Interview with Karna (english)

Mother Karna (18.12. 1897) was interviewed by Bitte the 20th February 1976 in Linköping, Sverige:

Certainly a long time has gone by since I was born. At first I want to tell about mammy and dad. They arrived at Australia once in the 1880es. Dad came to visit his uncle and mammy came to see her sister, who unfortunately just had passed away as she arrived, but luckily a kind woman took care of her. She was only 18 years old at that time. Dad came to his uncle and stayed there for about a couple of years, and as he had not been specking any Danish since he left DK, he then had to learn it once again. He had had a Danish ABC with him.

Dad was Exam. Pharm. from DK and took as I said out to Australia. He started together with an Australian Mr. Newth a chemists shop and those two lived together alone in the little town or suburban to Sydney which is called Berwood. A friend of dad told him that he was able to find them a housekeeper and that was mammy. After having stayed there for a while mom and dad wanted to get married but before that, mammy wanted to visit her coming parents in law in DK in order to get learning them. In the meanwhile dad took a trip to Western Australia to Coolgarli. At that time there was such a gold rush as they called it. When mammy returned they got married and moved to a terrace house in Sct. Johns Road at Glebe Point. I am born there. They moved in 1895 and I was born 1897. It was a nice place. From there I remember I saw, it was about 1900, those soldier who were on their way to the Boer War in Africa as they were hanging on a steam tram. Another thing I remember from that place is that The Danish Club had a feast and the ladies had sowed a flag of Dannebrog and sowed the name of the club on it and I was the one to present it. I remember I had a white collared bath or rather a bowl/tub full of apricots. It had to be carried to the Town Hall across the road right opposite our home. I am still able to see how they crossed the road with this bowl. I have also a picture where I present this flag. One more thing I remember from this house is the small boots or a small pair of shoes of Topsy. They were up on a mantle piece upstairs at the studio of dad.

How old were you when you moved from there? Topsy was one year and she is born 1900, so it has been 1901 and then I have been 4 years old. Then we moved further on at Gleb Point, ‘Bornholm’, 49 Leichardt Street, it was a wonderful blind alley which went straight to the water and we ourselves lived at the water. It was a wonderful home with garden and yard. The yard was of the finest sandstone and it sloped a little so it always was dry and without dust. The half of it was a garden of roses. The house itself was also very well arranged with all the comforts, as one have. We had an icebox and at that time it was raw ice with a filter. Greenhouse we had also. We had a bathroom with toilet. – A real toilet? Oh yes, and a white bath of enamel and the windows of the bathroom were coloured read and white mixed together. We had light of gas. We did not have electricity. We had a very nice big dining room, bedroom, living room, a studio of dad and dressing room underneath. We had also telephone and I still remember the number to-five-to. Upstairs we had five nice sleeping room and roof space and I don’t remember what else.

Did you have a maid? Yes, in the beginning we had one, but as we grew older we didn’t. In many years we had one whose name was Bessy and when she left she went to India as a missionary within the Army of Salvation. Then we had Cleo Jensen. Every winter she came down to us and studied at the University, and then we had one with the name Edith Twettle, whose home mom and dad was on visiting terms with. Edith came down every winter and helped mammy. They lived up in the mountains – we had also mountains and there was cold during wintertime. It was also up there I first saw snow and it was when I was on Christmas holyday 1906. It was also there I saw

– 2 –

raspberry growing for the first time. They had also apples and pears. Strawberry or rhubarb I never saw until I came to her.

You mentioned the garden! Yes, the garden was turned to the south. First there was a big terrace surrounded by a wrought iron banister and pillars of sandstone, and a big flight down. There were four terraces and they were full of flowers except the two downstairs where there was a very fine lawn which couldn’t stand frost. I had never known to frost and degrees below 15 before I was 15 years old. There was inter alia Virginia creeper. On one of the terraces there was a fountain with different aquatic plants and turtles and in the two highest up cisterns, there was water lily, coloured water lily, and violets and freesia in a corner of the garden and for the rest lots of roses and pinks. All the terraces were reverted of these fine Figs which were tightly cut, and then we came down to the lowest terrace down to the water. There we had a big bathing hut. I think it was bigger than this living room of yours and broader as well. There was shower and changing room with benches. The ladies changed clothes inside and the men outside. When it was high tide we couldn’t reach the bottom at the steps – the shower was above the steps – and was it low tide there was no water at all within the barred fencing. The gaiting was necessary because we didn’t want to get the different things floating in the water such as slugs – it looked like a big black liver – and the big jellyfish. The grass here was not quite so nice because it got spoiled almost every 4th year or so when we had extreme high tide, exactly as you have had it this very winter. Then the water level could rise to more than a meter higher than the lawn, and then we swam in the lawn and that was very funny. Then we have the wall of the rock. The rock went further ahead and had been an extinct volcano and in its lava orchids and ferns grew. Outside at the water’s edge daddy had put some nice blocks of sandstone, and outside them again there was a big landing stage where to moor boats. When we had guests 3-4 motor boats might be moored to the garden. At that time we didn’t have cars, you know.

Didn’t you have little creeping things? No, not there we never saw anyone but cicadas were the only ones we saw. Snakes we first saw in the countryside. At Christmastime 1906 I was at the countryside and the last time I went there was Christmas 1911 – because it was our summer holyday – then I was supposed to go up to a place called Termworth. At that time there was an outbreak of Typhus. They were very much afraid of me being infected because the hospital was not able to take more patients. Then people were obliged to lie in tents in the field. I was not aloud to drink water or milk, I had only to drink boiled water with citrus and the weather was very warm. I was not aloud to go to the ‘little house’ which was placed a bit away. Up there out in the country side they didn’t have toilets at all. I was not allowed to go outside without wearing a hat because they were very afraid of me getting a touch of sunstroke. There was extremely hot. Then we went to the real home of Mrs. Mabel and her husband Mr. Laard – his name is spelled with an aa and not a o. She was born Josephsson and her parents lived in Termworth. They had picked me up at the train. I had been put on the train. It was one of these old fashion ones where one was lucked up so people at the footboard not were able to get on board. There was also a little toilet in each of these wagons. It went all right for me. As I just mentioned we were going to their place and I tell you it was really hot, so much that we had to lie in a corridor going right through the house during the night in order to get some air. It is the only time I ever have had it too hot. The only time you have had it too hot? Yes, we were almost not able to breathe. There we all lie transversely. The 10th day we had to leave at 1 o’clock at night for going 176 km by horse wagon.

– 3 –

Where were you supposed to go? Far out to their farm yard at the plain called Kickpolly. It took us from 1 o’clock in the morning until 9.30 in the evening. We went by an ordinary spring cart. The horses were able to manage it because they had done the tour 10 days before and already rested for 10 days. It was very exciting for me to go out there. We experienced the most terrible weather. We saw it in the middle of the day when we had to rest beneath a viaduct to get a little shadow. Then they said now we must leave at once because before night we will get heavy weather, there was a tiny cloud far away and it reached us 8 o’clock in the evening. It stormed in the forest and the trees were falling down oh, then we reached the plain which was 30 m long. It was as if the sky was open. It was fantastic. Well, we reached the farm and I got permit to ride horses and as a whole I experienced quite a lot on that trip. It was also there I got my anxiety for snakes. There were some big iguanas, a sort of lizard which was able to swallow a hare, so you must understand that they were not ordinary lizards. It has the same colour as a snake and it has a two-piece tongue. I was going to pick some sunflowers in a field near by, it looked so beautiful completely yellow by sunflowers. Just as I entered the road something got moving and I jumped backwards. I said I don’t go there because there are some nasty things. No, they said, you aught not to be afraid of them. Then it showed up to be an iguana which ran up into a tree. Then again I should try to get into the field. As I went further on and wanted to enter a group of lots of beautiful sunflowers I suddenly saw the sun shining into something moving. It showed up to be a nest of snakes. I jumped up and went never back there anymore. I was cured and I never saw anyone. The first snake I ever saw was in Cassenzano at Tessin.

Do you have some special experiences you remember? There is something I never will forget. I have seen the comet of Halley. It shows up every 64 years. I have experienced it once more but I didn’t see it that time. But as a child it was the closest to the Earth. It was rumoured that if it came closer everything would be gone. We were waked at 3 o’clock in the morning. It was very strange. There was only a yellow tail to see, a strong yellow and very broad stripe from east to west. In the evening – out there it is dark at 6 to 7 o’clock in the evening and night at once – from my room I could see it as a real star on the sky with a tail as long as a ½ m in the sky, and I was able to see it for a week while it got lesser and lesser. It was just as if you see a cartoon with a star and its tail. That I have experienced.

Another great experience was when the American fleet visited Sydney. It was the first time such a thing should happen that Australia got visited by a fleet. Everything became illuminated. All the buildings looked decorative with flags. Bots and ships got decorated with electric things. Yes, and then there was Mr. Susa who was the military director for the orchestra. He had a concert in The Town Hall and there I heard him. He was only 1½ m from me while he played ‘Stars and Stripes’.

At that time he was not that known. Perhaps it was in the beginning of his career.

Then it was when Roald Ammundsen returned from the South Pole and came to Australia and his country-men did not want to do anything for him, then dad did. He invited him and his captain to our home together with some of our friends. As you know, that I have a picture of at home and then we went together with him to a big party at The National Geographical Society. By the way while I stayed at Kai in Stockholm I saw in a dictionary that Roald Ammundsen never had been to Australia! He should have been at Buenos Aires in Brazil! How strange!

Yes, then we had a visit by two Japanese training ships. Mom and dad were invited to see them and I was allowed to join them. I saw everything they had on board. They had decorated the ships so they were full up with Bunsai these old trees which can be hundreds of years old.

– 4 –

Dad was appointed to General Consul 1904 and in 1905 he went to DK to thank you for the appointment and also to get his uniform. It was not possible to send it, he had to be measured. He had those fine white trousers and dark jacket. To the consul uniform belonged a triangular hat.

Around 1906 mammy became ill and had to be operated for gallstone by a certain professor who had arrived at the country. He had operated King Edward 7th for appendicitis. It was a private affair.

Mammy had great confidence in him and she entered the operating table by herself. Then she got operated. It was a very big site of operation with 83 stitches. I went together with dad to visit her and I was proud as a pope because I had got a new dress with high collar and puff sleeves and that to go together with dad was really something. The dress was made of tulle and raw silk. I had got up early in the morning in order to pick a pot full of flowers to mammy. Then we went by tram, dad in suit jacket and a hat of silk. I wore half gloves with the fingers free – 10 years old!

It was not always that easy with this Consul thing because there were many strange persons who came and some came connected to heritage and some came to get letters. I remember that some ladies and gentlemen one day came to comfort mammy and I wondered about what ever had happen? Then it showed up to be a man, who suddenly had gone crazy, had entered the office and threatened the life of dad. At last they moved him away and placed him at the mental hospital but it gave mammy quiet a turn. After some time he returned to dad’s office in order to give him two postcards one of the Danish King and another of the Queen, and those dad got framed. In 1908 the old King of Denmark died, and connected to that there should be a big memorial ceremony out there because he was the farther to the English Queen Alexandra. The big ceremony was held in the Cathedral. I remember I had a white dress with a black shawl.

In 1912 we were supposed to go back for two years. It was in the month of October. There was hold a sale of household goods.

I thought you said that you only were supposed to remove for two years? Well, we couldn’t take the furniture with us, and besides of that dad would be able to get some money. The house he still had. Later on when the house was going to be sold, unfortunately his solicitor cheated him so he did not get any money for it at all.

As I said, dad had to go home to DK with all these quartzy stones or what ever the sort was. We had a lot of stones with us besides our own luggage. The well known N.H. Andersen did not like that. He said that such a thing shouldn’t a Dane/Australian do. Later on it showed up that somebody else got advantage of it.

Well, then we arrived in DK. We took our departure at the 2. October, and we arrived 25th of November. At that time it lasted so long. Even at that time we had news every midday right out in the middle of the Indian Ocean. Suddenly there was calling in to German mobilization in 1912 and then people got very scared. We were told what we had to do in case something happened, but nothing else did happen. But later on it showed up that it had been a general mobilization in the entire Germany, thus it was before the First World War started. He knew what he wanted, The Emperor Wilhelm! Besides that nothing else happened during the sail to DK.

As we arrived in Copenhagen the chemist family from Hillerød came to pick us up. For the first six weeks we stayed at them in their home. At once your dad came to the chemist’s shop. It was so that Farther in Law the dentist’s family often associated with the chemist family. They also wanted to have a look at the new ones. At that time we got a real winter. I thought oh that cold. One day I came home with flowers of ice on a small branch to show mammy it and then all the others laughed terrible much at me. The cousins teased me quite a lot. I didn’t know better because I had never seen such a thing before. I remember that we were obliged to have a vaccination at the Chemist’s

– 5 –

Shop, otherwise we were not allowed to join school. Dad surged for a house to live in and found the house belonging to the old Weissman. At that time in Hillerød there were only two houses with a bath. It was the fabric owner Weissmann and the other I don’t remember. Anyway it was not at the

Chemist’s Shop because they did not have a bath and the plumbing was rather old-fashioned. They had an earth closet. Very soon they got an ordinary lavatory but it was very dangerous to use it, because to enter the room and to lit the electric light one had to draw a chain in order to get light for tree minutes and when one left and drew this chain it might give you an electric shock. My cosine got one I remember. No, DK was at that time an undeveloped country.

We stayed there until dad bought the neighbour house and that was a couple of years before I got married.

What did granddad do for living? Dad went into partnership with a coal merchant in Copenhagen and he then went till and forth. Mammy got ill and was rather weak but apart from that we were all right. At first I served at Almann Olsen, a family where the wife came from West India and he came from the south of Jutland. There, I was for two years. Then I was home again to look after mammy. After some time I served at the Hirschsprung family also for a couple of years. It was at that time the Farmers Bank cracked. He lost 75.000 kroner.

When did you and dad get married? We got married 19th March 1926. I had always said that the last thing I want to be was to be a clergyman’s wife – married to a vicar. My old maternal aunt in Copenhagen had some young students living by her for instance a stud. Theol. She asked me if it was not something for me. Oh no, it is the very last I want to be. Then in addition it happened that I by chance lived in the same parish as he had done before me. That is why one never shall say a strong word.

What did you do in all the years between 1912 and 1926 when you and dad got married? Did you serve? I went a little to school and a little at home in order to take care of mammy. Dad, your dad, he went for a time on his own and then he returned. Well, then silence descended on us. Otherwise I had been thinking of going back to Australia if any chances had showed up. But it did not happen, something else came across. That’s the way things are.

When did grandma pass away? She passed away the 3 of November 1927 just after Torben was born. I only saw mammy once after we got married. It was in March when I came home to tell her.

She had asked us to come and visit her but unfortunately dad, Svend Aage, also had to take care of the parish of the neighbour in Mosbjerg, who had to go on sick leave. Every three or four year he had an operation on Finsen Hospital for reasons of suffering of Lupus. What is Lupus? It is Tuberculosis of the skin. At the end Svend Aage called the rural dean and asked him to come and take over his duties, because my dad had asked us to come so Svend Aage could bury mammy.

When we arrived Aunty Nelly sat beside mammy who was not able to say anything anymore. She lay there with closed eyes. As I placed Torben at her cheek, tears streamed down her face and at the same time Torben started screaming so awful, that I had to leave the room. It was as if the death fought in the one end of the house and the life fought in the other end. He screamed continuously. At the very moment he became calm the silence reigned in the room of mammy. It did not last long.

Bitte has done this interview, which is written out and translated into English by Kirsten Bjørg Reerslev the14th of November 2010.

Ludolph Waldemar Marcker (English)

Ludolph Waldemar Marcker (21.07. 1866 – 15.02. 1945) Nexø, Bornholm, Denmark.

Ludolph W. Marcker was the youngest and the 8th child by merchant and city treasurer Andreas Marcker (2o.05. 1824 – 05.03. 1907) and Anna Johanne Sophia Christine Fog (31.10. 1828 – 26.10 1869). He was born into a merchant family, which during generations had lived in the same family merchant farm in Nexø, Bornholm. Connected with the early death of his mother when he was 3 years old, the housekeeper Karna Kristine Stephansen (1815 – 03.01. 1896) got employed. She became very important for him. 1)

Grandfather, Ludolph, was 15 years old when he left home. He began his education as an Exam. Pharm. at The Swan Chemists Shop in Viborg and later on he worked at The King Salomon Chemists Shop in Copenhagen. As he could not stop his longing to go abroad he asked his farther for the permission to leave for Australia, where he made his first stop at his uncle, merchant and “justice of peace” Jørgen Fog in Coonamble. As he went bankrupt about a year later Ludolph continued to Sydney, where he after a short time entered into partnership with pharmacist Mr. Newth in Burwood. They worked together through 7 years, before he in 1895 tried his hand as a gold digger in Calgoorli and shortly and in vein moved on to ”Hampton Plain” and to “Londonderry”. His physical hard gold digger adventure lasted for about 1½ year and he did not find much more gold than he was able to pay for his daily living life. Yet, he kept the first lump of gold he found.

Shortly he took up again his work together with Mr. Newth in Burwood but it did not last because he found it too monotonously. Instead he chose to start up as a businessman. E.g. he bought a wine shop in Sydney, and in Cessnok by Newcastle near Hunter he bought a wine yard of several acres. During the period from 1895-98 he had furthermore his own import of agency with Danish Export & Trading Company. In 1898 he took over an agency of Chr. Hansens’s Dairy Articles from Mr. Edvard Gommesen. 1908 he took over the sale of L.C.Gad’s Dairy Articles. These businesses brought him on long business trips not only I New South Wales, but also in Victoria, Quensland and New Zealand. 1909 connected with a commercial travel to Christchurch, N.Z. he met Ernst Henry Shackleton’s South Pole Expedition, which just had arrived (1907-09). From Sydney he knew Professor Mr. David, The Universitet of Sydney one of the participates.

In 1896 Ludolph Marcker got married to Emma Emilie Stahlfest-Petersen (20.01. 1861 – 03.11. 1927) Broager, South Jutland, Denmark. They got three daughters: Jenny Karna Myee Marcker (18.12. 1897 – 07. 09.1981), Emilie Bjørg Myee (Topsy) Marcker (20.02.1900 –1980) and Dagmar Sophie Myee (Tootie) Marcker (09.12.1903 –17.04.1986).

Firstly the family lived Sct. Johns Road in Glebe Point and in 1901 they moved to “Bornholm”, 49 Leichardt Street, Glebe Point, Sydney.

Around the turn of the century “The Danish Club” got founded and the General Consul Theodor August Boesen became the Chairman and Ludolph Marcker became the secretary of the club. When T.A.Boesen died 1904 Ludolph Marcker became elected as General Consul, which he continued to be until he left for Denmark 1912. Besides visiting the family the purpose of the journey was for Ludolph to find some investors to a Silver mine which he had an option on. He succeeded in London and besides in 1914 he was appointed to Knight of The Dannebrog of the Danish king Christian X. Unfortunately the climate once again had a bad influence on the health of grandmother

(problems with her lunges which had been the very reason why she emigrated in1879 to Australia quite independent of Ludolph). The First World War (1914-18) broke out and all connection with the world out site was cut off. As the war ended and Ludolph and his family were supposed to leave for Sydney some unlucky difficulties showed up so they never got the opportunity for leaving at all. The Silver mine had been handed over to the Australian government in the meanwhile so the rather big fortune which Ludolph already had invested in this mine had totally gone. The lawyer who was supposed to sell their home “Bornholm” betrayed him so he did not get any money for that either. If the health of grandmother at this time maybe had been too bad for a long journey by steamboat is not quite known.

Anyway, from having been a rather wealthy man grandfather and his family suffered the indignity to come down in the world, at the same time they had to manage a new life under distant skies. They settled in Hillerød, where a sister to grandfather had married chemist Laurits Vilhelm Lindtrup who owed Hillerød Apotek, the chemist’s shop in Hillerød and helped Ludolph and his family in the beginning until they got a house for themselves.

For grandfather, who in Australia had been a rather active and successful businessman and as a whole had taken great pleasure and the respect of all, the life in Denmark became of a quite other quiet character. In the beginning he supported his wife and family by entering into a partnership with a coal merchant in Copenhagen. Later on he ran The Hillerød Audit Department together with a Mr. Martin Andersen.

The health of grandmother got worse as the time went by. The daughters helped nursing her in terms. Topsy became a solicitor secretary, remained unmarried and lived continuously at home. Tootie became controller of the telephone service in Hillerød. She married Svend Olsen. The two sisters stayed childless.

Karna Myee Marcker, our mother, married our farther the vicar Svend Aage Reerslev (Sv.Aa.) (20.09.1985–14.06.1966) a son of the dentist in Hillerød. They got married 09.10. 1926 and had of children: Torben Fog (14.08. 1927), Emma Christense (10.12. 1928), Jørgen Fog (03.11. 1929 – 03.07. 1999), Esther Theodora (03.05. 1931), Karna Lilian (13.06. 1933 – 29.03. 1934), Karna Birgit (called Bitte, 13.12. 1934), Kai Fog (14.06. 1936) and Kirsten Bjørg (07.08. 1940).

Fate willed it so, that after having lived and worked in Hillerød for about 30 years, and after the death of his wife 1927, grandfather returned permanently to the farm of merchant where he was born in Nexø and which he as sole heir took over after the death of his sister Jenny Sophie Karen Marcker (22.ll. 1852 – 21.09. 1931). Aunty Jenny had over several years build up a little museum (ceramic, kitchen utensils, furniture, dresses from different locality etc.) solely of old things from the island Bornholm. Grandfather took over the responsibility of these things and as he was a very kind and interesting person who at his old days did not hold back to tell very lively from his interesting life in Australia, then people came to him. He and Topsy had moved together to Nexø where she became solicitor secretary in town. The family merchant farm which today only consist of the main house, belong to my brother Torben. It is used as a leisure house but he has devised the collection of the old objects as a whole in the house to The Museum of Rønne, Bornholm.

The experiences in Australia and Denmark of mammy Karna:

Mammy kept back telling about her childhood and youth in Sydney. When one happened to make her talk, she obviously shined. There was no question about that it had been a terrible disappointment that she and her family never returned. She especially missed her good friends and the cousins, with whom she had a close relationship. Mammy tried during all the years in Denmark to keep in touch with them, and in the 1970’ties two of her cousins visited her in DK, they had then both moved to USA.

Mammy told that she had liked her school very much. She liked all the subjects and was as a whole eager to learn. E.g. she mastered the language Latin as an every day language, which she benefit by when she later on visited Swiss and Italy together with our farther.

When the family arrived in DK mammy went for a shorter or longer period to school. As grandma at a time needed daily help, her daughters did that by turns. Then for about 2 years Mammy served at the seed fabric owner Mr. Almann Olsen and later on at the cigar fabric owner Mr. M.A. Hirschsprung. Mammy had close relationship with the daughter and the son of the last mention family for the rest of her life.

Mammy had through her entire life a ‘funny’ Danish language. She never learned the differences of the and a and when she counted she always did it in English. As English speaking mammy has been to great help during the years when foreigner came to our village and surged for assistance, and during the 2. World War was mammy able to follow the news in BBC Radio, when daddy was skilled in German.

Mammy learned to like horses very much in Australia, and I have experienced have good she was to handle them in my childhood many years later. She told that they had horses and a belonging wagon in the building standing at the right angles to their house. During summertime the whole family went by horse wagon up in the Blue Mountains and visited friends there. Sydney had been too hot.

Mammy was in the possession of a well-developed capacity for catching the possibility life gave her. After having married dad 1926 they moved to the out-of-the-way parish in the north of Vendsyssel, Raabjerg, just south of Skagen, and there a new era began for mammy. As the clergyman’s wife mammy got a certain social status, which continued for the rest of her life even after the death of our farther 1966. Their four eldest children were born in Råbjerg and the rest in the much more fertile Sønderholm parish close to the pulsating city Aalborg.

Besides being mother to many children and all what that imply, she was also the wife to daddy. Daddy was a rather complex person. Besides being a vicar he was also a writer. He did novels and plays. He gave lecturer and readings of his own or others works. More of his plays were performed in Aalborg and Odense. At home mammy played piano and dad played the violin. Both of them enjoyed to go to concerts in Aalborg.

To the vicarage belonged a big garden, which also was mammy’s field of responsibility. As we did not have much money, we had to be self-sufficient with fruit and vegetables, and mammy had great passion for flowers and the green house with e.g. peace and grape. Besides kept mammy hens and was a skilled bee-keeper.

Mammy was a proud person and took always interest in the people around her. In spite of being very helpful where she could and without any doubt she was a very well-liked person wherever she was, still I found her personally difficult to approach.

Mammy had many interests. Besides having green fingers – continuously she tried to growing flowers – she made beautiful embroidery and knitted a lot to all her children. She kept up with social problems threw newspapers and rode various books. Finely she was lively commit to watch match football.

Mammy was interested in a great many things to the very end of her life. She used to visit her children where ever they lived – France, Sweden, Island and of course in DK.

Mammy passed away peacefully as she took part in a clerical conference and suddenly collapsed 02.09 1981.

Explanation of words:

  1. The picture of the lady hanging on the wall in the dining room in the house ‘Bornholm’ is Karna Kirstine Stephansen.

  2. Justice of peace’: Small towns in Australia were only visited by a lawyer/solicitor if bigger things of great importance had to be decided. In cases of less importance according to drunk and fight etc. a layman could manage that.
  3. E.H. Shackleton was a British Navel Officer and south polar investigator and he joined e.g. ‘The discovery Expedition’.

During 2004 The Rønne Museum had an exhibition of Ludolph Waldemar Marcker called ‘The Consul from Sydney’ and the same exhibition came to Hillerød a year later. My brother Torben found with great effort the materials and Cand. Mag. Jakob Bilsted (The Museum of Rønne) prepared the exhibition.

The words by me about grandfather Ludolph is based on his own text which apparently is dictated to Topsy when he/they lived in Nexø and other left materials. The words by me about mammy is my own experiences and observations.

Written by/Kirsten Bjørg Reerslev, Hjørring 11th of November 2010.

Uddrag fra speciale, Historien om Ludolph W. Marcker

3. Historien om Ludolph W. Marcker

 

Historien om Ludolph W. Marcker var det grundlæggende udgangspunkt for museumsudstillingen ”Konsulen fra Sydney” og herved også udgangspunktet for mit arbejde med dette speciale. Formålet med indeværende kapitel er derfor at vise, hvorledes historien fremstod i kildematerialet og herved give indsigt i den indledende arbejdsproces, der ligger i at videreformidle en historie med udgangspunkt i en analytisk mikrohistorisk tilgang.

 

De følgende afsnit er en lettere redigeret udgave af den historiske fremstilling af Ludolph W. Marckers liv i Australien, som både var tilgængelig på Bornholms Museums hjemmeside, og som lå som et bilag ved museumsudstillingen ”Konsulen fra Sydney”. Jeg har valgt ikke at medtage kildehenvisninger, fordi historien er udarbejdet som en del af museumsstillingen ”Konsulen fra Sydney”, og herudover redegør jeg i de efterfølgende afsnit 4.4. og 4.5. for de kildemæssige problemer ved udarbejdelsen af historien. For at lette forståelsen af den mikrohistoriske tilgang til formidlingen, som museumsudstillingen ”Konsulen fra Sydney” bygger på, har jeg dog valgt at medtage enkelte betragtninger omkring det australske samfund, sådan som Ludolph W. Marcker selv oplevede det.

 

3.1. Rejsen til Australien

Udvandringen fra Danmark havde for alvor taget fart i slutningen af 1860’erne, i takt med at sejlskibene blev udskiftet med dampskibe, og hermed blev f.eks. rejsen til Amerika forkortet fra mellem 9 og 18 måneder til 1 måneds sejlads. Teknologiske fremskridt så som dampskibe, jernbanen og telegrafen var alle væsentlige faktorer, der gjorde det muligt at rejse til fjerne egne på relativ kort tid og modtage nyheder fra venner og familie, som var udvandret til Amerika eller Australien.

 

Ludolph W. Marcker lignede på mange måder størstedelen af de, som drog ud i slutningen af det 19. århundrede for at søge lykken i Amerika eller Australien.[1] Han var 21 år og ugift, da han en septemberdag stod ved det danske dampskibsrederi Orion i 1887 og købte en andenklasses billet til Sydney i Australien for 700 kroner. Pengene havde han fået af sin far, som var købmand i Nexø, og Ludolph W. Marcker ville, når han ankom til Australien, blive modtaget af sin onkel Jørgen Fogh, der kunne hjælpe ham med at starte en ny tilværelse. Faderens afsked til Ludolph W. Marcker var en række formaninger, hvor han bl.a. advarede ham mod at lytte til socialismen, og herefter gik turen til London via Tyskland og Holland.

 

Ludolph W. Marcker blev født i 1866 på Marckergården i Nexø og var den yngste søn i en børneflok på otte. Han kom i lære som 15-årig på Svane Apotek i Viborg, hvor han var i fire år, og derefter blev han ansat på Kong Salomons Apoteket i København. Helt fra barnsben var han tiltrukket af det store udland, og som barn han havde ofte lyttet til søfolkenes historier fra fjerne egne, når disse vendte hjem efter deres månedslange ture. Dette var ifølge Ludolph W. Marcker selv den væsentligste årsag til hans egen udlængsel og eventyrlyst, som kom til at vare hele livet igennem.

 

Rejsen fra London til Australien foregik på damperen Orient, hvor Ludolph W. Marcker kom til at dele kahyt med en ung englænder, som led af tuberkulose, og som derfor søgte mod et varmere klima. Ludolph W. Marcker talte ikke andet end dansk men fik god hjælp af den unge englænder, og da han nåede Australien, kunne han efterhånden gøre sig forståelig på engelsk. Selve rejsen var en meget langsommelig affære, og passagererne fordrev tiden med kortspil eller andre sociale aktiviteter. Ludolph W. Marcker begyndte en dagbog, hvor han beskrev dagligdagen på båden:

 

Det er ikke altid, at man har tropisk Varme eller saa glimrende Vejr i Middelhavet; thi da jeg kom op i Morges, var det saa koldt som Hjemme, og Regnen skyllede ned i stride Strømme. I den Anledning krøb vi, lige saa mange som vi kunde være, ind i Rygesalonen, saa blive Pladsen jo bogstavelig talt oven paa hinanden, men hvad gjør det til Sagen. Blot Humøret er godt, og det var det. Efter at have fundet paa alle Slags Kunster, skulde vi alle efter Tur fortælle en Historie. Jeg forstod ganske vist ikke meget af dem; men de var sikkert ikke af den fineste Art. Da Turen kom til mig, vilde jeg fortælle paa dansk, og da ingen forstod det, blev jeg heldigvis hurtigt færdig. Dernæst blev der udsat en Præmie til den, som sang bedst da der var gaaet skuden rundt, var meningerne delte mellem to, og der blev saa trukket lod ved hjælp af tændstikker. Du kan se, vi finder paa alt.”

 

Første stop på rejsen var Napoli, hvor passagererne havde mulighed for at besøge ruinerne ved Pompeji, og de kunne se vulkanen Vesuv. Her oplevede Ludolph W. Marcker for første gang små drenge, som padlede ud til skibet for at tigge lidt penge. Passagererne smed deres småmønter i vandet, og drengene dykkede adræt efter mønterne, som de fangede, før de nåede bunden. Herefter satte skibet kursen mod Port Said og Suezkanalen. Suezkanalen var bygget i årene 1859-1869 hovedsageligt finansieret af Frankrig, men arbejdet blev udført af tusindvis af tvangsudskrevne ægyptiske bønder, der levede og døde under slavelignende tilstande. Suezkanalen var fortrinsvis bygget for at lette transporten mellem Europa og Asien, hvor rejsende undgik den lange tur rundt om Afrika. I 1887 blev der stadig bygget på kanalen, og Ludolph W. Marcker gjorde nogle iagttagelser, da Orient sejlede igennem kanalen:

 

”Vi kom til en strækning, hvor der arbejdedes langs bredden, og man saa kamelerne komme i flokke med kasser på ryggen, hvor de saa lagde sig ned, hvorpå kasserne, som de bar på ryggen, blev fyldt med sand, som de bar bort fulgt af en fører. Det er et uvant syn at se et arbejde udført med sorte nøgne mennesker og kameler, et enkelt æsel, men ikke en eneste hest.”

 

Efter Suezkanalen nåede Orient til det Indiske Ocean, hvor passagererne den følgende tid ikke oplevede andet end vand i tre uger, og her havde Ludolph W. Marcker god tid til at observere sine medpassagerer og skibet:

 

Det er for resten en hel malerisk Scene at se hele Skibet ved Lys, foroven 1. og 2. Klasses Passagerer mageligt liggende i deres Stole og forneden 3. Klasses syngende, dansende osv. Jeg har vist for resten glemt at gjøre min bemærkning om de engelske Damer, af hvilke her ere mange, jeg vil haabe, de findes smukkere i Australien; thi alle dem, der er ombord, ere forfærdelig grimme.”

 

Undervejs oplevede Ludolph Marcker ”Liniedåben,” hvor de søfolk, der endnu ikke havde passeret ækvator blev døbt af deres kammerater. På Orient foregik dette ved at ”Fader Neptun” med stort skæg og farverige gevandter døbte ”de nye” ved at smøre dem ind i sæbeskum og barbere dem med en stor trækniv for til sidst at skylle dem rene i et bassin, der var lavet af et sejl på dækket. Langt om længe nåede skibet Perth i Vestaustralien, hvor de første passagerer blev sat i land, og derefter

 

fortsatte skibet til Adelaide, Melbourne og til sidst Sydney, som var Ludolph W. Marckers bestemmelsessted.

 

Ludolph W. Marckers oplevelser på Orient giver først og fremmest et indtryk af livet på skibet, men det viser samtidig en ukuelig ung mand, som straks kastede sig ud i at lære at tale engelsk og spille skak uden at kende reglerne, og som blev en del af fællesskabet ombord på trods af hans begrænsede sproglige kunden. Det er herudover bemærkelsesværdigt, hvorledes dampskibe og Suezkanalen havde flyttet Australien mentalt tættere på Europa. Hvor rejsen tidligere havde taget halve og hele år, varede turen nu en måneds tid, og der herskede en feriestemning blandt passagererne, som blot skulle have tiden til at gå, inden de anløb deres bestemmelsessted. Derudover var de mennesker, som Ludolph W. Marcker mødte, ikke drevet til Australien af nød men i større omfang af lyst til at opleve noget nyt eller som hans kahytskammerat, der flyttede til Australien for helbredets skyld.

3.2. De første år

I Sydney havde onkelen Jørgen Fogh fået en af sine forretningsforbindelser til at tage sig af Ludolph W. Marcker og hjælpe ham videre til Nevertir, hvor der ventede en hest og vogn, som skulle transportere ham det sidste stykke vej til onklens bolig i Coonamble. Denne sidste del af turen varede næsten tre dage, og her fik Ludolph W. Marcker for første gang et rigtigt indtryk af den barske australske natur med sine mange forskellige dyrearter og planter. Han lærte, hvor praktisk myggenet kan være og beretter selv, hvordan han en nat fik anvist en fornem himmelseng med vedhæng. Dette vedhæng var naturligvis et myggenet, men han vidste ikke, hvad det skulle bruges til før den næste morgen, hvor han var blevet stukket af utallige myg og var ganske ukendelig pga. hævelser i ansigtet. Dette var, som Ludolph W. Marcker selv fortæller, en erfaring han kun behøvede at lære en enkelt gang.

 

I Coonamble mødte Ludolph W. Marcker for første gang sin onkel Jørgen Fogh, men før de mange hilsener kunne overbringes, var det skik at drikke en kold øl, inden man talte sammen. Jørgen Fogh var taget til Australien i en ung alder og havde levet en omflakkende tilværelse, hvor han bl.a. havde arbejdet som minearbejder, men nu havde han en kolonialvareforretning og fungerede som ”Justice of Peace”, hvilket var en art dommer, som varetog små juridiske sager som f.eks. fuldskab eller slagsmål. I disse mindre australske byer var der ingen jurister eller dommere til at varetage sådanne småsager, og derfor udnævntes en eller flere pålidelige folk, der nød en vis anseelse i samfundet, til at dømme i disse sager.

 

Ludolph W. Marcker beskriver selv den første tid hos onkelen som begyndelsen på slaraffenlivet, hvor han først skulle lære at ride og skyde samt at tale sproget. Herefter gjorde han sig forskellige erfaringer på de store kvægstationer, men først og fremmest blev tiden brugt på at jage det meget fremmedartede australske dyreliv. En enkelt gang var Ludolph W. Marcker uheldig og kom til at skyde den fredede latterfugl (fuglen har sit navn pga. sin meget karakteristiske lyd, som minder om menneskelatter), men ellers var byttet kænguruer, sorte svaner, strudse og ænder i massevis. Denne afslappende tid skulle dog få en ende, idet Jørgen Fogh gik konkurs, og Ludolph W. Marcker drog tilbage til Sydney, hvor han fik job på et apotek i Burwood og efter nogle måneder blev tilbudt kompagniskab. Partnerskabet kom til at vare 7 år fra 1888 til 1894, hvorefter eventyrlysten fik Ludolph W. Marcker til at søge til Vestaustraliens ørken i jagten på guld.

 

3.3. Guldgraver i Coolgardie

Ludolph W. Marcker havde i Sydney hørt rygter om store guldfund i Coolgardie i Vestaustralien, og han lod sig friste til at prøve lykken som guldgraver. Han købte et ”Miners Right” og sejlede til Fremantle sammen med hundredvis af håbefulde guldgravere. Sejlturen foregik på en overfyldt hjuldamper, hvor slåskamp og knivstik var hverdag blandt den brogede forsamling. Herfra gik turen videre til Perth, hvor han købte udstyr, og dernæst via jernbanen til området Southern Cross, som ifølge Marcker var civilisationens yderpunkt. Dette var på ingen måder langt fra sandheden, idet jernbanen ikke kørte videre herfra, og al fortsat transport foregik til bens eller med de hestetrukne fødevaretransporter, som gik ud til guldfelterne.

 

Ludolph W. Marcker havde på dette tidspunkt slået sig sammen med tre andre danske guldgravere, som han nu fulgtes med, og som han forblev sammen, så længe de gravede guld. Den sidste del af turen på 150 engelske mil (260 kilometer) til Coolgardie foregik til fods gennem en brændende ørken sammen med de forsyningsvogne, der gik mellem guldgraverlejren og jernbanen. Hver vogn blev trukket af ti heste og var lastet med 5 tons proviant og vand, hvilket var de eneste forsyninger, der nåede ud til guldgraverne. Hver aften gjorde vognene holdt på en forhøjning, så den var lettere at få i gang den næste morgen. Dette betød samtidigt, at idet alle vogntog gjorde holdt på forhøjninger, lå der et tykt lag hestemøg, og det sværmede med fluer, som satte sig i alt. Ludolph W. Marcker beretter om dette:

 

”Om aftenen slog vi lejr på en forhøjning, hvor mange andre forsyningsvogne havde gjort holdt, og derfor lå der et tykt lag hestemøg, og det sværmede med fluer. I begyndelsen slog man fluerne væk, men det blev man hurtigt ked af i længden. Vi havde ikke andet at spise end brød med syltetøj, men før vi kunne få maden i munden, var det dækket af hestesnavs og et tykt lag fluer. Det voldte mig i begyndelsen vanskeligheder at synke maden, men det varede ikke længe, før jeg med sindsro åd maden med hestesnavs og fluer.”

 

Efter fem dage nåede Ludolph W. Marcker til Coolgardie, som udelukkende bestod af en bank, et posthus og guldgravernes telte, men her var allerede fyldt af guldgravere, og Ludolph W. Marcker drog videre til Calgoolie, som lå nogle få mil herfra. I Calgooli begyndte han arbejdet som guldgraver, hvor han arbejdede 8-10 timer om dagen sammen med de tre andre guldgravere, han havde lært at kende på turen. Arbejdet foregik ved, at de gravede 6-7 fod ned i sandet, til de kom til det guldførende cementstenslag, som de hakkede i stykker og knuste, men eftersom der ikke var nok vand til at vaske guldet, måtte de ryste guldstøvet fra de knuste sten.

 

I den brændende ørken, hvor Calgooli lå, var dødeligheden blandt guldgraverne meget høj. Kirkegården var markeret med fire pæle, hvor ingen måtte grave efter guld, og de døde blev lagt i graven af arbejdskammeraterne, der sjældent vidste andet om manden end dennes navn. Der var ingen præst i området, så det var op til det enkelte arbejdssjak at sige et par ord om den døde, inden arbejdet gik videre.

 

Mangel på vand var et af de helt store problemer i Calgooli, og en lille spand vand kostede 10 shilling, hvilket for de fleste guldgravere udgjorde den største udgift om dagen. En guldgraver kunne naturligvis være heldig og tjene mange penge, men almindeligvis kunne en guldgraver, der solgte sin arbejdskraft til andre guldgravere tjene 21 shillings om dagen samt forplejning. De få stærke regnskyl, Ludolph W. Marcker oplevede i ørkenen, medførte at alt skidt og snavs flød rundt i hele lejren, hvilket frembragte en ulidelig stank og fik feberepidemier til at bryde ud blandt guldgraverne. Der var hverken læge eller apotek i Calgooli, og det var derfor ikke muligt at behandle disse febersygdomme, hvilket gjorde dødeligheden faretruende høj.

Tyveri var den mest almindelige form for kriminalitet i lejren, og lov og orden blev varetaget af guldgraverne selv. Den mest almindelige straf var at blive lænket til et træ, hvor den skyldige var genstand for spot og hån. Grovere forseelser resulterede i, at den skyldige blev begravet i solen, så kun hovedet stak op, og her fik han lov at blive i 24 timer for dernæst at blive drevet ud af lejren.

Ludolph W. Marcker forblev i lejren i et helt år, men en morgen under en af de tilbagevendende feberepidemier, oplevede han, at guldgraveren i teltet ved siden af blev fundet død, og han besluttede, at det var bedst at rejse tilbage til civilisationen. Han vandrede tilbage til Coolgardie, tog en af forsyningsvognene tilbage til jernbanen i Southern Cross og herfra tilbage til Perth. Ludolph W. Marcker havde i hele det daværende år ikke haft mulighed for at bade, og han var nødt til at skrabe skidtet af sig med en kniv for at blive rimelig ren. I Perth fandt han skibslejlighed til Sydney, og således sluttede Ludolph W. Marckers guldgravereventyr. Som så mange andre var han rigere på oplevelser frem for guld.

3.4. De sidste år i Australien

Ludolph W. Marcker vendte tilbage til Burwood, hvor hans tidligere kompagnon Mr. Newht gav ham et job på apoteket, men i sine ferier drog Ludolph W. Marcker op til en kvægstation i de Blå Bjerge. Denne kvægstation blev styret af en gammel irer, der hed Pat Brown, og som Ludolph Marcker drog på jagt med. Pat Brown havde tidligere været politibetjent i Irland men var blevet skudt gennem begge knæ og havde efterfølgende mistet førligheden i sine ben, hvilket dog ikke hindrede ham i at bruge det meste af sin dag på hesteryg.

 

Ludolph W. Marcker var efter sit guldgravereventyr ikke længere tilfreds med arbejdet på apoteket, og efter et halvt års tid købte han en vinforretning i Sydney samt en vingård på flere tønder land. Derudover startede han en importforretning, der forhandlede danske mejeriartikler, hvilket førte ham til Victoria, Queensland, og New Zealand. I denne periode blev Ludolph W. Marcker gift med en dansk kvinde, Emma Emilie Marie Petersen, der var immigreret til Australien nogle år forinden, og de fik tre børn sammen, (1897 – Jenny Karna Mayee Marcker, 1900 – Emilie Bjørg Mayee (Topsy) Marcker, 1903 – Dagmar Sophie Mayee (Tootie) Marcker).

 

I 1904 blev Ludolph W. Marcker udnævnt til dansk konsul i Sydney, hvilket bragte ham i berøring med mange landsmænd men også udlændinge som f.eks. Roald Amundsen, der gæstede familien Marcker efter sin færd til Sydpolen. Titlen som konsul gav også problemer, da et smædebrev cirkulerede i Sydney, hvor Ludolph W. Marcker og kone blev beskyldt for at være uærlige bedragere. Denne sag fik dog aldrig noget retsligt efterspil, idet angiveren var anonym, og samtidig fik Ludolph W. Marcker fuld opbakning fra både danskere i Sydney samt det danske udenrigsministerium. Denne sag var formodentlig efterspillet til en tidligere injuriesag mod Ludolph W. Marcker, hvor en gruppe danskere i Sydney havde forsøgt at forpurre hans udnævnelse til konsul i Sydney.

 

Ludolph W. Marcker havde i sin tid som konsul også kontakt til mere lyssky forretningsfolk, hvor den danske Sydhavstrader German Harry var den mest farverige. German Harry levede efter sigende af at plyndre skibsvrag, perlefiskeri samt handel med de lokale på de små sydhavsøer. Det fortælles, at German Harry nærede blind tillid til den danske konsul, og når han kom til Sydney, bad han Ludolph W. Marcker om at opbevare sine værdier, som ofte bestod af perler for tusindvis af kroner.

 

Ludolph W. Marcker havde gennem hele sin tid i Australien en nær kontakt til andre danskere både de første år, hvor han boede hos sin onkel, og senere da han flyttede til Sydney og selv i guld-minerne i Coolgardie, hvor hans kompagnoner alle var danske. Dermed er det tydeligt, at der var et sammenhold blandt de danske immigranter, hvor de mødtes privat, lavede forretninger sammen og mødtes i den danske klub, hvor der naturligvis kun blev talt dansk. Det skal her fremhæves, at stort set alle middagsinvitationer, bryllupsinvitationer etc., som Ludolph W. Marcker modtog i Australien, var skrevet på dansk, og derfor var en væsentlig del af hans omgangskreds danskere.

 

Danskerne i Sydney støttede desuden hinanden økonomisk og moralsk, hvilket Ludolph W. Marcker kom til at mærke i forbindelse med det førnævnte smædebrev, idet en lang række navngivne danskere skrev til Emma og Ludolph W. Marcker for give dem deres uforbeholdne støtte og tage afstand fra smædebrevet. Samtidigt blev der afholdt en festmiddag ”Til Ære for Hr. Marcker” for påskønnelse af hans indsats, hvor han blandt andet blev udnævnt til livslangt æresmedlem af den danske klub.

 

Derudover skal det selvfølgelig nævnes, at Ludolph W. Marcker selv giftede sig med en dansk kvinde, og deres børn lærte både at tale dansk og engelsk. Ludolph W. Marcker blev i kraft af sit hverv som konsul og formand for den danske klub det naturlige samlingspunkt, og han nød stor anseelse og respekt fra den brogede skare af danske immigranter i Sydney.

 

Ludolph W. Marckers sidste år i Australien var naturligvis præget af hans mange forretninger og hvervet som konsul, man han opgav aldrig helt eventyrlivet, og hver sommer drog han på lange udflugter til de Blå Bjerge. Han investerede desuden en stor del af sin formue i et område, som indeholdt sølv, men malmen skulle sendes til Tyskland, for at sølvet kunne udskilles fra de øvrige metaller, og derfor valgte han i 1912 at rejse med sin kone og børn tilbage til Danmark for at rejse kapital til sit mineprojekt. Det skal dog nævnes, at Emma var syg af tuberkulose og ønskede at vende tilbage til Danmark, men der er ikke nogen tvivl om, at Ludolph W. Marcker havde i sinde at vende tilbage til Australien. Det skulle dog aldrig lykkes for Ludolph W. Marcker at rejse den fornødne kapital, og i 1914 måtte han opgive sit projekt efter udbruddet af Første Verdenskrig, og pengene var derefter tabt. Som et plaster på såret blev Ludolph W. Marcker samme år udnævnt til ridder af Dannebrog af Christian X, men han skulle aldrig komme til at gense Australien. Han døde i 1945 i sit barndomshjem i Nexø på Marckergården i en alder af 89 år.

 

3.5. Opsummering af Ludolph W. Marckers historie

Ludolph W. Marckers historie kan på sin vis betragtes som helt unik, men samtidig var mange af hans oplevelser ikke specielt ualmindelige eller eventyrlige, og derfor er det muligt at vise mere generelle dagligdagsbetragtninger, om hvorledes livet formede sig blandt f.eks. guldgravere og danske immigranter.[2] Dette er samtidigt styrken i fortællingen, idet Ludolph W. Marcker fremstår som en almindelig mand, som dog lever et lidt mere eksotisk liv end det store flertal, og herved bliver han på sin egen unikke måde repræsentant for de mennesker, som søgte lykken i Australien.

 

Den lille personhistorie om Ludolph W. Marckers liv var således udgangspunkt for udarbejdelsen af museumsudstillingen ”Konsulen fra Sydney”, hvor jeg valgte at have fokus på den personlige beretning for at skabe en nærværende og interessant historieformidling. Ludolph W. Marcker kom således til at repræsentere en ikke så fjern fortid, hvor dét at rejse stadig var forbeholdt de få, og hans beslutning om at immigrere til Australien var et livsændrende valg, hvilket f.eks. betød at han måtte sige farvel til sin familie uden at vide, om han nogensinde ville se dem igen. Historien om Ludolph W. Marcker bliver derfor interessant, fordi det skrevne bliver kombineret med en række personlige effekter, og herigennem er det muligt at sætte et ansigt på en større historisk udvikling.

 

[1] De fleste, der udvandrede fra Danmark, drog til Amerika hvilket i Bornholms tilfælde var 94%, og kun en ganske lille del drog til Australien. Der er store ligheder mellem de, som drog ud, idet langt de fleste var unge mænd mellem 18 og 29 år, der endnu ikke havde stiftet familie, og de var ofte ufaglærte med ringe fremtidsudsigter.

 

[2] Dette speciale har ikke specielt fokus på den danske emigration, men to hovedværker indenfor dette forskningsfelt bør fremhæves. Hvidt, Kristian: ”Flugten til Amerika. Drivkræfterne i masseudvandringen fra Danmark 1868-1914” (1971) og Jeppesen, Torben Grønnegaard: ”Dannebrog på den amerikanske prærie” (2000).

Johnny og …

KGAP_02

Personr på billedet (Johnnys 80 års fødselsdag ?)
1:
2: Hjørdis Biering-Petersen, norsk operasangerinne, men hun var gift med ØNH-lege Erik Biering-Petersen
3:
4:
5:
6:
7:
8:
9:Erik Biering-Petersen søn til Viktor Emil Petersen
10: Vilhelmine (Baldurs kone)
11: Baldur Christensen
12: tante Maderlaine (Karls kone)
13:
14:
15:
16: Inger (Karls søster)
17:
18: (onkel) Karl Gustaf
19: tante Johnny født Forman stammer fra Sverige, talte med accent (Karls mor)
20: Lidde (Karls søster)
21: Kirsten (tante Tyt) (onkel Pouls kone, Åse og Fins mor)
22: Onkel Poul
23: onkel Victor Emil Petersen (violinist og jernbaneassistent i København)
24:
25: Thilde eller Jenny ?
26: Karna
27: Svend Aage
28:

Jane: nr. 2. er den norske operasangerinde Hjørdis Biering-Petersen, der var gift med en af min fars andre fætre, Hjalmar Biering-Petersen, der var tandlæge. Jeg ved ikke, hvordan han så ud, men det kunne måske tænkes at være nr. 3, som står bagved hende.
Hjørdis er den eneste fra billedet, som kom hos os i Vedbæk, da mor var flyttet dertil med os. Hun var selv blevet enke på det tidspunkt.

Inger-Lise Fonneland: Nr. 2 Hjørdis Biering-Petersen er min grandtante som jeg kjente meget godt. Hun var helt riktig norsk operasangerinne, men hun var gift med ØNH-lege Erik Biering-Petersen (nr. 9 på bildet, såvidt jeg kan se).  Nr. 23, Victor Petersen, ser på bildet ut til å være Vitor Emil Petersen, far til Erik Biering-Petersen.  Han var ikke fiolonist, men jernbaneassistent.

Ludolphs ansøgning 1913

Under Henvisning til den Samtale jeg havde med Hr. Direktøren den 13. i denne Maaned har jeg siden meget nøje overtænkt denne Sag og tillader jeg mig nu herved underdanigst at ansøge det høje Ministerium om Stillingen som lønnet Konsul for Australien i Tilfælde en saadan Post bliver oprettet.

Spørgsmaalet hvorvidt det vilde være formaalstjenligt at have en lønnet Konsul derude vil det her være unødvendigt at komme nærmere ind paa. – Jeg skal senere tillade mig at indsende en Rapport desangaaende, dog kan her bemærkes som Bevis paa Australiens rivende Udvikling at Handelsomsætningen steg fra 95 Mill. Shg. I 1905 til 147 Mill Shg. I 1911. –

Af forskjellige Grunde har jeg taget den Beslutning at indsende dette mit Andragende, først: da jeg forlod Australien var det med den Hensigt at bosætte mig i Danmark dersom Forholdene passede mig og afviklede mine Forretninger med denne Hensigt for Øje, saa dersom jeg igjen rejser tilbage til Sydney, da er der stor sandsynlighed for at mit Arbejde derude vil blive optaget paa en saadan Maade, at jeg ikke vil have den nødvendige Tid til min Raadighed som en nogenlunde ordentlig Udførsel af Konsulatets Anliggender kræver. – Dernæst har jeg fra mange Danske i Australien blevet opfordret til at søge stillingen som lønnet Konsul naar Udsendelsen af en saadan blev aktuelt, og endvidere ved jeg med Bestemthed, at dersom jeg kunde hellige mig Konsulatspørgsmaalet hele min Tid, da vilde jeg være i stand til at udføre noget gavnligt for Danmark særligt paa Handelens Omraade.

Mine Kvalifikationer til Stillingen vil delvis være det høje Ministerium bekjendt, dog beder jeg fremhæve min 25 aarige Erfaring med australske Forhold, og også at jeg har været Kgl. Dansk Konsul i 9 aar.

Om ønskeligt kan jeg bringe støtte, raade til selve sprøgsmaalet angaaende det formaalstjenlige i at faa en udsendt Konsul, og ogsaa til denne min Ansøgning fra de mest ledende Handelsfolk i Danmark ved jeg, at man fra Australien gjerne vil fremkomme med et Andragende desangaaende.

At min Sociale Stilling er tilfredsstillende kan jeg give fyldestgørende Beviser for og at mit tidligere Arbejde i Danskhedens Interesse er blevet paaskjønnet af mine Landsmænd i Australien har jeg Beviser paa idet jeg allerede i 1907, ved en Æresmiddag som blev afholdt for mig, blev overrakt en Kunstnerisk udført Takke Adresse fra Danske bosiddende i N.S.W., Victoria og Queensland, ved samme Lejlighed fik min Hustru overrakt 2 store Sølv Kandelabre. – Før min Afrejse fra Sydney sidste Aar afholdtes en Afskedsfest for mig og min Familie, og ved denne Lejlighed overraktes mig en Adresse som Tak for det Arbejde jeg havde udført som mangeaarig Formand for den Danske Forening, i Adressen blev jeg udnævnt til livsvarig Æresformand for Foreningen og samtidigt fik jeg overrakt fra Danske i N.S.W. et kostbart Guldur, min Hustru et Diamant Armbaand og mine 3 Døtre hvert et Toilet Etui i drevet Sølv. – Af anden Æresbevisninger som blev mig tildelt før min Afrejse kan bemærkes at jeg blev overrakt en Adresse fra den Frimurerloge jeg tilhører og blev udnævnt til livsvarig Æresmedlem af samme. – Jeg kan også meddele at jeg i 1908 af Storlogen i N.S.W. blev indstillet som stedlig Repræsentant for Danmarks Frimurer og blev samme Aar udnævnt til denne Stilling af Formanden for de Danske Frimurer Hans Majestæt Kong Frederik den VIII.

I Tilfælde det høje Ministerium skulde mene det nødvendigt at jeg fik nogen Erfaring i Ministeriets Kontorer da beder jeg meddele at jeg for Tiden har en del Fritid som i fornødent Fald kunde udnyttes hertil. I Forbindelse med denne Skrivelse skal jeg en af de første Dage tillade mig ærbødigst at anmode Hr. Direktøren om en Samtale.

Underdanigst

Hr. M.J.C.T. Clan.(?) R.D.

Direktør

Det Kgl. Udenrigsministerium.

(afskrift af kladde til Ludolph W. Marckers ansøgning af 1913 v/Kirsten Bjørg Reerslev, 3/7 2011)