Svend Aage Reerslev læser historien om den lille kat efter Carl Maglekilde-Petersen. Det var en af hans Kammerater hos Løweners Jernstøberi i Roskilde, hvor han arbejdede i sin ungdom som Maskinist og Former, der havde oplevet Katten og berettede(kilde).
Denne optagelse er lavet af Nils-Åke Nilsson, svigersøn til Reerslev
(Fortællinger I, Fortællinar II)
Den lille kat
Lassen: Jeg klager nu inte paa Støveriet og heller inte paa Principalen; han er meget flink; men hvad her er for meget af, det er Mus — og hvad her er for lidt af, — det er Katte, eller bare endda een Kat.
For ser I, det var, da jeg arbejdede hos Christensen i Aarhus, da havde vi ligesadan med Mus i Støveriet; men saa bleve vi enige om at holde en Kat. — Det var kuns en ganske lille Kat, Principalen var selv med at betale Mælk til den.
Hansen: Var han saa stor som et Fedesvin?
Lassen: Aah! hold Kæft med Dit Vrøvl, — har du set en Kat saa stor som et Fedesvin?
Hansen: Nej, gu’ har jeg ej. Men saa maa det da kuns ha’e været en meget lille Kat.
Lassen: Ja, det er jo det, jeg siger, at det var en lille Kat. Men han var rædsom durkdreven, det var han.
Hansen: Han har maaske gaaet i Bredgades Friskole; der lærer de at stjæle med Tæerne.
Lassen: Maa jeg fortælle, eller vil Du fortælle? Nej, det var det, jeg vilde sige, han var voldsom durkdreven.
Se, saadan af og til saa ku’ det stikke han, at han tog sig en lille Spadseretur ud i det Fri. — Naar han saa kom tilbaves, saa ku’ han blive ved at staa og kradse paa Støberiporten for at komme ind.
Hansen: Hvorfor lukkede han ikke Porten op?
Lassen: Du er sød, Hansen, og Du er ogsaa vittig, men Du forstaar at skjule det. Har Du nogentider set en lille Kat, der kunde lukke en stor Port op?
Hansen: Nej, men saa maa det ha’e vaaren en meget lille Kat.
Lassen: Ja, det siger jeg jo, det var kun en lille Kat, men voldsom durkdreven. — Saa, sommetider, saa gik han ligefrem paa Jagt. —
Hansen: Gik han med Gever? —
Lassen: Nej, gu’ gik han inte med Gever, har Du set en lille Kat med Gever? —
Hansen: Nej, gu’ har jeg ej; men hvad kunde det hjælpe, han gik paa jagt, naar han ingen Voben havde? Men jeg kan jo nok forstaa, at det maa ha’e vaaren en meget lille Kat.
Lassen: Ja, men Herregud; det har I da hørt allesammen, at jeg hele Tiden har sagt, at det var en meied lille Kat. —
Hansen: Var han da saa stor som en Kanalliefugl?
Lassen: Nej, nu skal Du ha’e Tak for Kaffe, Hansen. — Var den saa stor som et Fedesvin? var den saa stor som en Kanariefugl? — Ja —, den var ligesaa stor en Avekat, som Du, det er, hvad den var. Men jeg skal gerne holde op; saa kan Du faa Ordet. Jeg har selv set og opdraget Katten, saa jeg er inte nysgerrig efter at faa at vide, hvad han kunde; men jeg troede muligvis, det ku’ haft Ingterresse for jer andre at høre, hvad der kan serveres af saadan en lille Kat. Men jeg er færdig med Historien; for sidde og være Nar for Hansen, den passer ikke i Længden.
Du gør Grin med Katten, gør Du, og Du gør Nar af han, gør Du, omendskønt Du aldrig har set han! — Du tror, Du er Fanden til Karl, og saa sidder Du og bliver ondskabsfuld, og ved inte alt det, Du skal regne op om Katten, som aldrig har fornærmet Dig.
Du vil overse Katten, vil Du, og hans Fortjenester, vil Du; men det er Du meget for lille til, Hansen, — meget for lille! Se, jeg har kendt Katten, og jeg ved, hvad der var ved han; — — meget mere, end ved Dig Hansen.
Ka’ Du fange Mus, din Avekat? Ka’ Du?
Ka’ Du sidde ganske alene oppe paa en høj Tagrygning og mjave? Ka’ Du? Nej, det ka’ Du inte. Men være sejg og overse saadan et Dyr, det ka’ Du. — Ka’ Du labbe?
Hansen: Nej, men jeg har heller aldrig lært hverken Skommer– eller Skrædderprofessionen. Hvad lappede Katten?
Lassen: Han labbede Mælk, dit Fjols.
Hansen: Var det tyk Mælk?
Lassen: Hold Kæft!