Ludolph Waldemar Marckers beskrivelse af sin afrejse fra København den 23. Oktober 1887 – følges op af en beskrivelse af en del af skibsrejsen videre frem til Australien.
Ved Kirsten Bjørg Reerslev, november 2003 og revideret 15. februar 2019.
Det viser sig, at Bornholms Museum (BM) og jeg har ligget inde med forskellige dele af samme manuskript, som her Ludolphs lange rejsebeskrivelse fra Danmark via England til Australien. Det skyldes, at samtlige arkivalier i ’Marckergaarden’, ved Topsys pludselige sygdom og indlæggelse på sygehuset i Nexø 1975, lå spredt overalt i huset.
Før juli 1989 modtog Rønne Museum 48 flyttekasser med arkivalier fra ’Marckergaarden’. Det materiale, jeg har arbejdet ud fra, dukkede uventet op i ’Marckergaarden’ efter min bror, Torben Fog Reerslev, var blevet eneejer.
”Søndag aften den 23 Oktober 1887 rejste jeg, efter at have sagt Farvel til Venner og Bekjænte og fulgt paa Banegaarden af nogle af de bedste, deriblandt min saa godt som eneste sande og tro Ven Worm med sin lille Ingeborg. Han var kommet til Staden Søndag Morgen, fra Kjøbenhavn. Jeg kan ikke nægte andet end det var med vemodige Tanker jeg følte da toget satte sig i Bevægelse, saa Gaslygterne fare forbi for meget snart ganske at forsvinde og med dem det glade Kjøbenhavn. Jeg satte mig naturligt hen for at betragte mine Medrejsende, der var en tysk og en dansk Herre; men da de strax satte sig til at sove, saa var begyndelsen af den lange Rejse, slet ikke saa interessant.
Omsider naaede vi jo Korsør hvor jeg skulde ud for at gaa ombord i Rutedamperen, hvilket er meget nemt, man gaar kun igennem Stationsbygningen saa er man ombord paa en af elektrisk Lys beskinnet Damper, som i det hele taget er overordentlig komfortabel og smuk. Det første som tiltrak min opmærksomhed var en Engelsk Herre, saa god en Type har jeg aldrig set før eller siden i selve London. Da samme Englænde og jeg siden kom til at sove ved siden af hinanden, mente han at vi vilde faa stygt Veir om Natten og da jeg ingen Mening kunne have derom, vendte han Fi…til mig og begyndte at trompete saa voldsomt; ikke med nævnte F men med eller i sin meget store Næse, saa ingen af vi andre kunde sove.
Mandag Morgen Kl 4 blev der purret ud, vi skulde op, Toget gik Kl 5.20. Naa jeg kom altsaa op, fik min Kuffert og traskede i Mørke og øsende Regnvejr afsted til Stationen, men rigtignok først efter at jeg havde faaet paa Hovedet fordi jeg havde været saa fri at spørge en af Matroserne om vi skulde have Toldeftersyn i Kiel. Til Stationen fulgtes jeg med en lille Tysker, som talte hele Tiden, men kun til egen Fornøjelse, og ikke et Ord til mig. Omsider kom vi i Toget og for afsted, mine Medrejsende, deriblandt min Englænder, satte sig til at sove og da det meste af Holsten er øde og bevoxet med Lyng, blev jeg ogsaa søvnig og sov saa til Althona. Althona er jo som bekjendt en Forstad til Hamburg og man kan heller ikke sige, hvor den ene (begynder) og den anden (hører op).
I Hamburg kom jeg forbi 4 Banegaarde førend Wenlo kom, der hvor jeg skulde af. Vejen igjennem Byen er for resten meget kjøn, da man kjører uden Indhægning kjører man meget langsomt, vi kom gjennem et stort Anlæg hvor der var særligt smukt, ellers vil jeg nu ikke paastaa at Hamburg tager sig ud til sin Fordel paa en Regnvejrsmorgen. Her steg jeg altsaa ud for at have Toldeftersyn, jeg gik imidlertid og gloede men kunde intet Toldkammer finde, føren jeg fik fat i en Betjent som viste mig ind; her maatte jeg saa staa, ingen vilde komme med min Kuffert førend jeg saa paa de andre, at en Tiphenning kunde hjælpe, saa kom den. Der fantes intet toldpligtigt deri saa jeg blev snart færdig, men Fyren skulde dog med en storsnudet Mine spørge hvor jeg var fra førend jeg gik; jeg havde lyst til at spytte paa ham, men i Stedet for turde jeg ikke andet end – Ich bin auf Danemark, dancke so fiel!
Efter at have siddet nogen Tid paa Banegaarden og i agtaget Folk, havde set lidt af Byen i Nærheden, man ser i Parentes bemærket en uhyre Masse Pikkelhuer, skrigende og straalende Uniformer. Vi fik for resten i Althona 3 tyske Ofiserer i Taaget, men de forsvandt i Hamburg, saa kom det Taag, jeg skulde med og jeg blev puttet ind til 3 engelske og en meget ung Tysker, som for resten talte ret godt engelsk, han skulde rejse til Amerika. Denne unge Mand var til stor Morskab hele Vejen, han var et stort Barn og pralede stærkt med sin Fader, Moder, o.s.v. Engelskmanden gjorde forfærdeligt nar ad ham. Strækningen fra Hamburg til Bremen er meget kjedelig i det hele taget taget lignede strækningen hele Vejen Højlygen, naar Du i stedet for Klipperne sætter lave Buske, det er kun meget faa Huse der findes. I Bremen fik vi atter en ung Mand ind som ogsaa var Tysker, men det engelske Sprog fuldt magtig, han var for resten et meget muntert Menneske; han skulde rejse til Indien, og da han var kommet ind i Toget, ragte en ung Dame, som var mellem flere, som fulgte ham, en Pakke og denne Pakke indeholdt foruden en utrolig Mængde Papirer et stort Kagehjerte, hvilket vagte stort Morskab, han blev saa underlig flad.
Fra Bremen kom vi til Münster og fra Münster til Osnabrück, hvor der var 20 Minutter til at spise i. Da Toget holdt her stormede vi alle som gale Mennesker ind i Salen, hvor Bordet var dækket ja selv Suppen opøst. Her spiste vi saa en meget god men hurtig Middag, og saa atter afsted. Efter Middagen var Humøret kommet op og da den lille Tysker havde Violin med spillede han og de andre sang. Omsider naade vi Wesel den sidste Station i Tyskland, her drak vi Kaffe og saa atter videre. Imidlertid var det bleven Aften og mellem Wesel og Boxtil skulde vi over Rhinen, hvilken tog sig glimrende ud med en By i Baggrunden, jeg ved ikke hvilken, med hundreder af Gasblus. Verden er omskiftelig; thi næppe var vi over Rhinen førend vi pludselig for ned i en Tunnel, den første jeg nogensinde var kommet igjennem. Dernæst kom vi over nogle mindre hollandske Byer til Vlisingen. Her havde man sagt mig at vi skulde have Toldeftersyn, jeg havde nær kommet for sent til Damperen jeg løb rundt efter min Kuffert, men den var ombord, vi slap for Eftersyn. Kommen om bord fik jeg ved velvillig Hjælp af mine Englændere en Køje, der var masser af Mennesker; thi Togene støder jo sammen i Klisingen fra Berlin, Bryssel og Antwerpen.
I Begyndelsen kunde jeg ikke sove for der var saadan et kvidder, men da vi kom ud i Kanalen da blev de mere tamme da fik Piben en anden Lyd. Vi havde for resten et forfærdeligt Veir jeg troede flere gange, naar vi krøb ned, at vi aldrig kom op mer, men omsider faldt jeg i Søvn og sov til den lille Tysker kom og vækkede mig i Queensborough, en Havn som ligger langt ude ved Themsen. Jeg skulde nu have mit Tøj efterset af Toldvæsenet, det gik meget hurtigt, der blev kun spurgt om jeg havde Tobak, hvilket jeg ikke havde. Derpaa kom jeg i Toget til London; men da jeg skulde af ved en Station som hedder Viktoria Station, hertil var min kuffert indskrevet, maatte jeg hele Tiden sidde og passe paa at jeg ikke kørte for langt. Du begriber ikke hvorledes de kjører her i London; thi ligesom man er oven paa Husenes Tage er man langt nede i Jorden, ja kjører jo neden under Themsen. Da jeg naaede Stationen tog jeg saa en Cab for at kjøre til Consulatet, og efter saa at have kjørt i lang Tid meddeler Kusken mig, at han ikke kan finde det men vil slippe mig af et Sted midt i London.
”Nu begynder det” tænkte jeg men saa rejste jeg mig jo i min Vælde og forklarede ham, at han ikke fik en Pens før han skaffede mig frem. Forstaaet mig har han vist, i alle Tilfælde kravlede han atter op og kjørte videre og tilsidst fandt han da også frem. Da jeg saa tilsidst kom paa Consulatet var der lukket, men efter at have staaet og talt med en Trappekone i lange Tide, fandt jeg ud af at jeg var kommet en Time for tidlig, da dansk Tid er saa meget langt ud fra den engelske. Naa, gaa turde jeg ikke og jeg satte mig eller rettere sagt gik paa Trappegangen indtil Hr. Mayer kom. Nu mente jeg jo den hellige Grav var vel forvaret, men min Kuffert var paa Victoriastation. Mr. Mayer havde ikke tid til at gaa med, og Kufferten skulde snarest muligt ud paa Orient. Gode Raad var dyre, jeg maatte altsaa selv til det, skjønt jeg rystede lidt ved det. Jeg kom saa i en underjordisk Jernbane med ordre til at stige ud ved Stationen. Med rolig Resignation satte jeg mig saa ned og kiggede, der er nemlig Lys ved hver Station ellers ruger alt i Mørke. Stationen fandt jeg, kom ud og skulde altsaa have min Kuffert, hvilket imidlertid ikke var saa næmt, da den var sat i Pakhus. Imidlertid, jeg gik paa med Dødsforagt og efter at have spurgt et halv hundrede Steder fik jeg den, kom atter i en Kap og op til Mayers Hus. Her traf jeg en dansk talende Dame, som tog meget venligt imod mig, jeg fik noget at spise o.s.v. og jeg kunde atter aande frit.
I Hr. Mayers Hus var to danske Herrer som skulde som Mistionærer til Indien, de vare lige saa dygtige i Engelsk som jeg og saa en Ingeniør Rothe, det er ham med Øresundskanalen, og en Hr Lund samt 2 engelske Damer, som (?) og en Tysk. Da vi havde spist, det er for resten nogle forfærdelige Retter og hvilke navne de have i England, blev det bestemt at vi skulde gaa i Krystalpaladset, hvilket jeg naturligvis gerne vilde. Krystalpaladset er jo som navnet siger ene alene bygget af Glas, det vil sige der er noget (?) og saa er det en uhyre Bygning. Det indvendige vil jeg nærmest sammenligne med Tivoli. Der er Blomsterbede, store Træer, Fugle, Billedstøtter, Kramboder, Musikstæder, Teater o.s.v., der hører ogsaa en stor smuk Have til, hvori der findes Afstøbninger af Fortidens uhyre Dyrearter saaledes, som man mener at de have set ud efter Skeletterne at dømme. Da vi kom hjem og havde spist til Aften blev jeg saa fulgt hen til et fremmed Hus, hvori jeg skulde sove, Mister Mayer havde ikke Plads. Da jeg kom der blev jeg tiltalt af et Gammelt Fruentimmer, som ikke (?) før jeg kom ind i Stuen, da Værelset ikke var helt færdigt. Næste Dag var vi saa i British Musæum ledsaget af Hr Lund, han er nemlig Oldgransker eller saadan noget, det var ham som opdagede det om (?), som vi læste i Ude og Hjemme, han var umaadelig kundskabsrig, vi kunde ingen bedre Fører have faaet. I vort Følge var ogsaa en Frk Stein, en Søster til den herværende danske Præst. Her var mange glimrende Ting, men der var saa meget saa man blev træt, jeg var det da længe før vi kom hjem. Om aftenen efter at vi havde spist passiarede vi saa meget gemytligt, jeg for min part, indtil Hr. Meyer mente ……. (resten af beretningen mangler).
Lørdagen den 12. havde vi et dejligt Veir men meget varmt, just som alle vare kommet paa Dækket efter Frokosten lyder der en Ringning med Skibsklokkerne og samtidig Raabet Fejr jeg sad den gang i ro og mag agter, men løb saa strax forud og her var allerede Sprøjterne i fuld Gang. I samme Øjeblik som Klokkerne lød stormede hele Besætningen paa Dækket, baade Opvartere, Kokke, Bagere o.s.v. en Del af dem med et uldent Tæppe som jeg nu ikke rigtig ved, hvad skal bruges til og stillede sig ved hver sin Baad, de maa jo være godt instruerede, i et Øjeblik vare Baadene klare, Vandbeholdere og Proviant findes altid i dem. Engelskmændene ere jo bekjendte for deres Ro jeg maa lade dem at de tage det roligt, jeg kan ikke meget andet end mit Hjerte slog lidt hurtigere, men det kan vel tilgives mig, jeg var jo lidt anderledes stilled, enkelte Kvinder vare lidt febrilske ellers troer jeg, at de havde gaaet i Baadene uden at sige et muk, heldigvis kom det ikke saa vit, thi imedens blev man Herre over Ilden og vi havde ikke lidt mere Skade end vi kunde sejle videre, godt var det at det ikke skete om Natten, thi hvem ved hvad der da kunde have sket?
Om Aftenen efter at vi havde den Forskrækkelse om Formiddagen trak et Tordenvejr op med Lyn, saa hele Himmelen stod i et Lys, selve Bygen kom os ikke nær saa vi hørte ikke videre til Tordenen, næste Dag Søndag var det ganske stille om Formiddagen, men hen efter Middag kom der imod os en Søjle at se til, ikke mer end nogle faa alen i Diameter, det var en Skypumpe eller saadan noget, og med den kom der Storm kan Du tro, i et Øjeblik var Dækket rømmet for Damer, de kunde slet ikke være der, det blæste saa man maatte holde sig fast og saa var det en varm Blæst, der naturligvis, da den var saa stærk, slog igjennem Tøjet og brandte paa Kroppen. Gudstjenesten som skulde holdes om Aftenen blev aflyst, ingen kunde være paa Dækket. Mandag blæste det ogsaa en Del, men Tirsdag var det bedre Veir. Tirsdag morgen fik vi Land i Sigte og hen paa Formiddagen løb vi ind i Bab Mandikstrædet, som paa begge sider ere begrænsede af meget høje Bjærge, i Ægypten vare de dog ikke saa høje som i Arabien, jeg saa i Kikkerten oppe mellem Bjærgene nogle smaa Telte, det var Nomadetelte, her kastede vi Anker for at indtage en stor Mængde Kul. Atter her blev vi omringede af Baade, men af en anden Slags meget lange og smalle af Kajacform, særlig kom der en Vrimmel af ganske smaa, som vare udhulede Træstammer hver med en Dreng i, som roede sig frem ved Hjælp af en Aare. Saasnart der blev kastet en Skilling i Vandet sprang de alle sammen ud fra deres Baade, som de saa lod drive for Vinden, indtil de atter kom op med Skillingen, hvorpaa de svømmede efter den og krøb op i den igjen, for at foretage den samme Manøvre lige saa ofte, der blev kastet noget ud.
Vi fik nogle Smaafyre ombord som sprang i Vandet fra Rigningen for et godt Ord, et ikke saa ganske lille Spring. Disse Folk ere ikke nær saa kjønne som Negrene, de ere ikke sorte men mørkebrune meget fremstaaende Underansigt, men uden Haar. Jeg saa kun et Par Stykker med Haar ellers var de ragede i Hovedbunden, hvilket saa meget grimt ud, de som havde Haar havde det saa til Gjengjæld i lange Tjavser, som gav dem et vildt Udsende. Der var ogsaa en Del ældre Arabere, som vare mindre mørke i Huden, men som ellers vare rummelige at se paa, tilmed disse vare saa ondskabsfulde, hvorimod de andre vare (?) godmodige Fyre. En lille Dreng som vi havde ombord, han gik fra Haand til Haand og lod sig beføle og spurgte hvem der havde gjort ham sort, pegede meget alvorlig op mod Himlen og svarede Muhamed. Alle disse Fyre var nøgne og ikke en af dem havde noget paa Hovedet, det generede ikke Damerne det mindste, naar en eller anden af dem tabte sit Bath, som bestaar i et klæde eller en Plaid som de svøbe om sig, altsaa naar de tabe det, staa de i Adams Costume, hvad troer Du de tre Hjorte havde sagt, rimeligvis ”Gud; jeg besvimer?”
Deres Handel her var Fjer, Skind, dejlige Skind for resten, Haarn af forskellige bukke, kurvearbejde o.s.v. men meget lidt Sydfrugter og de havde vare meget dyre. Vi fik nogle Fyre til at danse for os det var underligt, men morsomt at se den bestaa af Springen, Trampen, Klapning i Hænderne, Hylen og skæren Grimadser der var langt fra graciøs. Da det lakkede mod Aften og de skulde gaa deres Vej, var det ikke muligt at faa dem afsted, og Matroserne maatte i lange Tider, hver med sin (?), gaa rundt og smøre de brunes Æænder, som saa naturligvis hylede grusomt, ikke jeg mener Ænderne men Folkene, men kun for et Øjeblik efter at være der igjen, jeg kan ikke begribe hvor de kom fra, de kom lige som frem af Dækket. Selve Byen Aden saa jeg ikke, den laa i bag Bjærgene, jeg kunde kun se lidt, og jeg havde ikke Raad til at gaa i Land, de vare der ellers næsten alle sammen.
Efter at have faaet en utrolig Mængde Kul, Gud ved hvor mange Tønder, vi blive først færdige ud paa Natten, hvorefter vi lættede Anker og skal ud af Strædet, men den Gang var jeg i Seng. Om Natten havde det blæst op og om Morgenen da jeg kom paa Dækket, viste Virkningen sig i en hel Del Søsyge men Stakkels Mist. Barnfield, han er endnu syg hver eneste Dag og han bliver sikkert heller ikke bedre før han faar Land under Fødderne, hen ad Eftermiddagen blev Vejret lidt bedre og Aftenen var helt smuk, jeg har aldrig set et Syn som den Aften, hele Havet lyste, Du vil nærmest kunne fatte det, naar Du tænker Dig hele Havet som den Stribe Fuldmaanen laver, det er for resten ikke Dyr som jeg skrev, men en Mængde Phospher som findes i Vandet. Onsdag Morgen passerede vi Cap Griardafin paa Afrikas Kyst det sidste Land vi kunde se af den gamle Verden, det sidste Land vi faa at se for en 3 Ugers Tid, og vi stod saa ud i det Indiske eller Stille Hav, hvilket Navn det i Sandhed haver med Rette, endnu har jeg ikke set andet end denne uhyre Flade ligge aldeles rolig, kun af og til kruset, ellers blank, som kun af og til uroes af store Flokke af Flyvefisk. Jeg troede at Flyvefiskene vare temmelig store, men de ere ikke større end Ansjosfisk, de mane sig op af Vandet og fare en halv Hundrede Alen gjennem Luften, for derpaa at falde ned med et Plask. Da Aftenen kom, skulle vi have Afvexling i det daglige Program, som lyder paa Consert og Dands. En af 3de Cladses Pasagerer havde en stor for resten god Laterna Magica, vi fik et Sejl hængt op og derpaa et Lagen, og saa gik Forestillingen for sig under Skrig og Skraal, der skal saa uhyre lidt til at fornøje dem, naa det er jo ogsaa ligegyldigt blot Homøret er godt; jeg spurgte min lille Englænder forleden om han syntes at det var noget fint Publicum her var paa 2den Cladse; men nej vi blive meget hurtig enige om, at der manglede en hel Del.
Løverdag Formiddag ringede alle Klokkerne, men denne Gang var det heldigvis kun for sprøjteprøve, vi har haft Sprøjteprøve hver Uge siden vi havde Ild. Søndag Morgen passerede vi Æquator, den var varm kan Du tro, men det blæste en god Brise, hvilket gjorde at det ikke var saa varmt som jeg troede, i det hele taget gaar det ganske godt med Varmen her i det Indiske Hav, her er ikke nær saa varmt som i det Røde Hav, her er tilpads, i Salongen er der lidt varmt om Natten, thi skjønt jeg ligger uden nogen Ting, ikke en Gang et Lagen, kan jeg dog ikke sove for Varme. Hidendtil have vi gaaet en glimrende Fart, ja et Døgen sejlede vi 368 Engelske Mils det er saa langt som Tur og Retour Bornholm Kjøbenhavn 2 Gange i et Døgn, ifølge Fartplanen skulde vi passere den lille Ø Dioge Gorsiga Fredag den 25 de, men vi passerede den allerede Tirsdag 22, vi skulde ikke stoppe vi fik saa mange Kul i Aden at vi kan komme over, Folkene mene at vi muligen kan komme 4 a 5 Dage tidligere end Bestemmellsen, hvilket jeg langt fra er kjed af, det bliver noget for vilt i Længden Hav og Hav og atter Hav, endnu have vi ikke mødt saa meget som et Skib.
Indtil Tirsdag er Vejret glimrende men jeg skal love for det kan ogsaa være det modsatte, om Eftermiddagen kom der pludselig en Tordenbye med Storm, Regn og Lynild saa det var volsomt, skjønt det var højlys Dag lyste Lynilden, saa man fik ondt i Øjnene, ogsaa Skraldene kunde sige meget kan Du tro, det gjorde nu alt sammen ikke noget, det værste var Stormen; thi den er bleven ved, nu er her en svær Sø og vi ligger og hopper og vugger saa man hverken kan staa eller gaa, det er kjedeligt, man kan ikke sidde roligt at spise, men skal sidde og ballansere med Tallerkenen for at Suppen ikke skal gaa over o.s.v. Folk ere syge, og det værste er Søen gaar lige imod, hvilket slog ned Farten meget, ja 60-70 Mil i Døgnet, I flere Dage har der paa Programmet staaet om Sport paa Dækket, som skulde udføres af de unge Mennesker, bestaaende af Væddeløb, Springning, Styrkeprøve o.s.v. men stadig blevet opsat paa Grund af Stormen og Skibets gyngen, i Gaar blev det imidlertid til noget, skjønt Skibet slingrede naar man næsten ikke kunde staa, et kosteligt Syn var det, da alle Damerne vare blevne opstillede og dette paa to Partier for at hale i hver sin ænde af et Tov. Midt under Forestillingen kom der en Sø og hele Herligheden paa Maasen. En Dag var her Prøve i Skakspil, jeg var dristig og gik paa; men kom til at spille med en udmærket Spiller, saa jeg naturligvis fik Bank men hvilken Dristighed ogsaa! I Dag skal der spilles Vist om 2 Præmir og …… (fortsættelsen mangler!).
Her følger Bornholms Museums del af Ludolphs rejsebeskrivelse:
Oktober (?) 1887. (BM) Brevet ikke dateret – otte tætskrevne sider, blyant – synes at være et brev skrevet ombord på skibet Orient til Sidney. Fragmentarisk:
”I derhjemme sidder rundt en varm Kakkelovn. Det er for resten en hel melerisk Scene at se hele Skibet ved Lys, foroven 1. og 2. Classes Passagerer mageligt liggende i deres Stole og forneden 3. Classes syngende, dansende osv. Jeg har vist for resten glemt at gjøre min bemærkning om de engelske Damer af hvilke her ere mange, jeg vil haabe de findes smukkere i Australien: thi alle dem der er ombord ere forfærdelig grimme. Jeg kan ikke noksom sande Valdemar Holms Ord at Englænderne ere et smukt tænkende Folk, over for mig gjorde de alt, ja flere have endog fortalt mig, at hvis de kunde hjælpe mig med Sproget o.s.v. vilde de gjerne gjøre det. I Dag ser jeg en Mængde Svaler flyve omkring Skibet, det er saa hjemligt at se de Smaafyre. I Aftes fik vi pludselig øje paa et, som det saa ud til, stort Ildhus: men da det kom nærmere, viste det sig at være Orizatu, en af Orientliniens Baade som kom tilbage fra Sidney, dertil kunde vi jo se hvordan vi selv tage os ud paa Afstand.
Det er ikke altid at man har tropisk Varme eller saa glimrende Vejr i Middelhavet: thi da jeg kom op i Morges var det saa koldt som om det kunde være Hjemme og Regnen skyllede ned i stride Strømme. I den Anledning krøb vi lige saa mange som vi kunde være ind i Rygesalonen, saa blive Pladsen jo bogstavlig talt oven paa hinanden, men hvad gjør det til Sagen. Blot Humøret er godt og det var det. Efter at have fundet paa alle Slags Kunste, skulde vi alle efter Tur fortælle en Historie. Jeg forstod ganske vist ikke meget af dem; men de var sikkert ikke af den fineste Art. Da Turen kom til mig vilde jeg fortælle paa dansk og da ingen forstod det, blev jeg heldigvis hurtigt færdig. Dernæst blev der udsat en Præmie til den som sang bedst, da der var gaaet skuden rundt var meningerne delte mellem to, og de blev saa afgjort ved hjælp af tændstikker. Du kan se vi finder paa alt. Da jeg saa senere kom ned i salonen kom en herre og sagde ”Do you play skak (Chess), ”Yes, but very litle Sir”. Hvorfor ikke være fræk. Vi fik fat i et skakbræt og spillede hele aftenen, han gjode mig naturligvis mat hele tiden, men det sidste spil kneb det dog for ham. Saa du kan se jeg klare mig slet ikke så dårligt: Skibet vippede ganske meget, saa vi af og til maatte bjærge brikkerne for at de ikke skulle falde paa gulvet, men hvad gjør det paa rejse. (Oktober 1887)
Kan du ikke i tankerne se mig sidde i middelhavet i nærheden af en … og spille skak med en engelsk Gentleman, naturligvis med et tænksomt spekulativt ansigt for at give det udtryk af at man virkelig kan spille skak. Efter den … gik jeg saa tilkøjs for at vaagne rastløs næste morgen se at skibet laa stille. Da jeg viste vi laa for anker, for jeg op, klædte mig paa og kom op på dækket og der saa jeg det smukkeste syn jeg nogen sinde har set, eller vel nogen sinde kommer til at se, jeg har tit tænkt mig de rejsendes beskrivelser der som lidt storslaaende, men i sandhed der kan ikke siges for meget smukt om den. Beskrive den kan jeg ikke, men denne af søglegange, buegange osv. byggede by opad en uhyre skråning med et tempel øverst paa toppen og endelig Vesu, ja det er da Vesu, at jeg ikke gaar i vandet, lige meget, et bjerg er det, hvis top man tydelig ser i skyerne, det er storartet, alt hvad du høre om den kan ikke roses for meget tro det kun. Her bliver vi ligesom i Plymuth ….
Søndag morgen da jeg kom op kunde jeg endnu se Italien, men hen paa formiddagen forsvandt det helt efter at have givet mig et indtryk af Italien, som jeg aldrig glemmer ….. Søndagen gik som ellers som de andre dage, med undtagelse af saa godt som alle foruden mig var umaadelig fine, og gik og prominerede i elegante toiletter, om aftenen var der gudstjeneste ombord i 2 salong har vi lavet et lille alter, til sangen blev spilet paa (Piano?) og det hele var meget hyggeligt.
”Kom vi til en strækning hvor der arbejdedes langs beden, man saa kamelerne komme i flokke med kasser på ryggen, hvor de saa kom ned lagde hvorpå kasserne som de bar på rygge blev fyldt med sand, som de bar bort fulgt af fører. Det er et uvant syn at se et arbejde udført med sorte nøgne mennesker og kameler, et enkelt æsel, men ikke en eneste hest”.
Ludolph Waldemar Marcker (21. juli 1866 – 15. februar 1945) fortæller levende om sine oplevelser under sin rejse til Australien og om sit liv i Australien.
Dette maskinskrevne manuskript blev fundet i en medtaget tilstand i ’Marckergaarden’ efter Topsys pludselige sygdom og indlæggelse på Nexø Sygehus medio 1975. Om Ludolph selv har skrevet det eller dikteret det til Topsy vides ikke.
I slutningen af manuskriptet ses mine dagbogsnotater fra et besøg i” Mt. Charlotte Look Out”, Vest Australien, hvor man ser ned på det område, hvor guldgraverne havde deres små lodder, der hvor Ludolph sammen med ”Firkløveret” har gravet.
Ved Kirsten Bjørg Reerslev, 7.11. 2003 og revideret 5.2. 2019.
21-årig gammel stod jeg en Septemberdag på Dampskibsrederiet ”Orion”s Kontor paa Hjørnet af St. Strandstræde og Nyhavn i 1887 med 700 kr. i Haanden og betalte flot en 2. Klasses Rejse fra London til Sidney. Pengene havde jeg faaet af min Far, der var Købmand i Nexø paa Bornholm.
Øen havde jeg forladt, da jeg var 15 Aar gammel. Jeg blev dengang Discipel paa Svane Apoteket i Viborg, hvor jeg var i 4 Aar, hvorefter jeg kom til Kong Salomons Apotek paa Østergade i København. Mens jeg var her, fik jeg Lyst til at komme ud. Jeg skrev til en Onkel, der var Købmand i Coonamble 100 danske Mil fra Sidney. Han svarede mig, at jeg skulde komme paa 2. Klasse og han vilde hjælpe mig at betale Rejsen. Jeg rejste derefter over til min Far, der hjalp mig tilrette og desuden fik jeg Støtte af et Par Tanter i København og jeg kunde saaledes godt pekuniært forlade mit gamle Fædreland. Der skulde gaa 20 Aar, før jeg igen saa Danmark og i dette Tidsrum oplevede jeg Ting, som kun den, der tager ud i den store Verden, har Lejlighed til at se og høre. Jeg er den yngste af 8 Børn. Vi boede i en gammel idyllisk Bindingsværksejendom ved det ofte om Efteraaret larmende Østersø. En ældre Bror var blevet Sømand. Paa Bornholm var dengang kun Bønder, Haandværkere og Søfolk. De sidste var der mange af og mellem os Drenge blev der næsten ikke talt andet end om deres Rejser og naar de vendte hjem fra de store Sejladser, der ofte varede mange Maaneder, saa vi op til dem som store Helte. Andre af mine jævnaldrende havde for længst traadt deres Barnesko til Søs og kunde give eventyrlige Beretninger om Sæder og Skikke i fremmede Lande og det var sikkert alt dette, der gjorde, at jeg maatte sprænge de dagligedags Rammer. Den sidste Morgen før jeg forlod Bornholm, kom min Far, der dengang var op i 60’erne ind til mig og holdt en alvorlig Tale til mig, hvori han gav gode Formaninger og bl.a. advarede han mig mod at lytte for stærkt efter Socialismen, der dengang var ved at bryde igennem her i Danmark. Jeg saa ikke mere min Far. Da jeg kom hjem igen, var han borte, men mange af hans gode Raad fulgte jeg og de var et Aktiv for mig i det fremmede.
I København havde jeg faaet en Kuffert, der svarede til ganske bestemte Maal, saaledes at jeg kunde tage den med i Kahytten paa den lange Sørejse, jeg skulde begive mig ud paa. I den havde jeg de nødvendigste Gangklæder. Paa Københavns Hovedbanegaard tog jeg Afsked med en Slægtning, nu afdøde Apoteker Lintrup, Frederiksborg Apotek. Saa gik Turen gennem Tyskland og Holland samt herfra med Baad til London. Vi blev sat i Land paa en af Londons Dok-Kajer. Der stod jeg i den store fremmede By med et meget mangelfuldt Engelsk. Jeg tabte dog ikke Modet, men hyrede en Handsom Cap og bad Kusken køre mig til det danske Konsulat. Her viste det sig, at Sekretæren samtidig drev Pensionat. Han forklarede mig, at jeg skulde anvende U-banen 3 Stationer hen, hvorefter jeg let kunde finde hans Hjem. Det var med en beklemt Følelse, jeg satte mig tilrette i det dampdrevne Tog og omsider kom til Stationen. I Pensionatet traf jeg en dansk Arkæolog, som viste mig rundt i London og bl.a. Britisk Musæum.
Konsulatet var ham ikke særlig kendt, og efter at have kørt rundt i nogen Tid sagde han, at han ikke kunne kende Bygningen og jeg hellere måtte staa af, men det nægtede jeg, og det lykkedes ham da ogsaa til slut at finde Konsulatet.
Dagen kom, da jeg blev sat i et specielt Tog for Udvandrere, der førte os til Tilbury Dock. Her laa Damperen, jeg skulde sejle med. Da jeg viste min Billet, fik jeg anvist en Kahyt, hvor jeg skulde bo sammen med en ung, engelsk Bankmand, der skulde ud til varmere Klima, da han led af Tuberkulose. Det var en herlig Fyr, der med Taalmodighed hørte paa mig, naar jeg langsomt søgte at gøre mig forstaaelig. Hver Dag lærte jeg noget nyt og efterhaanden bedredes mit Sprogkundskab. Jeg skulle jo kunne gøre mig forstaaelig.
Mens vi stod sydpaa til Gibraltar, Englands Forpost ved Middelhavet, Neapel, hvor jeg besaa Pompeji, og Port Said, spillede vi, mens Luften og Vandet blev varmere Ringspil paa Dækket eller Kort i Kahytterne og efterhaanden som Rejsen skred frem, blev vi en stor Familie.
Saa gled vi ned gennem Suezkanalen med de flade, øde Sandstrækninger paa begge Sider. I Sumpene, der ved Kanalens Rygning kostede saa mange Menneskeliv, var i Millionvis af vores Trækfugle, der her overvintrer i Varmen samt af Tropefugle i alle straalende Farver. Inde paa Land kunde vi se de lange Rækker af Karavaner, hvor Kamelerne tungt belæsset langsomt og værdigt skred gennem Sandet, der under Blæst stod i Hvirvel op bag dem. Et andet malerisk Skue havde vi oplevet for første Gang i Neapel, hvor smaa, chokoladebrune Knægte kom padlende ud i deres lette Baade. Kastede man en 5-øre i Vandet, var Baadene som et Trylleslag tomme. Drengene skød som Hajer gennem Vandet og havde saa forbløffende Færdighed, at de kunde fange Mønten, endnu før den naaede Bunden. Knægtene levede af at tigge Penge af de Rejsende. Senere skulde vi opleve at se dem ved hver Havneby paa Ruten vi naaede frem til. I det røde Hav dukkede de røde Araberklipper frem samt Mount Sinai, hvor Moses skrev sine 10 Bud. Vi mødte enkelte Skibe samt passerede en Række Øer, de havde Form som Sukkertoppe og kaldes de 12 Apostle. Paa dem er der Fyrtaarn og de passes af Arabere. Til trods for at disse er vant til Ensomheden, maa der dog skiftes Fyrpersonale hver halve Aar, saa øde, trist og ensomt er her. Det er det mest forbandede Sted paa hele Kloden. Ser De et Maleri fra Helvede, er Araberkysten altid Baggrunden her. Saa kom vi ud gennem Bab-el-Wandeb (Dødsklagens Port) i det Indiske Ocean, med de nøgne Basaltfjelde, der indeslutter Strædet.
Rejsen over det Indiske Ocean varede 3 Uger, hvorunder vi kun oplevede at se Vand, Vand og atter Vand samt de kæmpestore Albatrosser og Flyvefisk i Millionvis. De fløj selv ind gennem Koøjerne til os. Vi gik direkte over til Perths Havneby Fremantle i Vestaustralien. Dengang regnede man ikke saa meget med denne Landstrækning. Det skete først senere, da der blev fundet Guld. Vi lossede Passagerer og Gods, mens vi laa til Anker og fortsatte saa over Bugten til Adelaide, den første større australske By, jeg mødte.
Herunder oplevede jeg Liniedaaben, idet vi passerede Equator. Søfolk, der ikke tidligere har passeret Equator bliver døbt af deres Kammerater. Det foregik paa den Maade, at Fader Neptun optraadte med stort Skæg og i farverigt Gevandt. Den paagældende blev sæbet ind i Sæbeskum fra en Gulvspand og med en Kalkekost, hvorefter han blev barberet med en Kniv, der var af Træ og saa stor som en Le. Derefter blev han skyllet ren i et Bassin, der var lavet paa Dækket af et Sejl, som var fyldt med Vand.
Herfra gik Turen videre til Melbourne. Byen kom man op til med Banen. Her tog jeg Afsked med min Medpassager. Turen fortsattes til Sidney, hvor jeg forlod Skibet. Min Onkel havde bedt en Forretningsforbindelse tage sig af mig og der kom en Mand og hentede mig og anbragte mig paa et Hotel. Han sagde, at jeg ikke maatte forlade dette og at han vilde hente mig om Aftenen. Det gjorde han ogsaa. Turen fortsatte med Tog og jeg fik Besked om, at jeg skulde staa af, naar jeg kom til en Station paa et nærmere angivet Klokkeslæt. Jeg kørte hele Natten og næste Formiddag og naaede saa Nevertir. Det var ikke andet end et Blikskur. Her fik jeg mit første Indblik i australske Forhold. 100 m fra Stationen holdt en Coach forspændt 4 Heste og paa Bukken sad en cowboylignende ung Mand, som spurgte om jeg hed Ludolph Marcker. Det gjorde jeg. Han læssede min Kuffert paa Vognen og jeg fik Ordre til at sætte mig op ved Siden af ham og holde godt fast i en Strop, hvilket ogsaa var nødvendigt. Han slog et Knald med en lang Pisk og rykkede i de 4 Tømmer, hvorefter Hestene sprang fremefter paa den hullede Vej – ikke andet end et Truck – og vi rullede af Sted.
Underskoven var brudt og vi havde ikke andet end en Hulvej foran os, hvor vi smøg os mellem Træstammerne, som Kusken paa blændende Maade undgik. Bag os laa en Støvsky, thi Vejene herovre er altid meget tørre. Langs Vejen stod de vidunderlig skønne, vilde Blomster og bregneagtige Træer. Vognen var meget solid, uden Fjeder, men ophængt i 4 Stropper, der gjorde Kørslen behagelig, selvom vi engang imellem kørte over en Træstamme, der laa hen over Vejen, saa vi som en Raket røg i Vejret. Pludselig saa jeg Fyren sætte Tømmerne mellem Knæene og begynde at rulle sig en Cigaret i Hænderne, mens han fløjtede veltilfreds i vilden Sky. Jeg troede, han var blevet sindssyg, men Hestene var aabenbart vant hertil og holdt fortsat Kursen. Aldrig havde jeg set eller hørt noget lignende. I Danmark var jeg vant til, at Køretøjerne blev behandlet med større Respekt. Vi nærmede os en Flod, men jeg kunde ikke se nogen Bro. Kusken slog et ekstra Knald med Pisken og Hestene galopperede lige ud i et Flodleje og dels travede dels svømmede over, mens Vandet gik højt op over Vognhjulene. Vi kom op paa Skrænten paa den anden Side og rullede videre. Det var min første Erfaring om Australien – og den var ved at tage Pippet fra mig.
Ved Track’et saa vi en Mand staa med 4 friske Heste og der blev skiftet i lynende Fart. Da det ustandselig gaar i Galop herude, kan Hestene ikke holde til mere end 4-5 danske Mil. Vi rullede videre, til vi hen imod Aften kom til en Kro i Skoven, hvor vi gjorde Rast. Her fik vi Aftensmad og jeg blev anvist et Værelse, hvor jeg kunde sove. Her stod 2 Himmelsenge med Gehæng. Jeg syntes de var farlig fine og kunde ikke forstaa, hvad alt det Pynt skulde til, men da jeg vaagnede næste Morgen, opdagede jeg, at jeg i Nattens Løb var blevet stukket paa det frygteligste over hele Kroppen, især omkring Øjnene, af Moskitoer, saaledes at mit Ansigt næsten var ukendeligt. De andre grinede ad mig, da jeg dukkede frem til Morgenbordet. Det var en Erfaring, jeg kun behøvede én Gang og det var den, at man i Australien skal benytte Moskitonettet omkring Himmelsengene. Om Eftermiddagen nærmede vi os Coonamble. Uden for Byen mødte jeg min Onkel Jørgen Fog, der holdt i Vejsiden med sit Hestekøretøj. Modtagelsen var hjertelig. Jeg havde aldrig set ham før, men der var mange Hilsner at overbringe. Før jeg fik Lov til at tale, maatte jeg dog drikke en kold Øl med ham – det var den danske Skik, der skulde holdes i Hævd herude. Jørgen Fog var kommet til Australien i en ung Alder fra Bornholm og havde ført en ret omskiftet Tilværelse, bl.a. havde han virket paa Minerne. Han var en Søn af Prokurator Chr. Fog, der i sin Tid udgav ”Bornholms Avis”. Jørgen Fog var ”Justice of Peace”. I de smaa, australske Byer kom der kun en Jurist ud og dømte, hvis der skulde afgøres større Sager af Betydning, mens Lægfolkene behandlede Smaasagerne vedrørende Fuldskab, Slagsmaal etc. Det er kun de bedste Folk, der udtages og han nød almindelig Agtelse.
Saa begyndte mit Slaraffenliv. Jeg fik udleveret en Hest. Alle rider derovre, der er ingen, som gaar. Selv Tjenestepigerne rider til Hest. Samtidig fik jeg en Bøsse og øvede mig i at ride og skyde. Det foregik i Omegnen af Coonamble, der er en lille By, som dengang bestod af en lang Hovedgade og en Tværgade. Den laa paa Bredden af Castle Reagh, der i Regntiden er fuld af Vand men om Sommeren er ganske tør. Coonamble var Optagelsesby for de store Kvæg- og Faarestationer. Der var ikke nogen Farm. Fyrene kom til Byen og gjorde deres Indkøb og det levede den af. Det gjorde, at jeg kom ud paa de forskellige Stationer og fik Erfaring baade med det ene og det andet. En anden Købmand havde en stor Kvægstation. Der var jeg ude i adskillige Uger. Jeg skulde ikke alene lære at ride og skyde, men ogsaa kunde forstaa Sproget. Denne Købmand, en Jøde ved Navn Herman, havde en Slægtning, en Tøs paa 17 Aar ved Navn Miss Caro, der var kommet fra Sidney. Hende lærte jeg at ride og vi tog ud paa daglange Ture. Jeg var ikke i Forretningen før hen mod Slutningen. Hun var i øvrigt Aarsag til, at jeg skulde faa Arbejde, da jeg senere kom til Sidney. Slaraffenlivet skulde nemlig faa en Ende, en meget kedelig Ende.
Derude skød jeg Kenguruer … og, ja har De nogensinde set en Latterfugl. Det er en morderlig sjov Tingest. Den har et meget stort Hoved og Særkende er, at den leer saa hjerteligt som et Menneske. Man kan ikke lade være med at le med. Det er lige meget om man er ene eller en stor Flok. Saa trækker En paa Smilebaandet og snart leer de alle sammen. Jeg kan huske, at den første Fugl, jeg skød var en Latterfugl. Jeg syntes, at den var saa ejendommelig, at jeg maatte have den. Da jeg stolt vendte tilbage til Coonamble og viste en Mand den, sagde han: Hvad Fanden er det, De har der. Latterfuglen er fredet, fordi den spiser Slanger, vil de se at komme af med det, at ingen ser det … Jeg naaede ikke hjem til min Onkel, Dommeren, med Jagttrofæet. Derimod skød jeg Platybus (Næbfuglen), Strudser, sorte Svaner, Løvhyttefuglen, der bygger ejendommelige Reder, Opossum, hvis Skind er meget eftertragtet. Dette Pungdyr skulde skydes i Maaneskin. Der er utrolig mange vilde Ænder. Engang skød jeg 42 paa én Gang. Det lyder som en Usandhed, men foregik paa den Maade. I Australien er meget tørt og da jeg en Dag med Bøssen i haand kom til et Vandhul, hvor der laa en død Stamme hen over, saa jeg at der paa Stammen var tæt af Ænder, der solede og plukkede sig. Jeg skød langs Stammen og Haglene fældede 42 Ænder, en Bedrift, der dog derude med det rige Fuglevildt ikke blev regnet for nogen større Bedrift.
Der er 64 forskellige Arter Kænguru. Der er nogle, som ikke er større end en Tændstikæske. Andre kan blive paa højde med en Mand. Jagthundene satte efter dem og løb dem trætte. Kænguruen, de store, kunne springe over et Hegn saa let som ingenting. Hundene skal være varsomme med ikke at komme Dyrene for nær. Medens Forbenene er svage, har de ualmindelig svære, stærke Bagben. Faar en Kænguru fat paa en Hund, holder den Hunden fast med Forbenene og med Bagbenene, hvor der sidder stærke Kløer, især Fortaaen, sprætter den Maven op paa Hunden. Hundene kan jage Kænguruen op mod et Træ eller et Hegn, hvor den vil sidde i Forsvarsstilling med Front mod Angriberen. De Kænguruer, vi skød paa Jagt med Heste flåede vi Skindet af. Det blev solgt og brugt som Læder. Jeg kendte derude et par Danskere, som drev Kænguru-jagt, og som levede deraf. Det var Brødrene ”Pade”, hvoraf Adam nu bor i Faaborg, medens Fritz, der var kommet her til Danmark, blev forelsket i en Dansk-Amerikansk Pige, der var på besøg her, og rejste efter hende og er nu gift i Californien.
Den nu afdøde eventyrer Grev Ludvig von Rantzau *1) var ogsaa en stor Kænguru-jæger. Kænguruer lever paa Sletter og i det nærliggende Buskads, helst i nærheden af Vandhuller. Netop i Vandhuller var et myldrende Liv af Papegøjer i alle mulige stærke Farver og Kakaduer i hvide Dragter med gul Top. Hvor der var Sumpe saas Flamingoer og andre Vadefugle. De væmmeligste Dyr var Slanger, men her levede ogsaa Firbenet, den blaa Soldat, fordi den havde rød Bagkrop og blaa Forkrop og Hoved samt Goannas der kunde blive et Par Meter lange. De havde et stort, frygtindgydende Gab. Naar Vognen røg hen over dem – de laa gærne i Hjulsporene og solede sig – hvæsede de i Dødskrampen og slyngede en lang, tynd spaltet Tunge, som de anvendte til at fange Fluer med, ud af Munden og hvæsede.
Hesten har man opsadlet udfor Boligen og man rider selv over Gaden. Engang kom der en meget kendt Dommer ved Navn Coffy til Coonamble. Da han en Dag ikke havde Retsmøde og han havde Lyst til at tage ud at jage, blev jeg, som man i Byen vidste ikke havde noget at bestille, spurgt, om jeg vilde tage med ham. Vi kørte af Sted i en Buck-Board, en let amerikansk Vogn med fire store Hjul og trukket af en Hest. I Australien fælder man ikke Træerne med Økse, men hugger Barken i en Ring af rundt om Træets Fod, hvorefter det vil styrte om af Mangel paa Næring. Ind mellem disse Træstubbe snoede Vognen sig til vi naaede et Vadested. Her skød vi livligt. Hesten, der var blevet bundet til et Træ, var blevet saa opskræmt, at da Dommeren havde sat sig op i Vognen og jeg vilde løsne Hesten, sprang den fremefter. Jeg kendte mit Ansvar og holdt fast i Hestens Hoved, mens den vilde Fart gik gennem Skoven. Det lykkedes mig omsider at faa standset det opskræmte Dyr, men da jeg kom op i Vognen til Dommeren, som sad her ligbleg og skælvede, blødte Neglerødderne paa begge Hænder, saa godt havde jeg holdt fast i Hesten.
Jeg var ogsaa paa en Faarestation, hvor man klippede Faar. Disse blev samlet i et Indelukke og blev efterhaanden langet op til en Klipper, som satte Knæet paa Dyret og saa stor Færdighed havde han, at han kunde klippe Ulden som en Bælg af Dyret. Denne Bælg blev overgivet Woolclunserne, der er specielt trænet til at klassificere Ulden, saaledes at den blev delt i forskellige Bunker, Ulden ved Horn og paa Benene er kortere end paa selve Kroppen. En Klipper skal kunne klippe 150-200 Faar paa 8 Timer ellers regnes han ikke for en første Klasses Klipper. Rekorden for Haandklipning er 327. Disse Uldklippere bestiller aldrig andet end at klippe Faar. Derfor kan de klippe saa mange. De begynder nordpaa og arbejder sig efterhaanden sydpaa gennem Landet fra Station til Station. Klippetiden er nemlig uens. Klipperne kommer ridende paa flotte Heste. Ofte er det hele Karavaner, der drager fra den ene Station til den anden. De har deres egne Kokke med. Det er de færreste, der er gift og har Kone og Børn. Klipperne tjener mange Penge og naar de naar Endestationen, slaar de et ordentlig Slag i Storbyen og vender derefter tilbage til Stationerne mod Nord og saadan gaar det Aar efter Aar.
Saa var Slaraffenlivet til Ende en skønne Dag, da min Onkel blev erklæret Konkurs og man tog hans Forretning, Heste og Vogne. Vi rejste alle sammen til Sidney og her skiltes vore Veje. Jeg stod paa bar Bund og skulde se mig om efter Arbejde. Det Lykkedes mig gennem Miss Caro, hvis Far havde Aktier i en Medicinalfabrik i Sidney. Der gav man mig en Introduktion til Apoteker Newth i Burwood, en Forstad til Sidney. Jeg startede med at faa 30 sh om Ugen, i Løbet af en Maaned fik jeg 2 Pund, en Maaned efter 2 Pund til og derefter spurgte Apotekeren mig, om jeg vilde gaa i Kompagniskab med ham, hvad jeg gjorde og det varede i 7 Aar, indtil de første Rygter om Guldfund i Vestaustralien indløb.
Der var konstateret Guld forinden forskellige Steder i Australien, men nu var Aviserne fulde af lange Beretninger om opsigtsvækkende Fund, som var gjort i Coolgardie, 150 danske Mil fra Fremantle. Jeg entrerede mig med en Vognmand, der hver Dag kom med Forsyninger til os fra Sidney og sammen med to andre Vognmænd begav vi os pr Damper til Fremantle. Udrustning købte vi først, da vi kom hertil. Goldrush’et havde bevirket, at Damperen ved Afrejsen havde 3-400 Guldsøgere ombord. Efterhaanden kom der flere og flere til i Melbourne og Adelaide. Der var saa overfyldt, at Folk maatte sove paa Borde og Dækket. Tonen mellem de mange Mænd af forskellige Kategorier var meget raa. Slagsmaal og Knivstik hørte til Dagens Orden. Paa Vejen over passerede vi Landomraadet Little Denmark i det sydvestlige af Australien og vi gik ind til Byen Albany. Hvorfra det danske Navn stammer ved jeg ikke, men der har vel boet en Dansker. Fra Little Denmark blev eksporteret meget godt Tømmer. Der var Lavvande, da vi naaede Fremantle og mens vi laa og ventede paa Højvande, fiskede vi i ”Firkløveret” en dejlig stor Snapper, en kulinarisk Nydelse i Australien. Den smager som en Laks. Snapperen blev kogt af Kokken og vi satte den til Livs ved et overdaadigt Aftensmaaltid, hvor vi tog fra os af Retten, da vi paa hele Overfarten ikke havde faaet noget ordentligt at spise.
Fra Fremantle fortsatte vi med Banen til Perth og her købte vi Udstyret saaledes Hakker, Spader, Dishes og et Apparat til at skille Salten bort fra Drikkevandet samt Telt.
Fra Perth kørte vi med Banen til Southern Cross, der var Civilisationens yderste Punkt. Der havde paa første Del af Strækningen, der var paa 100 danske Mil, været Hvedestrækninger, men efterhaanden saa vi ikke andet end Ørken. Hist og her var paa Sandsletten en indbydende Tot af Sassafrangræs, men vi lærte senere hurtigt ikke at sætte os i det, da det havde væmmelige Pigge. Kamelerne æder dog dette Græs, men de har ogsaa ligesom Hornlag i Munden. Banen var paa det Tidspunkt ikke gjort færdig, Entreprenøren havde ikke lagt de sidste 3 Skinnelængder i selve Southern Cross, og herved undgik han en Tid at overgive Banen til Staten og han strøg Billetindtægten i sin egen Lomme. Der var ikke Passagervogne. Vi blev befordret paa Ballastvogne og maatte hænge paa efter bedste Evne.
I Southern Cross var kun et Par Blikskuer. Vi kom dertil om Aftenen. Da vi i ”Firkløveret” ikke gad rejse Telt, krøb vi ind i en Smedie. Her havde staaet en Del Heste, hvis Gødning paa Grund af Heden hurtigt var tørret og vi fandt et blødt og behageligt Leje. Da Smeden om Morgenen kom ud og saa os, vaagnede jeg ved et Spark af hans Støvle i Bagen, idet han skreg: Hej, kan I dovne Hvalpe se at komme ud.
Turen videre til Coolgardie foregik med Hestevogn. Ikke saadan at forstaa, at vi sad magelig henslængt paa Bukken. Vi maatte pænt spadsere ved siden af Vognen og hjælpe Kusken med at spænde for om morgenen og fra om aftenen. Vognen blev kaldt et ”Team”, idet der var forspændt 10 Heste og den var lastet med 5 Tons, hvoraf 2 Tons var Fragt og resten Hakkelse og Vand til Hestene. Heden var næsten uudholdelig. Havde man sømbeslaaede Støvler på, forkullede læderet og hælene faldt af. Foran os havde vi 30 danske Mil, vi skulle tilbagelægge. En tilfredsstillelse var det dog, at vi i Lommen havde sikret os ”claim” fra Regeringen, hvorefter vi, hvor som helst vi mente, der var Guld, kunne stikke 4 Pinde i Jorden i en Omkreds paa 28×28 Fod, og ingen Magt på Jorden kunde fravriste os retten til det evt. Guld, som skulle findes her.
Der var to og to Vogne sammen. Hvis den ene Vogn kørte ned i Sandet, spændtes Hestene fra den anden Vogn til og paa den Maade fik man Vognen op igen og Turen kunde fortsættes. Paa Vognen havde vi vor Udrustning og Telt. Om Aftenen slog vi Lejr paa en Forhøjning, hvor der havde været mange andre teams, hvorfor der var tykt af tørt, fint Hestesnavs og Millioner af Fluer. I Begyndelsen slog man dem væk, men det blev man snart ked af. Vi havde ikke andet at spise end Brød, Syltetøj og hertil drak vi The. Før vi kunde faa Maden i munden, var den dækket af Hestesnavs, idet det ofte blæste herude. Tillige satte sig et tykt Lag af Fluer. I Begyndelsen voldte det mig Vanskelighed at synke Maden, men længe varede det ikke før jeg med den største Sindsro aad Maden med Hestesnavs og Fluer. Da vi slog Lejr for Natten, lagde vi os i Hestesnavset under Vognen og faldt i en dyb Slummer, dødtrætte efter den anstrængende Dag.
Næste Morgen, da vi vaagnede var der ikke noget, som hed Vand til Morgentoilettet. Dertil var Vandet alt for kostbart. Det første vi blev sat til var at banke Seletøj og det maatte vi hver Morgen under hele Turen. Der bruges ikke derude Bringeseletøj som herhjemme, men Stangseler. Disse bliver haarde af Hestenes Sved og Blod og maatte bankes bløde, før vi kunde fortsætte. Naar vi startede fra en Forhøjning, løb Vognen lettere. Alle Hestene var uden Haar paa de Steder, hvor Seletøjet laa, idet det fine Sand, der stod i en Sky omkring Køretøjet, trængte ind mellem Seletøjet og Huden og gjorde den øm, hvorfor Hestene ikke vilde trække i Starten med mindre, at Vognen løb let.
Vi kom i Dagens Løb forbi en Soak. I Tidens Løb har Jordskælv dannet en Klippeform som en omvendt Skaal og paa 1 Tønde Land. Naar det regnede – og det gør det engang imellem – løber Vandet langs Klippesiderne ned i Sandet. Hvis man graver ved Klippevæggen, kan man følge Vandet og være heldig at finde saa meget, at der er nok til at vande Hestene med. Flere Steder er gravet Brønde. Hvis der ikke er, maa man lave en saadan. Jeg sad paa denne Tur i flere Timer i en Brønd, jeg blev firet ned i, for at øse et Par Spande Vand sammen.
I 5 Dage varede Turen, saa kom vi til Coolgardie. Forinden havde jeg ved et Soak Lejlighed til at se en Araber, en Kameldriver, komme op at skændes med en Hvid om Vand. Det udviklede sig til Slagsmaal, hvorunder Araberen greb den anden i Hofterne og slyngede ham over Hovedet paa sig, et Greb, jeg hverken før eller senere har set.
I Coolgardie skildtes vi fra Kusken og slog vort Telt op. Der var her kun en Bank og Posthus i Træ, mens Folk ellers boede i Teltlejr. Rundt om hoppede en Masse Kameler rundt. De blev mellem Forbenene bundet med et Par Remme, hvorimellem var en Jernkæde paa 12-14 Tommer og de kunde saaledes ikke komme ret langt. En fra Firkløveret, Smith, vilde træde af paa Naturens Vegne ved en Busk. Han bemærkede ikke, at der paa den anden Side laa en Kamel. Det er stille Dyr. Da den hørte Mennesket paa den anden Side, stak den sin utrolig lange Hals i Vejret og kiggede med Hovedet ned paa Smith, idet den udstødte et af de skrækindjagende Hyl, som kun en Kamel kan udstøde. Smith blev saa forskrækket, at han gav et Vræl fra sig og vi saa ham styrte bort fra Budsken med Bukserne nede om Haserne. Jeg laa i lang Tid fladt ned paa Maven og var ved at gaa til af Grin. Senere skulde vi blive mere vant til Kameler og deres Hyl.
I Coolgardie var alle claim optaget og vi fortsatte til Kalgoorlie *2), der laa 5 danske Mil borte. I Byen levede 5. 000 Mandfolk. Først senere kom en enkelt Kvinde, der fik Lov til at oprette Spisehus. Ogsaa herude levede vi af Brød, Syltetøj og The. En enkelt Gang fik vi Corn beef.
Kiggede man ud over Kalgoorlie, lignede den en stor Kirkegaard med opkastede Grave. Vi skulde 6-7 Fod ned i Jorden for at naa til det guldførende Cement stenlag. Dette blev hugget i Stykker og kastet op i en cradle, et Apparat, som lignede en Vugge. I Bunden var 4 forskellige Staaltraadenet, hvoraf det nedereste var det fineste. Vi kunde paa Grund af Vandmanglen ikke vaske Guldet, men maatte ryste Guldstøvet, der var tungest, ned i cradlens Bund. Herved gik en Masse Guld til Spille.
Vi arbejdede 8-10 Timer og efter at have spist ved Teltet, der stod et Stykke borte, gik vi ned paa Hovedgaden, og kiggede paa Tyveknægtene. Naar Trommen, et Jernfad, gik, betød det, at vi skulde samles til Møde. Det foregik paa den brede Hovedgade og drejede sig som regel om en Tyv, som var grebet på fersk Gerning. Han blev bundet til et Træ, eller hvad værre var, hvis forseelsen var større, blev han anbragt en halv snes timer i en grav, hvor der blev kastet jord om ham, saa han stod dækket til Halsen. Den brændende Jord var ved at gøre saadanne vanvittige af tørst. Senere blev tyven fulgt ud af byen, og maatte ikke vise sig mere.
Drikkevandsproblemet var det vigtigste. Paa Steder var anbragt store Destillationsapparater. Da vi ikke havde Vand til at afkøle Dampene med, maatte Brakvandet, og det var der en Del af, destilleres om Natten, da Temperaturen var ret lav. Dampen blev ledet gennem en Mængde Rør, der lignede Nedløbs render. En lille Spand Vand kostede 10 sh og saa havde vi endda lang Vej at hente Vandet. Paa Vejen maatte vi passe godt paa Kamelerne, der var allevegne. De kunde ikke høres, fordi de gaar paa Trædepude og pludselig kunde man opleve, at en Kamel bed efter Sejldugsposen, hvori vi havde Vandet. Saa gjalt det om at have en Kæp i Haanden og lange den en oven i Hovedet.
Vi havde ingen Præst, men derimod en Kirkegaard. Den var markeret med 4 Pæle og indenfor maatte vi ikke grave efter Guld. Saa kunde man se dem komme bærende med en Mand og spurgte man, hvem han var, blev der svaret: Det er Bill, Tom, Harry eller hvad han nu hed. Det var altid Fornavnet, der blev anvendt. Liget blev begravet af hans Arbejdskammerater og som Regel vidste de intet om Manden, der var død. Han kom i Jorden i de Klæder han gik og stod i, da han døde og der blev ingen Tale holdt. Der var for resten ikke saa faa, der afgik ved Døden herude i det brændende, tørre Helvede og Menneskeliv blev ikke regnet for meget.
Vi havde et Par stærke Regnskyl og efter saadanne, stod der halv fuldt af Vand i de opkastede Grave, hvor der flød flere Uhumskheder, som i Tidens Løb var kommet her. Det frembragte en ulidelig Stank og Folk fik Febersygdomme. Der var hverken Apotek eller Læge herude. Det gik, som det bedst kunde. Efter et Regnskyl var der altid nogen, som blev baaret op paa Kirkegaarden. Efter at have arbejdet der 1 Aar, saa jeg en Morgen, jeg kom ud, at man bar en Mand ud af et Telt, der stod lidt borte til Højre og da jeg vendte mig om, saa jeg, at der blev baaret en anden ud af et Telt til Venstre. Jeg tænkte, at det var bedst, at vende tilbage til Civilisationen og det gjorde jeg sammen med en af Kammeraterne. Jeg frygtede en Feberepidemi i Minebyen og den kom ogsaa, som rev mange stærke Mænd med i Døden.
Vi tog tilbage til Coolgardie og herfra tog vi ud paa Hamton Plain, men vi fandt intet Guld. Det gjorde vi heller ikke paa den berømte Londonderry. Det var en Forhøjning, hvor der havde været team. I Hestegødningen havde en Mand set noget glimte i Hestegødningen. Da han slog Hakken i, blev den siddende. Det viste sig, at han havde ramt en Guldaare og de 6 Mand i hans Team fik tilsammen en halv Million Pund Sterling, de blev rige Mænd med det samme. Den ene var i øvrigt Apoteker ligsom jeg. Vi prøvede Lykken i Nærheden af Londonderry, men fandt intet Guld. I Coolgardie fik vi en ”Teamer” tilbage til Southern Cross. Vognen var tom og vi fik Lov at køre med paa Bukken.
Da vi nærmede os Jernbanen i Southern Cross, gik jeg ind i et Buskads og smed Skjorten og Bukserne, andet havde vi ikke paa derude, og iførte mig et nyt dress, saaledes at jeg kunde se nogenlunde ud, naar jeg kom til Perth. Her var det første, jeg foretog mig, at gaa hen paa en Badeanstalt, hvor jeg laa flere Timer i Blød i et Badekar. Snavs og Sved havde dannet hele Kager paa Kroppen af mig og jeg maatte skrabe Skidtet af med min Skedekniv, saa fast sad det. Derefter henvendte jeg mig sammen med et Hundrede andre, der havde gennemgaaet den samme Renselsproces, paa et Hotel, hvor de havde en Balsal. Her sov vi, denne brogede Forsamling af Mænd fra alle Nationer, i vort ’Blanket’ paa Gulvet og for 1 Kr pr Nat. Et Par Dage efter var der Skibslejlighed tilbage. Da jeg naaede Burwood, kunde min Kompagnon næsten ikke kende mig, saa brunet var jeg blevet af Solen. Turen havde ikke været nogen økonomisk Gevinst. Vi havde levet og heller ikke de Folk, der blev derude, fik noget Udbytte. Den første Guldklump har jeg endnu. Den har en Værdi af 100 Kr. De andre Guldklumper gik straks i Banken og blev omsat i klingende mønt.
I mine Sommerferier i Burwood – de var paa 5-6 Uger – drog jeg op i de Blaa Bjerge til en gammel Irer, der hed Pat Brown, en ejendommelig Mand. Han var Restauratør og havde Kvægstation. Han havde været Politibetjent i Irland i sine unge Dage og under Uroligheder var han blevet skudt gennem begge Knæer og kunde ikke gaa. Hver Morgen blev han anbragt paa en Hest og paa denne opholdt han sig hele Dagen. Han havde en enestaaende Færdighed i at ride. Jeg havde Lejlighed til at konstatere det, naar vi var ude i Bjergene paa Jagt med Jagthundene. Selv sine Maaltider indtog han til Hest.
Friluftslivet havde grebet mig saa meget, at jeg efter et halvt Aars Forløb ikke længere kunde udholde at staa bag Disken. Jeg købte derefter en Vinforretning i Sidney og senere købte jeg en Vingaard i Cessnok ved New Castle nær Hunter paa flere Tønder Land. Naar Druerne blev modne, fandt Afplukningen Sted. Det var en Festdag. Jeg stod selv ved det store runde Kar og noterede ned til den Kvinde eller Barn, der kom med sin Spand Druer, plukket langs Rækkerne. Naar Karret var fuldt blev det kørt hjem og kom under en Presser, hvorefter Saften blev presset af, saa der kun var den tørre Masse tilbage. Gærsporerne var i Luften i det varme Klima og inden vi naaede hjem med Druerne, gærede og kogte det i Beholderen. Saften blev hældt paa Fade, der kunde tage 4-500 Gallon og gradvis blev Gæret taget af. Jeg lavede kun Rødvin. Der var 2500 Gallon, hvori der var 15. 000 Flasker.
En Dansker ved Navn Edvard Gommesen, der havde Agentur for Chr. Hansens Mejeripræparater her fra Danmark, rejste hjem og jeg overtog Agenturet. Det førte mig paa lange Rejser ikke alene i New South Wales, men ogsaa i Victoria og Queensland og New Zealand. Mens jeg opholdt mig i Christchurch kom Shackeltons Sydpolar ekspedition hjem. Jeg kendte Professor ved Sidney Universitet David. Jeg spiste til Aften med ham, da de kom i Land. Det skulde være et veldækket Bord og det første vi satte Tænderne i var en lækker And. Han vrikkede imidlertid med Munden og sagde Det er da underligt, den har ingen Smag. Han var blevet saa vant til at spise Pingviner og det andet trannede Skidt, at han ikke længere kunde goutere god Mad.
Omkring Aarhundredeskiftet blev den danske Forening dannet, og Generalkonsul Boesen blev Formand. Da han døde 1904 blev jeg, der havde været sekretær, nu Formand og Dansk Konsul i Sidney og var det indtil jeg rejste hjem til Danmark i 1912.
Da Christian den IX (1863-1906) døde, blev der i Sct. Andreas Katedral holdt en pompøs Mindegudstjeneste, hvor vi havde inviteret alle Honoratiores bl.a. Guvernøren. På Reden lå franske Krigsfartøjer, der flagede på halv Stang med Dannebrog, hvilket gjorde et dybt indtryk. Jeg stod foran Alteret i Uniform. Da jeg havde talt, og sluttelig rejste mig for at tage Afsked med Guvernøren, som sad ved min side, trykkede han mig i Hånden. Det resulterede i, at alle tilstedeværende, ca. 200 Personer, ogsaa trykkede min Haand, da de ad Midtergangen forlod Kirken. Begivenheden blev refereret i Bladene.
Jeg boede i Glebe Point, 49. Leichardt Street, i Villaen ”Bornholm” med min Familie – min Kone Emma og vore Døtre Karna, Emilie Bjørg (”Topsy), og Dagmar (”Tootie”). I 1908 var jeg en Sviptur hjemme i Danmark og fik Forhandling af L. C. Glad’s Mejeripræparat.
I Konsulatet, jeg var blevet valgt til konsul efter Th. A. Boesens Død og havde ansat Grev Ludvig von Rantzow som Konsulatsekretær, traf jeg mange Mennesker. Bl.a. kom der engang en mand, der ikke var helt tilregnelig. Hans Far havde sendt Penge til Konsulatet, som jeg skulle udbetale, naar det kneb for ham. En Dag, da jeg ikke vilde Betale ham Penge, rev han en Revolver op af Lommen og truede mig, men jeg smed ganske rolig Manden ud og pudsede Politiet paa Manden. Politiet forskrækkede ham, saa han ikke viste sig hos mig før nogle Aar efter, da han kom med et Kongebillede som Forsoningsgave. Han havde ogsaa truet Konsul Holdensen, Melbourne, med Vaaben. Han er der endnu.
Blandt de danske Kaptajner, der gæstede mig, var Skipper Petersen paa Barken ”Marie” af Fanø *3). Han skulde sejle fra New Castle til Adelaide med Kul og derfra videre til Sydamerika. Jeg traf Aftale med ham om, at jeg skulde sejle med fra Sidney til Adelaide. Den Dag, da han skulde komme, stod jeg rejseklar, men Lodsbaaden, der gik ud, vendte hjem og Lodsen fortalte, at Skibet kunde ikke standse, saa stærkt blæste det og jeg kom ikke med. Senere hørte man intet til Barken. Der drev end ikke Vragstumper i Land. Skæbnen vilde altsaa, at jeg ikke skulde lade mit Liv paa den Maade.
En Dag blev jeg kaldt til Sindssygehospitalet Gladsvil ved Sidney. Man havde her en gammel Dansker, der var blevet syg og hvis Sprog man ikke forstod. Det viste sig, at Manden var Bornholmer og talte med Dialekt. Han fantaserede her paa sine sidste Timer om Rønne. Han havde i mange, mange Aar herude været uden Forbindelse med Familien og Tankerne drog mod Hjemmet. Jeg maatte love ham at overbringe dem en Hilsen, naar jeg vendte tilbage og det var ogsaa et Løfte, jeg holdt.
Den største Fest Sidney oplevede var i 1900, da Staterne blev forenet i The Commonwealth of Australia. Fra alle Nationer kom der Orlogsfartøjer og der opsattes Æresporte. Der blev ofret i Tusinde af Kroner til Repræsentation og det flød med Mad og Champagne. Sporvognene var flagsmykket og vi kørte gratis. Min Hustru, jeg var på det tidspunkt blevet gift, foreslog, at vi Danske i Stedet i Sidney i Children Hospital købte en Seng til evig Tid. Der blev i Sidney Town Hall lavet en Basar for Danske og her indsamledes Pengene. Sengen staar endnu som et værdigt Minde, mens alle de andre Nationers er glemt. Paa Sengen staar: The Danish Common Wealth Commoration Cut.
I 9o’erne kom Thorvald Ellegaard derud og kørte paa Cykle. Han mødte med sin Hustru og lille Dreng, men havde den store Sorg, at Drengen styrtede ud af Vinduet og blev dræbt. Drengen ligger begravet derude.
Naar vi, Grev von Rantzow og jeg, var paa Gratulationsvisit bukkede Folk.
Sukkermøllerne og Fange Heste står særskilt og uden kommentarer.
*1) Grev Ludvig von Rantzow har skrevet bogen: ”Wala min Sydhavsø” – oplevelser og skildringer fra Ny Hebriderne. Berlingske Forlag 1936, København.
*2) I 1997 foretog min mand, Jørgen Stubgaard, og jeg en 8 måneders rejse til: New Zealand, Australien, Indonesien, Singapore, Malaysia, Tailand og Vietnam.
Citater fra min rejsedagbog:
5/3 1997 står bl.a.: Ankom en ½ time før planlagt til Kalgoorlie med tog. Kl. 6 pm. begyndte det at blive mørkt, kl. 7 pm. er det helt mørkt, vi fandt frem til vores Winsor House Hotel …
6/3 står bl.a.: ”Museum of the Gold Fields”. Fotograferede *) flere af de gamle fotos og redskaber. Fra ”Golden Mile Super Pit Look Out” (ser man ned i et kæmpe hul) which is part of the original Golden Mile, the richest square mile of gold bearing earth ever discovered. The view from the Out Look is outstanding and pits in the side of the walls are the remains of the many tunnels and shafts which once proliferated through the Gold Mile. I 1993 fusionerede de to store Mine Kompagnier.
Fra ”Mt. Charlotte Look Out” ser man blandt andet ned på det område, hvor guldgraverne havde deres små lodder, der hvor Ludolph også har gravet. Guld blev 1. gang observeret af Paddy Hannan + 2 andre i 1893. Paddy Hannan, skotte, præger Kalgoorlie. Hans navn ses overalt + at der er en lille statue af ham, siddende med sine redskaber og fungerer som drikkehane, der stikker op af hans vandpose. I 1903 blev alle disse lodder købt op af adskillige mineselskaber, som tillod guldgraverne at hugge et bestemt antal meter ned i jorden. I 1950’erne blev disse selskaber købt op af de største for til sidst at ende i ét selskab 1993.
I ’Hannans North Tourist Mine” fotograferede vi telte og equipments. Gik ikke ned i minen. Inden vi blev bedt om at betale, havde vi set det vi ville. Vi kørte sydpå mod Coolgardie (39 km), men standsede op ved en Emufarm i Kurrawang, der drives af kristene Aboriginals…
På grund af meget uheldige omstændigheder mistede jeg alle mine fotos netop fra denne del af rejsen!
*3) Det har ikke været muligt for mig at verificere ”Marie” af Fanøs skæbne, som Ludolph her fortæller om (red.).