Torbens Erindringer fra barndom og ungdom i Sønderholm

   Torbens Erindringer fra barndom og ungdom i Sønderholm – nedfældet i nøjagtig uorden.

Min erindring om flytningen fra Aalbæk-Raabjerg til Sønderholm er ganske ringe (knap 4 år gl.), men gamle billeder fortæller, at foruden vort eget køretøj, en Ford 1926, skænket af svigerforældrene i bryllupsgave, der var helt fyldt med familie og visse ejendele, var der også en prof. vognmand med alt møblementet, husgeråd og så videre, tilstrækkeligt til at fylde de fleste af præstegårdens rum. De møbler, som vi kender bedst var arvegods fra familierne fra Solbakken og Helsingørs Gade i Hillerød.

Mors Stue var møbleret fra Solbakken, det samme var de fleste møbler i Havestuen. Men der fandtes stadig

en del møbler fra Raabjergtiden, bl.a. på Fars kontor og i soveværelset.

De fire ældste startede med at sove i køjer i det barneværelse, der blev indrettet ved siden af fars og mors soveværelse, dvs. i en del af den senere legestue. Da der blev indrettet værelser på loftet, blev ansatte piger indkvarteret der, lige overfor trappen. I ”Rummet”, det vil sige det tidligere ekstra rum ved bryggerset med gruekedel og ”das”, blev senere indrettet til drengeværelse med en lav og to høje køjer(Torben og Jørgen), og dør til legestuen. Alle disse ændringer skete, når Mor og Far havde holdt møde med menighedsrådet om betaling til fornyelser og modernisering. Det samme gjaldt også investering i det første og eneste badeværelse, hvor der var indrettet en brænde- og tørv opvarmet fin kobberkedel til det varme vand. Senere blev der investeret i et kombineret komfur og centralvarmeanlæg med navnet ”Karna”, som trak en del radiatorer i stueetagen og på loftet. Det var meget moderne på den tid, og jeg tror, at Mor har haft stor indflydelse på alle disse moderniteter igennem årene. Det krævedes at vi i høj grad var selvforsynende med brændsel. Dog måtte vi købe brændsel gennem ”Brugsen” i form af kul og koks, men en masse brænde huggede vi og savede fra ”Skoven”, dvs. fra vores lille lund mod vest og langs stationsvejen, hvor der i begyndelsen var en bygning for byens brandsprøjte inden Brugsen.

Lige overfor vores udgang fra skoven til stationsvejen på en mark, formodentlig lejet hos Andreas Larsen, var der byens fodboldbane. Der havde jeg tit en god udsigt til fodboldkampe eller træning, da jeg var for lille til selv at deltage. I ’Manna-træet’ havde man det fint og fik masser af ’grønt’ samtidig. Fodboldbanen flyttede senere til ”Grusgraven”.

I 1933 begyndte jeg i Sønderholm skole i 1`klasse, og det var hos frk. Larsen, der boede i et hus overfor forpagteren. Senere flyttede Stinne ’Piesen’ (Pedersen) og sønnen Krestjan til dette hus, efter at manden døde og gården blev solgt.

Der var jo forskel på de små og store i skolen, og vi havde vores egen legeplads (skolegård) overfor ”Jordemoderens’’ have. Hun var gift med byens maler. Ålborg vejen var ret stejl ned mod Sønderholm, og lige overfor ”Centralen” var der et endnu stejlere stykke vej. Jeg husker, at en dag vi var i skole hørte vi et rædselsfuldt spektakel af hesteløb og noget mere. Vi sprang til vinduerne mod vejen og så, at en mælkevogn var væltet og jungerne flød på vejen og at meget af mælken flydt ud. Midt i det hele lå en ældre mand forslået og blødende, og vi blev straks gennet ind i klassen igen. Vi fik senere at vide, at Kusken en ældre mand fra Restrup var død af hændelsen. Det var en meget alvorlig hændelse for os små skoleelever. De løbske heste blev standset af stærke mænd heriblandt smeden, som jeg beundrede meget. I det hele taget var jeg meget betaget af de lokale håndværkere, og her må jeg nævne SMEDEN, som direkte var årsag til at jeg valgte jern-arbejdet til mit fremtidige beskæftigelsesområde. Jeg tilbragte mange timer som tilskuer til hans arbejde med jernet i essen, på ambolten og i skruestikken. Han kunne smede hjulringe til de landbrugsvognhjul, hvor hjulenes træværk var fremstillet hos karetmageren (hans værksted besøgte jeg også ofte), som havde værksted lige efter kirkegården henne før forsamlingshuset. Smeden varmede hjul ringene lige før han lagde dem rundt om træhjulet og afkølede jernringen i et bad med vand uden for smedjen. Inden han fik elektricitet kunne jeg hjælpe med at trække blæsebælgen over essen. Uden for smedjen var der et stade, hvor han kunne sko heste og forinden rensede hovene med jern og fil. Engang imellem kunne man få en tjans med at holde hesten medens smeden ’opererede’, somme tider med en knebel om snuden på hesten, men kun hvis den var vild og ville sparke smeden.

En anden meget interessant håndværker var skomager Christensen, hvis søn (?) jeg gik i klasse med og som havde en sød søster, Kamma. Jeg blev altid sendt til skomageren for han var dygtig og ret billig til at reparere vore sko og støvler. Det var virkelig håndværk. Hans tråd var enorm stærk, den var indgnedet i begagtigt fedt, som han så rullede hen over knæene mod sit arbejdsforklæde af læder. Han havde en kraftig symaskine, der

 

 

2.

 

kunne gå gennem ret tykke lædersåler, men ofte måtte han bruge specielle træpløkker som søm for at holde sålerne sammen. Det var gedigent håndværk alt sammen.

På samme vejside lå en anden god håndværker, nemlig snedker Petersen, hvis søn, Jens, jeg gik i skole med. De gamle snedkere lavede alting selv, der var ikke noget præfabrikeret dengang, så jeg fik lov at se, hvordan alt blev savet ud, skåret til og limet sammen med rigtig snedkerlim, der blev opvarmet i en speciel vandgryde over ilden i et hjørne af snedkeriet. Senere fandt jeg ud af, at det meste snedkerlim blev fremstillet på den ildelugtende Lim Fabrik i Nibe, som lå i den vestlige del af Nibe, og derfra stank det over hele byen, når der var vestenvind. ’Limkongens’ søn blev gift med provst Bondesens ældste datter, Kirsten, som jeg mødte hjemme hos provstens, da jeg en vinter boede til leje, medens jeg var i lære på Beslagfabrikken.

I Sønderholm havde vi på min tid, drengetiden, en snedker mere. Det var Ansgar Pedersen, som havde med missionen at gøre. Far og Mor havde en del med ’Ansgars’ at gøre i forbindelse med søndagsskolen, der som regel blev afholdt i konfirmandstuen. Sønnerne og døtrene gik vi unger jo i skole med, og Lis var jo en overgang tilknyttet Sønderholm- Frejlev- Nørholm Lokalhistorisk Forening

En murermester fandtes der også. Han boede tæt på ’Ansgars’, og hed Alfred Willadsen. Han udmærkede sig ved, at gå ind i FDF arbejdet, som en slags kredsfører, da Far fik for meget andet at gøre med bl.a. ungdoms-arbejde og rejser.

Far havde mange kontakter til ungdomsledere, og jeg husker bl.a. landsretssagfører Torrild Thomsen, Aars, der var distriktschef for FDF i Himmerland. Pastor Aksel Bang, Ansgar Kirke i Aalborg, der også havde en vigtig position i FDF organisationen og kredsføreren i Hobro.

Som dreng blev jeg involveret i mange gøremål, men det er svært at angive i hvilken rækkefølge, men derhjemme i Sønderholm startede jeg som patruljefører, da jeg var omkr.13-14 år, og kredsen blev dannet som en underafdeling af Nibe Kredsen, hvor redaktør Søndergaard var kredsfører og en af lederne var provst Bondesens søn Eskild, og sønnen Johannes (på min alder) også var med. Vi havde sommerlejr under Himmerlands distrikt sammen med Nibe Kredsen og her kom vi til at kende nærmere til mange i Nibe. Far var lejronkel. En af delingsførerne var ”Guffe”, og hans moder, tante Guffe fik vi så gode relationer til, at jeg senere kunne få logi hos dem i min læretid. Som FDF’er deltog både Jørgen og jeg i de ugentlige møder og var ofte fanevagter ved særlige højtideligheder, såsom gudstjenester ved jul/påske/og pinse og ved begravelser. Jeg erindrer ikke alle de forskellige begivenheder, men hver gang vi i kredsen havde et arrange-ment i forsamlingshuset, havde vi fanen med. Den havde vi fået af ”Danmarksfonden”. Det var ikke alle drenge i Sønderholm, der var medlem i FDF og på samme måde heller ikke alle piger var medlem af KFUK-spejderne, som blev ledet af familien Ansgars piger.

Jeg var også medlem af fodboldklubben i Sønderholm/St. Restrup. Vi trænede begge steder såvel i Grusgraven som ved højskolen i St. Restrup. Vi havde fodboldkampe med mange andre fodboldklubber i forskellige byer f.eks. Nørholm, Øster Hornum, Godthåb, Svenstrup og Nibe.

Ofte cyklede vi i trop til disse kampe. Vi havde gode inspiratorer til fodbold. Især bager Nielsens svoger barberen Mandrup, bageren selv og dennes søn, min skolekammerat Eigil, som senere blev medl. af en Aalborg klub, vistnok Freja.

Om vinteren havde vi gymnastik og om sommeren fodbold. Vi rørte os altid, og en cykel var uundværlig. Jeg kan huske, at sognefoged Quist havde en søn (vistnok Erik) der var god til gymnastik. Han trænede os i kraftspring og flik-flak i faderens lade, hvor vi lagde et godt lag hø at springe i. I skolen i Aalborg, Klostermarksskolen, havde jeg plads i 1. række til gymnastik sammen med en af sønnerne fra konfektionshandler Langgaard i Pandrup. På Klostermarksskolen, hvor lærer UHRE havde os i gymnastik, var jeg meget stolt over, at Uhre fremhævede mine evner som gymnast, men på et vist tidspunkt fik jeg vokseværk i knæene og kunne ikke rigtig løbe og springe. Det var slemt, men skyldtes nok, at jeg på det tidspunkt begyndte at vokse fra at være en undermåler.

Skolegangen har Esther jo fortalt en del om, ligeledes om vores daglige ture til stationen tidlig om morgenen uanset vejret. Vi syntes, at 2 km var meget at gå udelukkende gennem marker. Og i Aalborg havde vi yderligere et par km at gå hen til skolen. Jeg sluttede skolen med realeksamen i juni 1944, og fik Mg. i gennemsnit. Den sidste vinter boede jeg hos faml. Kiil klods op til skolen, og det var rart. Jeg husker ikke hvor Emma, Jørgen, Bitte og Esther var, men jeg mener, at tante Elsabe var involveret.

 

3.

 

I skolen var jeg, qua min størrelse ikke synderligt accepteret af de ret store drenge, men nogen få havde jeg dog kontakt til og kom med dem hjem fra skole nogle gange, og nogle af dem var også hjemme hos os og overnattede.

Jeg kan huske, at vi var meget optaget af ”Churchill-klubben”, fordi de kun var 2-3 år ældre end os, og vi kendte til nogle af dem. Da de blev arresteret sad de fængslet i Aalborg Arrest længere henne ad vores skolevej, og vi gik ofte den vej forbi. Vi beundrede dem, men var for uudviklede til at forstå den dybere mening med deres forehavender. Derimod fik vi dagligt indblik i værnemagtens forehavender og opførsel. For det første kunne vi med usvigelig sikkerhed forudse forsinkelse af toget om morgenen, fordi der hver nat var sabotage på skinnelegemet gennem Rold Skov. Vi holdt dagligt før Svenstrup i lang tid ofte, en time eller mere, med det resultat, at vi kom for sent til den eller de første timer. Jeg måtte opgive at gå til Franskunder-visning, og blev fritaget for eksamen i det sprog. I 4.mellem havde jeg latin i første time et par dage om ugen, men da var skinnerne intakte om morgenen, som regel.

Jeg kan huske, at jeg har været med til en af de store AL sangarrangementer i grusgraven i Aalborg. Arrangementer, hvor jeg ved at pastor Bang var engageret. Der var danske faner og sang, lige under Aalborg Tårnet og ved Aalborg Hallen, hvor tyskerne huserede.

De dage, hvor jeg cyklede til skole over Restrup enge, kom jeg lige forbi Tyskernes hangarer og kajplads for vandflyvere. Vi måtte ikke gøre holdt, men fortsætte forbi. Det var et formidabelt teknisk skue at se, høre og observerede disse imponerende maskiner, især de store Dornier 2-motores vandflyvere. På vejen hjem tænkte jeg også på de englændere, der var faldet ned på engene efter angreb på Aalborg lufthavn. Jeg så nogle af resterne af disse fly, men havde ikke nogen viden om besætningernes skæbne.

I Sønderholm var Troldkirken og den høj, der lå ved siden af, beslaglagt af tyskerne, da der herfra var direkte udsyn til Ålborg Lufthavn på den anden side af fjorden. Der var opsat store parabol-lytteskærme og lyskastere samt kanoner, og selv om vi ikke måtte opholde os deroppe, kunne vi ikke dy os for at snuse lidt til alt det interessante tekniske grej. Selve byen, Sønderholm, lå jo nede i et hul/dal, hvorfra vi overhovedet ikke kunne se lufthavnen. Men jeg husker en situation, hvor vi havde besøg af bedstefædrene, og hvor der efter aftensmåltidet var flotte lammeskyer at se, hvilket vi ganske rigtigt kunne konstatere var ideelt til et luftangreb af engelske flyvere mod Aalborg lufthavn. De ældre herrer stod en tid og beundrede de engelske og tyske flyveres jagt på hinanden, men vi fik dem dog snart ind og ned i kælderen i vort beskyttelsesrum. Senere fandt jeg projektiler siddende i et frugttræ, så ophold ude under luftkampe var farligt.

Som Esther jo har omtalt, var vi i præstegården nærmest i åben arrest. Telefonen var okkuperet dag og nat, men far og Mor fik da lov at benytte den efter behov, og andre har vel også kommet igennem til os, vil jeg mene, men kan ikke huske noget om det. Men jeg husker, at der i Moders stue over chatollet var opsat et stort landkort, vistnok fra avisen, som viste fronterne for henholdsvis englændere, tyskere, italienere og senere amerikanerne. Fonterne blev justerede med nåle og vistnok farver, og Hauptman’en fulgte med, når Mor hørte radio fra BBC. Han forstod og kunne tale noget engelsk. Tyskerne lagde blade af forskellig art mest propaganda på bordet i spisestuen, og ind imellem lagde vi en art illegale flyveblade. Ingen tog anstød heraf, hvilket vil sige, at ingen protesterede. Vi havde ikke tyskere boende under hele krigen, men jeg kan ikke erindre noget om pauserne, hvornår og hvor længe.

Som tidligere nævnt var Far, Jørgen, Kai og jeg med i FDF og pigerne med i KFUK-spejderne. Vi deltog i vid udstrækning i livet i Sønderholm efter skoletid. Jeg husker, at jeg har været på mejeriet hos Stagsteds nogle gange fra morgenen, hvor mælkekuskene kom kørende med deres specielle mælkevogne med lave gelændere og jernskinner for bedre at styre og håndtere de tunge mælkejunger, der vistnok som flest var med 40 liter indhold. Vi hentede mælk i små mælkespande med låg til ca. 4-5liter. Dagligt hentede vi mælk hos forpagteren og gik over kirkegården dertil. Medens tyskerne var der, gik vi bagom forsamlingshuset og kirken, og det var besværligt.

Vi kom også på gårdene, og jeg husker at jeg var hos Lars Kjær, Sonjas fader, hvor jeg hjalp med et eller andet og skulle være med til frokost (varm mad) sammen med karlene i folkestuen. Hele familien var med, og da vi skulle have kaffe til sidst, så jeg, at Lars og karlene hældte kaffe i underkoppen, sandsynligvis for at køle den af, og søbede så kaffen op med lydelig slubren. Det gjorde jeg så også derhjemme, men fik straks besked om, at det måtte en dannet dreng ikke, sådan! Jeg besøgte også karlene på deres værelse/rum bag hestestalden. Der var ingen forrum, men man gik direkte fra stalden ind på det lille kammer, hvor to kane-

4.

senge var opstillet med halm som madras og plads til det sædvanlige personlige klædeskab, som karlene tog med sig, hver gang de skiftede job, tidligst hvert ½ eller hele år til skiftedag. Hvidkalkede vægge og en enkelt el-pære i loftet. Træsko med en frisk halmvisk i. Det var noget andet hjemme hos os. Man observerede uden at kommentere. Sådan var det sikkert også på mange af de andre gårde. Lars Kjær gik for at være en af de mest velhavende bønder i byen.

Jeg har tidligere nævnt Quist-familien. De havde, da Quist var sognefoged, en gammel 4-længet stråtækket gård ud mod vejen mellem Købmand Kjær og Nørholm Vejen. Jeg erindrer ikke rigtig hvad den ældste søn hed, men jeg tror det var Søren, men han havde været soldat og var ellers interesseret i jagt. Det fik vi beviser for, da gården brændte tidlig en søndag morgen. Mange kom til, da alarmen gik, også jeg mødte op for at hjælpe. Jeg husker dagen, thi det var den dag Jens Jensens datter Dorthe skulle begraves i Sønderholm. Hun var ganske ung og meget nær bekendt med Erik Smith (min lærlingekammerat og søn af bankdirektøren for Nibe Bank). Vi åbnede nogle vinduer mod vejen og ryddede kontoret for alle arkivalier, medens ilden rasede ovenover i stråtaget. Det var så varmt, at der gik ild i et læs roer, der var placeret inde på gårdspladsen. Falck var ved at rydde staldene for dyr, og grisene for forvildede rundt. Sener på dagen, efter begravelsen, fangede vi nogle grise, der havde slået sig ned i skoven hos os.

Medens vi var ved at redde dyrene hørte vi skud, og da det var henlagt ammunition, der var gået ild i på loftet i stuehuset, så kan det nok være, at vi fortrak fra stedet en tid. Mange af os, der deltog i begravelsen lugtede langt væk af røg fra brand. Senere byggede Quist en ny gård på Nibe Vejen lige efter lærer Backs hus. Det var jo også der, da Mor var til Kvindemøde, hvor ordene faldt i forbindelse med ”nødningen” til kaffebordet. En af konerne sagde” Nej tak, der er bund i fattigfolk”, hvortil fru Quist replicerede. ”Der er osse bund i vi anner”.

Det var ikke unormalt, at man befærdede sig med cykel eller hestevogn, biler var endnu ret sjældne. Alle gårde havde heste, og hvert år afholdtes ring-ridning for de unge mænd, gårdejersønner og karle, og i Sønderholm blev begivenheden afholdt i Grusgraven (en tidligere grusgrav) på Nørholm Vej lige overfor Abildgaard’s gård. Næst efter den gård var der et hus, som beboedes af en arbejderfamilie, hvor faderen dengang var murerarbejdsmand.

Det var meget interessant at være til ringridning. Der var opsat en stor træramme med et hejseværk midti, hvor pinden med krogen/sømmet for ringen var placeret. Det var jo ikke rideheste man brugte, så det var meget svært for rytterne at tæmme hestene tilstrækkeligt, så rytteren kunne ramme inde i ringen og få den af krogen og aflevere ringen til kontrolløren. Hestene var ofte besmykkede med farvede bånd og meget fint striglet, og vi tilskuere i alle aldre beundrede det flotte optrin.

Ikke langt fra Grusgraven var det sted, hvor vi om vinteren, når frosten havde holdt på i nogen tid og vandet i engen bag de yderste gårde var frosset til, drog ud til for at skøjte eller glide på isen. Skøjter var ikke noget enhver havde og støvler helle ikke. Jeg har mange gange skøjtet med indstillelige skøjter, der blev spændt ind og ud med en nøgle med firkantet hul. Og på spændt et par gummistøvler. Det var ikke nogen hensigtsmæssig udrustning til skøjtning, men det gik en tid indtil det blev for koldt for tæerne. En gang var vi ude ved ”Høllet”, som vi kaldte stedet, jeg havde lånt Fars cykel, og ungerne (Bitte og Kai) var kommet derhen med en slæde. Pludselig ser jeg Kai køre på Fars cykel over isen. Han kunne kun nå pedalerne, hvis han førte det ene ben frem under stangen. Det er svært nok, hvis man kører på den på plan og fast vej, men på is vil og skal det gå galt. Det gjorde det så også. Han faldt og brækkede det ene ben under knæet. Hvad nu? Jeg lagde ham forsigtigt på slæden på noget tøj og trak han hjem til vores Moder/sygeplejerske. Hun tog hurtigt fat i lægen, som beordrede ham indlagt på sygehuset i Nibe. Der skete altid noget i en stor børneflok. Esther har jo berettet om kæntringen af vores lejevogn over grøften ved Brugsen. En anden gang fik Bitte et søm bagom knæskallen på det ene ben, da hun faldt/gled ned fra stammen på et æbletræ. Der stod fejlagtigt et bræt med et opadbøjet søm der. Jeg kan ikke huske, om brættet kom med til sygehuset elle lægen ordnede skaden derhjemme. Kisse trimlede fra køkkenet ned i kælderen og brækkede et ben. Jeg selv kom ud for to hændelser, som jeg husker meget tydeligt. Under krigen, hvor vi i høj grad var selvforsynende med brændsel, havde vi anskaffet en såkaldt ”Spare-Heks”. Det var en lille støbejernsovn, der blev placeret ovenpå komfuret, og som skulle have træpinde af en meget kort størrelse og meget tynde. Vi var ret gode til at save pinde, men under hugningen af de små pinde smutte øksen og jeg huggede ned i venstre hånd, så blodet styrtede ud. Lægen kom fra Nibe, som sædvanligt meget hurtig og fik sat en klemme i. En anden gang kom

 

5.

 

jeg galt af sted med udhulingen af en hyldebærgren til en pibespids, idet den strikkepind, jeg anvendte, havnede gennem en finger og satte sig fast der. Heldigvis var Dr. Majgaard på besøg, og han tog straks affære. Han tog mig med til sin konsultation i Nibe i en bil (jeg husker den bil, en” Willys Overland”) og jeg så på speedometeret, at vi kørte 102 km i timen. Det var hele turen værd. Jeg blev bedøvet i fingeren, og da den slappede af, kunne strikkepinden let udtages. Noget andet var, at jeg havde svært med at forklare, hvad jeg skulle bruge den hyldebærgren til. Mon ikke jeg havde ”neglet” lidt tobak hos Far og røg lidt af en pibe i den hule, vi havde lavet i en bunke kvas i skoven.

Vi opholdt os meget i skoven, som vi ved særlige lejligheder, ved sommermøde eller når særlige gæster skulle komme, blev sat til at skufle og rive de mange og lange gange til at spadsere på eller cykle på. Vi, dvs. Jørgen og jeg, havde inspireret af Tarzan-film fundet frem til en særlig rute af træer, hvor vi kunne springe eller hoppe os frem uden at røre jorden. Det var yderst spændende og en form for idræt, som vi holdt meget af.

Jeg havde en god legekammerat i smedens Willy og Jørgen en tilsvarende i Karl Søndergaards Niels.

Aldersforskellene på børnene i byen betød meget for hvem man legede med. De store for sig og de små for sig. En undtagelse var dog Lars Kjærs Sonja. Hun kom ofte hos os og det var som et pust fra ”byen” Hun gik i skole i Aalborg længe før, der var tænkt på os. Der var to andre, der også gik i skole i Aalborg, nemlig smedens Orla og Andreas Larsens ældste søn (?).

I Brugsen forgik der altid noget. Jeg kom der næsten dagligt. Om morgenen ankom mælkekuskene fra gårdene ude ved stationen eller længere væk. På vej til mejeriet afleverede de bestillingssedler fra beboere på vejen, og når de var på vej hjem med tomme mælkejunger eller med ”Futmælt” (skummetmælk) til kalvene og grisene, fik de bestilte varer med tilbage, og ”Bogen” var ført ajour af uddeleren eller kommisen. Om eftermiddagen eller lige efter lukketid kunne man få en tjans med at fylde mel eller sukker i poser, så de var klar til næste dag. Det med at lukke en pose ordentlig var en god øvelse.

Jeg gik til konfirmationsundervisning med flere af mine klassekammerater hos pastor Aksel Bang, men det var en aftale, at jeg skulle konfirmeres af Far hjemme i Sønderholm. Forud skulle jeg så have gjort et sæt konfirmationsstøj, men der var intet ordentlig at købe i 1942 andet end celluld. Mor fandt på at et sæt jaket af farfaders kunne ændres til mig, og det fik skrædderen i Restrup til opgave at gøre. Det var af rigtig stribet uld fra før krigen, og jeg blev fin. Men jeg var ganske lille af vækst, måske den mindste på holdet.

Når vi kørte med toget til skole i Aalborg traf vi jo hver dag mange mennesker, og her iblandt adskillige skolesøgende helt fra Aars og fra andre byer på ruten. Der er mange indtryk fra disse togrejser. For det første selve toget. Ofte var der kulfyret lokomotiv foran, og vognene var af ældre årgange. Konduktørerne var også meget forskellige, men som regel vellidte. Vognene var meget forskelligt indrettede, og havde som regel selvstændig opvarmning af en kakkelovn. Under krigen var der som oftest meget koldt. Der blev fyret med tørv og brunkul, og hvis ilden ikke var gået ud, så osede det af brunkul. Vi havde i en længere periode mange passagerer med, der havde deres egen skovl med. Det var mænd, der havde fået arbejde på lufthavnen (Rødslet) i Aalborg, hvor Tyskerne udvidede arealet for bedre at betjene trafikken til Norge. De folk var ret underholdende og spillede meget kort om penge. I øvrigt var der megen togtrafik til Norge over Aalborg, og vi måtte ofte beundre de kæmpestore tyske lokomotiver, der førte de enorme togstammer nordpå.

Men min særlige interesse var i mange år familien Zinck i Godthåb. Det var i øvrigt den gamle stamfader til hammerværket Chr. Zinck, der var årsag til at toget kørte ude på Sønderholm hede og kørte forbi Godthåb. Hammerværket benyttede toget til transport til og fra værket, og havde lagt spor helt ind på værkets grund. Den daværende adm. Direktør, som også hed Chr. Zinck, havde to børn, der gik på Klostermarken. Christian, der gik en klasse over mig, og en datter Christiane, kaldet Jane, som gik i klasse med Jørgen og Emma. Ofte var vi på besøg hos familien, der boede i den oprindelige familiebolig ved Værket. I ”Villaen” boede faml. Erik & Karen Zinck med børnene Gunild, Ole, Hans og Erik. Dem besøgte jeg meget gennem årene, og jeg havde i lang tid en særlig interesse i datteren Gunild. En varm forbindelse, der holdt til omkr. 1948. Alle de hændelser, jeg har haft med disse familier og børn kan der berettes meget om, også om faml. Hermann Zinck i Odense og Thorvald Zinck i henholdsvis Holstebro og København. Vi fik i Sønderholm en gang imellem besøg af ”Zinck’erne”, og Far fik derigennem kontakt til Janes morbror, Bent Rom, der var forfatter og rejsende omkr. i verden. Han boede engang hos os i forbindelse med en film-aften med foredrag, som han holdt om sine rejseoplevelser i forsamlingshuset. Meget spændende, kan jeg huske. Han var jo en slags ”Globe-Trotter”, vil man nok mene, selvom han ikke var så kendt som Hakon Mielche eller Jens Bjerre

6.

Christensen. Sidstnævntes forældre boede jeg hos i Skive, engang hvor jeg i embedes medfør fra DAMAS, Dansk Mølleri Aktie Selskab havde installeret et frø renseanlæg der, og skulle køre det ind.

Min mekaniske interesse har jeg nok altid haft, begyndende med ” den lille ingeniør”, et mekanisk bygge-sæt, som jeg fik i en meget ung alder, og som jeg igennem årene fik næring til under besøgene hos håndværkerne i byen og i skoletiden, hvor jeg, som nævnt, ofte kom hos Zink`s Hammerværk. Der var vi altid i gang med noget praktisk eller på besøg i værkstederne.

Da jeg efter realeksamen skulle tage stilling til, hvad jeg mente var den rette uddannelse for mig, var Far og Mor parate til at hjælpe med valget. De havde ”luret” min interesse, og gennem Niels & Petrea (Andreasen) havde de fundet frem til, at der var en mulighed hos Petrea`s familiemæssige forbindelse til Joachim Petersen, som var direktør og ejer af Beslagfabrikken IPA i Nibe. Far og jeg tog til Nibe efter aftale med J. Petersen, og der havde vi en samtale, som resulterede i, at J.P. ansatte mig som lærling fra den 1. august 1944. Det var godt nok en mandag, men Joachim, som selv var tidligere smed og maskinarbejder vidste, at man ikke måtte begynde en mandag, udsatte starten til tirsdag d.2.aug. Jeg cyklede til arbejde, men da det blev vinter over-vejede Far og Mor om ikke der kunne findes mulighed for at leje et værelse hos bekendte i Nibe, og derfor har jeg boet nogle forskellige steder der, bl.a. hos ”Guffe”`s forældre i 2 vintre (Godtfred Jensen), som også var smed på fabrikken og en vinter hos provstens. Det var ikke alene rart, at bo i Nibe om vinteren, men jeg fik også en masse bekendte der, og oplevede noget hele tiden. En af mine bedste venner, og som jeg stadig har kontakt med, er Erik Smith. Jeg var en gang imellem med hjemme og besøge familien, der boede oven på (1. sal) Nibe Bank. Erik var ivrig KU’er, og det smittede af på mig, så derfor den interesse. Der var også en del FDF’er i omgangskredsen.

Når jeg boede i Nibe hos Jensens gik vi hjem til ”Middagspausen” og fik varm mad. Vi havde 1 times pause, så ofte fik vi også en lille lur. Jeg boede ovenpå på Guffes værelse, han var flyttet hjemmefra til en udannelse i herreekviperings faget i en anden by, jeg husker ikke hvor, men måske det var Aarhus. I øvrigt kan jeg tilføje, at Guffe og flere af hans jævnaldrende var med i ”nedkastergruppen” fra Nibe, der sammen med en tilsvarende gruppe i Aars fik forsyninger nedkastet i området omkr. Sjørup Sø, hvor vi ofte havde spejderlejr med meget spændende natøvelser.

Om vinteren gik vi på Teknisk Skole i Nibe, Det var noget Læremesteren arrangerede og betalte for. En vinter fik jeg flidspræmien, et bestik i æske fra Cornelius Knudsen. Jeg var stolt, og har bestikket endnu, og har brugt det igennem årene under min uddannelse til ingeniør. Den sidste vinter i læretiden fik jeg lov til at gå på Teknisk skole i Aalborg, hvor jeg så senere fik det 1. teknikum år inden fortsættelsen i Odense. Det var nogle lange arbejdsdage, når jeg skulle til teknisk skole i Aalborg, men som ung kunne man jo klare alt. Og indimellem blev der også tid til fodbold, FDF m.m.

I læretiden under krigen oplevede jeg en masse både på arbejde og efterpå, men det var særligt spændende at have en del illegale blade med hjem til Mor, som bl.a. indpakket i avispapir lod Kisse distribuere videre i byen. Hvem kunne mistænke en 4-årig for at gå med illegale blade?

Det var bl. a. også første gang jeg stiftede bekendtskab med en ”strejke” medens jeg var i lære, men senere skulle jeg hos ”Nilfisk” få nok af den slags.

Jeg kommer nu lige i tanke om den hændelse, der lige før jeg kom til København i 1943 og skulle overnatte hos Faml. Bjerring-Petersen,(tante Johny, Inger og Lidde) på min farefulde færd til Bornholm for at besøge Besse og tant Top. Aftenen før havde Shalburgkorpset bortsprængt Tivolis koncertsal, og nu var der udbrudt strejke og der var bål i gaderne, dog ikke på Frederiksberg Alle.

Med stort besvær fik Tante Inger mig med den gamle damper til Bornholm.

På vej hjem en dag fra Beslagfabrikken kørte jeg, som sædvanligt på cykel. Lige udenfor byen ved anlægget og hvor vejen slår et slag og der går en vej op til Skal plantage gik en mand med sin hund på modsat side. Pludselig farer hunden over vejen lige ind i mit forhjul, og jeg styrter ud over styret og lander på vejen med alle fingre(4) på højre hånd brækket bagover. Jeg blev forskrækket ved synet, manden tog sig kun af hunden medens jeg hurtigst muligt rettede fingrene ud igen. Først mærkede jeg ikke noget, men så kom det godt nok.

Det var på flere måder uheldigt. Nu kunne jeg hverken passe mit arbejde ej heller fortsætte min klaverundervisning hos hjælpeorganist fru lærer Back, hr. lærer Back var jo den faste organist.

 

05.07. 2009. Torben

 

 

 

 

 

 

.

 

 

Johnny og …

KGAP_02

Personr på billedet (Johnnys 80 års fødselsdag ?)
1:
2: Hjørdis Biering-Petersen, norsk operasangerinne, men hun var gift med ØNH-lege Erik Biering-Petersen
3:
4:
5:
6:
7:
8:
9:Erik Biering-Petersen søn til Viktor Emil Petersen
10: Vilhelmine (Baldurs kone)
11: Baldur Christensen
12: tante Maderlaine (Karls kone)
13:
14:
15:
16: Inger (Karls søster)
17:
18: (onkel) Karl Gustaf
19: tante Johnny født Forman stammer fra Sverige, talte med accent (Karls mor)
20: Lidde (Karls søster)
21: Kirsten (tante Tyt) (onkel Pouls kone, Åse og Fins mor)
22: Onkel Poul
23: onkel Victor Emil Petersen (violinist og jernbaneassistent i København)
24:
25: Thilde eller Jenny ?
26: Karna
27: Svend Aage
28:

Jane: nr. 2. er den norske operasangerinde Hjørdis Biering-Petersen, der var gift med en af min fars andre fætre, Hjalmar Biering-Petersen, der var tandlæge. Jeg ved ikke, hvordan han så ud, men det kunne måske tænkes at være nr. 3, som står bagved hende.
Hjørdis er den eneste fra billedet, som kom hos os i Vedbæk, da mor var flyttet dertil med os. Hun var selv blevet enke på det tidspunkt.

Inger-Lise Fonneland: Nr. 2 Hjørdis Biering-Petersen er min grandtante som jeg kjente meget godt. Hun var helt riktig norsk operasangerinne, men hun var gift med ØNH-lege Erik Biering-Petersen (nr. 9 på bildet, såvidt jeg kan se).  Nr. 23, Victor Petersen, ser på bildet ut til å være Vitor Emil Petersen, far til Erik Biering-Petersen.  Han var ikke fiolonist, men jernbaneassistent.

Ludolphs ansøgning 1913

Under Henvisning til den Samtale jeg havde med Hr. Direktøren den 13. i denne Maaned har jeg siden meget nøje overtænkt denne Sag og tillader jeg mig nu herved underdanigst at ansøge det høje Ministerium om Stillingen som lønnet Konsul for Australien i Tilfælde en saadan Post bliver oprettet.

Spørgsmaalet hvorvidt det vilde være formaalstjenligt at have en lønnet Konsul derude vil det her være unødvendigt at komme nærmere ind paa. – Jeg skal senere tillade mig at indsende en Rapport desangaaende, dog kan her bemærkes som Bevis paa Australiens rivende Udvikling at Handelsomsætningen steg fra 95 Mill. Shg. I 1905 til 147 Mill Shg. I 1911. –

Af forskjellige Grunde har jeg taget den Beslutning at indsende dette mit Andragende, først: da jeg forlod Australien var det med den Hensigt at bosætte mig i Danmark dersom Forholdene passede mig og afviklede mine Forretninger med denne Hensigt for Øje, saa dersom jeg igjen rejser tilbage til Sydney, da er der stor sandsynlighed for at mit Arbejde derude vil blive optaget paa en saadan Maade, at jeg ikke vil have den nødvendige Tid til min Raadighed som en nogenlunde ordentlig Udførsel af Konsulatets Anliggender kræver. – Dernæst har jeg fra mange Danske i Australien blevet opfordret til at søge stillingen som lønnet Konsul naar Udsendelsen af en saadan blev aktuelt, og endvidere ved jeg med Bestemthed, at dersom jeg kunde hellige mig Konsulatspørgsmaalet hele min Tid, da vilde jeg være i stand til at udføre noget gavnligt for Danmark særligt paa Handelens Omraade.

Mine Kvalifikationer til Stillingen vil delvis være det høje Ministerium bekjendt, dog beder jeg fremhæve min 25 aarige Erfaring med australske Forhold, og også at jeg har været Kgl. Dansk Konsul i 9 aar.

Om ønskeligt kan jeg bringe støtte, raade til selve sprøgsmaalet angaaende det formaalstjenlige i at faa en udsendt Konsul, og ogsaa til denne min Ansøgning fra de mest ledende Handelsfolk i Danmark ved jeg, at man fra Australien gjerne vil fremkomme med et Andragende desangaaende.

At min Sociale Stilling er tilfredsstillende kan jeg give fyldestgørende Beviser for og at mit tidligere Arbejde i Danskhedens Interesse er blevet paaskjønnet af mine Landsmænd i Australien har jeg Beviser paa idet jeg allerede i 1907, ved en Æresmiddag som blev afholdt for mig, blev overrakt en Kunstnerisk udført Takke Adresse fra Danske bosiddende i N.S.W., Victoria og Queensland, ved samme Lejlighed fik min Hustru overrakt 2 store Sølv Kandelabre. – Før min Afrejse fra Sydney sidste Aar afholdtes en Afskedsfest for mig og min Familie, og ved denne Lejlighed overraktes mig en Adresse som Tak for det Arbejde jeg havde udført som mangeaarig Formand for den Danske Forening, i Adressen blev jeg udnævnt til livsvarig Æresformand for Foreningen og samtidigt fik jeg overrakt fra Danske i N.S.W. et kostbart Guldur, min Hustru et Diamant Armbaand og mine 3 Døtre hvert et Toilet Etui i drevet Sølv. – Af anden Æresbevisninger som blev mig tildelt før min Afrejse kan bemærkes at jeg blev overrakt en Adresse fra den Frimurerloge jeg tilhører og blev udnævnt til livsvarig Æresmedlem af samme. – Jeg kan også meddele at jeg i 1908 af Storlogen i N.S.W. blev indstillet som stedlig Repræsentant for Danmarks Frimurer og blev samme Aar udnævnt til denne Stilling af Formanden for de Danske Frimurer Hans Majestæt Kong Frederik den VIII.

I Tilfælde det høje Ministerium skulde mene det nødvendigt at jeg fik nogen Erfaring i Ministeriets Kontorer da beder jeg meddele at jeg for Tiden har en del Fritid som i fornødent Fald kunde udnyttes hertil. I Forbindelse med denne Skrivelse skal jeg en af de første Dage tillade mig ærbødigst at anmode Hr. Direktøren om en Samtale.

Underdanigst

Hr. M.J.C.T. Clan.(?) R.D.

Direktør

Det Kgl. Udenrigsministerium.

(afskrift af kladde til Ludolph W. Marckers ansøgning af 1913 v/Kirsten Bjørg Reerslev, 3/7 2011)

 

Ludolphs manuskript til foredrag i Jylland

Når jeg i Aften vil forsøge paa at fortælle Dem lidt om Australien, da beder jeg den ærede Forsamling først at bemærke, at jeg hverken er, eller giver mig ud for at være nogen offentlig Foredragsholder, og dernæst maa jeg bede Dem bære over med mig naar det til Tider kniber for mig at udtrykke mig paa Dansk, men som Undskyldning staar, at jeg har været saa mange Aar borte fra mit Fødeland, at jeg endnu ikke har kommet til det Tidspunkt, hvor jeg tænker paa Dansk, og mit Sprog er derfor stadig en Oversættelse fra det Engelske hvorved Vanskeligheder til Tider opstaar.

 

Naar jeg nu skal fortælle Dem noget om Australien, da er dette jo et saa stort Emne at De vil kunde forstaa at det er fuldstændig umuligt blot nogenlunde at give en udførlig Skildring af hele Australien i et afmaalt Tidsrum, som jeg har til min Raadighed her i Aften, men jeg haaber dog at jeg vil være i stand til at bibringe, særlig Børnene, et bedre Begreb om Australien og dets Forhold end hvad de almindeligvis kan læse sig til i de danske Geografier, som jeg desværre synes behandler denne vor 5. Verdensdel meget stedmoderlig, jeg haaber ogsaa at de Lysbilleder som jeg senere skal vise Dem vil have Interesse.

Australien var kjendt af Kineserne i de aller tidligste Tider, hvor de besøgte særlig de nordlige Kyster for at fiske. – Paa et Fransk Landkort fra det 16. Aahundrede har man fundet Australien afbildet, som jo beviser at man maa have kjendt til at Landet existerede, men den første historiske record man har er at Australien har været besøgt af Europærer fra 1601, da var det besøgt af Portugiserne. – I aaret 1606 sejlede en Hollænder igjennem strædet nord for Australien, som endnu kaldes Torres Strædet.

Den vestlige og nordvestlige Kyst blev undersøgt af Hollænderne, som kom ned fra Java i den første Halvdel af det 17. Aarhundrede og de gav Landet Navn Ny Holland. – Senere blev en Del af Kysterne undersøgt af en Englænder som hed Dampier, men man kan dog godt sige, at Landet var ukjendt indtil Captain Cook i Aaret 1770 landede i Bottany Bay eller den botaniske Bugt i nærheden af Sydney og hejste det Engelske Flag der. – Det har Interesse for os Skandinaver at vide, at Kaptain Cook havde ombord paa den sin Opdagelsesrejse en Svensk Botaniker som hed Solander og paa det sted, hvor Kaptain Cook først landede er rejst en Mindesøjle af Steen, og paa denne er blandt andre Navne ogsaa Solanders indhugget. Jeg var for resten selv med til Afsløringen af denne Søjle for ikke saa mange aar siden. – Faa dage efter Cooks Ankomst til Botany Bay foretog han en Rotur langs Kysten og opdagede saa en anden Bugt eller Fjord som han kaldte Port Jackson. I denne Fjord saa han strax, at hans skibe vilde have en sikrere Ankerplads hvorfor han flyttede disse hertil og gik i Land paa et Sted han kaldte Farm Clove, hvor Byen Sydney nu ligger. – Her landede de første Nybyggere 26. Jan. 1788, og 26. Jan. ?

Navnet Australien mener Land of the South eller Sydlandet fra det latinske Ord Auster som betyder Sydvind. – Australien er paa uhyre mange Maader et meget ejendommeligt Land f.eks. uagtet det er næsten saa stort som Europa saa har det dog kun en eneste Flod af nogen betydelig Størrelse og endda naar denne Flod ikke at løbe ud i Havet, men forsvinder inden den naar dette, og til Tider løber denne Flod slet ikke. – Saa har Australien flere Pattedyr som lægger Æg, saa er der 4fodede Dyr, som gaar paa L. – Træer som ingen Skygge giver. Træerne skifter ikke Blade men derimod Barken, der er Kirsebær hvor Stenene sidder udenpaa og saa er der Fugle, som slet ingen Stemme har. – Da man først kom til Landet fandt man intet Korn eller spiselige Frugter af nogen Slags, intet Husdyr til at give Mælk, eller noget som helst Slags Lastdyr og i det Hele ikke Spor af hvad man kunde kalde Civilisation af nogen art.

Det Australske Kontinent strækker sig fra Nord til Syd fra cirka den 10. til den 45. Breddegrad, fra circa 2500 Engelske Mils eller cirka 500 danske, og De vil let kunde forstaa, at de klimatiske og andre Forhold ere uhyre forskjellige fra den nordlige til den sydlige Del af Landet. – Australien er circa 3 Millioner Engelske square Mils stort, er større end de forende Stater, det er mere end ¼ af hele det Britiske Rige det er mere end ¾ saa stort som Europa, og det er mere end 25 Gange saa

 

– 2 –

 

stort som Stor Britanien og Irland. – Det er dette uhyre Areal som i Forbindelse med den ringe Befolkning, mindre end 5 Mill, som gjør Forholdene i Australien saa ejendommelige, og det er nødvendigt stadig at erindre disse Facta for i det hele taget at kunde forstaa de forskjellige Forhold. – Naar man i vore Tider omtaler Australien da menes selve Fastlandet med Tasmanien mod Syd og omtrent 5000 større og mindre Øer som omringer Fastlandet. Disse Øer ere dog for det meste ubeboede i alle Tilfælde til Stadighed. Indtil den 1st. Januar 1901, da det australske Forbund, eller som det heder The Commonwealth of Australia traadte i Kraft regnedes N.Z. med til Australien, men det gør man nu ikke mere. N.Z. er et Colonirige for sig selv.

Australien maa man vel som et Helhed kalde et Lavland der er ikke mange Bjerge og de der er er af ringe Højde. Der er dog en lav Bjergkæde som strækker sig næsten helt igjennem Fastlandet fra N. til S. den saakaldte (Great) Deviding Range (fra to devide at dele) som i N.S.W. kaldes de blaa Bjerge og længere Syd paa i Victoria de Australske Alper. – Disse Bjerge er som sagt kun lave, det højeste Punkt er i N.S.W. og hedder Mount Townsend som er 7360 Fod, for en mig ubejendt Grund omtales aldrig Mount Townsend, men derimod altid Mount Kosciusko, (opkaldt efter den polske Patriot af dette Navn) som det højeste, men Kosciusko er faktisk 150 Fod lavere end Mount Townsend. – Denne Bjergkæde er dog høj nok til at have stor Betydning. Thi dens beliggenhed er circa 20 danske Mil fra Kysten og da den løber omtrent paralel med den Østlige Kyst, da gjør det at særlig Regnmængden bliver forskjellig paa den ydre og indre Side af Bjergkæden. De fugtige Vanddampe fra Søen støder imod Bjergene og bliver til Regn og gjør at Naturen er forskjellig øst eller vest for disse. Vest for Bjergkæden falder Landet gradvis indadtil og hele det indre er saa at sige en stor Slette gjennemgaaende circa 1000 Fod over Havets Overflade, men store Strækninger ligger dog lavere ja endog saa lavt som selve Havet og har sikkert det meste af Syd Australien i tidligere Tider staaet under Havets Vand, hvilket de mange delvis nu udtørrede Saltsøer minder om. I det indre af Sydaustralien og Vest Australien er der store Sand Ørkener. Af Indsøer findes der en Del særlig i S. Australien, Lake Eyre, Lake Torrens, Lake Gairdner alle Saltsøer de største.

Ejendommeligheder Lake George i N.S.W. 2100 over Havet, denne var i 1824 – 20 Mils lang og 8 Mils bred – I 1837 var den en Græsslette og i 1865 var der 17 Fod Vand over det Hele.

Great Barrier Reaf.

 

Klimaet varierer jo en Del paa Grund af Fastlandets Størrelse men er gjennemgaaende det sundeste og behageligste i Verden det er næsten hele Aaret behageligt varmt, ikke meget varmere end en varm Sommerdag i Danmark. – Vinteren er jo Regntiden. Sne og Is findes ikke undtagen i de højeste Bjerge hvor det aldrig bliver liggende da Solen om Dagen altid er varm. – Aarstiderne ere jo modsat hvad de er her.– Regnmængden yderst forskjellig fra over 200 Tommer i Troperne imod Nord til 25 a 30 mod Syd i Victoria omtrent det samme som i Danmark. Daglig Regnmængde? Mackay? Blackhall Ranges 2/2 1893 35,72 i 24 timer. Monsun, Cyclon, Typhon, Tornado.

Erigation.

Australien er meget fattig paa Floder, der er i det Hele kun en Flod af Betydning det er The Darling, som senere forener sig med The Murray, men selv denne kan kun besejles med flad bundede Skibe og Pramme og da kun periodevist efter Regntiden. Denne Flod er meget lang 234.5 Mil lang den udspringer helt oppe i Queensland og løber ud i en Indsø som hedder Lake Alexandria i nærheden af Adelaid hvorfra den saa senere rimeligvis naar Havet ved at gaa under Jorden, men somsagt den har kun Betydning i Regntiden og ofte ligger tør faa Maaneder ad Gangen. – Foruden

 

 

 

– 3 –

 

The Darling findes der jo nok en Del andre Floder som løber i Regntiden men de ere uden Betydning som Færdselsveje.

Fiske i Mudderet?

 

Plantevæxten er naturligvis meget forskjellig fra N til Syd, langs Kysten er Landet tæt bevoxet med Skove af meget store Træer, jo længere man kommer indad til bliver Træerne mindre og mindre for til sidst helt at ende med Buskvæxt.

Saltbush.

I det nordlige ere Skovene Tropiske og tæt sammenfiltrede med Slyngplanter og kan være helt mørke og uigjennemtrængelige. – Længere Syd paa bliver de mere aabne og skyggeløse, dog er det ikke ganske rigtigt naar de danske Geografer meddeler, at Træernes Blade staar paa Konti?, dette er ikke tilfældet, men for det første er Træerne ikke saa tæt løvede som hos os og dernæst ved en ejendommelig skruning i Stængelen tvinges Bladene til at hænge nedad med det Resultat, at de næsten ikke afgiver skygge. – Næsten alle Træerne hører til Gummi eller Eucalyptusslægten hvoraf der findes utallige Arter. – Dog findes der en Del Arter Accasia Arter (over 200) hvoraf Mimosen som jo er kjendt herhjemme er den vigtigste. Mimosatræets Bark bruges uhyre meget for Garvning. Mimosablomsten er Nationalblomst. – Eucalyptus Træerne ere meget større mere end 250 fod Høje og 20 fod i Omkreds man har fældet et Træ som viste sig at være 480 fod højt og dette har rimeligvis været det højeste Træ i Verden. Bladende ere tykke og læderagtige. Træet er meget haardt, saa haardt at naar det først bliver tørt kan man ikke slaa et Søm i det, det er meget tungt? og noget af det kan næppe flyde paa Vand. – Alle Eucalyptus Træerne fælder ikke Bladene men Barken. – Australiens vilde Flora er meget pragtfuld i N.S.W. alene findes over 10.000 Arter flere end i hele Europa.

Kaktus. Brier Rose. Brombær.

 

Af den oprindelige Dyrebestandelen hører jo de fleste som bekendt til the Marsupials eller Pungdyrene. Den mest fremtrædende er Kangaruen af Hvilke der findes nogle treds arter, fra Kangaru musen som ikke er større end en mus til den større Kangaru, som kan blive op til 8 fod. -Den australske Bjørn og Oppossum og den vilde Kat disse skydes alle for Pelsens skyld.

Da man først kom til Tasmanien fandt man her en temmelig stor Katteagtig Pungdyr som var et Rovdyr og som man kaldte Tiger Ulven og et andet lignende Dyr som man kaldte den Tasmanske Djævel men disse ere nu begge for længst udryddede. – Den Australske Dingo eller vilde Hund kan til Tider optræde i Flokke og gjøre megen Skade paa Lam o.s.v. men den angriber ikke mennesker som der til Tider bliver sagt, som Regel jager de i Parvis og er meget sky. – Næbdyret med Næb, Skind, Svømmefødder og lægger Æg men dier Ungerne. – Man har ogsaa et stort Pindsvin, Poraspine, som er Myresluger, lægger Æg og dier Ungerne. – Flyvende Opposum, Flyvende Ræv, Søløver, Hvalfisk, Kamuer, Ræv og Hjort.

 

Af Fugle er der utallige Arter, mest bekendt er Emuen, den sorte Svane, Flamingoen og Pelikanen, næsten utallige Arter af pragtfulde Papegøjer i alle Størrelser fra saa smaa som Spurve til de store hvide og sorte Kakaduer, der er mange Duearter fra smaa saa store som Spurve til andre saa store som Høns, desuden er der mange Sangfulge, Vadefugle og Svømmefugle, Lyvehalefuglen o.s.v. Den vilde Kalkun eller Bush Bird som ikke udruger sine Æg men lægger dem i en Dynge som den tildækker med Mos og Løv som naar de gaa i Forraadnelse udvikler Varme som udklækker

 

 

– 4 –

 

Æggene. En gang om Dagen kommer saa Fuglen og stikker Hovedet ind i Bunken for at føle Temperaturen for derefter at lægge mere paa eller tage af som nødvendigt. – The Bower Bird  Kragen. Stæren. Spurven o.s.v.

 

Af Krybdyr findes ogsaa utallige Arter. Krokodiller imod havet, mange Arter Firben fra faa Tommer Lange til 5 a 6 Fod, mange af disse Firben spiller i alle Regnbuens Farver og saa Slanger i Tusindvis fra de giftige og ikke giftige fra ganske smaa til nogle som ere af 20 Fod lange. -Insektlivet er ogsaa meget udbredt. Sommerfugle fra smaa bitte til 6 a 8 Tommer, Myrer fra smaa til tommelange, Edderkopper fra smaa til 3 Tommer store o.s.v. o.s.v. Grashopper, Liguats ?. Emne for helt Foredrag.

Sump og Hav Skilpader.

Fiskene.

 

Befolkningen bestaar af noget mindre end 5 Mill hvide ogsaa de Indfødte som anslaas til 50-250.000. Den Australske Indfødte Befolkning er vel nok den som staar lavest af alle Folkeslag, de leve af Indsekter og Røddder samt Jagt og Fiskeri. Deres vanlige Redskaber ere meget primitive, kun lavede af Træ og Sten, de kjende ikke til Bue og Pil men til Spiret ogsaa Bumerangen. – Fisk fanges med Spir eller i Net flettede af Græs. – Imellem de forskellige Stammer kæmpes der meget men lige overfor de hvide ere de skikkelige nok, dog bør man altid have en sorti foran sig, de have mange underlige Sæder og Skikke, sjælden Kanibaler, uddør hurtigt.- Traekors. De hvide enten  Indvandrede eller Efterkommere af Indvandrede særlig fra Stor Britanien og Irland, der findes godt 30.000 Scandinaver og circa 10.000 Danske. – Immigration er fri dog kan ingen lande som ikke kan læse og skrive, men Australien tillader ingen Kulørte Folk at komme ind end ikke Kulørte fra Britiske Besiddelser kan komme ind.

Af større Byer findes der jo en i hver Stat, Q. Brisbane 100.000. Sydney 650, Melbourne 500.000, Adelaid 200.000 og Perth 70 og Hobart 50.

Havnebyer. Canberra.

 

Oplysningen staar højt, og der gøres uhyre meget for skolegangen kan naa selv til de mest afsides steder, Rejsende Lærer og Vogne til at samle Elever – 4 Universiteter. Militær Tjeneste er tvungen fra 12-26 Aar, fra 12-14 Senior Cadets, 14-18 Senior Cadets, 18-26 Borgervæbning. Senior 120 Timer. Senior 4 hele Dage, 12 Halve og 24 Aftener. Borgervæbning 16 hele Dage hvoraf 8 indblivende Lejr. – Frivillig Hær 350.000.

 

Hoved Næringsvejen er Agerbrug, Kvægavl og Minedrift. Hveden har man lige læst at den ligger og raadner af mangel på Skibe til at bringe den bort. Land opdyrket mindre end 1 % dog udføres der for 200 Mill om Aaret dertil kommer saa Export og Tørrede Frugt og frisk Frugt. –

Hvede Farms.

 

Hornkvæg 1.5 Mill. – Faar circa 92 Mill 1/5 af Verdens Faar. Rusland har 62 Mill. Danmark 876.000. Uldproduktionen i 1912 800 Mill lb. Værdi 600 Mill Kr. – slagtes 16 Mill aarlig over 50.000 pr dag.

Faare ?: Klippe Record 321 i 8 Timer Maskine 316. Gjennemsnit 280 pr. dag a 8 Timer. Udførsel af frosne Kaniner. K.10 Mill.-

 

– 5 –

 

Minedrift: der udgraves aarlig 450 Mill deraf over 200 Mill Guld, andre Metaller som udvindes er Sølv, Kobber, Tin, Jern, Antimosium, Vismuth, Crome, Cobolt, Bly, Mangan, Platin, Kviksølv, Tin, Wolfram, og andet som graves ud af Jorden er Kul i store Mængder, Marmor, Allumin, Kalk, Salt, Gips o.s.v. samt Opaler og Ædelstene som Diamanter, Saffhi, Emeralder, Tyrkis, Topas, Zircon, Granat, Agater, Crocidoliter, Rubies, Furmaliner og Berylor. – Broken Hill, Mount Morgan, Great Boulder. Alluvial Guld tidligste Tider. Nuggels ½ Mill.

 

Pearl Fishing. Udførsel af Perlemor 6 Mill og Perler 2 Mill.

 

Handelsomsætning 1912 circa 3500 Mil Kr. Udførsel 1900 Kr.

 

Politisk er Australien meget frit. Kvinder og Mænd have lige Stemmeret naar de ere 21 Aar. Hver Stat har sit lokale Parliament med en Governor. – Forbundsparliamentet med en General Governor. Dette har Militæret, Told, Post og Telegrafvæsen, Fyrvæsenet, Alderdomsunderstyttelsen under sig. – Socialisme, Andy Fisher, Huges, Danske i Politik, Jensen Krigsminister.

 

Nu mener jeg i korte Træk at have berørt de almindeligste og vigtigste Punkter og jeg skal nu vise Dem nogle Lysbilleder.

 

 

(Afskrift af Ludolph Walsemar Marckers foredragsmanuskript til foredrag holdt i Jylland, v/Kirsten Bjørg Reerslev 5. juli 2011)