Month: July 2015

Norges – rejse juli 1962

Deltagere:

Stab:

• Chef: Svend Aa. Reerslev
• Mester: Frode Hansen
• Inspektor: Ebbe Steen Hansen
• Norske guide: Torstein Lofthaug

1’ telt: John, Christian, Kurst, Sven Erik

2’ telt: Per, Troels, Bjarne, Erik

3’ telt: Hans, Ingvar, Jørgen, Beck Flyger, Ib, Lasse, Niels Peter

Chauffør: MIK (Kaj Mikkelsen)

Planlagt Rute: Frederikshavn-Larvik-Kristiansand-Vinje-Rauland-Rjukan-Skien-Brevik-Larvik-Frederikshavn.

Afrejsen fandt sted temmelig planmæssig, idet MIK indfandt sig i præstegården, kl. 18.30 hvor de første deltagere allerede var forsamlet med deres bagage anbragt i konfirmandstuen.

Resten blev taget på undervejs til Frejlev og kl. 19,10 fandt den endelige afgang sted fra skolens legeplads, efter at den kolossale bagage var blevet stuvet ind eller anbragt på bilens baggagebærer. Kl. 20,30 præcis rullede vi ind på banepladsen i Frederikshavn.

Sejladsen blev noget besværlig for drengene, idet de måtte vente til over midnat på at få adgang til bar-lokalet. Kun de færreste fik en sofaplads. De fleste måtte nøjes med gulvet eller en lænestol. Tabletten, de alle fik, hjalp imod søsyen, som kun én bukkede under for. Frode og jeg sov nogenlunde i vor kahyt, som vi havde for os selv, men alle var dog nogenlunde friske (nogle af os styrkedes ved en lille kop morgenkaffe i restaurationen) da vi c. 7.30 startede bussen med kurs imod Kristiansand.

Første station var Sannidal, hvor vi ventedes til morgenbord (det helt store norske frokostbord) hos Torsteins forældre på deres gård lige ved præstegården.

Torkil og Hilda Tande var hjemme, og de sluttede sig til os, hvorefter vi tog over i kirken. Her fortalte T.T. kirkens historie ganske kort og lyste Herrens velsignelse, inden vi sang den sidste salme.

Nu gik turen til Krogsand (ved Fjære) desværre i tiltagende regn. Det blev dog opholdsvejr, inden vi ankom til lejerpladsen, hvor vi fik anvist en fin placering lige ved sandstranden. Nogle af drengene fulgte mit eksempel med et lille rask bad, og så spadserede vi lidt omkring, inden der blev taget fat på tilberedningen af et kombineret middags- og aftensmåltid (bestående af en bøf med en mængde kartofler- nye- til) velsmagende. Klokken var da næsten 17. Om aftenen legede drengene fodbold med nogle små norske gutter eller prøvede at fiske. Torstein var den eneste heldige – dog med et ret magert resultat – en enkelt lille torsk. Frode og jeg gik et par småture i klipperne og nød udsigten, folkelivet og hinandens selskab.

Ved c. ellevetiden gik vi til ro, men det varede noget, inden drengene blev tavse. Nogen helt ideel søvn blev det ikke til, idet flere af os halvfrøs i teltene .. hvilket fik sin forklaring, da vi tidligt på morgenen kiggede ud af teltåbningen. Vi lå bogstavelig talt på havets bund, idet det var blevet flodtid og havet var steget. Heldigvis lå et par af teltene lidt fra vandkanten, men i andre var det kun lige til, at inder teltet holdt vandet ude.

Onsdag, d. 4. begyndte altså med noget af en vandgang alligevel blev den 100 % vellykket. Vi startede kl. 10 efter et godt morgenmåltid (havregrød, smørrebrød og kaffe) samt for mit vedk. et hastigt bad i de dejlige salte bølger (til trods for de generende regnbyger)..  besøgte Fjære kirke’s kirkegård med monumentet af Terje Viken og fortsatte til Kristiansand, hvortil vi arriverede lidt før kl. 12. En jente som Torstein havde sat stævne + en gut, hun kendte viste os den ret nye Storkirke (med det spartanske udstyr i ufarvet tømmer) fæstningsanlægget, der er lavet om til restauration, men har bevaret sit oprindelige præg, hvor kassematter, tårne og kanoner, og den vidunderskønne naturpark hvori naturen er bevaret ’mest muligt’, kun understreget af dejlige blomsterparker. Der havde vi sol det meste af tiden … ligeså på den c. 200 km. Tur op igennem Setesdalen, der var en kæde af skønhedsåbenbaringer. I en lille idyllisk beliggende landsby standsede vi og holdt måltid (brød, pølse, marmelade og mælk) i en venlig købmands have (efter noget før at have drukket kaffe eller sodavand på et Cafeteria, af hvilke der findes en del langs vejen). Inden vi nåede Bykle tog vi en afstikker til ’Rygnestadloftet’, der blev os forevist af en efterkommer af den Åsmund Rygmester, der i 1500 tallet måtte flygte ud af landet som fredløs, men vendte tilbage som velhaver og fyldte sin arvegård med mange kostbarheder fra udlandet. Fruen der er i 50 årsalderen er 15. led efter denne berømthed, men dele af bygningerne er fra 1200-tallet og endnu udstyret som dengang. Dette besøg blev dagens clou. Ved c. 10-tiden nåede vi Bykle, men vi vendte tilbage til en idyllisk beliggende Campingplads ned ved elven, der ligger c. 2 km før Bykle, idet vi ellers vil komme for langt fra vandet og drengene ville fiske. Ved c. 10½ tiden havde vi slået lejr og fik dagens sidste måltid (havregrød til staben – andre ønskede den ikke – og ellers smørrebrød efter behag til en kop kaffe). Frode, Ebbe og jeg gjorde visit i MIK’s lune bil, mens drengene fiskede eller drev omkring indtil de af sig selv fandt på at gå i seng.

Torsdag, d. 5 oprandt med fint solskin og en forbavsende lun luft. Flere af os tog en dukkert i elvens iskolde vand inden morgenmaden. Derefter var de friske til at drive omkring, føre dagbog, behage sig eller hvad man ellers havde lyst til indtil middag (bøf m. kartofler) kl. c. 12. Det var blevet en smule skyet, men med mange solstrejf ind imellem, så køreturen blev flot gennem resten af Setesdalen op til Haukeli-grend. Hen på eftermiddagen tog skydækket dog til, og da vi efter den imponerende nedkørsel ad den stærkt snoede vej oppe fra det kun med enkelte bævreasp bevoksede højfjeld til Haukeli-grend  fortsatte i østlig retning, fik vi flere skrappe byger. En af disse overraskede os, da vi var på vandretur op til det vældige dæmningsværk (der opstemmer adskillige elve til en stor sø og snart skal danne grundlag for Norges, ja, hele Europas største sluseanlæg) Tokkedæmninen, men så trøstede vi os med en kop kaffe i det flotte cafeteria i Hotel Vinje lidt senere. Det blev sent, inden vi nåede Rjukan. Klokken var vel godt otte, norsk tid, men nu var det klaret op, så at vi rigtigt kunne nyde nedkørslen langs de bratteste slugter, vi endnu havde oplevet. I en af disse – den sidste af dem – så vi pludselig det imponerende kraftværk, tungtvandsfabrikken, liggende lige overfor os – med sine sølvglinsende ledninger i et 4-5 dobbelt stræk nedover fjeldet til dalbunden – vis a vis et hundred meter (eller mere) højt vandfald. Her måtte vi ud af bilen og filme, alle der havde apparatet med sig. At en af passagererne samtidig luftede sin køresyge, fandt vi andre just forståelig mærkeligt, at ikke mange flere havde fået ildebefindende efter den megen cigaretrygning og under den ret hurtige nedkørsel ad den smalle vej – ved hvilken MIK dokumenterede sin dygtighed til at vurdere enhver tænkelig situation, f.eks. ved forbi passering af modkørende trafikanter (en manøvre, der kun lader sig udføre af super-chaufører, især når det gælder at styre en bus eller lastbil). Rjukan imponerede os også som by med sine flotte butikker langs den flere kilometer lange gade, sit gadeliv med promenerende ungdom, tivoli, cafeer o.s.v. Men tiden var fremrykket, så det gjaldt om at finde plads til overnatning. Heldigvis lykkedes det os at knibe os en sådan på en ejendommelig campingplads, indrettet af de forende motorforeninger på grønningen midt i det store frilandsmuseum med gamle, norske huse stående opstillet i en aflang oval omkring os. Det viste sig at være næsten udelukkende danske bilbetegnelser, vi så omkring os, da vi var kørt på plads og havde fået teltene rejst. Så det var ikke vanskeligt at foretage interviews og indhøste orienterende oplysninger. Disse gik desværre ud på, ag Gausta ikke – som vi troede – havde tovbane, men at en sådan går op til et andet fjeld, hvorfor man i godt vejr kan se Gausta-toppen .. samt at Gausta selv er beklædt med et flere steder meterhøjt snelag – endda med vand under – Sådan at en opstigning kræver særligt udstyr og endda muligvis vi være uigennemførlig på grund af skyer, tåge og styrtregn. Vore planer kom derved i støbeskeen, da vi holdt stabsmøde sammen med MIK i dennes bil – efter at drengene havde fået nattegn til kl. elleve. Ved en kop kaffe drøftede vi de forskellige muligheder for en omlægning af vor ekspedition, men vi blev enige om at ’sove på det’ og afvente morgendagens vejr.

Fredag, d. 6  oprandt med jagende skyer over de fjeldrande, der omgiver os, og skrappe byger trommede på teltlærredet. Vi blev derfor liggende til klokken c. 9 norsk tid, da regnen holdt op og solen nu og da tittede frem. Efterhånden klarede himlen næsten helt op, og temperaturen steg til fin sommervarme ( i hvert fald efter dansk målestok). Morgenmåltidet udsattes til kl. c. 11 og var meget solidt, sådan at det gjorde det ud for frokost. Staben kørte til byen og besøgte turistbureauet, de gav os opmuntrende oplysninger både ang. Lufttrykket (der tenderede imod højtryk) og en tid til turen op i Hardangervidda. Vi tog en kop kaffe med en ostemad til (gjeteost) på en Cafe og drøftede dagplanen, der kom til at byde på et besøg til et af byens store kraftværker, der ligger i nærheden af vor lejrplads. Det blev en vældig interessant oplevelse. Sammen med en flok danske spejdere, der havde anmeldt deres besøg til kl. 15 (der var fra Farsø) fik vi de mærkelige arbejdsforhold forevist. Kraftværket ligger indtil 170 m inde i fjeldet, dels for at undgå bombningsofre. Vandet ledes fra flere elve til nogle ledninger, hvorigennem det styrter ned over de indelukkede turbinehjul og driver disse. (l liter vand bliver derved i stand til at præstere 7-8 hk). Da vi kom hjem ved 16-16½ tiden fik vi MIK til at køre os de 5-6 km til tovbanens station (Crom kaldet) og 17 af os steg nu til vejrs op i 900 m. højde, vis a vis Gaustatoppen, der lå badet i mildt solskin med mange store snemarker mellem de bare fjeldrikker – et pragtfuldt syn. Kom hjem c. kl. 18 til aftensmad som to af drengene, der tidligere på dagen havde været i Crom, imens havde tilberedt. Ved 18.30 tiden tog de fleste af drengene – klædt i deres fineste pus – til byen for at gå i bio og derefter male byen rød, mens staben og de øvrige drenge blev derhjemme for at nyde den pragtfulde solrige aften på lejerpladsen. I meget små og meget trætte grupper vendte drengene hjem.

Lørdag, d. 7 blev en af de store dage. Den begyndte med skyet himmel, dog med en del solstrejf imellem. Jeg kunne da tage badebukser på og tage kold ’afvaskning’ i det lille kildevæld der strømmede igennem den del af lejren, hvor vi lå. Efter et solrigt morgenmåltid startede vi mod Kolhovd, som mål forbi byen Tinn og noget af Tinnsjøen. Køreturen var helt ud fantastisk med de mest overraskende kontraster. Snart var vi højt oppe på bjergkammen, snart susede vi ned i dale, men tilsidst endte vi dog oppe højderne og rullede ved 13-tiden ind i Kolhavd (der består af et turisthotel med annex og nogle enkelte andre sommerhuse). Værten viste os den store imødekommenhed at leje os annexet med senge (uden sengetøj) opvarmet og med plads til at lave mad for 2 kr. pr. snude. Det tilbud vandt vor fulde begejstring. Nu blev der stillet an til den store frokost (pølser – ost og süsspeise dog kun på rugbrød og uden mælk eller kaffe til, da sådant ikke kan købes her). Ved 15-tiden var vi parat til en bjergbestigningstur, der begyndte med 6 km’s spadseretur ad den forholdsvis gode vej hen til foden af bjerget, MORSNOS (mors næse). Selve opstigningen var brat og for mit vedkommende lige til randen af mine kræfters formåen. Frode blev tilbage, som god kammerat og indrettede sig efter mit tempo. Derved undgik vi at blive gennemblødt af et voldsomt tordenvejr, som alle drengene fik at smage. De mødte os for nedadgående, da vi var nær toppen og deroppe fandt vi en veritabel hule med udsigt milevidt til de snedækkede bjerge i nordvest. Vi oplevede de mest fantastiske lyseffekter over landskabet. Og da vi, efter at torden og haglvejret var drevet over, så til den anden side, lå Gausta, som en snehvid dronning og tronede over de blå bjerge i det fjerne. Den 20 km lange sø, ved hvis ene ende, vi bor, så vi også til begge sider for os. Et fantastisk held for os var det, at en rutebil, der skulle til Kolhovd, kom kørende, netop som vi nåede bjergets fod. Vi vinkede og råbte, og den ventede på os. På hjemvejen samlede vi flere af drengene op. Per havde mit filmapparat, og han havde haft konduite til at optage flere scener fra drengenes bjergtur, rutsjen ned ad snejøkler og andet. Den er jeg meget spændt på selv har jeg filmet hver eneste typisk situation under turen hertil, så vi venter os alle meget af den, når den engang bliver fremkaldt. Efter dinner (to pølser + kartofler + 2 skiver rugbrøde til mands) gik vi over i turisthotellet, hvor vi tog en SOLO eller en kop kaffe og hvor vi havde hyggeaften med humoristisk oplæsning, sange og hornmusik (ved Hans og Bech) til kl. 22½, da restaurationen så lukkede. Værten, Hr. Hansen, viste os den venlighed at give os ½ time ud over til kl. 22, der er normal lukketid.

Søndag, d. 8. Vågnede vi ved 9-tiden. Luften var for mig tilpas tempereret til en morgendukkert efter min gymnastik (i vort i lige måde tilpas tempererede store stabsværelse). Spisning ved 10-10½-tiden, hvorefter der var lejlighed til at pusle lidt, barbere sig o.s.v. Morgenappellen, vor daglige morgensang, gjorde jeg i anledning af søndagen en smule mere ud af. Torstein havde gjort aftale med en motorbådfører om en sejltur på den 20 km. Lang sø, vi bor ved. Der blev 7 drenge foruden mig til turen. Ingen af os fortrød den. Det var morsomt at se bjerget, vi i går var på, nedefra, og skipperen henledte vor opmærksomhed på en festlig fjeldformation ’Trolden’, der lignede en mavesvær jættestor kæmpe med grotest ansigt, liggende langs søen. Efter hjemkomsten fik vi smørrebrøds måltid, og nu tog regnen fat. Det blev en regnvejrseftermiddag af de sureste, som lejrfolk kan komme ud for, men det berørte os ikke. Vi sad alle hyggeligt indendørs, drengene på den store belægningsstue med kortspil, staben + Mik i stadsværelset ved en kop kaffe og en god passiar til lidt guitarspil nu og da. Kl. 19 spiste vi til middag (kartofler + små frikadeller) og kl. 20 marcherede vi i flok og følge till turisthotellet i pænt antræk til en kop kaffe på kassens regning. Nu var det klaret op, og vi blev enige om at bryde op fra restauranten kl. 22 og i den klare, lyse aftenstund tage os en sidste udflugt i ødemarken. Den blev en af vor største oplevelser for os alle og strakte sig til over kl 24 (norsk). Vi var så heldige at se en hel hjord rensdyr (5 på stribe) der var blevet jaget op ved at drengene havde spredt sig i terrænet, og vi oplevede de skønnest tænkeligste belysninger, og selv om vi måtte springe fra tue til tue i mange sumpe under nedstigningen nød vi i fuldt mål ødemarkens storhed. Det gjaldt i hvert fald Frode og mig. Vi slog som sædvanlig følge, mens knægtene sprang omkring på må og få og ledte efter rensdyrgevirer, nogle af dem med afgjort held. Ud på natten vågnede jeg. Det var kl. 3 dansk tid, og det var da ganske lyst. Resten af natten indtil kl. 5 (dansk) tog jeg forskellige optagelser, eftersom lyset sted og solopgangen nærmede sig – de sidste efter solopgang ved Brugs Christians hjælp, især ved omskiftning af film.

Mandag, d. 9 blev vor første morgenstund ’med guld i mund’. Vi gav os til at pakke lige efter morgenmad og startede lidt i 10 på den fantastisk skønne nedtur fra vidderne. Ved ellevetiden rullede vi ind på Sandvik lejrplads lige ved Tinnsjøens begyndelse, en ualmindelig smukt beliggende og billig lejrplads (kr. 11,50 for os alle) og her har vi haft alle tiders drømmetilværelse, som solskinsbørn med vekselvis bad i den 12 grader varme sø og solbade på den dejlige græsplæne, der omgiver teltene i den store telt by. Alt er som man kan ønske sig det og millionærerne har det næppe bedre i Honolulu. Vi fik smørrebrød kl. 14 og middag (kartofler m. bøf) kl godt 19. Frode og jeg var på privat indkøbstur oppe i bygden (under den med hytter bestrøede, stærkt skrånende li) lige efter frokost og går derop – måske ifølge med nogle af drengene nu efter dinner. – Solen forsvandt bag bjergskråningen kl. 19.40 og da det blæser en del, er temperaturen stærkt faldende. Desværre havde konditoriet alt udsolgt, og smækket dør, og Bondeheimen (Gæstgiveriet) havde lukket kl. 17 (ejendommeligt tidspunkt at lukke på for en beværtning!). Vi traf flere smågrupper af vore drenge, og Frode blev enig med sig selv og hele flokken om, at en kop nescafé med et tykt stykke frisk, norsk brød til vist var på sin plads. (Det viste sig, at det var det). Efter at drengene havde pjanket lidt med deres fodbold, holdt ’mandjævning’ og øvet anden idræt, mens vi i staben sad i bussen og småsnakkede, mens vi nød det brogede folkeliv på den idyllisk beliggende plads, gik vi i seng ved 23-tiden, og efterhånden blev der ro i lejren.

Så blev det Tirsdag, d. 10. Den yndigste, blide morgenstund, man kan forstille sig, modtog os ved at varme vore telte op (de havde i nattens løb været temmelig kolde), så at vi ikke kunne være i dem. Flere af gutterne optog mit eksempel på morgenbad, selvom vandet ligger på c. 10 grader så tidligt på dagen. Alle spurgte efter tu:’ Skal vi allerede afsted herfra?’ hvorpå jeg beroligende kunne svare:’ Ikke før engang i eftermiddag’. På mit spørgsmål: ’Men nu længes I sikkert allerede efter at komme hjem til mor?’ fik jeg et mangestemmigt ’Na – a – j’ til svar. Turen synes altså foreløbig at stå i succesens tegn. Det var med tungt hjerte vi efter middagens måltid (smørrebrød) og et hastigt bad ved 15-tiden brød op fra den sydlandske idyl og begav os på turen til Nortodden . Det var bagende hedt hele dagen og en rast midtvejs i et cafeteria ved 17-tiden var en ligefrem nødvendighed for os. Ved c. 18-tiden nåede vi Notodden efter at have gjort holdt ved Heddal stavkirke, en af de få stavkirker, der er tilbage fra 1250- tallet (gennemrestaureret formedelst en velhavers gavmildhed for c. 1 million kr., siden jeg så den i 1946). På Nordodden campingplads fik vi anvist en hyggelig, skyggefuld plads for os selv, og gutterne var hurtigt i badebukserne for at få en svømmetur i den forholdsvis tempererede del af elven (sikkert en blind gade til denne). Efter aftensmad (varm ret + kartofler) så vi på svæveflyvning med start ved hjælp af flyvemaskine lige ret på landevejen (som hvert øjeblik bliver afspærret med bomme). Ellers var vejen stærkt befærdet – især af nitterdrenge og andre læderjakker på brølende knallerter og motorcykler. Frode, Mik og jeg tog bussen ind til byen og havde en dejlig aften sammen – først med stille spadseren omkring i gaderne og på den smukke kirkeplads, der er et stort by anlæg med flere trapper op til den monumentale kirke (også en millionærgave + tilskud fra staten) og ved en kop kaffe samt en norsk pilsner på byens fornemste hotel med fin klassisk koncert som baggrundsmusik (deriblandt Brahms 3. Symfoni). I den lune, stille nat med halvmånens skær som guldstribe over elven vandrede vi – passiarende og filosoferende godt 3 km tilbage til lejren og kom til ro lidt over midnat.

Onsdag, d. 11. Vågnede vi til en blid, let skyet og behageligt tempereret morgentemperatur, og nogle af os tog en svømmetur i elven inden morgenmad. Det var nu blevet hedt for alvor, med næsten skyfri himmel, og vi startede kl. 10.15 på vor sidste, lange tur med Grenland Ungdomsskole som mål. Det første stands havde vi på kirkepladsen i Notodden, hvor en af byens præster foreviste os det meget moderne, men fint afstemte indre af den føromtalte kirke. Derfra kørte vi uden standsning til Skien, i hvis omkreds vi gjorde holdt på flyvepladsen for at se ’Bjørneparken’ med rigtigt levende bjørne, fanget som små unger oppe i vildmarken. Den viste sig at indeholde kun to bamser, der vandrede sørgmodigt omkring og nedlod sig til nu og da at give en lille forestilling med at sidde på halen eller foranstalte brydekamp for at tilfredsstille tilskuerne og måske erhverve sig en bid brød som betaling derfor. Nok så interessant var vor ¾ times besøg i Skiens centrum netop i den mest pulserende forretningstid. Man gjorde de sidste indkøb af kærlighedsgaver til mor derhjemme og steg så atter til vogns for at fortsætte til Porsgrunn, hvor der blev provianteret. Kun godt 4 km til, og vi kørte ind på gårdspladsen (grønningen) til Gr. Ungdomsskole. Her blev vi modtaget af Åsen, der anviste os teltplads og stod os bi med råd og dåd. F.eks. vejvisning til drikkevandshaner, toiletter o.a. Ved husmors velvilje (hun og Åsen forestår det sommerpensionat, som ungdomsskolen i disse feriemåneder udgør) fik vi kartofler til bøfferne, der blev nydt ved 19-tiden. Forinden havde de fleste af os frekventeret den af stejle klipper prægede badeanstalt ved Brevikfjorden (lige igennem Nystrand, når man kommer fra Gr.U.). Efter måltidet spredtes gutterne, mens staben (Frode, Mik og jeg) tog imod forstander Eikelands invitation til aftenkaffe og planlægning af morgendagens program. Da Eikeland indbød mig til at overnatte i et af de ledige rum i ’guttefløjen’, tog jeg imod – ikke mindst for at jeg derved kunne få min dagbog ført a jour – hvilket hermed er sket. Det er blevet temmelig tæt regn, men vejrudsigten lyder på helt pænt vejr i morgen. Håbende på, at profeterne må få ret, lægger jeg mig nu – kl. 23.30 (norsk tid) til at sove.

Torsdag, d. 12 vor sidste hele dag i Norge, begyndte med regn – som en fortsættelse af nattens stærke byger. Jeg blev vækket kl. 7 af Agnes, efter hendes løfte fra i går holdt, gjorde mit ’system’ og tog dusj samt barberede mig. Sådan at jeg kunne stille til havregrød i lejren kl. 8 – ligeledes efter aftale fra i går. Der erfarede jeg, at gutterne i præstegårdens telt samt nogle fra de øvrige telte i nattens løb var taget ind i gymnastiksalen, da deres soveposer begyndte at trække vand udefra. Men der var ingen sorg eller fortrydelse af den grund, hvilke gutter, som de er. Kl. 8.45 startede vi – med Eikeland som guide – til Herøya Kirke, der blev os forevist af sognepræsten. Den vakte stor interesse hos os alle, hypermoderne som der er og særdeles praktisk. Jeg var herude på skolen ved 15.30 tiden. Gutterne drev da omkring i små grupper og syntes at befinde sig godt. Nogle af dem var ved at indøve ’numre’ til kvældfesten, som vi er inviteret til, og jeg gik ind til Åsen, for at vi sammen kunne lægge programmet: To sange i ’Danske drenge’, Hornduet (Bech og Hans, J Oxum fortæller noe, Pause (servering), Reerslev læser humoristisk op, Eikeland fortæller om ungdomsskoler, en sang fra ’Danske Drenge’, Åsen afslutter med kort andagt. Det blev til en ny kaffekop og en hyggestund med familien dèr. Derefter snakkede jeg med forskellige af kammeraterne, unge og ældre, indtil tiden kom for aftensmad (kartofler med 2 pølser til og mælk med gryn til dem, der ønskede det). Ligesom vi skulle til det, ankom Isak Oxum, den herlige skovejer-bonde, som jeg blev ven med i vinter. Jeg fik ham med hen i kælderetagen under festsalen, hvor spisningen skulle foregå og præsenterede ham for Frode. De syntes straks om hinanden, hvilket jeg også havde forudset. Nu kom Boye sammen med gutten, og det blev en helt livlig stund, inden vi i flok og følge gik op i skolestuen ovenpå. Ved c. 1930 tiden var vi alle samlede til filmforevisning (foretaget af Åsen). Program: ’Grenlandsfilmen’ i farver og en fantastisk god film – også i farver – om en norskamerikaner, der vender hjem efter 47 år hinsides dammen og finder alt forandret, hvorved man får en udmærket præsentation af Norges industrier, deriblandt NORSK HYDRO – Vi kunne aldrig have undværet dette supplement til vor studierejse. Det fik det hele til at sidde rigtig fast. Selve festarrangementet: Sange, musik, oplæsning, forfriskning’, korte taler og afsluttende  andagt foregik i pejsestuen i ’Jenteinternatet’, der p.t. er internat. Et par af drengene, Ebbe og Troels, spillede klaver, Hans og Bech hornduet, og vi hjalp hinanden – norske og danske, med at synge sange af ’Danske drenges sangbog’. Det blev en brilliant afslutning på vort arbejdsprogram, og det var svært at få sagt godnat. Boye og Frode fulgtes med ind på mit værelse til en cigar og en afsluttende prat. Nu, kl. 11.45 (norsk) sætter jeg punktum – håbende på en god hjemfart i morgen.

Fredag, d. 13. Håbet gik i opfyldelse. Vejret havde forbedret sig. Ganske vist så vi ikke noget til solen, førend vi var kommet et stykke til søs, men så skinnede den også klart et par timer eller mindre, så at alle, der ønskede en dybere tone af brunt i ansigtet og over kroppen, bare behøvede at anbringe sig på ’solskinsdækket’ i en af flugtstolene der. ’Afskeden med Grenlands Ungdomsskole var kortvarig men præget af en ’på gensyn-indstilling’ fra både norsk og dansk side. Vi havde tydeligt nok ikke spoleret den forbavsende norske velvilje overfor alt hvad der hedder ’dansk’.  Et udslag af denne velvilje – oven i købet af betydelig økonomisk virkning fik vi ombord på Carl Adeler. Frode erklærede, at ’kassen’ kunne bære udgifterne til dagens middag ombord for samtlige deltagere. Da jeg under forhandling med hovmesteren om tidspunktet for en samlet bespisning af os – lige akkurat antydede begrebet moderation overfor gruppen, spurgte hovmesteren smilende, om danske 16-års gutter ikke formåede at spise ret meget. ’Det må jeg af gode grunde nægte’, svarede jeg. ’De tager vældig godt til sig af den gode norske mad’. ’Vi skal alligevel overveje spørgsmålet’, sagde han og daskede mig kammeratligt over skulderen. Da vi noget senere (kl. 14.15 efter aftale) sad til bords, kom han hen og tilviskede mig:’ Er De tilfreds med 6 kr. pro persona?’. Da prisen var 8,50 kunne jeg kun trykke hans hånd i dyb taknemlighed. Vi åd for mindst to personer hver, så dejlig var maden (svampesuppe, mager svinesteg og blommer i flødeskum). Overfarten gik godt og behageligt  i det fine, næsten vindstille vejr, og toldvæsenet interesserede sig overhovedet ikke for vor bagage. Så de billige cigaretter m.m. kom på sin rette plads i diverse hjem, hvor de skulle gøre det ud for kærlighedsgaver til gutternes familie. MIK havde været så tidligt ombord, at hans bus var den første der kørte i land og munter stemning med masser af sang, fløjten, nynnen og snakken rullede vi sydpå og ankom til pastoratet allerede kl. 7½ (19.30) dansk tid …kun c 1½ time efter ankomsten til Frederikshavn. Første station var Frejlev skole, hvor næsten halvdelen stod af, og så gik det med små standsninger til endestationen, Sønderholm præstegård. Overalt stor gensynsglæde med den hjemmeblevne familie, og fra samtlige drenge et varmt håndtryk til os i staben med et tak for turen. De samme ord har lydt talrige gange til mig de følgende dage fra gutte-mødre og –fædre. Og vi har brugt dem overfor hinanden, når vi i staben havde lejlighed til at mødes. Allerede lørdag formiddag var jeg på en lille kaffevisit hos MIK for at betale Kurts og Sven Eriks forsikring (i alt 10 kr) og jeg mødte hos denne fortræffelige, sikre og elegante chauffør det samme glædestrålende smil, som så ofte havde lyst os i møde på turen. ’En sådan tur ville jeg gerne ud på med drengene og jer andre igen, til Norge eller sydpå’, sagde han. Og hvem ved – vor 100% succes får måske følge af den at, når en ny vår kalder udlængslerne frem hos os i 1963 eller senere. Det er vist den indstilling, der er fælles for de fleste af deltagerne i K-klubbens Norgestur af 1962, der hermed har fundet sin afslutning. Det er inspiration for ligesindede indenfor dansk ungdom.       Finis.

(Afskrift efter min far Pastor Svend Aage Reerslevs notesbog v/Kirsten Bjørg Reerslev 27/6 2015)