Marckergården – Marcker-Reerslev familierne

Bevarelse af ’MARCKER-GAARDEN’ og det der igennem tiderne indrettede familiehjem.

Optegnelser og registreringer af hændelser i perioden 1945-1996’.

Udarbejdet af Torben Fog Reerslev.

1945-1966

Efter “Besse’s død den 15-02-45 tilfaldt boet de tre søstre KARNA, TOPSY og TOOTIE ved privat skifte, og de lavede i juli 1945 en overenskomst, som kun findes i ikke underskrevet stand, men Mor gav udtryk for, at de havde underskrevet en overenskomstformular hos sagfører WICKMANN, hvor huset og indbo stilles til rådighed for TOPSY mod at hun vedligeholder og forsikrer mod brand og tyveri. Samejet skal bevares i god og forsvarlig stand og må ikke afhændes uden fælles overenskomst.

Nb. Hændelser, breve o.l. enten i huset eller på Landsarkivet i Aalborg, kan sikkert belyse perioden frem til 1967.

1967-1975

På min foranledning skrev MOR til tante TOPSY i vinteren 1967 for at fortælle, at familierne Torben & Agnes samt Jørgen & Gerda havde tænkt sig at feriere på Bornholm og spurgte i den anledning om der var mulighed for at få husly og fast station hos hende i Munkegade. Mor havde tidligere opfordret mig til at interessere familien for stedet, og om muligt at hjælpe tante TOPSY, som gennem tiderne havde fået hjælp fra Sønderholm. Mor havde en anelse om, at det ikke stod så godt til i huset, og at tante TOPSY nok havde svært ved at klare sig økonomisk. TOPSY svarede Mor på brevet, men Mor bad TOOTIE om at svare på det. Dette brev har jeg desværre ikke kopi af, men imidlertid svarede TOOTIE på TOPSYs brev. Det brev har jeg heller ikke men jeg fik et

brev fra TOOTIE af den 28.02. 1967. Hun skriver bl. a.: ”Det var angående jeres ferie. Karna havde skrevet, at alle kom derover. Tante TOP skriver, at I ikke kan bo i huset. Det må ikke udlejes som sommerlejlighed, men Bolignævnet har forlangt, at der skal bo en familie. Jeg forstår ikke, at det har stået tomt i flere år, og skal nu pludselig lejes ud. Karna og jeg vil gerne vide, hvem det bliver udlejet til”. Tante TOP skriver, at lejligheden skal gøres istand først, og det vil blive meget dyrt. Hun vil tage lån i huset, men det kan hun ikke gøre uden Karna’s og min underskrift. Hun har nr.1 at bo i, så kunne Karna og jeg overtage nr. 3. Hun har ikke svaret på mit brev endnu. Jeg skrev også nogle sandheder til hende, at hun behandlede Karna’s børn meget dårligt. Hun lukkede ikke døren op for Jer, og I må ikke bo i huset. Der skal indlægges vand, gas og elektricitet før hun kan leje det ud. Nu er vi spændte på, hvordan tante TOP reagerer overfor os. TOOTIE slutter brevet med:” Nu har I vist fået lidt at vide om Bornholm. Det er ikke særligt rart for Karna og mig at tænke på. Tante TOP er hård og stædig, og hun er ikke til at tale til rette”.

Således orienteret om situationen besluttede vi istedet at campere på FDM’s campingplads ved Snogebæk, og derfra bl. a. sondere stedet i Munkegade. Jeg har en udførlig dagbog om opholdet fra den 4. til d. 21. juli 1967. Vi forsøgte flere gange at komme i kontakt med Tante TOPSY. Først ved 4. forsøg den 18/7 fik vi kontakt og fik arrangeret en biltur og et besøg i haven til kaffe m. medbragt brød. Dagen efter fik vi lov at komme ind i et par af stuerne i nr.1, hvor vi observerede det frygtelige rod og griseri.

Hjemkommet fra Bornholm skrev jeg den 2/8 1967 til TOPSY og sagde tak for sidst. Mit brev fandt jeg i rodet i 1976. Jeg tilbød tanten vor hjælp, men ønskede at hun fortalte os, hvad hun kunne forestille sig af ønsker/planer.

Imidlertid hørte jeg ikke fra TOPSY. Mor og jeg blev så enige om, at jeg skulle forsøge at forfølge sagen evt. via kommunen, så vi kunne få lidt information om hendes trivselsbetingelser. Jeg rettede telefonisk henvendelse til kommunekontoret, talte med oass. H. P. Jensen i Socialafdelingen og forklarede familiens indstilling til at hjælpe tanten. Han kendte godt til situationen, men kommunen havde ikke mulighed for at gøre noget mod tantens vilje, da der ikke forelå en kritisk situation. Jeg talte også med borgmester Hans Piil om sagen. Så gik jeg i gang med indhentning af oplysninger om ejendommen, og fik at vide, at der bl.a. var gjort udlæg i TOPSY’s andel af købmand H.V. Munch og købmand A/S P. Berg ganske vist med ret små beløb omkr. kr. 500 hver. Det gav ikke anledning til bekymring på det tidspunkt.

I juli måned 1969 i dagene 22.-27. tog Mor, Kai & Kerstin og jeg til Nexø for at få rede på sagen, og for at gøre en indsats på stedet for at ændre situationen. Vi var på daværende tidspunkt klar over, at tanten ikke ville tage noget initiativ til ændring af sin situation. Mor og jeg indkvarterede og hos tante Margrethe i Munkegade på Munke Torvet, medens Kai & Kerstin indlogerede sig i hotel Nexø. Vi var kørende i Kais bil og var lidt rundt på Øen også med tanten. Derudover fik Mor og Topsy nogle gevaldige samtaler om forløbet siden Besse’s død, og imedens fik Kai og jeg, bistået af Kerstin, ryddet noget af det værste affald ud og gjort så meget i orden, at man kunne passere igennem huset. Vi forlod stedet uden nogen aftale med tanten. Måske var hun interesseret i vor hjælp, men hun gav i hvertfald ikke udtryk for det, nærmest passiv og noget bebrejdende.

Så i september måned, 3/9, skrev tante TOOTIE til Mor og berettede om et besøg på øen. ”Nu har vi altså set alt den uhygge på Bornholm. Det er da godt at Far ikke ser det, han havde grædt over det. Mandag d. 25. august bankede vi på dørhammeren, så kom Topsy straks ud og modtog os alle fire, Jens og Asta var jo med os. Vi fik alle et chock ved at se det. Hun havde ikke været glad for Jeres besøg. I havde tømt alt ud af skuffer og skabe og taget en hel del med Jer bl. a. garn osv. Jeg har intet rørt, det var alt for uhyggeligt at tage de snavsede ting. Jeg aner heller ikke, hvad der findes i huset. Sagfører Pedersen spurgte os om der var nogen værdier, jeg svarede, at jeg ikke vidste det. Sagføreren sagde, at TOPSY havde ca. 800 kr. om måneden netto. Hvad hun bruger sine penge til kan ikke kontrolleres. Den dag så vi kun 3 stuer i nr 1, så kørte vi hjem til Svaneke. Jens var hos lægen, da hans ben og arme svulmede op. Dr. Vestergaard Mikkelsen sagde, at det var pillernes skyld. Jens havde fået piller den sidste uge for hjerteanfald, og det var på eget ansvar, at han rejste med os. Så fik han nogle piller af lægen, og så skulle han tage en taxa hjem og lægge sig. Der lå han til onsdag, så kørte vi dem til lufthavnen. Topsy var med, og de fløj hjem. Anton var der også, så vi var 5 i begyndelsen af ferien. Topsy fik flere dejlige køreture, og hun var hjemme hos os at spise 2 gange. Vi var også ude at køre med Margrethe til de gamle steder i Povlsker og Slamre. Margrethe var ret sløj, hun var skæv i hovedet af nervebetændelse, så hun led meget”.

Da Asta og Jens var rejst, kørte vi nogle dejlige lange ture med Anton. Om fredagen så vi det hele, Svend var også ovenpå i nr 1, men der var låst til de inderste værelser. I nr 3 stod der stadig sække med flasker, Topsy har nok ikke lukket op for vognmanden. Om fredagen var vi hos sagfører Pedersen fra kl. 11 -12.30. Vi fik det hele at vide ligefra 1945. Sagf. Pedersen sagde, at dersom nr 3 bliver istandgjort, kommer kommunen og skal have lejligheden. Det vil koste mindst 50.000 kr at få det hele i orden i nr 1 og 3, og kanske mere, sagde han. Han lovede at gå derhen en af dagene, og det fortalte vi til Topsy. Topsy vil ikke give sin ejendomsret fra sig, så hvad skal vi gøre. Din part har du givet til dine 7 børn, og min part skal enten stå, eller dine børn køber ejendommene til 14. vurdering og skal betale Topsy sin part og mig min part, og det vil blive ca. 18.000 kr, da sagføreren mente, at ejendomsværdien vil stige til ca. 54.000-60.000 kr. Han ved det jo ikke bestemt. Sagføreren mente, at det ville blive meget dyrt for mig at være med til at reparere huset. Svend og jeg har ikke lyst til at bruge en hel masse penge på alt det der med Topsy. Hun vil ikke bøje sig. Det var så trist at se hendes måde at leve på i det svineri, og hendes madlavning, uha! Sagføreren sagde til os, at hun ikke kan umyndiggøres, da hendes forstand ikke fejler noget. Hun vil bo i sit torneroseslot med roser gennem taget, og det er hendes liv. Hun var meget vred på Kai & Kerstin, de havde været meget frække og uartige, og du havde været meget streng overfor hende. Nu er vi i den gamle gænge igen. Svend har travlt med at male i kæl-deren, det bliver så pænt. Jens har det bedre, han havde fået 3 kg vand i kroppen af pillerne. Nu har du fået vores syn på den kedelige sag. Kærlig hilsen fra Tootie og Svend. Skriv snart.

Det brev sendte Mor til mig med en opfordring til at gå videre. Jeg sendte den 11. september et brev til sagfører H.B. Pedersen, og fik svar derpå dateret d. 17. september(se bilag) Som det ses af brevet, har vi efterhånden fået skred i sagen på forskellige fronter, og sagføreren er en central figur med kontakter til alle sider i Nexø. Han er medlem (kasserer) i ROTARY, derfor. Tegningen af huset var fremstillet af Lotte efter opmålinger Kai og jeg gjorde i juli. Således i nogen grad beroliget, og i øvrigt rigeligt beskæftiget med et nyt job hos A/S FISKER&NIELSEN fortsatte snakken om Topsy m.m., når jeg talte med Mor eller Tootie og Svend.

I 1970 fik jeg rekvireret udskrift fra Tingbogen, hvoraf det fremgår, at der er 2 Sparekasselån 2.000 og 2.600 kr samt 2 udlæg 555,31 kr. og 371,57 kr. til de førnævnte købmænd. Da jeg via H.B. Pedersen havde erfaret at Sparekassen så med en vis velvilje på denne “familiesag”, og beløbene taget i betragtning, var der ikke for nærværende nogen “ko på isen”. Men i juli den 20.-23. tog Mor, Kai og jeg igen til Nexø, og denne gang indlogerede vi os privat hos vaskeriejer Fru. Nielsen. Vi fortsatte med oprydning i huset og fik bortkørt ca. 60 sække affald. Scenerne fra sidst år gentog sig, og en del af de bevaringsværdige ting blev sat til opbevaring bag lås i nr. 3 til stor fortrydelse for Topsy, men Mor fastholdt, at det var nødvendigt.

Den 20. juli 1971 sender H.B. Pedersen et brev, som nu afslører, at sagen nu for alvor går i hårdknude. Tanten vil ikke være med til noget som helst (se bilag). Konklusionen er, at H.B. Pedersen ikke tror, at vi kan komme nogen vegne med Topsy ad forhandlingsvejen.

Vi træder nu vande i sagen, medens H.B. Pedersen tænker på alternative tiltag. Så sker der pludselig noget afgørende i sagen. Mor modtager et brev fra FOGEDEN i Rønne den 20. juli 1973. Der indkaldes til Tvangsauktionsmøde den 15. august 1973 kl. 10.30 på Dommerkontoret i Rønne med forberedelse til tvangsauktion over Emilie Bjørg Marcker’s anpart af ejendommen matr. nr. 59b Nexø bygrunde. Mor sender straks brevet til mig, og beder mig “klare” sagen på bedste måde. Jeg tilskriver Fogeden, og udbeder mig udkastet til auktionsvilkår. Heraf ses det, at det er tantens ubetalte regninger, der er på spil. Sagen er den, at boghandler Funk, som hun skylder udlæg på kr. 3.769,04 i huset, har solgt sin forretning og er flyttet til Nørre Sundby. Derfor vil han have sit tilgodehavende indfriet nu, og da tanten ikke kan betale, går han via Fogeden. Igen får jeg kontakt med H.B. Pedersen, og får ham til via sparekassedirektør Poul Andersen, at stille en sikkerhed for beløbet, så tvangsauktionen afblæses. Kort tid efter får HBP sikkerhedsbeløbet ændret til et lån, som tanten ikke er tilfreds med. Stormen var redet af, og vi ventede på en chance for at komme videre.

Den 5. december 1975 er Topsy på besøg hos søstrene Lund i Munkegade. Der falder hun syg om og køres med ambulance til Rønne Sygehus. Jeg ringes op af Magda Lund, som henviser til læge Vestergaard Mikkelsen. Han mente, at det var fejlernæring, og regnede med et relativ kort sygehusophold. Jeg orienterede mig hos HBP, som forudså, at socialmyndighederne ville blive involveret, da tanten insisterede på at ville tilbage til sit sædvanlig hjem. Da myndighederne uofficielt kendte til forholdende, men nu blev presset til at interessere sig for hendes trivsel, måtte de gå officielt ind i sagen. Via HBP blev jeg kontaktet, og bedt om meget hurtigt at komme over og drøfte, hvad familien havde af interesse og mulighed for at gøre hjemmet beboeligt.

1976-1981.

Jeg tog over en dag i begyndelsen af februar 1976 og havde møder med Borgmester, socialinspektør, sparekassedirektør og selvfølgelig HBP, der fik det hele arrangeret. Jeg udtrykte Mors og den øvrige families villighed til at arbejde på at tage over med HBP som sagfører. Det vil sige at, nu starter overtagelsessagen.

Den 12. november skrev jeg til HBP (se bilag) på vegne af familien, og bad ham overveje at styre og gennemføre vort projekt om at overtage og videreføre Munkegade 1 og 3. Det meddelte han mig, at han var interesseret i, og vi blev enige om at starte med overtagelse af Moders part. Det vil give os legal adkomst til at gøre noget med Moders part i huset. Den part blev vi enige om udgjorde 28.000 kr.

Den 22. januar 1976 skriver HBP til mig, og afrapporterer om sine forhandlinger med socialinspektøren m.fl.(se brev) HBP arbejder ihærdigt med sagen, og fortsætter drøftelserne med kommune og sparekasse. Det ender så med, at inden tanten kan komme hjem i huset igen, skal der være orden, vand, wc og bad samt centralvarme og tv installeret. Jeg er tæt på begivenhederne, og gennem drøftelser med MODER, organiseres et hold til oprydning og klargøring til at håndværkere kan komme på ombygning og restaurering.

Den 10. februar sender jeg adresseliste over familiemedlemmerne til HBP til brug for udarbejdelse af skøde m.m. Samtidig varskoer jeg ham om, at vi (Kai, Kisse, Torben) tager på et “commandoraid” til Nexø ultimo februar. HBP sender brev til Moder den 24. februar 1976 (se kopi) og ridser op, hvorledes han ser udviklingen. Kommunen vil give lån til tanten, Mor og Tootie må sikkert også optage lån, der udarbejdes fuldmagt til mig til på Moders vegne at gå videre i sagen, idet HBP nu skitserer den løsning, at “børnene” ved overdragelse går ind og optager lån istedet for “søstrene”. HBP har udarbejdet et brev om sagen med økonomi forslag (24. februar).

Den 27. febr. skriver HBP til tanten og orienterer hende om de forestående tiltag for at hun kan komme tilbage. Han orienterer om kommunens lån til hende, og at de øvrige ejere fra den 1. april 1976 også skal optage lån for at bidrage til lejlighedens “lovliggørelse”. Samtidig varskoer han tanten, der bor på plejehjemmet i Nexø om, at tre af børnene kommer over og rydder op. Den 27. februar til den 2. marts 1976 er Kai, Kirsten og jeg på arbejde fra tidlig morgen til sent aften med oprydning i “svinestien”, sortering og opmagasinering. Vi bor på HOLM’s Hotel. Det er på den tur vi – efter et besøg hos Topsy på hospitalet i Rønne nærmest bliver anholdt af politiet for bortførelse af et smykke. Den historie vil senere blive rekonstrueret og nedskrevet af mig med bistand af Kisse og Kai.

Den 19. marts skriver HBP til mig med 4 overslag samt opstilling for hele entreprisen, som vil beløbe sig til omk. 82.000 kr. HBP går frimodigt ud fra, at tanten får en låneaftale med kommunen på ca. 40.000 Kr. og at “børnene” køber Tootie’s del for ca. 36.000 kr. Socialinspektøren skal først godkende. Imidlertid forhandler jeg med Tootie og Svend i Stensved, og over en middag bliver vi enige om 28.000 kr.

Den 5. APRIL 1976 skriver HBP til mig, og bekræfter aftaler med håndværkerne ’Østbornholms VVS’, bygmester Kjeld Olsen samt murer og maler. I første omgang handler det om køkken, kedel, bad/- toilet. Desuden forberedes fuldmagt til mig, to skøder fra Mor og Tootie, ejerpantebrev i 2/3 af ejendommen til sikkerhed for et byggelån i Sparekassen på 130.000 kr.

Den 5. april udsender jeg en rundskrivelse med en kort gennemgang af hændelsesforløbet i den seneste tid. Den 20. april fremsender Kai et forslag til løsning af økonomien i Nexø. Det forslag forelægges HBP. Den 28. april meddeler HBP, at han nu har fået den sidste fuldmagt, og gør klar til udarbejdelse af skøder fra Mor og Tootie, samt udstedelse af et ejerpantebrev i huset til sikkerhed for byggelånet i Sparekassen.

Den 3. maj sender HBP et brev til Mor om sagens forløb (se bilag). Jeg har imidlertid forhandlet med Tootie og Svend om køb af deres part for 28.000 kr, og der er udarbejdet skøde til at Mor’s part kan overdrages os børn for det samme beløb.

Den 6. maj udsender jeg rundskrivelse nr. 2, der handler om optagelse af lån i Sparekassen, indfrielse af Tooties andel på 28.000 kr. samt oprettelse af en opsparingskonto i Sparekassen til vore indbetalinger, pr. måned 150 kr. Jeg skriver også om vort ejerforhold i relation til Topsy, og om udnyttelse af huset. Ligeså en rapport om håndværkernes fremdrift. Samtidig lægger jeg op til en samlet indsats fra de interesserede søskende. I første omgang har Esther og Bitte givet tilsagn om at være i campingvogn ved Balka i tiden 5.-11. juli.

Flere af os finder sammen om en plan, der går ud på, at vi vil tage over og lave noget oprydningsarbejde udvendig. HBP stiller sit sommerhus i Snogebæk til rådighed, og med Bitte & Nisses campingvogn går det fint med at få plads til: Emma, Bjørn, Torben, Esther, Poul, Christian, Maria, Jørgen, Bitte, Nisse, Kristina, Birgitta og Lars.

Den 10. maj sender HBP brev om sagernes stilling. Mor har underskrevet skøde, og Tootie’s skøde forsøges underskrevet på hospitalet i Nykøbing Falster, hvor hun er indlagt formodentlig med en mindre hjerneblødning. Håndværkerne har installeret kedel, støbt gulve, og sygehuset presser på for at få tanten hjemsendt.

Den 15. juni skriver HBP til tanten og begrunder et kortere ophold for hende på De Gamles Hjem i Nexø by medens håndværkerne gør sig færdige. Han meddeler også, at jeg snart vil komme over.

Den 30. juni skriver jeg til Topsy og meddeler min ankomst den 5. juli, og at der er flere søskende med. Vi vil gerne som medejere udrette noget til fælles bedste og vi håber på et godt samarbejde herom. Som planlagt installerer vi os på HBP’s grund og okkuperer stort set huset. Han inviteres dog til at være deltager. Der ryddes i haven og mod gaden, hvilket gode fotografier viser. Tanten er dog ikke tilfreds med udsynet til “kikkeren” og det meget lys i haven. Set i bakspejlet var det stort set godt arbejde, dog er jeg ked af at stakit og anlæg mod gaden faldt. Men vi havde travlt, og så smutter der noget.

Den 25. august skriver jeg til håndværkerne, tømrer, murer og maler og opfordrer dem til at følge vore aftaler og i øvrigt se at blive færdige. Jeg medsender tegning og huskelister med kopi til HBP.

Den 30. september skriver HBP, at han har været nødsaget til at indkalde socialinspektøren til et møde på stedet med håndværkerne og foreholde dem kommunens krav om indflytning senest den 10. november. Der var resterende spørgsmål fra HBP om istandsættelse af møbler m.m., da det blev betydeligt dyrere end først antaget på grund af mængden og deres gennemgående miserable stand. Han ønskede, at jeg kom over. Telefonisk meddeler jeg ham, at jeg tager over snart.

Den 1.-3. oktober er vi i Linköping, og der bliver vi enige om:

– at jeg skulle kontakte socialinspektøren for at sætte fart på håndværkerne,

– at jeg sender blomsterhilsen til Topsy, som nu igen er indlagt i Rønne (30/9),

– at jeg skal undersøge forholdene omkring færdiggørelse af 1. sal, så den egner sig til overnatning i sommermånederne.

-at gøre træfældningen færdig og planere mod gaden samt plante stedsegrønt. -at rundsende budget af primo 1976 og evt, senere revideret budget.

Den 29. – 31. oktober rejste Torben og Kai til Nexø. Tog skab med til Topsy. Holdt møder med møbel- og gardin folk, med håndværkerne og kommunen om fortovet og HBP. Ordnede i huset m.m. og fik installeret Topsys nye ottoman og noget belysning forskellige steder.

Den 19. – 21. november rejser jeg igen til Nexø for at gøre den sidste afpudsning (møbler, gardiner, billedrensning og ophæng, service, sengetøj, håndklæder, rengøringsartikler, etc.). HBP og jeg bød hende velkommen hjem med blomster, chokolade, kransekage og sherry.

Den 23. november 1976 får jeg bekræftet, at Topsy kommer ind i madudbringningsordningen med skrivelse fra socialforvaltningen. Det sikrer også for et dagligt opsyn med Topsy.

Den 2o. december brev fra Topsy. Nytår 1977 skriver jeg til Topsy, og svarer og informerer.

Den 27. januar brev fra Topsy.

Den 17. februar svarer jeg Topsy, og bekræfter overfor hende, at vi er interesserede i at bevare huset og hvad der er i det, og at bringe det tilbage så godt vi kan til det oprindelige.

Den 6. februar fik jeg brev fra Topsy med mange kommentarer, men hun slutter med at sige, at hun ikke er helt senil, og nu har hun fået luft.

Den 23. februar 1977 sender jeg (vi) en fødselsdagsgave til Topsy, bestaende af strygejern og et køkken ur.

Den 15.marts skriver HBP og vedlægger 4 stk. kontantlånspantebreve/ Kreditforening Danmark på i alt 109.300 kr. til underskrift. Vores opsparingskonto i Sparekassen skal nu også kunne dække renter og afdrag på disse pantebreve, som er optaget i huset for at indfri byggelån i Sparekassen m.m.

Den 17. marts får jeg brev fra Topsy, der har fået nogle vurderingspapirer, og hun har fået at vide, at hendes læge gennem mange år Vestergaard Mikkelsen er død.

I marts sender jeg rundskrivelse nr. 3 og nævner: Opsparingskonto, regnskab fra HBP, tante Top’s 77 års fødselsdag den 20. febr. 1977, Nexø socialforvaltning og Topsy, grundene matr. nr. 58 og 59b slås sammen til nr.58 (vedl. kort), min korrespondance med tante Top, planer for sommerferien 1977, varsko om fest her d. 13. august 1977 (50 år).

I marts fik jeg igen brev fra Topsy. Hun var sur over, at hun ikke kunne komme ind i nr. 3, hvor jeg har låst ting inde.

Den 18.-22. maj rejser Mor og jeg til Nexø. Der rekonstrueres i stuerne, buske plantes i have og til gade, der isoleres ved utætheder.

Den 24. maj skriver HBP at byggelånet i Sparekassen nu er indfriet, og der er udstedt et alm. lån på 35.000 kr.

Den 4.-10. juli var Torben og Kisse i Munkegade hos Topsy. Fortsatte arbejdet med oprydning og rekonstruktioner. Klaus og John hjalp med optagning af rødder og bortkørsel. Gravede op til fundament til sandstensgærdet mod vest. Støbte fundament. Ankjær Sørensen kom i gang med haven, Klaus hjalp med udtagning og isætning af 3 vinduer i “salen” samt oplægning/indmuring af teglbjælke over vindue, reparerede mur under den bjælke, jeg har udskiftet. Kisse med til oplægning af sandsten.

Den 18. juli får jeg brev fra Topsy. Den 22. juli igen brev fra Topsy.

Den 27. juli ringede hjemmehjælpen fru Bertelsen og forklarede, at Topsy var blevet indlagt på sygehuset i Rønne, godt nok mod sit ønske, men I. Bertelsen havde fået Topsy overtalt, mod at hun fodrede katten.

Den 2. november får jeg brev fra Topsy, og svarer den 5.

Den 7. november skriver Topsy igen og hun er fortsat meget utilfreds med mig. Men hun får afløb for sin harme i brevene, forstår jeg på Inge Bertelsen. Inge B. er god til at styre Topsy, hun tager hånd om alt det praktiske og økonomiske, og sørger for at Topsy ikke starter ny gældsætning og laver rod i huset. De to hygger sig, og arrangerer små kaffemøder med vennerne, der nu kan komme ind i huset, hvad de ikke har kunnet i årevis. Topsy er egentlig meget tilfreds med hvad der er gjort, men hun vil ikke vise det overfor os eller Mor. Det har jeg fra I. Bertelsen.

Den 8.december skriver Topsy igen. Den 21. december skriver Topsy igen og vil nu klage til Ombudsmanden over mig. I øvrigt vil hun gerne have en telefon installeret, det vil vi undersøge, om hun kan få tilskud til.

Den 6. januar 1978 skriver Topsy og beder mig om at komme over straks ellers tager hun livet af sig. Hun tager også på vej over det forhold, at Tootie ikke skulle være inviteret til Mors fødselsdag, “I er måske for fine. Karna har forandret sig siden Sv. Aage døde”. Men hun slutter næsten altid sine breve med mange hilsner fra din hengivne tante Top.

Den 3.-8. maj rejser Mor og Torben til Nexø, og bor hos Topsy. Mor og Topsy får gennemgået nogle forhold og ting, og selvom der ikke hersker den store enighed, så får de nogle gode dage sammen. Jeg får repareret felter i bindingsværk, og har Klaus og Tonni til hjælpere.

Den 1. juni ringes jeg op fra Rønne Sygehus, afd A2. De meddeler, at Topsy er indlagt med smerter i tyktarmen. Hun får det meget bedre et par dage senere, og forventes snart hjemsendt.

Den 13. juli igen brev fra Topsy. Hun efterlyser mågestellet, som enten hun eller bombningen har knust. Under besøget har vi selvfølgelig berørt mange forhold, som Topsy ikke er tilfreds med, så nu går hun rigtig i gang med kritik. Efter en længere skideballe slutter hun med mange hilsener fra Din hengivne tante Topsy.

Den 30. juli igen brev fra Topsy. Nu har hun fået telefon installeret. Det vil fremover lette kommunikationen. Hun var faldet i køkkenet, men ikke slået sig slemt.

Den 17. august skriverTopsy igen, hun føler sig alene, da I. Bertelsen har ferie.

Den 22. november får jeg brev fra Topsy, som nu er indlagt på Rigshospitalet for at få en øjenoperation mod grå stær. Hun havde lovet at informere mig i forvejen, men har nok glemt det. Falck sørgede for transporten. Jeg besøgte hende på hospitalet og fik aftalt, at når hun skulle tilbage, kunne de kontakte mig. Jeg ville nemlig have hende hjem til Lupinvej til spisning den aften, hvor hun skulle sejle tilbage. Jeg bragte hende ombord, og fik hende næsten i køjen.

Den 21. december 1978 skriver HBP til mig med statistiske oplysninger om ejendomssalg bl. a. på Bornholm.

Den 20. januar 1979 udsender jeg en rundskrivelse med oplysninger til brug ved udarbejdelse af selvangivelsen samt bemærkninger til nogle søskendes ønsker om salg af parter. Det kniber med at overholde de aftalte månedlige/kvartalsvise indbetalinger, hvorfor Mor og jeg har måttet træde til, når der blev truet med tvangsauktion.

Den 13. januar 1980 ved 16 tiden findes Topsy død i sin seng af hjemmehjælperen, og der arrangeres begravelse, hvor Mor, Torben, Esther, Bitte og Kai deltager. Vi er derovre i dagene 15.-18. januar og bor alle i Munkegade.

Den 29. februar skriver HBP til mig og orienterer om fremgangsmåderne ved privat skifte og hvad han anser for nødvendigt at have afklaret inden henvendelse til Skifteretten. Han lægger op til at både Mor og Tootie giver afkald, men må regne med muligheden af at Tootie ikke vil. Det viser sig, at Tootie også giver afkald. Medens de officielle handlinger finder sted via HBP, foregår der andre drøftelser blandt søskende.

Der besluttes at tage et møde hos Mor i Nyrup Langfredag den 4. april 1980. Her afsløres det igen, ligesom til min 50-års fødselsdag, at der ikke er tilstrækkelig interesse og enighed tilstede til at mors plan kan gennemføres i fællesskab. Imidlertid udarbejdes der, med udgangspunkt i vor tegning af huset en tegning af Jørgens familiearkitekt til ændring af nr. 3. samt en restaureringsplan, som murer og elektriker kobles på. Bjarne står for styring af snedker-tømrerarbejdet samt anskaffelse af hvidevarer, skabe m.m., og øvrige går ind i arbejdet, hvor det kan passe. Jørgen har udarbejdet pladsbestillinger og rejseplaner, og således drager 13 personer til Nexø i 3 biler for i dagene fra den 8. juli til den 25. juli at ombygge nr. 3 og gøre klar til udlejning. Deltagerne er: Bjarne, Hanne, Lone og Carsten Jensen, Bitte & Nisse, Esther & Poul og Christian, Torben & Agnes, Jørgen & Gerda. Alle arbejder, spiser og bor i Munkegade. Vi går så igang med at forberede en fortsættelse af Munkegade med to ejere. HBP sender materiale ud, og Jørgen beregner fordelingsparametre, der bliver udsendt til hver enkelt. Kreditforeningen bliver sat på opgaven om lånemuligheder baseret på et istandsat hus med udlejningslejlighed i nr 3, et lånebehov på ca. 114.000 kr. HBP holder styr på alle dele af den nu ret komplicerede sag, der nu både indeholder arvesagen efter Topsy og individuel afregning mellem søskende i forhold til indbetalinger siden starten i 1976.

HBP udarbejder en oversigt pr. 1. juli 1980 over bo og overdragelse suppleret med Jørgens opgørelse af ejendommen af samme dato. Alt udsendes til udtalelse.

Jeg sender en rundskrivelse med forklaring og opfordring til accept den 14. september, og HBP udsender et endeligt forslag til godkendelse den 18. september.

I dagene den 3.-5.oktober var Mor, Torben og Jørgen i Nexø for primært at vise Mor, hvordan Munkegade 1 og 3 nu så ud. Det går lidt sejt med svar fra nogle søskende, og den 6. november sender jeg en rundskrivelse for at få speedet op på sagen. Da overtagelsen skal ske den 1. juli 1980, skal HBP skynde sig for at nå det.

Den 8. december har HBP arveafgiftberegningerne færdig. Rettidig betaling er inden nytår. Kai har problemer med rentefrihedsperioden på pantebrevene, og ønsker en klausul for evt. fortjeneste, hvis Jørgen og jeg sælger indenfor et kortere åremål. Endelig ønsker han som den eneste, at løsøret skal udtages af salget. Esther/Poul ønsker, at pantebrevet er straks omsætteligt, f.ex. i forbindelse med deres køb af et andet hus. HBP omarbejder de tidligere fremsendte skitser, og er pr 22. januar endelig klar med skrivelser til Kai og Poul. HBP sender så den 13. februar 1981 brev om afslutning af hans forhandlinger med de sidste to panthavere. Dermed er arvesag og salg gennemført med virkning fra 1. juli 1980.

Denne relativt korte gennemgang af begivenheder og hændelsesforløb kan sikkert være af historisk betydning for os alle, uanset varierende interesse for detaljer. Vi har alle gennem tiden modtaget skrivelser, men ikke alle har vel gemt dem. Imidlertid har jeg en større samling, som interesserede kan studere her.

1982-1996

Siden den dag Topsy blev begravet har der været ført gæstebog, og det er til stor hjælp for mig, suppleret med mine dagbøger, når jeg vil igang med den sidste periode her i den nærmeste fremtid. Når man kikker i Gæstebogen, får man næppe noget indtryk af hvem og hvor ofte og hvor længe de enkelte søskende har tilbragt i huset eller på Øen. Jeg har set på disse forhold og vil ved lejlighed vise et skema over de 7 søskendes besøg i huset.

Århus, den 30/6- 80.

Kære Emma, Esther, Bitte, Kai og Kisse.

Vedr.: Munkegade 1, Nexø.

Siden vort møde den 4/4- 80 hos Mor – et møde der gav endelig afklaring af, at I ikke så nogen mulighed for at deltage: et fortsat fælleseje af vor fælles ejendom – har vi to arbejdet ihærdigt for at finde frem til en løsning, der gør det muligt for os at overtage jeres andele, at påtage os de øjeblikkelige forpligtelser over for Nexø kommune (m.h.t. det rente- og afdragsfrie lån der nu skal tilbagebetales samt udlejnings problematikken), således at ejendommen kan forblive i slægten. – Dette er nu i princippet lykkedes, og vi skitserer nedenfor 1) den praktiske løsning, samt 2) forudsætningerne for den økonomiske afvikling af forholdet mellem os, der muliggør den praktiske løsning. Forudsætningen er opstillet ud fra de tilkendegivelser om jeres interesse i at medvirke til en sådan løsning, der faldt på mødet.

Ad 1 I juli 1980 (d.v.s. i vor ferie) restaureres den del af huset, der har været ubeboet i mange år, således at der ved flytning af nogle vægge, indretning af køkken og separat badeværelse m.v. bliver mulighed for at imødekomme kravet om udlejningen – og samtidig reservere tante Top’s del af huset for vort eget formål. Hele restaureringen er af kreditforeningen vurderet til kr. 90.000,-, men ved eget arbejde (inkl. Esthers og anden medhjælp) regner vi med at reducere dette betydeligt.

Ad 2 En forudsætning for dette er, at I giver jeres tilsagn til en økonomisk afvikling efter nedenstående formel:

X = Ejendommens nettoværdi pr. 1/7 1980

V= Vurderingssum pr. 1/7 1980

L = Kredit- og sparekasselån pr. 1/7 1980

Z = Pligtige indbetalinger fra overtagelsen 1976 – 1/7 1980

S = Skyldige omkostninger pr. 1/7 1980

I = Individuelle indbetalinger 1976 – 1/7 1980

P = Pant for udtrædende arvingers andel (forfalden ved salg, afdrags- og rentefri til 1988, hvorefter rente og afdrag over 5-10 år)

X = V minus (L + S)

P = X/7 plus (I – Z)

Torbens andel = X/7+ Y

Jørgens andel = X/7

Emma’s, Esther’s, Bitte’s, Kai’s og Kisses andele = P = X/7 + (I – Z+Y)

Af disse elementer kender I selv I. – Ved anvendelse af ovennævnte tages hensyn til a) vi har 1976 været lige pligtige i økonomisk at holde etablissementet gående, og b) at ikke alle har betalt deres andel heri, men dette modregnes så nu.

På grund af de store forpligtelser, som vi nu påtager os (hver ca. 2000 kr. pr. md.) er der ikke nogen mulighed for, at udbetale jeres andele nu. Derimod beder vi om – og forventer jfr. ovenstående – jeres indforståelse med, at jeres part (’P’) kan blive stående afdrags- og rentefrit til 1988, hvor 2 af de nu løbende lån skal være indfriet, hvorefter forrentning og afdrag vil påbegyndes. Skulle vi (af en eller anden utænkelig grund) forinden pantets tilbagebetaling sælge huset, forfalder pantet naturligvis ved salg. – Som kompensation for udsættelse af afdrag og forrentning, vil vi så tillade jer med jeres nærmeste familie, mulighed for et årligt sommerophold af en uges varighed, naturligvis på sædvanlige familiemæssige betingelser om fælleshusholdning, hvis flere af familien kommer samtidig.

Vurderingssummen (’V’) regner vi med sammen med de øvrige ubekendte at kende under vort ophold i Nexø i juli idet vi vil bede H. B. Pedersen sammen med en lokal professionel vurderingsmand foretage vurdering ud fra normale kriterier i lignende sager. Derefter vil ligningen kunne gøres færdig.

Vi beder jer imidlertid – for at kunne forberede de endelige juridiske og økonomiske dispositioner i forbindelse med overtagelsen fra 1. juli 1980 – om at give jeres principielle tilsagn til en afvikling efter de i dette brev nævnte retningslinjer. Bekræftelse herpå kan ske ved at returnere brevkopien i underskreven stand til Torben straks efter modtagelsen, således at vi har jeres tilkendegivelse indenfor 1 uge fra d.d. Der vil senere fra H.B.P. følge andre papirer, der kræver jeres underskrift, men af hensyn til bl.a. at få låneforholdene i anledning af restaureringen bragt i orden, må vi anvende denne fremgangsmåde – og håber på jeres prompte reaktion.

Vi vil vende tilbage med yderligere detaljer, når sagen er længere fremme.

Kærlig hilsen

Torben & Jørgen.

Eggersvej den 14.09. 80

RUNDSKRIVELSE.

Kære Søskende.

Man må sande – uanset hvor nødig man vil – at ting ta´r tid, og også i vort tilfælde, hvor megen tid er gået med at få en vis klarhed over, hvorledes vort oprindelige fælles projekt, Munkegade i Nexø, kan slutopgøres for hver enkelt deltager og derefter fortsætte på 2 af de oprindelige deltagere – nemlig Jørgens og Torbens ansvar og forpligtelser. Munkegade i Nexø er ikke en ”normal” sag; det skyldes i væsentlig grad hele det fantastiske kompleks af hændelser af forskellig art inkl. den dag, hvor huset var godt på vej til en tvangsauktion og familiens samvittighed vågnede af dvale. Venlige og opmærksomme lokale personer fik en ordning i stand, men udviklingen tog igen fart omkring tante Tops indlæggelse på hospital og det offentlige tilsyns nægtelse af at lade hende komme tilbage til ”svineriet” efter udskrivelsen. – Den måde ”Sagen” blev startet op på var vel temmelig rimelig og især for tante Top den mest hensynsfulde, endskønt der kunne herske nogen tvivl om graden af selvforskyldte vanskeligheder gennem årene. Men det handler jo også i høj grad om familien Marcker igennem tiderne og dens liv i og omkring et gammelt hus, nu den ældste del af den gamle Købmandsgård. – Vore intentioner var vel i overvejende grad i orden, men udviklingen har vist, at vor samlede såvel økonomiske som interessemæssige formåen ikke har kunnet slå til, hvorfor vi nu står ved fuldbyrdelsen af den afgørelse, der blev grundlagt på det sidste møde i Nyrup og senest for Bittes og Nisses vedkommende gentaget i juli, således, at den eneste mulighed for videreførelse af huset med indhold er, at Jørgen og jeg påtager os det i fællesskab fra og med den 01.07. 1980.

Tante Tops død foranledigede jo den arvesag, som har været og endnu er under behandling hos HB, idet den bør finde sin løsning under slutopgørelsen samtidig med forberedelserne til videreførelse af huset under et stående krav fra Nexø Kommune om at gøre huset helårsbeboeligt og sluttelig at indfri Kommunens pant i Tante Tops 1/3 af ejendommen. – For at imødekomme Kommunens krav om, at huset skal være beboet hele året, måtte vi skaffe penge til projekt ”ombygning af nr. 3”, således at den del af huset kunne udlejes permanent og tilfredsstille kravet om helårsbeboelsen. Pengene lod sig skaffe fordi vi have fået en forhåndsudtalelse fra Kreditforeningen om et kontantlån i den projekterede ombygning (tegninger og overslag), således at det endelige lånetilsagn nu er under forberedelse, efter at ombygningen er færdiggjort her i sommer ved håndværkere og egen hjælp. – Sparekassen var som sædvanlig – med HB’s medvirken – positiv indstillet og åbnede en byggekonto, idet det blev forudset, at alle 7 søskende ville give sit tilsagn hertil. Denne byggekonto skal så indfries, når Kreditforeningslånet kommer til udbetaling.

På grund af tidspresset måtte ombygningen iværksættes uanset om handelen søskende imellem var afsluttet, hvorfor det måske så lidt mærkeligt ud, at der måtte gives fuldmagt til et lån, som nogen måske ikke var interesseret i, men som projektet var afhængig af. Da vi skulle udarbejde oversigten over udgifter og over samtlige indbetalinger til dækning af disse fælles omkostninger i huset i tiden fra 19. maj 1976 til juli 1980, viste det sig, at ikke alle oplysninger fra de enkelte var korrekte. Ved hjælp af Sparekassens arkiv er alt nu registreret og den udarbejdede opgørelse indeholder de korrekte beløb. HB har draget omsorg for at de forskellige vurderinger er ”up to date”, men efter nogen overvejelse har vi valgt – kun for mellemværende søskende imellem og derfor ikke overfor skattevæsnet – at hæve vurderingen for løsøret fra den vurderede auktionsværdi på 12.000,- til 45.000.

Jeg har talt med Mor og onkel Svend om løsøret, og for Mors vedkommende er løsøret inkluderet i gaven til os alle. Det samme gælder for så vidt også tante Top – siger onkel Svend – men tante Toot kan ikke svare for sig selv, og det er desværre tvivlsomt om hun nogensinde kommer til det igen, selvom hun viser små tegn på at kunne opfatte ting omkring sig og prøver på at fremsige lyde. Højre side er lammet, og hun kan overhovedet ikke klare sig selv. Da onkel Svend ikke kan påtage sig at passe hende bliver hun snarest flyttet fra Vordingborg Hospital til et plejehjem ved Stege, ca. 15 km fra Stensved. Onkel Svend er ikke så lidt bekymret over udviklingen, men udtrykker dog i de sidste dage glæde over, at hun synes at have det bedre nu.

HB vil tilsende Jer hver enkelt en opgørelse pr. 30.06.80, som ender op med en slutopgørelse, af hvilken det fremgår, at såfremt det for hver enkelts vedkommende værdimæssige tilgodehavende i ejendommen og løsøret til den nævnte kontantpris konverteres til et pantebrev til dagspris (kurs ca. 54) andrager det nævnte beløb pålydende på sælgerpantebrevene.

Såfremt denne ordning kan accepteres, foreslå vi, at disse pantebreve henstår afdragsfrie i 5 år, men forrentes med 10 % p.a. i samme tidsperiode. Efter den afdragsfri periode forrentes og afdrages pantebrevet med en ydelse på 16.05%, hvilket svarer til en amortisering på 10 år.

Jeg anmoder Jer om at se velvillig på forslaget og evt. drøfte nærmere for de af os, der ses i Gistrup om en uge. (kursivet i teksten er mit)

Kærlig hilsen fra Jørgen & Torben.

Eggersvej den 06.11.80

Kære Søskende.

Denne rundskrivelse sendes til orientering om situationen vedrørende projektet ”Munkegade 1 i Nexø fortsat i familiens eje”.

HB har nu udarbejdet endeligt materiale korrigeret for de seneste oplysninger fra Kreditforeningen Danmark om praksis for udregning af restgæld ved Kontantlån og samtidig en justering af vurderingen af løsøret. Resultatet er, at hovedstolen for de private pantebreve bliver større end tidligere antaget.

Samtidig kører sagen med finansiering via Kreditforeningen Danmark og Sparekassen Bornholm af den seneste ombygning og tilbagebetalingen af Kr. 40.000 til Nexø Kommune. Vi håber, at der skal kunne rejses kontanter i forbindelse hermed til dækning af for meget indbetalt af Esther og Kisse i forhold til egentlige omkostninger ved husets drift.

Det generelle i Sagen er nu, at såfremt projektet skal kunne gennemføres – hvad Jørgen og jeg har besluttet at forsøge under ly af resten af søskendeflokkens positive bevågenhed – må den afsluttes nu i løbet af få uger, således at de nødvendige lån, afgifter, salærer m.v. kan bringes på plads i november måned i år.

HB har lagt en plan for sidste fase og vil i løbet af få dage tilsende enhver noget materiale, som jeg kun kan opfordre til, at man straks behandler og i tvivlstilfælde straks kontakter HB eller Jørgen og jeg om, så der ikke opstår huller i behandlingsarbejdet, som i værste fald vil forhindre den løsning vi alle forhåbentlig arbejder på – nemlig at projektet lykkes.

Sagen vil omhandle de to sager, der går ud på:

Arvesagen vedr. tante Tops tredjedel
Det interne salg af hele ejendommen til Jørgen og mig.

Hvis forløbet bliver som forudset, kan sælgerne regne med at være helt frigjort af økonomiske forpligtelser fra 01.07.80 at regne.

Snarest muligt vil jeg orientere om hvorledes de fremtidige økonomiske forpligtelser for Jørgen og jeg vil komme til at se ud med et hus belånt for ca. 425.000,- og med årlige ydelser på ca. 55.000,- Men foreløbig vil jeg bede Jer behandle det tilsendte materiale hurtigst muligt.

Ifølge onkel Svend er det stadig skidt med tante Toot, men hun er, på trods af sit handicap med lam højre side og ude af stand til at bevæge sig og at kommunikere, så småt i gang med venstre hånd at lave stoftryk. Agnes og jeg vil i nær fremtid besøge dem i en week-end.

De kærligste hilsener fra Torben.

Hensigtserklæring til bevarelse af ’Marcker-Samlingen’ udarbejdet af Jørgen Fog Reerslev til underskrift af samtlige søskende, hvilket skete den 15/6 1996.

Undertegnede 7 søskende, børn og eneste livsarvinger efter deres mor, JENNY KARNA MYEE REERSLEV, født Marcker, der på nær Kai Fog Reerslev alle var forsamlet den 9. juli 1995 i Munkegade 1, Nexø, udtrykker med deres underskrift på denne hensigtserklæring enighed om,

at det – efter bortgang af deres mor og hendes 2 søstre, Dagmar og Bjørg, af MARCKER slægten samlede og nu efterladte indbo og løsøre, der befinder sig i ejendommen MUNKEGADE 1-3, NEXØ, herunder en betydelig samling af breve, dokumenter, fotos, billeder m.m., som det har været slægtens, inkl. deres mors klart udtrykte forventning – så vidt overhovedet muligt skal bevares samlet.

Der er således blandt undertegnede enighed om, at Torben og Jørgen, der i 1980 på 50/50 basis overtog omhandlede ejendom- og siden sammen har drevet denne, uden at der mellem nedennævnte søskende ved overtagelsen var truffet aftale om den videre skæbne for omtalte indbo, løsøre m.v. – i den ånd, som denne hensigtserklæring er givet, i fællesskab tager kontakt til BORNHOLM’S MUSEUM i det håb, at museet vil overtage omhandlede indbo, løsøre m.v. med henblik på at bevare det samlet for eftertiden.

I forhandlingen med de respektive museumsfolk – hvis ikke fra Bornholms Museum så fra andre relevante museer – lægges vægt på

at alt indbo, løsøre m.v. bevares som en samling
at samlingen betegnes ’MARCKER-samlingen’ eller lignende, der relaterer den til rette vedkommende, og at givere betegnes om ’sidste direkte efterkommere efter Marcker-familien’

– at evt. kommerciel kunstnerisk udnyttelse af papirer i samlingen (f.eks. Bjørg Marckers korrespondance med Waldemar Hansen) i en periode på 15 år efter overdragelsen, kun sker efter aftale med Torben og Jørgen i fællesskab, eller med hver af dem udpegede substitutter blandt deres søskende

at undertegnede søskende, i det mulige omfang vil medvirke til en fortsat registrering resp. klargøring af samlingen i det omfang, det af det respektive museum finder hensigtsmæssigt.
at overdragelse af nævnte samling sker uden vederlag af nogen art til nogen person i eller udenfor søskendeflokken

Da Torben og Jørgen begge finder det hensigtsmæssigt, at ejendommen Munkegade 1-3 forbliver den mest passende ramme for præsentation af Marckerslægtens samling, bekræfter de med deres underskrift på denne erklæring endvidere

at de i forhandling med det (eller de) relevante museum vil tillade, at ejendommen kan overtages på relativt gunstige betingelser
at Torben og Jørgen alene afgør, hvilke betingelser der skal gælde for en sådan overdragelse af ejendommen, men at en sådan i øvrigt ikke skal have nogen indflydelse på overdragelse af ’Marcker-samlingen’.

Det er i denne erklæring underforstået, at tidspunktet for en endelig fysisk overdragelse af ’Marcker-samlingen’ kan være afhængig af, hvorvidt ejendommen indgår i en aftale.

Det tilstræbes, at endelig aftale om en tidstermin for overdragelse af ’Marcker-samlingen’ træffes indenfor 6 måneder fra denne erklærings underskrift.

I tilfælde af at intet museum ønsker helt eller delvis overtagelse af ’Marcker-samlingen’ er denne erklæring ugyldig. I så fald vil de 7 søskende fordele denne resp. den ikke overdragne del efter samme principper, som var gældende ved fordelingen af deres mors bo.

Torben Fog Reerslev – Emma Benediktsson – Jørgen Fog Reerslev – Esther Ginnerup – Karna Birgit Nilsson – Kai Fog Reerslev – Kirsten Bjørg Reerslev.

(til orientering: bodelingen efter mor Karnas død foregik ved, at alle arvinger efter tur skulle vælge for ca. 10.000,- kr. blandt det registrerede og vurderede indbo. Valgrunderne var tvungne, dog således, at en arving ved valg af en dyr effekt skulle stå over indtil de øvrige arvinger så vidt muligt havde valgt effekter, der værdimæssigt modsvarede den pågældende arvings ’dyre’ valg. Således forklarede Torben Skifteretten i Rønne 28. april 2000).

Det videre forløb fortalt af Kirsten Bjørg Reerslev:

”Blækket var dårligt nok blevet tørt efter at alle søskende havde sat deres underskrift på Jørgens gennemarbejdede Hensigtserklæring, før diskussionen atter blussede op om, at vi alligevel skulle dele ’Marckergaarden’s løsøre, og nu fordi Bornholms Museum jo havde trukket tiden ud med at udpege de genstande, som de fandt interessante. – Årsagen til, at Museet endnu ikke havde ønsket at komme på banen var, at Museet på ingen måde ville gå inde i arvesagen, så længe familien ikke var enige. En begrundelse alle i øvrigt kendte til. – Altså her var en ’gordisk knude’, som var låst fast og syntes umulig at løse op. Diskussionen om at dele løsøret før museerne kom endnu engang primært fra Kai. Forskellen fra tidligere var, at han med Emma, Esther og Bitte nu blev bakket op af Jørgen.

På dette tidspunkt havde Torbens og Jørgens samarbejde om bevarelsen af ’Marckergaarden’ og varetagelsen af ’Marcker-samlingen’ stået på siden 01.07.80. Og så længe der havde været meget praktisk arbejde, som skulle gøres med involvering af søskende, venner og bekendte, arbejdede de meget fint sammen. Men deres forskellige temperament kom dem senere for ofte i vejen, og det især når det gjaldt viden og kunnen omkring praktiske gøremål. Torbens perfektionisme, hvor alt naturligvis, og meget prisværdigt, skulle gøres efter de gamle bornholmske gældende måder at gøre tingene på, dvs. restaurere, har jeg forstået på sin vis var ok for Jørgen, men når Torben for ofte irettesætte ham og beklagede sig over hans arbejdsdisciplin, blev det naturligvis med tiden for meget for ham, hvilket man ikke kunne fortænke ham i. Torben kunne, som jeg har oplevet ham, i samvær med og i forhold til søskende bære præg af følgerne af vore forældres opdragelse af ham, hvor han, som han selv plejede at udtrykke sig, skulle være en slags ’patruljefører’ for sine søskende. (se linket ’Lille Torbens Dagbog’, hvor kimen blev lagt!)

Når uoverensstemmelser skærper til blandt søskende – ikke mindst i arvesager – går der ikke sjældent ’pay-back-time i den’, hvilket ikke så mærkeligt også skete i vores situation. Det skulle have været temmelig fantastisk, hvis alle vi 7 så forskellige søskende, skulle have haft samme interesse for denne arv, uanset hvor unik den måtte synes. Men uden bitterhed blev det ikke. Den satte primært ind, efter at der forsvandt helt specifikke genstande fra ’Marckergaarden’ efter weekenden 11.-13. juli 1997, altså få dage efter at Torben havde overtaget hele ejendommen. Ingen af de fem søskende angav hverken at kende dertil eller at forstå, hvorfor Torben ikke anmeldte denne hændelse til politiet. Få måneder efter Torbens død den 21. marts 2016 fik jeg dog en for mig ukendt kasse i hænde, hvori noget af det efterlyste materiale befandt sig.

I takt med at Jørgens og Torbens samarbejde på dette tidspunkt allerede i nogen tid havde knirket, tog Jørgen nu resolut lederskab for Kais idé, mens Torben og jeg holdt fast i vores oprindelige mål, som var at holde ’Marcker-samlingen’ samlet på Bornholm. Det var jo her tante Jenny, Ludolphs søster, havde indsamlet alle sine objekter (antikviteter og arkivalier), og det var og er kun her de giver mening, hvilket var vores såvel som tante Jennys overbevisning. (Se 13.09. 1929 på hjemmesiden). Ligeledes var det også vores mors ønske, at vi skulle følge op på tante Jennys og siden hendes far Ludolphs idé om, at tage vare på familiens klenodier. Torben og jeg følte os således i al respekt herfor forpligtigede på, at samlingen ikke skulle ’pilles i stykker’ og fjernes fra Bornholm.

Det korte af det lange er, at vi 7 søskendes uenighed endte op med en privat auktion med Retten i Rønnes mellemkomst hele to gange. Inden da, havde Bornholms Museum udpeget de for museet vigtigste objekter. Det var dem, som Torben og jeg forsøgte at købe. Det er vigtigt her at pointere, at på dette tidspunkt havde Bornholms Museum allerede modtaget 34 kasser til opbevaring. Men på Jørgens eget initiativ afleverede han kasse nr. 35 med bemærkningen om, at museet fra nu af kunne betragte samtlige kasser som deres ejendom!

Efter 17 år på Bornholm (20.06.97) skiltes Jørgens og Torbens veje. Jørgen døde ved en drukneulykke den 3. juli 1999, og de to brødre nåede således ulykkeligvis aldrig at forenes i fordragelighed. Begge havde dog på hver deres måde og i fællesskab gjort en kæmpe indsats for at ’Marckergaarden’ undgik at gå på tvangsauktion i 1980, ligesom de i fællesskab fik sat skik på Munkegade 1-3, det gamle Marckerske hjem. Det er vi mange, der i dag er dem begge dybt taknemmelige for. Torben og Kai nåede ulykkeligvis heller ikke at mødes i fordragelighed, inden Torbens død den 24. marts 2016.

En historisk filmaften fandt sted i sognegården i Sønderholm den 14. april 2010, ”hvor vi (publikum) tog på rejse i sognene gennem Reerslevs film” (som der stod i indbydelsen i Bjerg-Posten, medlemsblad for Lokalhistorisk Forening i Frejlev-Nørholm-Sønderholm sogne), og med Staun Bendtsen som fortæller. Her havde Torben, Esther, Bitte og jeg en herlig oplevelse også sammen med gamle kendinge. Svogrene Poul Ginnerup og Jørgen Stubgaard deltog også i det festlige møde. I løbet af sommeren 2015 havde Torben sammen med Emma og hendes søn Baldur en stor glæde ved at gå i de samme gader i Hillerød, som de, han og Emma, kendte så godt fra de som børn gik i skole og boede ca. et ½ år hos farmor & farfar. I 2014 havde Emma også haft den store glæde, at Torben for første gang kom til det land, Island, hvor hun har tilbragt de fleste år af sit liv.

Årsagen til Torbens stærke entusiasme med hensyn til bevarelsen af Munkegade 1-3 og dets arkivalier kan meget vel ses i lyset af hans historik. Torben er den eneste af os søskende, der også i sin ungdom havde oplevet Besse (Ludolph), nemlig da han var 16 år. I sommerferien 1943, efter sin realeksamen, fik Torben mulighed for at rejse til Bornholm og besøge Besse og tante Top, hos hvem han boede, samtidig med at han besøgte dyrlæge Mølgaard, en ven af vores far (se linket T’s erindringer). Torben var således den eneste af os 7 søskende, der har hørt Besse fortælle om sit liv og levned, cyklet rundt på øen sammen med Topsy og i det hele taget set og oplevet Munkegade 1-3 i den tid, det åndede af ’sjælen’ fra tante Jennys tid, og som vores mor også kendte til. To år efter var meget ødelagt ved russernes bombardement af Nexø og Rønne. Måske dét, at Torben havde haft ovennævnte oplevelser var stærkt medvirkende til, at han, uanset hvilke besværligheder han måtte møde, kæmpede til sine sidste kræfter for at ’Marckergaarden’ skulle holdes ved lige, hele tiden forbedres og endelig overtages af folk, som ville værdsætte dette for ham unikke sted. Det sidste opnåede han dog ikke. Først nogle måneder efter sin død, fik hans kone, Birgit Kruse, ’Marckergaarden’ solgt med god støtte af Erik Marcker (oldebarn til Ludolphs ældste broder August) til en liebhaver, som skal have udtrykt ønske om at bevare husets sjæl og ånd.

Torbens bekymringer i hans sidste leveår gik også på de mange arkivalier, der stadig havde været i ’Marckergaarden’ efter 01.07. 1997, og som han og jeg gennem år havde samarbejdet om. Hvad skulle der blive af dem, og hvordan skulle de formidles videre? Den 20. november 2015, under et besøg på Torbens plejehjem af Baldur og jeg, blev Torben endelig klar over, at vores hjemmeside nu var blevet en realitet, og at den var i fuld gang. Da Baldur forsikrede Torben om, at hans store og for os meget værdifulde indsats for sit projekt omkring Bornholm var lykkede,s og at han nu godt kunne slappe af, strålede hans øjne som stjerner. Torbens indsats for, som han skrev, ’projekt Munkegade 1 i familiens eje’, gjaldt både ’Marckergaarden’ og dets arkivalier. Det er netop disse arkivalier, der er forudsætningen for ’Marcker-Reerslev’s Familiehistorie’, suppleret med yderligt materiale fra Sønderholm præstegård.

Se ogsaa samtale med Inge Bertelsen