Konfirmandklubben og Kammeratklubben

Præsten Svend Aage Reerslev:

Omtalen af hans to K-klubber (Konfirmandklubben og Kammeratklubben), hans egne dokumentarfilm fra Frejlev og Sønderholm sogne, og hans beskrivelse af rejserne til Norge og Harzen sammen med de unge fra Kammeratklubben. Hans afskedsinterview 11.08.1965. Samt 4 avisudklip i forbindelse med hans død og begravelse i juni 1966.

Ved Kirsten Bjørg Reerslev, oktober 2023.

Et meget grundlæggende træk ved min fars præstegerning var hans arbejde med de unge, som altid havde stået hans hjerte nært. Allerede i hans første sogn, Råbjerg ved Aalbæk (1926-1931) i Vendsyssel, holdt han ungdomsaftener, hvor unge kvinder og mænd vandrede ad sandede veje de 6-7 km fra Ålbæk ud til præstegården ved Råbjerg Kirke for bl.a. at høre ham læse højt. Med efterfølgende diskussioner blev de dermed introduceret til litteratur, alt imens de unge kvinder sad med deres håndarbejde. Det var arrangementer, som mine forældre var fælles om, og som altid sluttede med en bøn.

I Sønderholm (1931-1965) blev far meget optaget af spejderbevægelsen FDF og var kredsfører igennem en del år. Den gang, efter 2. Verdenskrig, hvor det i 1950’erne blev muligt at bevæge sig sydover, arrangerede han rejser til bl.a. Tyskland for de voksne i Sønderholm og Frejlev. Men allerede i sommeren 1946 havde far dog sammen med de unge spejdere i sin kreds første gang deltaget i et stort stævne i Porsgrunn-området i det sydlige Norge. I den forbindelse fik han så gode venner, at han gentagne gange resten af sit liv vendte tilbage til især Grenland Ungdomsskole, Eidanger ved Porsgrunn.

En tilbagevendende begivenhed var, at far hvert år, umiddelbart efter den travle jule- og nytårstid, afholdt 14 dages vinterferie, som efter krigen ikke sjældent netop gik til Grenland Ungdomsskole. Mod kost og logis indgik han i skolens lærestab med nogle timers forelæsninger, alt i mens han også fik mulighed for at skrive på egne værker.

For far stod legemlig og åndelig udfoldelse særdeles højt på dagsordenen. I Raabjerg lærte han de unge at spille fodbold, og når han var på spejderlejr og senere tog på rejser med de unge i K-klubben, gik han altid forrest, når der om morgenen skulle springes i en fossende elv eller sø. Livet igennem startede hans dag altid med gymnastiske øvelser efterfulgt af et koldt styrtebad.

For de unge konfirmander i Sønderholm oprettede far i slutningen af 1950’erne K-Klubben – Konfirmand Klubben -, som man kunne være medlem af indtil sin konfirmation. For den travle mand, som han jo var, blev det nu K-Klubbens seniorafdeling – Kammeratklubben – der kom til at optage ham mest. Det var her han især udfoldede sin begejstring for litteratur, film og teater sammen med de godt 20 meget engagerede unge mennesker. Det blev til flere skuespil, som de unge opførte i Sønderholm Forsamlingshus med far som instruktør og Bente Munk Hansen som assistent. Aldersgrænsen i Kammeratklubben var 20 år.

For Kammeratklubbens medlemmer blev det også til flere udenlandsrejser, og jeg kan forstå på en af de dengang unge, John Mandrup Nielsen, at far var en dygtig og meget respekteret rejseleder. En af de ture, han selv deltog i, gik til Norge, andre gik til Tyskland, Holland, Belgien og Luxemburg. – I juli 1962 arrangerede far således en rejse for de unge i Kammeratklubben til Norge og i august 1963 igen en rejse for de unge til Harzen. Se to af fars egne rejsebeskrivelser sidst i denne skrivelse.

Min far havde altid fotograferet meget, så da han i begyndelsen af 1960’erne fik sig et smalfilmapparat, blev han meget opsat på at dokumentere borgernes liv i sine sogne. Til trods for at han nok indimellem håndterede sit filmapparat med rigelig hastighed, er der dog ved førnævnte Johns store klippe- og splejsefærdighed kommet spændende dokumentarfilm ud af dem. Filmene blev senere overdraget til Lokalhistorisk Arkiv for Frejlev, Nørholm og Sønderholm Sogne, som med års mellemrum viser dem i Sønderholm Sognegård, Sønderholms oprindelige skole. Sammen med flere af mine søskende, har jeg haft glæde af at deltage i en sådan aften, hvor filmene blev kommenteret af Staun Bendtsen. Min mand, Jørgen Stubgaard, tog ved den lejlighed, medio april 2010, en række fotos, som også er blevet overdraget til Lokalhistorisk Arkiv.

Eftersom min far altid indtog og stod fast på den mest positive og tolerante synsvinkel i forhold til sine medmennesker, kunne han derfor heller ikke undgå at møde uforståenhed fra tid til anden. Men altid havde han min mor ved sin side, og sammen arbejdede de for det bedste for de mennesker, som de i embedets medfør kom i berøring med.

Min opfattelse er, at mine forældres sidste år i præstegården især blev beriget af fars spændende samarbejde med de mange unge mennesker i Kammeratklubben. Far havde det jo i det hele taget som en fisk i vandet, når han kunne få mulighed for at inspirere og begejstre unge mennesker til et godt friluftsliv, til litteratur, teater, film og i det hele taget til et frugtbart og gensidigt respektfuldt samvær i en kristen ånd. Men uden min mors støtte og opbakning til hvad, han end foretog sig, havde far ikke haft så vellykket en præstegerning.

Dengang skulle en præst gå af/tage sin afsked ved hans 70 års fødselsdag. Netop dette blev helt klart min fars skæbne. For ligeså sprudlende og aktiv han var i sin præste- og forfattervirksomhed med alt det, det indebar, ligeså trist og mismodig blev han, da han definitivt måtte forlade sin gerning gennem 34 år ved Sønderholm og Frejlev kirker og menigheder. Fars ellers så livlige og kreative ånd fulgte ikke med ham til Nyrup Gl. Skole, hvor ideen jo ellers var, at de begge skulle nyde deres otium, alt imens far fik mere tid til at skrive. Han havde haft planer om at skrive en roman med Himmerland som ramme, hvor det tidligere havde været Råbjerg og Vendsyssel. Og han underviste fortsat sine konfirmander og førte dem til deres konfirmation i foråret 1966. Men dybt deprimeret døde far pludselig den 14. juni 1966, 9 måneder efter sit, på papiret, påbegyndte otium.  På mine forældres gravsted på Sønderholm kirkegård står foruden deres gravsten, også en sten for min søster Lillian og en sten fra K-Klubben.

Nekrolog skrevet af Flemming Møller Nielsen i lokalbladet Sønderholm Tidende, 3. årgang, nr. 2.

Til Svend Aage Reerslevs Minde.

For os alle her i de to tvillingesogne kom det som et chok, da budskabet om Svend Aage Reerslevs død nåede os den 14. juni om morgenen. Man kunne næppe fatte det. Han, der var så frisk og rask, at han ikke var til mere. Ja, man følte, det måtte være usandt. Men døden er uberegnelig og følger baner, som ikke kendes eller forstås af mennesker.

Og for os i K-klubben, der stod ham så nær, som ikke-familiemedlemmer overhovedet kunne gøre, var budskabet om hans død lig en skygge, der formelig sænkede sig ned over os og fordunklede den ellers lyse og solskinsfyldte morgenstund.

Nu, da smerten er ved at mildnes, må vi tænke tilbage på de mange dejlige timer, som vi tilbragte i den gamle konfirmandstue i selskab med Reerslev, samlet om åndelige sysler så som diskussion og sang.

Vi var en tyve stykker, der mødte frem en gang hver fjortende dag på det såkaldte seniorhold. Og, hvor havde vi det hyggeligt! Der var munterhed og morskab blandet med en vis alvor, som der altid var omkring Reerslev. Med ham var man altid i godt selskab.

Vi sang meget, vi, der ellers ikke var alt for vante med at synge, istemte med en sand ildhu ”se Norges blomsterdal” eller ”vi er barn af sol og sommer”, som vistnok var vore favoritmelodier. Det lød vel ikke altid lige godt, men der var lys og glæde i sangen, og Reerslev opildnede os til at yde det bedste vi overhovedet kunne.

Sommetider diskuterede vi, og emnerne spændte vidt. Mange unge er ofte angste for at stå frem og sige deres mening foran kammeraterne. Dette problem kendte vi også i K-klubben, men Reerslev forstod os og hjalp på mange måder for at frigøre os for denne hæmmende angst for at sige noget forkert, blive ”til grin”, som det hedder på mere jævnt sprogbrug.

Når vi så havde drøftet aftenens emner, bød ”Chefen” – sådan kaldte han sig ofte med et talende smil om de venlige læber – på en lille forfriskning, i form af saftevand og kiks. Og så blev der drukket saftevand og spist kiks, så det battede. Jeg ved ikke hvorfor, men aldrig har kiks og saftevand smagt mig bedre, end når vi sammen med Reerslev sad og hyggede os i den gamle konfirmandstue i præstegården.

Så samlede vi glassene, og ofte havde Reerslev en film, vi skulle se, eller han fandt frem en bog og læste et lille afsnit. Og når det gjaldt oplæsning, var der jo ingen som Reerslev, han kunne det hele, forandre stemme og talte med inderlighed og fred.

Så ilede han til udgangen og tog der afsked med hver enkelt, og alle fik et inderligt smil og et varmt håndtryk med på vejen.

Sådan var der i K-klubben. Derfor kom vi der. Der følte vi altid, at der var én, der tænkte på én, at der var én, man kunne betro sine problemer.

En inderlig tak må vi bringe til Svend Aage Reerslev, vores gamle ”Chef”. Han hører den nok ikke, men den skal blive stående i luften og værne om hans minde – en stor mands minde.

Én der kom i K-klubben.

HVOR BLEV I RØDE ROSER DOG

Hvor blev I Røde Roser dog Fra Ungdoms Dage glade? min Erindrings Psalmebog Jeg glemmer Eders Blade.

Og skiøndt hvert Blad er guult og graat Som Farven af de Døde Den Sommerdag jeg mindes godt Da de var purpurrøde.

I deres fine Væv endnu Jeg Kiender hver en Aare. Som før af Morgenduggen, nu De fugtes af min Taare.

Adam Oehenschläger.

Underskriveren af nekrologen blev september 2004 identificeret til at være Flemming Møller Nielsen.

Om Præsten, forfatteren og filmene – et uddrag fra bog om Lokalhistorisk Arkiv for Frejlev-Nørholm-Sønderholm sogne.

Formodentlig skrevet af bestyrelsesmedlem John Ejdrup, Lokalhistorisk Arkiv.

Svend Aage Reerslev (1895-1966):

… Pastor Reerslevs film blev i rette tid overdraget Lokalhistorisk Arkiv for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sogne, hvor man samlede filmstumperne og fik disse overført til VHS, dengang det var nyeste teknologi, og siden digitaliseret, således at filmen nu findes på DVD. Tillige har arkivet produceret filmen i to udgaver, nemlig som ren stumfilm, d.v.s. som Svend Aage Reerslev optog den, og i en formidlet udgave, hvor kendere af den lokale historie fortæller om de mennesker og situationer, der ses på filmen.

Film fra 1960-1961 er trods den gennemgående rigdom i egnens arkiv ikke hverdagskost. I det følgende må vi dog i sagens natur nøjes med nogle stillbilleder fra pastor Reerslevs film. Så kan man jo altid besøge Lokalhistorisk Arkiv for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sogne for at se den ægte vare.

Stillbilleder fra Frejlev, Nørholm og Sønderholm sogne 1960-1961: Troldkirken, Brugsforeningen i Sønderholm, Sparekassen i Sønderholm, Smedjen i Frejlev og Fastelavn 1961-62.

 

Aalborg Stiftstidende 14.06.1966.

Aalborg Amtstidende 14.06.1966.

Rejser med de unge fra Kammeratklubben:

Rejse til Norge, juli 1962.

Deltagere:

Stab:

• Chef: Svend Aa. Reerslev
• Mester: Frode Hansen
• Inspektor: Ebbe Steen Hansen
• Norsk guide: Torstein Lofthaug

1’ telt: John, Christian, Kurt, Sven Erik

2’ telt: Per, Troels, Bjarne, Erik

3’ telt: Hans, Ingvar, Jørgen, Beck Flyger, Ib, Lasse, Niels Peter

Chauffør: MIK (Kaj Mikkelsen)

Planlagt Rute: Frederikshavn-Larvik-Kristiansand-Vinje-Rauland-Rjukan-Skien-Brevik-Larvik-Frederikshavn.

Afrejsen fandt sted temmelig planmæssig, idet MIK indfandt sig i præstegården, kl. 18.30 hvor de første deltagere allerede var forsamlet med deres bagage anbragt i konfirmandstuen.

Resten blev taget på undervejs til Frejlev og kl. 19,10 fandt den endelige afgang sted fra skolens legeplads, efter at den kolossale bagage var blevet stuvet ind eller anbragt på bilens baggagebærer. Kl. 20,30 præcis rullede vi ind på banepladsen i Frederikshavn.

Sejladsen blev noget besværlig for drengene, idet de måtte vente til over midnat på at få adgang til bar-lokalet. Kun de færreste fik en sofaplads. De fleste måtte nøjes med gulvet eller en lænestol. Tabletten, de alle fik, hjalp imod søsygen, som kun én bukkede under for. Frode og jeg sov nogenlunde i vor kahyt, som vi havde for os selv, men alle var dog nogenlunde friske (nogle af os styrkedes ved en lille kop morgenkaffe i restaurationen) da vi c. 7.30 startede bussen med kurs imod Kristiansand.

Første station var Sannidal, hvor vi ventedes til morgenbord (det helt store norske frokostbord) hos Torsteins forældre på deres gård lige ved præstegården.

Torkil og Hilda Tande var hjemme, og de sluttede sig til os, hvorefter vi tog over i kirken. Her fortalte T.T. kirkens historie ganske kort og lyste Herrens velsignelse, inden vi sang den sidste salme.

Nu gik turen til Krogsand (ved Fjære) desværre i tiltagende regn. Det blev dog opholdsvejr, inden vi ankom til lejerpladsen, hvor vi fik anvist en fin placering lige ved sandstranden. Nogle af drengene fulgte mit eksempel med et lille rask bad, og så spadserede vi lidt omkring, inden der blev taget fat på tilberedningen af et kombineret middags- og aftensmåltid (bestående af en bøf med en mængde kartofler- nye- til) velsmagende. Klokken var da næsten 17. Om aftenen legede drengene fodbold med nogle små norske gutter eller prøvede at fiske. Torstein var den eneste heldige – dog med et ret magert resultat – en enkelt lille torsk. Frode og jeg gik et par småture i klipperne og nød udsigten, folkelivet og hinandens selskab.

Ved c. ellevetiden gik vi til ro, men det varede noget, inden drengene blev tavse. Nogen helt ideel søvn blev det ikke til, idet flere af os halvfrøs i teltene … hvilket fik sin forklaring, da vi tidligt på morgenen kiggede ud af teltåbningen. Vi lå bogstavelig talt på havets bund, idet det var blevet flodtid og havet var steget. Heldigvis lå et par af teltene lidt fra vandkanten, men i andre var det kun lige til, at inder teltet holdt vandet ude.

Onsdag, d. 4. begyndte altså med noget af en vandgang alligevel blev den 100 % vellykket. Vi startede kl. 10 efter et godt morgenmåltid (havregrød, smørrebrød og kaffe) samt for mit vedk. et hastigt bad i de dejlige salte bølger (til trods for de generende regnbyger)… besøgte Fjære kirke’s kirkegård med monumentet af Terje Viken og fortsatte til Kristiansand, hvortil vi arriverede lidt før kl. 12. En jente, som Torstein havde sat stævne + en gut, hun kendte og viste os den ret nye Storkirke (med det spartanske udstyr i ufarvet tømmer) fæstningsanlægget, der er lavet om til restauration, men har bevaret sit oprindelige præg, hvor kassematter, tårne og kanoner, og den vidunderskønne naturpark hvori naturen er bevaret ’mest muligt’, kun understreget af dejlige blomsterparker. Der havde vi sol det meste af tiden … ligeså på den c. 200 km. tur op igennem Setesdalen, der var en kæde af skønhedsåbenbaringer. I en lille idyllisk beliggende landsby standsede vi og holdt måltid (brød, pølse, marmelade og mælk) i en venlig købmands have (efter noget før at have drukket kaffe eller sodavand på et Cafeteria, af hvilke der findes en del langs vejen). Inden vi nåede Bykle tog vi en afstikker til ’Rygnestadloftet’, der blev os forevist af en efterkommer af den Åsmund Rygmester, der i 1500 tallet måtte flygte ud af landet som fredløs, men vendte tilbage som velhaver og fyldte sin arvegård med mange kostbarheder fra udlandet. Fruen der er i 50 årsalderen er 15. led efter denne berømthed, men dele af bygningerne er fra 1200-tallet og endnu udstyret som dengang. Dette besøg blev dagens clou. Ved c. 10-tiden nåede vi Bykle, men vi vendte tilbage til en idyllisk beliggende Campingplads nede ved elven, der ligger c. 2 km før Bykle, idet vi ellers vil komme for langt fra vandet og drengene ville fiske. Ved c. 10½ tiden havde vi slået lejr og fik dagens sidste måltid (havregrød til staben – andre ønskede den ikke – og ellers smørrebrød efter behag til en kop kaffe). Frode, Ebbe og jeg gjorde visit i MIK’s lune bil, mens drengene fiskede eller drev omkring indtil de af sig selv fandt på at gå i seng.

Torsdag, d. 5 oprandt med fint solskin og en forbavsende lun luft. Flere af os tog en dukkert i elvens iskolde vand inden morgenmaden. Derefter var de friske til at drive omkring, føre dagbog, behage sig eller hvad man ellers havde lyst til indtil middag (bøf m. kartofler) kl. c. 12. Det var blevet en smule skyet, men med mange solstrejf ind imellem, så køreturen blev flot gennem resten af Setesdalen op til Haukeli-grend. Hen på eftermiddagen tog skydækket dog til, og da vi efter den imponerende nedkørsel ad den stærkt snoede vej oppe fra det kun med enkelte bævreasp bevoksede højfjeld til Haukeli-grend fortsatte i østlig retning, fik vi flere skrappe byger. En af disse overraskede os, da vi var på vandretur op til det vældige dæmningsværk (der opstemmer adskillige elve til en stor sø og snart skal danne grundlag for Norges, ja, hele Europas største sluseanlæg) Tokkedæmninen, men så trøstede vi os med en kop kaffe i det flotte cafeteria i Hotel Vinje lidt senere. Det blev sent, inden vi nåede Rjukan. Klokken var vel godt otte, norsk tid, men nu var det klaret op, så at vi rigtigt kunne nyde nedkørslen langs de bratteste slugter, vi endnu havde oplevet. I en af disse – den sidste af dem – så vi pludselig det imponerende kraftværk, tungtvandsfabrikken, liggende lige over for os – med sine sølvglinsende ledninger i et 4-5 dobbelt stræk ned over fjeldet til dalbunden – vis a vis et hundred meter (eller mere) højt vandfald. Her måtte vi ud af bilen og filme, alle der havde apparatet med sig. At en af passagererne samtidig luftede sin køresyge, fandt vi andre just forståelig mærkeligt, at ikke mange flere havde fået ildebefindende efter den megen cigaretrygning og under den ret hurtige nedkørsel ad den smalle vej – ved hvilken MIK dokumenterede sin dygtighed til at vurdere enhver tænkelig situation, f.eks. ved forbi passering af modkørende trafikanter (en manøvre, der kun lader sig udføre af super-chaufører, især når det gælder at styre en bus eller lastbil). Rjukan imponerede os også som by med sine flotte butikker langs den flere kilometer lange gade, sit gadeliv med promenerende ungdom, tivoli, cafeer o.s.v. Men tiden var fremrykket, så det gjaldt om at finde plads til overnatning. Heldigvis lykkedes det os at knibe os en sådan på en ejendommelig campingplads, indrettet af de forende motorforeninger på grønningen midt i det store frilandsmuseum med gamle norske huse stående opstillet i en aflang oval omkring os. Det viste sig at være næsten udelukkende danske bilbetegnelser, vi så omkring os, da vi var kørt på plads og havde fået teltene rejst. Så det var ikke vanskeligt at foretage interviews og indhøste orienterende oplysninger. Disse gik desværre ud på, at Gausta ikke – som vi troede – havde tovbane, men at en sådan går op til et andet fjeld, hvorfor man i godt vejr kan se Gausta-toppen … samt at Gausta selv er beklædt med et flere steder meterhøjt snelag – endda med vand under – Sådan at en opstigning kræver særligt udstyr og endda muligvis vil være uigennemførlig på grund af skyer, tåge og styrtregn. Vore planer kom derved i støbeskeen, da vi holdt stabsmøde sammen med MIK i dennes bil – efter at drengene havde fået nattegn til kl. elleve. Ved en kop kaffe drøftede vi de forskellige muligheder for en omlægning af vor ekspedition, men vi blev enige om at ’sove på det’ og afvente morgendagens vejr.

Fredag, d. 6 oprandt med jagende skyer over de fjeldrande, der omgiver os, og skrappe byger trommede på teltlærredet. Vi blev derfor liggende til klokken c. 9 norsk tid, da regnen holdt op og solen nu og da tittede frem. Efterhånden klarede himlen næsten helt op, og temperaturen steg til fin sommervarme (i hvert fald efter dansk målestok). Morgenmåltidet udsattes til kl. c. 11 og var meget solidt, sådan at det gjorde det ud for frokost. Staben kørte til byen og besøgte turistbureauet, de gav os opmuntrende oplysninger både ang. Lufttrykket (der tenderede imod højtryk) og en tid til turen op i Hardangervidda. Vi tog en kop kaffe med en ostemad til (gjeteost) på en Cafe og drøftede dagplanen, der kom til at byde på et besøg til et af byens store kraftværker, der ligger i nærheden af vor lejrplads. Det blev en vældig interessant oplevelse. Sammen med en flok danske spejdere, der havde anmeldt deres besøg til kl. 15 (der var fra Farsø) fik vi de mærkelige arbejdsforhold forevist. Kraftværket ligger indtil 170 m inde i fjeldet, dels for at undgå bombningsofre. Vandet ledes fra flere elve til nogle ledninger, hvorigennem det styrter ned over de indelukkede turbinehjul og driver disse. (l liter vand bliver derved i stand til at præstere 7-8 hk). Da vi kom hjem ved 16-16½ tiden fik vi MIK til at køre os de 5-6 km til tovbanens station (Crom kaldet) og 17 af os steg nu til vejrs op i 900 m. højde, vis a vis Gaustatoppen, der lå badet i mildt solskin med mange store snemarker mellem de bare fjeldrikker – et pragtfuldt syn. Kom hjem c. kl. 18 til aftensmad som to af drengene, der tidligere på dagen havde været i Crom, imens havde tilberedt. Ved 18.30 tiden tog de fleste af drengene – klædt i deres fineste pus – til byen for at gå i bio og derefter male byen rød, mens staben og de øvrige drenge blev derhjemme for at nyde den pragtfulde solrige aften på lejerpladsen. I meget små og meget trætte grupper vendte drengene hjem.

Lørdag, d. 7 blev en af de store dage. Den begyndte med skyet himmel, dog med en del solstrejf imellem. Jeg kunne da tage badebukser på og tage kold ’afvaskning’ i det lille kildevæld der strømmede igennem den del af lejren, hvor vi lå. Efter et solrigt morgenmåltid startede vi mod Kalhovd, som mål forbi byen Tinn og noget af Tinnsjøen. Køreturen var helt ud fantastisk med de mest overraskende kontraster. Snart var vi højt oppe på bjergkammen, snart susede vi ned i dale, men tilsidst endte vi dog oppe i højderne og rullede ved 13-tiden ind i Kalhovd (der består af et turisthotel med annex og nogle enkelte andre sommerhuse). Værten viste os den store imødekommenhed at leje os annexet med senge (uden sengetøj) opvarmet og med plads til at lave mad for 2 kr. pr. snude. Det tilbud vandt vor fulde begejstring. Nu blev der stillet an til den store frokost (pølser – ost og süsspeise dog kun på rugbrød og uden mælk eller kaffe til, da sådant ikke kan købes her). Ved 15-tiden var vi parat til en bjergbestigningstur, der begyndte med 6 km’s spadseretur ad den forholdsvis gode vej hen til foden af bjerget, MORSNOS (mors næse). Selve opstigningen var brat og for mit vedkommende lige til randen af mine kræfters formåen. Frode blev tilbage, som god kammerat og indrettede sig efter mit tempo. Derved undgik vi at blive gennemblødt af et voldsomt tordenvejr, som alle drengene fik at smage. De mødte os for nedadgående, da vi var nær toppen og deroppe fandt vi en veritabel hule med udsigt milevidt til de snedækkede bjerge i nordvest. Vi oplevede de mest fantastiske lyseffekter over landskabet. Og da vi, efter at torden og haglvejret var drevet over, så til den anden side, lå Gausta, som en snehvid dronning og tronede over de blå bjerge i det fjerne. Den 20 km lange sø, ved hvis ene ende vi bor, så vi også til begge sider for os. Et fantastisk held for os var det, at en rutebil, der skulle til Kalhovd, kom kørende, netop som vi nåede bjergets fod. Vi vinkede og råbte, og den ventede på os. På hjemvejen samlede vi flere af drengene op. Per havde mit filmapparat, og han havde haft konduite til at optage flere scener fra drengenes bjergtur, rutsjeturen ned ad snejøkler og andet. Den er jeg meget spændt på, selv har jeg filmet hver eneste typisk situation under turen hertil, så vi venter os alle meget af den, når den engang bliver fremkaldt. Efter dinner (to pølser + kartofler + 2 skiver rugbrøde til mands) gik vi over i turisthotellet, hvor vi tog en SOLO eller en kop kaffe og hvor vi havde hyggeaften med humoristisk oplæsning, sange og hornmusik (ved Hans og Bech) til kl. 22½, da restaurationen så lukkede. Værten, Hr. Hansen, viste os den venlighed at give os ½ time ud over til kl. 22, der er normal lukketid.

Søndag, d. 8. Vågnede vi ved 9-tiden. Luften var for mig tilpas tempereret til en morgendukkert efter min gymnastik (i vort i lige måde tilpas tempererede store stabsværelse). Spisning ved 10-10½-tiden, hvorefter der var lejlighed til at pusle lidt, barbere sig o.s.v. Morgenappellen, vor daglige morgensang, gjorde jeg i anledning af søndagen en smule mere ud af. Torstein havde gjort aftale med en motorbådfører om en sejltur på den 20 km. Lang sø, vi bor ved. Der blev 7 drenge foruden mig til turen. Ingen af os fortrød den. Det var morsomt at se bjerget, vi i går var på, nedefra, og skipperen henledte vor opmærksomhed på en festlig fjeldformation ’Trolden’, der lignede en mavesvær jættestor kæmpe med grotest ansigt, liggende langs søen. Efter hjemkomsten fik vi smørrebrøds måltid, og nu tog regnen fat. Det blev en regnvejrseftermiddag af de sureste, som lejrfolk kan komme ud for, men det berørte os ikke. Vi sad alle hyggeligt indendørs, drengene på den store belægningsstue med kortspil, staben + Mik i stadsværelset ved en kop kaffe og en god passiar til lidt guitarspil nu og da. Kl. 19 spiste vi til middag (kartofler + små frikadeller) og kl. 20 marcherede vi i flok og følge til turisthotellet i pænt antræk til en kop kaffe på kassens regning. Nu var det klaret op, og vi blev enige om at bryde op fra restauranten kl. 22 og i den klare, lyse aftenstund tage os en sidste udflugt i ødemarken. Den blev en af vor største oplevelser for os alle og strakte sig til over kl 24 (norsk). Vi var så heldige at se en hel hjord rensdyr (5 på stribe) der var blevet jaget op ved at drengene havde spredt sig i terrænet, og vi oplevede de skønnest tænkeligste belysninger, og selv om vi måtte springe fra tue til tue i mange sumpe under nedstigningen nød vi i fuldt mål ødemarkens storhed. Det gjaldt i hvert fald Frode og mig. Vi slog som sædvanlig følge, mens knægtene sprang omkring på må og få og ledte efter rensdyrgevirer, nogle af dem med afgjort held. Ud på natten vågnede jeg. Det var kl. 3 dansk tid, og det var da ganske lyst. Resten af natten indtil kl. 5 (dansk) tog jeg forskellige optagelser, eftersom lyset steg og solopgangen nærmede sig – de sidste efter solopgang ved Brugs-Christians hjælp, især ved omskiftning af film.

Mandag, d. 9 blev vor første morgenstund ’med guld i mund’. Vi gav os til at pakke lige efter morgenmad og startede lidt i 10 på den fantastisk skønne nedtur fra vidderne. Ved ellevetiden rullede vi ind på Sandvik lejrplads lige ved Tinnsjøens begyndelse, en ualmindelig smukt beliggende og billig lejrplads (kr. 11,50 for os alle) og her har vi haft alle tiders drømmetilværelse, som solskinsbørn med vekselvis bad i den 12 grader varme sø og solbade på den dejlige græsplæne, der omgiver teltene i den store telt by. Alt er som man kan ønske sig det og millionærerne har det næppe bedre i Honolulu. Vi fik smørrebrød kl. 14 og middag (kartofler m. bøf) kl godt 19. Frode og jeg var på privat indkøbstur oppe i bygden (under den med hytter bestrøede, stærkt skrånende li) lige efter frokost og går derop – måske ifølge med nogle af drengene nu efter dinner. – Solen forsvandt bag bjergskråningen kl. 19.40 og da det blæser en del, er temperaturen stærkt faldende. Desværre havde konditoriet alt udsolgt, og smækket dør, og Bondeheimen (Gæstgiveriet) havde lukket kl. 17 (ejendommeligt tidspunkt at lukke på for en beværtning!). Vi traf flere smågrupper af vore drenge, og Frode blev enig med sig selv og hele flokken om, at en kop nescafé med et tykt stykke frisk, norsk brød til vist var på sin plads. (Det viste sig, at det var det). Efter at drengene havde pjanket lidt med deres fodbold, holdt ’mandjævning’ og øvet anden idræt, mens vi i staben sad i bussen og småsnakkede, mens vi nød det brogede folkeliv på den idyllisk beliggende plads, gik vi i seng ved 23-tiden, og efterhånden blev der ro i lejren.

Så blev det Tirsdag, d. 10. Den yndigste, blide morgenstund, man kan forstille sig, modtog os ved at varme vore telte op (de havde i nattens løb været temmelig kolde), så at vi ikke kunne være i dem. Flere af gutterne optog mit eksempel på morgenbad, selvom vandet ligger på c. 10 grader så tidligt på dagen. Alle spurgte efter tur:’ Skal vi allerede afsted herfra?’ hvorpå jeg beroligende kunne svare:’ Ikke før engang i eftermiddag’. På mit spørgsmål: ’Men nu længes I sikkert allerede efter at komme hjem til mor?’ fik jeg et mangestemmigt ’Na – a – j’ til svar. Turen synes altså foreløbig at stå i succesens tegn. Det var med tungt hjerte vi efter middagens måltid (smørrebrød) og et hastigt bad ved 15-tiden brød op fra den sydlandske idyl og begav os på turen til Notodden. Det var bagende hedt hele dagen og en rast midtvejs i et cafeteria ved 17-tiden var en ligefrem nødvendighed for os. Ved c. 18-tiden nåede vi Notodden efter at have gjort holdt ved Heddal stavkirke, en af de få stavkirker, der er tilbage fra 1250- tallet (gennemrestaureret formedelst en velhavers gavmildhed for c. 1 million kr., siden jeg så den i 1946). På Nordodden campingplads fik vi anvist en hyggelig, skyggefuld plads for os selv, og gutterne var hurtigt i badebukserne for at få en svømmetur i den forholdsvis tempererede del af elven (sikkert en blind gade til denne). Efter aftensmad (varm ret + kartofler) så vi på svæveflyvning med start ved hjælp af flyvemaskine lige ret på landevejen (som hvert øjeblik bliver afspærret med bomme). Ellers var vejen stærkt befærdet – især af nitterdrenge og andre læderjakker på brølende knallerter og motorcykler. Frode, Mik og jeg tog bussen ind til byen og havde en dejlig aften sammen – først med stille spadseren omkring i gaderne og på den smukke kirkeplads, der er et stort by anlæg med flere trapper op til den monumentale kirke (også en millionærgave + tilskud fra staten) og ved en kop kaffe samt en norsk pilsner på byens fornemste hotel med fin klassisk koncert som baggrundsmusik (deriblandt Brahms 3. Symfoni). I den lune, stille nat med halvmånens skær som guldstribe over elven vandrede vi – passiarende og filosoferende godt 3 km tilbage til lejren og kom til ro lidt over midnat.

Onsdag, d. 11. Vågnede vi til en blid, let skyet og behageligt tempereret morgentemperatur, og nogle af os tog en svømmetur i elven inden morgenmad. Det var nu blevet hedt for alvor, med næsten skyfri himmel, og vi startede kl. 10.15 på vor sidste, lange tur med Grenland Ungdomsskole som mål. Det første stands havde vi på kirkepladsen i Notodden, hvor en af byens præster foreviste os det meget moderne, men fint afstemte indre af den føromtalte kirke. Derfra kørte vi uden standsning til Skien, i hvis omkreds vi gjorde holdt på flyvepladsen for at se ’Bjørneparken’ med rigtigt levende bjørne, fanget som små unger oppe i vildmarken. Den viste sig at indeholde kun to bamser, der vandrede sørgmodigt omkring og nedlod sig til nu og da at give en lille forestilling med at sidde på halen eller foranstalte brydekamp for at tilfredsstille tilskuerne og måske erhverve sig en bid brød som betaling derfor. Nok så interessant var vor ¾ times besøg i Skiens centrum netop i den mest pulserende forretningstid. Man gjorde de sidste indkøb af kærlighedsgaver til mor derhjemme og steg så atter til vogns for at fortsætte til Porsgrunn, hvor der blev provianteret. Kun godt 4 km til, og vi kørte ind på gårdspladsen (grønningen) til Gr. Ungdomsskole. Her blev vi modtaget af Åsen, der anviste os teltplads og stod os bi med råd og dåd. F.eks. vejvisning til drikkevandshaner, toiletter o.a. Ved husmors velvilje (hun og Åsen forestår det sommerpensionat, som ungdomsskolen i disse feriemåneder udgør) fik vi kartofler til bøfferne, der blev nydt ved 19-tiden. Forinden havde de fleste af os frekventeret den af stejle klipper prægede badeanstalt ved Breviksfjorden (lige igennem Nystrand, når man kommer fra Gr.U.). Efter måltidet spredtes gutterne, mens staben (Frode, Mik og jeg) tog imod forstander Eikelands invitation til aftenkaffe og planlægning af morgendagens program. Da Eikeland indbød mig til at overnatte i et af de ledige rum i ’guttefløjen’, tog jeg imod – ikke mindst for at jeg derved kunne få min dagbog ført a jour – hvilket hermed er sket. Det er blevet temmelig tæt regn, men vejrudsigten lyder på helt pænt vejr i morgen. Håbende på, at profeterne må få ret, lægger jeg mig nu – kl. 23.30 (norsk tid) til at sove.

Torsdag, d. 12. vor sidste hele dag i Norge, begyndte med regn – som en fortsættelse af nattens stærke byger. Jeg blev vækket kl. 7 af Agnes, efter hendes løfte fra i går holdt, gjorde mit ’system’ og tog dusj samt barberede mig. Sådan at jeg kunne stille til havregrød i lejren kl. 8 – ligeledes efter aftale fra i går. Der erfarede jeg, at gutterne i præstegårdens telt samt nogle fra de øvrige telte i nattens løb var taget ind i gymnastiksalen, da deres soveposer begyndte at trække vand udefra. Men der var ingen sorg eller fortrydelse af den grund, hvilke gutter, som de er. Kl. 8.45 startede vi – med Eikeland som guide – til Herøya Kirke, der blev os forevist af sognepræsten. Den vakte stor interesse hos os alle, hypermoderne som den er og særdeles praktisk. Jeg var herude på skolen ved 15.30 tiden. Gutterne drev da omkring i små grupper og syntes at befinde sig godt. Nogle af dem var ved at indøve ’numre’ til kvældfesten, som vi er inviteret til, og jeg gik ind til Åsen, for at vi sammen kunne lægge programmet: To sange i ’Danske drenge’, Hornduet (Bech og Hans), J Oxum fortæller noget, Pause (servering), Reerslev læser humoristisk op, Eikeland fortæller om ungdomsskoler, en sang fra ’Danske Drenge’, Åsen afslutter med kort andagt. Det blev til en ny kaffekop og en hyggestund med familien dèr. Derefter snakkede jeg med forskellige af kammeraterne, unge og ældre, indtil tiden kom for aftensmad (kartofler med 2 pølser til og mælk med gryn til dem, der ønskede det). Ligesom vi skulle til det, ankom Isak Oxum, den herlige skovejer-bonde, som jeg blev ven med i vinter. Jeg fik ham med hen i kælderetagen under festsalen, hvor spisningen skulle foregå og præsenterede ham for Frode. De syntes straks om hinanden, hvilket jeg også havde forudset. Nu kom Boye sammen med gutten, og det blev en helt livlig stund, inden vi i flok og følge gik op i skolestuen ovenpå. Ved c. 19.30 tiden var vi alle samlede til filmforevisning (foretaget af Åsen). Program: ’Grenlandsfilmen’ i farver og en fantastisk god film – også i farver – om en norskamerikaner, der vender hjem efter 47 år hinsides dammen og finder alt forandret, hvorved man får en udmærket præsentation af Norges industrier, deriblandt NORSK HYDRO – Vi kunne aldrig have undværet dette supplement til vor studierejse. Det fik det hele til at sidde rigtig fast. Selve festarrangementet: Sange, musik, oplæsning, forfriskning’, korte taler og afsluttende andagt foregik i pejsestuen i ’Jenteinternatet’, der p.t. er internat. Et par af drengene, Ebbe og Troels, spillede klaver, Hans og Bech hornduet, og vi hjalp hinanden – norske og danske, med at synge sange af ’Danske drenges sangbog’. Det blev en brilliant afslutning på vort arbejdsprogram, og det var svært at få sagt godnat. Boye og Frode fulgtes med ind på mit værelse til en cigar og en afsluttende prat. Nu, kl. 11.45 (norsk) sætter jeg punktum – håbende på en god hjemfart i morgen.

Fredag, d. 13. Håbet gik i opfyldelse. Vejret havde forbedret sig. Ganske vist så vi ikke noget til solen, førend vi var kommet et stykke til søs, men så skinnede den også klart et par timer eller mindre, så at alle, der ønskede en dybere tone af brunt i ansigtet og over kroppen, bare behøvede at anbringe sig på ’solskinsdækket’ i en af flugtstolene der. ”Afskeden med Grenlands Ungdomsskole var kortvarig men præget af en ”på gensyn-indstilling” fra både norsk og dansk side. Vi havde tydeligt nok ikke spoleret den forbavsende norske velvilje overfor alt hvad der hedder ”dansk”. Et udslag af denne velvilje – oven i købet af betydelig økonomisk virkning fik vi ombord på Carl Adeler. Frode erklærede, at ”kassen” kunne bære udgifterne til dagens middag ombord for samtlige deltagere. Da jeg under forhandling med hovmesteren om tidspunktet for en samlet bespisning af os – lige akkurat antydede begrebet moderation over for gruppen, spurgte hovmesteren smilende, om danske 16-års gutter ikke formåede at spise ret meget. ”Det må jeg af gode grunde nægte”, svarede jeg. ”De tager vældig godt til sig af den gode norske mad”. ”Vi skal alligevel overveje spørgsmålet”, sagde han og daskede mig kammeratligt over skulderen. Da vi noget senere (kl. 14.15 efter aftale) sad til bords, kom han hen og tilhviskede mig: ”Er De tilfreds med 6 kr. pro persona?”. Da prisen var 8,50 kunne jeg kun trykke hans hånd i dyb taknemlighed. Vi åd for mindst to personer hver, så dejlig var maden (svampesuppe, mager svinesteg og blommer i flødeskum). Overfarten gik godt og behageligt i det fine, næsten vindstille vejr, og toldvæsenet interesserede sig overhovedet ikke for vor bagage. Så de billige cigaretter m.m. kom på sin rette plads i diverse hjem, hvor de skulle gøre det ud for kærlighedsgaver til gutternes familie. MIK havde været så tidligt ombord, at hans bus var den første der kørte i land og munter stemning med masser af sang, fløjten, nynnen og snakken rullede vi sydpå og ankom til pastoratet allerede kl. 7½ (19.30) dansk tid … kun c 1½ time efter ankomsten til Frederikshavn. Første station var Frejlev skole, hvor næsten halvdelen stod af, og så gik det med små standsninger til endestationen, Sønderholm præstegård. Overalt stor gensynsglæde med den hjemmeblevne familie, og fra samtlige drenge et varmt håndtryk til os i staben med et tak for turen. De samme ord har lydt talrige gange til mig de følgende dage fra gutter-mødre og –fædre. Og vi har brugt dem over for hinanden, når vi i staben havde lejlighed til at mødes. Allerede lørdag formiddag var jeg på en lille kaffevisit hos MIK for at betale Kurts og Sven Eriks forsikring (i alt 10 kr.) og jeg mødte hos denne fortræffelige, sikre og elegante chauffør det samme glædestrålende smil, som så ofte havde lyst os i møde på turen. ”En sådan tur ville jeg gerne ud på med drengene og jer andre igen, til Norge eller sydpå”, sagde han. Og hvem ved – vor 100% succes får måske følge af den at, når en ny vår kalder udlængslerne frem hos os i 1963 eller senere. Det er vist den indstilling, der er fælles for de fleste af deltagerne i K-klubbens Norgestur af 1962, der hermed har fundet sin afslutning. Det er inspiration for ligesindede inden for dansk ungdom. Finis.

Rejse til Harzen, august 1963.

Rejsefører: Kai Mikkelsen, Testrup Turist. Chauffør: Ejgil Jensen, Hallund (med hustru Kirsten). Reserve: Poul Heby (med hustru Sigrid). Tante: Fru Ansgar Pedersen (”Tante Marie”) Onkel: Sv. Aa. Reerslev (”Chefen”) + 21 drenge og 8 piger (væsentlig fra K-klubben)

Rute: Sønderholm – Schleswig – Celle – Gosslar (2 nætter) – Hamborg (2 nætter). Derefter hjem over Elmshorn (store gartnerier og planteskoler) – Itzeho – Rendsburg (med tunnel under Kieler-kanalen) – Flensburg – Grænsen.

Søndag, d. 4. august. Samlingsstedet var Sønderholm kirkeplads. Adskillige forældre mødte allerede godt 8 med deres store dreng eller pige for at deltage i den korte andagt i Kirken kl. 8½ (2 salmer og imellem disse oplæsning af dagens epistel, afsluttet med fadervor, som alle sagde i kor).

Afgang kl. 9.00 i svag sol efter en regnvåd nat. Solen brændte snart igennem, og det blev en varm men festlig tur ned igennem det skønne danske hovedland.

Vi standsede op ved Hærvejskroen, hvor de fleste indtog en kop kaffe eller en cola og var ved Krusaa kl. c. 16.30.

Ingen ransagning af toldvæsenet, men venligt paseftersyn på både dansk og tysk side. Hvorefter rejsen fortsattes til Schleswig by, hvor vi beså domkirken og især lagde mærke til Frederik d. førstes sarkofag og den kæmpestore, rigt udskårne altertavle.

Vi kom til at bo på en lejrplads vis a vis domkirken, der hen på aftenen blev oplyst i svagt grønne farver (spøgelsesbelysning). Vi var 9 mandfolk, der tog en aftensvømmetur i Sliens solopvarmede vand, og så blev lejren sat: 7 telte på rad, deraf de to sidste til tante og ”tøsene” (undskyld: de søde piger).

5 drenge ført an af Lasse tog den flere timers gåtur til Danevirke, mens de voksne og nogle af flokken gik på ”Das Historische Gasthaus”, lige ved lejren, til en kop øl eller en kaffe med blødt brød.

Ved 22-tiden forsøgte vi at få lejeren til at gå til ro, men førstedelen af natten blev endda temmelig livlig, så at ”staben” gang på gang måtte kalde til ro. Alligevel vågnede flere af os tidligt til

Mandag, d. 5. Det var letskyet og lunt, da en stor flok af os tørnede ud i badebukser og tog morgenbad. Kl. 8 præcis holdt vi morgenandagt i bussen (efter biskop Erik Jensens andagtsbog af 1962) og startede på vor første langtur i Tyskland (c. halvtredie hundrede kilometer) over Rendsburg, gennem den lange tunnel under Kielerkanalen, til Bad Segeberg.

Her findes et 90 m højt kalkbjerg, der udnyttes som turistattraktion – med turistfører i de underjordiske huler, hvoraf 600m er tilgængeligt, og med indretning af et amfiteatralsk friluftsteater, der kan rumme 15.000 tilskuere (byen har kun 12.000 indvånere) hvorpå der opføres et lokalhistorisk skuespil visse dage om ugen sæsonen igennem.

Vi spiste på Hotel Stadt Hamburg, hvor vi fin en fin middag med tre retter og venlig betjening. Kl. 13.30 startede vi imod Lübeck og Hamburg ad autobanen, passerede Hamburg og tog ved Soltau hovedvej 3 til Celle, hvor vi overnattede på en lille, meget primitiv camping-plads.

Eftermiddagens store oplevelse var vort besøg i den tidligere koncentrationslejr Bergen-Belsen, hvor de nedrevne ødelæggelses-ovne er erstattet med smukke tuer, bevokset med lyng og forsynet med inskription på de omgivende granitstengærder med angivelse af hvor mange mennesker, der er blevet gasdræbt hvert enkelt sted. – En kæmpemæssig ”mindemur” indeholdende bl.a. indskriften ”I danske kæmpede ikke forgæves” samt indskrifter på mange andre kæmpende nationers sprog. Mest betagende var måske nok monumentet for de faldne Jøder og det store nøgne trækors, begge anbragt i nærheden af mindemuren.

Inden vi gik til ro, havde vi to fornøjelige oplevelser. Den ene var vore teenagers danseaften på kroen lige ved pladsen, den anden – endnu morsommere var drengenes hjælpeaktion med rejsning af kornneg for en tysk bonde og den ældre kone, der hjalp ham. Én af drengene råbte:” Det vil kun tage os 10 minutter at få rejst de neg”. I næste øjeblik var hele flokken i gang, og der var ikke ende på tyskernes taknemlighed. Desværre tabte en af drengene sit armbåndsur under anstrengelserne, og det lod sig ikke finde, end ikke ved en finkæmning af marken tidligt den næste morgen. – – – Men 17/6 -64 blev der tilsendt drengen et flunkende nyt ur fra dem dernede!

Tirsdag, d. 6. oprandt med lige så fint vejr, som vi havde haft hele mandagen. – Da friluftsbadet var under reparation, måtte vi give afkald på morgenbad og klare os med lejrens vandhane. Der var dog højt humør ved morgenbordet, hvis tilberedelse ”tante Marie” (fru Ansgar Pedersen) hver dag sørger for på bedste måde, ligesom hun – bistået af pigerne – også hver dag klarer aftenens smørrebrødsbord.

Fra Celle kørte vi videre ad hovedvej 3 til Autobahn Cassel og passerede mange idylliske landsbyer samt Hannover og Hildesheim, og ved 11-tiden nåede vi Gosslar, hovedstaden i Harzen – vidunderlig by, velholdt gammel by, et musæum i kæmpeformat kan man godt sige, eftersom hvert eneste hus har sin egen historie, for nogles vedkommende på mange hundrede år.

Man fik fri til kl. 13, og alle tog sig en tur i byen, primært i små eller større flokke. Middagen på Hubertushof (et hotel, præget af jægers klubber) var absolut god, og efter at have nydt den, var der igen lejlighed til at betragte byen fra kl. 16 med en lejet fremmedfører, en humoristisk gamling, som guide.

Klokken c. 17 kørte vi ud til vor campingplads, 6-7 km fra byen – en ideel, helt moderne plads med fin café, fine toiletforhold og gode camping-muligheder. Gæsterne her er for 90% vedkommende danske, og det er ikke vanskeligt at træffe bekendte. Jeg for mit vedkommende fandt ”Holger fra Nibe” ved et af restaurationsbordene, ligesom vi var steget ud af bussen.

Snart var aftensbordet dækket, og aftenen gik med passiar, kortere eller længere besøg i restaurationen og ture ud i den mørke nat. Nogle af os fik en kop kaffe af ”tante”, inden vi gik til ro, og ud på natten indfandt lejrens teenagere sig og sneg sig på plads i deres sovepose.

Onsdag, d. 7. oprandt med vældigt tordenvejr lige fra kl. 4 om morgenen. Lyn og kolossale brag forstyrrede vor søvn, og da tordenvejret gik over til silende regn, var det ikke let at få gjort morgentoilette. Heldigvis havde lejren fået tilladelse til at sove længe, og ved 9-tiden, da vi skulle op, klarede det op, og regnen stilnede af, for til sidst at blive afløst af let solskin.

Formiddagen tilbragte de fleste af os på lejrpladsen, men nogle få drenge tog turen til et svømmebad nogle kilometer herfra. Vi andre nøjedes med at slentre omkring og få en passiar med andre landsmænd, og ved 11-tiden tog vi en kop kaffe i restaurationen.

Lidt i kl. 13 kørte hele selskabet til Gosslar, hvor vi spiste dagens middag samme sted som dagen før, og kl 14 påbegyndte vi den tur rundt omkring i Harzenbjergene, som var vort egentlige formål. Vejret var stærkt afvekslende fra klar sol til mørke skyer og blegt solskin, men vi nåede et fint program og var aldrig forulempet af regn.

Ruten så således ud: Gosslar – Bad Harzburg (ingen standsning) – Torfhaus (med radarmaster, vendt mod øst og en vældig høj fjernsynsmast) – Braunlag (en vidunderlig smuk turistby) – Hohegirs (hvor vi kørte langs med Zonegrænsen, der virkede stærkt på os, idet vi anede skjulte maskingevær-reder på den anden side, kun et halvt hundrede meter fra os (her gjorde vi et lille ophold og fotograferede) – Braunlage (gennem vildsomt bjergterræn) byen Sct. Andreasberg (hvor vi tog ski-lift til toppen af Mathias Schmidt-Berg, hvor vi drak kaffe med kage til eller cola). Her i Sct. Andreasberg gik vi på handel.

Hjemturen gik til Sonnenberg (et internat) videre over Altenau, langs Oberstau-See, hvor vi standsede ved og fotograferede Romkerholler-Wasserfall (en kæmpemæssig dæmning, der forvandler vandfaldet til elektrisk drivkraft) forbi Kösteklippen (temmelig stejl, og til dels ubevokset) til Ober. Og så var vi snart hjemme i lejren. Klokken var blevet 19.30, og da det begyndte at regne kraftigt, lod nogle venlige naboer os få lov til at stå under deres halvtag med smørrebrødsbordet, hvorved vore trofaste damer undgik at få madvarerne fordærvede og selv at blive gennemblødt. Ved hjælp af regnfrakker kunne flokken løbe til og fra, hvorefter man fortærede maden i diverse telte.

Om aftenen søgte en del af os op til restaurationen, men da denne lukkede kl. 22, gik den del af os til ro, mens de øvrige søgte trøst andre steder. – Derom savnes dog nærmere beretning.

Torsdag, d. 8. skulle vi starte kl. 8, hvorfor lejren blev purret ud kl. 7. Vejret havde desværre ikke forbedret sig, så det var lidt vanskeligt at bryde lejren efter morgenmåltidet.

Heldigvis klarede det op, da vi havde fået de våde telte rullet sammen og anbragt i og oven på bussen, og dagen igennem havde vi fortrinsvis let gråvejr, som ikke generede udsigten.

Det meste af denne dagsrute gik igennem Lüneburger Heide, men vi så ingen lyngstrækninger, eftersom det vældige område i løbet af de sidste årtier er blevet opdyrket og besået med små, hyggelige landsbyer, hver med sit hyggelige Gasthaus med velklingende navne som ”Unter den Linden” (hvor vi indtog eftermiddagskaffen), ”Zum Grünen Jäger” o.s.v.

Atter i dag var vi nær Zonegrænsen, og vi fulgte Okerfloden et langt stykke op over heden, passerede Lessings by, Wolfenbüttel, der var stærkt præget af den store digters ånd. Der var selvfølgelig et anseligt by-teater. Lessing Teater kaldet, og husene var smukt dekoreret og omgivet af skønne anlæg og haver.

Videre over Braunsweig med det berømte Gewanltshaus med renæssance gavl – til Wolffsburg, der er helt igennem præget af den kæmpemæssig Volkswagen fabrik. Der er et storslået vejnet og med meget moderne karréer i modsætning til de altmodisch prægede almindelige tyske byer. Her gjorde vi selvfølgelig ophold, nød en kop øl eller anden forfriskning inden vi beså fabrikken, som var et interessant kapitel for sig.

Vi fik anvist en elskværdig fører og blev forsynet med hver sit VW-mærke på jakken (eller skjorten) hvorefter vi fik en rundgang i nogle af de store fabriksanlæg, fortrinsvis i den hal, hvor karosserierne samles og monteres på samlebånd af 100 m længde. Der fabrikeres af den lille VW 3300 om dagen og af den store type 1500. Der er på samtlige VW fabrikker i Tyskland 80.000 arbejdere og der eksporteres til 130 lande. Nordamerika får 1000 om dagen. Togstammerne er 600 m lange og tager 250 biler. De afgår fra fabrikkens egen jernbanestation. Fabrikken har sit eget elektricitetsværk, der også forsyner hele byen. Om dagen bruges 1500 tons olie (normalt årsforbrug for een familie). For 25 år siden fandtes der intet på denne plads.

Efter rundturen samledes vi om middagsbordene i den lige over for fabrikken beliggende Wolffsburger Hof.

Derefter fortsattes ad Hamburg til. Vi passerede Gifhorn Ulzen og Lüneburg, hedens hovedstad – en storstad af format. Da vi ikke fandt parkeringsmuligheder fortsatte vi til førnævnte gasthaus ”Unter den Linden”. (Vi så i Lüneburg kun et glimt af Michaelskirken, hvor Joh. Sebastian Bach havde været korsanger).

I en af de sidste småbyer inden Autostradaen, Winsen, købte vi ind til aftensbordet, og så kom det store øjeblik da vi rullede ind i den gamle hansestad, nu fabriks- og havneby i verdensformat.

Da Sct. Pauli ikke er med i vort program, nøjedes vi med at gennemkøre Reberbahn (forlystelseskvarteret) og så samtlige Bismarck-statuer, Sct. Nikolajkirken og Sct. Michaeles kirken, hvorefter vi fandt vor teltplads på Kielerstrasse nær Hagenbeks Zoo.

Det var blevet spisetid, og vi nåede kun lige at sætte maden til livs og rejse teltene, inden mørket faldt på. Vi besluttede at holde ”hjemmeaften” i bussen med sang og klang og munter stemning + historier, og hvad vi ellers kunne finde på.

Fredag, d. 9. (vor sidste hele dag i Tyskland) havde to helt store oplevelser. Om formiddagen ”Hagenbecks dyrepark”, som det tog os næsten 4 timer at gennemvandre. Den svarede helt til vore forventninger – vidunderlig smuk og med vilde dyr af alle arter – de fleste tilsyneladende løsgående, men skilt fra betragterne ved dybe vandfyldte kanaler med højt murværk på begge sider.

Vi fik middagsmad på en moderne, flot restauration, Graf Moltze, lige ved hovedstationen. Efter måltidet var der 5 timers frihed til vandring i byen og indkøb. Vi fulgtes ad til det store magasin ”Karl Stadt”, hvor vi handlede og drak kaffe. Mik foreviste derefter den gigantiske stationsbygning. På hjemvejen standsede vi ved kæmpestatuen af Bismarck og tog nogle snapshots af Sct. Pauli. Det var blevet overskyet og regnfuldt, men vi klarede aftensmåltidet på Campingpladsen, hvorefter vi – kl 19,30 kørte til ”Blomen in Planten”, hvor vi blev til kl. 22.30 for at få forevisningen af det imponerende vandorgel med.

Vejret var nu blevet temmelig dårligt med lette byger nu og da, så de, der havde fået regnfrakker med, kunne prise sig lykkelig.

De unge spredte sig snart i smågrupper, mens ”Tante” og ”Onkel” foretrak at høre på orkesterkoncert – let Wienermusik – fra det flotte orkester, der var anbragt under tag i en stor pavillon, mens publikum sad eller stod ude i haven.

Vi holdt skansen ½ timestid og tog derefter en rundtur i parken. Der var anbragt afskærmet lys over alle beplantninger, hvilket i det tiltagende mørke havde en flot virkning, idet roser og andre farverige planter så fremtrådte som et væld af skønne øer i et mørkt hav.

Mest betagende var det høje, dejligt opvarmede palme-hus, hvor der foruden et vældigt banantræ og store palmer var mange andre tropevækster. Men aftenens colori var alligevel vandorglet. Selvom det nu regnede tæt stod en mængde mennesker opstillet på terrassen over søen, da tre kanonskud som en salut forkyndte koncertens begyndelse. Teknikken i ”orglet” skal jeg af gode grunde undlade at udtale mig om. Den er vist ret indviklet. Men virkningen var forståelig for alle. Der opførtes wienermusik, en orgelkoral af Joh. Seb. Bach og de to første Satser af Mogarti ”kleine nachtmusik”, og hvert nummer hilstes med stort bifald. Farvevirkningen og udstrålingen, nu og da til tårnagtige højder var raffineret godt indpasset til melodierne, og der sluttedes af med et helt orgie af æventyrlige farvesammensætninger. Kl. 22.30 var koncerten forbi, og de mange lamper i anlægget tændtes, hvorefter man bevægede sig hjem. – Vi gik straks i soveposerne og faldt hurtigt i søvn.

Lørdag, d. 10. var hjemrejsedagen. Den begyndte med let skyet himmel, nu og da med sol. Temperaturen tillod mig at gøre morgengymnastik før den kolde bruser i herrernes toilette-afdeling.

”Tante” havde morgenbordet parat allerede ved 7-tiden, og så var der kun nedpakningen af telte og bagage tilbage. Vi startede knapt et kvarter over otte. Og så gik turen glat og smertefrit hjem til gamle Danmark.

Undervejs passerede vi grænsebyen Elmshorn med hele marker af roser og andre skønne blomster, træer i alle højder og af alle arter, som ejes af store firmaer i Hamburg.

Så kørte vi igennem Itzeho, den store moderne fabriksby, og efter en kort kaffepause kørte vi igennem Rendsburg (med tunnelen under Kieler-kanalen) til Flensburg og derefter til grænsen, hvor vi – uden besvær – passerede den tyske toldstation og med nogen visitation (der dog ikke gjorde indgreb i vor beskedne beholdning af spirituosa) også den danske. Middagen indtog vi i en stor dansk grænserestauration (i et stort kælderrum) sammen med et par andre bus-selskaber (ved et langt bord for hvert selskabs vedkommende) og så gik det rask nordpå. Det var nu blevet ægte dansk sommervejr med grå himmel og silende regn, men det fik os kun til at glæde os over det vejr, vi havde haft i Tyskland og til med forventning at imødese gensynet med vore kære.

Lidt nord for Viborg standsede vi, for at Mik kunne ringe hjem og bede Centralen i Sønderholm give ankomsttidspunktet, kl. 18.30 til samtlige hjem, der havde unge med på turen.

Det var derfor en anselig flok forældre + større og mindre søskende af deltagere, der modtog os på kirkepladsen.

Undervejs fra Ø. Hornum til Sønderholm havde vi førere holdt vor afskedstaler og takket de unge for god orden og godt kammeratskab og var blevet hilst med klapsalver, så på kirkepladsen blev det kun til et hurra for forældrene, der var blevet hjemme, men havde betroet de unge til vor varetægt.

Så var turen slut, og der blev almindelig afskedstagen med varme håndtryk og et ”på gensyn” mellem alle deltagerne. En vellykket rejse havde det været. Det var vi alle enige om. Finis.