Month: July 2015

Mormor Karna (18.12. 1897) bliver interviewet af Bitte 20. februar 1976 i Linkøping, Sverige:

Der er gået mange år fra jeg blev født til i dag. Først vil jeg tale om mor og far. De kom til Australien i 1880’erne engang. Far kom for at besøge sin onkel og mor kom for at besøge sin søster, men mors søster var død lige før hun kom, men så var der en venlig dame, der tog sig af hende, for hun var ikke mere end 18 år dengang. Far kom til sin onkel og var der i et par år og talte ikke dansk med nogen, så han kunne en overgang ikke tale et ord dansk, så det skulle han lære sig forfra med en ABC, som han havde med sig. Far var eksam. Pharm. fra Danmark og så tog han som sagt ud til Australien. Han begyndte sammen med en australier, Newth, en chemists shop (apotek) og disse her to boede alene i den lille by eller forstad til Sydney, som hedder Berwood. En af fars venner sagde til ham, at han kunne skaffe dem en husholder og det var mor. Og så blev hun hos dem en tid og så ville de gifte sig, men så ville hun først en tur hjem til DK for at se fars familie an. I mens tog han så en tur over til Vest Australien til Coolgarli. Dengang var der sådan et guldrush, som det hed, og da så mor kom tilbage blev de gift og flyttede ind i et rækkehus på Sct. Johns Road i Glebe Point. Der er jeg født. De flyttede ind i 1895 og jeg blev født i 1897. Det var et rart sted at være. Der kan jeg huske jeg så, det var omkring 1900, de soldater, der skulle af sted til Boerkrigen i Afrika, de hængte på en dampsporvogn. En anden ting, jeg kan huske derfra var det, at den Danske Forening havde en fest og damerne havde syet et Dannebrogsflag og syet foreningens navn på, og så skulle jeg overrække dem det. Jeg kan huske, at jeg havde et hvidt malet badekar eller nærmest en balje, og det var fyldt med abrikoser. Den skulle over i rådhuset, som var lige overfor, hvor vi boede. Jeg kan se dem gå over gaden med dette her. Jeg har også et billede, hvor jeg står og overrækker dem det her flag. En ting til jeg kan huske fra det hus var Topsys små bootes eller små sko, de var oppe på en mandlepies på fars herreværelse.

Hvor gammel var du da I flyttede derfra? Topsy var et år og hun er født 1900, så det har været 1901 og så har jeg været 4 år. Så flyttede vi længere ud på Gleb Point (’Bornholm’,49 Leichardt Street), det er en dejlig blind vej, som gik ned til vandet og vi selv boede ud til vandet. Det var et dejligt hjem med have og gårdsplads. Gårdspladsen var af de fineste sandsten og den hældte lidt, så der altid var tørt og aldrig noget snavs i. Halvdelen var en rosenhave. Selve huset var også dejligt indrettet med alle de bekvemmeligheder, som man har. Der var isskab, dengang var det med rå is med et filt. Drivhus havde vi også. Vi havde badeværelse og toilet – Et rigtigt WC? Ja, ja, og hvidt emaljeret badekar og badeværelsevindue med kulørte farvede ruder der var røde og hvide blandet sammen. I køkkenet havde vi vand og gas. Vi havde gas lys. Vi havde ikke elektricitet. Der var en dejlig stor spisestue, sovekammer og dagligstue, herreværelse og påklædningsværelse nede. Og telefon havde vi også og det nummer kan jeg endnu, det var to-five-to. Ovenpå var der 5 gode værelser og skunker og jeg ved ikke hvad.

Havde I ung pige i huset? Jo, til at begynde med havde vi, men som vi blev større havde vi ikke. Vi havde en der hed Bessy i mange år og da hun rejste fra os kom hun til India, som missionær, Frelsens Hær missionær. Men så havde vi en Cleo Jensen, hun kom hver vinter ned til os og studerede på universitetet, og så havde vi en der hed Edith Twettle, hvis hjem mor og far kom til at kende eller kom meget sammen med. Edith kom ned hver vinter og så hjalp hun mor. For de boede oppe i bjergene – vi havde også bjerge, men der var koldt deroppe om vinteren. Det var deroppe jeg første gang så sne og det var i 1906 jeg var på juleferie der. Det var også der, jeg så hindbær for første gang vokse. Jeg havde aldrig set jordbær eller rabarber før vi kom hertil og der havde de også æbler og pærer.

– 2 –

Du fortalte om haven. Haven var ud til sydsiden. Der var stor terrasse først med smedejernsgelænder med sandstensstøtte. Derfra gik der trappe ned – der var 4 terrasser og de var

fyldt med blomster undtagen de 2 nederste, hvor der var en vældig fin græsplæne, som ikke tålte frost. Jeg har aldrig kendt til frost under 15 grader før jeg var 15 år. Der var både vildvin og kanna og sådan noget. På den ene af terrasserne var der en fontæne med forskellige vandplanter og skildpadder. På de to øverste kummer var der en med åkander, farvede åkander, og så var der violer og fresias og sådan nogle, der voksede vildt i et hjørne af haven. Ellers var der roser og nellike. Alle disse terrasser var beklædt med disse fine figus (figner), som blev klippet så fint og tæt, og så kom vi til den nederste terrasse, som gik helt ned til vandet. Der havde vi et stort badehus. Det var nok større end stuen her og bredere. Der var douch og omklædningsrum med bænke og sager. Herrerne måtte klæde om udvendig og damerne indenfor. Når der var højvande kunne man ikke bunde ved trappen – vi havde douch lige over – men var der lavvande, var der overhovedet intet vand i indhegningen. Der var tremmer for, for vi ville ikke have alt det kræ ind, der kunne komme med vandet, der kunne komme store slugs (agersnegle), som lignede store sorte lever og de store vandmænd. Udenfor var der ikke så fint græs, for det blev ødelagt næsten hver 4. år eller sådan noget lignende hvor vi havde højvande ligesom det har været her i vinter. Så kunne vandet stige en meter over græsplanen, så kunne vi svømme i græsplanen og det var meget sjovt. Så kom vi ind til (klippe)væggen, der har hele knolden ud været en gammel uddød vulkan og i det her lava voksede der orkideer og bregner. Uden for ved vandkanten havde far sat nogle dejlige store sandstens blokke, og udenfor dem igen var der en stor træbro, hvor man tog imod fortøjning. Når der var gæster, kunne der godt ligge 3-4 motorbåde bundet til haven. For vi kendte ikke til biler dengang.

Havde I ingen småkryb? Nej, ikke der. Vi så aldrig nogen. Cikader var de eneste vi så. Slanger så vi først ude på landet. Jeg var på landet i 1906 ved juletid. En anden gang i julen1911, for det var vores sommerferie, da skulle jeg op til noget der hedder Temworth. Der var udbrudt en epidemi af tyfus. De var så bange for at jeg skulle blive smittet, for hospitalet kunne ikke tage flere, så folk lå ude på marken i telte. Jeg måtte ikke drikke mælk og vand, jeg måtte ikke drikke andet end kogt vand med citron i og der var så varmt. Jeg måtte ikke engang komme ned på det ’lille hus’, som lå et stykke ude. Deroppe havde de ikke noget toilet, det var jo ude på landet. Jeg måtte ikke gå ude uden hat på, de var bange for at jeg fik solstik, der var meget varmt. Så skulle vi til Mrs. Mabel og hendes mand Mr. Lord. Hun var født Josephsson og hendes forældre boede i Temworth. De skulle de hente mig ved toget. Jeg var blevet sat på toget. Det var et af de her gammeldags tog, hvor man blev låst inde, for så kunne folk ikke komme ind fra trinbrættet udenfor. Der var også et lille toilet i hver af disse kupeer. Det gik godt nok. Som sagt skulle vi derhen og der var så varmt, så vi måtte ligge i gangen om nætterne for at få lidt luft. Det er den eneste gang jeg har haft det så varmt.

Den eneste gang du har haft det for varmt? Ja, vi kunne ikke få luft, at tænke sig sådan en gang, der går gennem huset. Så lå vi på tværs. Den 10. dag skulle vi af sted kl. 01 om natten, så skulle vi køre

176 km i hestevogn med to heste for.

Hvor skulle I køre hen? Ud til deres gård langt ud på sletten til noget der hedder Kickpolly. Det tog fra kl. 01 til kl. 20.30 samme aften. Det var med en almindelig fjedervogn. Hestene kunne klare det, for de havde gjort turen 10 dage før, så de havde således hvilet i 10 dage. Det var meget spændende at komme derud. Vi kom ud i det frygteligste uvejr. Vi havde set det om middagen, hvor vi måtte hvile lige under en viadukt for at få en smule skygge. Så sagde de, nu må vi se at komme af sted for vi får uvejr inden natten, der var en lille sky derude. Den indhentede os kl. 20. Det stormede inde i

– 3 –

skoven og træerne væltede, åh, og så kom vi lige ud på sletten, hvor de boede, en slette som var 30 m lang. Det var som om hele himlen var åben. Det var fantastisk. Nå, men vi kom frem og der fik jeg lov at ride og fik set så meget på den tur. Det var også der jeg fik min ængstelse for slanger. Der

var nogle store leguaner, en form for firben, som kan sluge en hare, så du kan nok forstå, at det ikke var almindelige firben. Den har samme farve, som en slange og har en todelt tunge. Jeg skulle over og plukke nogle solsikker i en mark i nærheden, det så så dejlige ud, fuldstændigt gult af solsikker. Ligesom jeg kom ud på vejen, var der noget der bevægede sig og jeg sprang tilbage. Jeg sagde, jeg går ikke derover, der er sådan nogle væmmelige nogen. Nej, sagde de, du skal ikke være bange for dem. Så viste det sig, at det var en leguan, som var løbet op i et træ. Så skulle jeg prøve at komme over i marken. Jeg gik videre og så ville jeg gå ind i en gruppe, hvor der var så dejlig mange solsikker og så pludselig skinnede solen ned i noget der bevægede sig, så var det en rede af slanger. Jeg sprang op og kom aldrig tilbage der mere. Så var jeg kureret, men jeg fik aldrig set nogen slange i Australien. Den første slange jeg rigtig fik at se var i Cassensano i Tessin.

Har du nogle specielle oplevelser du kan huske? Der er noget jeg aldrig har kunnet glemme. Jeg har set Halleys komet. Den kommer hver 64 år. Jeg har oplevet den en gang til, men så den ikke. Men dengang, som barn, da var den nærmest jorden. Der gik rygter om, at hvis den kom tættere på ville vi blive udslettet. Vi blev vækket kl. 3 om natten. Det var det mærkeligste. Der var kun en gul hale at se, en bred, bred stribe fra øst til vest. Om aftenen, derude er der mørkt ved 18-19- tiden og nat med det samme. Fra mit værelse kunne jeg se den som en stjerne på himlen med en hale så lang som en ½ m lang, og det kunne jeg se gennem en uge, hvor den blev mindre og mindre. Det var ligesom når man ser en tegning af en stjerne, det har jeg altså set. En anden stor oplevelse var da den amerikanske flåde kom på besøg. Det var første gang det skulle ske, at Australien fik besøg af en flåde. Alt blev illumineret. Bygninger blev pyntet med flag. Både og skibe blev pyntet med kulørte lamper. Det var også en oplevelse, for vi var ikke vant til at se skibe fyldt med disse elektriske ting. Jo, så var der Susa, som var militærdirektør for orkesteret. Han holdt en koncert inde i Rådhuset og der var jeg med til at høre ham. Han var ikke mere end 1½ m fra mig mens han spillede Stars and Strips. Dengang var han ikke så kendt. Det var nok hans første ting.

Så var der dengang Roald Ammundsen kom tilbage fra Sydpolen. Da nordmændende ikke ville lave noget for ham, så gjorde far det. Så inviterede far ham hjem sammen med hans kaptajn og nogle af vores venner. Det har jeg billede af derhjemme, ved du nok. Så var vi med ham til stort selskab i The National Geographic Society. For øvrigt har jeg, mens jeg var i Stockholm hos Kai, læst i et svensk leksikon at han aldrig har været i Australien. Han skulle kun have været i Brasilien, Buenos Eyros!! Jeg var også med far og mor, som var inviteret på et japansk skoleskib, hvor jeg så alt hvad de havde om bord. Det var fyldt med brusant, disse træer, som var flere hundrede år gamle og var meget små.

Far blev udnævnt til konsul i 1904 og i 1907 tog han til DK for at takke for sin udnævnelse og for at få sin uniform. Den kunne ikke sendes ud, der skulle tages mål. Det var fine hvide bukser og mørk uniformsjakke. Konsuluniformen med den 3-kantede hat.

Omkring 1906 blev mor syg og skulle opereres for galdesten hos en særlig professor, som var kommet til landet. Han havde opereret Kong Edward d. 7. for blindtarmsbetændelse. Det var en privat ’historie’. Mor var så tillidsfuld overfor ham, hun kravlede selv op på operationsbordet. Så blev hun opereret. Det var et ordentligt sår med 83 sting. Så var jeg med far derude og besøge hende og jeg følte mig som en pave, for jeg havde fået en ny kjole med høj hals og pufærmer og så det at skulle ud med far. Kjolen var i tyl og råsilke. Jeg havde været tidligt oppe for at plukket en hel

– 4 –

krukke fuld af blomster til mor. Så tog vi sporvognen. Han gik i chaket og høj silkehat. Jeg havde handsker på hvor fingrene var fri – 10 år gammel. Det var ikke altid lige let med dette konsulat historie for der var mange mærkelige fyre, der kom og nogen kom i forbindelse med arv og hvis nogen skulle have breve. Jeg kan huske, at der kom nogen damer og herre og trøstede mor og jeg tænkte, hvad er der dog sket? Så viste det sig, at der var kommet en mand op på fars kontor, som var blevet pludselig gal og truede far på livet. De fik ham endelig væk og anbragt ham på anstalten, men der fik mor et frygteligt chok af. Efter en tid kom manden igen op til far og så kom han med 2 postkort af den gamle konge og dronning. Det satte far i glas og ramme. I 1908 døde den gamle konge i DK i den forbindelse skulle der være en stor mindehøjtidelighed derude, for han var far til den engelske dronning Alexandra. Den store højtid blev holdt i Katedralen. Jeg kan huske jeg kom i en hvid kjole med et sort sjal.

I 1912 skulle vi tage hjem i 2 år. Det var i oktober måned. Der blev holdt auktion af indboet.

Jeg synes du sagde, at I kun skulle være væk i to år: Vi kunne jo ikke tage møblerne med os og på den måde havde far nogle penge. Huset havde han jo. Senere da huset skulle sælges, snød sagføreren ham, så han ikke fik en smule.

Som sagt, far skulle hjem med disse her kvarts eller hvad det var for nogle sten. Vi havde en masse sten med hjem foruden vores egne sager. Men det ville den kendte N.H. Andersen ikke have. ???? Det skulle en dansk/australier ikke gøre. Men nu kom det til at svie til dem selv for nu fik andre glæde af dem.??

Nå, men så kom vi til DK. Vi rejste d. 2. oktober og kom til DK den 25. november. Så lang tid tog det dengang. Allerede dengang havde vi ude midt på det Indiske Ocean hver middag opslået nyheder. Pludselig var der indkaldelse til tysk mobilisering i 1912 og det blev folk meget forskrækket over, men det blev ikke til mere. Vi fik besked om hvad man skulle gøre, men det blev ikke til noget. Men det viste sig, at der havde været en generel mobilisering i hele Tyskland, det var altså før 1. Verdenskrig kom i gang. Så han vidste hvad han ville, Kejser Wilhelm. Ellers var der ikke noget på sejlturen hjem. Så kom vi til København og så kom apotekerfamilien fra Hillerød og hentede os. De skulle ind og se på de fremmede, der kom. Så kom vi til at bo hos dem de første 6 uger. Straks kom jeres far også op på apoteket, svigerfar kom meget sammen med apotekerens. Tandlægens kom altid der. De skulle også op og se på de her nye. Der blev rigtig vinter dengang. Jeg tænkte, den kulde. Jeg kom hjem med isblomster på en pind, en lille gren fra et træ for at vise mor den, så morede de andre sig så forfærdelig over det, fætrene de drillede mig godt nok over det. Jeg vidste jo ikke bedre for jeg havde aldrig set det før. Jeg kan huske, at vi blev vaccineret på apoteket. Vi kunne ikke komme i skole før vi var blevet vaccineret. Så ledte far efter et hus hvor vi kunne bo. Det fik vi så i det gamle Weichmanns hus. Der fandtes kun 2 badekar i hele Hillerød dengang. Det var fabrikant Weichmann og jeg husker ikke hvem den anden var. Det var i hvert fald ikke hos apotekerens, for de havde ikke bad, og toilet var med tørvesmuld oppe på loftet. Så fik de hurtigt et toilet, som var livsfarligt, for når man kom ind af døren, skulle man trække i en snor for at tænde det elektriske lys og så lyste det kun i 3 min. Når man så skulle ud og tog fat i kæden(snoren) kunne man få stød, hvilket min kusine fik. Nej, DK var et uland dengang.

Vi blev boende der indtil far købte nabohuset og det var et par år før vi blev gift.

Hvad arbejdede morfar med? Far gik i kompagni med en kul grosserer i København og han rejste frem og tilbage. Mor blev syg og var meget skrøbelig, men ellers havde vi det godt. Først var jeg i huset hos Almann Olsen, en familie hvor konen stammede fra Vest Indien og han stammede fra

– 5 –

Sønder Jylland. Der var jeg i 2 år. Så var jeg hjemme igen og passede mor. Efter en tid var jeg hos Hirschsprungs og var der godt 2 år. Det var dengang Landmandsbanken krakkede og tog ham med. Han skulle betale 75.000 kr.

Hvornår blev du og far forlovet? Den 19. marts 1926. Jeg havde hele tiden sagt, at det sidste jeg ville være var at blive præstekone – gift med en præst. Min gamle moster i København havde nogle unge studenter boende, bl.a. var der en stud. Teol. Så sagde hun: Det er lige noget for dig. Nej, det er det sidste jeg vil være. Så kom jeg oven i købet til at bo i den præstegård, som han kom til at bo i først. Derfor skal man aldrig sige aldrig.

Hvad gjorde du i alle de år mellem 1912 til 1926, hvor du og far giftede jer hvad gjorde du i alle de år, var du i huset? Jeg var lidt i skole, lidt i huset og lidt hjemme og passe mor. Far (Sv.Aa.) gik sine egne veje en tid, og så kom han tilbage. Så var det klart. Ellers havde jeg tænkt om jeg bare kunne få lov til at rejse tilbage til Australien, hvis der var en chance på nogen måde. Men det var der så ikke, der kom noget andet i vejen. Sådan gik det.

Hvornår døde mormor? Hun døde den 3. november 1927 lige efter Torben blev født. Jeg så kun mor en gang efter at vi blev gift. Det var i marts, da jeg var hjemme for at fortælle hende det. Hun havde bedt om at vi skulle komme, men så var det så uheldigt, at far (Sv.Aa.) også skulle passe nabopræstens embede i Mosbjerg, han skulle nemlig på sygeorlov. Han fik hver 3.-4. år en operation på Finsen pga. Lupus. Han var den eneste præst der havde Lupus.

Hvad er Lupus? Det er hud tuberkulose. Så kommer det, at far ringede og sagde, at nu er mor så langt ude at I må se at komme. Sv.Aa. ringede til provsten om at komme, for nu var det sådan at han skulle over at begrave mor. Da vi kom til mor, sad moster Nille der og mor kunne ikke sige noget mere, hun lå med bristede øjne. Så satte jeg Torben op mod hendes ansigt og så løb der en tåre ned ad hendes kinder. Så skreg han så forfærdeligt, så måtte jeg gå ud. Det var som om døden sloges i den ene ende af huset og livet i den anden ende. Han blev ved med at skrige. Så snart der var stilhed med ham, så var der også stilhed hos mor. Det gik hurtigt.

Udskrift af ovennævnte interview optaget på bånd af Bitte v/ Kirsten Bjørg Reerslev, den 5. november 2010.

(hvor der er sat spørgsmålstegn har lyden været for dårlig til at kunne høres)