sin far, at hun lægger penge til side, er hun alligevel efter en tid nødsaget til at bede ham sende sig penge, hvilket han tydeligt indigneret gør den 5/4 1932 samtidig med at han ikke undlader at fortælle hende, at det skuffer ham, at hun beder om penge. Topsy rejser hjem til Hillerød den 11. juli 1932 og forholder sig som en ’lukket bog’ resten af sit liv, så vidt vi ved, om årsagen til sit pludselige exit England.
Samtidig med sin ankomst kort før jul 1931 i England påbegyndte Topsy en livlig korrespondance med en ’gammel ven’ af familien/en tidligere forretningsforbindelse til Ludolph – Valdemar Hansen (VH). Kunne denne brevveksling have været ’en torn i øjet’ på Ludolph og søstrene og dermed stresset Topsy? Det tyder på at VH blev Topsys eneste virkelige fortrolige ven og hendes livs ’omdrejningspunkt’, ligesom hun også forestillede sig, at han kunne blive hendes mulighed for at få sit tilsyneladende største ønske opfyldt, nemlig at vende tilbage til Australien. Ved hans pludselige død i begyndelsen af 1935, brast denne drøm for altid. Foruden at være uden økonomiske midler overhovedet, var Topsy også på dette tidspunkt fysisk og psykisk på ’hælene’.
Lillesøsteren Tootie flyttede hjemmefra omkr. slutningen af 1932 og giftede sig senere med onkel Svend den 7. juni 1947. Vi ved at Topsy aldrig flytter fra sit hjem mere. Hun blev boende sammen med sin far i Hillerød, flyttede sammen med ham til Nexø i 1943 efter påske, og forblev alene og ugift boende i ’Marckergaarden’ efter hans død. Her havde hun i sin ensomhed altfor megen tid til at mindes sin måske tabte ungdom i Danmark, tabte fortid i Sydney, Australien, og måske sine bristede drømme for sit liv i det hele taget? Topsys tilværelse blev yderlig tilspidset få måneder efter Ludolphs død den 15. februar 1945, da ’Marckergaarden’ (Museet) blev ramt af en af de bomber, som russerne af flere omgange lod regne ned over Rønne og Nexø i maj måned 1945, fordi den tyske kommandant, kaptajn von Kamptz, kun ville overgive sig til englænderne og ikke til russerne, som befandt sig på Bornholm. Af denne årsag pådrog Topsy sig, i lighed med mange andre Rønne- og Nexøborgere, sandsynligvis et ’bombechok’, som man den gang kaldte det, et fænomen man slet ikke kendte konsekvenserne af hverken på dette tidspunkt og heller ikke en del år frem. I dag ville det hedde PTSD – post-traumatisk-stress-dissorder. I brev af 26. juni 1945 skriver Svend Aage til sin bror Poul om Topsy: ”Hun har endda til vores store Undren afsløret sig som Medhjælper for Frihedskæmperne, saa ogsa hun har i høj Grad været i Ildlinien”.
I Topsys og Torbens korrespondance i 1976-77-78 skriver Topsy bl.a. i sit brev af 19/7 1976: ”Hvorfor er I ikke kommet over for længe siden? Og den 27/1 1977 i spredte udsagn: ”Jeg har måttet sande, Far sagde saa tit, hvad skal der blive af mig?” – ”Jeg havde allerede Krampe den gang – hun (Karna) regnede ikke min Sygdom for noget. Hun har flere gange sagt at jeg ikke måtte spille Martyr” – ”Husk jeg blev bombet, der gik meget i stykker etc.”.
Udfra Karnas og Tooties breve til Topsy ser jeg ikke, at der bliver spurgt ind til, hvordan Topsy egentlig måtte have haft det. Når Topsy beklagede sig over fysisk dårligdom, blev det fortrinsvist slået hen med, at hun måtte se at ’tage sig sammen’, hvilket Topsy selv bekræfter af ovenstående. – De breve, som søstrenes mor, Emma, efterlod sig og som blev fundet i forbindelse med hendes død, syntes søstrene efterfølgende at have haft svært ved at leve op til, nemlig ”hvordan vi skulde være over for hverandre og far” (disse breve omtales i linket:’Lille Torbens Dagbog’ under den 3. november 1927’).
Mit personlige kendskab til Topsy stammer fra et ferieophold i Nexø hos dyrlæge Mølgaard, som havde en datter, Gerd, på min alder. Det var sommeren 1954. Far boede samme sted og onkel Poul og fætter Finn boede på 1. sal hos Topsy. Jeg besøgte hende derfor flere gange den sommer. Udover at jeg på ingen måde måtte gå ud i hendes køkken, oplevede jeg hende kun sød og venlig. Når far og onkel Poul også var til stede, mindes jeg, hvordan Topsy lo og lyste gevaldigt op. – Min søster Emmas eneste besøg hos Topsy i Nexø er beskrevet under den 6/6 1951 her på hjemmesiden.
Ifølge de breve, jeg kender til, fremgår det, at Karna i sine teenageår besøgte tante Jenny og den øvrige familie på Bornholm, men ikke hvor ofte. I sommeren 1926 hjalp Karna tante Jenny en tid med at ordne ting og sager i hendes museum, i 1946 besøgte mor & far Topsy i forbindelse med at Ludolph skulle gravsættes af far, i 1948 besøgte mor & far igen Topsy og endelig i 1949 besøgte mor Topsy i forbindelse med de 3 søstres arvesag angående ’Marckergaarden’. Derefter gik der, så vidt jeg kan se, en del år indtil sommeren 1967, hvor mor igen besøgte Topsy og denne gang sammen med Torben. Breve og fotos afslører at far også alene har besøgt Topsy og dette formentlig for at ’gyde olie på vandene’ som følge af Topsys tiltagende anstrengte relation til Karna og Tootie, en tilsvarende rolle som Torben senere kom til at overtage.
Obs! Karna kunne ikke komme til Nexø til sin fars begravelse (1945) som følge af farlig og ustabil rejsemulighed under krigen. Topsy besøgte aldrig Karna & Svend Aage hverken i Raabjerg eller Sønderholm. Når de mødtes, var det i hjemmet i Hillerød og måske senere hos Tootie & Svend også i Hillerød? M.h.t. Karnas rejseaktivitet er det vigtigt at have in mente, dels var afstanden fra Raabjerg Præstegaard og senere Sønderholm Præstegaard til både Hillerød og Nexø både lang, besværlig og kostbar, dels var en præste-årsløn først ved at blive anstændig i 1960’erne!
Med hensyn til Marckerfamiliens antikviteter/arkivalier (søstrenes fælles arv efter deres far, Ludolph), som forsvandt med Topsy som administrator, var dette naturligvis en særdeles kedelig historie for hendes søstre, men i aller højeste grad for Topsy selv. Ved Ludolphs død (15/2 1945) fremlagde Topsy klart og tydeligt hvordan den økonomiske situation var. Når alle regninger fra flytningen fra Hillerød til Nexø og udgifterne ved Ludolphs begravelse var betalt, var der ganske få hundrede kroner tilbage. Hvis Topsy på dette tidspunkt skulle have været i stand til at leve op til den overenskomst søstrene enedes om via advokat Wichmann, nemlig, for at Topsy kunne blive boende i det gamle hjem, skulle hun alene stå for samtlige udgifter i forbindelse med ’Marckergaarden’. Dette ville så have krævet, at Topsy havde været frisk og rask og havde haft et godt arbejde med en fast indkomst. Hverken fysisk eller psykisk var Topsy på dette tidspunkt eller senere hen i stand til at efterleve disse krav/forudsætninger. – Havde søstrene derimod ved faderens død set virkeligheden i øjnene og indgået en værdig og realistisk ordning, havde de skånet både sig selv, hinanden og i aller højeste grad Topsy for et mangeårigt opslidende og tragisk forløb!
Med den viden, vi efterkommere har i dag, giver det god mening at det gik som det gik, nemlig, at Topsy så sig nødsaget til at ’sælge ud’ (forære bort) af familiens genstande for at overleve fysisk som psykisk. Når Topsy oplevede hvor lidt hendes egen familie kerede sig for hende, kan man jo ikke fortænke hende i at give de venner og bekendte, som viste hende opmærksomhed, en gave i ny og nær, som så desværre over tid kom til at gribe alt for meget om sig*. Men til de af hendes venner, bekendte og handlende, som vidste hvordan det i virkeligheden stod til med Topsy, kunne man have ønsket, at de havde henvendt sig tidligt og direkte til Karna og Tootie, så de havde været nødsaget til at træde i karakter, og støttet op om deres søster. De fandtes, men lod stå til!
Det gode eksempel kom først langt senere, dengang Torben var kommet ind i billedet, og han en dag fik besøg af Topsys genbo, bagermester Leegard. Han kom nemlig og afleverede nogle sabler og en bajonet, som Topsy havde givet ham som tak for et stykke arbejde, han havde gjort for hende. Men i løbet af dagene den 11. – 13. juli 1997, hvor der havde været ’ubudne gæster’ i Munkegade 1, forsvandt de samme genstande desværre endnu en gang og denne gang sammen med en del andre specifikke antikviteter og arkivalier, hvori en større samling familiefotos fra familien Reerslev indgik. Sidstnævnte fotos kom mig dog helt uventet i hænde 6 måneder efter Torbens død. – Men som Topsy meget betegnende skriver i et brev til Torben den 22/7 1977: ”Naar der kommer en samler kommer der en spreder!!”.
Se iøvr. Linket ”Samtale med Inge Berthelsen, Topsys hjemmehjælper den 23. september 2017”og Linket ”Topsy – og hendes brevveksling med Valdemar Hansen”.