Ludolph Waldemar Marcker (21.07 1866 – 15.02. 1945)

Ludolph Waldemar Marcker (21.07 1866 – 15.02. 1945), Nexø, Bornholm, Danmark.

Ved Kirsten Bjørg Reerslev, 7. 11. 2010 og revideret 5. 2. 2019

(Alle datohenvisninger kan ses i ’Marcker-Reerslevs Familiehistorie’ og relevante Links. Ordforklaring ses sidst i teksten opført i punkter).

”Søndag aften den 23 Oktober 1887 rejste jeg fra Kjøbenhavn, efter at have sagt Farvel til Venner og Bekjænte og fulgt paa Banegaarden af nogle af de bedste, deriblandt min saa godt som eneste sande og tro Ven Worm med sin lille Ingeborg, han var kommet til Staden Søndag Morgen. Jeg kan ikke nægte andet end det var med vemodige Tanker jeg følte da toget satte sig i Bevægelse, saa Gaslygterne fare forbi for meget snart ganske at forsvinde og med dem det glade Kjøbenhavn. Jeg satte mig naturligt hen for at betragte mine Medrejsende, der var en tysk og en dansk Herre; men da de strax satte sig til at sove, saa var begyndelsen af den lange Rejse, slet ikke saa interessant. – Omsider naaede vi jo Korsør hvor jeg skulde ud for at gaa ombord i Rutedamperen, hvilket er meget nemt, man gaar kun igennem Stationsbygningen saa er man ombord paa en af elektrisk Lys beskinnet Damper, som i det hele taget er overordentlig komfortabel og smuk….”.

 

Således indleder indleder den 21-årige Ludolph beskrivelsen af sin udrejse – sin emigration – til Australien. Se Linket: ”Ludolph Waldemar Marckers beskrivelse af sin afrejse fra København den 23. Oktober 1887”.

 

Ludolph Waldemar Marcker blev født ind i en købmandsslægt, som i flere slægtled havde boet i den samme købmandsgård i Nexø, Bornholm. Ludolph var det 9. og yngste barn af købmand, stempelpapirforhandler, kæmner og sparekassebogholder Jens Andreas Marcker (20.05. 1824 – 05.03. 1907) og Anna Johanne Sophia Christine Fog (31.10. 1828 – 26.10. 1869). – Den 7/8 1859 døde en søster ved fødslen.

Da Ludolph var 3 år gammel døde hans mor. Karna Kristine Stephansen (1815 – 03.01 1896), som allerede var kommet til købmandsgården som husholderske for Ludolphs farfar, Lars Hansen Marcker (1781 – 06.03. 1862), og som stadig boede i hjemmet, blev nu Ludolphs erstatningsmor. Hendes store betydning for Ludolph varede hendes og hans liv ud. *1)

 

Min morfar, Ludolph, var 15 år, da han rejste hjemmefra. Udover et smukt digt, som han skrev i forbindelse med afslutningen af sin skolegang i Nexø 1881, finders der kun sparsomme oplysninger om hans barndom i Nexø, som jeg har haft adgang til. Efter at have udvidet sine skolekundskaber i København, tog han en 3-årig uddannelse til ’Pharmaceutisk Medhjælper’ på Svane Apoteket i Viborg december 1885. Efterfølgende arbejdede han på Kong Salomons Apotek i København. Da hans udlængsel ikke lod sig stoppe, rejste han derfor i samråd med sin familie den 23. oktober 1887, 21 år gammel, ud til Australien, hvor han i første omgang boede nogle måneder hos sin onkel, købmand og ”Justice of Peace” Jørgen Fog i Coonamble.*2) Da det vigtigste befordringsmiddel her var hesten, lærte Ludolph sig at blive en habil rytter og fik mange spændende natur oplevelser fra hesteryg med og uden gevær i hånd.

 

Da onklens økonomiske situation viste sig at være blevet tiltagende kritisk og til sidst endte med konkurs, tog Ludolph sammen med familien til Sydney, hvor deres veje skiltes. I Sydney lykkedes det ham efter kort tid at blive ansat hos apoteker Mr. Newth i Burwood, som ret hurtigt tilbød ham kompagniskab, som skulle vare 7 år i alt.

 

Ligesom så mange andre eventyrere, som lod sig friste af ’The Goldrush’, begav også Ludolph sig, sammen med 3 andre bekendte, til West Australien og forsøgte sig som guldgraver et års tid – først i Kalgoorlie og fortsatte kortvarigt, men forgæves på ”Hampton Plain” og på ”Londonderry”. Ludolphs ’Miner’s Right’ var udstedt til Coolgardi Goldfield i perioden 19. November 1894 – 19. November 1895. Det fysisk hårde guldgraverliv varede i alt 1års tid og indbragte ham økonomisk set ikke meget mere end, at han kunne klare dagen og vejen. Hans første guldklump beholdt han dog.

Tilbage i Sydney genoptog han kun kortvarigt sit samarbejde med Mr. Newth i Burwood. Da Ludolph på det her tidspunkt både havde prøvet det frie liv, og heller ikke fandt samarbejdet med Mr. Newth tilfredsstillende, valgte han, i samråd med sin kommende hustru, Emma, som havde modtaget en arv, at slå sig ned som forretningsmand. *7) se 14. april 1895, Emmas brev til Jenny.

Ludolph købte en vinforretning i Sydney, og overtog 1/1 1897 et lejemål af en vinmark på flere tønder land i Cessnok ved Newcastle i The Colony of New South Wales. – I perioden 1895-98 havde han desuden egen import og agentur for bl.a. Dansk Eksport & Handels Kompagni. – I 1898 overtog han et agentur for Chr. Hansens Mejeriprodukter efter hr. Edvard Gommesen. Disse forhandlinger førte ham på lange rejser ikke alene i New South Wales, men også i Victoria, Queensland og New Zealand. I forbindelse med at han 1909 var i Christchurch, New Zealand, traf han Ernst Henry Shackletons Sydpolsekspedition, som netop var kommet hjem (1907-09). Han kendte en af deltagerne, professor David ved Sydneys Universitet.*3)

Ifølge Ludolphs brev til Emma af 21. april 1908 fik han et samarbejde med L.C. Glad i stand.*7)

 

Ludolph W. Marcker giftede sig med Emma Emilie Stahlfest Petersen (20.01. 1861 – 03.11 1927), Broager, Sønderjylland den 22. juli 1895. De fik døtrene: Jenny Karna Myee Marcker (18.12. 1897 – 07.09. 1981), Emilie Bjørg Myee (”Topsy”) Marcker (20.02. 1900 – 13.01. 1980) og Dagmar Sophie Myee (”Tootie”) Marcker (09.12. 1903 – 17.04. 1986)

Familiens adresse var ’Bornholm’, St. Johns Road, Forrest Lodge, Glebe Point, Sydney. Gadenavnet ændredes flere gange indtil det kom til at hedde, 49 Leichardt Street, Glebe Point, som det hedder den dag i dag.

 

Omkring århundredeskiftet blev ”Den Danske Forening” i Sydney dannet og generalkonsul Theodor August Boesen blev formand og Ludolph Waldemar Marcker blev foreningens sekretær. Da T. A. Boesen døde i 1904 blev Ludolph valgt som foreningens formand og dansk konsul i Sydney, hvilket han forblev indtil han med sin familie rejste til Danmark november1912. Formålet med rejsen til Danmark var, at han, udover et familiebesøg, ville skaffe investorer til den mine, som han sammen med 3 andre forretningsmænd, havde investeret i.*4) se 30. juli 1912, 2. december 1912, 1. oktober 1913 og *9) 8. september 1942.

 

Den 3. marts 1913 oprettede Ludolph, sammen med Carl Bille og H. Boesen  Aktieselskabet, ”L W Marcker & co.” med det formål, at drive Import og Export Forretning mellem Australien og Danmark eller andre Lande, og med Hjemsted i Sydney.  

 

I 1913 søgte Ludolph Det Kgl. Udenrigsministerium om at blive lønnet Konsul i Australien.

 

 I 1914 blev Ludolph udnævnt til ridder af Dannebrog af Christian X for sit værdifulde arbejde som Dansk Konsul i Sydney. (BM)

 

Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, og det var umuligt at vende tilbage til Australien, var familien således strandet i Danmark. De måtte derfor forsøge at skabe sig en tilværelse og Morfar et permanent levebrød her. Fra at have været en meget aktiv og driftig forretningsmand i Australien, måtte Ludolph og hans familie lide den tort, som en social deroute er, at begynde helt forfra samtidig med, at de skulle finde sig til rette under helt andre himmelstrøg i direkte og i overført betydning. *5) se 28. november 1893, 4. marts 1914, Ca. 1915, 21. august 1916, 28. marts 1928.

 

Familien slog sig ned i Hillerød, hvor morfars søster Cecilie Bjørg Marcker var gift med apoteker Laurits Vilhelm Lindtrup, og som var dem behjælpelige i begyndelsen.

 

Da krigen sluttede i 1918 og der var mulighed for at vende tilbage til Sydney, blev hjemrejsen forpurret af flere uheldige omstændigheder:

For det første havde det danske klima atter haft meget negativ indvirkning på min mormor Emmas helbred. Hendes lungeproblemer, som havde været den egentlige årsag til, at hun som 18-årig den 20. oktober 1879 emigrerede til Australien, var blevet betydeligt forværret, så en lang sørejse ville være helt utopisk at foretage.*5) se 2. februar 1915 og 5. august 1915.

For det andet var alle Ludolphs investeringer i minen gået tabt, fordi den australske regering havde overtaget minen under krigen. *9) se 8. september 1942.

 

Hjemmet ’Bornholm’, som skulle havde været udlejet under familiens bortrejse, viste sig også endeligt at være gået tabt. Ifølge min mor Karnas udsagn, tydede det på at sagfører Mr. Hawkins, som var den person Ludolph havde haft tillid til skulle tage sig af alle hans aktiver i Australien under families rejste til DK, havde bedraget ham. Dette sidste bliver langt senere bekræftet af familiens ven, Valdemar Hansen, i indtil flere af hans mange breve til ”Topsy” i perioden 1931-35. *6) under Linket: Topsy – og hendes brevveksling med Valdemar Hansen.

 

Meget tyder på, at min morfar ankom som en frisk ung mand på 21 år til Australien. Gennem hårdt arbejde de efterfølgende 25 år havde han arbejdet sig op til at være en dygtig forretnings- og handels mand, hvor ’kronen på værket’ blev, at han af de danske i Sydney fik så stor anerkendelse, at han blevet udnævnt til at repræsentere sit fædreland som dansk konsul i Sydney i 1904 og i de følgende 9 år. Derfra og så til ’at tabe det hele på gulvet’ som følge af 1. Verdenskrigs udbrud, blev ikke kun for ham, men også for hans kone og børn en katastrofe. I begyndelsen ernærede han sig og sin familie ved at indgå i et kompagniskab med G. Krüger – kulgrosserer i København. *5) se den 15. januar 1914.

Hvornår præcist Ludolph påbegyndte sit samarbejdet med Matin Andersen, Revisor, Statsaut. Regnskabskyndig Tillidsmand kan jeg ikke se. Tooties brev til Karna den 9. februar 1930, er skrevet på bagsiden af firmaets officielle brevpapir som lyder: ”Hillerød Revisions-Institut”, Helsingørsgade 29, Hillerød. *5) se den 7. november 1928, hvor Ludolph beretter om alt hvad han har forsøgt sig med. Den 9. februar 1930 fortæller om hvad ”Hillerød Revisions-Institut” tilbød kunderne.

 

Ludolph fik konstateret sukkersyge i 1932.*5) se 27. juli 1938.

 

Mormors helbred blev kun værre med årene. Døtrene hjalp til på skift med husarbejdet og plejen af deres mor. ”Topsy”, som fik en kontor/korrespondent uddannelse og forblev ugift, blev boende i hjemmet sammen med deres far. ”Tootie” blev udlært på Hillerød Telefoncentral og senere leder af samme. Hun giftede sig 7. juni 1947 med vin- og tobakshandler Svend Sylvest Olsen. ”Topsy” og ”Tootie” var barnløse.

 

Karna Myee Marcker, min mor, giftede sig den 9. oktober 1926 med min far, sognepræst Svend Aage Reerslev (20.09. 1895 – 14.06. 1966), som var søn af tandlæge Baldur Christensen i Hillerød. De fik børnene: Torben Fog (14.08. 1927 – 24.03. 2016), Emma Christense (10.12. l928), Jørgen Fog (03.11. 1929 – 03.07. 1999), Esther Theodora (03.05. 1931), Karna Lilian (13.06. 1933 – 29.03. 1934), Karna Birgit (kaldet Bitte) 13.12 1934), Kai Fog (14.06. 1936) og Kirsten Bjørg (07.08.40).

 

7. oktober 1942 skriver Topsy bl.a. til Karna:” Far har det ellers godt, men det kniber med at regne. Idag har jeg siddet hele Dagen med at ordne Bonella’s Regnskaber. – Far haaber at I kommer hjem i næste Maaned, for han vil saa gerne tale med dig. – Vi har siddet og talt om at vi bliver vel nok nødt til at flytte til Øen til Foraaret. Det bliver en slem Overgang, men Far kan nok ikke beholde sine Kunder længere end til Februar. Det er ogsaa godt gjort at Far har kundet klare dem saa længe. – De to næste Maaneder bliver ret svære at komme igennem for Far arbejder ret langsomt og bliver jo ogsaa hurtig træt. – Far gaar allerede og gruer for December og Januar, men jeg skal gøre saa meget jeg kan ved Revitionen”.

 

Skæbnen ville, at efter Ludolph have boet og arbejdet i Hillerød i 30 år (mormor døde i 1927), vendte han i foråret 1943 permanent tilbage til sit fødehjem, Den Marckerske Købmandsgård i Nexø, som han, som enearving, havde overtaget efter sin søster Jenny Sophie Karen Marcker ved hendes død (22.11. 1852 – 21.09 1931).

 

Tante Jenny havde gennem mange år opbygget et lille museum udelukkende bestående af gamle genstande (keramik, husgeråd, møbler, egnsdragter m.m.) udelukkende fra Bornholm. Morfar havde ligeledes overtaget ansvaret for dette. Og da han var et rart og interessant menneske, der først sent i livet ikke holdt sig tilbage med at fortælle levende om sit spændende liv i Australien, kom folk til ham. Topsy, som jo var flyttet med ham til Nexø, havde, så vidt jeg har forstået, i begyndelsen arbejde hos en af byens advokater. Den Marckerske Købmandsgård, Munkegade 1-3, Nexø, som i dag kun består af hovedhuset og som i min familien blev kaldt ’Marckergaarden’, gik ved min bror Torbens død 2016 ud af vores slægt. Alle arkivalier blev overdraget til Rønne Museum, og Nexø Museum har fået overdraget de antikviteter, de ønskede og mente at have plads til.

 

Da jeg ikke personligt har kendt min morfar, Ludolph, har jeg udelukkende min viden og indtryk af ham via min mor og det skriftlige materiale, som endnu ikke var blevet afleveret til Rønne Museum, da min bror Torben blev eneejer af ’Marckergaarden’ medio 1997. Når jeg nu alligevel forsøger at danne mig et billede af morfars karakter og væremåde, er det udelukkende baseret på det foreliggende materiale og min mors udsagn om sin far.  

 

I Ludolphs breve hjem fra hans tid i København og sidenhen i Viborg, virker hans sprogbrug friskt og frejdigt. Selv i brevet af 24. februar 1886 til sin far, angående hans forlovelse med Kirstine, og igen i brevet til Jenny, 2 dage senere med samme emne og opfordringen: ”Lov mig at du ikke vil holde et for stærkt Hus…” virker Ludolph overskudsagtig i sammenligning med broderen Schacks brev til faderen af 5. september 1880, hvor han noget mere ydmygt henvender sig til sin far angående en kommende forlovelse, ”hvis Fader synes om den”!

 

Efter at Ludolph havde slået sig ned i Sydney, ophørte hans ellers så spændende og ofte morsomt formulerede iagttagelser. Se under oktober 1887, hvor Ludolph skriver fra skibet ”Orion”, Udateret brev (hvor 1.side mangler, men teksten afslører Januar 1888) hvor Ludolph fortæller fra Sydney og rejsen videre frem til onklen i Coonamble og endelig Coonamble, den  23. februar 1888, hvor Ludolph fortæller om dagliglivet og omstændighederne ved onklens økonomiske situation samt Linket: Artikler om og af Ludolph.  

Jenny bekymrer sig over at breve fra ham udebliver. Hun spørger ham bl.a. om han har problemer og bedyrer overfor ham, at det ikke er en skam at vende hjem, hvis han synes livet bliver for hårdt. Når man læser brevene løbende i ”Marcker-Reerslevs Familiehistorie”, kan de sparsomme breve fra Ludolph næsten virke som om, han er forsvundet ud af familien. Der kan gå optil år mellem han korresponderer med f.eks. søskende. Det er først efter at Emma er kommet ind i billedet, at der jævnligt kommer breve hjem og altid er det Emma der skriver på Ludolphs opfordring.

 

Egentlig er det først i Ludolphs breve til sin veninde, Ingeborg Mølgaard, han fortæller om, hvordan han i virkeligheden har det og åbner op for, hvad han går og tumler med af tanker og problemer.

Det er f.eks. også hende, der får at vide, at han har lidt et tab af penge, som gør ham temmelig fortvivlet. Da Ingeborg med tiden udviser mere og mere interesse for Ludolph udmønter det sig bl.a. i, at hun ofte besøger Ludolphs søster og svoger Bjørg & Laurits Lintrup. Her møder hun desuden Ludolphs brødre Johannes og Andreas og endog søsteren Jenny. Når Ludolphs brødre og svoger senere møder Emma, efter hun og Ludolph er flyttet til Danmark, kunne deres forbehold over for hende mon skyldes, at de havde forventet at skulle have haft den meget livlige og frimodige Ingeborg, som svigerinde i stedet for Emma?

Om alting er, er det takket være Ingeborgs breve til Ludolph, at vi kommer til at lære Ludolph bedre at kende.*7)

 

I Ludolphs brev til Fader af den 29. oktober 1901 er meget interessant og sigende for hans holdning til sin far, og lige så meget til ham selv. Det er det første personlige brev overhovedet han skriver til sin far efter sin afrejse til Australien i 1986. Hans breve hjem var altid stilet til Jenny med hilsen til Fader, Karna o.a. – Se uddrag af dette brev. *8) – Se også Ludolphs brev af 1. april 1910 til The Hon. C. G. Wade, Primer of New South Wales, som Ludolph kritiserer for hans uansvarlige immigrations politik, som resulterer i, at immigranter bogstavelig talt dør på gaden, som følge af manglende arbejdsmuligheder.

 

Når Ludolph, under sine rejser, skrev breve hjem til Emma og døtrene, var de altid kærlige og omsorgsfulde. Da Ludolph var i Danmark i flere måneder i 1908 for bl.a. at takke for sin udnævnelse til dansk konsul i Sydney, kombinerede han rejsen med at pleje sine forretningsforbindelser. Flere måneder gik og i et brev af 21. april 1908 står bl.a.: ”Just back from Glads, all is well, they have treated me fairly I am getting the Sale Agency for all Australia …”. Den7. maj 1908 skriver Ludolph  bl.a.:” I will never go on a long journey like this again without you …”. Dette sidste citat er det en del af nøglen til at forstå, hvorfor Ludolph & Emma tog chancen til at rejse til Danmark i 1912, til trods for Emmas sarte helbred?

 

Når man ser på Ludolphs livsforløb, kan man ikke just sige, at han har skånet sig selv og sin familie for at tage seriøse chancer! Eksempelvis kan nævnes hans tid som guldgraver, hvor masser af mænd døde på grund af det hårde fysiske arbejde, men også siden under hans mange sørejser, som bl.a. forgik med sejlskib. *9) se 8. september1942 og Linket: ”Ludolph fortæller livligt om sin rejse til Australien og om sit liv i Australien”.

 

Ludolphs breve til Karna & Svend Aage havde informativ karakter og hvis de prøvede at gå for tæt på ham, svarede han indigneret tilbage, at de ikke skulle presse ham. I brev af 13. august 1928 står bl.a.: ” Jeg har meget lidt Tid og megen lidt Lyst til at skrive private Breve …”

 

Min konklusion er, at Ludolph var et meget arbejdsomt, videbegærligt, omsorgsfuldt og privat menneske, karaktertræk, som jeg genkendte hos min mor, Karna.

 

Mormor Emma ved vi desværre ikke så meget om, kun det at hun, som tidligere nævnt, rejste til Australien som 18-årig, at hun skulle besøge en søster, som skulle have været meget syg og døde kort tid efter hendes ankomst. Emma blev på et tidspunkt gift med Niels Christian Ulrich Rasch (tidspunktet ukendt), som hun forlod,  da han drak og havde en uheldig opførsel. Ludolph kom til at kende Emma, da han og Mr. Newth arbejdede sammen før Ludolph drog ud vestpå og blev guldgraver. På brevene forstår man, at Emma havde ernæret sig ved det, man i dag kunne kalde privat hjemmehjælper. Emma var psykisk stærk. Hun gik ud i hjem; hjalp til med praktisk arbejde og plejede også syge mennesker. Emma fremstår til at havde mange gode og fine egenskaber. De mange personlige breve, hun modtog før afrejsen til Danmark i 1912, vidner bl.a. derom. Hun var meget vellidt og hjalp, hvor hun kunne, hvilket breve også afslører. Foruden at være en kærlig og bestemt mor, var hun en god og kærlig kone og kammerat til Ludolph.

 

Efter min vurdering var Emma og Ludolph et godt match. Desværre kom Emmas tiltagende svage helbred til at fylde mere og mere i deres samliv og også for døtrene, Karna, ”Tootie” og ikke mindst for ”Topsy”. 

 

 

Døtrene, Karna, ”Topsy” og ”Tootie”’s  oplevelser i Australien og Danmark:

 

Jenny Karna Myee, kaldet Karna:

Karna var 15 år, da familien kom til Danmark i slutningen af november 1912. Når jeg en sjælden gang formåede, at få mor til at fortælle om sin barndom og ungdom i Sydney, lyste hun tydeligt op. Man var aldrig i tvivl om, at det havde været en meget stor skuffelse for hende, at hun og familien aldrig vendte tilbage til deres elskede hjem i Sydney. Et meget stort savn var især at miste sine gode og nære veninder og kusiner, som havde boet tæt ved hendes hjem. Familiens levevilkår og det langt varmere klima savnede hun også rigtig meget. Til trods for den geografiske store afstand og hendes eget travle liv med mand og børn, forsøgte mor dog i alle sine år i Danmark, at holde forbindelsen ved lige med sin familie og venner derude. I august 1976 fik hun besøg af to af sine kusiner, Rhoda og Olive og hendes mand Tom, hvoraf de sidstnævnte var flyttet til USA. Kusinerne var døtre af Emmas bror, Thorvald. Af økonomiske grunde havde mor ikke selv haft mulighed for at rejse til Australien på besøg. *9) Se uddrag fra familiens gæstebog.

 

Mor fortalte bl.a., at hun havde holdt meget af sin skolegang. Hun syntes om alle fag, og var i det hele taget meget interesseret i at lære og tilsyneladende havde hun haft nemt ved det. Ud fra skitser, tegninger og akvareller, som i dag findes på Rønne Museum, afslører mors kvalitetssans og stor færdighed med pæne anmærkninger.

Hendes kendskab til latin kom hende til gode senere i livet under rejser sammen med far til Schweiz og Italien samt hendes egne rejser til Spanien og Frankrig.

 

Da familien kom til Danmark begyndte de tre søstre at gå i skole, men for mors vedkommende, er det uklar hvor længe det varede. Som følge af mormors skrøbelige helbred, måtte døtrene hjælpe til på skift. Mor kom bl.a. i huset 1916 hos frøhandler Johan Ohlsen og senere hos cigarfabrikant M.A. Hischsprung. Mor havde tæt kontakt til sønnen og datteren af sidstnævnte familie resten af sit liv.

 

Mor havde livet igennem et lidt ’sjovt’ dansk sprog. Hun lærte f.eks. aldrig at kende forskel på en og et. Når mor skulle tælle foregik det altid på engelsk. Som engelsksproget har mor været til stor hjælp mange gange, f.eks. når der kom fremmede til vores landsby. Under 2. Verdenskrig fulgte mor med over BBC radio, mens far var tyskkyndig.

 

Mor holdt meget af heste og var i stand til at håndtere dem i Australien, og jeg har oplevet, hvor dygtig hun var til at omgås dem og at køre jumbe så sent som i min barndom. Hun fortalte, at de havde heste hjemme i Sydney og tilhørende vogn stående i bygningen vinkelret på deres hus. Om sommeren kørte hele familien i hestevogn flere uger op i De Blå Bjerge og besøgte venner der. Sydney var alt for varm om sommeren.

 

Mor besad en veludviklet evne til at gribe de muligheder, som livet bød hende. Efter hun giftede sig med far, og de sammen startede som unge præstefolk i et afsidesliggende sogn i det nordligste Vendsyssel, Råbjerg, lige syd for Skagen, begyndte en helt ny æra for hende. Som præstens kone fik mor en vis samfundsmæssig status, som holdt sig resten af hendes liv, selv efter far døde i 1966. De 4 ældste børn blev født i Råbjerg, og de øvrige i det mere frugtbare Sønderholm sogn, tæt ved den pulserende by Aalborg.

Foruden at være mor til 8 børn (et barn døde 9 mdr. gl.) og alt hvad det indebar, var hun jo også fars kone.

Far var et meget sammensat menneske, der udover at udøve sin præstegerning også var forfatter, foredragsholder og oplæser. Han skrev romaner, skuespil, noveller, artikler og var desuden en aktiv samfundsdebattør. Flere af hans skuespil blev opført i Aalborg og Odense. Hjemme spillede far violin og mor piano og begge var meget interesseret i at gå til klassiske koncerter i Aalborg.

 

Til præstegården hørte en stor have, som mor stod for. Pengene var små og derfor var vi selvforsynende med frugt og grønt, men mors store lidenskab, som hun havde efter sin far, Ludolph, var blomsterne og drivhuset med bl.a. ferskner og vindruer. Ligesom hun også holdt høns og var en dygtig biavler.

 

Mor var et stolt menneske, men altid interesseret i sine omgivelser. Hun hjalp hvor hun kunne, og der er ingen tvivl om, at hun var meget vellidt hvor end hun befandt sig. Peronligt var hun vanskelig at komme tæt på.

 

Mor havde ”grønne fingre” og forsøgte sig ustandselig med at fremavle blomster. Hun broderede og strikkede, og fulgte med i samfundsdebatter gennem aviser. Hun læste bøger, og hun var livlig engageret i at se fodbold.

                           

Mor var aktiv til det sidste og nød at besøge sine børn i indland og udland – Frankrig, Sverige, Island.

 

Mor fik en smuk og fredfuld død. Midt under salmesang i forbindelse med et præstekonvent faldt mor pludselig sammen og døde den 7. september 1981.  

 

 

Emilie Bjørg Myee, kaldet”Topsy”:

Topsy var 12 år, da familien kom til Danmark i slutningen af november1912. Ligesom Karna savnede Topsy også forfærdelig meget sit fødehjem og Australien i det hele taget. Modsat Karna, som fik familie og børn at gå op i, kunne Topsy ikke få savnet af Sydney og Australien på afstand. Topsy blev uddannet korrespondent og  havde arbejde som sådan på forskellige kontorer, ligesom hun også hjalp sin far med hans arbejde. Topsy var kontorassistent i Baltica 1919-1921, korrespondent hos H. Petersen & Co. 1921-25, korrespondent hos Rantzau & Abell 1925-26, korrespondent hos R. Wolsted & Co. 1927 -?

 

Efter Karna flyttede hjemmefra og kom i huset i 1916, overtog Topsy ansvaret for pasningen af deres mor og hjemmet, samtidig med at hun havde sit arbejde. I brev af 24. november 1926 skriver hun bl.a. til Karna: ”Du kan se at jeg har meget mere at gøre end du havde, men jeg synes at det er morsomt at være stærkt optaget”. I samme brev fortæller hun også, at deres far er blevet så tynd og deres mor klager over sine øjne, hun kan ikke se.

 

Topsy var et kreativt menneske. Hun syede sine egne og søstrenes kjoler og selv efter at Karna var blevet gift og flyttet til Råbjerg præstegård, sendte hun færdigsyede kjoler op til hende og gav anvisninger om, hvad hun mente ville klæde hende. I brev af 11. februar 1927 skriver Topsy bl.a. også til Karna: ”Skal I virkelig være så fine det sted?” med henvisning til etatsrådens på ’Gaardbogaard?’. Topsy var ligeledes dygtig til at brodere.

 

Topsy var et nysgerrigt menneske og tilegnede sig bl.a. sin viden ved at følge nyhedsstrømmen via radio og aviser. Det hører vi bl.a.om i hendes breve hjem fra England. Kulørte blade var for Topsy også et must, hvilket bl.a. afsløredes i min samtale med Inge Berthelsen, Topsys hjemmehjælper i årene 1975-80. Her fortæller Inge B. bl.a. om, at Topsy hver uge købte flere kulørte ugeblade, som Torben dog uden Topsys vidende betalte i de sidste 5 år, hun levede. Desuden syntes Topsy, at det var vigtigere at Inge B. sad og fulgte engelskundervisningen på TV i stedet for at gøre rent for hende! 

 

Topsy havde, ligesom Karna, også arvet sin fars store interesse for have- og blomsterdyrkning. Så meget, at Karna endog spurgte hende til råds, hvilket fremgår i brevet af den 24. november 1926. Her giver hun bl.a. Karna anvisninger om hvordan roser og grøntsager skal gødes.

 

Som den eneste af Emma & Ludolphs tre døtre, lykkedes det aldrig for Topsy at få sig sin egen familie. Selv efter deres mor, Emmas, død 3. november 1927, blev hun hjemme for at hjælpe deres far, Ludolph. Dog lykkedes det alligevel for Topsy, at rejse til England i december 1931, med det formål på længere sigt, at arbejde som dansk/engelsk korrespondent ifølge brev af 8. februar 1932 fra Ludolph til Topsy. Om det også havde været Topsys egen tanke fra begyndelsen, foreligger der intet om. I hvert fald, Topsy rejste til England og fik au pair status i familien Mrs. & Mr. Pole i London. Hvorfor Topsy pludselig og uden nogen forklaring pludselig vendte hjem 11. juli 1932 var og forblev en hemmelighed for familien.

 

Under min samtale med Inge Bertelsen, kunne hun fortælle, at Topsy har fortalt hende, at hun havde været forlovet. Med hvem og hvorfor forlovelsen blev ophævet, fortalte Topsy hende ikke. I brev af 3. april 1933 fra Valdemar Hansen til Topsy står bl.a. følgende: “You got engaged, and was so for a fair time, till the disappointment send you  adrift on the sea of life …” I et andet brev fra Valdemar Hansen, forstår vi at Topsy havde været forlovet i 5 år. Årsagen til at den gik i sig selv er ukendt.

Som allerede nævnt blev det desværre aldrig Topy beskåret at vende tilbage til sit elskede Australien og gense familie og venner der. Hendes liv formede sig ikke som hun havde ønsket sig det, hvilket kom til at præge hende hele hendes voksne liv psykisk som fysisk.

 

Da jeg personligt kun har truffet ”Topsy” én gang, og det var i 1954, hvor jeg i en sommerferie boede, sammen med min far, hos hans ven dyrlæge Mølgaard og dennes kone. De havde en datter på alder med mig. På den måde fik jeg mulighed for, at besøgte Topsy flere gange og husker hende kun som sød og venlig.

 

Selvom Topsy i brev af 18. maj 1931 til Karna & Svend Aage skriver: ”Svend Aa. kan godt prøve at sende Papirerne, saa kan jeg prøve at skrive lidt på Maskine. Det gaar bedre med Ryggen, men helt godt er det ikke. Hvis jeg bliver nogenlunde rask, kan det være at jeg kan komme op til jer, men jeg kan ikke sige noget endnu, jeg kan ikke bestemme noget i Forvejen” – (igen tales der også her om at afsende kjole til Karna). Topsy kom dog aldrig på besøg hos Karna & Svend Aage, hverken i Råbjerg eller Sønderholm. Topsy besøgte Tootie i Hillerød, men vi ved ikke hvor mange gange. Topsys forhold til Tootie var en del bedre end til Karna.

 

Desværre må jeg sige, så længe jeg husker tilbage, har Topsy altid været omgærdet af en vis mystik. Og i min familie hed det sig bl.a. at Topsy var ’sær’, gjorde sig selv syg, ville ikke arbejde og andre lidet flatterende udsagn. Det følgende udpluk af Karnas og Topsys brevveksling giver et meget godt billede af, hvor svært de to havde ved at forstå og kommunikere med hinanden. Se brevene: 21. juli 1947 Karnas brev til Topsy. 4. november 1948 Topsys brev til Karna. 11. november 1948 Karnas brev til Topsy og 15. december 1948 Topsys brev til Karna.

 

Da Ludolph døde den 15. februar 1945 efterlod han hjemmet, ’Marckergaarden’, gældfrit og få hundrede kroner i likvide penge. Det var den arv, som de tre døtre skulle deles om. De var alle tre enige om, at Topsy kunne blive boende, imod hun betalte alle udgifterne ved deres fælles arv, ’Marckergaarden’. Det de 3 søstre ikke tog højde for var, hvordan skulle Topsy kunne betale sine udgifter, når hun allerede på dette tidspunkt ikke reelt var arbejdsduelig? Søstrenes gode intentioner krakkelerede hurtigt og blev årsag til årelange dybe skuffelser for dem alle tre. –

Mon ikke også, det for Topsy var her grundlaget blev lagt for at ’købe’ sig til venner ved at dele ud af husets antikviteter?

 

Som følge af Topsys dårlige økonomi, fik hun løbende, men uregelmæssig nogen økonomisk hjælp fra begge sine søstre, men i brev af 21. januar 1949 fra tante Toot & onkel Svend til Karna & Svend Aage, foreslog de, at de syntes, at det var bedre at få ’Marckergaarden’ solgt og én gang for alle, at få løst dette evindelige pengeproblem. Hvordan Topsy så skulle klare sig, havde de ingen klar løsning på. Dette forslag faldt ikke i ’god jord’ i præstegården, til trods for deres egen meget anstrængte økonomi.

 

I mit forord og efterskriften i Linket: ”Topsy – og hendes brevveksling med Valdemar Hansen” forsøger jeg, at finde ind til Topsy og se hende fra flere vinkler. I Topsys egne breve til søstrene efter 1946, registreres en tiltagende tilbagetrækning fra dem, som følge af manglende forståelse søstrene og Topsy imellem.

 

Medio 1975 blev Topsy akut indlagt på Nexø Sygehus. Den egentlige årsag hertil og problemstilling omkring hendes tilværelse på dette tidspunkt var kompleks. Topsy, som i mange år ikke havde ønsket nogen som helst indblanding i sit liv fra sin familie, var nu, imod sin vilje, nødsaget til at tage imod deres hjælp.

 

Da Nexø Kommune og søstrene Karna og Tootie sammen skulle hjælpe Topsy tilbage til en værdig tilværelse blev Torben, Karnas ældste søn, familiens repræsentant.  Da det tog flere måneder før Topsy kunne vende tilbage til sit hjem i Munkegade 1, opholdt hun sig i den mellemliggende tid på plejehjemmet i Nexø.  I sine breve til Torben gav Topsy tydeligt sin utålmodighed til kende over at skulle vente på, at håndværkerne blev færdige med at gøre ’Marckergaarden’ beboelig igen. Alligevel nød hun samtidig også sit ophold på plejehjemmet. Her var hun både vellidt og hjælpsom over for sine medbeboere ifølge Inge Berthelsen.  

 

I Topsys og Torbens brevveksling, som strakte sig over 5 år, fremstår Topsy ofte særdeles utilfreds og vredladen, men hendes væremåde blev kun mødt med venlighed og kærlighed fra Torbens side. Hendes breve syntes at dækkede over stor psykisk smerte og frustration.

 

I de breve i ’Marcker-Reerslevs Familiehistorie”, som jeg har haft adgang til, fremgår det klart, at tiden ikke var til, at Topsy kunne få det liv, hun havde ønsket sig. Der var et ufravigeligt hensyn, der stod i vejen, også efter Emma, deres mor, døde, nemlig hensynet til deres far, Ludolph. Uanset hvad Topsy måtte have valgt – faderens eller egne behov – ville hun sandsynligvis ikke kunne have fået sig et tilfredsstillende liv.

 

Endelig, og det er vigtigt at have in mente – at 2. Verdenskrig først sluttede på Bornholm efter russernes bombning af Nexø og Rønne 7. og 8. maj 1945, og at russerne blev på Bornholm hele det efterfølgende år. Alt dette må have været en voldsom oplevelse for Topsy, som aldrig havde boet alene før efter Ludolphs død den 15. februar 1945.

 

 

Se følgende henvisninger i ’Marcker-Reerslevs Familiehistorie’:

 

18. februar 1945 Topsys brev til Karna + 23. februar 1945 Topsy og Tooties brev til Karna & Svend Aage. Begge meget smukke og informative breve vedrørende Ludolphs død og bisættelse.

 

5. april 1976 ”Torbens brev til søskende”, efterfulgt af mit: ”Obs! Obs! Obs! Hvordan kunne det gå så galt for Topsy” og 30. juni 1976 ”Topsys brev til Torben og de følgende breve til Torben i årene 1976-77-78”.

 

Se Linkene: ”Marckergaarden”, ”Kirstens samtale med Inge Berthelsen, Topsys hjemmehjælper, den 23. september 2017” – ”Topsy – og hendes brevveksling med Valdemar Hansen” og ’Lille Torbens Dagbog’ under 3. november 1927 ”, hvor Emma havde efterladt skrevne breve til hver af døtrene om, hvordan de skulle være overfor hverandre og overfor deres Fader.. ”.

 

 

Dagmar Sophie Myee, kaldet”Tootie”:

Tootie var 9 år, da familien kom til Danmark i slutningen af november1912. Modsat sine 2 ældre søstre har jeg ikke kendskab til, at Tootie har beklaget sig over, at familien aldrig vendte tilbage til Australien. I brevene i ”Marcker-Reerslevs Familiehistorie”, virker Tootie glad og tilfreds. Hun fremstår ikke til at tage tingene så tungt. Tootie fortæller gerne om hvad hun er i gang med og om hvordan hun og veninderne hygger sig. Tootie virker meget ukompliceret og tilfreds med sit liv og sit arbejde på telefoncentralen inklusiv fællesskabet dér.

 

Tante ’Toot’, som vi børn tiltalte og kaldte ”Tootie”, kom gennem alle årene på besøg i præstegården, både i Råbjerg og i Sønderholm. Hun var opmærksom på sin søsters mange børn. Hun sendte gaver og kort til jul og fødselsdage gennem mange år. Den 7. juni 1947 blev tante ”Toot” gift med cigar- og vinhandler Svend Sylvest Olsen. De var et hyggeligt, morsomt og umage par – han knap så høj som ”Tootie”, men deres glæde for hinanden var rørende og smittende.

Deres gæstfrihed overfor Karnas børn holdt ved livet ud. Torben, som boede i København, holdt kontakt med dem begge så længe de levede. Se 7. juni 1947.

 

Først efter Tante ’Toot’ og onkel Svend blev pensionister flyttede de fra Hillerød, ellers havde ’Tootie’ boet i Hillerød lige siden hun kom til Danmark.

 

Et kuriosum: Når tante ’Toot’ og onkel Svend besøgte mor efter far var død, var de meget nøje med ikke at ankomme før tid, det brød Karna sig ikke om, fortalte ’Tootie’ mig en gang med ’et glimt i øjet’. Mor var storesøsteren og det var vanskeligt for hende at lægge af sig, selv i en meget moden alder.

 

Tante ’Toot’ og onkel Svend betænkte alle Karnas børn og onkel Svends to niecer med en pæn arv.

 

 

Teksten om min mor, Karna, er mine egne oplevelser og iagttagelser. For Topsy’s og Tootie’s vedkommende fremgår det tydeligt, hvad der er mine iagttagelser og hvad der stammer fra breve i ”Marcker-Reerslevs Familiehistorie”.

 

Brevhenvisning, hvor der står (BM) betyder, at brevene kun kan læses på Bornholms Museum.

 

 

I 2004 havde Rønne Museum en udstilling om morfar Ludolph Waldemar Marcker, som hed ”Konsulen fra Sydney”. Samme udstilling kom året efter til Hillerød Folkemuseum. Min bror Torben fandt dengang materialet frem og cand. mag. Jakob Bilsted bearbejdede det.

 

 

 

Ordforklaring:

 

*1)

Da Ludolph udrejste til Australien, havde han et lille fotografi af Karna Kirstine Stephansen med sig. Dette foto fik han senere aftegnet med så fin en pen, at det ligner et fotografi. Det er netop det store portrætbillede, man ser hængende på væggen i hjemmet ”Bornholms” spisestue på det historiske foto, som blev taget under den festmiddag, som Ludolph i sin egenskab af Dansk Konsul holdt for norske Roald Amundsen i anledning af, at han passerede Sidney på sin tilbagerejse fra Sydpolen i sin konkurrence med englænderen Robert Falcon Scott. Årsagen til at den norske konsul ikke udviste sin landsmand den behørige interesse er forblevet ukendt. Det omtalte billedet er i dag i Nexø Museums besiddelse.

 

*2)

”Justice of Peace”: I de små byer i Australien kom der kun en jurist ud og dømte, hvis der skulle afgøres større sager af betydning, mens lægfolk behandlede småsagerne vedrørende fuldskab, slagsmål etc. Det var kun de bedste folk, der blev udtaget, og han nød almindelig agtelse ifølge Ludolphs egne udsagn i Linket: Ludolph Waldemar Marcker (21. juli 1899–15. februar 1945) fortæller levende om sine oplevelser under sin rejse til Australien og om sit liv i Australien.

 

*3)

Ernest. H. Shackleton var britisk søofficer og polarforsker og deltog bl.a. i Scotts ”Discovery ekspedition 1901-04.

I sin egen ekspedition til sydpolen 1909, måtte han vende om blot 155 km fra polen. Så på det tidspunkt var han den mand, der havde været tættest på Sydpolen.  (https://illvid.dk/fortiden/historie)

 

*4)

30. juli 1912 – brevkort til Ludolph fra Valdemar Hansen, som på det tidspunkt er i Danmark på besøg:

”Kære Marcker. Hvorledes gaar det med Minen, jeg har interessenter her. Fransk, Schweizisk og engelsk Kapital. Haaber snart at høre. Hils Halberg og alle de andre. Deres hengivne Valdemar Hansen”.

Valdemar Hansen mødtes med Ludolph og hans familien ved deres ankomst til Danmark ultimo november 1912.

 

2. december 1912 (BM = Bornholms Museum) Lang skrivelse til Ludolph bl.a. vedr. Minen.

 

1.oktober 1913 – Et år efter, at Ludolph med sin familie var rejste til Danmark, skrev vennen Halberg bl.a.: ”I hear from Hawkins today that there is very little hope of getting the Mine off, so evidently your bad Luck is still stricking to you …

I saw Boesen Yesterday, he complains that he cannot do much with the  (?) you have sent out, also that the ‘Oil’ is no good. I am sorry to hear that I thought that you had struck something good with oil …”

 

*5)

28. november 1893 skriver vennen Ivar Freierleben: ”at det Menneske der har opholdt sig længere Tid i Australien ikke mere kan finde sig tilrette herhjemme …”

 

15.januar 1914 – “P.P. Ved nærværende tillader vi os høfligst at meddele Dem, at Herr L.W. Marcker Dags Dato er indtrådt i vor Direktion og tegner vort Firma derefter fremtidig af Herr G. Krüger og Herr L.W. Marcker i Forening; vi beder Dem bemærke Herr L. W. Marckers nedenstående Underskrift. Ærbødigst G. Krüger. Aktieselskab.

 

4. marts 1914. Brev fra H. E. Hawkins, Solicitor, 88 Pitt Street, Sydney (BM)

 

2. februar 1915 –– i brev fra Johannes til søsteren Jenny skriver han: ”Du har Ret, for Ludolph ser det desværre temmelig broget ud med den syge og utilfredse Hustru og den noget usikre Eksistens, men maaske det paa en eller anden Maade kan lysne ogsaa for dem engang …”

 

Ca.1915 skrev Karna til sin Cosin Real bl.a. om hvad hun var optaget af, sine tanker og ønsker. Her et citat: “This is a wricked Climate what Uncle Jack in Australia would say not fit for a Dog to live in, none of us likes it or the people in it”.

 

5. august 1915. Skriver Ludolph til sin søster Jenny: ”Stakkels Emma er nu hjemme igen og jeg tror Klinik Opholdet har gjort hende godt, men rask er hun jo langt fra, det er jo kræfterne det kniber med, det er nu snart 2 Aar siden at hun har været oven paa i vor Lejlighed”.

 

21. august 1916. I brev fra Ludolph til sin søster Jenny udtrykker han sig blandt andet således: ”jeg er fuldstendig klar over, at der sikkert er meget fra vor Side som ikke passer ind i de danske Forhold; men det er jo kun at vente, da vi jo nærmest maa betragtes som Udlændinge … ”

 

28. marts 1928 – ”Det saarer Far saa forfærdeligt, at han skal behandles saaledes af sine søskende. Onkel havde ikke engang en hilsen med fra tante Bjørg. Far var helt syg efter at Onkel havde været her”. (Onklen der omtales er Ludolphs bror Andreas).

 

9. februar 1930:”Hillerød Revisions-Institut”, Helsingørsgade 29, Hillerøds officielle papir, hvor der står følgende:

”De økonomiske Vanskeligheder, som vor Tid er præget af, gør det nødvendigt for enhver Landbruger, af personlige Grunde saavel som over for Skattemyndighederne, at føre et nøjagtigt og effektivt Regnskab, der er anlagt i Overensstemmelse med Skatteloven af 10. April 1922. – Føringen af saavel Kassebog, som overfor Forbrug af egne Produkter, skal iflg. Loven ske hver Dag, og saafremt De vil føre dette Regnskab i en Kladde, vil vi paatage os at indføre dette i de dertil bestemte Bøger samt Opstilling af Status og Indsendelse heraf til Skattemyndighederne, alt for en moderat Betaling – Det er en Selvfølge, at alle Oplysninger bliver behandlet med Diskretion, og kan De trygt henvende Dem til os. – Det skulde glæde os at høre fra Dem, og vi maatte faa Lov at føre Deres Regnskab, idet vi med Fornøjelse staar til Tjeneste med alle ønskede Oplysninger. Med Højagtelse HILLERØD REVISIONS-INSTITUT L. W. Marcker, Revisor, fhv. Kgl. Dansk Konsul og Martin Andersen, Revisor, Statsaut. Regnskabskyndig Tillidsmand”.

 

7. november 1928. Skriver Ludolph bl.a. til Karna: ”Nu kommer dertil lille Karna det mest bestemmende af det Hele, det er Spørgsmaalet om Raad. Dette Spørgsmaal havde jeg ikke ønsket at berøre for Eder i alle Tilfælde ikke i Øjeblikket havde det ikke været nødvendigt, men de sidste Par Aar, og særlig siden Din Moders Død, har alt gaaet mig imod, saa at mine Indtægter i Øjeblikket er saa smaa at den aller yderste økonomi er os paatvunget. – Først mistede jeg noget af min Revision, saa tabte jeg ved Walsted, og saa havde jeg en Forbindelse tilbage, hvor jeg mente at jeg kunde tjene saa meget, at jeg med Sparsommelighed kunde faa det til at løbe rundt, men saa har ogsaa det svigted mig, vi skal nu have Opgørelsen til Nytaar, hvilket mener at jeg sikkert skal arbejde i Julen min Nærværelse er absolut nødvendigt.

Alt synes at gaa mig imod jeg har søgt alt hvad jeg kan tænke mig, men alt gaar mig forbi. – Jeg søgte Biograf Bevilling i Hillerød, men fik den ikke, saa søgte jeg Stillingen som Vejer og Maaler, men saa løjerligt som det lyder, blev denne givet i Preferance til den gamle Drejer, som tidligere boede lige over for os. – Saa søgte jeg Assurance Agentur efter gamle Winner, men det fik Hvalsø, saa blev der bestemt lovet mig Agenturet for Haand i Haand, dette skulde jeg have 1ste Aug. men blev holdt hen Maaned for Maaned fordi den Gamle Agent var syg, men nu forleden blev Agenturet ganske roligt, trods faste Løfter til mig, givet til en anden. Dette sidste var mig en uhyre stor Skuffelse. Nu har jeg sendt Circulærer om Bogføring ud paa Landet omkring i Egnen, men desværre troer jeg ikke paa megen Success. – Nu sender jeg ogsaa Circulærer ud i Byen for om muligt at faa mere at bestille, men om det lykkes er vel tvivlsomt.

Det gør mig umaadeligt ondt, lille Karna at maatte skrive dette, særlig paa dette Tidspunkt; men samtidig vil I saa maaske bedre kunne forstaa forskjellige Ting. – Som sagt, troer jeg at det vil være nødvendigt for mig at være hjemme eller rettere sagt skal arbejde i Kbh. i Julen, saa I maa undskylde mig, at jeg ikke kan komme op til Eder.

 

27. juli 1938. Skriver Invalideforsikringen, Chefen for 2’Kontor til Ludolph (maskinskrevet brev men meget medtaget): ”Hr. Konsul Marcker, R. D. Hillerød. Først maa jeg beklage, at jeg ikke har faaet svaret paa Deres Forespørgsel af 10. d. Md., men Grunden hertil er den, at jeg har været bortrejst paa Ferie. – Med Hensyn til Deres Forespørgsel om, hvorvidt der vil være Mulighed for, at der kan ydes Dem Hjælp til Insulin og Diætmad, beklager jeg at maatte meddele Dem, at en saadan Hjælp ikke vil kunne ydes igennem Invalideforsikringen, som jeg beskæftiger mig med, allerede af den Grund, at De ikke er – og paa Grund af Deres Alder ikke vil kunne blive – invalideforsikret. Om der er andre Muligheder for at opnaa Hjælp af offentlige Midler, tror jeg egentlig ikke. Jeg har derimod tænkt paa, om De – som tidligere veltjent Embedsmand ikke skulde kunne faa tillagt en Pension paa Finansloven fra Staten. Jeg tør ikke udtale mig om dette Spørgsmaal, da jeg ikke kender Fortilfælde, men det er maaske en Mulighed som jeg egentlig synes, De skulde tale med Udenrigsministeriet om. Med venlig Hilsen deres ærbødige – (ulæselig underskrift”)

 

*6)

24. oktober 1933.” Med de Penge her i Sydney er det altsaa gaaet, som jeg tænkte, Hawkins huggede dem, men jeg troede dog at Din Fader havde faaet Pengene for Huset i Glebe. Jeg kan endnu huske, at en Gang Hawkins sagde til mig, at nu var det endelig lykkedes ham at sælge Marckers Hus. Alt hvad han saaledes har taget af Din Faders, blev vist slet ikke omtalt under Retssagen eller hans Bankruptcy, det er jo vist nok til at faa ham endnu et Par Aar i Tugthuset. Hvad han brugte Pengene til ved jeg ikke, mulig har han en Del gjemt. Mrs H. var jo syg længe og fik vist en Del ”drugs” og anden Medicin, det kostede nok en Del; saa hans egen Fortæring af Whisky var jo ikke lille, den tabte ham alle hans gode Kunder. Men Pund 10. 000 er dog en Del Penge og lidt maa han jo have tjent, saa jeg antager han har stukket noget til Side ”for a rainy day”. Han maa vist nu være fri igjen, men bliver vel næppe i Sydney”.

 

*7)

17. januar 1889 skriver Jenny til Ludolph:” Blandt andet fik jeg en Dag, kan Du tænke Dig, brev fra Frk. Ingeborg Mølgaard. Hun bad om Din Adresse …”

 

18. september 1892 svarer Ingeborg på Ludolphs brev, hvor han fortæller at han føler sig ene og ingen har til at dele sine interesser med … Ingeborg er bekymret over Ludolphs udsagn: ”Hvilken Lykke hvis man aldrig var bleven født”.

 

18. juli 1893 skriver Ingeborg: ”at Du paa denne Maade har mistet Dine Penge, som Du ved egen Flid og Sparsommelighed havde samlet …” Ingeborg fortæller om sine samvær med L’s familie og slutter med: ”Skriv snart og fortæl om fru R er hos dig?”

 

14. januar 1895 skriver Ingeborg bl.a. til Jenny om hun må se Emma Raschs brev til hende og også at Ludolph har givet hende sin adresse!

 

14. april 1895 skriver Emma bl.a. til Jenny om hvordan hun har arvet 9. 000 Kr, svarende til 500 P og hvordan de skal bruges. Ligeledes står følgende: ”En ting haaber jeg og det er at De ej troer det er mig som holder Lut fra at gaa hjem nej langt fra det, jeg har ofte bedt ham om at gaa men nej han vilde ikke før han havde flere Penge samlede, men det hvar dog ikke helt Grunden, Sandheden er kommet for Dagen nu og jeg haaber med Guds hjælp, at we maa blive Lykkelige med hverandre og jeg skal søge at være ham en Medhjælp i alt hvad ham angaaer og jeg troer ogsaa nok at Di kjære Miss M. kan forstaa hvilken en Omsorg jeg har for ham og we forstaaer hværandre godt, we burde jo kjendes eftersom we har kjent hinanden for over fem Aar og stadig været Sammen og altid staaet hinanden bi i et og alt, nu skal we rigtig være glade men det bliver jo ikke før om to eller tre Maaneder og det bliver meget stille og uden nogen Stads eller gilde. Jeg tør ikke love at Lut skriver til Dem dennegang. Dette Brev er skrevet for Fader og Dem alene – Lut vil nok selv skrive nærmere til Dem. E. Det er en Vingrosere Forretning Lut har kjøbt”.

 

15. april1908 skriver Ludolph til Emma: “Last night together with Bjørg og Lauritz I was at Dinner with Munk’s (Ingeborg) it was very nice still also there was too many strangers, and I was sat too much on the pedestal but as you see all are very kind to your old Nubby. I am sure you would be quite proud if you saw all the fuss there is made of me, still old Girl it does not suit me a little bit, there is something wanted all the Time and you know what it is.

 

21. april 1908 skriver Ludolph til Emma: “Just back from Glads, all is well, they have treated me fairly I am getting the Sale Agency for all Australia …”

 

*8)

29. oktober 1901.”Da jeg forlod mit kjære gamle hjem, da var jeg jo kun ung og uerfaren, og uagted jeg ofte ser tilbage paa mine tidligere Aar med en vis Frygt, jeg ved godt jeg ikke tegnede til det bedste som Dreng, da troer jeg dog at Drengen paa Bunden ikke var slem. Efter at jeg kom til modnende Alder og kunde tænke klarere da indsaa jeg først hvilket Hjem jeg havde forladt og hvilken Fader jeg havde og jeg satte mig saa for at følge i min kjære Faders Fodspor saa godt som jeg kunde, og kjære Fader ofte og ofte naar der er noget at afgjøre da tænker jeg til migselv, hvorledes vilde Du have handlet, og saa prøver jeg paa at gjøre det samme. – Jeg har strakt efter og jeg tror det har lykkes mig at faa et godt og hæderligt Navn, jeg er mig ikke bevist at jeg i alle de Aar jeg har været hjemmefra, at jeg har gjort en Ting hvorfor jeg bør skamme mig. – Resultated er da også at jeg troer jeg kan sige, at jeg nu indtager omtrent den samme Stilling imellem mine Landsmænd i Australien som Du holder i Nexø nemlig den at hvad der end skal gaa for sig, er der noget der skal sættes i Scene er der nogen fattige som skal hjælpes, og Gud skal vide der er mange af dem, ja saa er det altid gaa og spørg Marcker.

 

*9)

Nyrup Gl. Skole, 5 – 12. august 1976, står der følgende i Familiens Gæstebog:

”August 5-12. Dear Cousin Karna – We have greatly enjoyed these days with you and Cousin Tootie & Svend. We have the most wonderful memories of happy Hours and lot’s of laughter – just getting to know you and your lovely family has enriched our lives and made us wish we had been here long years ago. I thank for all your kindness and generous care of us. We’ve been so comfortable. God be with you all and keep you – till we meet again. Love Tom.

August 5-12. Dear Cousin Karna. Thank you so very much for your love & kindness to us it has been a very wonderful week we have enjoyed every minute & feel we have known you always. It has been a pleasure I have looked forward to for many years. I only wish my father could know & have visited his country I know he would be so very happy. It has been lovely having Tootie & Svend here with us & to take us around your beautiful Countryside, We love you all very much & if we never meet again on this earth may we meet in the earth made new. God bless & keep you! Yours Love & prayers Olive. 

Aug, 5-12. Dear Cousin Karna. To be with you in your attractive home and to meet some of the menbers of your lovely family, has been a wonderful joy and pleasure to me, I has fulfilled one of the great desires of my life, to meet some of my father’s relatives in this lovely Land. Thank you for your kindness in so many ways. We have learned to love you all very much – Has been so nice to have Tootie & Svend here with us also. We hope to meet again one day. May God bless you and your family, Lots of love Rhoda.

5 -12. aug. 1976. Svend og jeg takker dig for ferien. Vi var meget glade for at vi kunne køre Tom, Olive og Rhoda herop. Jeg er taknemlig for, at mine øjne blev så gode, så jeg kunne nyde turen – Tootie og Svend”.

 

8. september 1942. Uddrag af interviewet: ”Fra Guldgraver til Konsul -!” v/ journalist Erik, Social-Demokraten. Fotokopiet afslører at det er optaget mens Ludolph bor i Hillerød og at det skulle indgå i: ”Danske i Australien” og er dateret med stempel 8. Sept. 1942.

”En Indsats i et sælsomt Lotteri. – Hvorfor jeg kom hjem dernede fra? Spørger De. Jo, det skal jeg saamænd fortælle Dem. I Australien har man ikke noget Lotteri, men naar nogle gode Venner kommer sammen, beslutter de at spille i Lotteriet alligevel – paa deres egen Maade. De giver alle sammen en Indsats, og for den engagerer man en Mand, der sendes ud for at finde Guldminer eller andet værdifuldt i Jorden. Jeg og nogle af mine Venner spillede i Lotteriet paa den Maade, og det var en dygtig Mand, vi fik fat paa. 100 engelske Mil fra Sidney fandt han en Mine, der indeholdt Kobber, Zink, Bly og Sølv. Det var et rigt Fund, men der skulde Kapital til at udnytte det, bl.a. fordi der skulde anlægges en Bane ud til Kysten. Derfor drog jeg til Danmark i 1912. Det var Meningen, jeg skulde finde Kapital her. Der var imidlertid ingen, der vilde være med. Jeg tog saa til England, hvor det lykkedes mig at faa Finansieringen i Orden – men saa brød Krigen ud, og det hele blev ødelagt. Jeg kom tilbage til Danmark, tog fat paa et Job herhjemme og da vi ikke kunde udnytte Minen i Australien, overtog Regeringen den, saaledes som den har Ret til. – Og der staar Punktum’et for mit Australien. Det er Verdensdelen i en Tid, der nu er Historie. Der er vel kommet flere Veje, Biler og Broer. Men i det store og hele er Landet sikkert det samme. Og Menneskene med. Australierne elsker deres Jord, og skal de kæmpe for den, vil det ske med en Fanatisme, der ikke kender Grænser. Og de kan slaas, disse Fyre. For Australien er en Verdensdel, der i Kraft af sin specielle Natur kun giver Levemuligheder for Folk, der kan og vil”.