En Bornholmer i det Fremmede –
Konsul Ludolph W. Marcker in memoriam.
Under Fastlandsspærringen præsterede en bornholmsk Dame, gift med Prokurator Chr. Fog, Oldemor til nylig afdøde Konsul Ludolph W. Marcker og i Slægt med Professor Mogens Fog, det Kunststykke at ro fra Bornholm til København i Robaad efter Kaffe. Det skete med Fare for at blive taget til Fange eller kæntre i det spinkle Fartøj.
Ludolph W. Marcker arvede denne Haardførhed og dette Gaa-paa-Mod. Fra den gamle marckerske Købmandsgaard i Nexø tog han i en ung Alder over til Prokuratorens Søn, der var Købmand i Coonamble, en lille Stationsby ude i det australske Vildnis.
Det blev til et Ophold i den fjerne Verdensdel til sidste Verdenskrig. Marcker vendte kort før Krigsudbruddet hjem for at skaffe dansk Kapital til en Guldmine paa Vestkysten, som vilde have gjort ham til en hovedrig Mand, hvis Krigen ikke var kommet og Minen var overgaaet paa den australske Regerings Hænder.
I Australien førte Marcker et eventyrligt Liv. Snart genfinder vi ham paa Kængurujagt i ”the bush” i De blaa Bjerge sammen med en gammel Rytter uden Ben, saa er han Guldgraver i Coolgardies gloende Helvede, hvor Guldet ligger for ens Fod, hvis man har Heldet med sig. Eller vi træffer ham som Repræsentant for danske Landbrugsartikler paa en eller anden smilende Sydhavsø, hvor Menneskeædere lurer paa de hvide Plantageejere.
Ludolph W. Marcker var en Gentleman til Fingerspidserne, og derfor skabte han sig hurtigt en Position blandt sine Landsmænd derude. Han blev Generalkonsul for Danmark i New South Wales og modtog i den Egenskab Roald Amundsen efter hans Sydpolsfærd samt holdt i Overværelse af den engelske Guvernør i den fornemme St. Andrewkirke i Sidney en gribende Mindetale over Christian den IX.
Da var han iført sin smukke Galla-Uniform med gule Benklæder, sort Jakke med Guldsnore over Brystet, Epauletter og trekantet Hat med Kokarde med Dannebrog i, saaledes som han ses paa Billedet, der er taget for et Aar siden.
Han var ogsaa Manden, der uden at blinke kunde tage med den sidste Sydhavstrader – German Harry, – naar denne kom op i Konsulatet og bad Marcker gemme Perler til Tusinder af Pund Sterling samt sin Kones røde Haar, som German Harry havde klippet af, da Ægteviven døde af Tørst derude paa det store Ocean.
Jeg havde den Glæde de sidste Aar af Marckers Liv at sidde ved hans Side og opnotere Marckers eventyrlige Livserindringer til Efterslægten.
Marcker søgte, da Døden nærmede sig, tilbage til Barndomshjemmet i Nexø, som i Dag rummer et helt Musæum af Ting fra Bornholm og det fjerne Østen.
En stout Bornholmer er gaaet bort. Han døde stille med et Smil paa Læben. Fra en lille, stormombrust Ø højt mod Nord drog han ud og erobrede med sit syngende Maal, som han aldrig lagde af, og med sin retlinjede Karakter en hel Verden. Han var en værdig Repræsentant for Bornholm.
Ære være hans Minde!
Gunnar Fogh.
(Ludolph W. Marcker døde 15/2 1945. Ovennævnte mindeord er afskrevet af Kirsten Bjørg Reerslev, Ludolphs barnebarn efter ’Jul paa Bornholm’, side 44. Fotografiet viser LWM i sin konsuluniform)
Fra Guldgraver til Konsul – !
Konsul Marcker i Hillerød fortæller om sin omtumlede Tilværelse i Australien – en Livshistorie, der er spændende som en Roman.
Af Erik. Social-Demokraten den 8. Sep. 1940-43? (LWM. Flytter definitivt til Nexø foråret 1943)
Overalt i Hillerød kan man se nogle smaa Skilte, der paa de fire Hovedsprog viser Vej til Slottet. Det vilde ikke være nogen tosset Idé af Turistforeningen ogsaa at opsætte et Skilt, der viste Vej til Konsul Marcker i Helsingørgade. Udadtil er hans Hus kun uanseeligt, men inden i er der en Duft af Minder – Minder fra en nu saa fjern Fortid, hvor man ikke havde Biler, Flyvemaskiner og Radio, og hvor Emigranterne maatte have Viljer af Staal og Kræfter som Bjørne for at bane sig Vej i det Fremmede.
Konsul Marcker prøvede det. Han var Farmaceut, havde Udvé, og en Dag i 1887 gik den unge Mand, der da var en Snes Aar gammel, ombord i et Emigrantskib, der skulde til Australien. Han kom til at prøve Udvandrerens omskiftelige Tilværelse. Hans Karrière fra Guldgraver til anset Forretningsmand i Sidney fortæller, at han har været med i Eventyret, har oplevet lidt af Nybyggertiden i den store Verdensdel, der nu er truet af Verdenskrigens Brand.
Da Guldfeberen kom.
Det var en anden Tilværelse end i det civiliserede Danmark, fortæller den gamle Konsul, da vi sidder og taler med ham i hans hyggelige lavloftede Stue. Jeg fik Forstaaelse af det med det samme, jeg kom. Jeg skulde ud til en Slægtning, jeg havde langt udenfor Sidney, og Befordringsmidlet var Hestevogn. Men hvilken Kørsel var det ikke. ”Hold fast”, sagde Kusken til mig, og saa slog han Smeld med Pisken. Hestene fo´r af Sted som besatte. Først troede jeg ikke, Kusken havde Magt over dem, men det havde han. Saadan kørte man i Australien. Veje var der ikke nogen af. Igennem Skove kørte vi ud og ind mellem Træerne, snart paa to, snart paa fire Hjul. Pludselig rutschede vi ned ad en Skrænt – ubegribeligt at Vognen holdt – og saa ud i en Flod for fuldt Drøn. Op paa den anden Side og vider, bare videre gennem det øde Landskab. Der er maaske Folk, der har set den Slags paa Wild West-Film, og det er altsaa ikke Løgn. Man kørte paa den hensynsløse, men djævlebrændt dygtige Maade i de Tider, da der endnu ikke var Broer og Veje.
Naa, jeg blev ikke længe hos min Onkel. En 6-8 Maaneder efter var jeg tilbage i Sidney, blev Farmaceut paa et Apotek i Forstaden Burwood – og to Maaneder senere var jeg Kompagnon i Firmaet. Det gik rask i hine Tider. En Mand, der vilde arbejde og duede til noget, kunde gøre rask Karrière. Jeg tjente gode Penge, og i 8 Aar saa det ud til, at jeg skulde blive Apoteker Resten af mit Liv. Men saa kom Meddelelserne om, at der var fundet Guld – Guldfeberen rasede i Vestaustralien.
Mellem Eventyrere af alle Nationer.
Jeg blev grebet af den. Mellem en Flok Eventyrere af alle Nationer tog jeg med Skib til Perth, derfra med Jernbane til Southern Cross – og Resten af Vejen maatte man gaa. Den smarte Entreprenør, der byggede Banen, trak det ud med Afleveringen af den sidste Del af den, men befordrede paa egen Regning og for høje Priser Guldsøgerne det sidste Stykke ud i Ørkenen. Det kunde bedre betale sig for ham ikke at overholde Afleveringsfristen og saa have den gode Nebengeschæft, og det gik ogsaa et Stykke Tid; men saa tog Regeringen med Magt Jernbanen fra ham. Og saa drog vi videre frem. 150 engelske Mil maatte vi gaa til Fods gennem den brændende Ørken. Det var en Lidelse. De store Prærievogne var lastet med 5 Tons, men kun den ene Ton var Varer, Resten var Proviant og Vand til de 6-8-10 Heste, der dannede Forspand. Politi og Myndighed eksisterede ikke. Vi maatte selv være Øvrighed, og det var haarde Domme, der blev eksekveret. Der var jo Mennesker af alle Slags – men hvad man end kunde sige om den, Mandfolk det var det. Dog hændte det jo, at der var en, der stjal. Straffen var altid, at Vedkommende blev lænket til et Træ, og der maatte han saa staa tørstende og lidende i den brændende Sol. Og havde det saa endda været hele Straffen. Men bagefter blev Fyren sendt tilbage. Ingen vilde have ham med til det forjættede gyldne Land.
Der er Vand, Kammerat, Vand -!
Det var en streng Tur. Engang var jeg ved at dø af Tørst. Jeg naaede til en Skraaning, vaklede op ad den, men faldt, inden jeg naaede Toppen. Jeg var fuldkommen udmattet, fuldkommen ligeglad med, hvad der skete med mig. Men saa bøjede en af Guldsøgerne sig ned over mig. Der er Vand, Kammerat, hviskede han, der er Vand lige paa den anden Side af Skraaningen. Jeg samlede alle mine Kræfter, og kun faa Skridt fra det Sted, hvor jeg var faldet, var et Vandhul. Kamelerne stod og drak, og som en Vanvittig fo’r jeg derhen. Jeg skubbede Dyrene til Side, dukkede Hovedet ned i Vandet og drak og drak. Det var et af de Vandhuller, der er til Brug for Kamelerne. Det meste af Grundvandet i Australien er Saltvand, og det kan disse Ørkendyr godt drikke. Det var ogsaa det, jeg fik. Rigtig daarligt Salt- og Brakvand, og jeg afleverede det hele igen, da jeg var færdig med at drikke. Men det havde alligevel kvikket mig op – og jeg forsatte Marchen mod Guldet. I denne Tid gik der 11 Uger, uden jeg blev vasket. Men det var i Grunden ikke saa galt. Det med, at man skal vaskes, er saamænd kun et af Civilisationens tossede Paafund. Vi Guldgravere vaskede os i alt Fald ikke med det gode. En Spand Vand kostede 10 Shilling. Og naar man skulde op med en Tikroneseddel for hele Herligheden – ja, saa slukkede man hellere Tørsten og lod Snavset sidde. – Om jeg saa fandt Guld, spørger De. Aah ja, saamænd – jeg fandt saa meget Guld, at jeg kunde leve, mens jeg var der. Men heller ikke mere. Saadan gaar det de fleste Guldsøgere; – og da jeg havde prøvet mig frem i halvandet Aars Tid, tog jeg tilbage til Sidney.
Da Negrene første Gang saa de hvide Guldsøgere.
Men det frie Liv, jeg har levet i halvandet Aar, gjorde, at jeg ikke længere befandt mig godt bag trange Vægge. Jeg havde trængt frem i det mærkelige Land, hvor Træerne ikke taber Bladene, men mister Barken ved Løvfaldstid, Landet, hvor Floderne ikke løber ud i Havet, men gaar nogle Hundrede miles over Jorden, for saa – vupt! – at forsvinde igen. Jeg havde tilbragt Tiden med Jagt paa vilde Kænguruer, og jeg havde mødt Australnegre, der aldrig før havde set en hvid Mand. Ja, det var en mærkelig Oplevelse. Der fortælles jo de frygteligste Historier om disse Australiens oprindelige Beboere, men de er saamænd meget skikkelige. Nogle af dem kan blive til meget gode Hyrder, for det er Folk, der sidder godt paa en Hest. Men de fleste egner sig ikke til Civilisation, og de er blevet ødelagt af Spiritus, hvor den hvide Mand er trængt frem. Men de Negre, der saa Hvide for første Gang, var skikkelige nok. Navnlig Kvinderne var imponerede. De kom hen til os, berørte og befølte den hvide Hud, for et saadant Under havde de dog aldrig været ude for før. De flokkedes om os og var ikke til at ryste af – og til sidst maatte vi tage en Kæp for at jage dem væk.
Men De forstaar, naar man har set saa meget i et stort og mærkeligt Land, saa kan man ikke igen sætte sig ind i en Millionby, der ikke er Spor af Australien. For Storbyer er ens Verden over. Jeg blev Forretningsmand, og mit Arbejde førte mig ud paa de store Stationer, der ligger spredt over hele Australien. Det er Godser, der hver for sig er paa Størrelse med Fyn eller Sjælland, og det største af dem er saagar 3 Gange saa stort som hele Kongeriget Danmark. Det er holdne Folk, der lever her. Deres Formue bestaar af Faar og Kvæg i Tusindtal, og en Mand, der har under 1000 Kreaturer og 5000 Faar, regnes for en Husmand. Der sendes i Tusindvis af Kreaturer til Marked ad Gangen, og de Folk, der driver disse Kvæghorder ned til Kysten, hører til Australiens mest ansete Mænd. Men det er selvfølgelig ogsaa et vanskeligt Job. Ikke et eneste Kreatur maa gaa til, og ingen af dem maa miste deres Huld. Det er et svært Job – og naar man hører, at en saadan Rejse med en Kvæghjord kan tage op til 16 Maaneder, forstaar man, at det er en Bestilling, der kræver særlige Kvalifikationer. – Faareklipperne hører ogsaa til Australiens ansete Folk. Klimaet i Verdensdelen er saadan, at de altid kan leve af denne Metier. De begynder nordpaa, og efterhaanden som de kommer længere sydpaa, har Faarene dèr netop naaet det Stadium, der gør dem egnet til Klipning. Det er Pokkers dygtige Folk, de Klippere. Den hurtigste af dem har præsteret paa 8 Timer at klippe 327 Faar, og en almindelig Klipper kan præstere 150 Klipninger paa en Arbejdsdag. Faareklipperne bringer Liv til Stationerne. Men ellers er Landet mennesketomt … uendelige, store flade, aabne Sletter. Der bor kun faa Mennesker paa disse kæmpemæssige Godser, der blot bestaar af et Par Huse og en mægtig Indhegning, hvor Kvæget altid drive omkring.
En Indsats i et sælsomt Lotteri.
Hvorfor jeg kom hjem dernede fra? Spørger De. Jo, det skal jeg saamænd fortælle Dem. I Australien har man ikke noget Lotteri, men naar nogle gode Venner kommer sammen, beslutter de at spille i Lotteriet alligevel – paa deres egen Maade. De gør alle sammen en Indsats, og for den engagerer man en Mand, der sendes ud for at finde Guldminer eller andet værdifuldt i Jorden. Jeg og nogle af mine Venner spillede i Lotteriet paa den Maade, og det var en dygtig Mand, vi fik fat paa. 100 engelske Mil fra Sidney fandt han en Mine, der indeholdt Kobber, Zink, Bly og Sølv. Det var et rigt Fund, men der skulde Kapital til at udnytte det, bl.a. fordi der skulde anlægges en Bane ud til Kysten. Derfor drog jeg til Danmark i 1912. Det var Meningen, jeg skulde finde Kapital her. Der var imidlertid Ingen, der vilde være med. Jeg tog saa til England, hvor det lykkedes mig at faa Finansieringen i Orden – men saa brød Krigen ud, og det hele blev ødelagt. Jeg kom tilbage til Danmark, tog fat paa et Job herhjemme og da vi ikke kunde udnytte Minen i Australien, overtog Regeringen den, saaledes om den har Ret til.
Og der staar Punktum’et for mit Australien. Det er Verdensdelen i en Tid, der nu er Historie. Der er vel kommet flere Veje, Biler og Broer. Men i det store og hele er Landet sikkert det samme. Og Menneskene med. Australierne elsker deres Jord, og skal de kæmpe for den, vil det ske med en Fanatisme, der ikke kender Grænser. Og de kan slaas, disse Fyre. For Australien er en Verdensdel, der i Kraft af sin specielle Natur kun giver Levemuligheder for Folk, der kan og vil.
Fotografiet i artiklen viser modtagelsen af Roald Amundsen i Sydney med følgende teksten: ”Konsul Marcker, der her fortæller om sit Livs Eventyr, var den første Skandinav, der bød Roald Amundsen Velkommen tilbage, da han vendte hjem fra sin Sydpolsekspedition. Hr ses Ankomsten i Sidney Havn. Manden med Kasketten er Roald Amundsen, og Herren, der vender Ryggen til og løfter paa Hatten, er Konsul Marcker”.
(afskrift af fotokopi v/Kirsten Bjørg Reerslev)
Rejs til Bornholm
Og tag til Nexø og se den Konsul Marcker, Hillerød, tilhørende Samling.
Af Ove Knauer. Frederiksborg Amtsavis 4/6 – 1933.
Nu staar Turistsæsonen for Døren, og den danske ”Perle i Østersøen” – Bornholm – kan ogsaa vente sit store Sommerbesøg. Bornholms herlige Natur, dets ejendommelige afvekslende Skønhed fra smilende Agerland, som vi kender det i det øvrige danske Land, over imponerende Klitpartier ved Dueodde, maleriske Klippeformationer, navnlig paa Østkysten, sagnrige Ruiner og Højlyngen i Landets Midte – alt dette er beskrevet saa mange Gange, at jeg ikke skal komme nærmer ind paa det her. Det, jeg vil henlede Turisternes Opmærksomhed paa, er noget ganske andet, noget af praktisk Interesse for Besøg paa Bornholm.
I almindelighed vælges Rønne som Udgangspunkt for de Turister, der kun har faa Dage til deres Raadighed, f.eks. Pinserejsende. Men dette er forkert. Man skal ubetinget vælge N e x ø paa den modsatte Side af Øen. Denne lille venlige By, for resten Bornholms næststørste, ligger nemlig ganske ideelt for Udflugter til Øens skønneste Partier. Man kan, hvis man er en nogenlunde ordentlig Fodgænger – og meget let pr. Cykle – naa ud til ”Paradisbakkerne”, det vilde og skønne Klippeparti, som er en Udløber af ”Højlyngen”, og mod Syd er der en kort Spadseretur til Balkastrand, et ganske vidunderligt Badested med en ideel Sandbred og Sandbund langt ud i det fiske, salte Vand fra det aabne Hav. Fra Nexø kommer man endvidere nemt til Klitterne ved Dueodde, til alle de pragtfulde Klippepartier mod Nord langs Østkysten af Øen, Randkleveskaaret, Godhjem, Rø, og Helligdommen, og Almindingen ligger i alt fald ikke længere fra Nexø end fra Rønne.
Nexø er som sagt Bornholms næststørste By, den har vistnok 3000 Indbyggere, men Byen gør et noget større Indtryk, fordi den paa Grund af den lave Bebyggelse – der findes næsten kun lave Stuehuse – strækker sig over et forholdsvis stort Omraade. Byen gør et venligt og hyggeligt Indtryk; der er rent og propert overalt, og Husenes Facade er, som man for øvrigt ser det overalt paa Øen, ualmindelig pænt vedligeholdt. Der findes desuden i Byen et Hotel – der er naturligvis flere Hoteller – nemlig ”Holms Hotel”, som, hvad der maaske spiller en Rolle for en del Turister, nyder Ry som Øens bedste Madsted med fornuftige Priser. Og der findes noget andet, som ogsaa vil interessere mange Turister, nemlig et ejendommeligt lille Museum, som en gammel Dame, Frk. J e n n y M a r c k e r, har skabt ved ihærdig Samling gennem en lang Aarrække. Hun har her tilvejebragt en retrospektiv Samling af mange forskellige Ting fra Bornholmernes Liv og Virke i ældre Tider. Der er ældgamle Møbler, Smykker, gamle Dragter og Broderier, Pottemagerarbejde og Husgeraad, ja selv gamle Skrifter og Billeder, de alt sammen giver den Besøgende et stærkt Billede af, hvorledes man levede og klarede sig i gamle Dage paa Øen under de mere primitive Forhold, der da raadede.
Disse Samlinger tilhører nu Konsul M a r c k e r i Hillerød. Efter Søsterens Død arvede han sit Fødested, i hvilket Samlingerne findes, og han hæger med megen Pietet om sin Arv. Efter Indbydelse boede jeg sidste September Maaned hos min mangeaarige Ven i hans lille idylliske Hus, og dette Ophold hører til mine bedste Sommerferieminder. Daglig tilbragte jeg en Tid blandt de morsomme Samlinger, der foreløbig har Plads i en rummelig Havestue i Huset, og følte mig hensat til svundne Tider, et Indtryk, der stærkt forøgedes, naar vi indtog vore Maaltider i Spisestuen, hvor intet Møbel eller Prydgenstande er under 100 Aar gammelt.
Og et endnu maa jeg henlede Turisters Opmærksomhed paa. Tag til Bornholm med de østbornholmske Baade, der stopper op i Nexø. Rejsen varer noget længere, men det lønner sig i høj Grad at vælge denne Rute, baade fordi Baadene lægger til i alle de smaa Havne fra Hasle og Øen rundt, og man derved faar Lejlighed til at foretage et lille Trip ind i de smaa nysselige Dukkebyer, af hvilke Svaneke, som jeg har besøgt flere Gange, synes mig at være Øens smukkeste By, men ogsaa fordi Baaden runder Hammerpynten med herlig Udsigt over de storslaaede Ruiner og løber langs den pragtfulde Klippekyst paa Øens Østside. Det er et uforglemmeligt Indtryk, man faar af Øens Klippenatur paa denne Sejltur – og Hammervandet, dette stærkt udskregne Farvand, der har gjort saa mange søsvage Turister ængstelige, er i Almindelighed ikke værre end Øresund paa en Blæstdag. Da jeg kom over Hammervandet, var det saa glat som et Stuegulv. Men hjemad skal man ubetinget vælge Ruten over Rønne. Man opnaar derved at kunne faa en Rejse med de morsomme, smaa, bornholmske Tog fra Neksø gennem Almindingen til Rønne (Driftsbestyrer for disse Baner er en Søn af Tømrermester Fr. Milner), og man faar set Bornholms smukke og historisk minderige Hovedstad, der nu ikke er nogen helt lille By og som ejer en Række herlige, gamle Bygningsværker. Her fra Rønne gaar de store, elegante og meget komfortable Baade direkte til København, og det er som en ren Leg at komme over Østersøen med disse Baade, i hvis herlige Kahytter man sover som i sin egen Seng.
(afskrevet af Kirsten Bjørg Reerslev)
Smaaglimt fra Bornholms mærkeligste Musæum. (1942)
(Som følge af en dårlig fotokopiering, mangler der i teksten flere ord/linjer, som er vist ved et spørgsmålstegn. Da alle originale aviser, interviews, artikler etc. udgivet efter 1916 angives at findes på Det Kongelige Bibliotek, vil jeg ved lejlighed udfylde den manglende tekst)
Den gamle Bindingsværks-Ejendom i Munkegade i Nexø, hvor der er samlet Rariteter fra hele Kloden, men mest fra Klippeøen. – Uerstattelige Skatte, der trods eftertragtet af Musæerne, bliver i Slægtseje.
Spadserer man en Sommerdag i Munkegade i Nexø, passerer man et Bindingsværkshus med kalkede, gule Vægge og rødt Tag gemt bort fra Verden. Udenfor staar i den smalle Forhave knejsende Stokroser og paa Fløjen er Ejendommen flankeret af et af de paa Sydbornholm saa kendte (?) der bagved ligger ? der bagved ligger? Hvor Solen hver Aften gaar ned, det sted ejes af den tidligere Danske Konsul i Sidney, Ludolph W. Marcker, Nexøboeren, hvis eventyrlige Levnedsløb, jeg tidligere har skildret her i Bladet. Om Vinteren bor han i Hillerød, hvor han trods sine 76 Aar endnu passer sine løbende Forretninger, men hvert Foraar, naar de blege Solstraaler faar Bladene paa Løvtræerne til at springe ud, arriverede han for at hente Sundhed og Livsmod paa sin gamle Fødeø, der for ham betyder saa uendelig meget. – Saa kan man se denne aparte Skikkelse med skotskternet Jakke og Sixpencen trykket ned over de hvide sølvglinsende Haar vandre rundt i Barndomshjemmet, der er indrettet som Museum og som sikkert er det eneste beboede Museum her i Landet. –
Gamle Oldemors Armstol med (?) Cognac fra svunden Tid.
Kigger Bornholmerne indenfor, vil de faa en venlig Modtagelse og blive en Oplevelse rigere. Rundt om paa Hylder og inde i Skabene findes Alverdens sære Ting lige fra gamle gulnede Papirer – Læderindbundne Folianter, Tinkrus, Sølvsager til Herligheder bragt med af de bornholmske Søfolk fra deres lange Rejser. Her er ikke alene en Slangeham fra Amerika, et Par Kængurufødder fra Australien, men ogsaa bornholmske Seværdigheder som et Dødningehoved fra Rønne Galgebakker og meget andet som jeg, da jeg i Sommer var Konsulens Gæst, i flere Dage havde Lejlighed til at beundre. – Ude i Haven mellem duftende Teroser og Lavendler ved Havegange omkranset af store, hvide Konkylier, hvis sære hengemte Duft blandede sig med Blomsternes sødmefyldte Odeur, satte vi os – jeg i Oldemors Armstol – og sludrede under den ægte Kastanie om en svunden Tid. Rundt om var anbragt eksotiske Planter i Potter, som sættes i Kælderen godt indpakket hver Vinter. Vi nippede til Portvin fra 1905, senere til Cognac fra 1882 og paa Konsulens Fødselsdag er jeg blevet lovet Madeira af endnu ældre Aargang. I Kælderen findes bl.a. Saftflasker, der for et halvt Hundrede Aar siden blev renset med Sprit, og hvor Saften nu er blevet tyk og meget spiritusholdig. Endvidere findes her Cacaolikør, som Konsul Marcker selv har lavet, da han som 15-aarig Yngling var Discipel paa Svane-Apoteket i Viborg.
Du maa ikke lytte for stærkt til Socialismen.
Konsul Marcker fortæller, mens han bakker paa sin lille Snadde, saa Røgskyerne staar om ham, om Nexø, da den var en driftig By, da Hjemmet, som var Byens største Købmandsgaard, var Stadens Centrum. Det var et Billede saa fuldt af Fred og Skønhed, at man ligesom ikke kunde lade være med at misunde Menneskene dernede. De maatte være lykkelige, blandt dem kunde der ikke være Kiv og Strid, blandt dem kunde der ingen Kain være – og dog, maaske – ja, hvem ved? – Marckers Far var Købmand Jens Andreas Marcker, der var konservativt indstillet. Da Ludolph 1887 havde pakket sin Kuffert for at drage til Onklen i Coonable, der ligger 100 danske Mil fra Sidney, for at bryde sig en Levevej, kaldte Faderen, som dengang var op i 60’erne, den 21-aarige Søn ind til sig og holdt en alvorlig Tale, hvori han gav gode Raad og Formaninger og blandt andet advarede han Sønnen mod at lytte for stærkt efter Socialismen. Da Ludolph Marcker vendte hjem, var Faderen død. Før han lukkede sine Øjne, skulde han opleve, at Sønnen i Sct. Andreas Katedral i Sidney i Overværelse af den australske Guvernør holdt en Mindegudstjeneste for Christian den IX, og at der paa Svigerdatterens Initiativ ved Sammenslutningen af de australske Stater i Sidney children hospital blev købt en Seng til evig Tid, der staar til Minde om Danmark og bærer Paaskriften: Danish Commemoration Cut.
Sejlet fra Bornholm til København for at hente Kaffe.
Konsul Marckers Bedstefar var Skipper Lars Marcker, hvis Hustru under Englændernes Blokade 1807 af København præsterede det Kunststykke at ro fra Bornholm langs Svenskekysten i en almindelig Robaad til Hovedstaden og der hente Kaffe med hjem. – Efter Jens Andreas Marckers Død fik Datteren, Jenny, Huset og hendes store Interesse for bornholmske Sager – hun foretog talrige Opkøb ved Auktioner – er Aarsagen til, at Konsul Marcker, der er den yngste af otte Børn, i Dag, da han har overtaget Huset, har den største Privatsamling bornholmske Effekter, der findes paa Øen. Mange er maaske ikke klar herover, men dog fortæller Gæsteprotokollen om Besøg af kendte Folk, især københavnske Musæumsfolk har søgt at skaffe sig gamle Sager, men Konsul Marcker sætter en Ære i at bevare hele Samlingen til Slægtens Eje, og en Datter følger trofast i hans Fodspor.
Da 1200 Mennesker druknede ved Nexø.
Et Sted ligger Turahs ”Bornholm”, der findes kun 12 Eksemplarer her i Landet. Den fortæller om mange underlige Ting og hedder ikke mindre end ”Omstændelig og tilforladelig Beskrivelse om den i Østersøen liggende, under det danske Herredømme, blomstrende Øe – Borringholm. Trykt hos C. G. Glosings Efterleverske ved Nicolaus Møller, Kjøbenhavn 1756”. – I Begyndelsen fremsættes den ikke mindre kuriøse Paastand, at Bornholm i Periodus obscuro, anno mundi 2264 havde faaet sin første Indbygger, der hed Boer, deraf Navnet. Hvis nogen skulde være i Tvivl herom og ønsker nærmere Oplysninger, saa skal tilføjes, at Turah meddeler, at dette skete ”udi Patriaken Jacobs Dage”. – Kobberstik i Bogen viser, at der i Nexø i gamle Dage har været Amtmandsbolig. Han fortolker f. Eks. Rø saaledes: Rø Kirke har engang været helliget St. Andreas, men St. Andreas Kirke blev paa Bornholmsk til St. Andrøe Kirke, dette til Andrøe Kirke, senere til Drøe og deraf Rø! – 1638, fortæller han, regnede det Blod, deraf opstod Navnet Blodgang, den saakaldte Børnedødelighed. 1655 skete der noget meget mærkeligt. – Den 3. Majus fødtes et Lam med ”ligesom en Tobakspibe udi Munden!” Mere betydningsfuldt end denne samvittighedsfuldt optegnede Begivenhed synes det at være, at der den 4. og 5. December 1678 strandede ikke færre end 25 Skibe med 4-5000 Mand”. De stødte mod en Klippe ved Nexø. Vagten i Land hørte et skrækkeligt Skrig, (?) Mand druknede. Dette minder om det, som nogle Mennesker kaldte ”den gode Tid”, navnlig dengang Fyrene kom, og der efter Stormene (?) de staa lange Rækker af Vrag paa Stranden ved Dueodde. Dengang var der Penge at tjene i Nexø Købmandsbutik (?) Folk fra andre Sogne kunde kende Beboerne fra Poulsker paa, at de ikke kunde gaa en Snes Alen uden at skygge for Øjnene og se ud over Vandet. Hvem vidste, om der ikke skulde være kommet en Skude paa Stranden!
Rønne-Prokuratorens Søn, der blev Dommer i Australien.
Endnu har Marcker den Anbefaling, han fik af Apoteker Schmidt Fischer, Viborg, hvis Søn senere fik Rønne Apotek og vilde have Marcker som Farmaceut. Han tog i Stedet til Onkel i Coonable, Jørgen Fog, der var kommet fra Bornholm i en ung Alder, og som foruden at være Købmand var Stedets ”justice of the peace”, Lægmanden, der dømte Folk for Smaaforseelser, mens de større blev afgjort af en tilrejsende Dommer. Han var Søn af Prokurator Christian Fog, der i sin Tid udgav ”Bornholms Avis” og som var saa demokratisk indstillet, at han flere Gange maatte i Fængsel for sine Skriverier. Her, hvor det frie Liv begyndte paa Hesteryg ude i Naturen, samlede Konsul Marcker ikke saa faa af de Dyreskeletter, der findes i Hjemmet i Nexø. Saaledes af Firbenet, den blaa Soldat, der har rød Bagkrop og blaa Forkrop og Hoved, af Flamingoer og Goannas, der kunde blive 3 Meter lange og som havde et frygtindgydende Gab. Med deres lange, tynde, spaltede Tunge fangede de Fluer. Senere, da Marcker blev Medejer af Ettrem-Minen, 600 danske Mil Syd for Sidney, blev han saa gode Venner med disse Fortidsuhyrer, at han fodrede dem, naar de om Aftenen kom hen til Lejerbaalet dybt nede i Mineskakten, hvor ingen hvide Mennesker havde været før. Selv Kænguruerne, hvoraf der findes 64 Racer – nogle er ikke større end en Tændstikæske, andre paa Højde med en fuldvoksen Mand – spiste af hans Haand. Kængurufødderne i Munkegade stammer fra en jagt i de blaa Bjerge. Marckers jagtkammerat var i øvrigt en gammel (?) der under Uroligheder i Hjemlandet var blevet skudt gennem begge Knæ, saa han ikke kunde gaa, men derimod tilbragte Dagen på Hesteryg, hvor han ogsaa indtog sine Maaltider. De jagede Kænguruerne til Hest og ved Hjælp af Hunde og solgte Skindet, der anvendes til Læder. Mens Forbenene er svage paa Kænguruer, er Kløerne paa Bagbenene saa stærke, at de med Fortaaen kan sprætte Maven op paa en Hund.
Fra Villa Bornholm ud i det australske Ørige.
I Mindestuerne findes ægyptiske Dokumenter skrevet paa Bambusrør og købt af de Indfødte i Suez, forgiftede Pile fra Junglefolket, en guldindlagt Bagladerrevolver, der har tilhørt Frederik den VII og som Marcker har købt i Australien, et fransk Ur, der ligeledes er købt derude og som viser Dato og Maaned, selv bærer Marcker en Guldkæde, der er lige saa meget værd som en Australiensrejse, og som var det første, han købte, da han kom derud, for at være sikker paa at komme hjem igen. Lyrehalefjer, prikkede Strudseæg, sorte Emueæg, Pigge af Hulepindsvin, Alligator- og Krokodilleskind, Sværdfisk, Vildsvinetænder og australske Edderkoppereder. De var anbragt i Græsset og med Laag, som klapper ned over Insekterne. Platypus (Næbfuglen), Løvhyttefuglen, der bygger ejendommelige reder. Pungdyret der skal skydes i maaneskin. I Coonable præsterede Marckr at skyde 42 Ænder i eet Skud. De sad paa en fældet Træstamme over et Vandhul, og Haglene fældede dem alle, da han skød paa langs med Stammen. Sassafrasgæs, der trives paa Sandsletterne og som har Pigge. – Ogsaa Autografer af Thorvald Ellegaard, Roald Ammundsen, Laurits Bruun og Ignacy Paderewski, der gæstede hans Hjem findes. Ellegaard havde i øvrigt den Sorg derude at miste en lille Søn, som styrtede ud af Hotelvinduet. – Fra sin Villa ”Bornholm” paa Glebe Point foretog Marcker i 1908, da han var blevet Forhandler af L. C. Glas Mejeripræparater, lange Rejser til Øriget omkring Australien og hjembragte herfra til Musæet de Indfødtes Vaaben som Walla-Walla, Kara (en Kølle), Kris (et Sværd), en Assagai (et Spyd) og en Boomerang.
Stol fra 1783 med bornholmsk Adelsmærke.
Som særlig Kuriositet viser Konsul Marcker mig en ganske almindelig ABC. Da han engang havde været 1 Aar ude i Bjergene og derefter besøgte en dansk Familie, havde han saadan bestræbt sig for at lære det engelske Sprog, at han godt nok forstod det danske, men ikke kunde tale det. Det var Dagen før Juleaften, og næste Dag hang ABC’en til ham paa Juletræet. I Stedet for at læse i den, tog han hen til en god Ven, og i Løbet af en Eftermiddag havde denne, der kunde tale begge Sprog, lært ham det danske igen. Fra Australiensperioden staar 12 Kasser med Ertz. Det er Prøverne fra Minen, som Marcker tog med hjem for at faa den financieret, men saa kom sidste Verdenskrig, og Projektet blev ikke til noget. – I Stuerne ses et gammelt hollandsk Skab fra en Stranding ved Nexø 1638, malede Tinlysestager, et blaamarmoreret Skab med Beslag, som Nationalmusæet har været ude efter, en Stol fra 1783 med bornholmsk Adelsmærke i. Et Skab fra 1775 er fyldt med Glas, Porcelæn, hvoraf enkelte Genstande er budt op i store Summer. Et gammelt Blækhus med Fjer og Sand fortæller om en svunden Tid. I Musæet findes ogsaa en stor Kobbersamling, som er gemt bort af Hensyn til Tyvene. Det har nemlig vist sig, at det vanskeligt lader sig gøre at faa Skattene forsikret, da hver Ting skal vurderes for sig.
Bornholm indførte 1808 sit eget Pengesystem.
Paa Væggen hænger en gammel Kikkert, som Frederik den VII skænkede Aarhus Havnevæsen. Marckers Bror har faaet den foræret. Der er Tranlamper ved hvilke de bornholmske Kvinder i gamle Dage sad i (?) smukke Haandarbejder. For et Par Hundrede Aar siden var de eftertragtet i Tyskland. Der er Pengesedler fra Statsbankerotten 1813, da Nyordningen af det danske Møntsystem skabtes. Forinden havde Bornholmerne allerede 1808 indført 5 og 10 Rigsdalersedler, der fik Benævnelsen Assignationsbevis, en Slags Checks, der kunde indløses paa Amtsstuen. Der kom dog kun 1160 Rigsdalersedler i Omløb, saa stoppede Regeringen det bornholmske Pengesystem, og der findes næppe nogen af Sedlerne tilbage. – Her er Lysestager til Rapsolie, gamle Klukflasker, Timeglas, Glødekasser, som man fyldte med brændende Ved og laante Naboens til at fyre op med, Pressejern til Præstekraver, Kugler til at male Sennep med, Tændstikspil, Skospænder og Knæspænder med funklende bornholmske Halvædelstene fra Læsaa. Midt mellem det alt sammen findes en Tobaksrasper, der er fundet i et bornholmsk Hjem. 400 Aar før man begyndte at ryge Tobak i Europa, rev Damerne i Paris Tobaksblade paa en saadan Rasp og brugte det som Snus! – Med særlig Stolthed viser Hr. Marcker en stor ”Tvebak”. – Jeg var den eneste Dreng i Skolen, der dengang havde Ur. Og det var dette her.
To Slægtled født i samme Himmelseng.
I Samlingen er islandske Lugteflasker, Hovedvandsæg, Piber og Bestik fra det 17. Aarhundrede, Jubilæumsmønter fra Verdensudstillingen i Chicago 1893, Drikkekar af Træ, og i de indbyggede Skabe ligger tønderske Kniplinger med Frederik den VI og Christian den VIIIs Segl paa, Silkeblomster, Napoleonshatte, som Bornholms Væbning anvendte, kunstfærdigt broderede Tørklæder og Nøller. Der var forskellig Hovedbeklædning for den unge Pige, den gifte Kone, naar hun gik i Kirke, og Enkerne. – Her er en haandskrevet Geografi, forstenet Træ, det første Eksemplar af Bornholms Avis, Tapet fra dengang det blev limet sammen af Smaastykker, et bornholmsk Fadervor, en Samling Lyseklippere, hvoraf særlig ”Guillotinen” bør nævnes. – Marckers Bedstemor var fransk og kom til Landet under Revolutionen. Hun medbragte bl.a. en Himmelseng, hvori baade Konsulen og hans Far er født, og den staar endnu paa samme Sted, som den altid har staaet. Over Sengen hænger et Billede af en gammel Kvinde. Hun kan nærmest ligne Fiskerkonerne fra Gammelstrand. Det er Karen Steffensen fra Bodilsker, der i 73 Aar var i Familien Marckers Tjeneste. Hun var Barnepige for Jens Andreas Marcker og Ludolph W. Marcker. Billedet hang i Dagligstuen (?) – flere linjer og afslutningen mangler.
Udgivet af det danske Socialdemokrati. Redaktør N.C.Nielsen.
Bornholms Social Demokrati. Rønne.
Afskrevet v/Kirsten Bjørg Reerslev den 17. december 2016.
Bornholmeren, der blev Konsul for de Danske i Australien.
Nexødrengen Ludolph W. Marcker, der som 18-aarig drog til Østen og blev Farmaceut i Sidney, Guldgraver i Vest-Australien, Kreaturopdrætter, Forretningsmand og Mineejer.
Ejer af Musæum i Næxø, som rummer store Kuriositeter.
Journalist G. Fogh, Hillerød, har sendt os følgende om Samtale med den gamle Bornholmer, Konsul Marcker.
Det var under mit Foredrag om Bornholm, jeg første Gang saa ham – den gamle Guldgraver, Eventyreren Ludolph Marcker, der 18 Aar gammel tog Billetten til Australien. Han sad under min Tale ved Stiftelsen af Den bornholmske Hjemstavnsforening for Hillerød og Omegn, der havde samlet 150 Bornholmere i Nordsjælland, helt oppe ved Siden af, hvor jeg stod. Aabenbart for bedre at kunne høre, hvad der blev sagt. – Mens jeg udmalede Øen med dens Skønheder, holdt han Haanden under Kind og hørte opmærksomt efter. Han mælede ikke et Ord til Trods for, at Datteren gentagne Gange rettede Henvendelse til ham. Da jeg fik at vide, at han havde oplevet tifold mere end nogen af os andre, som var til Stede, søgte jeg under Kaffebordet at faa ham til at sige noget til Forsamlingen, men han afslog afværgende ud med Haanden. Saa fandt jeg paa at spørge de tilstedeværende, hvem der havde været længst borte fra Bornholm. Opmærksomheden blev henledt paa den gamle Mand med det sølvgraa Haar. Den 80-aarige fhv. Konsul Marcker fra Nexø rejste sig og begyndte først famlende, derefter mere og mere sikkert i bornholmsk Mundart at tale. Da han sluttede, bragede Bifaldet. – Det oplivede ham, og allerede næste Dag havde jeg Marcker i Telefonen: Har De ikke Lyst at komme op og slaa en Sludder af med mig om Bornholm?
Martin Andersen Nexø i Fantasiens Verden, Marcker i Eventyrets.
Jeg tog ham paa Ordet og et Par Dage efter gjorde jeg min Entre i hans mærkelige Hjem i Helsingørgade i Hillerød. Det er fyldt med Kuriositeter fra Østen, hvor han opholdt sig 26 Aar af sit Liv. Selv gik han klædt i en storternet Hjemmejakke, som de australske Kvægopdrættere bruger dem. – Jeg fik Ild paa en Cigar, han paa sin store Snadde – saa fik jeg listet hans Livshistorie ud af ham. Og den var ikke uinteressant!
Ludolph Marcker er Søn af afdøde Kæmner Jens Andreas Marcker, der bl.a. har stiftet Svaneke Sparekasse. Faderens Virke var i Nexø. Her opvoksede hans 8 Børn, hvoraf Ludolph var den yngste. – Nexø bestod dengang af mange smaa Sømandshjem, der rummede sælsomme Budskaber fra Havet: udstoppede Kuffertfisk, som hang under Loftet, Hajtænder, røde og hvide Koralblokke – alt sammen Ting, der gav Ludolph Marcker Appetit paa at komme ud til andre Lande. – Foreløbig var han dog kun en Dreng og mellem de andre Drenge, han legede med, var den senere saa store Digter Martin Andersen-Nexø. Martin var Vogterdreng og selv siger Marcker, at ingen havde troet, at Andersen-Nexø senere skulde gøre sig bemærket ude i Verden. – Ludolph kom til at opleve Eventyret, men Martin maatte fantasere om det og omsætte Fantasierne paa Papiret. – Jeg har læst hele hans Produktion, siger Marcker og gennem alt, hvad han har skrevet gaar en Understrøm af Kærlighed til Bornholm. I øvrigt genfinder jeg i f. eks. Barndomserindringerne ”Under aaben Himmel” flere Træk, vi har oplevet sammen. – Vi stod os godt med hinanden, men der skulde gaa mange Aar, inden vi atter gensaa hinanden. Da var vi begge aldrende Mænd. Jeg havde læst, at han skulde tale ved et politisk Møde i Hillerød og gik til det. Bagefter kom jeg op til Talerstolen og præsenterede mig. Martin Andersen-Nexø blev meget glad og vi fik os en længere Sludder.
De forlod tidligt Øen! – 15 Aar gammel blev jeg Discipel paa Svaneapoteket i Viborg og 18 Aar gammel var jeg en kort Tid paa Kong Salomons Apotek i København. Men jeg havde Udlængslen i mig, og da jeg fik Brev fra en Onkel i Australien om, at jeg godt maatte komme over til ham, tog jeg ikke i Betænkning at gøre den lange Tur, som det dengang var. – Forinden min Afrejse var jeg en Sviptur over paa Bornholm, hvor jeg bl.a. havde Lejlighed til at hilse paa Martin Andersen-Nexø, som dengang var kommet i Skomagerlære i Rønne. Han ytrede Ønske om ogsaa at komme med, men det blev ved Snakken. – Rejsen til Australien blev gjort med Barkskib og varede meget længe. Jeg fik i Sidney straks Ansættelse hos en engelsk Apoteker og længe varede det ikke, før jeg trods min unge Alder var hans Kompagnon. Det varede 8 Aar, indtil der begyndte at versere Rygter om Guldfund i Vestaustralien. Saa kunde jeg ikke styre mig længere. Jeg skaffede en anden Mand til at overtage mit Job i Forretningen, tog Ranslen paa Ryggen og tilbragte de 1½ Aar efter under aaben Himmel …. Det var den bedste Tid i mit Liv.
En Guldaare til 6 Millioner Pund Sterling.
Jeg fandt Guld. Det gjorde vi alle sammen …. Marcker aabner sit Pengeskab og tager en Æske ud. I den er et Stykke purt Guld. Den lille Klump repræsenterer en ikke helt ringe Værdi. – Det er mit første Stykke Guld, jeg fandt, siger han og det vil jeg ikke skille mig af med …. Der var nogle, som var mere hældige end jeg ….
De var under Guldgravningen udenfor Civilisationen! – Ja, hvad der især prægede vort Liv var, at vi ikke havde Vand. De Steder, hvor vi gravede Guld, laa midt ude i Sandørkenen og der var flere Hundrede Kilometer til den nærmeste By. Forbindelsen blev opretholdt ved Hjælp af nogle store Karavaner. De bestod af meget store Vogne trukket af Heste. Hver Vogn vejede lastet 4-5000 kg, men mere end 1000 kg Vaarer var der aldrig med. Resten var optaget af Beholdere med Vand. – Naar Karavanerne holdt Rast for Natten, skete det altid paa et Højdedrag, saaledes, at Vognene ved Starten næste Morgen hurtig kunde sættes i Gang. Ellers vilde Hestene ikke trække. Derude i Ørkenen blev Haarene snart slidt af Huden, saadan gnavede Seletøjet sig ind i Varmen og Sandkorn satte sig i den svedige Hud og irriterede. – En Morgen var der en Mand, som paa en saadan Høj i Hestegødningen saa noget glimte. Han slog sin Hakke i Jorden. Den sad fast i en Guldklump. Det viste sig at han var stødt paa en Guldaare, der var indtil 45 Fod dyb og den gav 6 Millioner Pund Sterling. – Jeg har flere Gange gjort Rast paa denne Høj, men havde altsaa ikke Lykken eller Øjnene med mig.
Hjem for at laane Penge af H. N. Andersen eller Glückstadt.
Vi havde intet Lotteri derude, men havde vi samlet Penge sammen, saa stak vi dem i en Pulje og finansierede en Mand til at gaa paa Ekspedition. En Mand, jeg havde Aktie i, var saa heldig at finde en Mine med flere Metaller, deriblandt Sølv. For at skille dem fra hinanden, maatte Metalet sendes den lange Vej til Tyskland. Det kostede mange Penge og 1913 blev jeg sendt hjem for at skaffe Financierer. Jeg talte med N. H. Andersen og Glückstadt. Den førstnævnte var meget klogere end alle andre og Resultatet blev, at jeg maatte til London, hvor jeg hurtigt fik Folk, som var interesseret i Minen. Inden min Udrejse til Australien vilde jeg lige en Tur hjem igen, men paa Turen til Esbjerg brød Krigen ud – og saa var det Slut med min Udenlandsfærd. Og hvad Minen angaar, saa er Forholdet det, at den australske Regering overtager Minerne, naar de ikke indenfor et vist Tidsrum bliver drevet.
Var der andre Danskere i Minebyen, hvor De opholdt Dem? – Jeg tror det ikke. I hvert Fald traf jeg ikke nogen. Nu maa De huske paa, at der arbejdede 5000 Guldgravere. Vi sov i Telte, men lige saa mange sov under aaben Himmel. Klimaet var godt hele Aaret rundt. – Vi udgjorde et ordnet Samfund. Nogen Myndighed fandtes ikke og vi maatte selv opretholde Ordenen. De fleste Lovovertrædelser var Tyveri. Vi kunde ikke lukke vore Telte og det var en Fristelse for mange. Naar en Tyv blev fangen, var Straffen ikke blid. – Ved Hjælp af en Tromme eller en Gong-Gong kaldtes Guldgraverne sammen og saa tog Retten sin Begyndelse. Ved en Afstemning blev der valgt en Jura og Sagen blev oprullet ved et rigtigt Retsmøde. Der var ikke særlig mange forskellige Straffe. En af dem bestod i at Synderen blev lagt i Lænker og bundet til et Træ. Her laa han en vis Tid og var Genstand for Spot og Haan. En anden Straf var endnu haardere. Ved den blev den dømte anbragt i et af de mange Huller, hvor der var gravet efter Guld. Graven blev kastet til, og han fik Lov at holde Hovedet oven for. Saadan fik han Lov at sidde i 24 Timer. Alle, der fik en Dom, blev vist bort og kunde ikke komme tilbage til Guldgraverbyen.
Hvordan formede Arbejdet sig? – Vi delte os i smaa Hold – i Reglen paa 4 Mand. Det var det mindste, man kunde være om det, for inden man naaede til Guldet, skulde man grave et tykt Lag Sand op og saa skulde vi igennem et Cementlag. Selve Guldet var oftest en Bestanddel af Klippestykket, hvilket gjorde Udvindingen ret besværlig og der maatte tit anvendes Maskinkraft. – Men der er ogsaa fundet rent Guld. Jeg har set en Guldklump, der havde Form som et Hestehoved. Afstøbningen findes paa Museet i Sidney. Det rene Guld kunde trækkes i tynde Traade.
Ved at omkomme af Tørst.
Nu har der det Sted, hvor jeg arbejdede rejst sig en hel By med Sporvogne og andre Behageligheder, bl.a. er der lagt en Vandledning fra Kysten. Dengang gik der ofte Maaneder uden, at jeg blev vasket. Morgentoilettet bestod i, at vi gned os paa Kroppen med Halm. – Jeg har også været ude for at fare vild i Ørkenen. Vi var en halv Snes Mand, der var paa Vej gennem Ørkenen fra Guldgraverbyen til Sydkysten. Vi for vild og det varede ikke længe, før Vandmanglen meldte sig som et meget alvorligt Problem. Til sidst slap alle Beholdninger op og vi blev mere og mere udmattet. – Saa en Dag ved Middagstid blev det for meget for mig. Jeg segnede om i Sandet. Mine Kammerater var for svage til at hjælpe mig, men inden de lod mig ligge, gjorde de dog et sidste Forsøg paa at faa mig til at tage mig sammen, og jeg samlede de sidste Kræfter og fortsatte et lille Stykke endnu. Ret længe var jeg dog ikke i Stand til at følge med, men saa lige som jeg var ved at besvime, saa vi bag et lille Bakkedrag en Brønd. Det var en, Regeringen havde ladet grave til Støtte for Karavanerne. – Som alle andre Brønde indeholdt den Saltvand, men det tænkte jeg ikke paa. Ved Brønden stod nogle Kameler og drak, og dem maatte jeg først kæmpe en drabelig Kamp med. Jeg kan endnu se mig fægte med Armene og Jage Kamelerne bort. Jeg drak og drak og saa først gik det op for mig, at det var Saltvand, jeg fyldte mig med. – Der gik kun et Øjeblik, saa kastede jeg det hele op. Men det havde dog frisket saa meget op, at jeg kunde fortsætte Turen. (Sluttes)
(Denne samtale v/ G. Fogh, Hillerød var at finde i Bornholms Social-Demokrat 18. Marts 1942 og nu afskrevet af Kirsten Bjørg Reerslev den 8. maj 2017. Dette interview fortsætter med II, som jeg afskrev medio januar 2017. – – Når jeg har kursiveret teksten i 2. sidste afsnit skyldes det, at Ludolph her helt tydeliggør, at hensigten med at tage sin kone og børn med til Danmark udelukkende var for at hilse på familien for, når investorerne var fundet, så at vende tilbage til Australien)
Bornholmeren, der blev Konsul for de Danske i Australien –
Nexødrengen Ludolph W. Marcker, der som 18-årig drog til Østen og blev Farmaceut i Sydney, Guldgraver i Vest-Australien, Kreaturopdrætter, Forretningsmand og Mineejer.
Ejer af Musæum i Nexø, som rummer store Kuriositeter.
v/ Gunnar Fogh for Bornholms Social-Demokrat 1942-43?
II
Kamelerne foretog Snig angreb:
Den sidste Tid, jeg var blandt Guldgraverne, bedredes Vandsituationen sig en lille Smule. Der blev foretaget Boringer efter Vand og det lykkedes ogsaa at finde noget, men det var Saltvand. Det blev destilleret og dette maatte af Hensyn til Varmen ske om Natten, hvor Temperaturen faldt ret stærkt. Imidlertid var Vandet saa daarligt, at der ikke var en Hund herhjemme, der vilde drikke det. Men vi var glade for det, hvad der fremgaar af, at vi betalte 10 Sh for hver Spand Vand.
Naar vi hentede Vand, var vi forsynede dels med en Spand af en Slags Sejldug og dels med en forsvarlig Stok. Den var nødvendig af Hensyn til Kamelerne. De var kommet fra Arabien og i Konkurrencen med Hestene maa siges, at Kamelerne egnede sig bedst til Ørkenbrug. For det første var det rent utroligt, hvad man kan læsse paa en Kamel. Jeg har set en Kamel slæbe af Sted med et Piano paa hver side. Og saa kan de løbe meget længe uden Vand. Men naar nu Kameldriverne gjorde Rast, tænkte Kamelerne ikke paa andet end at faa noget at drikke, og de var i Stand til at lugte Vand, naar man kom med det i sin Spand. Saa stak de af fra Driverne og ganske lydløst sneg de sig ind paa En og bed efter Spanden. Hvis man saa ikke havde en Stok at forsvare sig selv og sin dyrebare Skat med, saa var den gal. Det lyder maaske mærkeligt, men det var i høj Grad nødvendigt at regne med denne Fare.
Ingen kan forestille sig Afstandene.
Efter Guldgravertiden, hvor var De saa? – Jeg var ikke færdig med at opleve Australien og drog saa paa Turne. Paa de store Kvægstationer tog jeg tilfældige Job. Nu maa de tænke Dem, at De er sat 50 Aar tilbage i Tiden, altsaa ingen Biler, Flyvemaskiner eller Radio. Afstandene i Australien forekom saa umaadelige, at ingen Dansker vil kunne forstille sig det. Australien er 300 Gange saa stor som Danmark. Det kan tage Dagevis paa Hesteryg, før man mødte et Menneske. I Australien boede den Gang kun 6 Millioner Mennesker, deraf langt de fleste i Byerne. Paa Kvægstationerne drev man unægtelig Landbrug paa en anden Maade end herhjemme. Alt ligger hen med Græs, derfor har det australske Smør haft den gode Konkurrencemulighed overfor det danske. Det australske Smør er Naturens Græssmør.
Hvor stor er en almindelig australsk Farm? – Der var flere Farme med Arealer som Sjælland og Fyn og en Mand kunde eje eller leje af Staten for en Bagatel Arealer, der vilde faa en dansk Landmand til at undres. En enkelt Mand havde en Farm 3 Gange saa stor som hele Danmark.
Og hvor meget Kvæg hører der stil en saa kolossal Farm? – I Australien tæller man ikke Kvæg paa samme Maade som herhjemme. Naar en Opkøber viste sig kunde han f. eks. sige: Jeg er Køber til de 3000 Stykker, der gaar her!
Saa at sige alle Dyr var Stude, Kvier blev slaaet ned. Kvægstationerne var anlagt paa at producere frosset Kød. Anderledes var det naturligvis paa Mejeridistrikterne. Der blev alle Tyrekalve aflivet. Det var enorme Kvægtransporter, som blev igangsat. En enkelt Mand kunde saaledes føre 42.000 Stykker til Markedet om Aaret.
Hvordan blev de transporteret? – Det blev i Australien regnet for en meget fin Bestilling at være Kvægdriver. En dygtig Kvægdriver blev der set op til. Det er jo ikke saadan en Mand, der bare har skaaret sig en Knortekæp, som han kan tampe de nærmest gaaende Stykker Kreaturer med. En Kvægdriver er en erfaren Mand, der kender sit Kvæg. Tusinder af Kreaturer bliver drevet Hundreder af Kilometer. Kvægdriverne skal passe paa, at Kvæget beholder sit Huld, at der bliver holdt sammen paa Flokken og at alt gaar rigtigt til. Der er nemlig en større Karavane med en Mængde Vogne, og der er Kokke med o.s.v. Jeg har hørt om en Karavane, som var 18 Maaneder om at komme fra Købestedet til Markedet.
Et australsk Folkelivsbillede.
Har Australien ikke mange Faar? – Jo, en Farm, der ikke har 50.000 Stykker Faar, bliver ikke regnet for noget. At eje en halv Million Faar er ret almindeligt. Her kan jeg for Resten fortælle Dem om et typisk australsk Folkelivsbillede: En dygtig Faareklipper bestiller aldrig andet end at klippe Faar. Et Faareklipperselskab begynder helt mod Nord og Arbejdstempoet er afpasset saadan, at Klimaet overalt er det ideelle. Efterhaanden som de arbejder sig mod Syd, har Aarstiden forandret sig, saa det er blevet Klippetid der, naar de har naaet Sydkysten, er der et Pusterum. Saa kan de begynde forfra igen imod Nord.
De dygtige Faareklippere tjener en Mængde Penge, og naar de har sluttet af i Syd, gaar de ud paa Sold. Faareklippernes Svir er vidt berygtet i hele Australien, men de bringer overalt, hvor de kommer paa deres Klippeturne, Afveksling, Leben og Halløj med sig. Deres Entre gør de ridende paa flotte Heste og de har et helt Menageri med sig. 14 Dage til 3 Uger opholder de sig paa en Farm, saa gaar Turen til den næste.
Hvor mange Faar kan en dygtig Klipper klippe paa en Dag? – Jeg har holdt nogle Foredrag i Jylland om Faareavlen i Australien og et Stykke inde i mit Foredrag, plejerde jeg at sige til de Jyske Faareavlere: Naa, hvor mang tror I saa, en Klipper kunde klippe paa 8 Timer. I maa godt tage Munden fuld! Saa sagde en for at være flot 5, en anden bliv hilst med Haanlatter: La’ ham klippe 20! Naar jeg gav dem det rigtige Tal rystede de paa Hovedet og sagde ”Løwn”. – En almindelig dygtig Faareklipper, kunde paa 8 Timer klippe 150 – 200 Stykker. Rekorden er paa 327 Faar, men han slog ogsaa de elektriske Maskiners Rekord med eet Faar!
Den sidste danske Sydhavstrader.
Saa vendte De tilbage til Civilisationen. – Jeg blev Forretningsmand i Sydney, hvor jeg forhandlede danske Mejeriartikler og herunder foretog jeg bl.a. Forretningsrejser til New Zealand. I Sidney var jeg dansk Konsul en halv Snes Aar og var Formand for den danske Forening.
Traf De Bornholmere derude? – Navigationsskolelærer P. K. V. Pedersen fortæller i sidste Nummer af ”Jul paa Bornholm” om et Møde vi havde i Sidney, hvor han opsøgte mig i Konsulatet. Og 30 Aar senere traf Du Pedersen, ikke Tom! Henvender Marcker til sin ældste Datter*. Jo, svarer denne, jeg var med en af Østbornholmske Dampsskibsselskabs Skibe ude for Kompaskorrigering. Vi sejlede rundt om Due Odde, da jeg paa Broen hørte Pedersen tale om sit Møde med Far og samtidig sige: Hvor mon han er blevet af? Saa maatte jeg op og forklare, at Far var i vort Hus i Nexø. Pedersen fulgte med hjem og I fik en ordentlig Sludder, ikke Far?
Det gjorde vi, svarer Marcker. Vi talte om den sidste danske Sydhavstrader, Jeppe Søren Christensen, German Harry, som han blev kaldt. Han var i mange Aar den ukronede Konge, blandt det store Kuld af Eventyrere, Sømænd og Sørøvere, der dyrkede det spændende og indbringende, men ofte livsfarlige Trader-Haandværk i Sydhavsøernes Eventyrrige. German Harry tjente Formuer og tabte dem igen, han havde Hundreder af Farvede under sig, han drev Hoteller og Dampskibsselskaber, og han var med i Trader-Folkenes mest hasarderede Vovestykker, drabelige Kampe med Vilde, galante Eventyr o.s.v. – Under et af sine Togter, hvor han ikke troede, der var Land i Hundrede af Miles Omkreds, kom han til en Paradisø, der beboedes af en Dansker, der havde tre Piger med en indfødt Kvinde. Den ene smukkere end den anden. Da han døde, var hans sidste Ord: husk 175 Grader 32 Minutter østlig Længde og – Resten blev en uforstaaelig Mumlen. Forklaringen fik jeg i en Novelle, som en australsk Journalist havde skrevet paa en Beretning, han havde faaet af en af German Harrys Kammerater. Han fortæller om en Yacht, der løber ind til en Paradisø. Her fandt man Harrys Datter, en eksotisk Blomst, hvis Mor var en af de tre ”Gudinder”.
Marckers Museum i Nexø.
Deres Datter nævnte, De har Hus i Nexø. – Det arvede jeg 1931 efter min ældste Søster. Det er vort fædrene Hjem og er et helt Museum, hvis Samling ikke alene Bornholms Museum, men ogsaa Nationalmuseet har været ude efter. Min Søster Jenny har samlet en retrospektiv Samling af mange forskellige Ting fra Liv og Virke i ældre Tider. Der er ældgamle Møbler, Smykker, gamle Skrifter og Billeder. Jeg har bornholmske Genstande, som end ikke Nationalmuseet ejer. Huset er tilgængeligt for alle og selv tager jeg Ophold i det hver Sommer. Det er i øvrigt afbildet i en smuk Mappe, som jeg fik af den danske Forening i Sidney, da jeg blev Æresmedlem.
De elsker Bornholm? – Jeg havde før Krigen Besøg af tre velhavende australske Damer, der var paa en Rejse Kloden rundt. Jeg anbefalede dem at se Bornholm. Det mente de ikke havde nogen Interesse, men for at føje mig vilde de stikke derover een Dag. De vendte tilbage tre Uger efter og udtalte sig i begejstrede Vendinger om Bornholm, der trods saa lille Omraade dog indeholder Alverdens Naturskønhed. Det samme siger jeg.
*må have været næstældste datter Topsy, som boede sammen med sin far både i Hillerød og i Nexø.
(Afskrift af Kirsten Bjørg Reerslev)
Illustreret FAMILIE-JOURNAL Nr. 21 Udgivet af Carl Allers Etabl. A/S 64. Aarg. (d.v.s. 1877)
Fra Guldgraver til Ridder af Dannebrog af. Børge Michelsen.
Eventyret findes altid lige omkring Hjørnet, hævder vor Medarbejder, der denne Gang fortæller om en af de e v e n t y r l i g e Karrierer, man kan støde paa i en dansk Provinsby.
Huset er gult og ligger i en af de skæve Provinsgader, man som i en Vision ser for sig, naar man længe har været borte fra de hjemlige Strande. I en af Ruderne staar et beskedent Skilt med Revision og Bogføring, men at det ikke er nogen helt almindelig Bogholder, der bebor Huset, er man, lige saa snart man kommer indenfor. – Paa en Hylde ligger digre Kvartsklumper med glimtende Guldkorn, og som Vagt over Guldet hænger paa Væggen Trævaaben af primitivt Raffinement: Boomeranger og Australneger-Spyd med Modhager af Hajtænder. – Husets Indehaver, L. W. Marcker, ser paa mig med et Smil, mens jeg prøvende vejer en af Kvartsklumperne i Haanden. Saa gaar han udenfor, vender tilbage med en anden Klump, lader den dratte ned i Haanden paa mig og siger: ”Prøv denne. Den er af ren Guld!”.
De spiste paa et Bord af ægte Guld!
Der opstaar en forventningsfuld Stilhed, som varer, til Marcker med et Suk siger: – Ja, det var dengang …
Jeg begyndte herhjemme som Lærling paa Svaneapoteket i Viborg og blev derefter Medhjælper paa Kong Salomons Apotek i København, men da jeg syntes, det gik lidt langsomt med at komme fremad – man er jo utaalmodig, naar man kun er 21 – skrev jeg i 1887 til en Onkel, jeg havde i Australien. Han havde været Styrmand, men var blevet stoppet paa sin Fart over Havene af de første australske Guldfund, og nu havde han faaet sig en Shop derovre.
Hvordan er der at være? Skrev jeg til ham. Kom selv over og prøv! Svarede han, og saa rejste jeg til New South Wales. Jeg startede derovre som Farmaceut, og da der var gaaet et Par Aar, var jeg sammen med en Englænder Indehaver af Apoteket i Burton. – Saa skete der imidlertid det, at de fandt Guld i Vestaustralien, og da jeg aldrig havde tænkt mig, at jeg skulde være Apoteker hver Dag Resten af mit Liv, købte jeg mig en ”miner’s right” af Regeringen og tog Chancen. Fra Sidney fik jeg Skibslejlighed til Perth, derfra gik Turen ad en Jernbane under Bygning til en Plads inde i Landet, som hed Southern Cross, og de sidste 120 miles travede vi gennem Ørkenen ved Siden af Hestene, der slæbte Vand ind til Minerne – der var nemlig ikke noget som hed Postevand, der hvor Guldet var. – Det var et haardt Job for Hestene, og for at lokke dem i Gang hver Morgen sørgede vi altid for om Aftenen at gøre Holdt paa Toppen af en Bakke. Her gravede vi os saa ned i tørret Hestesnavs og drømte, at naar ”Madrassen” var saa haard, var det, fordi den var af Guld. – Der var virkelig en Masse, der – uden at ane det – havde sovet paa et Underlag af Guld. En Morgen var der paa en af disse Bakketoppe en Guldgraver, der understregede en kraftig Sætning med at drive sin Hakke ned gennem Hestesnavset. Hakken blev hængende, og et hurtigt Eftersyn afslørede hurtigt Grunden: den sad fast i det reneste Guld, man kunde se for sine Øjne! – Manden med Hakken var i Kompagni med 5 andre. De solgte Udnyttelsesretten til Minen, der er gaaet over i Historien som Londonderry-Minen, til en Englænder, der betalte dem ½ Million Kroner pr. Næse for Udnyttelsesrettighederne. Selv om det var en temmelig kraftig Udbetaling, tjente Englænderen alligevel selv Millioner paa Foretagendet. Blandt andet fandt han i Minen en Guldklump af Størrelse og Form som et Hestehoved. Der eksisterer den Dag i Dag en Afstøbning af denne Klump i australske Museer. Den ligger Side om Side med den Klump til ½ Million, som Tyskeren Holtermann fandt, og den største af dem alle, som man fandt i en Australneger-Lejer. Australnegrene brugte den som et Slags Bord, og jeg tror, Finderen købte den for et broget Halstørklæde … – Londonderry udmærkede sig for øvrigt som Mine derved, at Guldet i den gik ned i Jorden som en Tragt, og at der kun fandtes Guld i denne Tragt, kan jeg bevidne. Jeg camperede nemlig et Stykke Tid lige klos op ad Londonderry uden at finde Guldklumper, der var værdige til Museums-Afstøbninger….
Mellem Australnegre og Kænguruer.
Marcker pauserer et Øjeblik, og med Tanken paa de talrige Wild West-Film, jeg i Tidernes Løb har set, siger jeg: – Fra amerikansk Film har man et bestemt Billede af en Guldgraverby. Der er en Sherif, en Bar, mange Mænd, flere Revolvere og endnu flere Skud…
Marcker smiler: – Men det Billede passer i hvert Fald ikke paa Australien. Jeg boede først i Kool Gardie og siden i Kalgoorly. I Kool Gardie var vi et Par Tusinde og i Kalgoorly i hvert Fald 5000. Ingen af Stederne var der noget, der hed ”Bar”, og ingen af Stederne var der én Filmstype mellem Mændene. Guldgraverne var alle sammen ganske almindelige, pæne, skikkelige Mennesker, der passede deres Lod paa 14 x 14 Alen, gik i Banken om Aftenen med Dagens Fund og købte Te, Sukker, Mel og Havregryn for Pengene. – Stridighederne i Byen blev ordnet paa den Maade, at der om Aftenen med Slag paa Jernpanderne blev kaldt til Samling. Naar vi saa var trommet sammen, blev der valgt en Jury, den anklagedes Sag blev prøvet, og hvis han blev fundet skyldig, fik han sin Straf. Vi havde to Slags Straffe. For lettere Forseelser blev man et Par Dage lænket til et Træ i Lejrgaden, mens man for sværere Forseelser i 24 Timer fik Lov til at staa i en Jordgrav med kun Hals og Hoved frit. Afslutningen var i begge Tilfælde den samme: Kalorius fik et Spark ud af Lejren, og saa var han færdig som Guldgraver, for en Mand, der én Gang var straffet af Guldgravernes Jury, kunde aldrig mere vise sig i en Guldgraverby. – Kun én Gang prøvede man inde fra Civilisationen at blande sig i vores Mellemværender. Der dukkede en Dag et Par Betjente op i Minebyen White Feather og sagde, de havde hørt, der var noget Vrøvl om Rettighederne til en Mine. Hva’behar? Sagde Guldgraverne. Det kender vi ikke noget til, og selv om vi gjorde det, kan vi ikke se, hvad det vedkommer jer. Stik I tilbage til Mors Kødgryder og pas jeres Sager, saa skal vi nok passe vores! – Det var baade første og sidste Gang, der kom Betjente paa de Kanter, men det gik ogsaa alt sammen udmærket uden deres Hjælp.
Jura var slet ikke noget Problem for os paa samme Maade som f. Eks. Vandspørgsmaalet. Vandet, der blev transporteret ud til Minerne, var noget elendigt Brakvand, som ingen dansk Hund vilde drikke. Vi maatte alligevel drikke det, for det var det eneste, der var, og det kostede oven i Købet 10 Shilling for en lille Spandfuld. Saa kostbar en Vare var der selvfølgelig ikke Tale om, man kunde sløse væk til Vask, og derfor striglede vi Sveden af hinanden med Halmviske, naar vi kom hjem om Aftenen. – Australnegrene, der holdt til omkring Lejrene (hvor de hurtigt havde opdaget, der var noget at ”hole”), klarede Badeproblemet paa en anden Maade. De gravede sig ned i Sandet, og der laa de og baskede og tog Sandbad som Graaspurve.
For Resten var vi – udelukkende af Hensyn til Australnegrene – alle sammen udstyret med Revolvere. Ganske vist overværede jeg ikke selv noget Sammenstød med dem, men jeg ved, at der skete Sammenstød – som oftest paa Grund af Kvinderne, hvad der nu ikke i alle Tilfælde udelukkende var de hvides Skyld. – Selv om man mod sig fik en Samling vilde Negre, der aldrig før havde set en hvid Mand, kunde man som Regel faa dem til at sænke Spydene, hvis man forærede Høvdingen en spraglet Halsklud eller en høj Hat. Der var kun én Ting, man ikke kunde købe sig fra med en rød Lommeklud, og det var Vrøvl med Kvinderne. Nu gjorde det ikke Sagen lettere, at de indfødtes Kvinder var lige saa nysgerrige, som Kvinder altid har været. De skulde absolut, og helst ved Berøring, overbevise sig om, at de hvides Hud virkelig var ægte, og for at Situationen ikke skulde kunne misforstaas, var man undertiden nødt til at vise dem Vintervejen paa en lidt haandfast Maade. – Jeg klarede mig heldigt uden Episoder gennem mit Bekendtskab med Verdens mest primitive Folk, og naar jeg nu tænker tilbage paa dem, mindes jeg dem som de barnlige Sjæle, de var. – Jeg husker en Australneger, der en Dag var paa Vej med sine to Koner til corobbery (d.v.s. Dansegilde) uden for Lejren. Manden var iført en rød Bomuldskjole og havde paa Hovedet ikke mindre end tre høje Hatte oven paa hinanden. Kone Nr. 1 spankulerede stolt af Sted med en Mande-Vest som eneste Paaklædning, og Kone Nr 2 sluttede Optoget i det bareste Ingenting. – Hver Gang Australnegrene havde været saa heldige at faa fat paa en Kænguru, holdt de corobbery. Saa aad de, til de var ved at revne, og bagefter sang og dansede de, til de segnede. Naar de saa maaske næste Morgen besluttede sig til at drage videre, var der ikke Tale om, at de tog Resterne af Kænguruen med sig. – Jamen, I ved jo ikke, hvornaar I næste Gang faar Kød i Sigte! Sagde man til dem. Men den Slags Bemærkninger svarede de slet ikke paa. Maven var jo nogenlunde fuld endnu, og hvorfor skulde de saa tænke paa Mad…?
Marcker ser fjernt ud for sig… – Det var dengang, ja… Nu er der ikke mange af dem tilbage mere. De fleste lever af at lege corobbery for Turisterne paa Regerings Reservater, og efter hver Dans gaar de rundt med Tallerkenen som Pjerrot paa Dyrehavsbakken. Enkelte klarer sig som en Slags Cowboys paa de store Kvægfarme, og et Par af dem arbejder i Kriminalpolitiets Tjeneste. Deres Sporsans har de nemlig endnu bevaret intakt i saa høj grad, at naar man sætter en Australneger paa en Hesteryg, er han hurtigere og sikrere end en Blodhund i Stand til at opspore det Offer, man sætter ham paa…
Faareklippere – og andre Folk med Fut i.
Stødte De paa nogle Landsmænd, mens De i sin Tid gravede Guld ude i Vildmarken? Spørger jeg.
Nej, svarer Marcker. – Jeg tror, jeg var den eneste Skandinav, der var med paa det ”gold-rush” til Vestaustralien. Senere – og særlig i min Tid som Konsul i Sidney – traf jeg imidlertid mange gode danske Pionerer. – Oven paa Mandfolkelivet som Guldgraver havde jeg lidt svært ved at slaa mig til Ro. Jeg krydsede gennem Landet med Kamelkaravaner (der var nemlig Kameler i Australien dengang!), og jeg var Altmuligmand paa de store Kvæg- og Faarestationer, hvor man ikke kunde begaa sig som Faareklipper, medmindre man kunde klippe 150 Faar paa en otte Timers Arbejdsdag – Rekorden var allerede dengang oppe paa 327 Faar paa otte Timer! – Naa, da jeg havde prøvet hvad der var at prøve, vendte jeg tilbage til Byerne, blev Vingrosserer i Sidney og overtog ogsaa Gommesens Importforretning. Ved Boesens Død i 1903 blev jeg saa Konsul i Sidney, og… ja, saa er der vist ikke mere at fortælle…
Jo, siger Konsul Marckers Datter, der nu kommer til med en Samling Fotografier fra Dagene i Australien, – du kan fortælle om Amundsen, som du modtog som første hvide Mand, da han kom tilbage fra Sydpolen, du kan fortælle om Max Schlüter og alle de andre kendte Danskere, der boede hos os i Villa ”Bornholm” i Glebe Point… ja, Far gjorde et stort Arbejde for de Danske i Australien, et Arbejde, som man da ogsaa fra dansk Side paaskønnede bl.a. ved at udnævne Far til Ridder af Dannebrog, da vi sagde Australien Farvel for at slaa os ned herhjemme. – Konsul Marcker vinker afværgende med Haanden. Han har fordybet sig i Studiet af de gamle Fotografier: – Her er Holdenson, der begyndte som Mejerist og nu er dansk Konsul i Melbourne… her er Jens Lyng, der startede Tidsskriftet ”Norden” og arbejdede sig op i Regeringens Tjeneste… her er Geologen Harald Jensen, Regeringens Mine- og Olieekspert… her er Colonel Larsen, der byggede Jernbaner i Jylland, før han byggede Jernbaner i Australien.. her er Sylow, Polyteknikeren fra Korsør, der fik Sukkermølle i Brisbane… og her er Sir Edward Knox, den unge Mand fra Helsingør, der blev Australiens store Bank- og Finansnavn… Det var Pionerer, man kunde være bekendt, siger Marcker, – Mænd med Krudt og Fut i, Mænd af Tømmer – ja, det var dengang…
Tror De ikke, siger jeg, at Forholdene siden har gjort det vanskeligere for unge Mænd at drage ud og erobre Verden? – Tror? Siger fhv. kongelig Embedsmand L. W. Marcker og svarer mig som Diplomat med en Sætning, der baade kan forstaas i direkte og overført Betydning. – Jeg tror, at der ude i Verden er lige saa mange ufundne som fundne Guldminer!
(Dette interview er dels illustreret med 5 fotos og 3 tegninger med følgende tekster: ”Fra en af de store, australske Faarefarme, hvor Marcker en Tid arbejdede som Altmuligmand (foto), L. W. Marcker fotograferet i Sidney i dansk Konsuluniform, Enkelte Australnegre er nu Cowboys paa de store Kvægfarme (foto), Marcker (I Midten med Hammer) i en Zinkmine (foto), Marcker (for Bordenden) byder Amundsen (Nr. 2 længst t.v. foran den unge Pige i Hvidt) velkommen tilbage til Civilisationen efter Opdagelsen af Sydpolen (foto). Bytte, bytte Købmand aldrig om… en Kæmpe Guldklump for et Tørklæde (tegning), Hakken blev hængende i det reneste Guld, man kunde se for sine Øjne! (tegning)
og dels afskrevet af Kirsten Bjørg Reerslev den 10. maj 2017)
Eventyreren Konsul Marcker død
Hillerødaneren, der blev Konsul for de danske i Australien.
H i l l e r ø d, Torsdag.
En gammel Hillerødaner, der har set mere af Verden end de fleste andre Mennesker, fhv. Konsul L u d o l p h W. M a r c k e r, er i Morges død, 79 Aar gammel.
Marcker var Bornholmer, og Kærligheden til Øen var saa stor, at han selv ude i det fjerne Australien havde den for Øje, og han kaldte sin Villa paa Glebe Point i Sidney ”Bornholm”. Her opnaaede han at blive Lederen af Samarbejdet mellem de Danske i Sydøstaustralien.
Konsul Marckers Liv var et stort Eventyr. Maaske har han arvet Eventyrblodet af sin Bedstemor, der under den engelske Blokade af København 1808 præsterede at ro fra Klippeøen til København for at hente Kaffe.
Marcker kom i en ung Alder til Australien, hvor han blev Guldgraver. Guldet hang dog ikke ved hans Hænder, og han gik over i Forretningslivet og gennemrejste Australien og New Zealand. Herunder skaffede han sig mange Venner, og Stabler af Gulnede Breve fortæller om denne Mands Storsind og Værn af danske Interesser i det fremmede.
Omkring Aarhundredskiftet var Marcker med i en Koncern, der sendte en Prospektor ud for at søge efter Guld. Han fandt det i en utilgængelig Bjergegn, hvorfra det ad Luftbane skulde befordres til Kysten. Marcker rejste lige før Krigsudbruddet i 1914 hjem for at skaffe dansk Kapital til Foretagendet og talte med N. H. Andersen og Glückstadt, men saa udbrød Krigens Ragnarok, og da Verdenskrigen var sluttet, havde den australske Regering overtaget Minen. Ellers havde Marcker i Dag været Millionær.
Nu slog han sig ned i Hillerød, idet han var i Familie med Apoteker Lintrup. I et idyllisk Bindingsværkshus i Helsingørgade med Have ned mod Slotssøen boede han i over 25 Aar. Mangen Sommeraften har han siddet paa en Bænk ved Søens Kant, og mens Klokkespillets lette Toner fra Slottet har lydt hen over den blanke Søflade, har han fortalt det ene Eventyr fra fjerne Lande efter det andet. Hans bredskyggede Hat sad kækt paa Snur – og saadan vil han mindes, evig ung, som naar han f. Eks. fortalte om, hvorledes han tog imod Roald Ammundsen efter Sydpolsfærden.
For et Aar siden, da Marcker kunde mærke Døden komme, flyttede han tilbage til Fædrenehjemmet, Købmandsgaarden i Nexø paa Bornholm, hvor han levede de sidste Dage sammen med Datteren Topsy, mens en anden Datter, Dagmar, er Telefonistinde i Hillerød, og en tredje, Karna, er gift med Forfatteren Svend Aage Reerslev, Sønderholm, en Søn af afdøde Tandlæge Christensen, Hillerød.
Ludolph W. Marcker vendte hjem fra Australien belæsset med Gaver og Ordener, og han var Ridder af Dannebrog. I Nexø havde han et Musæum med alle sine eksotiske Ting, der er beundret af Nationalmuseets Eksperter. G u n.
Konsul L. W. Marcker in memoriam
I løbet af et Par Maaneder er to af Australiens mest kendte og dygtigste danske Pionerer gaaet bort, Rudolf Helms og tidligere dansk Konsul i Sydney, L. W. Marcker.
Marcker var en rig Mand, rig paa eventyrlige Oplevelser og rig i sin Glæde over Livet. Det var en Oplevelse at besøge ham i det lille, lave Hus, han og hans to Døtre beboede i Hillerød. Saa snart man traadte indenfor Døren, mærkede man den Sindets Hjertelighed, som gør, at Samværet med Mennesker bliver noget langt ud over Dagen. Boomeranger, Spyd, Pile, primitive indfødte Vaaben vidnede straks om fjerne, eksotiske Egne, og det varede heller ikke ret længe, før man var langt fra Danmark og oplevede det ene forunderlige Eventyr efter det andet i ”Jordens femte Verdensdel”.
Marcker var i sin Ungdom Farmaceut, Lærling i Viborg og Medhjælper paa Kong Salomons Apotek, men Eventyrtrangen fik ham i 1887 til at forlade København for at prøve Lykken hos en Onkel i Australien.
Den farmaceutiske Kandidat blev Apoteker i Australien, men da det netop i disse Aar blev fundet Guld i Western Australia, tog Marcker ud paa den lange rejse fra Sydney til Perth for at blive Guldgraver. 120 miles maatte han og en Kammerat trave gennem Ørkenen, før de endelig kom til Guldfelterne. Der fulgte en haard men spændende Tilværelse mellem Guldgraveren og Indfødte i ”Southern Cross”, hvor Marcker reddede sig noget Guld uden at blive Velhaver; saa turede han rundt i Australiens Indre med Kamelkaravaner, klippede 150 Faar paa 8 Timer, og blev endelig Vingrosserer i Sydney. Da Konsul Boesen døde, blev L. W. Marcker i 1903 Konsul i Sydney. I Konsulens Villa ”Bornholm” paa Glebe Point var Landsmænd altid velkomne, og utallige Gange hjalp Marcker, naar der var Trang til Hjælp; som Tak for denne hans skjulte Hjælp blev Marcker udnævnt til Ridder af Dannebrog, da han forlod Australien for at nyde sit Otium i Hillerød. Som Konsul gav L. W. Marcker en Fest i sit Hjem for Roald Amundsen, da han vendte tilbage til Civilisationen efter at have opdaget Sydpolen.
Konsul Marcker elskede Nexø, hvor han var født og hvor han nu er død 79 Aar gammel. Her havde han sit Sommerhus, sit jordiske Paradis. B. Rosenkilde Nielsen.
(Nekrologen er uden dato og avisens navn er ikke angivet. Afskrevet af Kirsten Bjørg Reerslev den 10. maj 2017)
Hillerød.
Konsul Marcker død.
Fra Nexø kommer der Meddelelse om, at Konsul Marcker, tidligere Hillerød i Gaar er død, 79 Aar gl.
Konsul Ludolph W. Marcker boede i mange Aar i Helsingørgade, men rejste for nogen Tid siden til sin Fødeø, som han stadig havde længtes tilbage til.
Konsul Marcker havde ikke ført nogen almindelig Tilværelse. Han havde oplevet mere end de fleste, og han fik alle sine Ungdomsdrømme og mere til opfyldt. Som ung Mand drog han til Australien, og her kom han ind i en Forretning, som gav det daglige Udkomme paa solid dansk Vis, men det var ikke det, den unge Marcker var kommet til Australien for at opleve. Han kastede sig ud i Eventyret som Farmer og Guldgraver. Fantastiske Oplevelser havde han paa de kæmpemæssige australske Farme, og han var heldig under Guldgravningen. I Hjemmet i Helsingørgade kunde den, der kom for at faa nogle australske Historier af Konsul Marcker, i Tilgift faa Lov at se en Guldklump af en ret anselig Størrelse. Den gamle Konsul kunde ogsaa vise en Samling meget sjældne Musikinstrumenter fra Australien, men mest glad var Konsul Marcker vistnok for en sjælden smuk Adresse, underskrevet af de Danske i Sidney. Den fik Konsulen med hjem som et Minde om Australiens-Tiden. Efter de mange Eventyr bosatte Marcker sig nemlig i Sidney, hvor han blev dansk Konsul. Sammen med en Englænder drev han et Apotek, og han betød meget for den Tids Skandinaver. Et af hans store Øjeblikke var, da han som den første Skandinav kunde byde Roald Amundsen tilbage til Civilisationen fra Sydhavsfærden. Konsul Marckers Navn figurerer i flere Bøger om hine Tiders Udvandrer-Eventyr før forrige Verdenskrig, bl.a. gennemlæste han for et Par Aar siden et Manuskrip til en Bog, hvori den berømmelige ”German Harry” ogsaa forekom. Forlaget havde syntes, at Beretningerne var lidt for fantastiske. Konsul Marcker svarede, at han kunde sige god for hver eneste Beretning, og han tilføjede, at han havde oplevet det, som var endnu mere fantastisk!
I Nexø havde Konsul Marcker indrettet et meget interessant Museum med forskellige gamle bornholmske Almuearbejder. Hertil kom saa alt, hvad den gamle Konsul havde med sig hjem fra Australien, sjældne Ting, som Etnograferne har været meget interesserede i.
Konsul Ludolph W. Marcker, der vandt sig mange Venner i Hillerød, var en stilfærdig og kultiveret Mand, og dertil en hyggelig Fortæller, som mange vil bevare Mindet om.
Han efterlader sig tre Døtre. Den ene bestyrede Hus for ham i Nexø, den anden er Telefonistinde i Hillerød, og den tredje er gift med Forfatteren, Pastor Svend Aage Reerslev, Søderholm.
(Afskrevet af Kirsten Bjørg Reerslev den 10. maj 2017)
Ludolph Waldemar Marckers beskrivelse af sin afrejse fra København den 23. Oktober 1887 – følges op af en beskrivelse af en del af skibsrejsen videre frem til Australien.
Søndag aften den 23 Oktober 1887 rejste jeg, efter at have sagt Farvel til Venner og Bekjænte og fulgt paa Banegaarden af nogle af de bedste, deriblandt min saa godt som eneste sande og tro Ven Worm med sin lille Ingeborg, han var kommet til Staden Søndag Morgen, fra Kjøbenhavn. Jeg kan ikke nægte andet end det var med vemodige Tanker jeg følte da toget satte sig i Bevægelse, saa Gaslygterne fare forbi for meget snart ganske at forsvinde og med dem det glade Kjøbenhavn. Jeg satte mig naturligt hen for at betragte mine Medrejsende, der var en tysk og en dansk Herre; men da de strax satte sig til at sove, saa var begyndelsen af den lange Rejse, slet ikke saa interessant. Omsider naaede vi jo Korsør hvor jeg skulde ud for at gaa ombord i Rutedamperen, hvilket er meget nemt, man gaar kun igennem Stationsbygningen saa er man ombord paa en af elektrisk Lys beskinnet Damper, som i det hele taget er overordentlig komfortabel og smuk. Det første som tiltrak min opmærksomhed var en Engels Herre, saa god en Type har jeg aldrig set før eller siden i selve London. Da samme Englænde og jeg siden kom til at sove ved siden af hinanden, mente han at vi vilde faa stygt Veir om Natten og da jeg ingen Mening kunne have derom, vendte han Fi…til mig og begyndte at trompete saa voldsomt; ikke med nævne F men med eller i sin meget store Næse, saa ingen af vi andre kunde sove. Mandag Morgen Kl 4 blev der purret ud, vi skulde op, Toget gik Kl 5.20 . Naa jeg kom altsaa op fik min Kuffert og traskede i Mørke og øsende Regnvejr afsted til Stationen, men riktignok først efter at jeg havde faaet paa Hovedet fordi jeg havde været saa fri at spørge en Matroserne om vi skulde have Toldeftersyn i Kiel. Til Stationen fulgtes jeg med en lille Tysker, som talte hele Tiden, men kun til egen Fornøjelse, og ikke et Ord til mig. Omsider kom vi i Toget og for afsted, mine Medrejsende, deriblandt min Englænder, satte sig til at sove og da det meste af Holsten er øde og bevoxet med Lyng blev jeg ogsaa søvnig og sov saa til Althona. Althona er jo som bekjendt en Forstad til Hamburg og man kan heller ikke sige, hvor den ene (begynder) og den anden (hører op). I Hamburg kom jeg forbi 4 Banegaarde førend Wenlo kom, der hvor jeg skulde af. Vejen igjennem Byen er for resten meget kjøn, da man kjører uden Indhægning kjører man meget langsomt, vi kom gjennem et stort Anlæg hvor der var særligt smukt, ellers vil jeg nu ikke paastaa at Hamburg tager sig ud til sin Fordel paa en Regnvejrsmorgen. Her steg jeg altsaa ud for at have Toldeftersyn, jeg gik imidlertid og gloede men kunde intet Toldkammer finde, føren jeg fik fat i en Betjent som viste mig ind; her maatte jeg saa staa ingen vilde komme med min Kuffert førend jeg saa paa de andre, at en Tiphenning kunde hjælpe, saa kom den. Der fantes intet toldpligtigt deri saa jeg blev snart færdig, men Fyren skulde dog med en storsnudet Mine spørge hvor jeg var fra førend jeg gik; jeg havde lyst til at spytte paa ham, men i Stedet for turde jeg ikke andet end – Ich bin auf Danemark, dancke so fiel! Efter at have siddet nogen Tid paa Banegaarden og i agtaget Folk, havde set lidt af Byen i Nærheden, man ser i Parentes bemærket en uhyre Masse Pikkelhuer, skrigende og straalende Uniformer. Vi fik for resten i Althona 3 tyske Ofiserer i Taaget, men de forsvandt i Hamburg, saa kom det Taag jeg skulde med og jeg blev puttet ind til 3 engelske og en meget ung Tysker, som for resten talte ret godt engelsk han skulde rejse til Amerika. Denne unge Mand var til stor Morskab hele Vejen han var et stort Barn, og pralede stærkt med sin Fader, Moder, o.s.v. Engelskmanden gjorde forfærdeligt nar ad ham. Strækningen fra Hamburg til Bremen er meget kjedelig i det hele taget taget lignede strækningen hele Vejen Højlygen, naar Du i stedet for Klipperne sætter lave Buske, det er kun meget faa Huse der findes. I Bremen fik vi atter en ung Mand ind som ogsaa var Tysker, men det engelske Sprog fuldt magtig, han var for resten et meget muntert Menneske; han skulde rejse til Indien, og da han var kommet ind i Toget, ragte en ung Dame, som var mellem flere, som fulgte ham en Pakke og denne Pakke indeholdt foruden en utrolig Mængde Papirer et stort Kagehjerte, hvilket vagte stort Morskab, han blev saa underlig flad. Fra Bremen kom vi til Münster og fra Münster til Osnabrück, hvor der var 20 Minutter til at spise i. Da Toget holdt her stormede vi alle som gale Mennesker ind i Salen, hvor Bordet var dækket ja selv Suppen opøst. Her spiste vi saa en meget god men hurtig Middag, og saa atter afsted. Efter Middagen var Humøret kommet op og da den lille Tysker havde Violin med spillede han og de andre sang. Omsider naade vi Wesel den sidste Station i Tyskland her drak vi Kaffe og saa atter videre. Imidlertid var det bleven Aften og mellem Wesel og Boxtil skulde vi over Rhinen, hvilken tog sig glimrende ud med en By i Baggrunden, jeg ved ikke hvilken, med hundreder af Gasblus. Verden er omskiftelig; thi næppe var vi over Rhinen førend vi pludselig for ned i en Tunnel den første jeg nogensinde var kommet igjennem. Dernæst kom vi over nogle mindre hollandske Byer til Vlisingen. Her havde man sagt mig at vi skulde have Toldeftersyn, jeg havde nær kommet for sent til Damperen jeg løb rundt efter min Kuffert, men den var ombord, vi slap for Eftersyn. Kommen om bord fik jeg ved velvillig Hjælp af mine Englændere en Køje, der var masser af Mennesker; thi Togene støder jo sammen i Klisingen fra Berlin, Bryssel og Antwerpen. I Begyndelsen kunde jeg ikke sove for der var saadan et kvidder, men da vi kom ud i Kanalen da blev de mere tamme da fik Piben en anden Lyd. Vi havde for resten et forfærdeligt Veir jeg troede flere gange naar vi krøb ned, at vi aldrig kom op mer, men omsider faldt jeg i Søvn og sov til den lille Tysker kom og vækkede mig i Queensborough, en Havn som ligger langt ude ved Themsen. Jeg skulde nu have mit Tøj efterset af Toldvæsenet, det gik meget hurtigt, der blev kun spurgt om jeg havde Tobak, hvilket jeg ikke havde. Derpaa kom jeg i Toget til London; men da jeg skulde af ved en Station som hedder Viktoria Station, hertil var min kuffert indskrevet, maatte jeg hele Tiden sidde og passe paa at jeg ikke kørte for langt. Du begriber ikke hvorledes de kjører her i London; thi ligesom man er oven paa Husenes Tage er man langt nede i Jorden, ja kjører jo neden under Themsen. Da jeg naaede Stationen tog jeg saa en Cab for at kjøre til Consulatet, og efter saa at have kjørt i lang Tid meddeler Kusken mig at han ikke kan finde det men vil slippe mig af et Sted midt i London. ”Nu begynder det” tænkte jeg men saa rejste jeg mig jo i min Vælde og forklarede ham, at han ikke fik en Pens før han skaffede mig frem. Forstaaet mig har han vist, i alle Tilfælde kravlede han atter op og kjørte videre og tilsidst fandt han da også frem. Da jeg saa tilsidst kom paa Consulatet var der lukket, men efter at have staaet og talt med en Trappekone i lange Tide, fandt jeg ud af at jeg var kommet en Time for tidlig, da dansk Tid er saa meget langt ud fra den engelske. Naa, gaa turde jeg ikke og jeg satte mig eller rettere sagt gik paa Trappegangen indtil Hr. Mayer kom. Nu mente jeg jo den hellige Grav var vel forvaret, men min Kuffert var paa Victoriastation. Mr. Mayer havde ikke tid til at gaa med, og Kufferten skulde snarest muligt ud paa Orient. Gode Raad var dyre, jeg maatte altsaa selv til det, skjønt jeg rystede lidt ved det. Jeg kom saa i en underjordisk Jernbane med ordre til at stige ud ved Stationen. Med rolig Resignation satte jeg mig saa ned, og kiggede, der er nemlig Lys ved hver Station ellers ruger alt i Mørke. Stationen fandt jeg, kom ud, og skulde altsaa have min Kuffert, hvilket imidlertid ikke var saa næmt, da den var sat i Pakhus. Imidlertid jeg gik paa med Dødsforagt og efter at have spurgt et halv hundrede Steder fik jeg den, kom atter i en Kap og op til Mayers Hus. Her traf jeg en dansk talende Dame som tog meget venligt imod mig jeg fik noget at spise o.s.v. og jeg kunde atter aande frit – I Hr. Mayers Hus var to danske Herrer som skulde som Mistionærer til Indien de vare lige saa dygtige i Engelsk som jeg og saa en Ingeniør Rothe, det er ham med Øresundskanalen, og en Hr Lund samt 2 engelske Damer, som ?? og en Tysk. Da vi havde spist, det er for resten nogle forfærdelige Retter og hvilke navne de have i England, blev det bestemt at vi skulde gaa i Krystalpaladset hvilket jeg naturligvis gerne vilde. Krystalpaladset er jo som navnet siger ene alene bygget af Glas det vil sige der er noget ?? og saa er det en uhyre Bygning. Det indvendige vil jeg nærmest sammenligne med Tivoli. Der er Blomsterbede, store Træer, Fugle, Billedstøtter, Kramboder, Musikstæder, Teater o.s.v. der hører ogsaa en stor smuk Have til, hvori der findes Afstøbninger af Fortidens uhyre Dyrearter saaledes, som man mener at de have set ud efter Skeletterme at dømme. Da vi kom hjem og havde spist til Aften blev jeg saa fulgt hen til et fremmed Hus, hvori jeg skulde sove, Mister Mayer havde ikke Plads. Da jeg kom der blev jeg tiltalt af et Gammelt Fruentimmer, som ikke ?? før jeg kom ind i Stuen da Værelset ikke var helt færdigt. Næste Dag var vi saa i British Museum ledsaget af Hr Lund han er nemlig Oldgransker eller saadan noget, det var ham som opdagede det om ??, som vi læste i Ude og Hjemme, han var umaadelig kundskabsrig, vi kunde ingen bedre Fører have faaet. I vort Følge var ogsaa en Frk Stein en Søster til den herværende danske Præst. Her var mange glimrende Ting, men der var saa meget saa man blev træt, jeg var det da længe før vi kom hjem. Om aftenen efter at vi havde spist passiarede vi saa meget gemytligt, jeg for min part, indtil Hr. Meyer mente ……. (resten af beretningen mangler).
Lørdagen den 12. havde vi et dejligt Veir men meget varmt, just som alle vare kommet paa Dækket efter Frokosten lyder der en Ringning med Skibsklokkerne og samtidig Raabet Fejr jeg sad den gang i ro og mag agter, men løb saa strax forud og her var allerede Sprøjterne i fuld Gang. I samme Øjeblik som Klokkerne lød stormede hele Besætningen paa Dækket, baade Opvartere, Kokke, Bagere o.s.v. en Del af dem med et uldent Tæppe som jeg nu ikke rigtig ved, hvad skal bruges til og stillede sig ved hver sin Baad, de maa jo være godt instruerede i et Øjeblik vare Baadene klare Vandbeholdere og Proviant findes altid i dem. Engelskmændene ere jo bekjendte for deres Ro jeg maa lade dem at de tage det roligt, jeg kan ikke meget andet end mit Hjerte slog lidt hurtigere, men det kan vel tilgives mig jeg var jo lidt anderledes stilled, enkelte Kvinder vare lidt febrilske ellers troer jeg at de havde gaaet i Baadene uden at sige et muk, heldigvis kom det ikke saa vit thi imedens blev man Herre over Ilden og vi havde ikke lidt mere Skade end vi kunde sejle videre, godt var det at det ikke skete om Natten thi hvem ved hvad der da kunde have sket? Om Aftenen efter at vi havde den Forskrækkelse om Formiddagen trak et Tordenvejr op med Lyn saa hele Himmelen stod i et Lys selve Bygen kom os ikke nær saa vi hørte ikke videre til Tordenen, næste Dag Søndag var det ganske stille om Formiddagen, men hen efter Middag kom der imod os en Søjle at se til, ikke mer end nogle faa alen i Diameter det var en Skypumpe eller saadan noget, og med den kom der Storm kan Du tro, i et Øjeblik var Dækket rømmet for Damer de kunde slet ikke være der, det blæste saa man maatte holde sig fast og saa var det en varm Blæst, der naturligvis, da den var saa stærk slog igjennem Tøjet og brandte paa Kroppen. Gudstjenesten som skulde holdes om Aftenen blev aflyst ingen kunde være paa Dækket. Mandag blæste det ogsaa en Del men Tirsdag var det bedre Veir. Tirsdag morgen fik vi Land i Sigte og hen paa Formiddagen løb vi ind i Bab Mandikstrædet som paa begge sider ere begrænsede af meget høje Bjærge i Ægypten vare de dog ikke saa høje som i Arabien, jeg saa i Kikkerten oppe mellem Bjærgene nogle smaa Telte, det var Nomadetelte, her kastede vi Anker for at indtage en stor Mængde Kul. Atter her blev vi omringede af Baade, men af en anden Slags meget lange og smalle af Kajacform særlig kom der en Vrimmel af ganske smaa som vare udhulede Træstammer hver med en Dreng i som roede sig frem ved Hjælp af en Aare. Saasnart der blev kastet en Skilling i Vandet sprang de alle sammen ud fra deres Baade som de saa lod drive for Vinden, indtil de atter kom op med Skillingen, hvorpaa de svømmede efter den og krøb op i den igjen for at foretage den samme Manøvre lige saa ofte, der blev kastet noget ud, vi fik nogle Smaafyre ombord som sprang i Vandet fra Rigningen for et godt Ord, et ikke saa ganske lille Spring. Disse Folk ere ikke nær saa kjønne som Negrene de ere ikke sorte men mørkebrune meget fremstaaende Underansigt, men uden Haar jeg saa kun et Par Stykker med Haar ellers var de ragede i Hovedbunden, hvilket saa meget grimt ud, de som havde Haar havde det saa til Gjengjæld i lange Tjavser som gav dem et vildt Udsende. Der var ogsaa en Del ældre Arabere, som vare mindre mørke i Huden, men som ellers vare rummelige at se paa, tilmed disse vare saa ondskabsfulde, hvorimod de andre vare ?? godmodige Fyre. En lille Dreng som vi havde ombord, han gik fra Haand til Haand og lod sig beføle, og spurgte, hvem der havde gjort ham sort, pegede meget alvorlig op mod Himlen og svarede Muhamed. Alle disse Fyre var nøgne og ikke en af dem havde noget paa Hovedet, det generede ikke Damerne det mindste naar en eller anden af dem tabte sit Bath, som bestaar i et klæde eller en Plaid som de svøbe om sig, altsaa naar de tabe det, staa de i Adams Costume, hvad troer Du de tre Hjorte havde sagt, rimeligvis ”Gud; jeg besvimer?” Deres Handel her var Fjer, Skind, dejlige Skind for resten, Haarn af forskellige bukke, kurvearbejde o.s.v. men meget lidt Sydfrugter, og de havde vare meget dyre. Vi fik nogle Fyre til at danse for os, det var underligt, men morsomt at se den bestaa af Springen, Trampen, Klapning i Hænderne, Hylen og skæren Grimadser der var langt fra graciøs. Da det lakkede mod Aften og de skulde gaa deres Vej, var det ikke muligt at faa dem afsted, og Matroserne maatte i lange Tider, hver med sin ??, gaa rundt og smøre de brunes Ænder, som saa naturligvis hylede grusomt, ikke jeg mener Ænderne men Folkene, men kun for et Øjeblik efter at være der igjen, jeg kan ikke begribe hvor de kom fra, de kom lige som frem af Dækket. Selve Byen Aden saa jeg ikke, den laa i bag Bjærgene, jeg kunde kun se lidt, og jeg havde ikke Raad ttil at gaa i Land, de vare der ellers næsten alle sammen. Efter at have faaet en utrolig Mængde Kul, Gud ved hvor mange Tønder, vi blive først færdige ud paa Natten, hvorefter vi lættede Anker og skal ud af Strædet, men den Gang var jeg i Seng. Om Natten havde det blæst op og om Morgenen da jeg kom paa Dækket, viste Virkningen sig i en hel Del Søsyge men Stakkels Mist. Barnfield, han er endnu syg hver eneste Dag og han bliver sikkert heller ikke bedre før han faar Land under Fødderne, hen ad Eftermiddagen blev Vejret lidt bedre og Aftenen var helt smuk, jeg har aldrig set et Syn som den Aften, hele Havet lyste, Du vil nærmest kunne fatte det, naar Du tænker Dig hele Havet som den Stribe Fuldmaanen laver, det er for resten ikke Dyr som jeg skrev, men en Mængde Phospher som findes i Vandet. Onsdag Morgen passerede vi Cap Griardafin paa Afrikas Kyst det sidste Land vi kunde se af den gamle Verden, det sidste Land vi faa at se for en 3 Ugers Tid, og vi stod saa ud i det indiske eller stille Hav, hvilket Navn det i Sandhed haver med Rette, endnu har jeg ikke set andet end denne uhyre Flade ligge aldeles rolig, kun af og til kruset, ellers blank, som kun af og til uroes af store Flokke af Flyvefisk. Jeg troede at Flyvefiskene vare temmelig store, men de ere ikke større end Ansjosfisk de mane sig op af Vandet og fare en halv Hundrede Alen gjennem Luften, for derpaa at falde ned med et Plask. Da Aftenen kom, skulle vi have Afvexling i det daglige Program, som lyder paa Consert og Dands. En af 3de Cladses Pasagerer havde en stor for resten god Laterna Magica, vi fik et Sejl hængt op og derpaa et Lagen, og saa gik Forestillingen for sig under Skrig og Skraal, der skal saa uhyre lidt til at fornøje dem, naa det er jo ogsaa ligegyldigt blot Homøret er godt; jeg spurgte min lille Englænder forleden om han syntes at det var noget fint Publicum her var paa 2den Cladse; men nej vi blive meget hurtig enige om, at der manglede en hel Del. Løverdag Formiddag ringede alle Klokkerne, men denne Gang var det heldigvis kun for sprøjteprøve, vi har haft Sprøjteprøve hver Uge siden vi havde Ild. Søndag Morgen passerede vi Æquator, den var varm kan Du tro, men det blæste en god Brise, hvilket gjorde at det ikke var saa varmt som jeg troede, i det hele taget gaar det ganske godt med Varmen her i det Indiske Hav her er ikke nær saa varmt som i det røde Hav, her er tilpads, i Salongen er der lidt og varmt, i ?? om Natten, thi skjønt jeg ligger uden nogen Ting, ikke en Gang et Lagen kan jeg dog ikke sove for Varme. Hidendtil have vi gaaet en glimrende Fart, ja et Døgen sejlede vi 368 Engelske Mils det er saa langt som Tur og Retour Bornholm Kjøbenhavn 2 Gange i et Døgn, ifølge Fartplanen skulde vi passere den lille Ø Dioge Gorsiga Fredag den 25 de, men vi passerede den allerede Tirsdag 22, vi skulde ikke stoppe vi fik saa mange Kul i Aden at vi kan komme over, Folkene mene at vi muligen kan komme 4 a 5 Dage tidligere end Bestemmellsen, hvilket jeg langt fra er kjed af, det bliver noget for vilt i Længden Hav og Hav og atter Hav, endnu have vi ikke mødt saa meget som et Skib. Indtil Tirsdag er Vejret glimrende men jeg skal love for det kan ogsaa være det modsatte, om Eftermiddagen kom der pludselig en Tordenbye med Storm, Regn og Lynild saa det var volsomt, skjønt det var højlys Dag lyste Lynilden, saa man fik ondt i Øjnene, ogsaa Skraldene kunde sige meget kan Du tro, det gjorde nu alt sammen ikke noget, det værste var Stormen; thi den er bleven ved, nu er her en svær Sø og vi ligger og hopper og vugger saa man hverken kan staa eller gaa, det er kjedeligt, man kan ikke sidde roligt at spise, men skal sidde og ballansere med Tallerkenen for at Suppen ikke skal gaa over o.s.v. Folk ere syge, og det værste er Søen gaar lige imod, hvilket slog ned Farten meget, ja 60-70 Mil i Døgnet, I flere Dage har der paa Programmet staaet om Sport paa Dækket, som skulde udføres af de unge Mennesker, bestaaende af Væddeløb, Springning, Styrkeprøve o.s.v. men stadig blevet opsat paa Grund af Stormen og Skibets gyngen, i Gaar blev det imidlertid til noget, skjønt Skibet slingrede naar man næsten ikke kunde staa, et kosteligt Syn var det da alle Damerne vare blevne opstillede og dette paa to Partier for at hale i hver sin ænde af et Tov, midt under Forestillingen kom der en Sø og hele Herligheden paa Maasen. En Dag var her Prøve i Skakspil, jeg var dristig og gik paa; men kom til at spille med en udmærket Spiller, saa jeg naturligvis fik Bank men hvilken Dristighed ogsaa! I Dag skal der spilles Vist om 2 Præmir og …… (fortsættelsen mangler igen!).
——
Ludolph Waldemar Marcker (21.07 1866 – 15.02. 1945), Nexø, Bornholm, Danmark.
Ludolph W. Marcker var købmand og kæmner Jens Andreas Marckers (20.05. 1824 – 05.03. 1907) og Anna Johanne Sophia Christine Fogs (31.10. 1828 – 26.10. 1869) yngste og 8. barn. Han blev født ind i en købmandsslægt, som i flere slægtled havde boet i den samme købmandsgård i Nexø, Bornholm. I forbindelse med at Ludolphs mor døde, da han var 3 år, blev husholderske Karna Kristine Stephansen (1815 – 03.01 1896) ansat. Hun kom til at betyde rigtig meget for ham. 1)
Morfar, Ludolph, var 15 år da han rejste hjemmefra. Han begyndte sin uddannelse til farmaceut på Svane Apoteket i Viborg og arbejdede efterfølgende på Kong Salomons Apotek i København. Hans ud længsel lod sig ikke stoppe, derfor, i samråd med sin familie, rejste han 21 år gammel ud til Australien, hvor han i første omgang boede et års tid hos sin onkel, købmand og ”Justice of Peace”2) Jørgen Fog i Coonamble. Da denne gik fallit tog han videre til Sydney, hvor han efter kort tid blev kompagnon med apoteker Mr. Newth i Burwood gennem 7 år, inden han 1895 forsøgte sig som guldgraver i Calgoorli og fortsatte et kortvarigt og forgæves forsøg på ”Hampton Plain” og på ”Londonderry”. Hans fysisk hårde guldgravereventyr varede i alt 1½ års tid og indbragte ham økonomisk set ikke meget mere end at han kunne klare dagen og vejen. Hans første guldklump beholdt han dog.
Kortvarigt genoptog han sit samarbejde med Mr. Newth i Burwood, for efter at have prøvet det frie liv fandt han det for ensformigt. Derfor valgte han at slå sig op som forretningsmand. Han købte bl.a. en vinforretning i Sydney, og i Cessnok ved Newcastle nær Hunter købte han en vingård på flere tønder land. I perioden fra 1895-98 havde han desuden egen import og agentur med bl.a. Dansk Eksport & Handels Kompagni. I 1898 overtog han et agentur for Chr. Hansens’s Mejeriartikler efter en hr. Edvard Gommesen. 1908 fik han desuden forhandling af L.C.Gad´s mejeriartikler. Disse forhandlinger førte ham på lange rejser ikke alene i New South Wales, men også i Victoria, Quensland og New Zealand. I forbindelse med at han 1909 var i Christchurch, N.Z. traf han Ernst Henry Shackletons Sydpolsekspedition, som netop var kommet hjem (1907-09). Han kendte en af deltagerne, professor David ved Sydneys Universitet.
Ludolph Marcker giftede sig i 1896 med Emma Emilie Stahlfest-Petersen (20.01 1861 – 03.11 1927), Broager, Sønderjylland. De fik døtrene: Jenny Karna Myee Marcker (18.12. 1897 – 07.09. 1981), Emilie Bjørg Myee (Topsy) Marcker (20.02. 1900 – 1980) og Dagmar Sophie Myee (Tootie) Marcker (09.12. 1903 – 17.04. 1986)
Familien boede først Sct. Johns Road i Gleb Point og flyttede 1901 til ”Bornholm”, 49 Leichardt Street, Glebe Point, Sydney.
Omkring århundredeskiftet blev ”Den Danske Forening” dannet og generalkonsul Theodor August Boesen blev formand og Ludolph Marcker blev foreningens sekretær. Da T. A. Boesen døde i 1904 blev Ludolph Marcker valgt som generalkonsul, hvilket han forblev indtil han med sin familie rejste til Danmark 1912. Formålet med rejsen til Danmark var udover et familiebesøg at Ludolph skulle skaffe investor til en sølvmine, som han havde på hånden. Dette lykkedes i London og i 1914 blev Ludolph desuden udnævnt til ridder af Dannebrog. Desværre havde det danske klima atter igen haft negativ indvirkning på mormors helbred (lungeproblemer, hvilket havde været den egentlige årsag til at hun i 1879 som 18-årig emigrerede til Australien helt uafhængig af Ludolph). 1. Verdenskrig (1914-18) brød ud og al forbindelse med omverdenen blev afbrudt. Da krigen sluttede og der var
– 2 –
mulighed for at vende tilbage til Sydney, blev hjemrejsen forpurret af flere uheldige omstændigheder. Sølvminen var overgået til den australske regering i krigsårene og dermed var den formue, som morfar allerede selv havde investeret i minen tabt. Sagføreren, som skulle sælge huset ”Bornholm”, bedrog ham, så han heller ikke her fik sine penge. Om mormors helbred på dette tidspunkt har været for dårligt til at klare en lang rejse med dampskib er lidt uklart.
Fra at have været en formuende mand, måtte morfar og hans familie lide den tort, som en social deroute er samtidig med at skulle finde sig til rette under helt andre himmelstrøg. De slog sig ned i Hillerød, hvor morfars søster Cecilie Bjørg Marcker var gift med apoteker Laurits Vilhelm Lindtrup, som var dem behjælpelige i begyndelsen.
For morfar, som i Australien havde været en særdeles driftig og succesrig handelsmand og som i det hele taget havde nydt stor agtelse blandt sine landsmænd, blev tilværelsen i Danmark af en helt anden stilfærdig karakter. I begyndelsen ernærede han sig og sin familie ved at indgå i et kompagniskab med en kul grosserer i København. Senere drev han Hillerød Revisionsinstitut sammen med en hr. Martin Andersen.
Mormors helbred blev kun værre med årene. Døtrene hjalp på skift med plejen af deres mor. Topsy fik en advokatsekretær uddannelse, forblev ugift og blev boende i hjemmet. Tootie blev leder af telefoncentralen i Hillerød og blev gift med Svend Olsen. Begge søstre var barnløse.
Karna Myee Marcker, vores mor, giftede sig med vores far, sognepræst Svend Aage Reerslev (20.09. 1895 – 14.06. 1966), en tandlægesøn fra Hillerød. Den 9.10 1926 giftede de sig og fik børnene: Torben Fog (14.08. 1927), Emma Christense (10.12. l928), Jørgen Fog (03.11. 1929, død 03.07. 1999), Esther Theodora (03.05. 1931), Karna Lilian (13.06. 1933, død 29.03. 1934), Karna Birgit (kaldet Bitte, 13.12 1934), Kai Fog (14.06. 1936) og Kirsten Bjørg (07.08.40).
Skæbnen ville at efter at have boet og arbejdet i Hillerød i ca. 30 år, mormor døde allerede i 1927, vendte morfar permanent tilbage til sit fødehjem, Den Marckerske Købmandsgård i Nexø, som han, som enearving, havde overtaget efter sin søster Jenny Sophie Karen Marcker (22.11. 1852 – 21.09 1931). Tante Jenny havde gennem mange år opbygget et lille museum udelukkende bestående af gamle genstande (keramik, husgeråd, møbler, egns dragter m.m.) udelukkende fra Bornholm. Morfar havde ligeledes overtaget ansvaret for dette, og da han var et rart og interessant menneske, der først sent i livet ikke holdt sig tilbage med at fortælle levende om sit spændende liv i Australien, kom folk til ham. Topsy var flyttet med ham til Nexø og var sekretær hos en advokat i byen.
Slægtsgården, som i dag kun består af hoved huset til den gamle købmandsgård er i dag i min bror Torbens eje. Huset har ikke ændret udseende hverken inde eller ude, men har dog moderne faciliteter. Det anvendes til fritidshus. Husets samling er testamenteret til Rønne Museum, Rønne, Bornholm.
Mor Karnas oplevelser i Australien og Danmark:
Mor var meget lidt meddelsom om sin barndom og ungdom i Sydney. Når man en sjælden gang formåede hende til at fortælle om sin opvækst i Sydney, lyste hun tydeligvis op. Man var ikke i tvivl om, at det havde været en meget stor skuffelse for hende, at hun og familien aldrig vendte tilbage. Et meget stort savn for hende var især at miste sine gode og nære veninder og kusiner, som
– 2 –
havde boet tæt ved hendes hjem. Mor forsøgte i alle årene i DK at holde forbindelsen ved lige med dem, og i 1970’erne fik hun besøg af to kusiner, som sidenhen var flyttet til USA.
Mor fortalte, at hun havde holdt meget af sin skole. Hun syntes om alle fag, og var i det hele taget meget interesseret i at lære og tilsyneladende havde hun haft nemt ved det. Hun beherskede f.eks. latin som talesprog, hvilket kom hende til gode senere i livet under rejser sammen med far til Schweiz og Italien.
Da familien kom til DK gik mor kortvarigt i skole. Da mormor ikke var rask passede døtrene hende på skift. Mor kom i huset først hos frø fabrikant Almann Olsen og derefter hos cigarfabrikant M.A. Hischsprung. Mor havde tæt kontakt til sønnen og datteren af sidstnævnte familie resten af sit liv.
Mor havde livet igennem et lidt ’sjovt’ dansk sprog. Hun lærte aldrig at kende forskel på en og et. Når mor skulle tælle gjorde hun det altid på engelsk. Som engelsksproget har mor været til stor hjælp mange gange, når der kom fremmede til vores landsby. Under 2. Verdenskrig kunne mor f.eks. følge med over BBC radio, mens far var tyskkyndig.
Mor holdt meget af heste og var i stand til at håndtere dem i Australien, og jeg har oplevet, hvor dygtig hun var til at omgås dem så sent som i min barndom. Hun fortalte, at de havde heste og tilhørende vogn stående i bygningen vinkelret på beboelseshuset. Om sommeren kørte hele familien i hestevogn flere uger op i De Blå Bjerge og besøgte venner der. Sydney var alt for varm om sommeren.
Mor besad en veludviklet evne til at gribe de muligheder, som livet bød hende. Efter hun giftede sig med far og de sammen startede som unge præstefolk i et afsidesliggende sogn i det nordligste Vendsyssel, Råbjerg, lige syd for Skagen, begyndte en helt ny æra for hende. Som præstens kone fik mor en vis samfundsmæssig status, som holdt sig resten af hendes liv, selv efter far døde i 1966. De 4 ældste børn blev født i Råbjerg, og de øvrige i det mere frugtbare Sønderholm sogn, tæt ved den pulserende by Aalborg.
Foruden at være mor til 7 børn og alt hvad det indebærer, var hun jo også fars kone. Far var et meget sammensat menneske, der udover at udøve sin præstegerning også var forfatter, foredragsholder og oplæser. Han skrev romaner, skuespil, noveller, artikler og var desuden en aktiv samfundsdebattør. Flere af hans skuespil blev opført i Aalborg og Odense. Hjemme spillede far violin og mor piano og begge var meget interesseret i at gå til klassiske koncerter i Aalborg.
Til præstegården hørte en stor have, som mor stod for. Pengene var små og derfor var vi selvforsynende med frugt og grønt, men mors store lidenskab var blomsterne og drivhuset med bl.a. ferskner og vindruer. Desuden holdt mor høns og var en dygtig biavler.
Mor var et stolt menneske og altid interesseret i sine omgivelser. Til trods for at hun hjalp hvor hun kunne, og at der ikke er nogen tvivl om, at hun var meget vellidt hvor end hun befandt sig, vil jeg alligevel sige, at hun personligt var vanskelig at komme tæt på.
Mor var interesseret i mangt og meget og udover at havde ”grønne fingre” – hun forsøgte sig ustandselig med at fremavle blomster – broderede og strikkede hun, og fulgte med i samfundsdebatter gennem aviser og læste bøger, og endelig var hun livlig engageret i at se fodbold.
– 4 –
Mor var aktiv til det sidste og nød at besøge sine børn i indland og udland – Frankrig, Sverige, Island.
Mor fik en smuk og fredfuld død. Midt under salmesang i forbindelse med et præstekonvent faldt mor pludselig sammen og døde.
Ordforklaring:
1) Billedet af kvinden hængende på væggen i spisestuen i huset ”Bornholm” er netop Karna
Kirstine Stephansen.
2) ”Justice of Peace”: I de små byer i Australien kom der kun en jurist ud og dømte, hvis der skulle afgøres større sager af betydning, mens lægfolk behandlede småsagerne vedrørende fuldskab, slagsmål etc. Det var kun de bedste folk, der blev udtaget, og han nød almindelig agtelse.
3) E.H.Shackleton var britisk søofficer og sydpolsforsker og deltog bl.a. i Scotts ”Discovery ekspedition 1901-04).
I 2004 havde Rønne Museum en udstilling om morfar Ludolph Waldemar Marcker, som hed ”Konsulen fra Sydney”. Samme udstilling kom året efter til Hillerød Folkemuseum. Min bror Torben fandt materialet frem og cand. mag. Jakob Bilsted bearbejdede det.
Min tekst om morfar, Ludolph W. Marker er baseret på optegnelser, som morfar på et tidspunkt formodentlig har dikteret til Topsy og andet efterladt materiale. Teksten om mor Karna er egne oplevelser og iagttagelser.
v/Kirsten Bjørg Reerslev, 7. november 2010.
—
Når jeg i Aften vil forsøge paa at fortælle Dem lidt om Australien, da beder jeg den ærede Forsamling først at bemærke, at jeg hverken er, eller giver mig ud for at være nogen offentlig Foredragsholder, og dernæst maa jeg bede Dem bære over med mig naar det til Tider kniber for mig at udtrykke mig paa Dansk, men som Undskyldning staar, at jeg har været saa mange Aar borte fra mit Fødeland, at jeg endnu ikke har kommet til det Tidspunkt, hvor jeg tænker paa Dansk, og mit Sprog er derfor stadig en Oversættelse fra det Engelske hvorved Vanskeligheder til Tider opstaar.
Naar jeg nu skal fortælle Dem noget om Australien, da er dette jo et saa stort Emne at De vil kunde forstaa at det er fuldstændig umuligt blot nogenlunde at give en udførlig Skildring af hele Australien i et afmaalt Tidsrum, som jeg har til min Raadighed her i Aften, men jeg haaber dog at jeg vil være i stand til at bibringe, særlig Børnene, et bedre Begreb om Australien og dets Forhold end hvad de almindeligvis kan læse sig til i de danske Geografier, som jeg desværre synes behandler denne vor 5. Verdensdel meget stedmoderlig, jeg haaber ogsaa at de Lysbilleder som jeg senere skal vise Dem vil have Interesse.
Australien var kjendt af Kineserne i de aller tidligste Tider, hvor de besøgte særlig de nordlige Kyster for at fiske. – Paa et Fransk Landkort fra det 16. Aahundrede har man fundet Australien afbildet, som jo beviser at man maa have kjendt til at Landet existerede, men den første historiske record man har er at Australien har været besøgt af Europærer fra 1601, da var det besøgt af Portugiserne. – I aaret 1606 sejlede en Hollænder igjennem strædet nord for Australien, som endnu kaldes Torres Strædet.
Den vestlige og nordvestlige Kyst blev undersøgt af Hollænderne, som kom ned fra Java i den første Halvdel af det 17. Aarhundrede og de gav Landet Navn Ny Holland. – Senere blev en Del af Kysterne undersøgt af en Englænder som hed Dampier, men man kan dog godt sige, at Landet var ukjendt indtil Captain Cook i Aaret 1770 landede i Bottany Bay eller den botaniske Bugt i nærheden af Sydney og hejste det Engelske Flag der. – Det har Interesse for os Skandinaver at vide, at Kaptain Cook havde ombord paa den sin Opdagelsesrejse en Svensk Botaniker som hed Solander og paa det sted, hvor Kaptain Cook først landede er rejst en Mindesøjle af Steen, og paa denne er blandt andre Navne ogsaa Solanders indhugget. Jeg var for resten selv med til Afsløringen af denne Søjle for ikke saa mange aar siden. – Faa dage efter Cooks Ankomst til Botany Bay foretog han en Rotur langs Kysten og opdagede saa en anden Bugt eller Fjord som han kaldte Port Jackson. I denne Fjord saa han strax, at hans skibe vilde have en sikrere Ankerplads hvorfor han flyttede disse hertil og gik i Land paa et Sted han kaldte Farm Clove, hvor Byen Sydney nu ligger. – Her landede de første Nybyggere 26. Jan. 1788, og 26. Jan. ?
Navnet Australien mener Land of the South eller Sydlandet fra det latinske Ord Auster som betyder Sydvind. – Australien er paa uhyre mange Maader et meget ejendommeligt Land f.eks. uagtet det er næsten saa stort som Europa saa har det dog kun en eneste Flod af nogen betydelig Størrelse og endda naar denne Flod ikke at løbe ud i Havet, men forsvinder inden den naar dette, og til Tider løber denne Flod slet ikke. – Saa har Australien flere Pattedyr som lægger Æg, saa er der 4fodede Dyr, som gaar paa L. – Træer som ingen Skygge giver. Træerne skifter ikke Blade men derimod Barken, der er Kirsebær hvor Stenene sidder udenpaa og saa er der Fugle, som slet ingen Stemme har. – Da man først kom til Landet fandt man intet Korn eller spiselige Frugter af nogen Slags, intet Husdyr til at give Mælk, eller noget som helst Slags Lastdyr og i det Hele ikke Spor af hvad man kunde kalde Civilisation af nogen art.
Det Australske Kontinent strækker sig fra Nord til Syd fra cirka den 10. til den 45. Breddegrad, fra circa 2500 Engelske Mils eller cirka 500 danske, og De vil let kunde forstaa, at de klimatiske og andre Forhold ere uhyre forskjellige fra den nordlige til den sydlige Del af Landet. – Australien er circa 3 Millioner Engelske square Mils stort, er større end de forende Stater, det er mere end ¼ af hele det Britiske Rige det er mere end ¾ saa stort som Europa, og det er mere end 25 Gange saa
– 2 –
stort som Stor Britanien og Irland. – Det er dette uhyre Areal som i Forbindelse med den ringe Befolkning, mindre end 5 Mill, som gjør Forholdene i Australien saa ejendommelige, og det er nødvendigt stadig at erindre disse Facta for i det hele taget at kunde forstaa de forskjellige Forhold. – Naar man i vore Tider omtaler Australien da menes selve Fastlandet med Tasmanien mod Syd og omtrent 5000 større og mindre Øer som omringer Fastlandet. Disse Øer ere dog for det meste ubeboede i alle Tilfælde til Stadighed. Indtil den 1st. Januar 1901, da det australske Forbund, eller som det heder The Commonwealth of Australia traadte i Kraft regnedes N.Z. med til Australien, men det gør man nu ikke mere. N.Z. er et Colonirige for sig selv.
Australien maa man vel som et Helhed kalde et Lavland der er ikke mange Bjerge og de der er er af ringe Højde. Der er dog en lav Bjergkæde som strækker sig næsten helt igjennem Fastlandet fra N. til S. den saakaldte (Great) Deviding Range (fra to devide at dele) som i N.S.W. kaldes de blaa Bjerge og længere Syd paa i Victoria de Australske Alper. – Disse Bjerge er som sagt kun lave, det højeste Punkt er i N.S.W. og hedder Mount Townsend som er 7360 Fod, for en mig ubejendt Grund omtales aldrig Mount Townsend, men derimod altid Mount Kosciusko, (opkaldt efter den polske Patriot af dette Navn) som det højeste, men Kosciusko er faktisk 150 Fod lavere end Mount Townsend. – Denne Bjergkæde er dog høj nok til at have stor Betydning. Thi dens beliggenhed er circa 20 danske Mil fra Kysten og da den løber omtrent paralel med den Østlige Kyst, da gjør det at særlig Regnmængden bliver forskjellig paa den ydre og indre Side af Bjergkæden. De fugtige Vanddampe fra Søen støder imod Bjergene og bliver til Regn og gjør at Naturen er forskjellig øst eller vest for disse. Vest for Bjergkæden falder Landet gradvis indadtil og hele det indre er saa at sige en stor Slette gjennemgaaende circa 1000 Fod over Havets Overflade, men store Strækninger ligger dog lavere ja endog saa lavt som selve Havet og har sikkert det meste af Syd Australien i tidligere Tider staaet under Havets Vand, hvilket de mange delvis nu udtørrede Saltsøer minder om. I det indre af Sydaustralien og Vest Australien er der store Sand Ørkener. Af Indsøer findes der en Del særlig i S. Australien, Lake Eyre, Lake Torrens, Lake Gairdner alle Saltsøer de største.
Ejendommeligheder Lake George i N.S.W. 2100 over Havet, denne var i 1824 – 20 Mils lang og 8 Mils bred – I 1837 var den en Græsslette og i 1865 var der 17 Fod Vand over det Hele.
Great Barrier Reaf.
Klimaet varierer jo en Del paa Grund af Fastlandets Størrelse men er gjennemgaaende det sundeste og behageligste i Verden det er næsten hele Aaret behageligt varmt, ikke meget varmere end en varm Sommerdag i Danmark. – Vinteren er jo Regntiden. Sne og Is findes ikke undtagen i de højeste Bjerge hvor det aldrig bliver liggende da Solen om Dagen altid er varm. – Aarstiderne ere jo modsat hvad de er her.– Regnmængden yderst forskjellig fra over 200 Tommer i Troperne imod Nord til 25 a 30 mod Syd i Victoria omtrent det samme som i Danmark. Daglig Regnmængde? Mackay? Blackhall Ranges 2/2 1893 35,72 i 24 timer. Monsun, Cyclon, Typhon, Tornado.
Erigation.
Australien er meget fattig paa Floder, der er i det Hele kun en Flod af Betydning det er The Darling, som senere forener sig med The Murray, men selv denne kan kun besejles med flad bundede Skibe og Pramme og da kun periodevist efter Regntiden. Denne Flod er meget lang 234.5 Mil lang den udspringer helt oppe i Queensland og løber ud i en Indsø som hedder Lake Alexandria i nærheden af Adelaid hvorfra den saa senere rimeligvis naar Havet ved at gaa under Jorden, men somsagt den har kun Betydning i Regntiden og ofte ligger tør faa Maaneder ad Gangen. – Foruden
– 3 –
The Darling findes der jo nok en Del andre Floder som løber i Regntiden men de ere uden Betydning som Færdselsveje.
Fiske i Mudderet?
Plantevæxten er naturligvis meget forskjellig fra N til Syd, langs Kysten er Landet tæt bevoxet med Skove af meget store Træer, jo længere man kommer indad til bliver Træerne mindre og mindre for til sidst helt at ende med Buskvæxt.
Saltbush.
I det nordlige ere Skovene Tropiske og tæt sammenfiltrede med Slyngplanter og kan være helt mørke og uigjennemtrængelige. – Længere Syd paa bliver de mere aabne og skyggeløse, dog er det ikke ganske rigtigt naar de danske Geografer meddeler, at Træernes Blade staar paa Konti?, dette er ikke tilfældet, men for det første er Træerne ikke saa tæt løvede som hos os og dernæst ved en ejendommelig skruning i Stængelen tvinges Bladene til at hænge nedad med det Resultat, at de næsten ikke afgiver skygge. – Næsten alle Træerne hører til Gummi eller Eucalyptusslægten hvoraf der findes utallige Arter. – Dog findes der en Del Arter Accasia Arter (over 200) hvoraf Mimosen som jo er kjendt herhjemme er den vigtigste. Mimosatræets Bark bruges uhyre meget for Garvning. Mimosablomsten er Nationalblomst. – Eucalyptus Træerne ere meget større mere end 250 fod Høje og 20 fod i Omkreds man har fældet et Træ som viste sig at være 480 fod højt og dette har rimeligvis været det højeste Træ i Verden. Bladende ere tykke og læderagtige. Træet er meget haardt, saa haardt at naar det først bliver tørt kan man ikke slaa et Søm i det, det er meget tungt? og noget af det kan næppe flyde paa Vand. – Alle Eucalyptus Træerne fælder ikke Bladene men Barken. – Australiens vilde Flora er meget pragtfuld i N.S.W. alene findes over 10.000 Arter flere end i hele Europa.
Kaktus. Brier Rose. Brombær.
Af den oprindelige Dyrebestandelen hører jo de fleste som bekendt til the Marsupials eller Pungdyrene. Den mest fremtrædende er Kangaruen af Hvilke der findes nogle treds arter, fra Kangaru musen som ikke er større end en mus til den større Kangaru, som kan blive op til 8 fod. -Den australske Bjørn og Oppossum og den vilde Kat disse skydes alle for Pelsens skyld.
Da man først kom til Tasmanien fandt man her en temmelig stor Katteagtig Pungdyr som var et Rovdyr og som man kaldte Tiger Ulven og et andet lignende Dyr som man kaldte den Tasmanske Djævel men disse ere nu begge for længst udryddede. – Den Australske Dingo eller vilde Hund kan til Tider optræde i Flokke og gjøre megen Skade paa Lam o.s.v. men den angriber ikke mennesker som der til Tider bliver sagt, som Regel jager de i Parvis og er meget sky. – Næbdyret med Næb, Skind, Svømmefødder og lægger Æg men dier Ungerne. – Man har ogsaa et stort Pindsvin, Poraspine, som er Myresluger, lægger Æg og dier Ungerne. – Flyvende Opposum, Flyvende Ræv, Søløver, Hvalfisk, Kamuer, Ræv og Hjort.
Af Fugle er der utallige Arter, mest bekendt er Emuen, den sorte Svane, Flamingoen og Pelikanen, næsten utallige Arter af pragtfulde Papegøjer i alle Størrelser fra saa smaa som Spurve til de store hvide og sorte Kakaduer, der er mange Duearter fra smaa saa store som Spurve til andre saa store som Høns, desuden er der mange Sangfulge, Vadefugle og Svømmefugle, Lyvehalefuglen o.s.v. Den vilde Kalkun eller Bush Bird som ikke udruger sine Æg men lægger dem i en Dynge som den tildækker med Mos og Løv som naar de gaa i Forraadnelse udvikler Varme som udklækker
– 4 –
Æggene. En gang om Dagen kommer saa Fuglen og stikker Hovedet ind i Bunken for at føle Temperaturen for derefter at lægge mere paa eller tage af som nødvendigt. – The Bower Bird Kragen. Stæren. Spurven o.s.v.
Af Krybdyr findes ogsaa utallige Arter. Krokodiller imod havet, mange Arter Firben fra faa Tommer Lange til 5 a 6 Fod, mange af disse Firben spiller i alle Regnbuens Farver og saa Slanger i Tusindvis fra de giftige og ikke giftige fra ganske smaa til nogle som ere af 20 Fod lange. -Insektlivet er ogsaa meget udbredt. Sommerfugle fra smaa bitte til 6 a 8 Tommer, Myrer fra smaa til tommelange, Edderkopper fra smaa til 3 Tommer store o.s.v. o.s.v. Grashopper, Liguats ?. Emne for helt Foredrag.
Sump og Hav Skilpader.
Fiskene.
Befolkningen bestaar af noget mindre end 5 Mill hvide ogsaa de Indfødte som anslaas til 50-250.000. Den Australske Indfødte Befolkning er vel nok den som staar lavest af alle Folkeslag, de leve af Indsekter og Røddder samt Jagt og Fiskeri. Deres vanlige Redskaber ere meget primitive, kun lavede af Træ og Sten, de kjende ikke til Bue og Pil men til Spiret ogsaa Bumerangen. – Fisk fanges med Spir eller i Net flettede af Græs. – Imellem de forskellige Stammer kæmpes der meget men lige overfor de hvide ere de skikkelige nok, dog bør man altid have en sorti foran sig, de have mange underlige Sæder og Skikke, sjælden Kanibaler, uddør hurtigt.- Traekors. De hvide enten Indvandrede eller Efterkommere af Indvandrede særlig fra Stor Britanien og Irland, der findes godt 30.000 Scandinaver og circa 10.000 Danske. – Immigration er fri dog kan ingen lande som ikke kan læse og skrive, men Australien tillader ingen Kulørte Folk at komme ind end ikke Kulørte fra Britiske Besiddelser kan komme ind.
Af større Byer findes der jo en i hver Stat, Q. Brisbane 100.000. Sydney 650, Melbourne 500.000, Adelaid 200.000 og Perth 70 og Hobart 50.
Havnebyer. Canberra.
Oplysningen staar højt, og der gøres uhyre meget for skolegangen kan naa selv til de mest afsides steder, Rejsende Lærer og Vogne til at samle Elever – 4 Universiteter. Militær Tjeneste er tvungen fra 12-26 Aar, fra 12-14 Senior Cadets, 14-18 Senior Cadets, 18-26 Borgervæbning. Senior 120 Timer. Senior 4 hele Dage, 12 Halve og 24 Aftener. Borgervæbning 16 hele Dage hvoraf 8 indblivende Lejr. – Frivillig Hær 350.000.
Hoved Næringsvejen er Agerbrug, Kvægavl og Minedrift. Hveden har man lige læst at den ligger og raadner af mangel på Skibe til at bringe den bort. Land opdyrket mindre end 1 % dog udføres der for 200 Mill om Aaret dertil kommer saa Export og Tørrede Frugt og frisk Frugt. –
Hvede Farms.
Hornkvæg 1.5 Mill. – Faar circa 92 Mill 1/5 af Verdens Faar. Rusland har 62 Mill. Danmark 876.000. Uldproduktionen i 1912 800 Mill lb. Værdi 600 Mill Kr. – slagtes 16 Mill aarlig over 50.000 pr dag.
Faare ?: Klippe Record 321 i 8 Timer Maskine 316. Gjennemsnit 280 pr. dag a 8 Timer. Udførsel af frosne Kaniner. K.10 Mill.-
– 5 –
Minedrift: der udgraves aarlig 450 Mill deraf over 200 Mill Guld, andre Metaller som udvindes er Sølv, Kobber, Tin, Jern, Antimosium, Vismuth, Crome, Cobolt, Bly, Mangan, Platin, Kviksølv, Tin, Wolfram, og andet som graves ud af Jorden er Kul i store Mængder, Marmor, Allumin, Kalk, Salt, Gips o.s.v. samt Opaler og Ædelstene som Diamanter, Saffhi, Emeralder, Tyrkis, Topas, Zircon, Granat, Agater, Crocidoliter, Rubies, Furmaliner og Berylor. – Broken Hill, Mount Morgan, Great Boulder. Alluvial Guld tidligste Tider. Nuggels ½ Mill.
Pearl Fishing. Udførsel af Perlemor 6 Mill og Perler 2 Mill.
Handelsomsætning 1912 circa 3500 Mil Kr. Udførsel 1900 Kr.
Politisk er Australien meget frit. Kvinder og Mænd have lige Stemmeret naar de ere 21 Aar. Hver Stat har sit lokale Parliament med en Governor. – Forbundsparliamentet med en General Governor. Dette har Militæret, Told, Post og Telegrafvæsen, Fyrvæsenet, Alderdomsunderstyttelsen under sig. – Socialisme, Andy Fisher, Huges, Danske i Politik, Jensen Krigsminister.
Nu mener jeg i korte Træk at have berørt de almindeligste og vigtigste Punkter og jeg skal nu vise Dem nogle Lysbilleder.
(Afskrift af Ludolph Waldemar Marckers foredragsmanuskript til foredrag holdt i Jylland, v/Kirsten Bjørg Reerslev 5. juli 2011)
Obs!
- juli 2016 har jeg netop afskrevet Ludolph Waldemar Marckers foredragsmanuskript om New Zealand. Til orientering kan nævnes at der findes 180 stk. velbevarede glasfotografier, som understøtter disse to foredrag. v/Kirsten Bjørg Reerslev.
Ludolph Waldemar Marcker’s udaterede manuskript til foredrag om New Zealand:
(til dette foredrag og Ludolph’s foredrag om Australien hører der ca. 180 stk. velbevarede glaspladefotos til)
New Z. ligger c 2.2.0 d.(danske) Mils øst for Aust. og udmærker sig ved at være i Modsætning til A. paa mange Maader baade Geografisk Dyrebestand – Flora – Klima o.s.v. – N.Z. indbefatter særlig 3 Større Øer, den nordlige, sydlige og Stewart Island, og strækker sig fra den 24 til den 48de Bredegrad samme distance som fra Gibraltar til Canada naar man vender op og ned paa Jorden. – Udstrækningen er omtrent som Norges – Adskilles af Stræderne Cook og Foveau.
1642 Abel Tasman kom til N.Z. men efter at han havde sat en Baad iland, Folkene blev slaaede ihjæl sejlede han videre. Kapt. Cook landede i Poverty Bugt paa Østkysten i 1739 og han besøgte igjen N.Z. 1773 – 74 og 77. – I Begyndelsen af det 19de Aarhundrede kom de første Wal og Sælhundefangere, de nedsatte sig nærmest paa Steward Øen – Den første Missionær 1815. 1840 ved Pagten i Waitangi underkastede Maourihøvdingen sig Dronning of Englands Herredømme og N.Z. erklæredes for en Britisk Koloni. –
Befolkningen circa 1 Mill hvide og 50.000 Maorier. – Fortæl om Maorierne. – Billedskæreri, Flettearbejde etc. Maorierne er en gren af Polynesisk Stamme som fra Fiji og Samoa meget krigeriske. Maori og Danskere.
N.Z. ere jo meget langstrakt og Small og paa ingen steder er den over 35 d. M. bred – Meget bjærgrige. Mount Egmont 8.300 paa Nord Øen, paa Sydøen de Sydlige Alper med Mount Cook 12.350. Earnslaw og Aspiring med over 10.000 fod hver. — Omtal Bjærgene ved Byerne.
Paa Nordøen er et vulkansk Bældte circa 30 Mil langt x 5 Mil med varme Kilder, Geysere etc. Jordskjælv daglig. – Meget Flodrigt. Waikato nord er Seilbar for 35 d. Mils, Thames eller Waiko 12 Mils og paa Sydøen Clutha for 45 Mils, i øvrigt kan man gjennemsnitlig ikke gaa ¼ Mil uden at støde paa et Vandløb dels paa Grund af Sne paa Bjærgene og dels af store Regnfald paa Vestkysten indtil 112 Tom om Aaret.
Indsøer mange og store, paa Nordøen Taupo 25 (tegnet en 4-kant) Mil paa Sydøen Te Anaui 300 M Wakatipu 25 (tegnet en 4-kant) M. denne sidste ligger over 1000 Fod over Havet. – Kystlinien er meget indskaaret og danner en Mængde udmærkede narturlige Havne. – Paa Sydøst kysten findes en Mængde Fjorde hvoraf den største Milford Sound er verdensberømt for sin Skønhed, her er ved Indsejlingen Bjærgene 6 a 7000 Fod høje paa begge Sider. Paa Nordsiden er ogsaa flere Sounds Reloru Sound en kyst af 370 M. – Vandfald findes i stort Antal og meget store, the Southerland Fall er omtrent 2000 F. Glasier findes mange the Tasman Glasier er 4 d.M. langt og ¼ bredt og er vistnok det største i Verden.
Klimaet – Industri særlig Agerbrug, Mejeri, Faareavl, Minevæsen, særlig Kul og Guld, ”Westport Kul” er de bedste i Verden ja de ere sendt til England til Krigsskibene. Nævn N.Z. Grønsten samt Kavri Gum Digging og Hamp Industrien. Stort Fiskeri – Walfiskefangst med Nordmændene, paa Nordøen fanges Walen i Garn Ejendommeligt:
Dyreverdenen. Slet ingen store Dyr, der fandtes kun en Rotte som Maorierne spiste, ingen Slanger i Modsætning til Australien. – 200 Fuglearter mange Sangfugle (her slutter teksten)
Dette manuskript er afskrevet af Kirsten Bjørg Reerslev den 11. juli 2016.