Breve fra Grønland – Kaallit Nunaat – Menneskenes Land (1991-93)
v/Kirsten Bjørg Reerslev
Det, der førte mig til Grønland var en grundlæggende interesse for og tro på det positive i et mellemfolkeligt samarbejde på tværs af kulture.
Efter at have arbejdet 3 mdr. som stationssygeplejerske i Attu (sommervikar 1991) og set hvilke spændende og profylaktiske muligheder dette arbejde indebar på græsroden/i bygden, fik jeg lyst til at sidde i den ’anden ende’ og få mulighed for at påvirke fra lederside.
Inden jeg ankom til Upernavik Sygehus deltog jeg i 16 dages intens introduktion på: Røntgen-/Operation-/Narkose afd., Dronning Ingrids Hospital (DIH), Nuuk, som foruden viden gav mig uvurderlige kontakter.
Første brev
Menneskenes Land – Isdronningens Land
Upernavik, den 28. december 1991.
Der er noget stovt, stærkt, nøjsomt og fascinerende over at kalde dette barske land for Menneskenes Land. Jeg kunne godt have tænkt mig, at kende dette Inuit folk, der hittede på det navn.
Ja, det har taget sin tid med at komme i gang med skriveriet, som datoen jo afslører, men Guderne skal vide, meget har hent mig siden afrejsen fra Hjørring 2. nov. i år. Først en uges grønlandsintroduktion på Tidens Højskole, hvor Jørgen også var inviteret med – i øvrigt et udmærket og interessant tilbud for en uerfaren udi det grønlandske, som naturligvis er uoverskueligt at få kendskab til på så kort tid, men dog en begyndelse. Forlod DK i strålende vejr med pragtfulde efterårsfarver. Var måske specielt opmærksom på den danske vegetation, eftersom jeg jo ikke fulgte naturens gang i juni, juli, aug. og sept. mdr. da jeg jo befandt mig på øen Attu, hvor jeg var afløser for distriktssygeplejersken der. Attu ligger på Grønlands vestkyst og hører ind under Aasiaat Sygehus. Befolkningsgrundlaget var på ca. 400 mennesker alt i alt.
Jeg ankom den 11. nov. til Nuuk/Godthåb i det smukkeste vinterlandskab, masser af sne, høj blå himmel, klar frisk luft og 15 graders frost. Ganske som på postkortene. Allerede dagen efter begyndte 16 hektiske arbejdsdage koncentreret om narkose-, operation- og røntgenarbejde. Hver dag tusinde indtryk, folk, jeg var i berøring med, var utroligt søde og hjælpsomme. Holdningen var stort set den, at jeg skulle vide alt, nu hvor jeg skulle op til ulandet, Upernavik. Det er altså sådan både grønlændere og danskere, jeg mødte dér, tænker om stedet her. Til sidst, synes jeg nu nok, det blev for meget. Lærte fagligt en del, hvilket naturligvis også var hensigten.
Nuuk er efter grønlandske forhold en stor by, efter danske en mindre provinsby, hvor der bor ca. 13. 000 ud af Grønlands 55. 000 indbyggere. Der er masser af butikker, 2 store supermarkeder, Brugsen og KNI (Grønlands Handel). Matas, helsekostforretning, Jysk Sengetøj, etc. Man kan simpelthen få alt, hvad hjertet begærer. Med mine 10 kilos overvægt kunne jeg dog nære mig. Den gamle bydel omkring kolonihavnen er meget smuk. Landsmuseet var desværre lukket på grund af ombygning, men ellers er byen præget af overdimensionerede boligkarreer (den største Blok P rummer 5.000 mennesker – udelukkende grønlændere!), 2 store hoteller og et mindre, 2 banker og en del småtterier. Atlantkajen er ikke uvæsentlig. Jeg havde fornøjelsen af at blive inviteret ud, selv til folk jeg faktisk ikke kendte, hvilket hovedsageligt drejede sig om hospitalsfolk, som havde hørt om en sygeplejerske, der var så vanvittig, at hun frivilligt og midt i disse overenskomstforhandlingstider, hvor nærmest ’alt’ kunne ske, var på vej til Upernavik. Det var underligt at komme i berøring med så mange og så forskellige folk på så kort tid. For de flestes vedkommende var det vanskeligt at gennemskue, hvilke visioner de selv havde med deres arbejde i Grønland, for meget snak gik på for meget arbejde, uansvarligt grønlandsk personale, penge og hjemrejse. En meget interessant oplevelse. Nej, Nuuk var ikke noget for mig, men udmærket at have set og oplevet lidt af. Jeg mødtes flere gange med en socialrådgiver, som også var på introduktionskurset og som vi (Jørgen og jeg) kender fra vores Zambia-tid. Hun kunne desværre berette om, at en anden MS-kollega sidder i DK med AIDS i udbrud og et HIV positivt barn og at 2 andre af vore bekendte fra den tid, nu som DANIDA-folk for Dansk Røde Kors i Malawi, netop er blevet akut hjemsendt lige før jul på grund af at være blevet overfaldet (bagbundet og gennemtæsket af formodentlig det hemmelige politi) mistænkt for at være spioner! Det berører mig naturligvis meget, for begge dele kunne jo have overgået Jørgen og mig i sin tid. Vi var jo ofte i Malawi i og med Mikkel og Morten gik på kostskole der. Vi har helt klart siddet på restaurant og ikke været opmærksomme nok på det hemmelige politi f.eks.
Vel, jeg nåede Ilulissat/Jakobshavn planmæssigt og hilste på hos Inge & Svend (bekendte hjemmefra), herlig middag og megen snak. For 2. gang snakkede jeg dem vistnok sønder og sammen. 1. gang var på vej hjem fra Attu, hvor jeg også var fuld af indtryk, som bare var ved at syde over. Havde et par ufrivillige ekstra dage i byen på grund af dårligt vejr, men de bekom mig særdeles vel, hvilede ud og så mig ellers omkring. Fik besøgt sygehuset, som jo er Upernavik Sygehus’ første station sydover, så det var meget nyttigt. Museet – Knud Rasmussens Hjem – er meget hyggeligt. Fik en god snak med lederen og købte nogle plakater og forærede mig selv nogle dejlige tegninger fra Vest Grønland, som jeg nu har hængende.
Da jeg allerede i sommer, i forbindelse med mit arbejde som afløser for stationssygeplejersken på øen Attu, havde stiftet bekendtskab med uforklarlige selvmord især blandt unge mænd, ønskede jeg at besøge byens nye kirkegård. Jeg ville med egne øjne se de 9 nye grave, som jeg havde hørt om og som alle tilhørte unge mænd, hvoraf vistnok de 7 skulle havde været hinandens klassekammerater. Alle var i begyndelsen af 20-erne, da de kollektivt havde begået selvmord. Ingen pårørende eller venner skulle have kendt årsagen til deres fælles pludselige og fatale handling. Det var voldsomt, bedrøveligt og tankevækkende at se alle disse grave ligge side om side! – I Attu havde jeg animeret og hjulpet min klinikassistent Naja i gang med at få oprettet en Sorggruppe for efterladte efter dødsfald. For også her havde der kort før min ankomst til øen været en ung mand, der begik selvmord uden kendt årsag. Han var netop kommet tilbage til Attu efter at have taget en flot styrmandseksamen i Danmark. Da Naja selv havde mistet et barn, var hun klar til at tage teten til at få sorggruppen til at fungere. – Og endelig afsluttede jeg min vandring her i Ilulissat med en tiltrængt god naturoplevelse. Gik ad slædesporet ud til Is Fjorden i bidende kulde, som var så indædt, at jeg forinden måtte købe mig både halstørklæde og skindluffer, for dem jeg havde med hjemmefra lå i min forud sendte bagage. Ankom netop tidsnok til at se solen et par cm. over horisonten, stor og rød som en ildkugle. Det var vel et tiltrængt syn! Siden har jeg så heller ikke set den.
Den følgende dag, min afrejse til Upernavik, var der overskyet. Helikopterturen (2 tim og 24 min.) var også en fin oplevelse. Vi var 7 passagerer (kan vel rumme ca. 20 pers.) resten var bagage. Nå, men der var ellers læs på. Vi hængte i over 1 minut få meter over jorden inden den (maskinen) endelig fik taget sig sammen til at stige til vejrs. Jeg må indrømme, jeg tænkte mit! Belønningen blev et herligt skue. Et bredt bælte på hele den sydlige del af himlen nærmest horisonten var ildrødt, som så gik over i blå farver. I takt med at vi nåede længere nordpå, forsvandt lyskraften, men hele tiden var der et fint rosa skær over himmel/hav/land. Man flyver jo ikke i mere end få hundrede meters højde, så selv i halvmørket (sneen genskinner jo lyset) kunne man fint følge med i landskabets konturer – isbræer, fjelde, højsletter, indlandsisen – alt beklædt med glinsende glasurlign. sne. ’Menneskenes Land’ kalder de det, for mig var det som ’Is Dronningens Land’ (eventyr). Det var godt nok flot! Mellemlandede i Uummannaq. Blev helt syg for at bestige dette kendte fjeld, der ligger lige bag om byen. Det skal selvfølgelig være om sommeren, måske det kan lade sig gøre på et tidspunkt?
I Upernavik blev jeg modtaget af Linda (min kollega, som har været alene sygeplejerske i 4 mdr.) og Poul, som er såkaldt maskinmester m.m. på sygehuset. Efter at have set sygehuset og afhentet bagagen kørte vi hen til mit hus, som netop havde fået skiftet oliefyr, uden at der var ryddet op efter det foretagende. Der var en god varme, som jeg er meget glad for, selvom der trækker rimeligt meget fra vinduerne, men eftersom huset skal renoveres til foråret er det OK med mig. Det er en herlig fornemmelse at flytte ind i et tomt hus med kun 4 køjesække og 1 kuffert og lige se de møbler, der er mest nødvendige. Havde gentagne gange fået at vide, at det er meget vigtigt at medbringe personlige genstande, så det gjorde jeg (2 dybblå keramik bægere fra Thy (keramikværkstedet nær Kirsten Kjærs Museum) 2 lyseholdere, 4 keramikkrus og 3 skåle fra min søster Esthers keramikværksted samt 1 kurv fra Botswana. Alt i alt et liv omgivet af smukke og enkle ting, præcist hvad jeg synes allerbedst om.
Eftersom der ikke er meget lys for tiden, solen vender tilbage ca. 5. februar, er det vanskeligt at få et overblik over øen. Midt på dagen i dag var der det lyseste, jeg endnu har oplevet og da så jeg til min fryd, at øen strækker sig vistnok rimeligt meget ud. Det er jo utroligt vigtigt at kunne komme væk og ud at vandre. Er ellers indstillet på at få anpart i en lille båd, jolle med påhængsmotor, for at kunne komme omkring og ud af fiske. Endnu har isen ikke lagt sig helt, i det hele taget er isen ikke så sikker omkring øerne på grund af strøm, men på et tidspunkt bliver det muligt at gå over til Store Ø, siger de og det ser jeg frem til. Når man blot følger slædesporene, skulle det være i orden.
Selve jobbet tegner til at blive interessant nok, meget afvekslende hvilket passer mig fint. Jeg skal jo stå (gør det dog allerede) for det administrative, men har naturligvis ikke tænkt mig at sidde for længe over det. I og med at jeg har ca. 14 døgnvagter om md. deltager jeg meget i almindelig sygepleje. Alt i alt, de 10 bygder medregnet, er der 42 personalemedlemmer at tænke på. Sygehuset er nyt fra 1989, brændte i 1986. Upernavik er et 2-læge distrikt. Distriktslægen er for tiden suspenderet og efter Lindas udsagn ikke værd at samle på. Det vil sige, at siden juni i år, har der været skiftende lægevikarer (en pr. gang) af 3 måneders varighed og med vidt forskellige interesser og formåen. Den læge, vi har nu og indtil 6. januar, betragter jeg som værende totalt fejlplaceret. Hans higen efter at operere er fuldstændig overdrevet og besynderlig. Det har vist sig, at patienterne ikke altid fejler det, han ønsker at operere dem for, hvilket naturligvis har skabt problemer og dårlig stemning. Er det virkelig sådanne betingelser et afsidesliggende sted som Upernavik må finde sig i? Nej, det mener jeg naturligvis ikke, og det må derfor efter bedste evne forhindres fremover! – Den næste læge vi får kommer fra Sisimiut/Holsteinsborg, hvor han er overlæge og derfor vant til Grønlandske forhold og derfor ikke behøver ’at øve sig’. Den nuværende har været praktiserende læge i en del år og først for 3 år siden trådt ind i det danske pulveriserende hospitalsliv!
Godt vi går en roligere tid i møde, for her trænger til at blive ryddet op i krogene og givet noget personalepleje og -undervisning. Den 3. sygeplejerske er her på en 6 mdr. kontrakt (hendes mand rettere sagt), hun skal til og i gang med sundhedsplejeområdet. Desværre sagde den sundhedsmedhjælper, der sad på det område, op kort før jul, hvilket er yderst kedeligt. Det er jo ikke meningen, at det er danske sygeplejersker der skal sidde på specialerne, vi rejser jo hele tiden! Sygehuset dækker et distrikt 300 km langt, det største i Grønland. Byen her har ca. 900 indbyggere og ca. 1200 i bygderne tilsammen. Alt er cirka og måske her på stedet, det er klogt hurtigt at vænne sig til.
Jeg er ellers blevet godt modtaget, trods obligatorisk ”afprøvning”. Dumpede lige ned i en heksekedel af personaleproblemer. En sundhedsmedhjælper med alkoholproblemer skulle have en skriftlig advarsel (efter flere mundtlige følger en skriftlig). Og eftersom lægen har frasagt sig alt administrativt arbejde, ja, så er det jo ’fint’ at kaste bolden videre til mig! Andre 2 sundhedsmedhjælpere har sagt op, da begge mente, at man bare kan blive væk og så hæve understøttelse. Jeg kan dog berolige de af Jer, der nu sidder med et ’venligt’ smil. Det har faktisk ikke noget med mig at gøre, men indrømmer det ser mærkeligt ud. Kvalificeret arbejdskraft er særdeles vanskeligt at få her oppe, vi skal udelukkende satse på lokale folk til videreuddannelse, andre bliver her jo ikke så længe. Vi venter pr. 15. januar en sundhedsmedhjælper fra Qaqortoq/Julianehåb. Netop i dag modtog jeg en telefax lydende på, at 20.12. 1991 havde hun i Julianehåb modtaget en skriftlig advarsel. Det er jo ikke det mest festlige at høre! Dette er udelukkende sagt for at illustrere, at det er svært at få tingene til at hænge sammen. Ikke fordi jeg tror grønlænderne har flere problemer på arbejdspladsen end danskere, men her er bare langt færre af dem, der er brug for.
Nå, men det skal nok gå alt sammen, optimismen er i overvægt. Vi har et fint samarbejde, så jeg må nok sige, vi går en spændende til i møde. Rart at erfare at Morten og Mikkel finder ud af det, ’gør’ verden om jeg så må sige ved at bruge den til at prøve sig selv af på. Forventer besøg i hvert fald af Jørgen til sommer. Håber meget i har haft en god jul.
Hermed ønskes alle et rigtigt Godt Nytår!
Med kærlig hilsen
Kirsten
Andet brev
”Vi har ikke brug for jeres dårlige samvittighed”
Upernavik, den 12. februar 1992.
Som ventet kiggede solen et kort øjeblik op over fjeldet d. 5. februar. Nyheden gik som en løbeild gennem hele sygehuset, alle måtte naturligvis se til, at det nu også var rigtigt og dagen efter fejrede vi begivenheden ved at Abigal (køkkenchefen) sørgede for lækre kager til eftermiddagskaffen. Man har jo længe kunnet se solen være på vej. Når lyset tager til med 20 min i døgnet, går det jo stærkt. Så det der med at mørketiden er uoverkommelig at tænke på, er jeg nu ikke enig i. Vel, på et tidspunkt manglede jeg meget farver, hvad andet er der at gøre ved det, end at klæde sig i det mest farvestrålende tøj, man har, dekorere de steder, øjet mest falder på med f.eks. tørklæder i dejlige farver, og i øvrigt koncentrere sig om at tænke i farver.
Hjemme (DK) taler vi om den ”blå time”, lysets farve i overgangen mellem dag/aften. Her varer fænomenet ikke blot en times tid, men mange timer. Jeg har før været inde på solens genskin, det ildrøde bælte i horisonten, der går over i blåt. I takt med den røde farve forsvinder, ’arbejder’ den blå farve sig igennem alle dets nuancer for at ende med blåsort. Dette lys/farve-skifte, som måske også har noget med sneen at gøre, er ganske mageløst. Kan ikke lade være med at associere til Edward Munch, som tidligt i karrieren netop havde en blå periode.
Ellers har vejret været meget ustabilt (ligesom i store dele af verden) efter sigende mere end sædvanligt. F.eks. fik vi 18. januar en fønvind, der på få timer bragte temperaturen fra minus 25 til 0. I et par dage holdt temperaturen sig på minus 8-10 grader. Isen nåede at bryde op endog flere steder til et godt stykke ud i havet. Siden da har temperaturen holdt sig nogenlunde stabilt på de her minus 25-27-30 grader og om natten 35 grader. Sne får vi ikke så meget af, men det der er, fyges der rundt med, så ustandselig må jeg ud og skovle sne. Det lønner sig at gøre ofte, for sneen er så fin og lader sig hurtigt træde sammen til is. Pludselige storme opstår i løbet af ingen tid. På 15 minutter kan alt stå i ét – huset her ’vrider og vånder sig’ – og næste morgen er alt for det meste stille igen. Det er bl.a. det uforudsigelige ved naturen og menneskene her, jeg finder så dybt fascinerende, det/de repræsentere er for mig en helt anden verden, som jeg synes er et privilegium at få mulighed for at møde. Bogstavelig talt arbejder jeg mig via mit job ind på disse dejlige og spændende mennesker, som tænker og handler så meget anderledes end jeg/vi gør. Netop dette sidste er desværre det, der får mange danskere til at udtrykke sig lidet flatterende om værtslandets befolkning og den problematik optager mig selvsagt meget. Jeg hverken kan eller vil acceptere, at det skal være sådan. Derfor er jeg konstant søgende og blev meget glad over at støde på begrebet, ”Isumaminik”-ideologien, hvilket betyder ikke-indblandings-ideologien (se vedl. artikel).
I bund og grund tror jeg alle danskere, der beskæftiger sig med Grønland, bærer rundt på en mere eller mindre dårlig samvittighed. Personligt synes jeg også den er berettiget. En og anden vil nok sige, ja, men vi har sandelig også gjort meget godt i Grønland. Ja, men i virkeligheden er der jo ikke noget odiøst i at ’rejse mennesker op’, som man selv har været med til at vælte! Jeg har diskuteret det her meget med flere grønlændere og især med Lindas ven Frederik, som er politibetjent og tidligere uddannet diakon og som således også har opholdt sig mange år i DK. Her citerer jeg Frederik for at sige: ”Vi grønlændere har ikke brug for Jeres dårlige samvittighed, I må se at komme over den. Vi har brug for Jer danskere til at lære os og ikke andet”, citat slut.
Det lyder enkelt og er det ikke også det vi gør? Det er det vel på vores specielle danske facon, ”Den gode Vilje” (TV-filmserie) apropos! Frederik, som ellers er et meget forstandigt, rart og tålmodigt menneske, som faktisk synes at tænke meget mere på dansk end grønlandsk, selv han afslørede en sen nattetime stor bitterhed over den ydmygelse, han har mødt fra dansk side. Det kom ganske bag på mig! Hvor naivt, for hvor findes den grønlænder, der ikke, som et piskeslag har mærket manglende respekt fra en dansker? Jeg er naturligvis fuldstændig enig i, at vi ikke skal skilte med vores dårlige samvittighed, men at kaste den bort uden først at få den bearbejdet, vil være forkert. Jeg mener, hver især må leve med den i baghovedet og handle derudfra, først da kan vi tale om at mødes ligeværdigt!
I en måned har vi haft fornøjelsen af en læge, der gavmildt har delt karakterer ud til alle uden undtagelse. Desværre, og det er det triste, trættende og trivielle ved det, ligger befolkningen her i bunden af karakterskalaen. Hvad er det dog, der får danskere til at tro, at vort syn på liv og levned er det eneste acceptable? En blanding af bl.a. mindreværds kompleks og uvidenhed? Samme ’historie’ oplevede jeg /vi i sin tid i Afrika, da Jørgen og jeg arbejdede der i perioden 1982-84. Det er da en sølle og snæver tankemåde! Uanset i hvilken sammenhæng man befinder sig i, er der jo som bekendt ALTID noget at lære. Vi danskere kan i høj grad lære af Grønlænderne. Det er der selvfølgelig også mange der gør og har gjort gennem de 250 år Grønland har været under dansk indflydelse. Grønlandiseringen går i dag i den retning, at det danske sprog skal opprioriteres både i skolen og i Radio og TV. Hvorfor dog ikke engelsk frem for dansk, som inden for samhandel både geografisk og på verdensplan virker mere naturligt?
Som jeg tidligere har nævnt er Upernavik Sygehus super fint med mange moderne finesser. Det ville have været udmærket, hvis vi havde haft kapacitet til at holde det ved lige. Det har vi ikke nu, og det har der åbenbart heller ikke tidligere været. For resultatet er i dag, at meget ikke fungerer. Luftcirkulationsanlægget og røntgenapparatet kører ikke tilfredsstillende. Autoklaven til damp, stinkskabet på laboratoriet og udluftningen i fremkalderrummet har været ude af drift i hele og halve år. Til sterilisation af vores instrumenter har vi kun en meget lille elektrisk autoklave.
Vi har netop bestilt medicin hjem til ankomst med 1. skib. I den anledning har vi kasseret store kasser fulde af gammel medicin med udløbsdato helt tilbage i 1989! Mine visioner er ikke at Upernavik Sygehus skal være en tro kopi af et dansk sygehus, slet ikke, men jeg føler mig, i det job jeg har påtaget mig, forpligtet til at i det mindste de mest basale behov er i orden.
Pr. 1. januar 1992 overtog Hjemmestyret jo sundhedsvæsenet med Landsstyremedlem Ove Rosing Olsen som leder af det nu kaldet: Sundhed og Miljø. Det er unægtelig en stor mundfuld, som nok ikke bliver helt let at fordøje. Endnu 1½ måned efter overtagelsen, er der ikke stukket konkrete overordnede retningslinjer ud om, hvordan man ønsker ’væsenet’ skal fungere. Der er sket en total ændring/udskiftning af personalet på sundhedsområdet i Hjemmestyret, hvilket resulterer i, at det er meget vanskeligt at finde frem til de personer, man ønsker at tale med. Lykkes det så endelig, får man oftest ikke et endegyldigt svar – og så er man jo lige vidt. Chefen Ove Rosing er et meget sympatisk menneske, traf ham i sommer i Attu og har siden telefonisk talt med ham. Han har mange gode idéer, men jeg er nu bange for, at han indimellem er urealistisk. For eksempel hvordan kan man tale om at ville en grønlandsk sygeplejeuddannelse på linje med den europæiske, når den nuværende sundhedsmedhjælperskole (lavere niveau) kun kan udklække ca. 10 ud af 22 fra hvert hold og ikke hvert år er der nok til 2 årgange på grund af, at kravene synes for store? Jeg har besøgt sundhedsmedhjælperskolen i Nuuk og talte den gang og flere gange siden med lederen, sygeplejerske og sundhedsplejerske Mathilde. Hun giver udtryk for at skolekundskaberne er for dårlige og at de unge opfører sig forkælet!
Et sygehus, med hele dets liv på godt og ondt, synes jeg meget godt afspejler et samfund i miniformat. Livet inden for murene er snævert. Både patienter og personale kommer tæt på/er afhængige af hinanden og for at få et konstruktivt og frugtbart resultat ud af samværet behøves tolerance, respekt og ansvarsbevidsthed fra alle til alle og indbyrdes. En gang om måneden holdes der her i byen et Institutionsmøde, hvor borgmesteren holder ’audiens’. Samtlige ledere fra diverse virksomheder fremlægger vigtige ting, klager o. lign. og så sidder borgmesteren og lytter på. Diskussion kan man ikke tale om. – Da jeg synes det er vigtigt at vide, hvad der foregår her i Upernavik, har jeg koblet mig selv på sammen med lægen, dog forhørt mig forinden. – En lidt ejendommelig foreteelse, alle taler dansk undtagen borgmesteren (forhenværende pedel på skolen), så alt oversættes til/fra ham. Byrådssalen er smadder kold, de fleste sidder i overtøj og store støvler. Der serveres kaffe og te. I begge eksempler skinner det klart igennem, at det ikke er særlig grønlandsk her i Upernavik at tage initiativ og påtage sig ansvar.
Der er ellers livlig trafik på isen nu. Hundeslæder lastet med hellefisk stablet som brænde kommer fra bygderne og stiler mod Royal Greenlands Indhandlingshus. Slædekuskene er simpelthen så dejlige at se på, når de kommer i deres kamikker og isbjørneskindsbukser fint forarbejdet med sælskindslinning og seler. Andre fanger pilker søulk og lignende fisk til madding på langlinen. Der fiskes sæler og hellefisk (langline) omkring isskosser eller isfjelde, hvor isen er ganske tynd. Langs vandkanten buler og revner isen på grund af tidevandet (2m), men kun hvor der er menneskespor går jeg. Det er ganske herligt at se solens fine rosa lys blive kastet ud over isen og isfjeldene. Der er rigtignok kommet liv og farver. Alt er endnu så nyt for mig, at jeg bogstavelig talt bare kan stå og glo på livet omkring mig. Lyden af hundepisk i det fjerne, følge den sorte plet komme nærmere, de halsenden hunde, som behøver mange tilråb for lige at tage det sidste nøk med, inden de får lov at slappe af ved målet. De slæder, der er på vej hjem, glider afsted i legende let hastighed. Endnu har jeg ikke selv prøvet at køre med, men i denne kulde frister det heller ikke. Vi har netop fået en ung fyr på 16 år ind fra en af de nordligste bygder med frost i begge forfødder efter at han og hans bedstefar havde befundet sig 4 døgn på isen. De blev overrasket af storm og mistede orienteringen. De klarede sig uden mad og drikke, altså 2 nætter på slæden og resten af tiden i et forladt hus. Den gamle fejlede fysisk ikke noget, da de blev fundet. Hvor meget eller lidt der reddes af fødderne hos den unge mand vil vise sig i løbet af 1 måneds tid. De skal videre til Nuuk.
Ellers er mit daglige liv fuld af diverse gøremål og udfordringer. Som følge af at mit hus ikke er i bedste stand, bevirker frosten ikke sjældent at afløbet enten til brusekabinen eller køkkenvasken fryser til. Men eftersom smeden ikke er særlig sen til at møde op, kan jeg ikke betragte det som et egentligt problem, men nærmere som et spændingsfænomen. Alle køkkenskabe i bordhøjde fungerer som frostbokse, men i og med at jeg har et køleskab, der vel holder 5 plusgrader, kan jeg undgå uhensigtsmæssig frysning af madvarer. Indtil videre hænger min fryser i plasticposer uden for døren, hvilket ikke er ualmindeligt her. Ved hjælp af et par fede grønlandske lammeskind som supplement til oliefyret, holder jeg mig fint varm. Arbejdsdagene har indtil nu ligget på 10-12 timer, fordi det ofte først er efter kl. 16, der bliver ro til det arbejde, der kræver ro for at kunne udføres. Bare rolig, sådan skal det ikke fortsætte, men lidt endnu kan nok ikke undgås.
Linda har altid ønsket sig at arbejde i Thule, det fortalte hun mig allerede, da jeg ankom, men at sygeplejerskestillingen deroppe (kun én) skulle blive ledig fra 1. juni 1992, kunne ingen jo vide. Ærgerligt for mig, men forstår fuldtud, at den må hun så tage nu. ”Den der venter til natten gemmer til katten”, som bekendt. Da Fredrik ikke kan få arbejde deroppe, vil han forsøge sig som fanger. Et spændende eksperiment. Den 3. sygeplejerske rejser også nok til sommer, hendes mand er ikke så rask, kan ikke tåle kulden. Lægesituationen er ikke afklaret, en ny vikar dukker vel op omkring 3. marts, når den nuværende drager tilbage til chefdistriktslægejobbet i Sisimiut.
Med disse fremtidsperspektiver på læge/sygeplejesiden er det desto mere vigtigt for mig at have fod på funktionen af dette sygehus. Jeg har i sandhed fået hvad jeg ønskede, udfordringer en masse skal jeg lige hilse og sige! Selvom det er lidt hårdt indimellem, er det godt nok, jeg trives her. Er dog glad for, at overenskomstforhandlingerne faldt ud, stik imod forventet, til min fordel. Alle ansat før 1.1. 1992 får fortsat mulighed for fri ferierejse hvert år, altså kan jeg se frem til at tage til DK i september måned.
Tak for Jeres breve, som glæder mig meget. Det er altid hyggeligt at høre nyt sydfra. Et par har stillet spørgsmål, som jeg ikke lige nu kan svare på, men tænker over. I øvrigt er nyhedsdækningen noget sparsom. Jeg tror, at der er 5 korte (á 5-15 min) radioaviser i døgnet og den danske TV-avis sendes med 3ugers forsinkelse. Der findes daglig grønlandsk TV-aviser, som formodentlig er tilsvarende gamle. Fra 1. oktober skulle TV-avisen blive samtidig med det øvrige land og det vil sige med 3 dages forsinkelse. – Kan I nu have det så godt. Håber meget alle er ved godt mod og helbred – selv klager jeg ikke. Har netop talt med Morten, som tidligere på dagen hentede Mikkel i Kastrup hjemvendt fra Israel. Jeg kunne forstå han var temmelig træt på grund af utilpashed, har endnu ikke talt med ham. Men Morten var ved godt mod, han rejser jo til Kina i overmorgen via Ålandsøerne, Helsingki og Moskva i 1½ dag for at tage videre med Den Transsibiriske Jernbane. ”At rejse er at leve” og det er jo ikke helt ved siden af!
Med kærlig hilsen Kirsten
P.S. Jeg medsender her en meget interessant artikel, som jeg har afskrevet fra Bladet ”Grønland” Nr. 3, 1991: ”Isumaminik”-ideologien og de ”uforståelige” ungdomsselvmord i Grønland.
Af Ing-Britt Christiansen.
Da jeg besøgte Ilulissat sommeren 1987, blev jeg først og fremmest slået af den kolossale ændring, byen havde undergået siden jeg boede og arbejdede der som socialpædagog i årene 1970-72. I begyndelsen af 70’erne var byen knapt nok en by efter danske forhold – byen havde kun 2.544 indbyggere i 1970 – og bortset fra de nybyggede ”Sorte Blokke” (etagehuse med moderne lejligheder) var sygehuset og børnehjemmet de største bygninger i byen.
I 1987 fandtes der adskillige enklaver med moderne boligbebyggelse, to store skoler, en stor idrætshal og adskillige vuggestuer og børnehaver. Vejnettet var blevet stærkt udvidet og forbedret, og der var bygget en lufthavn nær byen.
Den generelle levestandard så ligeledes ud til at være forbedret. De fleste mennesker virkede velklædte og den iøjnefaldende fattigdom, der stadig var ret synlig i begyndelsen af 70’erne, så ud til at være forsvundet. Ved første øjekast så det ud til, at dette var en by, hvor den materielle udvikling havde gode kår og hvor der åbenbart herskede en del optimisme og fremtidstro.
Blandt byens mange ny anlæg fandtes der også en ny kirkegård, og under et besøg på denne fik jeg udpeget et sted med 9 nye grave på rad og række. Disse grave viste sig til min overraskelse at være gravsteder for unge mænd i begyndelsen af 20’erne, der alle havde det tilfælles, at de havde begået selvmord. Seks af de unge mænd kendte hinanden godt, idet de havde gået i klasse sammen. I klassen havde der oprindeligt været 8 drenge.
En forklaring på, hvorfor forholdsvis mange unge mænd havde valgt at afslutte livet i så ung en alder og under så dramatiske omstændigheder, var der ingen, der kunne give mig. Mine Ilulissatvenner fortalte, at en del af selvmordene forekom uforståelige, eftersom flere af de unge mænd, der havde taget livet af sig, kom fra gode hjem, og at de havde været særdeles dygtige og vellidte, ligesom de var blevet set op til i kammeratskabsgruppen.
Den danske psykiater Inge Lynge har med baggrund i mange års arbejde på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk påpeget, at ungdomsselvmordene groft sagt kan deles i 2 grupper: Inge Lynge skriver, at den ene gruppe kommer fra disharmoniske hjem med et stort alkoholforbrug og deraf følgende problemer; og den anden gruppe kommer fra velfungerende hjem med en konstruktiv atmosfære. Selvmordene i sidstnævnte gruppe forekommer ofte ganske uforståelige for omgivelserne. Inge Lynge siger endvidere, at mange unge mænd tager livet af sig selv uden i forvejen at have tilkendegivet en sådan intention, ligesom der ej heller har været tegn på følelsesmæssige problemer. Selvmordet foregår ofte i hjemmet, bag lukkede døre, men med andre familiemedlemmer tilstede i huset. Det mest almindelige motiv synes at være følelsesmæssig afvisning fra en partner (Lynge 1985:57).
I Canada findes et parallelt selvmordsmønster blandt inuit, og psykiateren D. D. Rodgers giver følgende karakteristik af en person i risikogruppen: En mand i 18-19 års alderen, der netop har afsluttet skolegangen, ofte den førstefødte søn og almindeligvis familiens favorit. Selvmordet forekommer i forbindelse med romantiske problemer og indtagelse af alkohol (O’Neil 1984:436).
Hvor sociologien prøver at indkredse elementer til en forståelse af selvmord gennem indsamling af kvantitative data til beregning af selvmordsraten, der har betydning i forbindelse med komparative studier, prøver psykologien at forklare selvmord ved at afdække ubevidste følelsesmæssige mekanismer og motiver. Men da den vestlige psykologi er udviklet på baggrund af det vestlige menneskes forestillinger om verden, og dermed ikke inddrager mennesker, der er socialiserede i andre kulturer, bliver både sociologien og psykologien utilstrækkelige, når det drejer sig om ikke-vestlige kulturer. Her er det nødvendigt at inddrage aspekter vedrørende socialiseringspraksis, personbegrebet i den specifikke kultur, samt den samfundsmæssige struktur.
I denne artikel vil jeg især fokusere på, hvorledes det grønlandske personbegreb, der lægger vægt på individets autonomi (herom senere) samt ”isumaminik”-ideologien – der værdsætter ideen om ikke-indblanding i andres forhold – kan være medvirkende til, at selvmordsraten blandt unge grønlandske mænd er verdens højeste.
”Isumaminik”/ikke-indblandings ideologien.
Traditionelt har det været upassende at omtale egne problemer: ”Det er også en almindelig erfaring, at det hos eskimoerne i meget høj grad hører til god tone at bagatellisere sine egne vanskeligheder, hvor store de end kan være; ja, at det ligefrem anses for latterligt at fortælle alvorligt om egne strabadser og lidelser” (Jensen 1965:33).
Det opfattes stadigvæk som latterligt at tale om personlige problemer. At denne norm hænger nøje sammen med den grønlandske identitet og personopfattelse vil jeg komme ind på ganske kort. ”Grønlænderne er et tolerant folkefærd. ”Isumaminik/lad være med at blande dig” er et meget grønlandsk udtryk, og da grønlænderne er blottet for dømmende adfærd i forhold til deres medmennesker, tager de hverken sig selv eller andre så alvorligt, at de gider blande sig i andres opførsel”. (Finn Lynge 1989).
Det grønlandske udtryk ”isumaminik/lad være med at blande dig” er meget væsentligt for forståelsen af, hvorledes grønlænderne opfatter personen. Iflg. Grønlandsk ordbog betyder isumaminik ”af sig selv” eller ”efter eget tykke” (egentlig isuma=mening, tanke, sind og mimik=iflg. hans). Semantisk viser udtrykket, at mennesket er autonomt, det er sin egen med selvstændige, uafhængige meninger og holdninger. Man anerkender, at enkelte mennesker er distinkte personligheder med egen vilje og ret til at handle uden at redegøre for bevæggrundene herfor. Ingen, heller ikke børn, behøver at forklare deres handlinger til omgivelserne, medmindre han/hun selv vælger at gøre det. Autonomien respekteres af omgivelserne, og det anses for upassende at blande sig i andres forehavender. Personen er kun ansvarlig i forhold til sig selv, og i den eskimoiske kultur findes f.eks. ikke ideer om kollektiv ansvarlighed, som ses i andre kulturer, hvor den enkeltes fejltrin ofte får konsekvenser for familien eller klanen.
Dette medfører muligvis, at individet i personligt belastede situationer let kommer til at føle sig usædvanligt alene, men medfører også et fravær af manglende kollektiv skyld i forhold til de nærmestes uhensigtsmæssige og/eller uacceptable handlinger, hvilket kan være en stor lettelse.
Den amerikanske antropolog Richard Condon gør opmærksom på, at inuit ikke forventer, at autonomi og ansvarsfølelse går hånd i hånd, sådan som vi opfatter disse begreber. Selv forældre føler sig ikke ansvarlige i forhold til mindre børns gale streger, de tillader børnene en høj grad af autonomi, allerede inden børnene har vist den mindste grad af ansvarsfølelse. Forældrene mener, at ansvarsfølelsen vil komme, efterhånden som børnene bliver modne (Condon 1987:192).
Ideologien vedrørende ikke-indblanding i personlige forhold er ligeledes et højt værdsat begreb hos eskimoer, der lever på traditionel vis, hvad Jean L. Briggs’ monografi ”Never in Anger” vidner om (Briggs 1970). Inge Lynge mener ligeså, at den traditionelle respekt for den enkelte autonomi er dybt forankret i grønlænderne og på et dybere plan, end vi danskere almindeligvis er opmærksomme på (Lynge 1985:55).
Der findes desværre ikke meget antropologisk materiale vedrørende ”isumaminik”/ikke-indblandings ideologien blandt grønlændere. Dog har eskimologen Per Langgaard, på baggrund af sammenlagt 3 års ophold som skolelærer i en grønlandsk bygd (1976-77 og 1981-83), indirekte skrevet om ”isumaminik” ved at beskrive, hvad der blandt grønlændere anses som passende opførsel (Langgaard 1986).
At et barn er ”naalattoq”, er ifølge Langgaard det allerbedste, der kan siges om et grønlandsk barn. Et ”naalattoq” barn er genert og viser mangel på nysgerrighed. Manglen på nysgerrighed betyder ikke, at barnet er passivt i forhold til omgivelserne, men at det kender sin plads og ikke blander sig i andres affærer, dvs. de voksnes, inklusive forældrenes (ibid:301). Barnet iagttager de voksne og drager sine egne konklusioner, men det opmuntres ikke til at spørge og holder derfor mund. Hvis barnet alligevel stiller spørgsmål, får det enten ikke noget svar eller et modspørgsmål Jean Briggs fremhæver, at blandt Utkuhikhalingmiut bliver ”hvorfor” almindeligvis opfattet som et uforskammet spørgsmål (Briggs 1970:264).
Blandt voksne grønlændere viser god opførsel sig ved lavt monotont toneleje, lange pauser i talen, en sky fremtræden og man undgår voldsom gestikuleren. Hvis man fremkommer med egne meninger, skal de fremføres med mange reservationer, og man skal undgå at bringe emner på bane, der kan være kontroversielle. Man skal undertrykke vrede, selv om man føler sig uretfærdigt behandlet. Traditionelt så eskimoerne på vrede som noget kun børn oplever og vredesudbrud blev opfattet som en trussel og var tabuiseret (Briggs 1970).
Hvis man endelig udtaler sig, er det passende at ende enhver sætning med at udtrykke en vis usikkerhed med hensyn til det fremførte ved at henvise til tredje person og f.eks. sige ”xx sagde at….”. Eller man kan bruge ord som ”asukiaq”, ”nalura” og ”immeqa”. Ifølge ordbogen betyder de to første ord ”det ved jeg ikke”, og det tredje betyder ”måske”. Ifølge Langgaard er meningen enten ”jeg ønsker ikke at kommentere det stillede spørgsmål” eller ”jeg er uenig” og ordene er således synonyme med den blandt grønlænderne passende tavshed som svar (ibid:305).
Som svar på ubehagelige spørgsmål har jeg ofte hørt grønlænderne sige ”taamagunarpoq” – ”ja, sådan er det nok” eller ”taamasinnaavoq” – ”sådan kan det godt være”.
Udpræget humoristisk sans er højt værdsat, og evnen til at gøre grin med sig selv eller andre i følsomme sociale situationer beundres.
Det allerværste en grønlænder kan være, barn som voksen, er ”naalagaaniartoq”, dvs. én der prøver at blive leder. Et menneske, der fører sig frem som en leder, står i modstrid med alt, der forbindes med god opførsel. Blandt børn optræder ordet ”naalagaaiar” (påhæftet forskellige affixer) som et meget vigtigt ”afrettende” udtryk i den indbyrdes opdragelse, og et barn er straks sat på plads, hvis det kaldes naalagaq (ibid:305). Udtrykket bruges i øvrigt ofte som synonym for en dansker.
De fleste grønlændere prøver på at undgå konfrontationer og ”will not see the conflict as a question of winning or losing. The main task concerning conflicts is to keep or restablish peace and consensus” (Lynge 1985:60).
Ifølge Langgaard er der således disse 3 muligheder for konfliktløsning ved interpersonelle konflikter:
- man undlader stillingtagen i kontroverser
- man tilkendegiver uenighed ved at henvise til at….
- man undgår at optræde som leder
Der findes dog endnu en acceptabel udvej til at udtrykke vrede, uenighed eller nævne kontroversielle emner – man kan skrive et digt eller en sang.
”I Grønland siges utilfredshed ikke, den synges”. (Petersen 1989). – Traditionelt frembragte man en sang eller et digt for at få afløb for negative følelser. Når man var uenig med en anden person udfordrede man pågældende til sangkamp. Sangkampen foregik i fuld offentlighed med bopladsfællerne som dommere. I den antropologiske litteratur beskrives sangkamptraditionen sædvanligvis som en del af det eskimoiske retssystem, se f.eks. Hoebel 1964. Jeg vil tilføje, at denne skik har givet mulighed for, at man under acceptable former og i fuld offentlighed har kunnet give udtryk for sin uforbeholdne mening om en modstander. Den som havde fundet på de smarteste vendinger, de mest humoristiske indfald, og som fik publikum til at grine på modpartens bekostning, eller som med en formulering ramte plet i modstanderens bløde punkt, havde vundet. Sangkamptraditionen eksisterer ikke mere, men jeg vil påpege, at traditionen har iført sig en ny forklædning, idet:
”Poesi bliver anvendt meget i dagens Grønland, når man vil udtrykke følelser eller give sin mening til kende om et eller andet”. (Bertelsen 1983:287, min understregning).
”Isumaminik”-ideologien og selvmordene.
”Isumaminik”-ideologien bidrager muligvis til den høje selvmordsprocent, idet der, så vidt jeg kan se, ikke findes kulturelt acceptable udveje for voldsomme personlige problemer inden for de af samfundets givne rammer for god opførsel. Den specifikke opfattelse af, hvad der konstituerer god opførsel, bevirker, at man afstår fra at reagerer overhovedet, når de nærmeste viser tegn på personlige problemer, eftersom en reaktion der griber ind i vedkommendes autonomi vil forekomme så upassende, at den ikke er umiddelbar tænkelig. I forbindelse med selvmordstrusler bemærker Inge Lynge, at:
”Often it is as if the threat of suicide has a paralyzing effect or as if they hope that taking no notice will make it vanish” (Lynge 1985:55).
Hvor vi I Danmark tolker manglende indgriben ved selvmordsforsøg som ligegyldighed er dette slet ikke tilfældet i Grønland. ”Isumaminik”-idologien betyder ikke, at signifikante andre ikke opfatter selvmordstruslerne eller at de reagerer med ligegyldighed, men snarere at de ikke føler sig berettigede eller i stand til at blande sig, hvilket Inge Lynge ligeledes gør opmærksom på:
”In some cases the relatives had not taken the threats seriously, and in others they had not felt committed or entitled to interfere, or they had not known what action to take” (Lynge 1980:89). Citat slut.
Tredje brev
Hvilken oplevelse og så på en fridag!
Upernavik, den 19. april 1992.
For en uge siden satte foråret pludseligt ind med rivende hast. Fra mit køkkenvindue, der vender ud mod havet, ses i dag åbent vand flere steder. Slædesporene går som hvide streger ud over en grålig flade – den grå is kaldes rådden, et ikke charmerende ord, men enhver kan forstå, hvad det betyder. Jeg havde netop i dag aftalt med Pavia, den ene af vore to portører, at vi skulle have været på slædetur – min første – men han ringede afbud, fordi han skønnede det ville være for farligt. Ærgerligt nok, men kan dog sagtens styre mig, for en tur i vandet har jeg ikke lyst til. For et par dage siden, havde vi en patient, der i forbindelse med den sidste og afgørende kamp med en isbjørn, var gledet sammen med den ud over iskanten. Der skal en god fysik til at holde til at blive gennemvåd, kæmpe med en isbjørn og derefter klare turen på slæde hjem til bygden. Han kom på grund af nogle rifter på hoved og nakke, som bjørnen havde forårsaget. I sidste uge faldt en tidligere patient – en hyggelig gammel storfanger – igennem isen og druknede. Strømforholdene omkring øerne her er stærk, isen slides jo nede fra.
Solen og dermed lyset har nu så meget magt, at det ikke længere uden videre er til at finde ud af, hvilket tidspunkt på dagen det er. Solen er stået op, når uret ringer kl. 6.45 og går ikke ned før 23.30 – jeg følger dens farvestrålende bevægelser fra mine vinduer. Siden I sidst hørte fra mig, har vi hver dag i Upernavik haft fuldstændigt stabilt vejre med høj himmel, solskin og for det meste vindstille med temperatur på ca. 30 minus grader indtil altså for 1-2 uger siden, hvor det er blevet tiltagende varmere og nu minus 20-15-10 grader, alt imens vejrmeldingen har kunnet fortælle om storm og sne, i det øvrige af landet.
På sygehuset går det efter omstændighederne godt. Atter var vi heldige. En læge dukkede op den 31. marts, da den sidste (nr. 3 i min tid) rejste tilbage til DK efter 1 måned. Den nuværende har tænkt sig at blive 6 måneder og det synes umiddelbart overdådigt i forhold til det, vi ellers er vant til. Dertil skal siges, at den sidste læge, hvor kort tid han end var her, blev med hans erfaringer som distriktslæge i 2 år og 4 år som landslæge her i Grønland, en virkelig god hjælp for sygehuset som helhed og mig i særdeleshed. Han var behjælpelig med at få yderlig gang i ’oprydningsarbejdet’ og ikke mindst vigtigt, omgangstonen blev hævet til det niveau, hvor den hører hjemme. Den nuværende læge – en gammel ven af den forrige – har 16 års Grønlands erfaring, er et meget stilfærdigt og sympatisk menneske, der bare får tingene til at fungere uden de store armbevægelser.
Samtidig med lægeskiftet, rejste vores eneste sekretær pludselig på ferie (gift med den lokale pilot) og 7. april skulle øjenlægen komme. Jeg måtte i hast sættes ind i bl.a. hvordan billetbestilling til bygdehelikopteren foregår – mange gange kan afdelingen minde en om ’Fredericia Banegård’, patienterne kommer og går i ét væk alt afhængig af, hvornår/hvor længe vi har bygdehelikopteren (deler den med Uummannaq distrikt). Jeg måtte overtage arrangementet angående øjenlægens besøg i bygderne, hvilket indebar at sørge for at alle patienter nu også var skrevet på listerne og renskrive samme. Da det er en kostbar affære, er det vigtigt at ingen bliver overset, når nu endelig øjenlægen kommer forbi. I Grønland er der 40 % større øjenproblemer end i DK, det har noget at gøre med Inuit-hovedformen.
Efter kun én dag på Upernavik sygehus udtrykte Jon (lægen) sig meget præcist: ”Jeg ser vi er på kanten af katastrofe. Med 60 uskrevne journaler, ingen sekretær og dette rod på mit kontor, det her kan jeg umuligt arbejde mig igennem, jeg vil forsøge at få min ’gamle’ sekretær fra Ilulissat/Jakobshavn herop i 14 dage”. Som sagt så gjort. Forvaltningen og sekretæren, Birgitte, godkendte idéen og så ankom hun samtidig med øjenlægen, hvis kone var med som sekretær for ham, hvilket i sidste øjeblik blev organiseret. Det blev til hektiske dage for alle. Den meget omstændelige og besværlige planlægning i alle detailler, lige fra gentagne telefonsamtaler med bygderne via tolk til lederen af Grønlands fly i Upernavik, kom ’10 fold’ tilbage.
Alt kom til at klappe perfekt. Den 8/4 gik turen nordpå til Kullorsuaq og Nuussuaq/Kraulshavn. I Kullorsuaq er udstationeret en sygeplejerske med mand og barn. Jeg var taget med på turen og mens patienterne blev fløjet fra Nuussuaq til Kullorsuaq, blev jeg i Nuussuaq og talte med medicindepotforvalteren og hendes medhjælper, som netop havde overtaget jobbet efter sygeplejersken, som lige var rejst til DK for good efter 4 års arbejde i denne bygd (150 personer). Dagen forinden havde jeg her i Upernavik netop truffet den afgåede mandlige sygeplejerske, bleg og udbrændt. Da jeg trådte ind i den netop forladte sygeplejestation, mødte der mig et noget overraskende og usædvanligt syn. Stuen var propfyldt af udgåede hashplanter. Til det vil jeg sige, det har trods alt også været noget af en bedrift psykisk set, at have boet så længe i så lille et øsamfund! – Det blev ikke til den afslapningsdag, jeg havde set frem til, men derimod til et større arbejde med korrektion af medicinskabet og diverse papirer samt vaccination af børn. Ligeledes var en planlægning af sundhedsvæsenets fremtid i denne bygd meget nødvendigt. Fuld knald på indtil lyden af helikopteren satte punktum for arbejdet. Flyvetiden SKAL overholdes.
I Kullorsuaq nåede jeg lige at besøge en familie, jeg havde udset mig. Konen har TB (tuberkulose) og i mit opbygningsarbejde omkring Tuberkulosepatienterne i Upernavik distrikt, var jeg faldet over, at netop denne familie havde fået afslag på et selvbyggerhus. Jeg ville fotografere huset og sende billederne til Boligforvaltningen i Nuuk, så de kunne få syn for sagen. Hvem véd dernede, hvad det vil sige, at bo 10 mennesker i et ét-rumstræhus på 20 m2? Fik en god snak med familien og dermed lov til at fotografere deres hus inde- som udefra. Altså, det var et lavloftet hus/rum med 3 senge langs væggene, et lille bord, hylder i 3 af hjørnerne, som bugnende af tøj, husgeråd og andre ting, tøj hængende på snore tværs gennem rummet, rådne vindueskarme med ruderne tildækket af is, ligesom der var is langs fodpanelerne. Luften var tæt af fugt fra de alt for mange mennesker og endelig, den dampende gryde på primussen stående på gulvet langs den fjerde væg. Prikken over i’et var, at ’spanden’ (toilettet) stod frit eksponeret i det fjerde hjørne! Et liv under disse omstændigheder sætter sit præg på mennesker fysisk som psykisk!
Både den dag og siden, når jeg tænker på dem og andre i lignende situation, og nu igen hvor jeg skriver, mærker jeg et væld af følelser, hvor vrede og afmagt er mest dominerende. Vrede over at borgere med ubetydelig magt ikke bliver hørt. De fortalte at de i 1988 havde betalt for at få vinduerne udskiftet, men udover at have givet penge ud, er intet sket. Afmagt over at være vidende til, at de svagest stillede folk i bygderne i yderdistrikterne, som bl.a. Upernavik hører til, er lysår fra den verden dette lands politikere lever i og den udvikling de stiler imod. Det er selvfølgelig en påstand fra min side, forhåbentlig er jeg galt afmarcheret, men jeg både ser meget, når jeg dels er ude i bygerne, dels her på sygehuset. Hovedparten af vores patienter kommer fra bygderne og især fødekvinderne opholder sig her ca. 1 månedstid. – Der ruller sig skæbner op for en, hvis altså, man ønsker at se og lytte. Jeg hører ikke sjældent: ”Jeg har hemmeligheder her inde, dem er der ingen der får noget at vide om”, samtidig med at de pege på hjerteregionen. Sådan en udtalelse kan netop blive indgangsporten til en samtale, lige så ofte slet ikke. Boligproblemet er for mig at se kodeordet nr. 1 her til lands!
Den 11/4 gik turen til Tasiusaq, hvortil øjenpatienterne blev fløjet til fra de omkringliggende småbygder. Susanne (sygeplejerske), som vaccinerede børn, og øjenlægen holdt til på skolen. Marie (tolk) og jeg havde først en 3 timers snak med bygderådet angående en afskedigelse af en fødselshjælperske, som vi har været nødsaget til at afskedige. Derefter fik jeg kigget på jordmoderens hus og slæbte, som sædvanligt, kasser af flere års forældet og overflødigt medicin med tilbage til Sygehuset til videre destruktion i Ilulissat/Jakobshavn.
Den 14/4 blev øjenpatienterne fløjet ind til Upernavik fra Prøven, Søndre Upernavik og Aappilattoq. Susanne tog til Søndre Upernavik og jeg til Prøven, hvor jeg tidligere har været. Jeg begyndte med at kigge medicinskabet igennem, holdt konsultation, undersøgte gravide og vaccinerede børn. Vi havde en ældre kvinde med lårhalsbenbrud med tilbage.
Marie er lidt af en Miss Banda-type*), vi arbejder godt sammen. Hun har arbejdet som tolk i over 25 år og kender ’alle’ mennesker og det er guld værd, når der skal arbejdes godt og hurtigt. Desværre ser hun meget dårligt, for 2 år siden blev hun overfaldet og fik smadret det mest raske øje, og det andet er ikke for godt. Marie er god til at tale med sine landsmænd og vise dem omsorg. Når vi er ude sammen i embeds medfør, har hun altid nyt at fortælle dem, vi møder, og det er jo en vigtig mission i sig selv. Informationsniveauet hos folk, der bor isoleret er jo sparsomt. Jeg elsker disse småstunder, hvor jeg helt legalt (mens vi venter på transport) kan sidde uforstyrret efter en lang dags arbejde og hvile i mig selv midt blandt disse pragtfulde mennesker, som giver ud af det bedste de har, alt imens de lavmælt konverserer hinanden, kun afbrudt af latter. Og når de finder noget specielt morsomt indvier de mig i deres glæde. Netop den dag i Prøven sluttede dagen således og helt uforglemmelig. Marie og jeg befandt os ved endt arbejde hos en bekendt til hende. Alt imens de to kvinder talte sammen ivrigt og lavmælt i køkkenet, sad jeg i husets pink-farvede stue (barnebarn er maler) fyldt med alskens nips, fotografier m.m. på væggene og med solens bløde stråler ind gennem de små vinduer, nød jeg den stille summen fra kvinderne og et stykke havkat sammen med et stort glas isskossesmeltevand.
*) Miss Banda var min nærmeste medarbejder dengang min mand, Jørgen Stubgaard, og jeg arbejdede i Chipata Nutrition Group, Chipata, Zambia for Mellemfolkeligt Samvirke i årene 1982-84.
Øjenlægen tog afsted Askeonsdag, så nu er det tiden at få ”samlet op” og finde tilbage til den altid overraskende hverdag igen.
For lige at give et indtryk af størrelsesforholdene, har Upernavik Sygehus 14 senge (hvilket er alt for lidt), 1 læge (normeret til 2), 3 sygeplejersker, 7 sundhedsmedhjælpere, hvoraf 1 tager sig af laboratoriet, 1 af kønssygdomme, begge er til dels uden for vagtturnus. 7 ufaglærte afdelingsmedhjælpere, 2 rengøringsassistenter, 3 ufaglærte i vaskeriet, 3 ufaglærte i køkkenet + en selvlært køkkenleder (dygtig), 2 portører, 1 tolk og en el-installatør som fungerer som maskinmester! De 5 af de 7 sundhedsmedhjælpere er rimeligt godt dobbeltsproget. – I de 10 bygder sidder nu kun 1 sygeplejerske, 6 medicindepotforvaltere + deres afløsere, 3 fødselshjælpersker (’uddannede’ ufaglærte). Kun 2 af de ufaglærte forstår lidt dansk, så når al kommunikation skal gå gennem en tredje person, er muligheden for misforståelser jo stor og tidsrøvende.
Sygehusarbejdet er yderst alsidigt. Det, vi ikke kan klare går syd over. Hvor langt? Afhænger af hvad Uummannaq og Ilulissat vil tage imod, ellers ender patienterne på DIH (Dr. Ingrids Hospital) i Nuuk eller Rigshospitalet. Der er ca. 50 fødsler/året tilsvarende antal provokerede aborter. Alle skal helst føde på sygehuset, men det sker selvfølgelig ikke i og med fødselstidspunktet oftest er usikkert og så er det, at det i komplicerede situationer kan betyde evakuering, hvilket er afsindigt kostbart. Små operationer så som fjernelse af blindtarm, brok, ekstrauterin graviditet, kejsersnit og lign. kan vi selv klare. Vi har ingen gennemlysningsapparat, fotograferer derfor helst kun knogler og lunger, foretager dog intravenøs urografi med kontrast (nyrefunktion undersøgelse).
Efter at et barn for ca. 1 år siden aldrig vågnede op efter en narkose, har der kun været foretaget operation i spinalanæstesi (lumbal), hvilket for alle parter er en hurtig, nem og ikke ubehagelig anæstesiform. Men da Jon, vores nuværende læge, foretrækker æter, så er det dét, vi skal bruge i hvert fald i de kommende måneder. Personligt foretrækker jeg selvfølgelig det, jeg er vant til og dermed tryg ved, men æter kan man måske også komme til at holde af, selvom lugten ikke just er tillokkende. Vi har faktisk allerede forsøgt os. Jon indledte anæstesien, som sig hør og bør med Hallutane, for så, når patienten sover, at slå over på æter. Patienten, en 9-årig dreng med blindtarmsbetændelse sov fint, da jeg overtog masken. Tilsyneladende ingen problemer så vidt, men i samme sekund kniven rørte huden, tog patienten lige en halv omdrejning på operationsbordet – det var unægtelig noget af en overraskelse, bevar mig vel! Uden store ord kommenterede Jon blot episoden med, at æterapparatet nok ikke virkede! Nej ikke efter hensigten, men ikke desto mindre stank der ’ad Pommeren til’. Nå, men han fik kigget på apparatet og efter at have forsøgt os anden gang og drengen stadig ikke fik del i æter dampene, pakkede vi sammen og barnet ind og evakuerede ham + moderen til Uummannaq med mig som ledsager.
Turen derned gik efter omstændighederne godt. Vi var ventet, læge og sygeplejerske stod parate. Patienten blev lige båret ind på operationsbordet i alt tøjet, det tager man ikke så højtideligt, sprøjter og hvad der ellers hører til var gjort klar og man gik i gang med det samme. Jeg blev inviteret til at være med, men måtte desværre sige nej tak, da vi skulle flyve tilbage med det samme.
Nedturen til Umanak: Vejret var perfekt, klart, skyfrit og strålende solskin. I op til 2,5 km’s højde og i øredøvende larm var det enormt flot at flyve den direkte tur ned over ”Svartenhuk Halvøen” med det høje plateau, hvorfra der flere steder går isbræer ned. Kanten af indlandsisen på venstre side. Klippeformationerne er yderst forskellige, nogle spidse, andre kantede, som overdimensionerede rå huggede skulpturer, hvor der ses tydelige fuger efter ’stenhuggerens mejsel’. Nogle plateau-lignende med lodrette fjeldsider og flade for oven, atter andre ’bygget-op’ som kinesiske templer. På grund af de stejle skrænter er fjeldene kun delvist dækkede af sne og is. Den synlige rå brunfarvede klippe giver landskabet dybde og bevirker, at ens øjne aldrig synes at mættes ved at iagttage dette pragtfulde landskab.
Hjemturen blev ikke en mindre spændende naturoplevelse. Den svenske pilot, Hasse, var meget venlig og rigtig i fortællerhjørnet. Jeg fik hørertelefoner på, så vi kunne tale sammen, stukket et kort i hånden, bagagenettet mellem pilot og passagerer var lagt ned, så udsynet var maximalt og så startede ellers noget af en sightseeing.
Vi fløj i under 100 m’s højde, fulgte dalstrækninger så vidt det var muligt hele vejen til Upernavik. Lige uden for Uummannaq passerede han tæt forbi et stort fransk sejlskib, som med vilje overvintrede i isen. Det sås tydeligt, hvordan de havde bygget et hulrum op langs skibssiderne. Det var muligt at følge diverse spor. Naturligvis slædespor til/fra bygderne og ud til fangstpladserne. Ræve-, hare- og isbjørnespor –alt sammen meget tydeligt. Afsidesliggende fangsthytter, forladte og nedlagte bygder. Naturlige sælåndehuller – slædespor der havde fulgt isbjørnespor. Isbjørne har det med at kunne lugte sæl, det er på den måde, de ofte bliver opdaget, jaget og skudt. Bliver de tilstrækkeligt sultne, kan de søge til bygdernes affaldsplads. Passerede et eksploderet isfjeld som ifølge piloten dagen forinden havde stået kæmpe højt, men nu så det rodet og uanseeligt ud. Havisen omkring det havde slået enorme stjerneformede revner, og store isflager lå og flød rundt i åbent vand kun dækket af tynd nyis. Hvilke naturens kræfter! – Fløj mange gange så tæt på klipper og jorden, så det blot syntes et spørgsmål om, at række en arm ud og nå.
Da vi nåede lilleputbygden Prøven, cirklede Hasse lige en omgang over bygden, holdt derefter helikopteren helt stille i luften, så der blev mulighed for at dvæle en stund ved dette Brueghelske sceneri – legende børn, fodboldspil på isen, slædekørsel, mennesker og hunde i forskellig aktivitet, isfjelde, både i forskellig størrelse fastfrosset i havnen og folk der undrende kiggede op på os, for de ventede jo ingen helikopter. – Hvilken oplevelse og så på en fridag! Lige hvad jeg trængte til, nemlig at komme væk og opleve noget helt andet.
Operationen i Uummannaq gik planmæssigt og havde været overstået på ½ time. – Den svenske pilot har fløjet 17 år overalt på Grønland. ”Selvfølgelig er det ikke altid en lige stor fornøjelse, i sne- og stormvejr er det ikke sjovt, men meget opvejes af en dag som denne”, kunne han meddele mig. Og det er nemlig lige det, det kan. Uanset hvor træt jeg indimellem kan være, er det at bevæge sig i denne natur og klare luft som et ’rusmiddel’, med én gang vender energien tilbage.
’Mit’ direktorat hedder ”Sundhed & Miljø. Om det sidste har jeg mine betænkeligheder. Jeg synes nemlig ikke det er ligegyldigt, at man her i Upernavik ukritisk smider ALT på ”Dumpen” og det vil sige ned ad en skrænt og videre ud i havet. Indimellem sættes der ild til, så en grim stank breder sig i den anden ende af byen. Sortering og genbrug kendes ikke – ordet forurening har jeg endnu ikke hørt folk her tage i deres munden, det gælder danskere som grønlændere. Altid det samme svar: ”havet er stort, det kan sagtens klare det”. Grønland, som i dag hører til de såkaldte moderne forbrugersamfund med et væld af unødig emballage, kan efter mine begreber absolut ikke klare dét, vi kalder naturlig nedbrydning, når man tager de lave temperaturforhold i betragtning. I de bygder jeg har været i, er forureningen og hygiejnen vekslende. Den værst tænkelige var Tasiusaq. Uden for hvert hus havde folk bl.a. tømt lokumsspanden til stor interesse for de løst gående hunde – noget af en kontrast til den hvide sne, som efterhånden somme steder ikke var helt så hvid mere. Det er i øvrigt i den bygd, jeg arbejder på at få en sygeplejestation op at stå allerede fra i sommer. Man hører ofte udtalelsen ”Grønland er smukkest om vinteren”, ja, i by og bygd er det mange gange sådan det forholder sig.
Det er klart, når jeg skriver og fortæller, som jeg gør (kan ikke andet) om mit ’Grønlandske liv’, er det opmuntrende, når jeg møder interesse i form af spørgsmål, kommentarer og lignende. Jeg er blevet foreholdt min udtalelse om, at vi (danskere) kan lære meget af grønlænderne og det mener jeg ligger i en fra deres side langt større umiddelbarhed, storsindet- og gavmildhed. En direkte væremåde uden falsk beskedenhed. Direkte, forudsat man forstår bestemte udtryksformer. Respekten for det enkelte individ bevirker, at man ikke blander sig i andres anliggender. Hvis vi kunne tage disse egenskaber til os, så balancen holdes i forhold til ”Isumaminik”- ideologien, (altså, så den ikke kammer over ifølge problematikken skitseret i Ing-Brit Christensens artikel I modtog i mit sidste brev) tror jeg mange danskeres sind, ville kunne lade sig berige.
Vel, det var så alt for denne gang. Takker meget for Jeres dejlige breve. Desværre er det lidt svært at nå Morten, mens han rejser rundt ovre i Østen, men han er til gengæld en flittig brevskriver. Rart, at han trives så vel med sin ransel på ryggen. Mikkel befinder sig godt i London blandt gode venner, har været heldig at skaffe sig job på en restaurant. Også han sender dejlige breve. Jeg ser selvfølgelig frem til at se Jørgen heroppe om et par måneder. Alt vel fra Upernavik og håber meget det samme hos Jer.
Med kærlig hilsen
Kirsten
Fjerde brev
Hvad er årsag? Hvad er virkning?
Upernavik, den 29. maj 1992.
For generationer siden – dengang mændene udelukkende var fangere og kvinderne udnyttede mændenes fangst til mindste detalje, dengang fødemængden satte grænser for antallet af familiemedlemmer og kun de duelige talte, dengang livsbetingelserne krævede fuld loyalitet, dengang sammenholdet ikke tålte for divergerende gemytter, da levede man et liv med tabuer og faste rammer. Lykkeligt eller ej? Man levede og overlevede under barske omstændigheder i mere end én forstand.
I alle samfund i udvikling/bevægelse slæber kulturen efter. Specielt tydeligst ses det i lande og på steder, der senest har stiftet bekendtskab med vores – den vestlige – kultur, som med bulldozer hast og styrke maser sig på, hvor vi end har vist/viser os. – I Grønland har vi danskere som bekendt sat tydelige spor på flere måder. I vores iver efter at tillempe Grønland dansk leve- og tankemåde, har vi bl.a. formået at nedbryde den faste ramme, der holdt familien sammen. I 6o’erne og 70’erne blev bygder uden blusel nedlagt og forladt, så de i dag kan ses som spøgelseshuse og spøgelsesbygder, hvorfra folk blev flyttet i bedste fald til andre bygder, men hovedparten til byer, hvor et liv i boligkarrer ventede dem. Hvilke følger det skulle få, havde man åbenbart ikke fantasi nok til at forestille sig. Den gode vilje eller ej og uanset hvad vi har foretaget os af ’begavede’ ting, så er fakta i dag for en stor del af befolkningens vedkommende den, at det fundamentale i kulturmønstret er blevet smadret – familiestrukturen og selvtilliden er skredet, fået et knæk og for nogle nådestødet. De stærkeste overlever altid! Grønland og dets folk hænger sammen, men tro mig, under overfladen er der sår, der bløder. Det er hvad jeg ser i Upernavik, og det jeg så i bygden Attu, hvor jeg fra maj til september sidste år afløste distriktssygeplejersken. Attu er et øsamfund på i alt 400 mennesker, som ligger i Davis Strædet mellem Sisimiut og Aasiaat.
Min gode veninde Naja, sundhedsmedhjælper og leder af alderdomshjemmet her i Upernavik og som stammer fra Ammassalik (østkysten) sagde en dag: ”Selvfølgelig er jeg da glad for min far, men mange gange har jeg været sur på ham, fordi han er dansker, selv har jeg aldrig kunnet forestille mig at gifte mig med en dansker, jeg ville være bange for at miste mine rødder”. Fint, præcist og stærkt sagt. Jeg holder meget af Naja, hun er et herligt og rummeligt menneske. Hendes mand, som kommer fra en lille bygd her i distriktet, kan med en vis galgenhumor fortælle om det håbløse og groteske i, at have haft en dansk lærer i skolen. Ingen forstod noget som helst og om, hvordan han i ren og skær trods – havde vistnok en skrap mor – som voksen lærte sig selv nok dansk til, at kunne få sig en maskinmesteruddannelse. Han er i dag leder af tanken her i byen, de er begge omkring 30 år.
Hver gang jeg ramler ind i folk, der uden specielle forudsætninger kan og vil mere end de fleste, bekræftes jeg i min grundtanke, at intet er umuligt eller håbløst. Her på sygehuset har de ufaglærte afdelingsmedhjælpere vist sig som værende den mest ’spændende’ gruppe, de har bl.a. taget initiativ til at indgå i en åben og kritisk dialog med mig, hvilket jeg finder meget inspirerende i betragtning af, at et gennemgående karaktertræk hos det grønlandske personale her på sygehuset er konfliktskyhed og manglende ansvarlighedsfølelse.
Tabuet/moralbegrebet, der går ud på ikke at tale om eller vise følelser, er udtalt. Folk bliver syge af det og det er især kvinder vi ser indlagt med depressioner og psykoser. Nogle gange kan afdelingen betragtes som en føde/barsels- og psykiatrisk afdeling. Det er kun naturligt at krop og sjæl siger fra, når den udsættes for mere end den kan honorere, men det er spilleme en høj pris at måtte betale. Årsagerne er individuelle, men ikke sjældent dukker vold, incest, forældresvigt, totalt ubearbejdet sorg over dødsfald eller dét, at have mistet kontakt med eget barn. Fælles for alle er, at behovet for at blive talt med er enormt, selvom det kan være svært at komme i gang. Sundhedsmedhjælperne lærer om psykologi under uddannelsen og ved godt hvad det drejer sig om, men problemet er, at også de selv ligger under for samme tabu. Nej, det er ikke så nemt, som det var ønskeligt.
Når en ganske almindelig pige kommer i den fødedygtige alder, er det ikke ualmindeligt at moderen pønser på, at hun skal blive gravid for så selv at tage sig af barnet. Begrebet at forære eller give sit barn bort som gave eksisterer stadig. Det er ikke så underligt, at man kan observere, at nogle af disse barnemødre er reserverede over for deres nyfødte. De ved, den dag de forlader forældrene evt. sammen med barnets far, så kan prisen meget vel blive, at hun må lade den førstefødte blive tilbage hos morforældrene. Jeg oplevede at være vidende til dette fænomen et par gange sidste sommer i Attu. Undrende spurgte jeg en mor, hvis 3-årige barn holdt krampagtigt fast i hende, mens jeg undersøgte hendes ny baby, hvordan hun kunne efterlade barnet etc. ”Mine forældre vil så gerne beholde det”, lød svaret. I andre tilfælde synes den barnlige barnemoder lige at have fået det, hun havde behov for, nemlig at fralægge sig sine forpligtelser over for sit barn. Og endelig ser vi også 15-16-årige mødre, der tager moderrollen meget seriøst op.
Ca. en gang om måneden holdes på Kommunen et tværfagligt møde, hvor der deltager: en lærer, den fungerende socialrådgiver (en glimrende og vaks socialpædagog), sygehuslægen, politiet (den ene af to), sygeplejersken fra sundhedsplejen og jeg selv. To gange årligt desuden en psykolog og den sociale tilforordnede fra Hjemmestyret. Alle er grønlændere undtagen lægen og sygeplejerskerne. På sidste møde blev der bl.a. taget en sag op om et barn, der var blevet givet bort som konfirmationsgave! Ja, vi bevæger os unægtelig nogen gange ude i marginalerne, ting, man end ikke kan forestille sig, sker. Men uanset hvor grotesk det end må lyde i vore ører, så mener jeg stadigvæk det er vigtigt at erindre sig, at tankemåder, fjernt fra vores, kan vi ikke, som udefra kommende og som det første, tillade os at sætte spørgsmålstegn ved. Ønsker man at påvirke i anden retning, er det ingen idé at hyle op på sædvanlig dansk facon eller på anden vis stille sig an. Ingen, heller ikke grønlænderne, kan li’ at tabe ansigt.
Døden har i Inuitkulturen traditionelt bevidst været anvendt som problemløser. Førhen blev overflødige børn, syge og gamle ”sat ud”. I dag er selvmordsraten blandt grønlandske mænd verdens højeste. Inden for få måneder har to hængt sig her i byen, den ene en 22-årig nyuddannet mandlig håndværker, som boede 2 huse fra mit. Kvinderne, derimod, de forbliver oftest mere jordnære i deres kamp og fortvivlelse, men alligevel har jeg stået og modtaget en endnu varm kvinde, som jeg kendte fra ’Butikken’.
I forlængelse af 3. sal på sygehuset ligger tandlægeklinikken – administrativt helt uafhængig af sygehuset. Men i de sidste måneder har jeg indimellem haft min gang dér. Gitte tandlæge, som netop er rejst efter et 3 måneders vikariat, har haft en hård periode. Siden 1988 har der ikke været en fast, stabil tandlæge i distriktet. Folk strømmede til selv fra de fjerneste bygder. Ifølge ”aftalebogen” bedrev Gitte næsten det samme, som de foregående gjorde på årsbasis, og det er noget med 450 tandfyldninger (mod 600), 360 tandudtrækninger (mod 560), men så nåede hun heller ikke at kreere proteser. På grund af ”udbrændthed” hjalp jeg hende med at renskrive den afsluttende rapport.
De små, der skulle bedøves med enten Stesolid, børnecocktail eller lattergas, ville hun gerne have mig til at holde hovedet på og observerede vejrtrækningen, for oftest var hun alene og kun hjulpet af 1-2 ufaglærte tandplejere (KIG’er). De to KIG’er overrendte ikke deres arbejdsplads i den periode! Den efterfølgende observation af de mest ’genstridige’ foregik på afdelingen. Alle husker vi vist dét at have en ”rokketand”, vippe med den med tungen, for til sidst at tage mod til sig og få den ud med et snuptag og så endelig at stå med den i hånden, lille og flad. Men helt anderledes forholder det sig med ikke udtjente mælketænder. Selv hos bitte små børn har rødderne en anseelig størrelse. Med undtagelse af fortænderne, er de 3-delte og omslutter den blivende tand som en paddehat. Grunden til, at det er en alvorlig sag at trække mælketænder ud er, at den blivende tand meget let lider overlast under det vakuum, der kan opstå. Ikke desto mindre var det hverdagskost her. Når de kom med deres yndige små unger med munden fuld af carrierede, byldebefængte, sorte, rådne stumper, ja, så gik det yndige unægtelig fløjten. Gitte foretog sig intet, uden at det skulle være forældrenes ansvar – som før nævnt et ømt punkt, det at tage ansvar. De skulle selv være medbestemmende om, hvilke tand/tænder, der skulle ud eller behandles, og de skulle selv holde deres skrigende barn. Den store pædagogiske fremgangsmåde var der selvsagt hverken tid eller kræfter til. Og der lå de så, forældrene, mere eller mindre påvirkede af situationen, oftest selv uden en tand i munden, i heldigste fald en eller begge proteser.
Jeg ser, at det ikke er smart at amme (dér har Nestlé jo været ”dygtig”), men at lade stå så meget til, at ens barn kommer i den situation, hvor det er nødvendigt at fjerne tænder på ned til 1-årige (en 3-årig fik fjernet 14 i alt), det er mere end barskt for barnet og for os andre at være med til.
Problemet er selvfølgelig manglende forståelse for tandbørstning, men ikke mindst uvidenheden om det skadelige i at lade babyer og børn op til 3-4 års-alderen sove med sutteflaske. Saft ætser simpelthen tænderne bort. Med KNI (butikken) i så godt som den mindste bygd er slik, saft, chips o.a. lyksaligt kommet for at blive. Det almindelige udsagn: ”Ja, men der kommer jo nogle nye tænder” fortæller, at der er behov for en massiv oplysningskampagne – og her foregår der så at sige ingen. Tandstatus i Upernavik er trods alt bedre end i bygderne. I Nuuk er tandplejen på højde med DK. Ifølge Gitte er det ikke mange år siden, at Ringkøbing Amt er kommet med og det er måske nok så interessant!
Upernavik by, som ligger ved foden af og op ad fjeldet ”Livets Top” minder mest om en stor bygd, men det siger jeg ikke højt. Trods ’fest i gaden’, især omkring lønudbetalingsdag, er det fredeligt at færdes døgnet rundt. Fra mit skrivebord, ser jeg lige ud på og op ad fjeldets skrænt. Der bygges huse tæt ved siden af hinanden – forhåbentlig fastnagles de forsvarligt, for ellers ryger de lige ned i hovedet på mig og jeg videre ned i andres etc.
På klipperne mellem husene står/ligger folks hundespand større og mindre alt afhængig af behov og interesse. Hunde er det ”halve Grønland” nord for Sisimiut/Holsteinsborg, grænsen for hundeslædekørsel. De er meget forskellige i størrelse og pels. Det er meget spændende at iagttage deres adfærd og attituder. Nogle gange er de lige til at kæle for, til andre tider skrækindjagende med rovdyrets bidske farlighed, når de med blottede skarpe tænder står og gør ad en eller hinanden i lænker udspændt til bristepunktet. Da kan det nok gibbe i én og man tænker ”bare den holder”? Hundehvalpene, små og større, er skønne, når de farer muntert omkring. På et tidspunkt havde jeg en hel forsamling af løstgående hunde boende under huset, til sidst blev de alligevel for støjende, så jeg måtte sætte en stopper for det eventyr. Hundelyde hører simpelthen med til ens liv her, de er en del af ens hverdag, uanset om man synes om det eller ej. Især under fodring galper de op – alle fodres jo ikke på samme tid! En af mine naboer har en enlig hund, som siden dens kobbelvenner forsvandt for et stykke tid siden, kan på alle tider af døgnet give sig til at hyle så gudsjammerligt. Nogle gange virker det sørgmodigt og søvndyssende, andre gange kraftigt og rungende, som en hyæne der kalder ud i tropenatten. Hverken snak eller diverse musik synes at kunne mildne dens kvaler. Jeg kan blot konstatere, at et hundeliv på disse breddegrade ikke altid er særlig attraktivt. Selvom jeg er bekendt med, at det kan betyde liv/død om en hund lystrer sin herre, er det alligevel svært at forstå, at det skal være nødvendigt at anvende afstraffelsesmetoder lige fra spark til strangulering indtil grænsen for tab af bevidsthed. Jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig klog, men undrer mig dog alligevel over, om der trods alt ikke med forsvarlighed kan ydes den skabning, man er så afhængig af, større respekt! Sker det, at jeg ser voksne hunde blive klappet venligt for en kort bemærkning af deres ejer, glædes jeg i mit stille sind og tænker, ”så har han måske alligevel sit hjerte på rette sted”?
Solen, som jo viste sig igen 5. februar, har siden slutningen af april cirklet højere og højere på himlen døgnet rundt. Det er ikke underligt, at den vender op og ned på folks ønsker, vaner og arbejdsliv. Hvad er dog mere naturligt end at nyde og udnytte (fangst) vejret, når det er bedst – aften og nat – hvor vinden har lagt sig og solens endnu varme røde/gule stråler passerer fint ind i himlens og havets blå/grå farver, så kan man jo sove om morgenen og formiddagen, når det er koldt. Det er os, der må holde en kl. 8-16 arbejdsdag, der er forkert på den, det er da indlysende!
Fra ikke at kunne skimte iskanten ud over havet, end ikke i kikkert, er den i løbet af maj måned, i takt med de mildere vinde (temperatur på minus 15-10 midt i måneden og nu 0- plus 3-5 grader om dagen) trukket sig næsten helt ind til land. Fordampningen af sneen er markant dag for dag, men afslører desværre også alskens efterladenskaber. Man når hurtigt dertil, at det er heldigt, at plus graderne sommeren igennem holder sig på et bestemt lavt niveau. Men i øvrigt har det været meget fint at følge isens opbrydning lige fra de første små våger dukkede op til det blanke åbne hav, som i dag, hvor isfjeldene stolt lader sig flyde med af strøm og tidevand. Det er netop der, hvor strømmen er stærkest, isen først gav efter. I disse uendelige vidder dannede der sig fantastiske landskaber, der i perioder kunne minde meget om ’Guldalder-perioden’, på grund af formationerne og det specielle glinsende lysskær fra solen. Den mindste pyt tiltrak dyr og mennesker. Sælerne kom op og solede sig, mågerne flokkedes og fangerne måtte i bådene. Pludseligt, som kom de fra ’no where’, så man joller og større både, som havde været trukket op på isen eller ligget forankret ved iskanten, som nu langsomt nærmede sig land.
For et par brødres vedkommende førte forårskådheden til en eftersøgning, da de på 4. dagen ikke var dukket op og der havde været dårligt vejr. Vi havde fået et praj og holdt os i beredskab. Båden blev fundet efterladt på en ø, den ene bror var selv nået frem til bygden, mens den anden, som forvildet af sneblindhed og noget forkommen efter at have været i vandet 3 gange, blev samlet op af helikopteren. Ingen af dem fandt dog anledning til at komme til sygehuset. I skrivende stund sidder Najas svoger og 3 andre fangere fast i drivis nogle timers sejllads nordud. Det er forstandige fangere, som har garderet sig ved bl.a. at have radio, primus og nok tøj med i bådene (2 joller). Radioforbindelsen kunne kun etableres ved at Jens Jørgen, Najas mand, sejlede ud i området. Så længe vejret er OK, venter man kun på, at vind og strøm bevirker en åbning, så de kan komme fri. På nuværende tidspunkt findes der ingen større båd i distriktet, der kan forcere ismasser af den karakter. Det kan evt. ende med at de hentes op af helikopter med slynge, men ingen forlader jo gerne sin båd.
I løbet af sidste uge, blev den metertykke is i havnen sprængt løs, så nu er der gjort klar til at modtage 1. skib. Tænk dog, alt hvad det dog skal komme med? For alle siger vi ”det kommer med 1. skib”. Selvom øen unægtelig er blevet mindre efter isen er gået, så er det skønt igen at mærke den salte havluft, høre mågeskrig, nyde de små snespurves klare, korte sang og se dem vimse omkring, se og mærke den rå klippe og genkende vegetationen, omend tør og vissen. Jo, det rigtige forår er sandelig også kommet til Upernavik. På en måde går det meget stærkt og dog det modsatte på samme tid – Grønland er i sandhed på mange måder paradoksernes land!
Hvis ellers vejrguderne og Grønlandsfly tillader det, tager jeg til ledelseskonference i midten af juni måned i Nuuk. Det skal blive rart at mødes med kolleger og andet godtfolk.
Kan I nu have det godt. Ikke mere herfra og på godt gensyn til september, hvor jeg især glæder mig til at mødes med Morten og Mikkel. Morten skulle dukke op i Kastrup lufthavn i begyndelsen af juni og Mikkel, som trives særdeles godt i London, kan jeg forstå, aflægger heller ikke DK besøg før til september. Jørgen kommer om en måned og det skal blive godt.
Med kærlig hilsen
Kirsten
Femte brev
Lyset og farverne – Børneleg – Helikopterstyrt – Kritiske stemmer fra befolkningen – Samarbejdsproblemer
Upernavik, den 22. marts 1993.
Solen sender i disse dage sit røde skær ud over hav og by ved 6.30-tiden og trækker sig tilbage kl. ca. 19.25. Fra mit køkkenvindue følger jeg dagligt den flotteste solnedgang og i øvrigt livet i byen og ude på isen. Helt der ude, hvor solen forsvinder bag horisonten, ses en bræmme af lave skyer, som er damp fra åbent vand. I små søer blinker solens stråler. Store og små isfjelde er fastfrosne i isen, som i år er ekstrem ujævn som følge af gentagne stormvejr, efter at isen have lagt sig. Spredt ud over isfladen ses sorte pletter, som er fangere, der enten står ved deres fangsthuller eller er på vej hjem slæbende på sorte genstande. Andre kører med slæde. Fangsten kan være sæler eller hellefisk samlet i en sort plasticpose, som så slæbes hjem. Alle, der går uden for slædesporet, bærer på en tuk, et langt træskaft påmonteret en jernpig, fangernes ’bedste ven’, fordi han ved at stikke den i isen foran sig sikrer sig ikke at gå igennem den.
Når jeg som nu sidder og iagttager børnene løbe rundt på hustagene – skolens er det foretrukne på grund af størrelsen – kan jeg kun beundre deres mod og dristighed, og håber naturligvis de ikke i kådhed kommer til at skubbe til hinanden, så de skrider og falder ned. Sammenlignet med danske børn, leger grønlandske børn generelt under langt friere forhold. Lige fra ganske små får de lov til at gøre deres egne erfaringer uden voksen indblanding og beskyttelse. De klatrer f. eks. gladeligt på farefulde områder, så som stejle klipper, isfjelde ude på isen og springer fra isflage til isflage i havnen. Om sommeren leger piger gerne på flade hustage og hygger sig med dukker, tæpper og lignende. Bolden er her, som overalt på kloden, yndet at lege og spille med. Selv småbørn færdes ude i små flokke sommeraftener til langt ud på natten. Selvfølgelig har det noget at gøre med, at det er dejligt at opholde sig i det fri efter en lang og mørk vinter, men har også noget at gøre med de trange boliger, hvor flere generationer må bo under samme tag. Når der ingen beværtninger er af nogen art, så foregår alt jo ude i de små hjem. Komsammen over en bajer eller flere, cigaretter, kortspil etc. Bingo foregår dog i forsamlingshuset, ligesom diverse danse-mik med udøvende musikbands. Det er klart, at børn ind imellem bliver vidende til mere end godt er. I Ammassalik har man oprettet et børnehus, som modtager børn døgnet rundt. Der kan de få mad og husly efter behov, indtil far og mor ser sig i stand til at tage over igen. En ordning som fungerer godt og som nok med fordel kunne anvendes i andre byer, inklusive Upernavik.
Det fryser nu konstant 27-30-35 grader, og det betyder også, at vejret er meget stabilt og meget smukt. Både kulden og det klare vejr er vigtige faktorer for, at livet kan fungere på disse breddegrader. Samfærdsel med slæde har den sidste måned været eneste mulighed. Bygdebeflyvningen har været ringe og ustabil i flere måneder, og siden helikopterstyrtet her i distriktet, den 1. marts, har vi kun haft bygdehelikopteren sporadisk, og det kan ingen jo planlægge noget som helst efter. Mødre med deres nyfødte tager på gammeldags vis slæde hjem. Det foregår ved at der sættes et telt fast på slæden, som varmes op af en primus, når der bliver for koldt derinde. Vi har lige haft øre-næse-hals specialist og narkoselæge op fra DK i en uge. Kun de patienter, som kunne komme ind med slæde kunne komme for. Snart kommer øjenlægen og så står vi i samme situation, sandsynligvis, for det skulle da være underligt, om Grønlandsfly pludselig får råd til at anskaffe indtil flere ny fly. I dag deler distrikterne fra og med Aasiaat/Egedesminde og Ilulissat til Qaanaaq samme bygdehelikopter. Men noget helt andet, så er der noget der tyder på, at de godt kan spare sig med at anskaffe en anden Bell 212 til vores distrikt. For siden ulykken her, hvor 4 døde og 3 overlevede, er den blevet til et lidet attraktivt befordringsmiddel. Ingen siger det højt, men vi er vist alle lige bange for at skulle komme i den situation, at blive nødsagt til at skulle sætte sig op i den lille maskine, som vi ganske vist til stadighed både hører og læser om er så udmærket. For 2 år siden styrtede en lignende helikopter ned i Uummannaq med en læge, der havde arbejdet på Upernavik sygehus og som havde været særdeles vellidt. Da helikopteren ligger på havets bund, har man ikke kunnet få fat i dets ’sorte boks’.
De 4 døde ved helikopterstyrtet her den 1. marts var: Piloten og Flymekanikeren, begge svenske og en Flymedarbejder.
Aron, Flymedarbejderen som boede i Upernavik, havde selv tilbudt at ledsage vores tvillingemoder Tabita og hendes 2 årige søn hjem til hendes bygd, Innaarsuit. Aron var en meget velholdt og fin fyr og efterlod sig barn og en gravid kone.
Dønningerne efter ulykken forplantede sig ud over distriktet og til resten af landet, Sverige og Thailand. Det er et mirakel, at Tabita og de 2 børn (den 2-årige og den ene tvilling) overlevede, ligesom det er ufatteligt, at hun, få timer efter at være blevet bragt til Upernavik Sygehus, var i stand til at fortælle om sine observationer ved selve helikopterstyrtet.
Hun huskede: at hun sad på en bænk med den ene tvilling på skødet i en kasse/lift. Hun sad i flyets haleparti med front til sidevinduet. Aron sad lige bag piloten med den anden tvilling i sine arme. Pludseligt gav maskinen et ryk nedad, rystede voldsomt og drejede så skarpt til venstre. Da hun vågnede første gang lå hun på isen og alt var stille og hvidt omkring hende. Hun troede hun drømte, for hun var jo lige så glad, fordi hun endelig var på vej hjem med de nye små og drengen, efter at have opholdt sig 2 måneder på sygehuset. Da hun vågnede op for 2. gang og igen kun så is omkring sig, var hun klar over, hun ikke drømte. Da hun så hørte en mand og et barn skrige, begyndte hun da selv at skrige. Udover at være i stand til at løfte sit hoved, kunne hun ikke røre sig. På det tidspunkt, drengens skrig ebbede ud, regnede hun med at han var død. Tredje gang hun vågnede, var ved at høre slæder nærme sig. Den mand, der først fandt hende, var hendes egen mand. Den tvilling, der overlevede, lå i en kasse/lift for sig selv og denne kasse var kuret hen ad isen.
Tabita, drengen og tvillingen i kassen blev på slæde ført til deres hjembygd. Den spontane og hurtige første hjælp, som varme, menneskelig kontakt og tilkald af professionel hjælp, var alfa og omega for de liv, der var at redde. Mennesker, tilpasset naturen, tænker og handler rationelt.
De fysiske skader hos de overlevende var efter omstændighederne overskuelige, men med de psykiske stod det ikke godt til. Moderen og hendes 2-årig søn var i chok, og lægeholdet, som kom op fra Ilulissat og bragte dem alle (levende og døde) ind til Upernavik Sygehus, var tydeligt chokerede. Stemningen blev ikke bedre af, at den helikopter (S61’er), der fløj tilbage til ulykkesstedet med politi og tekniker, fik tekniske vanskeligheder ude på isen, så en ny maskine måtte rekvireres fra Ilulissat.
Først det følgende døgn kunne lægeholdet sammen med de sårede tage sydover, inklusive Tabitas mand og den stærkt nedbrudte Thaikvinde, enken efter Flymekanikeren. Hun var kommet til Upernavik 2 dage før, og netop den dag skulle hendes mand lige flyve den sidste tur og så skulle de på bryllupsrejse ud til hendes familie i Thailand. I 24 timer var hun og jeg sammen i mit hus fortrinsvist holdende om hinanden. Hendes verden var med én gang faldet totalt fra hinanden. Personligt følte jeg det ekstra stærkt, fordi synet af dette smukke asiatiske kvindeansigt opløst af fortvivlelse, i uhyggelig grad minde mig om de tusinder af tilsvarende ansigtsudtryk, vi i sin tid så i det uendelige på TV under Vietnam krigen. De to helt forskellige situationer havde meningsløsheden til fælles. Hendes thai-engelsk var en yderlig barriere for at få afløb for sorgen. Det blev trods alt til et smukt, kort og intenst møde med en personlighed, lille og uanseelig at se til, men med et strøg af værdighed af høj og fin karakter. I Sønderstrømfjord havde hun en Thai-veninde, og 2 svenske svigerinder ville komme op i løbet af få dage.
Om lørdagen kom de pårørende til piloten (kone og en voksen søn) samt lederen af Grønlandsfly. De så ulykkesstedet og derefter fulgtes vi alle ad til begravelsen af Aron og barnet (de 2 forskellige familier). Det blev en fin og meget bevægende oplevelse, som svenskerne efterfølgende sagde, at de trods alt havde været glade for at deltage i. Kirken var naturligvis fyldt til bristepunktet. Vi blev vist op foran. Efter at have ventet et stykke tid, rejste alle sig, da de to kister blev båret ind, hver kiste efterfulgt af en person bærende på et stort hvidt kors (det, som siden skulle stå på deres grave). Arons brødre bar kisten og søsteren korset. Alle implicerede var i nationaldragt, børn som voksne. Til en monoton dreven melodi (som om orgelets blæsebælg blev betjent manuelt) defilerede vi alle forbi kisterne, hver lagde en blomst eller krans (af plastik fra butikken) på kisterne. Kateketen i sort anorak talte længe og der blev sunget i alt 3 salmer. To grønlandske og en dansk. Derpå blev kisterne båret i procession, søsteren forrest med det mandshøje hvide kors, de 500 – 600 m hen til kirkegården, som ligger højt på et plateau op ad fjeldet og med stejle skrænter ned mod havet. Alle, der ikke tilhørte familierne til de døde, stod lidt højere oppe og fulgte ceremonien ved gravene. Grave her består af sten bygget op omkring kisten som så cementeres sammen om sommeren. Der stod vi så i hver vore tanker, mens vi kunne skue ud over et stivnet landskab med luften dirrende af iskrystaller, blinkende i solens lave, bløde stråler. Den eftermiddag frøs det 35 grader, en temperatur der normalt hører natten til. – –
På informationsfronten er der sket meget de sidste få uger. Vi har nu samtidig TV-avis med DK, og i radio og TV kan man høre P1 og P3, når KN (Grønlands radio og TV) ikke selv sender. Det er unægtelig en god ting. Sprogfordelingen skal ændres til 80 % grønlandsk og 20 % dansk mod nu 70/30 %. Desværre er der stadig ikke planer om at tekste den grønlandske TV-avis.
Med hensyn til TV-udsendelsen ”Grønlands uønskede børn”, vist 2. marts, så jeg et interessant indlæg i AG nr. 28 (Grønlandsposten). Det gik bl.a. ud på vigtigheden af, at få en debat i gang i Grønland, som modvægt til den afsporede debat i DK. Forfatteren føler sig helt tydeligt frastødt af velmenende mennesker som Tine Bryld, der, som han siger, føler sig kaldet til at løse Grønlands problemer. – Udsendelsen hed da vist ”Grønlændere i Herstedvester”, kommer jeg til at tænke på. Nå, men han fremhæver hendes utrolige evne til at markedsføre sine særinteresser. Selv det grønlandske forlag, Atuakkiorfik, som er kendt for at sylte manuskripter til grønlandske romaner i 10 år, kunne pludselig i efteråret med lynets hast få oversat og udgivet 2 bøger af Tine Bryld. Han finder det forkasteligt at Tine Bryld forbigår, at det grønlandske retsvæsen jo er enestående i verden, fordi det sætter de involverede personers sprog og kulturelle tilhørsforhold til lokalsamfundet højere end juridiske embedseksamener. Hun er manipulerende. Måden, de 6 fanger fremstilles på, mener han ikke står i forhold til de faktiske, uhyggelige forbrydelser, de har begået, og som man i udsendelsen glemte at fortælle om. Til slut minder forfatteren læseren om, at disse forbrydere ikke er de eneste, der er blevet deporteret til DK. Hvad med de mange syge, der måske kommer fra en lille bygd og sendes på Rigshospitalet, og de handicappede og dem der er tvunget til at videreuddanne sig i DK? Prisen for et fængsel i Grønland skal tages ud af Bloktilskuddet. Så til syvende og sidst er det et grønlandsk spørgsmål om at prioritere økonomi contra humanitet og ikke, om man vil kendes ved fangerne eller ej.
Lars-Emils (landsstyreformand Lars-Emil Johansen, red.) udtalelse på lærerseminariet i februar, om at det står sløjt til med arbejdsmoralen, har rigtignok også fået sat gang i skriverierne. Emner som: For mange børn passer ikke til det moderne Grønland, den høje klassekvotient på 26 må ned, og kondemneringen af fiskeriflåden er specielt varme. Jeg synes bestemt, at der indimellem er positivt godt gang i den. Her som i DK, er der også et stort tavst flertal, men dem, der så råber op, er oftest meget kritiske, præcise og velformulerede.
Ellers må jeg nok sige, det var faktisk hårdt at komme tilbage den 9. januar 1993 efter fire måneder i DK, hvor jeg plejede en diskusprolaps. Stemningen på sygehuset bar bl.a. meget præg af en ny fungerende chefdistriktslæge, der udelukkende samarbejdede med sig selv, to sygeplejersker der samarbejdede med hinanden, og så kunne resten ellers selv hitte ud af det. Langt om længe er det – måske – lykkedes mig at få skåret ud i pap, at vores opgave som tilkaldt arbejdskraft må være at støtte, inspirere og supervise det grønlandske personale og ikke at gøre arbejdet for næsen af dem. To måneders ihærdigt arbejde på at få mindst ét ugentligt staf-meating op at stå, løb af stablen sidste uge. Underligt at det skal være så svært, for når det kommer til stykket, befinder alle sig jo alligevel bedst, når der samarbejdes, dog lige med undtagelse af cheflægen, han har endnu lidt svært ved det, men det kommer han måske til en skønne dag? Men samarbejdsproblemer af den karakter kalkulerer man ikke umiddelbart med, og desværre må man nok erkende, at det kræver urimeligt meget energi, som skulle have været anvendt til det, vi er her for, nemlig til patienternes og det grønlandske personales bedste. Det er altså vilkårene, når tilfældige mennesker, med vidt forskellige visioner inden for sundhedsvæsenet, mere eller mindre tilfældigt havner det samme sted.
Chefdistriktslægen, der blev suspenderet juli 1991, blev i begyndelsen af marts dømt af Grønlands Landsret for grov forsømmelse i forbindelse med en Ketalar-bedøvelse af et barn, som døde. Hvilke følger det får for Upernavik sygehus, ved vi endnu ikke. I hele perioden har han kunnet hæve sin løn inklusiv chefdistriktslægetillægget, hvilket har været endnu mere ufatteligt specielt for de læger, der har været fungerende i hans sted. Det er unægtelig indimellem vanskeligt at begribe praksis her til lands. I hvert tilfælde før denne sag er helt ude af verden, letter ’tågen’ ikke over Upernavik Sygehus og by.
Inden kulden rigtigt satte ind, prøvede jeg at køre på hundeslæde. Det at glide afsted lige på isen, var som ventet bare helt fint. – Ellers vil jeg sige, at det er vidden i den barske skærgårdsnatur, der giver en fornemmelsen af at blive opslugt. De fastfrosne isbjerge og en luft fyldt af iskrystaller, som følge af solen, giver i sandhed en fornemmelsen af, at vandre i et eventyrland. Når arbejdet tillader det, begiver jeg mig afsted enten op over øen og hjem samme vej, eller går Upernavik øen rundt på isen. Jeg drages på en måde ud til dette ”uendelige”, eller er det dette ”intet”? At der i den grad synges, og på anden vis udtrykkes stor menneskelig glæde ved den grønlandske natur og påvirkning af den, er ganske forståeligt!
Hvad er det, der får nogle mennesker til at bestige bjerge – apropos den 7o-årige danske kvinde i DR-Derude i Norge – at tage på stop ud i den vide verden, sejle jorden rundt, eller som jeg tage af sted i en periode af mit liv til dette isolerede sted? Udfordring og inspirationstrang, kombineret med et fornuftigt stykke arbejde i mit tilfælde. Som Jørgen og drengene synes jeg også, det er en menneskeret. – Gudskelov er vi mennesker forskellige, det er jo netop det, der gør samværet os imellem spændende og interessant, forudsat vi lige husker den lille detalje, gensidig respekt.
Min hovedinteresse her er at samarbejde på tværs af kulturer og faglig og menneskelig viden. Som dansker på ”fransk visit” har man mange odds imod sig, som i sig selv er en udfordring, men derom en anden gang. Gennem mine breve delagtiggør jeg Jer i tanker og ting, der optager mig, vælger ikke altid helt selv emnerne, for ofte maser de sig ind på mig. Det vigtigste, synes jeg, er bevægelse fremad!
Det sidste positive, jeg har været med om: En tidligere ansat og meget dygtig og behagelig sundhedsmedhjælper, nu lærer på STI-skolen her i byen (EFG i DK) og som mistede et 4-årigt barn i december 1992 (meningitis), har ladet sig inspirere af mig til at starte en sorggruppe op for forældre, der har mistet et barn. Sorg og glæde er bundet sammen som ærtehalm. Kunsten er at kunne VILLE glæden!
Det var så det. Kan I nu have det godt og tak for brevene. På grund af at fotokopieringsmaskinen er brudt sammen, må jeg bede min kære mand om at være mig behjælpelig med at distribuere disse sider.
Glædeligt forår! – følger på afstand det danske forårs udvikling. Kan næsten fornemme lydene, duftene og luftens lunhed og grøde.
Med kærlig hilsen
Kirsten.
Sjette brev.
Odds imod sig som dansker – Kulturforskellen trods 270 års dansk indflydelse – Håndteringen af sorg
Upernavik, den 22. juni 1993.
Pinsedag: På mindre end en måned har naturen totalt ændret sig. En stormende fønvind kom over os en uge ind i maj. Temperaturen steg på få timer ca. 20 grader og i 2-3 dage holdt temperaturen sig på + 4-10 grader. Ved den lejlighed brød havisen helt op, så i løbet af en uges tid skiftede fangere og fiskere helt og holdent slæden ud med jolle. Som supplement til sæl og hellefisk er fangsten nu også alkefugle. Snespurven med den klokkeklare, lærkelignende sang lyder overalt og er til min glæde en flittig gæst på foderbrættet, hvor den nyder Kanariefugl-blandingen fra Butikken. De forskellige mågefugle, som dukkede op ved de første våger i isen, ses nu i stort tal. Smeltevand siler ned ad fjeldsiden, forbi og under husene og videre nedad og langs vejene, og midt i alt sølet mellem husene står de før så kække slædehunde nu med fugtig og forpjusket pels, lænket i de oftest alt for korte snore og ser sølle og slukørede ud. De synes klart at være forårets og sommerens tabere. Børnenes lyse og glade stemmer høres i takt med lysets komme til sent på aftenen, og fra fodboldbanen lyder hujende tilråb. De store skolepiger, som har trænet fodbold i gymnastiksalen hele vinteren, er skrappe modspillere for byens unge mænd.
I knap en måned har solen konstant cirklet over horisonten, hvor den med sine klare blide hvid/gule velsignede stråler gør menneskene godt. Kun den lunefulde, pludseligt indsættende, tåge kan genere denne naturens herlige tilstand.
Pinsedag er tidspunktet på året, hvor sommeren bliver hilst velkommen ved at man drager ud i det fri med familie og venner og spiser medbragt mad eller koger på stedet. I bygderne samles hele befolkningen, og så spiser og hygger man sig sammen.
Efter 14 dage med næsten konstant tåge lettede den. meget heldigt, netop til morgen. Som bekendt bliver alt jo venligt at se til, når solen skinner, selv forsømte gamle huse ser rare ud, ikke mindst når vinduer og døre åbnes. Her i byen samledes folk på gangbroer og verandaer. Flere holdt spise- og dansemik til fuldt drøn på kassettebåndafspilleren. På min vej til fjeldet passerede jeg et mere stilfærdigt selskab. Blev ligesom andre forbipasserende inviteret på friskfanget hvidfisk, parteret på ’is-foden’ ved havnen i aftes. Midt i det hele stod en stor balje med mattaq fra sæl (spæk og skind) og let tørret, råt og mørkt hvidfiskekød, skåret i pæne store strimler. Man får stukket en meget skarp kniv i hånden, filer så et stykke af mattaq’en, hvis fine smag, jeg ikke kan karakterisere, men lækkert er det. Lufferne er især delikate. Med mattaq i den ene hånd, kød i den anden, står man og spiser, snakker og har det rigtigt hyggeligt for en stund. Efter at have vasket hænder i det fælles fad, drukket den obligatoriske kaffe, takker man af og fortsætter sin vandring eller hvad man ellers har af gøremål. Nej, det skorter bestemt ikke på uformel og hyggelig gæstfrihed.
Den 21. juni er Grønlands nationaldag. Det officielle arrangement her i Upernavik indledtes præcist kl. 08 med 4 drøn fra de to gamle kanoner, som står oven for havnen, efterfulgt af borgmesterens meget højtidelige tale for, ja, vi var vel 40-50 mennesker samlet uden for Kommunekontoret, hvor det grønlandske, det danske og Upernaviks flag vejrede for en let brise i strålende klart vejr. Præsten velsignede landet og dagen, og henholdsvis kirkekoret og vi andre sang flere sange. Derefter blev alle inviteret til morgenkaffe på Alderdomshjemmet. Kl. 10 var der gudstjeneste i kirken, som endte op med at menigheden gik samlet til kirkegården, hvor borgmesteren lagde kranse på tidligere æresborgeres grave. Forrest i følget blev båret 3 faner – det grønlandske flag, det danske flag og det danske flag påtrykt et Blå Kors.
Ved 13-tiden bød kommunen på det lækreste man ved, nemlig mattaq og tørret fisk i dette tilfælde hellefisk. Det foregik på fodboldbanen. Efter at brandfolk meget morsomt havde demonstreret, hvordan man på en rigtig og en forkert måde skal forholde sig til brandslukning, forløb eftermiddagen med flere andre beherskede og fantasifulde små arrangementer, som afvikledes i et beskedent tempo. Et eksempel på grønlandsk generthed sås tydeligt, da musikbandet spillede op til dans, for da kunne man rigtignok se, hvordan det rykkede i mange, især unge mennesker, for at træde dansen, men kun de små piger tog mod til sig.
Måske var brandøvelsesarrangementet ikke helt tilfældigt valgt, for da sygehuset brændte i 1986, måtte alt brandslukningsmateriellet rekvireres fra Ilulissat/Jakobshavn! Netop dette sidste har i folkemunde givet anledning til forskellige mere eller mindre morsomme tolkninger.
Festdagen, som virkeligt bliver set hen til, afsluttedes med danse-mik i forsamlingshuset.
Når man som dansker er på ’fransk visit’ i Grønland, har man mange odds imod sig. Det er er min erfaring og underbygges meget godt i Ing-Britt Christensens artikel, afskrevet i brev 2, og jf. de følgende citater 1, 2 (s. 33) og 3 (s.35).
Citat 1: ”Det allerværste en grønlænder kan være, barn som voksen, er ”naalagaaniartoq”, d.v.s. en der prøver at blive leder. Et menneske, der fører sig frem som en leder, står i modstrid med alt, der forbindes med god opførsel. Blandt børn optræder ordet ”naalagaasior”, som et meget vigtigt ”afrettende” udtryk i den indbyrdes opdragelse, og et barn er straks sat på plads, hvis det kaldes ”naalagaq”. Udtrykket bruges i øvrigt ofte som synonym for en dansker”.
Som tilkaldt er man typisk:
Dansker, der kun bliver her kort tid – få år.
Kommer og laver ting om, hver har sine idéer.
Er uvidende om grønlandske forhold og kultur og er i besiddelse af en herrefolk mentalitet, som måske er årsag til den udbredte autoritetstro.
Da mennesker altid møder hinanden i lyset af noget, måtte det personale, jeg mødte, da jeg ultimo 1991 ankom til Upernavik Sygehus, jo se på mig i forhold til deres tidligere erfaringer med danske sygeplejersker. Selvom der på daværende tidspunkt i den grad manglede sygeplejersker og en sygeplejeleder, har jeg nu ikke på noget tidspunkt kunne forestille mig, at det grønlandske personale ville være i stand til at opfatte min tilstedeværelse her som andet end en nødvendighed. Ikke fordi jeg forventede at blive dårligt modtaget eller ikke ønsket som sådan, slet ikke, men fordi gentagne udskiftninger af læger/sygeplejersker af højest forskellig natur, umuligt kan bevirke andet end at det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, for personalet at engagere sig igen og igen. En anden dimension er også, at det må være svært for dem, der altid bliver tilbage, efter kort tid at sige farvel til personer, man evt. er blevet glad for at møde.
Mine intentioner har hele tiden været at samarbejde inden for rammer, som personalet selv har været med til at udstikke, og mit stiltiende ønske har konstant været, at mødes, forstå, respektere og blive respekteret for det, vi hver især står for på trods af kulturforskellen, som er MEGET stor trods 270 års dansk indflydelse.
Aldrig har jeg haft grund til at opfatte de grønlændere, jeg har mødt, som andet end umiddelbart venlige og interesserede i os danskere på en eller anden måde, men også skeptiske. Der synes at findes en vis skepsis skjult bag det rolige blik og smilet. (Husker det fra Afrika). Der kan være noget aristokratisk over væremåden, og jeg har tænkt på, om netop dét kan virke provokerende på nogle danskere?
Så med det indledende citat ovenfor in mente, kan det jo ikke undre nogen, at jeg nok må sige at have været en meget udskældt person på sygehuset. Efter at være blevet klar over, hvor dybt isumaminik-begrebet bunder, har jeg imødekommet personalets reaktionsmønster – dets usikkerhed, irritation og vrede før forståelse – ved at sætte ord på, og hele tiden grundigt forklare, hvorfor jeg handler, som jeg gør. Jeg har bevidst ’forbrudt’ mig ved at stille krav. Dog samtidig med vedblivende at stole på, rose og holde fast i personalets evner til at være i stand til at udføre færdigheder, som ligger inden for det arbejdsområde, deres uddannelse/oplæring har givet dem. Det er en balanceakt, hvor spørgsmålet er at finde det rette tempo.
Under et møde med afdelingsmedhjælperne, fik jeg en dag at vide, at de håbede, jeg blev meget længe, for ellers havde de ikke nogen at skælde ud på, ja, at tale med blev der tilføjet, efter jeg vist havde set lidt undrende ud.
Min rolle er mangesidig, men ofte af inspiratorisk karakter. Det ligger mig særdeles fjernt at blive opfattet som ”sød”. Det vil nemlig her sige, at være flink, stryge med hårene, synes at alt ubetinget er pragtfuldt, bare det er grønlandsk, og ikke stille åbenlyse krav. For mig er det en respektløs attitude og misforstået opfattelse, som ingen har glæde af eller kan få et samarbejde bygget op omkring.
Citat 2: ”Blandt voksne grønlændere viser god opførsel sig ved lavt monotont toneleje, lange pauser i talen, en sky fremtræden og man undgår voldsom gestikuleren. Hvis man fremkommer med egne meninger, skal de fremføres med mange reservationer, og man skal undgå at bringe emner på bane, der kan være kontroversielle. Man skal undertrykke vrede, selv om man føler sig uretfærdigt behandlet. Traditionelt så inuit (det oprindelige folk) på vrede som noget kun børn udlever, og vredesudbrud blev opfattet som en trussel og var tabuiseret. Da grønlændere er et tolerant folkefærd, er de blottet for dømmende adfærd i forhold til deres medmennesker, tager hverken sig selv eller andre så alvorligt, at de gider blande sig i andres opførsel”.
Der kan blandt personalet udmærket godt snakkes om utilfredshed med det ene og det andet, oftest gives der udtryk for, at årsagen til problemet/problemerne er at finde hos andre og ikke sig selv, men når der skal konkrete facts på bordet, så er det meget vanskeligt at få præciseret disse, fordi, siger min erfaring:
Den enkelte undlader alligevel stillingtagen, når det kommer til stykket. Man vil kun tilkendegive uenighed ved at henvise til at ”andre siger/mener…”
Man undgår hele tiden at sige noget, hvis ikke andre også siger noget.
Solidariteten er overvældende. Skiller en kollega sig alligevel ud, ved f. eks. at tage initiativ, give udtryk for en personlig mening, der adskiller sig fra de andres eller måske taler/blander sig mere med danskere end andre, da er hun ikke vellidt. Janteloven er benhård her på stedet. Dette sidste er bl.a. årsag til, at 2 dygtige sundhedsmedhjælpere har forladt sygehuset, de ville simpelthen noget mere. Hovedrystende betragtede de deres egne som konservative!
Personalets tilsyneladende stilfærdige væremåde er således ikke nødvendigvis tegn på, at de ikke har problemer eller ikke kan være stærkt utilfredse. Ca. en gang om måneden indkalder jeg til personalemøde, men de er ikke afsindigt spændende, for så såre forskellige faggrupper sidder sammen, bliver problemerne ikke løst! Derfor ender møderne som regel mest med at blive af informativ art fra min side.
Sundhedsmedhjælperne er faguddannede og er på månedsløn. Afdelingsmedhjælperne er uuddannede og er timelønnede.
For længst har jeg opfordret til, at disse to grupper holder møde hver for sig og først efter, at de alene har gennemdrøftet hvilke problemer, de måtte have, deltager jeg. På den måde kommer alle frem med det de vil, uforstyrret. Chancen har de i hvert fald. Den fremgangsmåde har vist sig at være frugtbar.
Sikkerheds- og tillidsrepræsentanterne samarbejder jeg meget og gerne med. (Har selv bestridt begge poster i mit tidligere sygeplejearbejde i Danmark). Begge organisationer er kommet på plads i min tid. Via dem er der mulighed for at kommunikere bredt og hele tiden være bedst muligt orienteret om, hvad der rører sig. Ellers er jeg jo den sidste, der får noget at vide!
Afdelingsmedhjælperne er, som jeg før har været inde på, de mest progressive. Det er på sin vis heller ikke så underligt, da de er uuddannede og befinder sig jo nederst i hierarkiet. De bruger derfor ikke energi på at skulle hævde territorium eller bevare de af sundhedsmedhjælperne (smh’erne) selvbestaltede, skarpe faggrænser. 4 ud af de 8 afdelingsmedhjælpere er taknemlige at inspirere. De er tydeligt mere åbne end sundhedsmedhjælperne som ofte tager sig selv meget højtidligt. Samværet med smh’erne er ellers helt OK, men bare på en anden måde. De er meget sensible, fordi de føler sig klemt mellem afdelingsmedhjælperne og sygeplejerskerne. Det er netop i det spil – smh/sygepl. imellem – at jeg især har brugt en stor del af mine kræfter.
Tale- og væremåden, som citat 2 fortæller om, ses hos noget af personalet, men hovedsageligt hos bygdefolk. Ikke sjældent tales der så lavt, at det nærmest er hvisken, og når det sker, mens vejret trækkes ind, forsvinder ordene ’for øjnene’ af en. Mimiske svar for ja og nej er helt almindelige. Hævede øjenbryn, måske blot en næsten usynlig bevægelse, betyder ja, rynken på næsen betyder nej. Mange patienter er fremragende til at forklare sig ved hjælp af elegante håndbevægelser, så godt at sproget næsten er overflødigt. Meget fascinerende og morsomt. Men jeg må dog sande, det er ikke for smart, ikke at kunne landets sprog. Mange værdifulde informationer går tabt. Sprogforbistringen går begge veje.
Den udbredte autoritetstro, blandet med en kulturelt betinget måde at håndtere problemer på, skal også tages i betragtning.
Personligt har jeg masser af tid. Jeg føler ikke, jeg nødvendigvis skal – eller ikke kan – rejse herfra uden at efterlade mig synlige tegn på min opfattelse af ”fremgang”. Slet ikke. Det vigtigste for mig er kontakten, at mærke vi forstår hinanden, og at personalet kan se det positive i hensigten med mit arbejde. Som i øvrigt helt falder inden for de rammer, landets politikere bl.a. taler om: nemlig at styrke selvtilliden, selvrespekten og fagligt kunne så meget, at det grønlandske folk kan komme til at klare sig selv uden at behøve tilkaldt arbejdskraft.
Når man venter længe nok, afslører folk sig altid. Den første dag ørelægen opererede, viste det sig, at de 2 danske sygeplejersker havde placeret sig selv hele dagen på operationsstuen, ikke for at assistere, men for at se på, alt imens 5 sundhedsmedhjælpere opholdt sig på afdelingen. Den dag kulminerede sundhedsmedhjælpernes vrede og utålmodighed over, at det var sygeplejerskerne, der var der, hvor der skete noget interessant og ikke dem. ”Hvorfor er det ikke os, der er derinde og lære, sygeplejerskerne rejser jo hele tiden?” (med 2 sygeplejersker gående i afdelingen blander jeg mig naturligvis ikke almindeligvis i arbejdsfordelingen mellem afdelingspersonalet. Det blev også dagen, hvor smh’erne og jeg fik den snak, jeg havde ventet på, for her var lige nøjagtigt et eksempel på, at vil man forandring, så er det tvingende nødvendigt også selv at være med og selv tage initiativ. Det var ligesom flere af dem først nu forstod, hvad det drejer sig om: At jeg ikke mere vil gøre arbejdet for dem, fordi de både kan og nu selv må se at komme ud af starthullerne, hvis altså, de vil mere end vedblivende at lade sig dirigere rundt med af det danske personale, med indestængt aggression til følge.
Mit ikke planlagte, forlængede DK-ophold i efteråret 1992 (på grund af en diskusprolaps), og den megen udskiftning på sygeplejerske/lægesiden – sammenholdt med vores så divergerende visioner, livserfaring og livsholdninger (som jeg berørte i sidste brev) – har ganske vist vanskeliggjort roen til den forandring, jeg har stået for. Men har ikke fravristet mig min optimisme og tro på det mulige i, at vi – grønlændere og danskere – kan mødes over kulturkløften og få et frugtbart og langsigtet samarbejde op at stå.
Min erfaring er, at er lysten og viljen til at mødes til stede hos begge parter på samme tid, ja, så er dét, der synes umuligt, muligt. På samme måde som jeg i sin tid i Zambia gennemdrøftede mine idéer med min samarbejdspartner Miss Banda, har jeg også her løbende drøftet med Naja – min gode veninde, sundhedsmedhjælper og leder af Alderdomshjemmet. Det har været min måde at stikke fingeren i jorden på.
Kulturmøde omkring håndtering af sorg
Traditionelt har det været upassende at omtale egne problemer:
Citat 3: ”Det er også en almindelig erfaring, at det hos inuit i meget høj grad hører til god tone at bagatellisere sine egne vanskeligheder, hvor store de end kan være, ja, at det ligefrem anses for latterligt at fortælle alvorligt om egne strabadser og lidelser”.
Når en patient er døden nær, samles hele familien på stuen, sidder i ring omkring sygesengen, mens man på skift sidder tæt ved patienten. Det er børnene og de helt unge der græder højlydt, voksne yderst behersket, hvis de overhovedet tillader sig det.
Når patienten er død, overtager familien helt og holdent at gøre ham/hende i stand. Den døde klædes på og indsyes i en pose forarbejdet af et ca. 3 m stykke hvidt, ubleget lærred. Kateketen kommer, når der skal synges ud. Inden den døde bæres bort, defilere alle forbi, der ønsker at tage personligt afsked med den døde. Ambulancen køre båren til kapellet, hvor snedkeren tager mål til kisten.
Det er en smuk, naturlig og nærværende måde at tage afsked med et menneske på, ikke meget anderledes end man almindeligvis gjorde i DK, som jeg har oplevet det for ca. 30 år siden. Inden begravelsen er familien meget sammen, men derefter er det slut. Livet skal gå videre, underforstået uden at vise sorg.
(Her er en erindring fra Zambias østlige provins 1982-84. Miss Banda og jeg kørte en dag ind i en landsby, hvor det viste sig, at et barn, vi tidligere havde haft indlagt på ’Rehabiliteringscentret for Fejl- og Underernærede Børn’, netop var død. Vi blev ført hen til hytten, hvor det døde barn lå omringet af siddende kvinder i alle aldre. På skift sang kvinderne om deres relation til den døde, så snart den enes sang ebbede ud overtog en anden. På den måde vedblev en bølge af en (for mine ører) skinger sang, mens alle græd som pisket. De blev ved og ved. Miss Banda sang også. – Ved dødsfald i den kultur, er det fuldt legalt at vise tydelig sorg. Sorgen over ens egne døde, kunne på den måde så atter få frit løb! Så såre den døde var blevet begravet, var det slut med at vise sin sorg).
Mennesker i et fysisk isoleret samfund, hvis kultur og traditioner almindeligvis hverken tillader synlige afløb for personlig sorg og bekymring, eller har de nærmestes bevågenhed, kommer let til at indgå i en negativ, nedadrettet isolationsspiral. For hver gang, der sker en hændelse med uforløst sorg, forstærkes den personlige isolation, som igen virker selvforstærkende på den nedadgående sorgspiral.
Selvmord kan lure for enden af denne spiral. Det er som en sygdom, der smitter. En god grønlandsk bekendt fra Ammassalik, som har en søn på 14 år, fortalte en dag, at hun hele tiden i baghovedet bærer på en angst for, at hendes søn skal finde på at begå selvmord. Det er især meget udbredt i Østgrønland. Kærestesorger er ofte den udløsende faktor. Hun tager sine forholdsregler ved at tale med ham om det, det er jo netop det, som ikke er almindeligt. Det er først når det er for sent, man taler om døden.
Når en har begået selvmord, er det en almindelig reaktion, at man (omgivelserne) synes det er synd for den døde og de efterladte, uanset hvad man måtte vide. Ingen ønsker at tænke på det, granske eller tage parti. Sorg og problemer begraves sammen med den døde, ifølge tolken Marie!
Apropos kærestesorger som årsag til den høje selvmordsfrekvens blandt unge grønlændere, kan jeg ikke andet end se det som mere kompliceret end som så. Jeg mener nemlig, man skulle kaste et alvorligt blik på den usædvanlig frie børneopdragelse, som praktiseres her i landet – især af drengebørn. Undersøgelser viser også, at kvinder klare sig bedre i dagens samfund end mænd. Der forlanges langt mere af kvinder end af mænd, som jeg også så det i Zambia.
Det jeg bl.a. tænker på er:
- Hvilket barn klarer at vokse op uden nogen form for faste rammer? I virkeligheden er det jo
- Det yngste barn bæres fysisk og psykisk på hænder lige indtil det afløses af en lillesøster/-bror (uanset tidsinterval), men da er det også slut med det ’forsødede’ liv. Fra dag til dag mister det moderens overdådige opmærksomhed og må klare sig selv. Og sådan var det også i Zambia!
- Denne psykiske nedtur og omsorgssvigt op gennem barndommen, forårsaget af bl.a. børns skiftende opdragere (forældre, bedsteforældre, mostre, tanter etc.) bevirker en ustabilitet og rodløshed hos barnet, som jeg mener er værd at undersøge nærmere. I Attu oplevede jeg en dag i konsultationen, at en ung mor, meget trist i sindet, fortalte, at hendes egen mor pressede hende til at efterlade sit 3-årige barn hos hende, mens hun selv var på vej ind til fastlandet for at videreuddanne sig. Det er ikke ualmindeligt, at unge grønlandske mødre har deres barn/børn hos sig under deres uddannelse. Så her var der ikke tale om, at den unge mor ikke kunne klare dagen og vejen, men fordi mormoreren ønskede at have barnebarnet hos sig for sin egen skyld!
Jeg ser her en parallel til mit arbejde med fejl- og underernærede børn i sin tid på Rehabiliteringscentret i Chipata i Zambia, hvor der var utallige eksempler på, hvordan et lille barn, der ustandseligt havde hængt på dets mors ryg og blevet ammet efter behov, typisk reagerede med tristhed og fejlernæring, når det bogstavelig talt blev placeret på jorden, fordi moderens bryst blev overtaget af en ny babybror eller babysøster.
Kærestesorg i en følsom alder forværres katastrofalt, fordi den ubevidst kan fremkalde et for længst fortrængt kærlighedssvigt, begået over for den unge tidligt i barndommen. Med andre ord har jeg forstået, at kærestesorgen her og nu meget vel er dråben, der får bægeret til at flyde over med selvmord til følge!
En af vores afdelingsmedhjælpere mistede en datter for nylig som følge af selvmord. Fire dage senere fik hendes søn sit første barn, en søn. Det var en voldsom kontrast at se de samme mennesker på sygehuset for anden gang, og nu i den anledning glade, smilende og begejstrede med videokamera snurrende og børn løbende frem og tilbage. Da jeg lykønskede afdelingsmedhjælperen og hendes mand, rejste han sig og tog min hånd og knugede den, mens han sagde: ’Nu er vi glade igen’!
Det er måden vi reagerer på, der er forskellig fra kultur til kultur, sorgen over at miste har vi til fælles.
Tvillingemoderen Tabita, den eneste voksne overlevende fra helikopterulykken her den 1. marts, kom tilbage til Upernavik sygehus fra Nuuk. Hele familien var samlet og de store børn gik i skole her i byen indtil for en uge siden. Hun er selvsagt psykisk temmelig ”flosset”, men hendes udstråling viser, at hun er gjort af et stof, solidt og stærkt som en klippe, beklædt med smukke blomster. Hun taler om ulykken på sin stilfærdige facon, sætter ord på følelser og husker mere og mere. Hendes mand er en uvurderlig støtte, han har været ved hendes side, lige siden han var med til at bringe hende ind fra isen til deres bygd, Innaarsuit. Fysisk går det planmæssigt. Det er lige før, de kan rejse hjem.
Den 25/4 fik jeg oplyst af den ene af Upernaviks betjente, at ’den sorte boks’ ved flystyrtet 1. marts havde afsløret, at pilotens sidste ord var ”nu drejer vi til venstre”, og blev sagt med almindelig stemmeføring uden panik. Så det tyder på en mekanisk fejl, og ikke en pilotfejl. Et såkaldt ’White out’, hvor piloten ikke kan se forskel på himmel og sne- og isdækket jord eller hav, synes derfor ikke at være tilfældet.
_ _ _ _ _
Dette brev skal betragtes som en skriftlig afrunding af mine grønlandske iagttagelser og erfaringer. Og lige en sidste påmindelse: Jeg har skrevet om egne oplevelser og opfattelser uden ønske om at generalisere.
I kraft af beliggenheden hører Upernavik distrikt til de steder i Grønland, hvor den oprindelige kultur, bl.a. tydeliggjort i Isumaminik-citaterne, endnu skinner godt igennem. Det er jeg meget glad for at have fået lov til at opleve noget af.
Med kærlig hilsen
Kirsten
Hjørring, juni 2022:
Godt tilskyndet af min mand, Jørgen Stubgaard, har jeg først nu – 30 år efter jeg forlod min stilling som ledende sygeplejerske ved Upernavik Sygehus med tilhørende 10 bygder – fået incitament til at gøre mit job endeligt færdigt. Forstået på den måde, at jeg her fremlægger, hvad jeg professionelt foretog mig i de godt 2 år (1991-93). Jeg vedlægger nedenfor to rapporter, både fra Attu og fra Upernavik. De indledningsvist 6 lange breve til familie og venner har derfor mere karakter af, hvordan jeg personligt oplevede ’dagen og vejen’, professionelt og personligt.
Det var, da jeg var ferieafløser for stationssygeplejersken i det lille afsides beliggende samfund (ca. 400 indbyggere i alt) på øen Attu, syd for Aasiaat, at jeg for alvor fik den grønlandske kultur og befolkning ’ind under huden’. Her levede man af fiskeri. Min hjælper, Naja, var ufaglært og helt ny på posten, og sammen lærte vi og støttede hinanden på smukkeste vis til vore patienters store tilfredshed. Naja var gift med Frederik, og de var forældre til 2 dejlige, mindreårige friske drenge. De havde, sammen med alle de øvrige 9 familier i Attu, oplevet det sværeste i livet, nemlig det at have mistet et barn. På min opfordring og støtte fik Naja oprettet en sorggruppe til glæde for de involverede. Naja var særdeles klog, videbegærlig, rummelig og ønskede at videreuddanne sig, hvilket jeg støttede kraftigt op om. Da lederen på Aasiaat sygehus også bakkede hende op i dette forehavende, varede det ikke længe efter jeg rejste fra øen, at Naja med familie flyttede til Nuuk for at uddanne sig på sygeplejeskolen, den eneste i Grønland. Da alt undervisningsmaterialet var på dansk, blev det i længden for vanskeligt for hende. Derpå flyttede hun og familien til Sisimiut, hvor hun uddannede sig til tandplejer. I flere år fulgte jeg med i hendes videre liv, men kontakten ebbede desværre stille og rolig ud! (Se min rapport fra Attu på side 78).
Efter jeg forlod Upernavik har jeg naturligvis løbende fulgt med i sundhedssituationen i Grønland, men at vende tilbage til Grønland og arbejde, har jeg ikke haft lyst til. Mine oplevelser menneskeligt- og arbejdsmæssigt set, både i Attu og ved Upernavik Sygehus, gav mig det, jeg søgte. Begge steder fik jeg den store glæde og oplevelse at blive inviteret tæt på den respektive lokale befolkning og arbejde på deres præmisser. Det var og er stadigvæk befolkningens liv og levned, i og sammen med naturen, der fortsat optager mig.
Grønland med dets befolkning, kultur, natur, kunst og politik blev vakt længe før mine ophold i landet, og som jeg siden har fulgt med stor interesse. I øvrigt var Jørgens og min oprindeligt tanke, at tage til Grønland sammen med vores børn, Morten og Mikkel, da han var blevet færdigudannet lærer i 1976. Det blev dengang ikke til noget. Et tilbudt lærerjob på en attraktiv skole vandt over interessen for at bryde op fra Danmark på det tidspunkt. Da jeg så i 1991 ønskede at tage videre til Upernavik fra Attu, havde Jørgen netop fået sit ønskejob ved Hjørring Kommune som naturvejleder, hvilket han havde arbejdet på at få oprettet som en af landets første naturvejledere, og derfor ikke kunne sige nej tak til.
Min tid i både Attu og Upernavik står klart i min erindring. I Attu oplevede jeg det mere stille liv. Hver dag mellem kl. 12 -14 havde jeg lukket for konsultationen og forlod så mit hus og vandrede en times tid ud af bygden. Når jeg rundede en større klippeformation forsvandt al lyd og larm fra bygdelivet med een gang. En storslået stille natur udfoldede sig, og det var her der en skønne dag kom en trofast ven til mig i skikkelse af en ravn. Den bevægede sig hele tiden få meter foran mig, når jeg gik op/ned i terrænet, alt imens vi konverserede hinanden. Jeg har hverken før eller siden oplevet en så fascinerende kontakt med et dyr. Da jeg kom hjem til Hjørring lavede Jørgen en radioudsendelse ”Samtaler med Ravne” med mig til Hjørring Nærradio.
Når jeg nu genlæser mine breve fra Upernavik, ser jeg tydeligt både Upernavik Sygehus med det personale, jeg kendte så godt, og fornemmer straks deres dæmpede tale. Erindrer deres tilbageholdenhed, når jeg opfordrede dem til at tage mere ansvar, og deres lige så store glæde når de erfarede, at de både kunne og turde fralægge sig angsten for at ’blive til grin’. Ingen af de to steder, jeg har arbejdet, ville jeg undvære at have været en del af!
I tilbageblikket tænker jeg også på min sparsomme fritid i Upernavik. Egentlig sad jeg nok for ofte på mine fridage og skrev breve, dagbog eller gik tur for at slappe af, hvis der da ikke lige skulle ordnes noget på sygehuset som krævede ro. Det sidste skete uden tvivl alt for ofte, som følger af mangel på sygeplejersker og for at skaffe orden i kaos. Begge arbejdssteder ladede jeg op ved naturoplevelser. I Attu, hvor jeg ellers stod til rådighed døgnet rundt, respekterede folk min daglige vandring. Da alle huse ligger frit eksponerede (ingen træer og buske), kunne folk jo se, hvornår jeg gik og kom tilbage. I Upernavik ladede jeg op ved bl.a. at følge lyset med dets utallige farveskift, mødet med solens langsomme tilbagekomst efter mørketiden, gåture ud over isen i bidende kulde og høj solskin med iskrystaller i luften, vandre op over øen for at nyde vegetationen og udsynet, når det var muligt. Ellers fulgte jeg meget med i, hvad der foregik omkring mig af lyde fra legende børn, voksne mennesker og deres hunde, i det hele taget mødet med de lokales liv og levned. Og det sparsomme TV ikke at forglemme.
Min afsked med det grønlandske personale ved Upernavik sygehus var gensidigt fint og respektfuldt. De beklagede min afrejse og de alt for korte ansættelsesforhold for danske sygeplejersker og læger, hvilket desværre kun var alt for sandt! Hjemrejsen gik via skib til Ilulissat og videre med fly til København.
Helt ekstraordinært fik jeg en uforglemmelig oplevelse først på min hjemrejse:
Her stod jeg, usigeligt træt i mine egne tanker på dækket og iagttog hvordan Upernavik blev mindre og mindre, og funderede frem og tilbage på, om jeg i grunden havde gjort en forskel? Ville min arbejdsindsats overhovedet have været umagen værd? Og hvis den havde, hvor længe ville den i så fald vare nu, hvor jeg ikke længere kunne holde fast i, at det grønlandske personale vedblivende skulle være i front og ikke igen trække sig tilbage for det danske personale, som jeg så ved min ankomst? Vil Upernaviks befolkning og Sygehus få Hjemmestyrets og dets Sundhedsvæsens bevågenhed? Samtidig glædede jeg mig meget over, dels at havde fået lov til at arbejde tæt sammen med disse herlige mennesker, dels til at komme hjem og genoptage samlivet med Jørgen.
Netop som Upernavik var helt ude af syne og jeg overvejede at gå neden under i skibet og finde mig til rette, kom en ung mand – vel omkring 30 år og helt ukendt for mig – hen og sagde: ’Jeg vil gerne takke dig for alt det du har gjort for os i Upernavik!’ Jeg blev fuldstændig overrasket og rørt på samme tid, for jeg havde hverken bemærket ham eller kendt ham eller på nogen måde forventet et sådant udsagn. Med en ’knækket stemme’ takkede jeg ham meget for de pæne ord. Lidt fortumlet, lettet og glad på samme tid, gik jeg nedenunder og fandt mig en bænk og lagde mig til at sove. Han og jeg talte ikke siden med hinanden, som jeg husker det.
Efterfølgende skulle den unge mands udsagn blive stærkt medvirkende til at gøre mig ’immun’ over for den rungende tavshed i forhold til min rapport, som jeg siden skulle komme til at møde fra det grønlandske sundhedsvæsens side og andre relevante instanser og personer, med få undtagelser (se nedenfor).
Min rapport over mit arbejde ved Upernavik Sygehus havde jeg fået hjælp til at få renskrevet af min veninde, den tidligere omtalte lægesekretær Birgitte fra Ilulissat Sygehus
Til orientering:
Jeg opnåede at sige goddag/farvel til 11 læger i min tid som ledende sygeplejerske ved Upernavik Sygehus og Distrikt i perioden november 1991- oktober 1993!
Ved min afrejse sendte jeg en fyldestgørende rapport over mit arbejde i ovennævnte periode til: Grønlands Sundhedsvæsen med kopi til:
- Fungerende Chefdistriktslæge Niels Bernhardsen, Upernavik Sygehus
- Sygeplejepersonalet ved Upernavik Sygehus
- Landsstyremedlem for Sundhed og Miljø Ove Rosing Olsen
- Ledende Sygeplejerske og Chef Distriktslægerne i: Aasiaat, Sisimiut, Ilulissat, Qasigiannguit, Nanortalik og Uummannaq.
- Ledende sygeplejerske i Ammassalik
- Ledende sygeplejerske i røntgen-/narkose-/operationsafdelingerne, Lil-Ann DIH (Dronning Ingrids Hospital) i Nuuk
- Embedslægeinstitutionen
- Peqqissaasut Kattufiat (grønlandsk sygeplejeforening)
- Dansk Sygeplejeråd.
Den eneste respons på den tilsendte rapport fik jeg fra:
Distriktslægen i Sisimiut (se side 65), som havde vikarieret en måned ved Upernavik Sygehus,
– En tidligere dansk embedslæge i Grønland (side 66) som ligeledes havde vikarieret en måned ved sygehuset uafhængig af den først nævnte.
– Den ledende sygeplejerske Lil-Ann på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk (side 66) som jeg mødte under min introduktion til jobbet i Upernavik
– Min sparringspartner og bestyrerinde ved Upernavik Alderdomshjem Naja (side 67)
– Dansk Sygeplejeråd, som kvitterede for modtagelsen af min rapport
– En tidligere sundhedsassistent Nunu, som sendte mig et smukt brev med tak for min opfordring til at oprette en sorggruppe (side 67).
Selve rapporten var opdelt i to dele:
FØRSTE DEL
Rapport over mit arbejde som ledende sygeplejerske ved Upernavik Sygehus og i Upernavik distrikt i perioden 1. nov. 1991 – 30. september 1993.
Indhold:
- Upernavik distrikt.
- Personalenormering på sygehuset og i bygderne.
- Mine forudsætninger.
- Personalesituationen – kontinuitet og holdninger.
- Arbejde og initiativer.
- Forslag til Direktoratet for Sundhed og Miljø.
Upernavik, august 1993.
- Upernavik distrikt.
Upernavik distrikt er det nordligste og største distrikt i Vestgrønland, 400 km langt og beliggende syd for Thule/Qaanaaq.
Klimaet er arktisk. Beliggenheden ud mod havet bevirker, at specielt i forårs- og sommermåneder er Upernavik by meget plaget af tåge. Nedbørsmængden er relativt ringe. Ved Upernavik ses solen ikke mellem 4. nov. og 5. febr., men til gengæld går den ikke ned under horisonten fra 5. maj til 10. aug.
Befolkningen i distriktet er fordelt således, at ud af 2594 mennesker bor 1041 i Upernavik by, resten er fordelt på 10 bygder med fra 24 til 309 personer.
Transportmuligheder er båd, slæde og helikopter. Den reelle sejltid strækker sig fra beg. af juni til slutningen af nov. I de nordligste bygder fra juli til ind i okt. 2 kystskibe anløber 1 gang ugentlig alle bygder.
Slædesæsonen er fra ultimo dec. til ultimo april. I de nordligste bygder fra nov. til maj/juni. Men p.g.a. strømforholdene omkring Upernavik by er isen meget ofte usikker.
Helikopterbeflyvningen til bygderne er særdeles ustabil p.g.a. vejrforholdene og foregår kun i vintermåneder fra medio jan. til maj. Efter planerne skulle alle bygder betjenes 1 gang ugentlig, men det har ikke kunnet efterleves. Siden helikopterstyrtet 1. marts 1993, har bygdebeflyvningen været så godt som indstillet. Beflyvningen Upernavik – Ilulissat er planlagt til 2 gange ugentlig.
Sygehuset brændte i 1986 og et nyt blev indviet nov. 1989. Der er 14 sengepladser.
- Personalenormering /faktiske ansatte på sygehuset og i bygderne.
Normering på sygehuset: Aktuelt ansatte aug. 1993.
1 chefdistriktslæge 1 fungerende
1 distriktslæge 1 vikar
1 ledende sygeplejerske 1
2 sygepl.assistenter 2
7 sundhedsmedhjælpere (shm.) 7
1 med laboratoriefunktion
1 med røntgenfunktion
1 med veneriafunktion (kønssygd.)
1 med forsøgsvis sundhedspl. Funktion
7 afdelingsmedhj. (ufagl.) 7
2 rengøringsass. 2
1 tolk 1
2 portører 2
3 vaskerimedhj. 3
3 køkkenmedarb. 3
1 Køkkenleder 1
1 sekretær 1
1 bogholder 1
1 maskinmester 1
Normering i bygderne:
1 stationssygeplejerske 1
6 sundhedsmedhjælpere 0
derfor er ansat:
jordmødre 2
medicindepotforvaltere 9
medicindepotforvalter afløsere 10
vandbærere 9
III. Mine forudsætninger.
En grundlæggende interesse for og tro på det positive i et mellemfolkeligt samarbejde på tværs af kulturer førte mig til Grønland. 1982-84 arbejdede jeg således i et ernæringsprojekt i Zambia for Mellemfolkeligt Samvirke.
Efter at have arbejdet 3 mdr. i 1991 som vikar for stationssygeplejersken i Attu, og her set hvilke spændende og profylaktiske muligheder dette arbejde indebærer på græsroden/i bygderne, fik jeg lyst til at sidde i den ’anden ende’ og få mulighed for at påvirke fra lederside.
Inden jeg ankom til Upernavik Sygehus deltog jeg i 16 dages intens introduktion på røntgen/operation (OP)/narkoseafdelingen, Dronning Ingrids Hospital (DIH), Nuuk. Foruden viden gav det mig uvurderlige kontakter.
- Funktionsbeskrivelse.
Der forelå en generel, overordnet funktionsbeskrivelse for den ledende sygeplejerske, udarbejdet af landslæge J. Bøggild 1983, og som var tænkt som grundlag for videre udformning på alle landets respektive sygehuse. En sådan udformning for Upernaviks vedkommende har ikke fundet sted før juli 1993, hvor jeg selv har udarbejdet en funktionsbeskrivelse som er godkendt af fungerende Chefdistriktslæge Niels Bernhardsen (se bilag 2).
- Personalesituationen – kontinuitet og holdninger.
De lange perioder med konstant udskiftning af tilkaldte læger og sygeplejersker har klart vanskeliggjort et kontinuerligt samarbejdsforløb. En anden dimension, man ikke umiddelbart kalkulerer med er, at mennesker – med den bedste vilje til trods – ikke nødvendigvis evner at samarbejde/trække på samme hammel, fordi divergenserne i visioner, livserfaring og livsholdning er for store. Ansættelse af tilkaldt personale synes ofte at foregå ukritisk, især omkring de tilkaldtes holdninger til den grønlandske befolkning og kultur, og målsætningen for deres arbejde i Grønland (jf. pkt. VIII).
1)Personalet på sygehuset:
Sygeplejersker: Samtidig med mig blev der ansat en sygepl.vikar, som blev 8 mdr. (til juli 1992). Hendes arbejdsområde blev fortrinsvis sundheds- og hjemmesygeplejen, og hun deltog derfor minimalt i døgnvagtbyrden for sygeplejersker.
Den daværende fastansatte sygepl. rejste 1. juni 1992 efter 2 år.
I perioden juli – okt. 1992 kom en sommervikar.
- 1992 fastansattes en sygepl.ass.
I perioden nov. – ultimo april 1993 ansattes en sygepl.vikar.
- maj 1993 fastansattes en sygepl.ass.
- 1993 fastansattes en sundhedsplejerske (Upernavik har været uden sundhedsplejerske siden 1988)
I 1993 har der ikke været ansat en sygeplejerskesommervikar.
Altså: foruden at sygeplejerskekonstellationen har været konstant skiftende, har der kun få mdr. ad gangen været 3 sygeplejersker samtidigt.
Læger: I perioden juli 1991 – okt. 1992 har Upernavik distrikt været betjent af vikarierende fung. Chefdistriktslæge/distriktslæge. Den fung. Chefdistriktslæge (den eneste læge), der var her ved min ankomst, rejste 7. jan. 1992 efter 3 mdr. Hans afløser blev 2 mdr. Hans afløser igen var her 1 md. Og hans afløser igen blev 2 mdr. Sidstnævnte afløstes af den nuværende fung. Chefdistriktslæge. Siden juli 1992 har der desuden været ansat distriktslægevikarer af 3 mdr’s varighed. Den 4., som ankom medio juli 1993, påtænker at blive i 6 mdr. – Den 18. aug. 1993 ansattes for ca. 2 mdr., en ferieafløser for den fung. chefdistriktslæge.
Sundhedsmedhjælpere (shm.) – Siden dec. 1991 har udskiftningen i shm. gruppen været afgang af 3 og tilgang af 3. Denne gruppe synes, af alle inden for det grønlandske personale, at være den mest sensible, fordi den føler sig klemt mellem afdelingsmedhjælperne og sygeplejerskerne. Det er netop i det ’spil’, shm. /sygepl. imellem, jeg har brugt en stor del af mine kræfter. Usikkerheden hos shm.’erne bevirker, at de meget hurtigt viger tilbage og mister lysten til at tage ansvar og initiativ så såre de mødes med en – for dem – overvældende, effektiv og energisk arbejdsindsats fra tilkaldte sygeplejerskers side.
Det, at 3 ud af 7 shm. har specialfunktion (røntgen/veneria/laboratorie), påvirker kontinuiteten og roen i den daglige arbejdsgang i afdelingen, samtidig med at det vanskeliggør dækningen af døgn- og fødevagterne i ferieperioderne.
Samarbejdet med shm.’erne har været præget af deres skepsis og usikkerhed, men også af tilfredshed ved at være blevet troet på og vedblivende holdt fast i, at de skulle påtage sig ansvar og tage initiativ.
Shm.’erne synes også at være det personale, der tydeligst giver udtryk for at befinde sig i et følelsesmæssigt dilemma. De synes at have et ambivalent forhold til en iboende, udbredt autoritetstro blandet med en kulturbetinget måde at tackle problemer på og en voldsom trang til at markere egen selvværdsfølelse. Samarbejdet har dog ført til gode og positive dialoger.
Afdelingsmedhjælpere: Antallet af afd. medhj. er blevet minimeret med 3 og udskiftning af 2. Dette er sket ved naturlig afgang og en bevidst omrokering med en vis kvalitetsmæssig opstramning til følge. Afd.medhj.’erne er relativt mere progressive end shm. gruppen, hvilket på sin vis ikke er underligt. De befinder sig nederst i hierarkiet og bruger derfor ikke energi på at skulle hævde territorium eller bevare de skarpe faggrænser. 4 ud af de 7 afd.medhj. fungerer i dag som gode Tolke, og 2 unge startede medio 1992 på Sundhedsmedhjælper-skolen.
Personalet i vaskeri og køkken ledes med en bestemt og kærlig hånd af Køkkenlederen, med hvem jeg har haft det bedste samarbejde.
De 2 Portører har indbyrdes et godt samarbejde. De passer gerne sig selv, men er tjenstvillige ved behov.
Som følge af de skiftende lægers lige så skiftende interesse for praktiske problemer og for Sundhedsvæsenets (SHV) boliger, har jeg, som den gennemgående person, hele tiden samarbejdet tæt og godt med maskinmesteren omkring boligadministration m.m.
I perioden indtil 1. nov. 1992, hvor der blev fastansat en uddannet lægesekretær, har sekretærarbejdet nødtørftigt været afhjulpet af:
– den allerede overbebyrdede Bogholder
– skiftende ufaglærte fra arbejdsmarkedskontoret
– i 3 mdr. en selvlært tolk med maskinskrivningskursus.
– 4 ugers effektiv hjælp af den ledende lægesekretær udlånt fra Ilulissat Sygehus.
Som følge af ovennævnte – og da den nuværende sekretær har haft meget at se til – har jeg oftest klaret mit skrivearbejde selv.
2) Personalet i bygderne:
Stationssygeplejersken er ansat i Kullorsuaq, der, med 309 mennesker og i stadig vækst (24 flere på 2 år), er både den største og nordligste bygd i Upernavik distrikt. Stationssygeplejersken assisteres af en ufaglært jordemoder, som også fungerer som tolk.
I de øvrige bygder er ansat Medicindepotforvaltere med hver deres afløsere. Et gennemgående problem for medicindepotforvalterne og deres afløsere er, at de føler sig for dårligt udrustet til at kunne leve op til bygdebefolkningens behov og krav. Den ringe bygdebetjening fra sygehusets side gør det ikke lettere for dem. De lange perioder med kun én læge og de også ofte dårlige vejrforhold har for flere bygders vedkommende betydet, at de ingen bygdebesøg har fået i op til 6-8 mdr.
Alligevel, til trods for disse vanskelige arbejdsvilkår, synes langt de fleste i stand til at bevare en lyst og energi til vedblivende at tage fat i de mange opgaver og problemer, de står midt i.
Bygderne Nuussuaq (175 pers.), Tasiussaq (204 pers.), Innaarsuit (120) pers.), Aappilatoq (159 pers.), Prøven (250 pers.), Sdr. Upernavik (195 pers.) er alle normeret med Sundhedsmedhjælperstillinger, men disse stillinger har ikke kunnet besættes i flere år.
3) Arbejdsvilkår i øvrigt:
Sprogbarrieren – er ikke til at komme udenom, mange vigtige informationer går tabt. Sproglige misforståelser går begge veje.
Kommunikation – telefon og telefax virker kun meget sporadisk. Det har yderligere vanskeliggjort samarbejdet med bygderne o.a. steder. Den til alle tider tjenstvillige dobbeltsprogede bogholder har været til uvurderlig hjælp som mellemled ud til bygdebefolkningen.
Rengøring – parolen lød ’alle skulle hjælpe til med at gøre rent og rydde op’! Dette kunne ikke efterleves, og primo jan. 1992 gav økonomiafdelingen tilladelse til at ansætte en reng.ass. Hun blev siden assisteret af endnu en medhjælper.
Autoklaven ved OP – havde ikke fungeret i 1 års tid. Primo 1992 blev den bragt i orden. I stedet havde der været anvendt en meget lille autoklave.
Røntgenapparatet – var ustabilt og umuligt at arbejde tilfredsstillende med. Ingeniøren, der tilser alt rtg. udstyr på kystens sygehuse, fremskyndede sin rejse til Upernavik og fik bragt apparatet i orden i februar 1992.
- Arbejdsmetode.
Vel vidende at det ikke er særligt grønlandsk at påtage sig lederfunktion og dermed ansvar, har jeg alligevel stillet krav. Dog samtidig med vedvarende at rose, stole på og holde fast i personalets evner til at udføre opgaver, som ligger inden for det arbejdsområde, deres uddannelse og oplæring har givet dem. Min overbevisning er, at det at stille krav helt falder inden for de rammer, landets politikere bl.a. taler om – nemlig at styrke selvtilliden, selvrespekten og den faglige kunnen så meget, at det grønlandske folk kan komme til at klare sig selv uden at behøve tilkaldt arbejdskraft.
VII. Arbejde/initiativer.
Jeg har under min ansættelse arbejdet med, og taget følgende initiativer:
- Etablering af løbende møder med de respektive personalegrupper.
- Ny oprettelse af TB-kartotek med løbende opsporing af ptt. og husstande, undervisning og indkaldelse af patienter.
- Ændring af Apoteket. Primo 1992 blev mængder af flere år for gammel medicin kasseret på sygehuset og på Jordemoderstationerne i samtlige bygder. Den daværende fung. chefdistr.læge tilskyndede til at indføre Defektkortsystemet og siden er det blevet udvidet med Visiformsystemet. Medio 1992 returneredes betydelige kvanta medicin til Kommunernes Affaldsselskab i Danmark.
- Samarbejde med:
- Personalet på sygehuset på grundlag af funktionsbeskrivelser udarbejdet af vik. distr. læge Gunnar Lauge Nielsen august 1991 i samarbejde med personalet. (er Direktoratet i hænde).
Jordemødre/medicindepotforvaltere og deres afløsere.
- Bygderåd, spec. i Tasiussaq omkring ny ansættelse af jordemoder og forureningsproblemer dér.
– Kommunen: social- og boligkontoret samt teknisk forvaltning. Dette samarbejde med lederne af de nævnte instanser har bevirket hurtig og effektiv:
- a) behandling af sociale problemer for indlagte ptt.
- b) løsning af boligproblemer for ptt. /sygehuspersonale.
- c) løsning af konsultationsproblemer i to af bygderne.
– Tandlægeklinikken. Primo 1992 assisterede jeg den vikarierende tandlæge i forbindelse med anvendelse af stesolid-rus under tandudtrækning.
- Deltagelse i institutionsledermøder arrangeret af Kommunaldirektøren.
- Oprettelse af sikkerhedsorganisation med 1 arbejdsleder og 1 sikkerhedsrepræsentant på kursus april 1993. Første møde i sikkerhedsudvalget er afholdt i juni md.
- Afholdelse af kurser for jordemødre/medicindepotforv. og deres afløsere – 2 kurser hvert år, d.v.s. 4 i alt – i samarbejde med shm., som meget er forsøgt inspireret til selvstændigt at stå for disse arrangementer. Materiale til kurserne stammer bl.a. fra kolleger ved sygehusene i Aasiaat og Ilulissat.
8) Arrangeret undervisning af sundhedsmedhjælpere:
– Sundhedsplejekursus i Ilulissat sept. 1992. Praktisk og teoretisk undervisning v/sundhedspl. i Uummannaq april 1993, men i sidste øjeblik sprang shm.’eren fra.
– I div. relevante emner v/ chef. distr. læge Birger Holm, febr. 1992.
– Rtg. undervisning v/Sv. E. Juhl, febr. 1992 og Theodora Jeremiassen, DIH, juni 1993.
– Laboratoriefunktion v/Pernille Bergmann, lab. konsulent, juli 1993.
– v/jordemoder Genoviva Hansen, Uummannaq, aug. 1993.
Når der har været besøg af specialister, har de undervist alt interesseret personale.
- Har inspireret til:
- at shm. underviser kolleger og afd. medhj. i hygiejne, svangerskabsundersøgelse, fødsel, prævention, veneria, ernæring, anatomi m.m. Er delvist sket.
- at en shm. med specielle forudsætninger oprettede en sorggruppe for forældre, der har mistet et barn. En sådan er oprettet af en sundhedsmedhjælper på sygehuset.
- at shm. med veneriakursus til profylaktisk arbejde blandt unge i byen.
- at det grønlandske personale selv i 1. omgang løser egne problemer for at undgå, at jeg skulle ’skære igennem’ som leder.
- Revideret arbejdsprocedurer omkring OP-/sterilisationsarbejde. Mappe foreligger.
- Foranlediget revision af proceduremapper og løbende skaffet nyt materiale til brug i afdelingen.
- Udarbejdet funktionsbeskrivelser for sygepl.ass. og for ledende sygepl. ved Upernavik Sygehus.
- Udarbejdet adskillige mødereferater af hvilke de relevante er oversat til grønlandsk.
- Skrevet breve bl.a. ang. forurening i bygden Tasiussaq til:
Upernavik kommune (se bilag 3)
Miljødirektoratet ang. forbrændingsovn (se bilag 4)
- Revideret medicinliste med et enkelt og overskueligt sikkerhedssystem for at sikre tilstrækkelig mængde medicin i bygderne. Er foretaget i samråd med den fung. chef. distr. læge.
- Modtaget og introduceret nyt personale og taget mig af adskillige korttidsbesøgende, der har besøgt sygehuset i embedsmedfør.
- Fået hold på sygehusets nøgler.
- Ført tilsyn med sygehusets transitbolig.
VIII. Forslag til Direktoratet for Sundhed & Miljø (SHV).
Da de senere år i Upernavik Distrikt har vist, at bygderne ikke får de Sundhedsmedhjælpere, de har behov for, foreslår jeg:
- At man satser massivt på de allerede ansatte sundhedsmedhjælpere, og som helhed velfungerende, jordemødre/medicindepotforvaltere og deres afløsere.
Ved at give afløserne flere timer vil man kunne opnå 2 ting:
- Motivationen og overskueligheden i et profylaktisk arbejde vil nærme sig det realistiske.
- Jordemødrenes og deres afløseres glæde ved arbejdet, vil virke afsmittende på befolkningen, så den bedre vil blive motiveret til at modtage hårdt tiltrængt viden omkring: Hygiejne, Tandpleje, Ernæring, Svangre- og fødselsomsorg, Børnesundhedspleje og børneomsorg, Psykiske problemer hos børn og voksne.
Denne tanke er blevet diskuteret med jordmødrene og deres afløsere, og jeg har fundet, at interessen er stor.
- At Direktoratet fremkommer med en klar melding om, hvad det ønsker og forventer sig af de tilkaldte sygeplejersker i Grønland.
- At Direktoratet gennem kurser etablerer et minimum af viden til tilkaldt hospitalspersonale omkring:
- Sygepleje og lægearbejde på grønlandske præmisser.
- Hvad det vil sige ”at stikke fingeren i jorden”, når man som tilkaldt tager til Grønland.
- Grønlandsk kultur.
Viden inden for disse 3 punkter(a+b+c) vil kunne lette samarbejdet mellem personalet på stedet – dvs. det grønlandsk såvel som det tilkaldte (inkl. det nyankomne tilkaldte personale).
- For at det grønlandske personale i SHV, samt lokalbefolkningen og det tilkaldte personale, skal have en chance for at kunne mødes omkring et godt samarbejde, må forudsætningen være, at vi tilkaldte véd præcist, hvad Direktoratet ønsker af os. Og at Direktoratet støtter os i vort arbejde. Det er netop her, jeg finder, at Direktoratet har holdt sig bemærkelsesværdigt tilbage.
IX Afslutning:
Den meget demoraliserende, uværdige og skuffende overenskomst pr. 1. april 1993 – indgået mellem Grønlands Landsstyre og Den grønlandske fagforening for sygeplejersker PK – har for mig sat arbejdsvilkårene så meget i relief, at jeg ikke ser mig i stand til at fortsætte som ledende sygeplejerske ved Upernavik Sygehus. Det beklager jeg dybt. (Se bilag 5 + 6).
”Vejledning i udfyldelse af tjenestetidsskema for sygeplejersker på rådighedstillæg af 10. aug. 1993” (se bilag 8) – altså 3 mdr. efter ikrafttrædelsen af omtalte indgåede overenskomst – udtrykker desværre
ikke klart alle arbejdsvarianter. Den bærer så tydeligt præg af mistillid til sygeplejersker på rådighedstillæg, at jeg uvægerligt må spørge: Hvad er det dog for en personalepolitik det grønlandske sundhedsvæsen praktiserer?
Personligt føler jeg det som et privilegium at have været inviteret tæt på mennesker, som tænker så meget anderledes, end hvad der er gængs i den kultur, jeg kommer fra. Det er bl.a. med disse positive oplevelser, sammen med så mange andre gode indtryk, at jeg afslutter mit arbejde i Upernavik.
Denne rapport med tilhørende bilag er udarbejdet i min fritid, juni – august 1993.
Kirsten Bjørg Reerslev Ledende sygeplejerske Upernavik Sygehus.
ANDEN DEL
Funktionsbeskrivelse for sygeplejersker ved sygehuset i Upernavik.
Der er til sygehuset normeret 4 sygeplejerskestillinger: 1 ledende sygeplejerske 2 sygeplejeassistenter 1 sundhedsplejerske.
Ugentlig arbejdsnorm er 40 timer med dgl. mødetid kl. 8-16 eller 8.30-16.30. Sygeplejerskerne (med undtagelse af sundhedsplejersken) deles ligeligt om hjemmevagterne fra kl. 16-08.
I weekender møder vagthavende sygepl. på sygehuset efter behov og deltager i patientpleje, ambulante skiftninger o.l. Derudover tilkaldevagt fra hjemmet. Vagten skrives som døgnvagt.
Sygeplejerskens arbejdsopgaver:
- Afdelingen: Sygeplejersken har ansvar for at den daglige sundheds- og sygepleje udføres forsvarligt. Hun/han deltager efter behov i observation og pleje af ptt. Og er sundhedsmedhjælperne (shm.) behjælpelige i gruppelederfunktionen og vejleder i pt. pleje/obs.
- Undervisning: Sygeplejersken har en løbende undervisende funktion med speciel udnyttelse af rapportsituationer og plejesituationer. Afhængig af shm.’ernes ønsker og tid kan lægen udnytte morgenkonferencen til undervisning. Sygeplejersken tilskynder og inspirerer shm. til undervisning af afd. medhj. efter behov, f.eks. i kost, hygiejne, anatomi m.m. Sygeplejersken planlægger sammen med lægen og shm. kursus for bygdepersonalet (hhv. medicindepotforv. og deres afløsere) til afholdelse én gang årligt i sejltiden.
- Operation/Sterilisation: Sygeplejersken assisterer sammen med shm. ved operation, fører tilsyn med og sørger for at OP-stuen er klar til brug, at div. Instrumenter er funktionsdygtige, pakkede og og autoclaverede. Sygepl. kører sporeprøver én gang i kvartalet. Sygepl. fører tilsyn med og vejleder ved rengøring af OP-stuen, instrumenter, sug m.m. Sygepl. oplærer shm. i disse funktioner.
- Narkose/opvågning: Lægen indleder anæstesi, hvorefter sygepl. overtager på lægens ansvar. Sygepl. giver Pethidin-/Stesolidrus efter ordination.
- Røntgen: Sygepl. oplæres i betjening af rtg.app. og fremkaldervæskerne, således at hun sammen med den rtg.udd. shm. kan udføre ordinerede rtg.us. Sygepl. tager akutte billeder i vagten.
- Ambulatorie/konsultation: Sygepl. har sammen med shm. og tolk ansvaret for, at skadestue/kons. altid er klargjort. Sygepl. hjælper og vejleder shm. med ambulante ptt., skiftninger, medicinudlevering og tjekker sammen med shm. løbende akuttasker, akutbakker o.lign.
- Apotek: ajourfører kartotek, udpakning og sortering af ankommet medicin. Kontrollerer udløbsdato, pakker og returnerer forældet medicin. Pakker medicin til bygder og skibskister.
- Sygeplejeartikler: Sygepl. pakker ud, sorterer div. varer, holder opsyn med depot og lager og pakker sygepl.artikler til bygder og skibskister.
- Bygdeture: /shm. /læge planlægger bygdeture. Deltagere: sædvanligvis læge, tolk, shm. og sundhedspl., ellers efter behov. Under bygdebesøget gennemgås medicinbeholdning og sygeplejeartikler. Bygninger, inventar og evt. reparationer bemærkes. Inden bygdeturen tjekkes: bygdetaskerne efter indholdsliste (obs. Udløbsdato for medicin), vacc. protokol, vacciner, om der mangler medicin el. sygepl.artikler i den pågældende bygd. Obs. Proviant.
- Skolebørns undersøgelse: I samråd med skolen indkalder sundhedspl. /shm. skolebørnene én gang årligt til undersøgelse på sygehuset. Denne foretages af læge og sundhedspl. /shm. Lægen udfærdiger i denne forbindelse div. henvisninger til specialister.
- Audiolog kasse: Passes af sundhedspl. /audiologass. i samråd med læge. Skal gerne med til alle bygder én gang årligt.
- Børneundersøgelse/vaccinationer: Sundhedspl. /shm. indkalder børn til børneundersøgelse og vaccinationer. Dette sker hver tirsdag kl. 13-15. PKU tages rutinemæssigt af laboratorie-medhjælper (obs. af Føllings sygdom).
- Patientledsagelse: afgør i samråd med lægen, og ud fra pt.’s tilstand, fra hvilken personalegruppe pt.ledsageren hentes. Se liste over pt. ledsagere i vagtstuen.
Svangerskabsundersøgelse: Forestås af den shm. som har fødevagten hver torsdag kl. 13-15.
Veneria undersøgelse: Forestås af veneria-uddannet shm. hver ma., ons. og fred. Kl. 13-15.
Kirsten Bjørg Reerslev Ledende sygeplejerske Upernavik Sygehus Juni 1993.
Funktionsbeskrivelse for ledende sygeplejerske ved Upernavik Sygehus og Upernavik Distrikt.
- Målsætning:
Den ledende sygeplejerske har ansvar for sygeplejen på sygehuset i Upernavik, sygeplejestationen i Kullorsuaq og på jordemoderstationerne i bygderne og skal sikre den højest mulige sygeplejestandard inden for de af Direktoratet for Sundhed og Miljø givne rammer.
Til opfyldelse af denne målsætning er hun/han leder af sygeplejepersonalet og øvrige medarbejdere tilknyttet sygeplejen.
Den ledende sygeplejerske skal kunne gå ind i alle sygeplejemæssige funktioner.
- Administrativ placering:
Den ledende sygeplejerske er placeret direkte under distriktslægen.
III. Ledelsesansvar:
Den ledende sygeplejerske er ansvarlig for at fastsætte retningslinjer for en langsigtet og efter de givne forhold forsvarlig syge- og sundhedspleje, hvis udøvelse og standard overholdes ved at:
- sikre, at metoder og retningslinjer i syge- og sundhedsplejen ajourføres i takt med udviklingen inden for området i Grønland.
- sikre, at personalets faglige viden og kunnen stimuleres ved løbende praktisk og teoretisk undervisning og vejledning.
- sikre, at de forskellige personalegrupper arbejder godt sammen.
- Sygeplejemæssigt ansvarlig for:
- observation af patienternes tilstand
- tilrettelæggelse og udførelse af de lægelige ordinationer
- vejledning og undervisning af patienter og pårørende
- plejen udføres på en forsvarlig måde.
- Administrative opgaver:
- at udarbejdelse af tjeneste- og fritidsplanlægningen sker i overensstemmelse med de overenskomstmæssige aftaler og sygehusets behov
- at sørge for arbejdsplaner og stillingsbeskrivelser for alle kategorier af medarbejdere hun/han har under sig d.v.s. sygepl., shm., afd. medhj., køkken- og vaskerimedhj., køkkenleder, tolk og portører. Stationssygepl. og jordemødre/medicindepotforvaltere.
- at lede personalet, så arbejdet planlægges og sikres udført på en sygeplejemæssig og økonomisk forsvarlig måde på sygehuset og i bygderne.
- at sygehusets budget overholdes i relation til det normerede personale.
- at ansætte personale og give indstilling om ansættelse i overensstemmelse med givne retningslinjer.
- at sikre introduktion og instruktion af nyansat plejepersonale.
- at medvirke til gennemførelse af forbedringer og rationalisering som kan højne plejestandarden og forbedre den økonomiske drift
- at lønsedler for timelønnede og mdr. lønnede medarbejdere kontrolleres og attesteres hhv. hv. 14. dag og hv. den 20. i md.
- hvert kvartal at indberette:
- a) sygehusets morfica forbrug og morfica beholdning til Embedslægeinstitutionen
- b) personaleoversigt til personaleafd., Direktoratet for Sundhed og Miljø.
10) to gange årligt at bestille:
- a) medicin i samråd med distriktslægen
- b) sygepl. artikler, instrumenter (i samråd med lægen), rtg. film og –væske, linned varer, rengøringsartikler. Køkkenlederen står hovedsagelig selvstændigt for indkøb af kolonialvarer.
Sekretæren står for indkøb af kontorartikler til sygehuset. Indkøb af div. artikler til sygehusets drift inkl. Iltflasker foretages i samarbejde med maskinmesteren og distriktslægen. Alle varer skal bestilles tids nok til at komme op med hhv. 1. og sidste skib.
11) at sygehusets forskellige arbejdsenheder (sengeafsnit, konsultation, skadestue, svangerkonsultation., fødestue, røntgen, operationsstue, sundheds- og hjemmepleje, veneria, konsultation i bygderne og bygdeture) er i stand til at arbejde optimalt til glæde for befolkningen og personalet.
- Ansvar for:
- at den enkelte medarbejder får en følelse af medansvar og skabe gode arbejdsforhold og et godt arbejdsklima.
- at indkalde til og medvirke ved personalemøde ca. hv. 2. md.
- at medvirke til at sikkerheds- og tillidsmandsorg. arbejder tilfredsstillende
- at konferere dagligt med og rapportere relevante oplysninger til distriktslægen.
- at medvirke til et positivt samarbejde udadtil, hvilket vil sige til: social- og boligkontor, alderdomshjem, skole, tandklinik, politi, div. Bygderåd og lønkontorer.
Juli 1993,
Udarbejdet af: ledende sygeplejerske Kirsten Bjørg Reerslev.
Godkendt af: Fungerende chefdistriktslæge Niels Bernhardsen.
Bilag 3.
Den 9. juli 1993.
Upernavik Kommune
Att. Kommunaldirektør
Juliane Zeeb Sørensen
3962 Upernavik.
Vedr. forureningssituationen i Tasiussaq.
Emilie Aronsen, jordemoder i Tasiussaq, har i dag, over for mig, givet udtryk for, at forureningsproblemet i Tassiussaq synes at være på randen af håbløshed, idet hun det forløbne år forgæves har agiteret for vigtigheden af en ren bygd, og ved gennem eget initiativ og eksempel at have fjernet affald uden for jordemoderstationens område, uden andre dog har fulgt op på hendes eksempel. Ligeledes har hun gentagne gange forklaret om sundhedsfaren ved, at affald håndteres uden mindste omtanke. Ganske vist har hun mødt forståelse hos både bygderåd og brandfolk, men når det kommer til handling, sker der så godt som ingenting – det meste, folk har kunnet lade sig mobilisere til, er at være behjælpelig med at rydde op omkring skole, forsamlingshus m.m., men ikke omkring egne boliger.
Personligt har jeg flere gange i forbindelse med bygdebesøg, i en afslappet atmosfære, talt med bygderådsmedlemmer, bl.a. Simon Sakariassen omkring oprydning i bygden. Vel vidende at Tasiussaq deler forureningsproblemet med distriktets øvrige bygder, er grunden til min specielle interesse for Tasiussaq den, at da Emilie for ca. et år siden søgte tilbage til Upernavik distrikt, efter ophold i Ikamiut, lykkedes det mig at gøre hende interesseret i, og få lyst til, at være med til at præge Tasiussaq i en positiv retning, både mentalt og fysisk.
Som ledende sygeplejerske med ansvar for sundheds- og sygeplejen i Upernavik distrikt bekymrer det mig meget, at befolkningen og bygderådet ikke har set sig i stand til at imødekomme og udnytte mennesker som hun, der på en så energisk og uselvisk måde yder og magter det hun kan. Men det gør hun kun til en vis tid, hvis hun ikke møder forståelse i praksis.
Idet jeg meget håber, du vil få tid til at se seriøst på dette problem, beder jeg dig, om du vil ofre tid på en samtale med Emilie og mig omkr. den 15.-16. juli, når Emilie igen passerer Upernavik.
Venlig hilsen
Kirsten Bjørg Reerslev Ledende sygeplejerske Upernavik Sygehus
Bilag 4.
Upernavik Sygehus
Den 21. januar 1993.
Til Direktoratet for Sundhed og Miljø
Fax 25286
Att. Anette Engraf.
Vedr. Risikoaffald.
Upernavik Sygehus har ingen forbrændingsovn. Alt affald incl. risikoaffald fra operation, fødestue og afdeling køres på Upernaviks losseplads (’Dumpen’). Lossepladsen er ikke afspærret og uden opsyn efter arbejdstid, så løse hunde åbner affaldssække, efter at de er blevet afleveret på lossepladsen.
Indtil medio 1992 har sygehuset sendt risikoaffald af typen: Brugte kanyler, sprøjter og lign. samt røntgenfixér- og fremkaldervæske til Ilulissat Sygehus, som har været behjælpelig med destruktion af dette i sygehuset forbrændingsovn.
På forespørgsel om, hvordan røntgenaffald destrueres, oplyser afd. sygeplejerske Bodil Davidsen, Ilulissat, den 18.01.93 til Kirsten Bjørg Reerslev, at de smider det i havet!
På grund af sygehusets forøgede affaldsmængde ser Ilulissat sygehus sig nu ikke mere i stand til at modtage risikoaffald fra Upernavik sygehus.
Den 18. januar d.å. aftalte Kirsten Bjørg Reerslev telefonisk med fuldmægtig Anette Engraf, at vi fremover samler røntgenaffaldet i olietønder, som 1 x årligt sendes til Kommunekemi i Nyborg. Denne aftale ville være ønskelig at få skriftligt bekræftet.
Kan vi forvente, at der vil blive udsendt en instruks omkring dette problem til samtlige sygehuse?
Da det er helt uacceptabelt fortsat at aflevere sygehusets affald af ovennævnte karakter på den lokale losseplads af hygiejniske og økonomiske årsager, går spørgsmålet derfor på:
- Kan en forbrændingsovn bevilges?
- Vil Miljøafdelingen være behjælpelig med at finde frem til en egnet forbrændingsovn, svarende til Upernavik sygehus’ forbrug?
Til orientering kan oplyses, at:
- Der er 14 senge på sygehuset
- Der er ca. 1,5 m3 kanyle- og blodaffald fra laboratoriet og sengeafdelingen.
- Der var i 1992 i alt 83 fødsler og 48 aborter.
- Der var i 1992 ca. 20 operationer af forskellig karakter.
Da vi p.t. arbejder seriøst med vores sikkerhedsarbejde, vil det være relevant med et hurtigt svar.
På forhånd tak!
Med venlig hilsen
—————————— ——————————
Kirsten Bjørg Reerslev Poul Krog Larsen
Ledende Sygeplejerske. Maskinmester.
Tilføjelse: brevet sendes pr Telefax d.d.
Bilag 5.
Upernavik, den 16. april 1993.
Til Peqqissaasut Kattuffiat (PK)
Sdr. Herrnhutvej 31 A
Box 670
3900 Nuuk.
Ang. ny overenskomst pr. 1 april 1993 mellem Grønlands Landsstyre og PK.
Upernavik Sygehus er normeret til 2 læger og 4 sygeplejersker. Kun kort tid ad gangen er der overensstemmelse mellem normeringen og den faktiske virkelighed. Til trods herfor tilgodeses befolkningens og personalets behov bedst muligt. Vi har den ordning, at sundhedsmedhjælpere (smh) er i vagt døgnet rundt. Aften og nat sammen med en afd. medhj. Smh. dækker fødevagterne og sygeplejerskerne døgnvagterne.
Efter devisen ”hvor der handles, der spildes”, må jeg/vi konstatere, at sygeplejerskerne ved Upernavik Sygehus, som er et af de 7 små sygehuse, som PK mener må ofre sig for at bringe overenskomsten i hus! Bl.a. gående ud på, at al rådighedstjeneste, herunder overarbejde på disse dage: SH-dage, lørdags- og søndags tjenestetillæg, vil blive erstattet af et rådighedstillæg på 6000 kr.
For at sige det kort, jeg/vi finder denne handling uacceptabel og desillusionerende fordi:
- den gode vilje, som bliver og er blevet lagt for dagen, til at få et fornuftigt og langsigtet sygepleje- og sundhedsarbejde til at hænge sammen under ofte helt urimelige arbejdsforhold, nu her med én gang er blevet tilsidesat.
- PK’s manglende forståelse for vigtigheden i at tage vare på en solidarisk holdning overfor og blandt egne medlemmer.
- en betydelig lønreduktion – et i sig selv en ejendommelig foreteelse, da man af sin fagforening almindeligvis anser den for at varetage medlemmernes interesser ved at arbejde for bedre løn- og arbejdsvilkår og IKKE det modsatte.
- jeg/vi sidder inde med en følelse af, at være blevet ført bag lyset, for det var jo ikke de vilkår, vi i sin tid blev ansat under.
I respekt for mine kolleger i samme situation, deres og egen værdighed, er det med dyb beklagelse og skuffelse, jeg ikke mere ser mig i stand til at fortsætte mit arbejde som afd. sygeplejerske ved Upernavik Sygehus, hvis ikke der blive truffet særaftaler for os på de 7 små sygehuse.
Kirsten Bjørg Reerslev
Ledende sygeplejerske Upernavik Sygehus.
Som tillidsmand på Upernavik Sygehus tilslutter jeg mig fuldt ud denne protest, men ser mig desværre IKKE i stand til at sætte min stilling ind på sagen, fordi min mand, som jeg, også sidder i en stilling på en 3 års kontrakt fra august 1992.
Jytte B. Kristensen Tillidsmand.
Kopi til kolleger på kystens sygehuse.
Bilag 6.
Fra: Upernavik Sygehus
Box 64
3962 Upernvik
Grønland
Tlf. (009 299) 5 12 11
Telefaxnr. (009 299) 5 10 11
Til Direktoratet for Sundhed og Miljø, personale afd. – telefax 2 58 25
Att.: Mette Amtoft/Åse Nygaard
Ang.: opsigelse
Antal sider sendt incl. denne: 1 Dato: 6/5 – 1993.
Under henvisning til udfaldet af den ny overenskomst pr. 1. april 1993 mellem Grønlands Landsstyre og Peqqissaasut Kattuffiat (PK) opsiger jeg hermed min stilling som ledende sygeplejerske ved Upernavik Sygehus pr. 30. sept. 1993 med afholdelse af ferie forinden.
Med venlig hilsen Kirsten Bjørg Reerslev
Venligst kontakt afsender såfremt ikke alle sider modtages.
Bilag 7.
Upernavik, den 13. august 1993.
Til samtlige bygderåd i
Upernavik kommune
3962 Upernavik.
Samtidig med at orientere om min afrejse fra Upernavik Sygehus pr. 30. september 1993 (afholder ferie forinden), vil jeg gerne en sidste gang appellere til Jer om, at bakke Jeres bygders jordemødre/medicindepotforvaltere og deres afløsere op i deres ofte særdeles vanskelige og utaknemlige arbejde.
Bygdejordemødrene/medicindepotforvaltere er netop i disse dage på kursus på Upernavik Sygehus og sammen har vi talt en del om at få iværksat et konstruktivt, stærkt tiltrængt forebyggende arbejde. Men for at dette skal kunne gøres muligt inden for de normerede antal timer, som Direktoratet for Sundhed og Miljø har afsat til SHV’s medarbejdere i bygderne, er det bl.a. tvingende nødvendigt at konsultationstiderne overholdes.
Kun ved et samarbejde Sygehus/Jordemødre/Bygderåd imellem, kan et tilfredsstillende resultat til glæde for alle implicerede opnås. Idet jeg meget håber dette vil kunne lykkes, ønsker jeg alt godt for Jer og Jeres bygders befolkning.
Venlig hilsen
Kirsten Bjørg Reerslev Ledende sygeplejerske Upernavik Sygehus.
Kopi til: Jordemødrene/medicindepotforvalterne i bygderne Kommunalbestyrelsen, Upernavik Kommune, 3962 Upernavik.
Bilag 8.
Haster fax á i alt 2 sider.
Nuuk d. 10. august 1993
Til sygeplejerskerne på sygehusene i:
Ammassalik Nanortalik Paamiut Narssaq Qasigiannguit Uummannaq Upernavik.
Hoslagt fremsendes langt om længe (beklager meget) ’Vejledning i udfyldelse af tjenestetidsskemaer for sygeplejersker på rådighedstillæg.
Da jeg ved, I allerede har sendt tjenestetidsskemaer ind til lønkontoret, siden overenskomstens ikrafttræden, d.v.s. gældende fra 21. maj 1993, og da I selvfølgelig gerne snart vil have nogle penge, skal jeg anmode jer om, at gennemgå kopien af de indsendte skemaer og rette til med de krævede oplysninger og pr telefax sende dem til SSM, på telefax 25825 så hurtigt som muligt, og såfremt de allerede ligger på mit bord onsdag d. 11. august 1993, vil det kunne nås til næste lønkørsel, alternativt er at I får et à conto beløb i slutningen af måneden.
Vejledningen er gennemgået med Personaledirektoratet, der først her sidst på dagen har givet OK for fortolkning og formulering. Har I spørgsmål, er I meget velkomne til at ringe til undertegnede, jeg skal sidde ved mit skrivebord hele onsdag eftermiddag.
Venlig hilsen Aase Nygaard. *)
Kopi til P.K.
VEJLEDNING I UDFYLDELSE AF TJENESTETIDSSKEMA FOR SYGEPLEJERSKER PÅ RÅDIGHEDSSTILLING jævnfør ”Overenskomsten for sygeplejersker af 10. maj 1993 § 7 stk. 5,6 og 7.
- Tjenestetidsskema udfyldes efter den for Sygehuset fastlagte ”rulleplan”, når alle 3 sygeplejerskestillinger er besat. Denne plan anføres på tjenestetidsskemaet under planlagt tid. Ud for datoen skrives et V såfremt det er tale om en planlagt rådighedsvagt evt. et D såfremt der er en planlagt døgnvagt.
- Den faktiske arbejdstid anføres under fremmøde.
- Det ekstraordinære merarbejde / mistet fridag kan kun honoreres såfremt: A) én eller 2 af de andre sygeplejersker ikke kan påtage sig sin vagt/rådighedsvagt grundet sygdom, patientledsagelse, ferie, andet tjenstlig fravær eller vakance. Årsagen skal altid angives ud for det anførte merarbejde. B) når alle 3 sygeplejersker er til stede: kun når der er tale om akutte opkald udfor planlagt arbejdstid eller rådighedsvagt og dette skal altid begrundes og attesteres af den, der har tilkaldt pågældende.
Der kan således kun ydes overtidsbetaling og eller godtgørelse for mistet fridag.
- 32/§8 i overenskomst/aftale kan ikke anvendes for sygeplejersker på rådighedstillæg
Aase Nygaard Nuuk d. 10. august 1993.
*) Direktoratets personaleafdeling (red.).
Brev fra fhv. embedslæge Jens Peter Brangstrup (side 62)
Brev fra distriktslæge Birger Holm, Sisimiut .
På siderne 65-68 følger en afskrift af de 4 originale breve, som jeg modtog efter min afrejse og som vedrører mit arbejde:
Fra Distriktslægen i Sissimut Birger Holm den 7.11.93.
Kære Kirsten.
Tak for din hilsen til Karen Ohlsen og mig. Jeg har længe tænkt på at få skrevet til dig, så du i det mindste får en reaktion. Det er et fint arbejde du har lavet, synes jeg, og lad mig med det samme sige, jeg håber det vil blive brugt og at lignende burde laves for alle distrikter. Lad mig også straks supplere – jeg tror ikke Direktoratet ser værdien af det.
”Spildte ord på Balle-Lars”? Nej det synes jeg ikke – for du har først og fremmest fået noget ud af det, vi andre på Kysten er glade for at se nogen overkommer en sådan rapport, vi burde som sagt nok lave lignende selv.
Det du har skrevet, både på og mellem linierne, er jo del af alles hverdag, nogen ting mere, andre mindre og med lidt variation fra by til by. Desværre synes mange af problemerne ikke at have samme karakter i Nuuk, hvilket jeg tror er grunden til de ikke ændres.
Den sidste danske sundhedsforvaltning var ved så småt at få idé om arbejdet heroppe, dog uden at få mulighed for at påvirke det overtagende Hjemmestyre en tøddel. Som du selv har erfaret, er der ikke sket mange positive udviklinger de sidste par år. Jo du har fået ryddet nogenlunde op i Upv, men om 3, 5 eller 7 år har andre slettet sporene, nogen har forsøgt at sætte nye og måske større mærker efter sig. Det der mangler allermest er 2 ting, mener jeg, først og fremmest en koordination af Væsenet, så hvert distrikt ikke skal sidde og løse de samme problemer hver for sig. Ensartethed i alt fra administration til sygeseng. Dernæst må man have en personalepolitik, vide hvad vil man med div. faggrupper, hvordan kan man benytte dem bedst muligt, hvordan kan man uddanne/videreuddanne dem bedst og billigst, hvordan kan man fastholde personalet – ikke kun det tilkaldte, men lige så meget det lokale.
Jeg er vist i gang med en tale, det var ikke meningen. Her har vi haft travlt de sidste par år, på lægesiden er jeg desværre den gennemgående person, alene i år har vi i de 3 øvrige stillinger haft 10 andre læger. Det slider på mig, på plejepersonalet, sekr., tolke osv. og økonomien. Uden Karen, en anden sygepl. Ellis og så vores ”oversekr.” havde jeg ikke overlevet så lang tid. Det ligger endda lidt i luften at vi orienterer hinanden, hvis trætheden er ved at melde sig, så det ender nok en dag med, at vi forlader skuden samlet. Foreløbig er jeg ved at planlægge en bytning på 2½ måned med en praktiserende kollega i Kolding i begyndelsen af 94. Jeg har netop fået lov af DSM. Det bliver spændende at se hvordan arbejdet er i DK, det var jo egentlig det jeg skulle engang – før jeg drog herop. Håber at du har det godt med ryggen igen og at du er faldet nogenlunde til i DK. Jeg ved dine tanker vandrer herop tit, jeg håber ikke din afgang har farvet dine gode minder herfra. Mange hilsener – og god jul.
Birger Holm, Sisimiut.
Fra læge J. P. Brangstrup Hansen, 8520 Lystrup, Danmark den 21.10.93. (afskrift af det originale brev ovenfor)
Kære Kirsten.
Tak for dit brev med tilhørende rapport og bilag. Det var rart, at du tænkte på mig i den anledning. Jeg har gennemlæst med stor interesse og skal komplementere dig for det arbejde, du har lagt i Upernavik, men så sandlig også, at du har overkommet at sammenstille dine erfaringer i en rapport, som jeg er sikker på er læst af modtagerne med interesse, selvom du ikke har fået ”kvitteringer”.
Det glæder mig, at du så hurtigt er kommet i gang med et sikkert spændende job ved Asylcentret i Aalborg, som jeg kender en del til fra min tid i Nordjylland. Ét af mine mange arbejdsområder er arresthuslægejobbet i landets største arresthus, hvor jeg oplever minusvarianterne blandt flygtninge og indvandrere.
Det er helt karakteristisk, at det tager tid at smyge et intensivt Grønlandsophold af sig, og det lykkes heldigvis aldrig. Jeg har været gennem faserne mange gange de sidste 19 år, og jeg er sikker på at noget af det første, du chekker, når ”Sygeplejersken” kommer, er stillingsopslagene og vel især de kortere vikariater. Det vil du blive ved med. Og lur mig om lysten og behovet for ”gensyn” ikke kombineres på et tidspunkt med sammenfald af afspadsering og ferie!
Vi havde et par længere telefoniske samtaler, da jeg var i Embedslægeinstitutionen i Nuuk, og som jeg sikkert fik fortalt, så var det for mig også en kraftig oplevelse, privat og arbejdsmæssigt. Jeg skal ikke her kommentere DSM; men blot konstatere, at det virkelig lykkedes Torben C. at få Embedslægeinstitutionen beskåret så kraftigt, at et uvilligt tilsyn med hele DSM’ område er problematisk og utrolig afhængig af embedslægens person og pondus. Siden jeg kom tilbage, er jeg flere gange skriftligt og telefonisk blevet spurgt om råd og vejledning, som jeg med glæde har givet. Arbejdsopgaverne er mangeartede og spændende, men jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg ikke lagde billet ind på stillingen i foråret. Privat er min veninde og hendes 15 årige dreng ved at flytte ind hos mig. Hun har lige fået solgt sit hus, og vi tager springet ud på ”det dybe”. Jeg håber på fortsat kontakt og er glad ved, at du har det bedre med ryggen.
Mange hilsener Jens Peter.
Fra afdelingssygeplejerske Lil-Ann ved operations– og anæstesiafdelingerne ved Dronning Ingrids Hospital i Nuuk den 24/10-93
Kære Kirsten
’Jeg og hele min afdeling siger dig tusinde tak fordi du lod os læse din rapport fra dit arbejde i Upernavik. – Det var med stor glæde og beundring vi læste rapporten. Sikke et flot stykke arbejde du har udført og hvor har du smukt og positivt fortalt om dit arbejde i Upernavik til trods for, at du løb panden mod muren. Kun dette lille brev for at fortælle dig hvor glade vi på operations-afdelingen blev for at læse din rapport, tak for den, Kirsten og god vind fremover. Hos os er alt vel trods en hård sommer (personalemangel), 2 personer ud af 8 er mange!
Mange kærlige hilsener også fra mit personale. Lil-Ann.
Lederen af Alderdomshjemmet, Naja, som var min gode sparingspartner og veninde, fandt min rapport relevant og god. – Som tak for et meget godt og frugtbart venskab og samvær, forærede jeg hende min medbragte rejseskrivemaskine, på hvilke jeg havde skrevet alle mine breve og min omtalte rapport.
Apropos et grønlandsk fænomen, som jeg før har omtalt: Da jeg 1½ år efter min afrejse fra Upernavik mødte Naja under hendes familiebesøg i Aalborg, var hun blevet mor til en kær lille pige, som Najas kusine havde født til Naja og hendes mand. Naja havde været indlagt sammen med den fødende kusine og ved fødslen ’overtog Naja barnet’, som en planlagt ’kærligheds gave’. Alt var som det skulle være, nemlig en naturlig foreteelse i den kultur, som jeg har været så heldig at få et lille indblik i!
Upernavik den 17/8-93:
Kære Kirsten! Da jeg ikke har en stor afskedsgave jeg kan give dig, vil jeg blot give dig et par ord til afsked.
Først vil jeg takke dig for et godt og harmonisk samarbejde vi har haft sammen i den korte tid, vi har kendt hinanden. Nogle gange ærgrer jeg over at det ikke har varet i en længere periode, men vi har jo hver sin mål at skulle stræbe efter.
Med ordet mål menes ikke bare vore mål med karriere og andre mål inden for arbejdspladsen, men først og ikke mindst vore personlige, derfor vil jeg takke dig af hele mit hjerte for din igangsætning af selvhjælpsgruppen, uden din initiativ var vi nok ikke kommet så langt, som vi nu er nået, med vores bearbejdning af de svære sorg og krise vi blev ramt af her i den mørkeste tid af året.
Selv i det mørkeste sted er der altid et lille lys i horisonten, derfor ønsker jeg at du også fremover vil kunne se det lille lys og stræbe efter den.
Med håb om, at du vil lade høre fra dig når du er nået hjem ønsker jeg dig al mulig held og lykke fremover.
Med de kærligste hilsner Nuunu Kristiansen & familie. Adresse: STI-SKOLEN, Box 84, 3962 Upernavik.
Nuunu var en særdeles dygtig sundhedsmedhjælper, som jeg havde stor glæde af at arbejde sammen med ved Upernavik Sygehus, lige indtil hun søgte yderligere udfordringer ved byens Erhvervsskole. Nuunu var mor til et barn, der døde af meningitis kort tid før jeg ankom til Upernavik sygehus. Som det fremgår af hendes brev behersker Nuunu det danske sprog mundtligt som skriftligt exceptionelt flot. Så tabet af hendes arbejdskraft var på flere måder et stort tab!
Afskrift af det uskarpe fotokopi af mit brev til Chefdistriktslæge Ove Rosing Olsen, Upernavik Sygehus (side 64)
Chefdistriktslæge Ove Rosing Olsen Upernavik Sygehus 3960 Upernavik Grønland.
Den 20. juni 1995.
Kære Ove Rosing Olsen.
Det er med stor glæde jeg erfarer, at du i dag sidder som chefdistriktslæge i Upernavik. Med en grønlandsk læge kan der nu blive taget hånd om de problemer, som har hobet sig op i dette yderdistrikt igennem årene. Ikke mindst Upernavik har lidt under et stort gennemtræk af danske læger og sygeplejersker, som befolkningen og det grønlandske sundhedspersonale har skullet forholde sig til.
Selv har jeg haft det privilegium at have været ledende sygeplejerske i Upernavik fra l. september 1991 til 1. november 1993. Før da var jeg vikar for stationssygeplejersken i Attu i perioden 1. juni – 30. september 1991.
I forbindelse med min fratrædelse udarbejdede jeg vedlagte rapport fra mit arbejde i Upernavik, som jeg i september 1993 sendte bl.a. til dig i din egenskab af landsstyremedlem for sundhed og miljø. Imidlertid har jeg aldrig modtaget direktoratets kvittering for modtagelse af rapporten. Jeg må derfor gå ud fra, at du ikke har set den. Ligeledes vedlægger jeg til din orientering en artikel, jeg har skrevet til bladet ”Sygeplejersken”.
Jeg udarbejdede rapporten af hensyn til de mennesker, jeg arbejdede sammen med og for – hvilket vil sige sygehuspersonalet, lokalbefolkningen, min arbejdsgiver og patienterne.
Jeg håber du kan have udbytte af at læse min rapport, og jeg ønsker dig al mulig held og lykke med dit arbejde.
Med venlig hilsen Kirsten Bjørg Reerslev sygeplejerske.
AG – Atuagagdliutit – Grønlandsposten kontaktede mig inden min afrejse fra Upernavik. De følgende 2 artikler er derfor skrevet på grundlag af et interview med mig i Upernavik, og af min rapport til Grønlands sundhedsvæsen:
AG – Atuagagdliutit – Grønlandsposten nr. 112, den 2.12.1993, under overskriften: ’Upernavik ladt i stikken – Tuberkulosen trives mens patienterne og sundhedspersonale sejler deres egen sø’. (side 67+68+69+70):
Her samme artikel på grønlandsk med foto af sygehuset i Upernavik.
Her min afskrift af artiklen i avisen (på avisens foto sidder jeg til venstre):
UPERNAVIK (KB) – Lægerne når dårligt at pakke ud, inden de rejser igen. Her er for få sygeplejersker i forhold til normeringen. Patienter efterlyser forgæves bare en smule stabilitet på sygehuset, mens jordemødre og medicindepotforvaltere i bygderne løber livet af sig for en latterlig betaling. Indtil i sommer var dette i tre år (to år, red.) en del af Kirsten Bjørg Reerslevs hverdag som ledende sygeplejerske ved Upernavik sygehus.
Mens politikere taler om, at alt administreres meget bedre, så snart det kommer under hjemmestyret, har Kirsten Reerslev en anden erfaring: Det er bestemt ikke mit indtryk, at befolkningen i Upernavik oplever, at der er kortere til Nuuk end til København. Hjemtagelsen har ikke forbedret sundhedsvæsenet i dette yderdistrikt væsentligt, siger hun.
Kritikken skal ikke forstås sådan, at Kirsten Reerslev vil have sundhedsvæsenet tilbage til den danske stat. Men hun er målløs over, hvor lavt de grønlandske politikere prioriterer sundhedsvæsenet i et yderdistrikt, hvor der netop er ekstra behov for oplysning, forebyggende arbejde og konkrete indsatser.
Hån mod befolkningen – Det er en hån mod deres egen befolkning. Dels patienterne, der med god grund hele tiden spørger, hvornår der dog bliver ansat en fast læge. Dels det grønlandsksprogede personale, der yder en stor indsats under meget vanskelige betingelser, mener Kirsten Reerslev.
Hun er selv en erfaren dame inden for sit fag: 53 år gammel, har arbejdet på en række forskellige afdelinger ved danske sygehuse og har desuden virket som sygeplejerske i Frankrig og Afrika.
Oplevelserne i Upernavik – den travle hverdag på sygehuset, hvor mange ting sejlede på grund af den konstante udskiftning i personalet, og besøgene i bygderne, der overbeviste Kirsten Reerslev om, at der trods mange vanskeligheder er et engageret personale at bygge på – fik hende til at skrive en rapport om sine erfaringer til Direktoratet for Sundhed og Miljø.
Jeg håber på den måde, at direktoratet vil få øjnene op for problemerne: At der er mennesker i Upernavik – både personale i sundhedsvæsenet og folk i byer og bygder – der har forventninger om at blive behandlet ordentligt, og at de føler sig svigtet.
Hårdt arbejde – I sin rapport fortæller Kirsten Reerslev om jordemødre og medicindepotforvaltere, der arbejder meget mere end de 20 eller 30 timer om ugen, de får løn for. De kontaktes uden for konsultationen og kaldes op om natten. Flere har over for Kirsten Reerslev givet udtryk for, at de føler sig dårligt rustede til at leve op til bygdebefolkningens krav og ind imellem misbrugte.
Hun anskueliggør den evindelige udskiftning af tilkaldt personale på sygehuset: I løbet af et år var ansat fire fungerende chefdistriktslæger, mens distriktslægevikarer afløste hinanden med tre måneders mellemrum. *1)
Den hastige trafik i svingdøren bevirker en lang række problemer, som Kirsten Reerslev med sine tre år på stedet har taget hul på at løse. Årgammel medicin er blevet kasseret. Et nødvendigt sterilisationsapparat er bragt i orden efter at have været ude af funktion et års tid. En elementær jobbeskrivelse af hendes egen og de øvrige sygeplejerskers arbejde ved Upernavik sygehus – en ifølge Kirsten Reerslev uhyre væsentlig ting på et sygehus med stor udskiftning – har hun udarbejdet.
Behov for uddannelse – Desuden har Kirsten Reerslev taget initiativ til en slags efteruddannelseskurser for personale ved sygehuset og i bygderne. Et initiativ, der er blevet påskønnet, fortæller hun, fordi personalet har stor lyst til og behov for at dygtiggøre sig.
Hendes rapport til Direktoratet for Sundhed og Miljø munder ud i en række konkrete forslag til, hvordan forholdene i Upernavik kommune kan forbedres. Kirsten Reerslev foreslår, at man satser alvorligt på de ansatte jordemødre og medicindepotforvaltere, hvis stillinger egentlig er normeret til sundhedsmedhjælpere.
Generelt fungerer det nuværende personale glimrende og er meget påskønnet blandt folk i bygderne. Når nu man ikke kan få de sundhedsmedhjælpere, man har satset på, er det vigtigt for sundhedsarbejdet, at der i stedet bliver satset på de ansatte, der er. Det store arbejde, de lægger for dagen, bør påskønnes ved, at deres stillinger opnormeres til et realistisk niveau, siger Kirsten Reerslev.
Gør Upernavik attraktiv – Lige så væsentligt er det, at det bliver gjort attraktivt for grønlandsksproget personale inden for alle sundhedsvæsenets fag at flytte til yderdistrikter som Upernavik, mener hun.
Her trives tuberkulosen stadig, og der er behov for helt grundlæggende oplysning om hygiejne, tandpleje, ernæring og spædbørnsomsorg blandt andet. Der er en verden til forskel mellem forholdene i Nuuk og i yderdistrikterne. Derfor er det vigtigt at styrke sundhedsarbejdet her ved at tiltrække faglært arbejdskraft. Men for mig at se har politikerne ikke gjort sig det klart, siger Kirsten Reerslev. – Hverken sygepleje- eller lægearbejde i Grønland kan sammenlignes med det, der kendes fra for eksempel Danmark eller Sverige. Det bør man i langt højere grad end i dag gøre de tilkaldte medarbejdere klart. På den måde kan man få en mere stabil arbejdskraft, der er forberedt på en stor, ny faglig udfordring i stedet for det gennemtræk af medarbejdere, som ses i dag – til stor skade for patienterne, konstaterer Kirsten Reerslev.
Ligegyldighed – Derfor foreslår hun i sin rapport, at Direktoratet gør sig klart, hvad det forventer af den tilkaldte arbejdskraft, og ud fra dette stiller større krav til ansøgere og ikke mindst bakker dem op.
Personligt har hun mere end hjælp mærket ligegyldighed fra direktoratets side. Adskillige spørgsmål og anmodninger om hjælp er aldrig blevet besvaret eller efterkommet.
Jeg har aldrig oplevet automatisk at få svar. Man skal rykke hele tiden og være utroligt stædig for at gøre sig håb om en reaktion, er Kirsten Reerslevs erfaring.
Kirsten Reerslev sagde sin stilling op efter den ny overenskomst, der for hende indebar en lønnedgang på omkring 6.000 kroner brutto om måneden *2). – Med vores 13-14 døgnvagter om måneden *3) og dertil overarbejde de øvrige dage, følte jeg i den grad, at mit arbejde blev negligeret. Jeg tog ikke til Grønland for at tjene penge, men dette var simpelthen uværdigt, siger hun.
Min egen stilling har jeg kun set opslået en enkelt gang. Det bekræfter mit indtryk af, at Upernavik kommune som et af Grønlands yderdistrikter ikke er højt prioriteret, siger Kirsten Reerslev.
Det er godt to en halv måned siden, Kirsten Reerslev sendte sin rapport til Direktoratet for Sundhed og Miljø. Direktoratet har hverken svaret eller bekræftet modtagelsen. – Det overrasker hende egentlig ikke.
*1), min (KBR) kommentar: Allerede før min tid ved Upernavik Distriktssygehus verserede en sag mod Chefdistriktslægen, som bevirkede at hans stilling aldrig blev erstattet af en anden chefdistriktslæge. Denne oplysning er ikke kommet med i interviewet og det er en fejl, for læseren får jo det indtryk, at vi dels havde en erstatning for Chefdistriktslægen og løbende fik forskellige distriktslæger. Der var aldrig mere end én læge ad gangen, og det var dem der kom med hyppige mellemrum. Da jeg rejste efter 2 års arbejde ved Upernavik distriktssygehus havde jeg sagt goddag og farvel til 11 lægevikarer! Journalisten har fejlagtigt skrevet, at jeg har været 3 år i Upernavik, men det var altså 2 år.
*2), min (KBR) kommentar: De 6.000 kr. er det maxbeløb, man som sygeplejerske ville kunne tjene fremover som ekstra vederlag, uanset mængden af vagter!
*3), min (KBR) kommentar: Ud over de daglige 8 timer!
Nuuk d. 3. februar 1994, AG – Atuagagdliutit – Grønlandsposten. Brev fra journalist Karen Brygmann til Kirstens Bjørg Reerslev med følgende artikel:
AG – Atuagagdliutit – Grønlandsposten nr. 113, den 7. 12. 1993 ’Forsigtig optimisme i Upernavik. Sygehuset får jordemoder og – måske – bygdesygeplejerske’ (side 72).
Kære Kirsten Reerslev.
Her den anden artikel, jeg skrev på baggrund af din rapport. Undskyld forsinkelsen! – Desværre har jeg ikke fået fulgt den yderligere op med Ove Rosing Olsen, dels fordi han har været bortrejst i en lang periode, dels fordi jeg siden har haft travlt med andre ting. Men emnet er jo jævnligt oppe at vende i pressen heroppe, så debatten er langt fra død, kan jeg berolige dig med.
Med venlig hilsen Karen Brygmann.
AG – Atuagagdliutit – Grønlandsposten nr. 113, den 7.12.1993.
Forsigtig optimisme i Upernavik. Sygehuset får jordemoder og – måske – bygdesygeplejerske.
UPERNAVIK (KB) – Personalet ved Upernavik sygehus ser med forsigtig optimisme på fremtiden. En ny stilling som jordemoder ved hospitalet er blevet slået op, og man er ved at søge bevilling til en bygdesygeplejerske, der skal støtte det ufaglærte personale i bygderne.
Jeg håber og tror, at direktoratet for sundhed og miljø nu har fået øjnene op for, at vi slås med nogle store problemer heroppe, siger ledende sygeplejerske Jytte Blåbjerg.
Det holder hårdt for personalet på sygehuset og i bygderne at råbe direktoratet op. Tidligere ledende sygeplejerske på Upernavik sygehus, Kirsten Bjørg Reerslev, sendte for over to en halv måned siden en rapport til direktoratet for sundhed og miljø, hvori hun beskriver den lange række af problemer, sundhedsvæsenet slås med i Upernavik distrikt.
Siden har de fungerende jordemødre og medicindepotforvaltere i bygderne rettet henvendelse til direktoratet i håb om at få deres stillinger opnormeret, så betalingen stemmer bare en smule overens med deres faktiske arbejdsindsats.
Rapport samler støv. – Ingen af disse nødråb har ifølge Jytte Blåbjerg provokeret direktoratet til at tage direkte kontakt til sygehuset.
Kirsten Reerslevs rapport ligger på tredje måned hos Aase Nygaard i direktoratets personaleafdeling og samler støv.
Jeg har ikke haft tid til at læse den og har i øvrigt været bortrejst noget tid. Derfor vil jeg ikke kommentere den, siger hun.
Henvendelsen fra bygdepersonalet ligger ifølge Aase Nygaard hos landsstyremedlemmet for sundhed og miljø, Ove Rosing Olsen, der for tiden er på ferie. Direktør i direktoratet, Torben Cordtz, er heller ikke at træffe for en kommentar.
Vi mærker i hverdagen, at reaktionerne fra direktoratet er langsomme eller mangelfulde. Vi må som regel rykke dem flere gange, konstaterer Jytte Blåbjerg.
Møde i Ilulissat. – Men ledelseskonferencen for sygehusvæsenet i Ilulissat for nylig løste lidt op for problemerne, er mit indtryk. Her fik vi blandt andet præsenteret direktoratet for ideen om en bygdesygeplejerske, som skal have station i Upernavik og herfra rejse ud for at stå for undervisning, vejledning og information af jordemødre og medicinforvaltere samt forebyggende sundhedsarbejde blandt befolkningen i bygderne. Den stilling har direktoratet så godt som givet grønt lys for, forklarer Jytte Blåbjerg.
Desuden er stillingen som jordemoder nu endelig blevet slået op, og sygehuset har fået lidt flere penge på rejsekontoen i forhold til i år. Dermed er der udsigt til at bygderne kan få flere sygepleje- og lægebesøg end bare de et til to om året, flere af bygderne ifølge Kirsten Reerslevs rapport har måttet nøjes med de seneste år.
Personalet er også mere stabilt nu end tidligere. Vi har været meget plaget af hurtigt skiftende personale, ikke mindst fordi direktoratet trak afskedigelsessagen af den tidligere chefdistriktslæge Hans Myrup i langdrag. Det har forhindret flere læger i at søge stillingen som chefdistriktslæge og givet anledning til stort gennemtræk, forklarer Jytte Blåbjerg.
De udgifter, vi koster sygehusvæsenet i forbindelse med de nye stillinger, er såmænd hurtigt tjent ind igen, når vi med mere personale kan øge indsatsen mod blandt andet tuberkulose og det høje aborttal, som er nogen af de ting, vi slås med, siger Jytte Blåbjerg.
Efterfølgende havde jeg dette indlæg i Dansk Sygeplejeråds blad SYGEPLEJERSKEN nr. 38/94 (1994):
HVAD KAN DANSKE SYGEPLEJERSKER TILBYDE GRØNLAND? Af Kirsten Bjørg Reerslev, centersygeplejerske. Kommentar i forbindelse med debatten om danske sygeplejersker i Grønland. I ’Sygeplejersken’ 38/94, Dansk Sygeplejeråds blad.
Artikel i ’Sygeplejersken’ nr. 38/1993.
HVAD KAN DANSKE SYGEPLEJERSKER TILBYDE GRØNLAND? Af Kirsten Bjørg Reerslev, centersygeplejerske.
Kommentar i forbindelse med debatten om danske sygeplejersker i Grønland.
Som sygeplejerske med Grønlands-erfaring fra et af de små sygehuse må jeg forundres over chefdistriktslæge Lars Mosgaards kommentar (’Sygeplejersken’ nr. 24/94) til sygeplejerske Marian Nielsens artikel i forbindelse med hendes tre måneders vikariat i Grønland (’Sygeplejersken’ nr. 18/94). I stedet for at medvirke til af få startet en frugtbar debat i ’Sygeplejersken’, forsøger Lars Mosgaard at lægge debatten død. Citat: ’Jeg synes, at Marian Nielsen påtager sig et betænkeligt stort fagligt og etisk ansvar ved at skrive en artikel, som i den grad fordrejer forholdene i Grønland, også arbejdsforholdene for sygeplejesker’. Modsat kunne Mosgaard have fremmet danske sygeplejerskers interesse for eventuelt at arbejde i Grønland, ved bl.a. at informere om, hvad det vil sige at arbejde som sundhedspersonale i Grønland.
Ydermere antyder Lars Mosgaard, at Marian Nielsens artikel vil blive årsag til eventuelle vanskeligheder med at skaffe sygeplejersker til Grønland fremover. Citat: ’Vel er det muligt, at der i nogen tid har været problemer med at rekruttere sundhedsfagligt personel til det sygehus, hvor hun har vært, og i Grønland i det hele taget. Det bliver ikke lettere nu efter hendes artikel i ’Sygeplejersken’, og det på et forkert grundlag’.
Hvor er det egentlig, Lars Mosgaard finder, at Marian Nielsen i sin artikel har fordrejet forholdene i Grønland, også arbejdsforholdene for sygeplejersker?
Og hvornår har der ikke været vanskeligheder med at få tilstrækkeligt med danske sygeplejersker til Grønland? At han så oven i købet bakkes op, uforbeholdent, af fungerende ledende sygeplejerske i Scoresbysund, Kirsten Borberg Kruckenberg, er tankevækkende. Og at karakterisere, Marian Nielsen som ’turistsygeplejerske’ er useriøst.
Selv finder jeg Marian Nielsens artikel nøgtern. Hendes frustration kunne måske have været undgået, hvis hun var blevet bedre informeret om de krav, der forventedes af hende som dansk sygeplejerske i Grønland, og hvilke arbejdsvilkår, hun kunne se frem til.
Rapport om arbejdet
Fra tid til anden ser man desværre, at angreb er det bedste forsvar – eller tavshed for den sags skyld. I sommeren 1991 var jeg i tre måneder vikar som stationssygeplejerske i Attu i Vestgrønland. Efter derpå at have været ledende sygeplejerske ved Upernavik Sygehus og i Upernavik Distrikt i perioden 1. nov. 1991 – 30. sept. 1993, skrev jeg en rapport om mit arbejde og mine arbejdsbetingelser og om de initiativer, jeg havde taget. Dertil en beskrivelse af det grønlandske personales særdeles vanskelige arbejdsvilkår, dels på sygehuset, dels i bygderne, og om den besværlige arbejdskontinuitet som følge af hyppig tilgang og afgang af læger/sygeplejersker, for til slut at fremkomme med en række – efter min mening – konstruktive forslag til Direktoratet for Sundhed & Miljø.
Jeg foreslog Direktoratet følgende: –
At man i bygderne satser massivt på de allerede ansatte, og som helhed velfungerende, jordemødre, medicindepotforvaltere og deres afløsere (fordi bygderne i Upernavik distrikt ikke kan få de sundhedsmedhjælpere, de har behov for). Man vil dermed opnå to ting: a) at motivation og overskuelighed i et profylaktisk arbejde vil nærme sig det realistiske, og b) at jordemødrenes og deres afløseres glæde ved arbejdet vil virke afsmittende på befolkningen, så den vil blive bedre motiveret til at modtage hårdt tiltrængt viden omkring: hygiejne, tandpleje, ernæring, svangre- og fødselsomsorg, børnesundhedspleje og børneomsorg, psykiske problemer hos børn og voksne.
At Direktoratet fremkommer med en klar melding om, hvad det ønsker og forventer af tilkaldte sygeplejersker i Grønland.
At Direktoratet gennem kurser etablerer et minimum af viden til tilkaldt hospitalspersonale omkring a) sygepleje og lægearbejde på grønlandske præmisser b) hvad det vil sige ’at stikke fingeren i jorden’, når man som tilkaldt tager til Grønland og c) grønlandsk kultur. En viden inden for disse tre punkter vil kunne lette samarbejdet mellem personalet på stedet – grønlandsk såvel som tilkaldt – og det ny ankomne tilkaldte personale.
For at det grønlandske personale i sundhedsvæsenet, lokalbefolkningen og det tilkaldte personale skal have en chance for at kunne mødes omkring et godt samarbejde, må forudsætningen være, at vi tilkaldte ved præcist, hvad Direktoratet ønsker af os, og at Direktoratet støtter os i vort arbejde. Det er netop her, jeg finder, at Direktoratet har holdt sig bemærkelsesværdigt tilbage.
Jeg skrev rapporten for at opnå forbedringer for personalet inden for det grønlandske sundhedsvæsen og dermed for befolkningen som helhed – helt ud i bygderne – i et yderdistrikt, som Hjemmestyret åbenbart ikke prioriterede særlig højt.
Direktoratet for Sundhed & Miljø, har aldrig kvitteret for modtagelsen af min rapport, ej heller fagforeningen Peqqissaasut Kattufiat (PK). Dansk Sygeplejeråd kvitterede straks. Rapporten gav anledning til et par artikler i AG/Grønlandsposten (nr. 112 og nr. 113, 1993)
Angreb, fornærmet hed, manglende respekt og intolerance kommer der ikke noget konstruktivt ud af, så hvad med at få drejet debatten? Der er da nok af interessante og relevante problemfelter at tage op, som f.eks. hvad det er, vi danske sygeplejersker mener, vi kan byde på i Grønland
Præmisserne
Selv mener jeg, at det er vigtigt – sideløbende med det daglige arbejde og den rent faglige vidensformidling – at vi giver det grønlandske personale mod og lyst til at tage ansvar og initiativ, i et forsøg på at hæve en ofte lav selvtillidstærskel. Men det forudsætter naturligvis, at det foregår på grønlandske præmisser. Det vil sige, at vi skal acceptere, at deres kunnen, erfaringer og arbejdsmåde er tilstrækkelig, langt hen ad vejen. Det kan vi lære noget af. Vi kan til gengæld lære vore grønlandske kolleger og samarbejdspartnere at turde være kritiske, både inden for sundhedsvæsenet og til samfundsforholdene i øvrigt. Vi kan tilbyde at medvirke til at minimere det tyngende danskerkompleks og grønlænderes forståelige oplevelse af, op igennem historien, at danskere er så bedrevidende, frembrusende, effektive og energiske.
Derfor er det vigtigt, at tilkaldt sundhedspersonale har gjort sig bevidst om egne holdninger til dansk og til grønlandsk kultur. Og derfor er det vigtigt, at den ansættende myndighed sørger for, at der bliver givet tilstrækkelig information om arbejdet og arbejdsvilkårene før en ansættelse, og at man er kritisk ved udvælgelsen – både hvad angår det holdningsmæssige og det faglige.
Er man åben og tolerant, med sans for og glæde ved det uforudsigelige, får man som tilkaldt sygeplejerske i Grønland mangefold igen. Og så ikke ét ord om naturen!
Rapport vedr. mit vikariat for Stationssygeplejersken i Attu i perioden 3. juli – 24. september 1991.
Attu er beliggende i Kangaatsiaq kommune, som hører under Aasiaat (Egedesminde) lægedistrikt og Qeqertarsuaq (Godhavn) tandlægedistrikt. Der bor ca. 430 mennesker i Attu, som ligger 108 km fra Aasiaat og ca. 55 km fra Kangaatsiaq.
Sygeplejestationen betjenes af 1 sygeplejerske, 1 sundhedsmedhjælper, 1 rengøringsassistent, 1 portør.
Af offentlige institutioner/virksomheder: Kommunekontor (3 ansatte), KNI-butik (bank og posthus), KTU-fabrik (indhandling af fisk og vildt), Elværk, Skole 1.-10. klasse, ca. 70 elever og 8 lærere. Kommunal dagplejeordning for børn 0-6 år. Skindværksted (kun om vinteren).
Private virksomheder: Underafdeling af entreprenørfirma fra Kanqaatsiaq, 3 Kiosker (heraf 1 velfungerende), Kuttere, 3 stk. Nummerbåde og joller.
Trafikforbindelser: Vinter: 1.12. – 1.5. helikopter 1 gang/uge. Sommer: 1.5. – 1.12. togtefartøj 2 gange/uge.
Sundhedsvæsenets helikopter er i distriktet hver 4. til 6. uge året rundt i ca. 1 uge. Sommeren 1990 har man forsøgsvis lejet båd (’Karl Thygesen II’) til patienttransport, lægetilsyn i bygder samt speciallægetilsyn.
Sygeplejestationen: Stueetagen er indrettet med 1 sengestue, 1 konsultationsrum, venteværelse, toilet m/brusebad, skyllerum, køkken, samt fyrrum. Desuden 1 værelse, som kan inddrages til privat beboelse.
Forskellige faciliteter: Mikroskop til diagnosticering af kønssygdomme. Centrifuge til centrifugering af blodprøver til sygehusets laboratorium. Apparat til måling af SR (Sænkning). El-ovn til sterilisation af mindre utensilier samt dyrkning for GK (Gonorre). Telefax. Fuldautomatisk vaskemaskine, oliefyr, stor kummefryser.
Sygeplejeboligen: Beliggende på 1. sal i sygeplejestationen. Ca. 60 m2, indeholder stue, soveværelse, børneværelse, lille køkken m. spiseplads til 3, toilet, depotrum, gang og trappe ned til konsultationen. Alle rum er med skråvægge, begyndende 125 cm fra gulvet.
Distriktssygehuset i Aasiaat: Bygget i 1958 som distriktssygehus for Diskobugten, på daværende tidspunkt med 84 senge. I dag udnyttes ca. 36 senge, beregnet til akutte indlæggelser, patienter indlagt til udredning, behandling eller fødsel, fra såvel Aasiaat som Kangaatsiaq distrikt. – Normerede lægestillinger: 5. Der er stor udskiftning af læger, chefdistriktslægen undtaget, hvorfor kontinuitet og opfølgning af langsigtede målsætninger påhviler det faste personale på sygeplejestationen i den pågældende bygd.
I akutte tvivlstilfælde ang. patienter: kontaktes Aasiaat sygehus omgående.
Akutte patienter: Der kommer jævnligt akutte patienter med ’store’ og ’små’ problemer. Er der tale om vold, overfald, skal kommunefogeden tilkaldes, hvis han ikke allerede er indblandet. Kommunefogeden beslutter i samråd med patienten, om volden skal anmeldes. Hvis dette er tilfældet, udfyldes en politiattest, som sendes til politiet.
Evakuering: Foregår altid i samråd med lægerne i Aasiaat. Om vinteren foregår evakuering med helikopter. I sejltiden kan bruges speedbåd/jolle eller helikopter.
Spørgsmål til lægen: samles sammen i løbet af dagen, og vagthavende læge kan kontaktes daglig 14.00 – 14.30.
Indlagte patienter: Hvis det skønnes nødvendigt med observation kontinuerligt, kan patienten indlægges på sygeplejestationen.
Lægebesøg: Der er lægebesøg hver 4. – 6. uge, og som oftest er der 20-25 patienter opskrevet. Under lægebesøg kan der skrives henvisning til speciallæge.
Tandlægebesøg: 2 gange årligt.
Medicinbestilling: Der bestilles løbende medicin, især præparater med kort ’levetid’. Forår og efterår bestilles al anden medicin til et halvt års forbrug.
Arbejdstiden er tilrettelagt således, at der er konsultation ma.-tirs.-tors.- og fred. Kl. 10-12 og Kl. 13-16. Onsdag kun modtagelse af akutte ptt. Fri hv. 2. lør/sønd. Med vagtfrihed fra fred. Kl. 15 til mandag morgen kl. 8. Ligeledes vagtfri mandag fra kl. 15 til tirsdag morgen kl. 8 hv. 2. uge.
Jeg har i alt set 885 patienter:
Incl. 69 ved lægebesøg
– 77 sygebesøg
– 122 i konsultationen mel. Kl. 15 – 08.
3 ptt. har været indlagt på sygeplejestationen af ca. 1 døgns varighed. Har set: 6 voldsramte kvinder, 1 mand, 1 barn.
Da min samarbejdspartner Naja ikke er uddannet Sundhedsmedhjælper, har hun kun kunnet arbejde selvstændigt i begrænset omfang, derfor har vi hjulpet hinanden – hun ved at tolke for mig, og jeg hjalp hende, når hun havde vagten, hvilket er gået tilfredsstillende for begge parter.
Set ud fra synsvinklen ’Grønland for grønlændere’ – og for at undgå frustrationer og misforståelser – skal undervisning mest muligt foregå på folks modersmål. Derfor var det naturligt for mig at satse på at undervise Naja, så hun kunne blive i stand til at bringe ’budskabet’ videre.
På forespørgsel hos Sundhedsplejersken i Aasiaat, har jeg fået viden om, hvordan man arbejder her i distriktet og fået følgende tilsendt:
Kostplan 0-1 år
NaCl- næsedr.- opskrift
WHO- antidiarré-opskrift
Dette materiale er bl.a. løbende blevet gennemgået individuelt med mødre og udleveret i takt med relevant kontakt med disse.
Ud fra ’Undersøgelse og behandling af seksuelt overførte sygdomme’ v/Ellis From, dec. 1990, har jeg udarbejdet et forkortet materiale, som skulle være egnet til individuel information/undervisning i konsultationen, hvilket har vist sig at slå til.
Som en støtteforanstaltning er der udarbejdet en ’Observations-oversigt’.
På baggrund af direkte undervisning – teoretisk og praktisk – og udleveret litteratur (se senere) er Naja i dag i stand til selvstændigt at undervise i:
Kostvejledning
Diarréprofylakse
NaCl’s betydning i forbindelse med infektion.
Forebyggelse/konsekvens af seksuelt overførte sygdomme.
Hun har god forståelse for vigtigheden i at patienterne fuldfører en behandling (resistensrisiko m.m.)
På baggrund af, at der i Attu findes mindst 10 familier, der har mistet et barn lille/stort (Naja incl.), er det lykkedes ved fælles hjælp, at få en Selvhjælpsgruppe op at stå, som Naja ’kører’ suverænt. Der har indtil dato været afholdt 2 møder. Interessen er overvældende positiv.
Jeg har kun oplevet Naja som en videbegærlig, intelligent, seriøst arbejdende, ansvarsbevidst, ikke-moraliserende og til alle tider venlig og behagelig person overfor alle.
Naja er en, man lytter til! Derfor kan jeg på det varmeste anbefale hende til i første omgang yderlig oplæring bl.a. med supplerende kurser på Aasiaat Sygehus (18/9 1991 gav Anna Møller udtryk for at dette var muligt), dernæst videreuddannelse på Sundhedsmedhjælperskolen, som jeg ved Naja gerne vil.
Som overalt i samfundet findes incest og også i Attu. Lærer Birthe Kleist, som bl.a. tager sig af seksualundervisningen på skolen i Attu, er blevet inspireret til at tage kontakt til incestgruppen i Asiaat, hvilket skete før min afrejse.
Konklusion: Ud over det rent sygeplejemæssige i arbejdet på sygeplejestationen, har jeg set min rolle meget som værende af inspiratorisk karakter. Jeg finder Attu’s størrelse tilstrækkelig overskuelig (befolkning på ca. 430) til, at der er mulighed for, at iværksætte profylaktisk arbejde af forskellig karakter inden for sundhedsområdet. Blot er det alfa og omega at finde frem til gode lokale kræfter, hvilket jeg bestemt fornemmer findes, trods min korte tid der. Jeg har jo personligt mødt indtil flere brave kvinder og mænd, som helt klart er med på, hvor ’skoen trykker’ i Attu.
En bevidst og målrettet undervisning af Naja, kan jeg kun se rimeligt hurtigt vil kunne føre til en aflastning for sygeplejersken i hendes arbejde og dermed også lette følelsen af bundethed til stationen.
For at holde den nuværende udvikling i gang, mener jeg det vil være af stor betydning, at sygeplejerskeledelsen i Aasiaat holder sig løbende orienteret om arbejdssituationen på sygeplejestationen i Attu.
Som helhed har jeg personligt følt stor glæde ved mit arbejde og ophold i Attu. Både naturen og menneskene der, har indvirket yderst positivt på min arbejdslyst og ydeevne. Fagligt og menneskeligt set drager jeg afsted rigere end jeg kom!
Men i og med, at Attu er min første grønlandske oplevelse, har jeg ingen sammenligningsgrundlag.
Kirsten Bjørg Reerslev Sygeplejerske.
Attu, 26. september 1991.
Litteratur jeg havde medbragt og har givet til min medhjælper Naja:
”Sunde børn”, ”Barn i vente”, ”Gode råd om amning” udgivet af Sundhedsstyrelsen, årgang 1991
”Mad til mor og barn” og ”Mælkeallergi” udgivet af Mejeriernes fællesorganisation
”Gravid/fødsel/spædbarnepleje” udgivet af Mønlycke.
”Leg med dit barn 2-6 år” og ”Lille Menneske stor udvikling 0-3 år” udgivet af Dafolo.
”Seksuelt overførte sygdomme” udgivet af Gunnar Aagaard Olsen.
”WHO-opskrift til væskeindtagelse ved diarré” – ”NaCl-næsedråbeopskrift” – ”Kostplan 0-1 år” – ”Værd at vide om sex-sygdomme”.