Topsy – en skæbnefortælling

Topsy – en skæbnefortælling.

Ved Kirsten Bjørg Reerslev, august 2023.

Emilie Bjørg Myee Marcker (”Topsy”), Hillerød 1931.

Indledning:

Af Emma & Ludolph Marckers tre døtre – Karna, Topsy (Bjørg) og Tootie (Dagmar) – blev det Topsys lod at påtage sig den primære forpligtelse at tage vare på deres forældre under moderens tiltagende sygdom og frem til hendes død 3. november 1927 og igen under faderens sygdom og alderdom. Da Topsys forsøg på at løsrive sig heller ikke lykkedes efter moderens død, førte det tilsyneladende til, at Topsy i det lange løb blev ’en skygge’ af sig selv.

Det, vi kender til Topsy, er bl.a. gennem breve, som hun udvekslede med familien og dens og hendes egne venner, som kan ses i ’Marcker-Reerslev Familiehistorie’. Vi ved også, at Topsy på eget initiativ foretog sin første og eneste kendte udenlandsrejse i slutningen af 1931. Den gik til London, hvor hun bl.a. var i huset hos Mrs & Mr Pole. Og at hun også, helt uventet, vendte hjem til Hillerød 11. juli 1932, ifølge Tooties brev til Karna 11. september s.å. Årsagen til hendes pludselige og overraskende hjemkomst forblev øjensynlig en hemmelighed for familien. Til trods for mange opfordringer, aflagde Topsy aldrig Karna & Svend Aage et eneste besøg. Topsy forblev boende i hjemmet i Hillerød og flyttede sammen med sin far til hans fødehjem ’Marckergaarden’ i Nexø, foråret 1943. Efter Ludolphs død den 15. februar 1945 og i de kommende år var Topsy tydeligvis ikke interesseret i nær kontakt med sine søstre, især Karna trickede hende. Hvor ofte Topsy og Tootie mødtes efter faderens død er ikke helt klart. Først i Topsys sidste år, hvor helbredet sagde fra og hun kom på sygehus, tillod Topsy at modtage hjælp fra søstrene. Den familiære kontakt blev etableret og vedligeholdt via Karnas ældste søn, Torben. Han sørgede også for, at der kom økonomisk og praktisk hjælp fra Nexø Kommune, så Topsy langt om længe igen fik et værdigt liv.

I betragtning af ovenstående er Topsys korrespondance med hendes forældres gamle ven i Australien, Valdemar Hansen (VH), meget vigtig og oplysende. Til ham fortæller hun åbent om sit følelsesliv, om sine frustrationer, ensomhed og sin utilfredshed med sin far og med Karna & Svend Aage. Selvom vi kun kender VH’s breve til Topsy er de en uvurderlig kilde til at prøve at forstå hende. Ligeledes fremkommer her også oplysninger bl.a. om hvilken skæbne barndomshjemmet ’Bornholm’ i Sydney fik, om hvordan Ludolph blev snydt af en betroet ven ved salget af samme, viste det sig, ligesom der omtales et tab af en af Ludolphs ikke nærmere præciseret anden pengeinvestering. Der fremkommer oplysninger om gamle venner og om, hvordan Sydney udviklede sig efter at hun og familien rejste hjem til Danmark i november 1912, og endelig hvordan den verdensomfattende økonomiske depression som følger efter 1. Verdenskrig, påvirkede levestandarden negativt i 1920’erne og 1930’erne i Australien som i Europa. I forbindelse med VH’s egen udtalte længsel efter at komme tilbage til Europa, fortæller han levende om sin opvækst i Danmark og rejser i Europa.

Valdemar Hansen, Sydney 1918. Foto: Kaptajn Tillisch, ombord på M/S Selandia.

Korrespondancen strækker sig primært over 3 år og drejer sig om adskillig hundrede brevsider. I det første 1½ årstid handler den meget om Topsys ihærdige forsøg på at rejse ud til Sydney. Brevvekslingen kan som helhed betragtes som en skæbnefortælling for de to involverede og for de to hver især.

VH (20.04 1865 – 09.03 1935) og Topsy (20.02.1900 – 13.01.1980) så hinanden for sidste gang i København december 1912, hvor hun og Karna sammen med VH gik en tur på Langelinie. Da var han 47 år og Topsy 12 år!

Mit ærinde med at dykke ned i Topsys private korrespondance (altså kun VH’s svarbreve og kun ét brev fra Topsy til VH) har udelukkende været, i al respekt for dem begge, primært indirekte at give Topsy mæle og på den måde forsøge at forstå hendes adfærd i det hele taget. For i min familie (som barn af Karna & Svend Aage Reerslev) hed det sig nemlig, at Topsy var ’sær’, gjorde sig selv syg, ville ikke arbejde og andre lidet flatterende udsagn, som desværre påvirkede mine søskendes og mit syn på hende negativt. Jeg har ligeledes fundet det interessant at lade tidsbilleder, som indimellem rækker tilbage til 1880’erne, komme frem, ligesom konsekvenserne af langsommeligheden for udveksling af breve i 1930’erne. På det tidspunkt tog det 2½ måned at få svar på et spørgsmål med ordinær postforbindelse via skibsfarten. Bortset fra ganske få hele, eller næsten hele breve, citerer jeg kun i uddrag fra brevene.

For at give et samlet billede af hele denne korrespondance, er den suppleret med relevante breve fra andre personer, som var involveret i Topsys rejseplaner. De gange Topsy mente sig på vej til Australien, måtte hun bede VH om ikke at skrive til hende. Som følge deraf påbegyndte VH fem særligt lange breve, som hver strakte sig over flere måneder (’Gamle Fremantle’-, ’Port Said’-, ’Colombo’-, ’Fremantle’- og ’Adelaide’brevene). Disse breve var tiltænkt Topsy, når hun ville nå de respektive destinationer. ’Gamle Fremantle’-brevet er ikke intakt.

Datoen på hvert nyt brev vil være fremhævet med fed skrift og i kursiv. Kursiv i selve teksten er udelukkende min og er for at fremhæve særligt oplysende indhold. Dato’er for hver dag, som VH skrev på sine lange breve til Topsy, er sat med fed for at gøre teksten læsevenlig. Alle understregninger i teksten er VH’s.

VH blev efter eget udsagn introduceret til familien i 1905 eller 1906. Karna og Topsy kom også på ferie hos Valdemar Hansen og hans kone Elly.

Nære venner til Emma & Ludolph fra deres tid i Sydney, som forekommer i teksten, er: Miss Clio Jensen, Mrs Mabel Lord, Mrs Duggan, Mr Halberg og sagfører Hawkins. Gusta Hansen var VH’s niece.

Hvem var Valdemar Hansen? I et brev tilsendt ham i 1906 fra Dansk Patent Kontor i København tituleres VH således: Engineer, Manager, Baltic-Separator Head Depot, Corner Hay and Sussex Streets, Sydney, Australien. Og af en fotokopi dateret 19. August 1994 over ”Danske konsulare embedsmænd i Australien” indtil 1990, som min bror Jørgen Fog Reerslev fik udleveret under et besøg i Sydney, fremgår det, at Søren Julius Valdemar Hansen var Dansk Konsul i Australien i perioden 27/1 1919 – 29/2 1921.

Min opfordring til læseren er at indstille sig på gentagelser og langsommelighed i tekstens udvikling. For det er netop déri, at man skal kunne forstå og mærke de vilkår, som Topsy og VH levede med og under.

Alle faktuelle oplysninger i min indledning og efterskrift er at finde i den gennemgående ’Marcker-Reerslev’s Familiehistorie’. Mit interview med Topsys hjemmehjælper Inge Berthelsen og Historien om ’Marckergaarden’, findes som 2 særskilte links.

Endelig her et citat fra min mors dagbog ”Lille Torbens Dagbog”, under datoen 3. november 1927 i forbindelse med hendes mor Emmas død: ”Mor havde været forberedt i mange aar, det kunde vi se efter nogle breve hun havde skrevet til Far og os søstre, hvori hun skrev hvordan vi skulde være over for hverandre og Far…”.

Blev netop dette udsagn Topsys skæbne?

Sideantal: 216.

 

1920.

Sydney, 3die Feb. 1920. Brev til Topsy fra Valdemar Hansen.

”Kære Topsy. Jeg var lige ved at falde ned af Stolen ved pludselig at faa Brev fra Dig, det var overraskende, men ikke desto mindre blev jeg meget glad ved at modtage det og Dine gode Ønsker, som jeg gjengælder. Ja – tænk at Du nu er 20 Aar, og jeg kan slet ikke tænke mig, hvorledes Du ser ud. Arthur Becume skulde vise mig nogle Photos taget i Hillerød, men han har til Dato stadig glemt at lade mig se dem, men det kommer vel en Dag. Jeg kan ikke forstaa al den Blindtarmsoperation, jeg tror ikke det er godt, der maa være andre Methoder at kurere den Betændelse, hvis den Tarm maa absolut have sin Bestemmelse og Nytte, og jeg troede desuden I vare et Par stærke og sunde Piger. Det er nu Aar siden jeg hørte fra Karna, den Korrespondance er holdt pludselig op, der var flere Breve jeg ikke fik svar paa, saa jeg holdt op at skrive ogsaa. Jeg haaber ikke det er noget alvorligt med den Katarh, som Karna lider af. Ja – Tootie har vel maatet følge Trop og voxe ligesom I andre. – Vi havde en lille Forestilling i Klubben for nogle Uger siden, jeg sender Dig hermed et Program, som maaske kan interessere Dig. Denne Krig har ødelagt saa meget, hele min Forretning gik i Vadsken, og det er ikke let at faa noget andet arbejdet op igjen, saa Tiderne ere sløje. Saa er der andre hvem Krigen hjalp, saaledes som Halberg, der købte Borchardt ud. – Mange af de gamle ere døde og andre ere ankomne hertil, nogle klarer sig, andre ikke, en del Danske rejste hjem, men det er jo saa dyrt i Danmark, for Tiden er Australien nok det billigste Land at leve i, selv om alt ogsaa er gaaet op her. – Det var en slem Omgang med mit knæskadede Ben, men det kommer sig dog ret hurtig, jeg bruger kun en Stok nu, naar jeg er i Byen, det er Foden der endnu ikke er stærk, men min surfing at weekends hjælper bedre end noget andet, desværre kan jeg ikke gaa hver Dag, selv om jeg bor i Manly, men jeg er 25 min fra Manly beach, saa det er ikke saa let. Jeg bor helt oppe ved Enden af North Harbour, jeg kan se lige ud mellem Sydney Heads, der er meget smukt endnu fredeligt og friskt. Jeg sover ude om Natten, det kan jeg ikke undvære nu. Lundager fra Queensland er kommen til Sydney og her oppe i Chatswood. Jeg hilste paa Mr & Mrs Josephsen ved vor Halbergs-forestilling, jeg havde aldrig før set ham, saavidt jeg husker. Du vilde knap kende Sydney igjen, saa meget som her er bleven bygget nyt og bygget om. Mr. Duggan møder jeg nu og da og vi have en drink sammen. Gamle Mrs Meyer er vist ikke saa rask, men Meyer ligner sig selv om end lidt graa. Horn er jo nu langt den ældste, og begynder at blive gammel, jeg spillede Whist med ham, Verdick og Baadsgaard i Gaar Aftes i Klubben. – Nu skal Du rigtig have Tak for Dit Brev, jeg haaber paa flere. Hils Karna og ønsk hende god Bedring, jeg haaber en Gang igjen at høre fra hende. Med venlig Hilsen til Dig selv og alle er jeg Din heng. VHansen”.

Sydney, Novb. 5th 1920. Brev til Topsy fra Valdemar Hansen.

”Kære Topsy. Jeg har vist endnu ikke takket Dig for Dit sidste Brev med Billedet af Dig selv og de snapshots, jeg blev meget glad for dem alle og for Dit Brev. De smaa Billeder havde jeg allerede set, A. Becume laante mig dem to have a look at. Det er næsten utroligt at tænke, at I alle ere saa store og voxne Mennesker, men nu er det jo ogsaa 7 Aar siden vi mødtes, naar ikke den Krig havde været vilde meget være anderledes. Jeg er nu begyndt paa en ny Forretning, der bliver aldeles udmærket og om et Aarstid skulde jeg atter være mig selv igjen, men jeg har ogsaa haft en værre Tid nu en Del Aar. I gaar var jeg ude at se til gamle Horn, der laa i Sengen, han er jo gammel, og vel den næste til at blive begravet, han havde faaet en ”strike” i Klubben og maatte køres hjem, dog var han bedre og nok oppe i Dag. Jeg tog med Sporvognen derud og kunde paa Vejen se over til ’Bornholm’, der endnu staar paa det gamle Sted omgivet af Tømmerpladsen, der kryber nærmere og nærmere. – Dette Brev burde vel næsten naa Dig til Jul eller inden Jul, saa først vil Du ønske Karna til Lykke paa hendes Fødselsdag, og dernæst Glædelig Jul, det er frygtelig som Tiden gaar eller flyver. – Jeg har ikke mere at fortælle denne Gang, jeg slutter med Ønsket om en glædelig Jul, som jeg haaber Du maa blive fornøjet med. Hvor jeg er ved Juletid maa Guderne vide, jeg trænger til en Masse Surf og Søe for at faa mit Ben helt i Orden, saa jeg haaber at være nær om ikke i Vandet. Din hengivne VHansen.

1931.

Box 2024 L P.G.O. Sydney Ap. 2^nd1931.

“My dear Auntie, I think I almost break a record in delay of replying to a letter, when I now sit down to reply to yours of Novb. 19^th1924. I of course cannot produce any reasonable and acceptable excuse for such discourtesy and I have quite plainly to ask your forgiveness.

You have not lost anything by not hearing from me because at no time could I have advised you to come out here when you have to look for a position at least of the kind you could accept at present of course Things are 100% worse than in 1924. We have all to live on the dole. Labours experiment with Australia has now plainly proved the dismal failure it was bound to be, and I begin to hope that the fat dogs for politicians and Union secretaries are ever all and everyone will now have to work on that, at lower wages and longer hours to see the country and themselves – This is a concise summary of the situation and I dare not let myself have to say any more because, I am afraid it would be very lengthy to the point and surely most uninteresting to you – In this turmoiI I have been dragged to the hard bottom, lost business and all , it being mainly import and I am at my wits end how to make a living, and I have given up all hope ever getting home again – still hope dies hard.

I was very glad to have your letter and photo, but it surprised me to hear you say you were 25 that will make you 32 now I must look up your birthday. I suppose by this you even have a home of your own, with children running about – Lots have happened since last we met, and we will leave it at that, this country has never been any good to me, let us hope this just will change. – I never see Halberg, nor any other Danes, lots of the old ones are dead, Hran, Thomle, Rasmussen, Horn and Carl Horn is marching towards the grave, Schleiman, Mortensen, Meyer, Jensen (kom fra Aarhus) and many others. Sydney has grown, both in height and expanse, we have the North Shore Bridge nearly ready, the underground Railway partly operating, your fathers office in George St. is down, there is to be a station there, the old home at Glebe still stands, but there is a timber yard there I think. I am living at Manly again, after having lived 7 years in a flat in Musgrave St, Mosman at Longness Point, Beach Rd. Rushcutten Bay, so there you are, and yet I am still alive. ‘The Baltic’ has been cut of existence now for some years. Jessen died and the boys or one of them now runs the business, where I do not know. I think that Helga and the youngest of Halbergs girls are married. Duggan died and I fancy I have once or twice passed Mrs D. in the street, but I suppose you already know all that, probably you know more than I do. – We are now having the Royal Ag. Show, I am afraid they will not beat records this year, there is no money about and Sydney is like a grave from a business point of view. We have started an Alert for Australia League, which we hope will save Australia and clean out politicians Unions Arbitration Courts, Tariffs etc. all the eristic of Australia, in a few weeks it grew to 100.000 members and is still growing -We have lately had good rains all over and the woolprices seam to rise again at least for a while – We hope and pray for State and Federal elections as soon as possible so as to get Labour out and well out for many years then we will get some assistance from England and one may again be able to make a living which nobody does at present – Well Topsy I hope this will do a little to put me into your good grases again, and I should be glad to hear from you how you all are what you think and how you live. The address on top of this letter will always find me – With kind regards to you and all – I am Sincerely Yours VHansen”.

Pennant Hill via Sydney 3. 4. 1931. Brev til Topsy fra Mabel Lord.

”My dear Topsy, I meant to answer your letter befor this but there is always something to be done on these small places & we do all our own work & somehow I have not many leisure hours. You said in your last letter you had rheumatism & I hope you have got quite free of it. I wonder if you are really serious when you say you would like to come to Australia. Of course you know there is never any need of any of you to want a hesitation for You know we would be only pleased to have you or any of you – We live a very simple life & only have an even House but can squeeze you in if you care to come out. Of course the fares out are a Problem, unless one is in a financially fortunate position. I met a French woolbuyer quite recently. He is returning with his wife to France next month until the next woolbuying season when he comes again. These continental woolbuyers have a very good time of it – do they not? – I am enclosing a few snapshot photos, they are only crude ones during working hours – but they will give you an idea of our even & our life. – I am expecting Mother Matha to see us this week, they do not come very often for Father is getting very frail & it is too far for him to come here, the journey makes him tired. Ruby spends most of her time with them, for her husband is not stationed long in a place – so Ruby is free & spends most of her time in Sydne. – We are having a very bad time in Australia & there are many thousand of men & women out of employment. This is caused by our terrible socialistic fanatics who call themselves politicians they are more or less cranky Irishmen & goodness knows what is going to be the end at all. I wish they were all deported back to their own country for few of them are real Australians. I must send your Father some papers – of them he can see the political situation. Our summer is nearly over & we are enjoying Autum weather & the Chrysanthemum are just beginning to bloom – they are not so good this Year, for we have had too much rain. – Well Topsy dear you know if you want to come to Australia we can always find you a bed & will be welcome – Give my love to your sisters & your Father not forgetting Yourself from Mabel. – I’m writing with a vrekled bad pen – “.

Commonwealth of Australia, Australis House, London 26th May, 1931, Brev til Miss Clio Jensen, som vidersendes til Topsy,

“Dear Madam, In reply to your letter of the 19^th instant, I desire to inform you that your friend will have to obtain a Landing Permit before she will be permitted to enter the Commonwealth. – It will be necessary for her to make direct application to the Minister, Home Affairs Department, Canberra, F.C.T. Australia, unless she has any close relatives residing in Australia, in which case she could request them to make representations to the Minister on her behalf. – No doubt you have pointed out to your friend the serious state of unemployment in Australia, and that she may experience some difficulty in finding work there, Yours faithfully, Jas. R. Collins, Official Secretary and Financial Adviser”.

(med blyant skriver Clio på brevet): “Thursdag. Dear Topsy, This came today & I send it right on for your consideration. Karen had secured Ticket for Gigli for herself & me. Hurra! Best regards to you all! Clio”. –

(med Topsys skrift) er”Landing Permit streget under” og i margen står: I have a permit. Længere nede står: ”Dear Mabel. Please send this letter back again”.

1932.

Hillerød 8/2 1932. Brev fra Far til Topsy i England.

”Kære Topsy! Tootie sendte Brev til Dig igaar. – Jeg var meget glad ved at lære fra Dit Brev dateret den 5th som kom imorges, at Du er antaget som British (statsborger, red.) og saaledes har frie Hænder; men jeg blev meget bange da du siger at nu vil Du søge en Kontorplads. Betænk nu nøje hvad Du gør, kast endelig ikke Din gode Plads bort før Du har noget sikkert. – Min absolutte Mening er, at Du bør blive hvor Du er foreløbigt og se Tiden an, uden at lade Fruen faa Nys om hvad Du paatænker, thi faa de først at vide at Du snart vil forlade, da er det ikke sikkert at den nuværende enestaaende Behandling vil vedvare, vær endelig forsigtig her. – Den Fordel Du nu har faaet over andre danske Piger er jo meget stor, og bruger Du denne Fordel paa fornuftig Maade, burde den kunne gavne Dig meget. – Jeg tænker nærmest paa de mange Firmaer som staar i Handelsforbindelse med Danmark, maaske særlig Danske og dem er der jo mange af, i saadanne Firmaer burde Du have chancer imod de Stakler som kun er der paa det uvisse. – Naar blot Du nu kunde stenografere. Du kastede meget bort da du løb bort fra dette. – Imidlertid lov mig nu at Du ikke tager noget hastigt eller overilet skridt, men se roligt paa Tingene, og vær glad ved hvad Du har opnaaet, husk at Arbejdsløsheden er stor, og at det kan tage lang Tid før Du kan faa en Kontorplads. –Tak fordi Du skriver saa hyppigt. – Kærlig Hilsen. Din Far!”

Box 2024L. G.P.O. Sydney 13th Feb. 1932.

”My dear Topsy, We just got a heavy wether with thunder and hails as big as pigeon eggs, so I think I will start on my letter to you, as it is impossible to get out. – Now I first want to thank you for your letter written in Hillerød and posted in London telling me about your departure for that town. Then comes a funny part, Friday morning early I got you into my thoughts, & I could not get you out of them for a long while; I did not intend to go to town to day (I live in Manly – north Manly) but then I went after all about lunch time, and going to the box at the G.P.O. I got your letter of 10^th Jan. In the morning I was just thinking where you were in London and what you were going to write me – so, there you are, and I was very glad to get your letter and hear all about you, it was very sweet of you to write me as soon as you got up – I hope you are now quite well again and suffering no relapse. – My dear girl I am glad for your sake you did not get out here and don’t (when I say ‘don’t’, then don’t think that I wouldn’t love to see you) come out here, it is a good country to be out of, I told you once in a letter not to come here, and I still stick to that. I wish I could get away myself, but that is impossible at present, unless some miracle happens, and they never happen, when you want them to happen. Topsy – I was terribly glad for your letter, I hope it is the first of a good many. I am prepared to keep up the correspondance. You see I am pretty lonely these days and have very few friends. – Now, as to Thames Ditton, that I of course know it, and knew it pretty well in the Years of 1888-91, when I often cycled there, and through there to Ripley in those days the ‘Mecca’ of old good Cyclists. You came there the wrong time of the year, but wait till you reach May and June, you will then alter your views, and the Thames in the summer cannot be better. – Er Du “ung Dame I Huset” hos Mrs. Pole (undskyld jeg forkorter Navnet), I will have a look at my maps and see if I can find Speer Rd – of course London I always love, climate or no climate, and I am always longing back to it. – I am surprised at your opinion of Karnas husband, and I cannot imagine Karna not marrying a real man, but I suppose she is fond of him, so that is the main thing and after all she has got to live with him. I suppose a passion is different to other men, other wise he would not be a person. Where are they living now? – You know, I have been trying to find out yours and Karnas ages, – as far as I can remember, Karna was 14, when last we met at home in 1912, but I cannot think how much younger you are, let me know? – The southerly is now? and the temperature is very pleasant, we have had some very humid and unpleasant days lately. – Ja – der er dejligt paa Bornholm, jeg har været der adskillige gange. Hvorfor mener Du at Du skal være gammeljomfru. Du har Tiden for dig endnu, lad bare være at bilde dig det ind. Har Du ikke et Photo af dig i fuld Størrelse, jeg kan ikke rigtig tænke mig Din Størrelse og Figur, thi for mig er Du jo som Du var i 1912 eller tidligere. I ere jo alle blevne voxne i Mellemtiden. – Om jeg tænker paa at komme hjem, jeg tænker altid paa at komme hjem, men derved bliver det, Pengene dertil kommer tilsyneladende aldrig. – Ja, vi havde mange glade Timer i det gamle Hjem i Skadforth St, det er sødt af Dig at huske dem, jeg har tænkt paa dem mange Gange, og jeg kan jo kun diskutere dem med mig selv. Senere boede vi i Raylane St. og Queen St i Mesman og derefter flyttede vi til Manly, tæt ved hvor jeg nu bor, og der døde saa min Hustru, hun er begravet paa Manly cementry. Om en Ugestid flytter jeg for Resten herfra, men hvorhen det ved jeg ikke endnu. – Jeg tænker tit paa den gamle Lænestol, som den maatte holde for med Dig og Karna, naar vi væltede omkring med den. – Men nu maa jeg hellere slutte, det er allerede et langt Brev, jeg haaber, Du kan læse mine grulige Klo, og saa maa Du undskylde, at jeg lige med et slaar over fra et Sprog til et andet, det hænder saa ofte for mig, naar jeg besvarer danskskrevne Breve. – Hav det nu godt Topsy med good luck, skriv snart og fortæl mig alt muligt. Din hengivne VHansen. Yours was the first letter I had by ’Flyvepost’, and I do appreciate your sweet consideration sending in that way”.

22. Marts 1932. Topsy skriver fra England til sin far og fortæller bl.a. at hun skal flytte.

Hillerød, 5. April 1932. Brev fra Ludolph til Topsy.

”Kære Topsy. Nu har jeg pr Telegram afsendt til Miss Movcker YWCA 60 Fellows Rd. Pund 2.12. = Kr 54,78; hvad Du har lavet kan jeg ikke tænke mig, men det maa jo være alvorligt siden du telegraferer, det med at Du har sammensparet Penge er altsaa Usandheder. – Lad mig nu her sige, at for Fremtiden, hvad enten Du skriver eller telegraferer eller hvad Du end gør, jeg sender ikke flere Penge, lige gyldigt hvad sker, Du er gammel nok, og kan Du ikke ordne Dine Forhold som et fornuftigt Menneske, maa Du selv tage Følgerne. Din bedrøvede Far”.

Sydney, June 19th 1932.

Tak for Dine Breve af 17de og 18de Maj, jeg skynder mig at besvare dem i Haabet om at dette maa naa Dig inden Du forlader Europa, om Du ellers rejser herud, som jeg stadig maa raade Dig fra, med mindre Du har tilstrækkelig med Penge til at holde ud med i en god lang Tid. Ser Du hernede have vi ikke alene den almindelige Verdens Depression, vi have vor egen private Depression foraarsaget af herværende politiske Forhold, særlig grundet paa de Labor Gorvenments vi have haft, Laan, urimelig höje Lönninger og et Minimum af Arbejde for Pengene etc. etc., og navnlig her i N.S.W. har det været slemt de sidste Aar. Ganske vist have vi nu efter Valgene i Lördags 8 Dage faaet en ordentlig Regjering, saa der er Haab om Forbedring, men denne maa sikkert blive langsom og langvarig, thi de fleste faa kun Forstand ved at sulte sig til den.

Nu har Du min Mening og gode Raad, den eneste Fordel jeg kan se fra Dit Standpunkt er at Du faar 25% Tillæg til Dine Penge, og det lyder jo ikke daarligt, men naar saa alt er dyrere her, saa svinder jo Fordelen ned til intet. – Jeg har i det Foregaaende tænkt paa Dig og ikke paa mig selv, og rimeligvis andre, der kun ville være glade ved at se Dig herude, maaske jeg mere end nogen anden; men selv i den Retning vil Du eventuelt möde en Del Skuffelser, men de kunne sikkert bæres. – Lige siden Krigen, har jeg uafbrudt haft Lykken imod mig og alting er gaaet galt. Da Elly döde i Januar 1918, boede vi i et 6 Værelses Hus i Manly, og jeg har siden gjort alt Arbejde selv, jeg havde Huset endnu i 2 Aar, jeg holdt Huset rent, vadskede og strög, lavede Mad, holdt Haven i Orden (der var ¼ Acre Grund), senere flyttede jeg til Mosman og tog en 4 Værelses Flat i Musgrase St. Om Du husker hvor det er, det er ikke langt fra Skadforth St. Der boede jeg i 7 Aar, og gjorde mit eget Arbejde, dog maa jeg sige at jeg havde en Kone en Gang om Ugen og hun vadskede ogsaa for mig. Jeg havde alle de gamle Meubler etc. som Du maaske husker. Jeg havde en god Tid der, and many happy parties, men Forretningen gik i Hundene og jeg med, saa det endte med at jeg maatte sælge alt, og jeg har kun nogle Billeder o.l. tilbage af alt det gamle, en Del Ting bleve stjaalne fra mig. Saa Du kan forstaa at jeg mistede et Holdepunkt og noget af Værdi i Livet. Jeg skal nu ikke gaa i Detailler, jeg kan altid fortælle Dig om det, om Du kommer herud. Saa har jeg siden flakket om, först boede jeg ved Longnose Point, Balmain, saa Beach Rd. Rushcutten Bay, saa for 1 Maaned Kisribelli, derpaa i Manly et Par Aar og nu bor jeg oppe i Darlinghunt, hvor jeg har et Par Værelser med meget lidt Meublement, men det maa jeg nu klare mig med. Ser Du – jeg kan ikke opgive at komme paa ret Köl igjen, jeg maa op, saa jeg kan betale al min Gæld etc., men den er haard at gaa paa, de sidste 2 Aar har jeg saa at sige intet tjent. Men jeg har Haab om at komme op igjen, det er Kapital til at arbejde med jeg mangler, og det har i disse Tider været umuligt at faa saadan; jeg haaber der nu er en bedre Chance.

Dette er i korte Træk mine Forhold som de ere, jeg har altsaa endnu ikke opgivet Maalet; men jeg vil have at Du af min egen Mund skal höre, hvorledes jeg er situeret i Øjeblikket; men jeg haaber ogsaa paa, at der vil være en betydelig Forbedring naar Du kommer herud, jeg söger jo at faa fat i en Kompagnon med nogle hundrede Pund og det kan jo lykkes; imidlertid er jeg helst fri for nogen Kompagnon – jeg er helst alene, men saa vil det jo vare længere inden jeg naar Maalet. – Heldigvis har jeg holdt mit Helbred og fysisk er jeg Ai (OK?), saa jeg kommer nok igjennem det. Om Du kommer ud bliver der jo nok Tid til at fortælle Dig Detaillerne om det ellers er af Interesse. Nu ville vi forlade dette kedelige Emne, og jeg skal besvare Dine Breve men til at begyde med, husk at sætte tilstrækkelig Frimærker paa Dine Breve, om Du sender dem; ”par avion” maa der betales extra, og paa de to sidste maatte jeg betale 6d, thi Du havde kun 2d og 3d paa dem. Under almindelige Forhold, vilde jeg ikke omtale dette men ser Du som Forholdene ere, kunde det let hænde at jeg ikke havde de 6d, og det vilde være meget ”annoying” for mig at skulle lade et Brev fra Dig ligge nogle Dage, saa tilgiv denne Bemærkning. – Jeg kan sku godt forstaa at Du forlod Thames Ditton; men Du synes jo ret extravagant med al den Flakken om etc., pas endelig paa at Du har noget i Baghaanden naar Du kommer herud, Du vil ligesom jeg finde, at har man ingen Penge har man forbavsende faa Venner. – Ja lille Topsy, det vilde være dejligt at træffes igjen og ”snakke gammelt”, navnlig hvis jeg kunde være saaledes situeret at jeg atter havde en Lejlighed, saa skulde jeg lave en pæn lille Middag (jeg er ikke nogen daarlig Kok) til Dig, og vi skulde have en Flaske Vin og god Kaffe, god Musik paa Grammofonen, Gud hvor længes jeg efter at have det saadan roligt og hyggeligt og for mig selv. – Jeg omgaas saa at sige med ingen, saa jeg er, som Du spörger, meget ensom, og egentlig er der uhyre faa Mennesker jeg gider være sammen med, de fleste keder mig. – Du skulde nok faa det hyggeligt, Du ved nok jeg er ikke nogen daarlig Vært. – Det er södt af Dig at tænke tilbage til de gamle Dage, men det er Du egentlig altfor ung til. – Det er mærkeligt jeg husker slet ikke den Sang ”Ak bed mig aldrig mere” men jeg husker: ”The Camels hump is an ugly lump – Which you may see at the Zoo; – But uglier yet is the hump we get – From having too little to do”. Do you remember the tune as auntie used to sing it? I do.

No, my dear, I have nobody to look after me, and as said before I am very lonely at times and also very helpless at times, it is a cruel world! – Thanks for the picture, it is funny how you go to all the old places where I have been, I was several times to Christiansö during 1886, when I was in the Navy. Then you go to Thames Ditton and then Harrow on the Hill. When we lived in Brondesbury and also in West End Lane, many a time we cycled to Harrow, Hendon Wembley, St. Albans, Elstree etc. but we can talk about that when you are here – anyway I can cook you a dinner, where I am, if you are satisfied sitting on a Box and eat it, I may borrow a gramophone for the occasion. – Topsy, I was sorry to read about your broken engagement and 5 years is a long time, but we will not talk about that, it is better buried and forgotten – we all have things like that in a lifetime and we all get over it in time.

I know Brighton and the road to Brighton, the beach is nothing with all those stones. – Then we get to Halberg, I hardly ever see him, only I saw him cross the street a couple of weeks ago, and I was struck by how old he looked and walked, hitherto he has kept very well. Mrs H. is very fat, and the girls are married, as far as I know. – If you are coming out, perhaps you can send me a week-end cable, I think that or a deferred one is the cheapest, giving me the name of your boat, and you will then have a letter wellcoming you at Fremantle, should you care for it. I am getting quite excited about it, and am thinking of you all at time, it would be so lovely to have anyone to talk to about old days and also one who cares and expresses some interest in me, it seems to fill a hole in ones life. I have had a prekktty rough spin the late years, and I suppose I still have another 6 month of it to come. Before I forget it, my Catle Address is TRIFOLIUM, SYDNEY, don’t forget. – Saa nu tager vi en lille Törn paa Dansk, ”for den som kender alle Sprog” etc. Jeg kan udmærket tænke mig Rantzau som et gammelt Vrövl, han maa jo ogsaa være ret gammel nu. Skrev jeg ikke til Dig at jeg var til Mrs. Beurnas Begravelse? Det var jeg i alle Fald. – Ja, hvem der bare var i London, saa skulde vi more os sammen, i dette Provins Hul herude er der jo hverken det ene eller det andet, der er noget ved except ”the dinkins aussier”, der ere saa glade for dem selv. Det eneste der er ved Australien er the sun, the bush and the surf.

Naa nu maa jeg hellere komme til hvad jeg vil bede Dig göre for mig i Kbh., om Du kan finde Tid til det. Först vilde jeg gerne bede Dig besöge en Niece of Elly’s, hun er Frk. Augusta Hansen og hendes adresse er Admiralgade 27, Kbh. K. og hun har Plads paa Internationalt Patent-bureaux. Hun er et Menneske jeg holder meget af og sætter stor Pris paa, jeg har regelmæssigt korresponderet med hende siden Elly döde, og hun har været mig ofte en stor Tröst og Hjælp. Jeg vilde gerne Du kunde aflægge hende et Besög eller paa anden Maade faa en Samtale med hende og bringe mig en menneskelig Hilsen. Jeg skriver til hende, at muligvis vil hun höre fra Dig. Men det er den eneste i Danmark jeg bryder mig om, mine tre Söstre vil jeg intet have med at göre, saa hold Dig borte fra dem. – Saa, om Du kan, vilde jeg bede Dig köbe mig Musikken til ”Majsangen” og om det er muligt et Potpourri af danske Sange. Men alt dette skal være for Trio – Klaver, Violin og Vi(?). Og saa endelig Brudefølget (Bryllupsdag på Toldhaugen, red.) af Grieg for Klaver. Det Stykke er i 3 Afdelinger – Fjeldslaat, Brudefølget drager forbi og Karnevald i Rom.

Dette kommer altsaa an paa om Du har Penge nok til at lægge ud, naar Du kommer hertil skal Du faa Pengene igjen; men nu maa Du paa ingen Maade sætte Dig selv i Forlegenhed eller göre det, om Du har knapt med Tid eller lignende, men om Du kan vil jeg være Dig meget taknemlig. Saa nu er jeg paa 13de Side, saa nu maa det være Slut, ellers naar Du ikke at komme af Sted, jeg er en gruelig en til at skrive naar jeg kommer i Gang. Jeg haaber at dette naar frem i Tide, det kan maaske knibe, jeg haaber det maa blive sendt efter Dig, om Du er i Danmark.

Well Topsy, hear you know the lot and understand that for your sake I want you to remain in Europe, but if you go out, you know that … (hul i papiret) Yours sincerely VHansen. – We have it very cold here now, I have my overcoat on, while I write, we had 39 Fah. Saturday last, coldest day for 12 years. – Saa vilde jeg meget gerne have et Hefte med de seneste Prospecter fra Kbh., de ere som Regel trykkede og i et Hefte og koster vel et Par Kroner eller saa. Men hovedsagelig et godt Billede af Gefion Springvandet, om Du er i Stand til at klare den for mig. (p.g.a. huller i papiret er den resterende tekst ulæselig, red.)

75 Southview Rd. Southwick, Sussex 28. August 1932. Brev til Topsy fra Signe Størup.

”Kære Frk. Marcker! Endelig har jeg faaet tilsendt min australske Venindes Adresse hjemmefra. Hendes sidste Brev modtog jeg i Januar, el. det var Februar 1930, hun gav paa dette Tidspunkt Undervisning i en Skole ved Navn ”Branksome” i Leura, en By beliggende i Bjergene noget udenfor Sydney, hun havde ellers givet Undervisning i Sct. Saviour’s School i Sydney indtil 1929, dersom De kender denne Skole Frk. Marcker, vilde de muligvis derfra give Dem Oplysninger om hendes Hjem i Sydney i Waverly Bydelen, eller det var maaske bedre, at jeg kunde skaffe Dem hendes Sydney Adresse fra Danmark… Jeg er meget spændt paa at vide, om De rejser til Australien eller ej, haaber De maa faa en god Sørejse, i Tilfælde af De rejser, jeg antager, De først vil aflægge Danmark en lille Visit. til Slut mange venlige Hilsener til Dem Frk. Marcker og med mine bedste Ønsker for Deres Fremtid om den bliver i Australien el. Europa. Min Venindes Adresse i Australien er Mary Finn, ”Branksome” Leura N.S. Wales, Australia. Hvor vil det glæde mig, om De skulde se hende. Deres Signe Størup”.

Sydney Septh. 8th 1932. ’Gamle Fremantle’.

Nu da Du har absolut bestemt Dig til – trods mine Advarsler – at komme herud, saa overgiver jeg mig …

Topsy, det var et dejligt Brev – jeg kan rigtig ”læse” Dig gjennem det, jeg har faaet en ganske god Idé om Dig og Din Person gjennem det Brev og mit Kendskab til Dig som Barn; nu vil jeg jo snart se, om jeg har læst rigtig. Men hör nu Topsy, jeg maa strax sætte mig selv paa den rette Hylde, thi Du har gaaet og tænkt og drömt Dig til en Onkel Valdemar, som jeg aldeles ikke vil kunne leve op til, jeg er slet ikke alt det Du tænker, heller ikke har jeg gjort alt det for Dig, som Du synes at mene, husk paa at de ere Indtryk fra en lykkelig Barnetid, Barnebeundring etc. etc., vi synes altid alting var saa dejligt og fuldkomment i vore unge Aar, saa derfor maa Du söge at faa mig ned af Piedestalen, helt ned paa Gulvet og saa med Kost og Klud faa alt Stövet af mig, saa jeg rigtig fremkommer som jeg er …

I Tirsdag, senere paa Dagen blev jeg af en god Ven budt til Middag (noget der ikke er hændt mig de sidste 3 Aar), han havde sin gamle Chef fra W. Aust. med sig, vi fik en Del Øl og spiste Middag hos Adams, fik Vin til Maden og Likör til Kaffen og saa gik vi i et picture show (Regent). Da sad jeg i en meget magelig Stol og forsögte at se Billedet og tænkte paa Dig og Din Rejse …

Saa nu ”jumper” jeg igjen, Topsy, Du skriver ”vi ere 2 ensomme” Mennesker, Du har Ret det ere vi, og vi have begge et Spand af Tid at glemme, ser Du, det gör man ved at tale om og tænke paa en Tid der ligger tilbage i Tiden, de glade Minders Tid og ligeledes at tale om og tænke paa Nutiden og Fremtiden paa alt hvad man gerne vil og alt hvad man kan, paa at man vil glæde sig over Livet og maaske glæde andre Mennesker, saa bliver efterhaanden den sörgelige Periode som et ”no mans land” mellem de to andre, og en skönne Dag opdager man at der er Græs og öjner smukke Blomster i ”no mans land” og – ja saa er man over det værste. Sikke Du og jeg skulle snakke Topsy!…

Topsy, it is wonderful to think, at der virkelig er nogen i denne Verden der bryder sig om en, og tilsyneladende synes Du jo at göre det – og det er jeg ikke vant til, indtil Du atter kom paa Scenen. Den eneste, der vilde bryde sig om, enten jeg levede eller döde, er Gusta – Gusta Hansen, som Du jo nu kender, hun har været forfærdelig söd og trofast mod mig nu i mange Aar. Jeg gad egentlig vidst hvad I to mene om hinanden, det er jeg nysgjerrig efter at vide…

When we do meat, I cannot quite imagine, what it will be like – 20 years have passed with practically no touch or communication, og en Gang spilled Du dog en Rolle i mit Liv, selv om Du var et Barn, og jeg husker godt naar Du kom ned til Færgen og mödte mig, jeg kan tydelig se Dig staa der, Du var jo en sjov lille en. Saa nu taler Du om de glade Timer Du havde i mit Hjem, som Du skylder mig og Auntie for – mon ikke Du gav os ligesaa megen Glæde ved at være der, og at være den lille söde Tös Du var, hvorfor skulde jeg nu gaa og længes efter Dig, om det ikke havde været saaledes, nej Top vi skylde ikke hinanden noget. But I just wonder if you really are the wonderful girl, I am now beginning to imagine you are – nu da Du har vækket mig op af min Dvale…

Det er kedeligt med den Sygdom af Din Fader og Tootsie, forhaabentlig har det ikke været alvorligt; men hvis Du ikke kan komme af Sted, som Du har tænkt, saa ved Du at jeg stadig er her og at Du altid vil faa det samme Velkomstkys selvom jeg ikke holder af at gaa og gjemme paa det for længe, jeg kunnde jo let blive saa gammel, at Du ikke bröd Dig om det. – Hvor boede Du ellers i London, det maa have været somewhere about Hampstead, Finchlay, Highbary eller hvor? – Mabel Lord var det en af Rawlinsons girls? If so, then I have met her a couple of times and played Bridge with her at some friends home at Mesman. (Mr & Mrs Daniel, om Du husker dem). – Ja, nu kommer Spörgsmaalet, om hvor Du skal bo. Se havde det nu været i gamle Dage, for en 3-4 Aar siden, saa kunde Du have boet hos mig, jeg havde en 4 Værelses Flat i Mesman, og Du kunde let have faaet et Værelse, jeg havde jo desuden Kökken og Badeværelse. Men det havde maaske ikke været passende, og vi maa jo beskytte Dig mod alskens Sladder. Sydney er jo et lille Hul, meget mindre end Kbh. og Hilleröd. Dette leder op til et alvorligt Thema, som jeg skal behandle næsteGang jeg fortsætter dette, thi nu slutter jeg for i Aften. God nat og sov vel!…

11/9. Well, det er Söndag i Dag, men jeg maa hellere have en lille ”chat” med Dig inden Dagen er gaaet, it is a relief for my strained nerves. Bare der havde været lidt mere Tid, thi der var noget jeg gerne vilde have at Du gjorde for mig i Danmark inden Du rejste, men det lader sig ikke göre nu. I Dag gaar jeg omkring som en æggesyg Höne, thi jeg har en Anelse om at ”my luck is going to change next week and start on it tomorrow”, det vil jo være noget forbavsende nyt nu efter 2-3 Aars Fattigdom og ingen Fortjeneste, jeg regner da at tjene Pund 9.0.0 i næste Uge, og jeg gaar nu allerede og gyser for, at jeg skal give dem ud ufornuftigt, er det ikke en gruelig Tanke? Jeg tror at hvis denne Elendighed varede meget længere, saa vilde jeg udvikles eller ”indvikles” til en Gnier, og det er dog saa uendelig langt fra min Karakter. Men det er kedeligt at tale om mig hele Tiden, let us change the subject. – Have – Drivhus – Blomster – Planter ja Din Fader var jo altid en udmærket Gartner, saa det undrer mig ikke at han havde en fin Have i Hilleröd, og Du har altsaa arvet det Talent, og det er langt fra noget at være ked af. Jeg holder ogsaa af den hobby, men har jo aldrig drevet det til noget. – Nej, jeg kender jo slet ikke Tootsie, men det er jo en rimelig Ting at hun har udviklet sig som Du skriver. Hvad Du skriver om Karna, forudre mig egentlig, thi som jeg erindrer Forholdene, saa synes jeg, i alle Fald den Gang, at Du mere dominerede Karna end omvendt, og at K. er bleven skrap er en Overraskelse, der kan man se. Men at hun er skrap mod Manden er vel egentlig hans Fejl, jeg holder nu ikke af skrappe Kvinder, jeg har selv haft mindst 2 Söstre i den Kategori. Men Topsy, Du er sjov, Du synes at have mange Ideer som ere ensartede med mine og Dit lille Udtryk ”og man maa jo ikke stöde Familien” med Hensyn til Dit Besög i Pinley eller Purley, hvad det nu er, er som var det taget ud af min Mund og Tankegang, jeg tror vi have en Del fælles i Retning af Syn paa Livet og Sagerne, det popper op hele Tiden i Dit Brev, Du synes at have den Slags stille Humor, som jeg godt kan lide. Saa nu kommer der et lille Stykke ”no mans land” i dit Brev, det vil jeg springe over ”It’s folly to remember, it’s wisdom to forget” i alle Fald nu og da…

Nej, Du har Ret, Folk kunne ikke gaa mere, men nu begynde de hernede at gaa Fodture om Söndagen, men de bruge det enkle amerikanske Ord ”hiking”, og efter hvad jeg kan se, gaar de fleste ”flappers” eller kvindelige Deltagere i mere eller mindre nögen Tilstand, det vil være noget for Dig!…

Som jeg alt har skrevet, der er ikke mange Venner tilbage her fra Din faders Tid; men Verdich synes jeg döde for flere Aar siden, det maa være en gammel Avis, Du har læst. Jeg ved egentlig talt ikke andre end Halberg og mig selv. I det hele taget, Du vil ikke kunne gjenkende Sydney, eller dens Befolkning, men det er sku et dödt Hul, naar man kommer fra London, Kbh. og Europa. Som jeg altid har sagt: ”there are only 3 things worth while in Australia, the sun, the surf and the bush”, so I hope you will be able to enjoy and partake of them, preferably with me ellers vil Du finde Tilværelsen her meget monoton og kedelig. Jeg maa vist snart begynde at skrive paa Bagsiden af Papiret, ligesom Du, ellers maa Papirmöllerne arbejde over…

12/9. Jeg fik ikke skrevet noget i Gaar, jeg var for træt, thi det var en Mærkedag, idet jeg for förste Gang i mindst 2 Aar tjente noget, jeg haaber det var Vendepunktet, at min Elendighed er forbi og at det nu stadig vil gaa opad og fremad.…

14/9. Jeg maa faa et Par Linier skrevet til Dig. Ja Dit lille Afskedsgilde maa have været glimrende …

Dit sidste Brev sluttede jo egentlig ganske brat, og ved at forlade London, forsvandt Du jo, saa at sige, ud i Rummet for mig; jeg synes ikke at have noget Holdepunkt, and as you have made such a fuss of me, I naturally cannot help to hold an interest in you. Men jeg er gruelig nervös i den senere Tid og alting afficerer mig, og hvor jeg bor ere de ved at göre mig gal med hylende og bjæffende Hunde paa den ene Side plus en altid grædende baby, og saa er der en ældre mand, der nu har fundet paa at spadsere frem og tilbage paa Verandaen foran mit Vindue – it nealy drives me mad – og han kom lige nu, saa min Skrivning til Dig maa opsættes til jeg faar Lysten i Orden igjen. Det er jo Lördag og jeg er herhjemme i Eftermiddag. Om Lördagen gaar jeg gerne til et Picture in the morning, det er saa kun 1ste. Jeg har i Dag været inde at se ”Sunshine Susie” med Renate Muller og Owen Nares, det var udmærket and I felt very happy while it lasted. Saa var der en Del udmærkede Billeder fra my beloved London, og de lavede mig meget homesick …

29/9. Now in your last letter you end up on Aug. 4^th saying you were leaving for Denmark that evening. Now I have a letter from my niece, stating she has been trying to get in touch with you and in doing so, spoke to your father, who said you were still in England, and he knew nothing of your movements – And that letter was dated Aug. 17^th, a fortnight after your supposed departure from London. Thus you cannot have left when you said you would. Now that is worrying me Topsy, partly because I may have caused you trouble at home, as I have already said, but also for the reason that something serious may have happened to you, you may have had an accident or been kidnapped, robbed, lots of things may have happened – or have you eloped with Mr Allen? – And now for 3 weeks I have been expecting to hear from you, and nothing has come, so what are you up to? I am worried, Topsy, about it, and I cannot help thinking and imagining all sorts of things, though you are old enough to take care of yourself, you have not been out in the world on your own before and London is a big Town containing all sorts and conditions of people, so there you are, I am really worried. Though if you ever get this letter, the incident will be finished at that time; all the same I want you to know this, what I have been feeling at the time, and I am sure, you will understand me, when you read this…

10/10. I Dag er der heller ikke Brev fra Dig, det er virkelig foruroligende, men jeg kan jo intet göre… Jeg kan sgu ikke forstaa, jeg ikke hörer fra dig, hvad er der dog sket?

—–

Y.W.C.A. 24, Upper Bedford Place, London, W.C.1, October 18^th 1932. Brev til Topsy fra K. Stuart-Smith.

“Dear Miss Marcker, I quite understand that you cannot afford to come to London on the chance of finding employment and I only suggested it as it would have been so much easier for me to help you if you were on the spot. – I am now giving you the addresses of the Y.W.C.A. in Brisbane and Sydney:

Y.W.C.A. 278 Adelaide Street, Brisbane, Queensland. Y.W.C.A. Kerrebilli Point Hostl, Tremayne, Sydney. – Should we hear of something likely to suit you in Scotland or in this country we shall not fail to let you know, Yours truly K. Stuart-Smith”.

—–

14/11. Du vil bemærke at jeg sidst skrev dette Brev den 10/10, altsaa dagen för du skrev dit brev af 11/10, som jeg modtog i Dag. Der er ikke Tvivl om andet end at Du er ”a mystery” … Altsaa sidst meddelte Du mig, at du rejste fra London den 4de Aug, men Du naar först Kbh. den 10de. Jeg antager det maa være Mr Allens Overtalelse der har opholdt Dig? – Saa Topsy, Turen til Bornholm, som Du jo fortalte mig Du havde i Sinde, men Turen til Tyskland? Jeg vender rundt paa den gamle ”ou est la femme” til ”ou est l’homme” er det atter Mr Allen, jeg er ved at blive helt jaloux paa Mr Allan…

Saa, nu blive vi alvorlige; det var jo sörgeligt at Du har faaet Din Fader saa syg og ældet, men hvorfor rejser Du saa væk Dagen efter og bliver væk en hel Maaned? Atter et Mysterium Topsy, jeg tror Du vil ”after all” give mig sövnlöse Nætter! Jeg er meget nysgjerrig efter det lovede Brev næste Mandag, og endnu tror jeg ikke, at Du kommer, thi jeg vil ikke blive skuffet. – Nu kan jeg fortælle Dig, at jeg har været uhyre heldig, jeg har faaet en dejlig lille Lejlighed …

Jeg havde ikke faaet denne Lejlighed, om jeg ikke var bleven tvungen til at flytte, idet de Folk, jeg boede hos, lige pludselig bestemte sig til at flytte. Jeg havde 2 Dage til at flytte i …

Du maa jo have vundet i Lotteriet som Du turer om …

15/11. I Dag skulde Du altsaa være i Colombo, og den 25de i Fremantle, om Du kommer. For at et Brev kan naa Dig der, maa det senest postes her den 19de, og jeg kan först have Brev fra Dig den 21de …

Der er ikke Tvivl om andet, end at Du holder Spændingen gaaende til det sidste, but I suppose I will forgive you, if you try to make up for it…

23/11. Ja endnu er der ingen Underretning, om Du kommer med Moretori Bay. I Morgen lader jeg Selskabet Telegrafere Fremantle om strax ved Ankomsten af Baaden paa Fredag Morgen at telegrafere tilbage om Du er med eller ej. Jeg skulde saa have Tid til at telegrafere Dig inden Baaden gaar til Adelaide. Jeg antager i midlertid Du ikke er med, jeg saa Passagerlisten fra 10 Dage För afrejsen fra England, og der var Du ikke at finde…

Angaaende Breve, ja, Karna holdt pludselig op at skrive til mig for mange mange Aar siden, det var vist den Gang hun var i Hellerup, jeg husker ikke Aaret, jeg har brændt alle Breve, endogsaa dem fra min Moder, en Korrespondance, der strakte sig over 50 Aar, og egentlig var en hel Livshistorie; men hun havde brændt alle mine inden hun döde i 1914, saa jeg brændte ogsaa hendes, thi de komme jo ingen anden ved. Jeg maa ogsaa den Gang have brændt saadanne jeg maatte have haft fra Dig.

Karna har altsaa faaet en af de meget besungne Svigermödre, det er kedeligt, men uforanderligt!

I Mellemtiden har jeg haft Brev fra Gusta, hun fortalte om Dit Besög der. Paa det Tidspunkt maa Du stadig have haft i Sinde at rejse den 26de Oktober, thi hun mener Du maa være her næsten samtidig med Brevet. Hvad mon der er hændt som har opholdt Dig, jeg haaber ikke Din Fader er bleven værre, saa Du ikke mente at burde rejse. Jeg haaber imidlertid snart at höre…

1933.

Sydney, 17de Jan. 1933. Du holder Födselsdagen i Danmark. Hermed altsaa alle mine hjerteligste og bedste Lykönskninger, gid alt nu maa gaa til Din Tilfredshed, og Du maa lade være med at blive bitter, det gaar kun ud over en selv…

Dit sidste Brev var altsaa det af 10de Okt., efter at Du havde aflagt dit förste Besög hos Gusta, deri lovede Du mig at skrive om Lördagen som Du for anden Gang havde været hos Gusta, desuden lovede Du at telegrafere mig om Du ikke kom af Sted. Jeg har altsaa hverken faaet Brev eller Telegram, og om Du tænker Dig om, vil Du kunne indse, at det har sat mig i en meget nervös Sindstilstand, jeg kunde jo slet ikke ræsonnere mig til noget. Jeg havde Brev fra Gusta at Du havde været der, og hun mente du vilde være her, naar jeg modtog hendes Brev…

Jeg maa “cut this letter short”. Jeg har allerede et Brev paa 40 Sider, som skulde være blevet til 52 Sider, naar Du fik det i Fremantle, og om jeg faar Underretning i Tide kunde Du haft Brev i Colombo. Saa har jeg gaaet og troet, at Du maaske kom med Ø.K.’s Baad, ”Siam”, der forlod Göteborg i Novb., den kommer her den 20de Jan. Men jeg har intet kunne finde ud, da den ikke berörer nogen Havn för Sydney. Jeg synes i övrigt at Du har gjort det rette fuldstændig i at blive hos Din Fader, det vil, om ikke nu, saa en Gang i Tiden give Dig stor Tilfredsstillelse…

Du har maaske læst eller hört om ”Biosan” Tabletter, lavede af Skelskör Frugtplantage. Jeg har snart 2 Aar corresponderet med dem angaaende Agenturet for Australien, et Agentur jeg havde ventet mig uhyre meget af, og som skulde bringe mig paa Fode igjen, give mig en udmærket Indkomst og som vilde passe mig glimrende i alle Maader. Det var mig bestemt lovet i et Brev af 18de Maj 32. Saa hörte jeg intet fra dem, skrev dem flere Breve, der forklare ubesvarede til et Brev i Gaar, hvori man i Korthed meddelte mig, ”at de har tænkt dem en hel anden Ordning for den Verdensdel”. Det var et slemt Slag for mig, thi det, om jeg maa bruge et vulgært Udtryk ”sætter mig igjen paa min bare Ende”. Ja det har givet mig noget at tænke paa. Saa kom Dit Brev i Dag, det lettede paa Stemningen, tusind Tak! Bare Du dog nu ikke vil glemme at telegrafere mig med hvad Baad Du kommer, det vilde give mig Sindsro. Jeg kan regne ud at Du hverken har faaet Baad 30de Dec. eller 8de Jan., men om Du kan komme med Moreton Bay, der gaar fra London 28de Feb. saa kan Du være her den 10de Ap., og vi kunne holde min Födselsdag sammen. Men der er jo mange andre Linier og mange andre Baade. Men i alle Fald, Du ser, at jeg regner Du bliver hjemme den 20 Febr. over…

Der er meget i Dit Brev, jeg gjerne vilde skrive lidt om, men saa bliver dette Brev for langt, vi kunne senere tale sammen derom. Men husk en Ting, Du vil intet finde af de gamle Möbler og Ting, med Undtagelse af nogle faa Smaating, jeg har vist allerede fortalt Dig det, men jeg vil ikke have, Du skal blive skuffet, alt er gaaet under i Ulykken, og der er kun den fattige Kirkerotte tilbage, og han har, trods alt, stadig ”fight in him” og agter at komme op i Verden igjen, og nu har Du jo gjort Dit for at hjælpe ham…

Tak for de dejlige Fotografier, det er nogle dejlige gamle Möbler, godt at Du ikke skal skilles fra dem. Jeg tænkte nok Mr. Allen would turn up again!…

Saasnart jeg nu hörer saa fortsætter jeg Brevet til Fremantle, og om jeg hörer i Tide skal Du faa Brev i Colombo. Ja, det er alt i dette Brev, hils Familien mange Gange, til Lykke paa Dagen og en lykkelig Rejse herud…

20/1. Hvor maa der være dejligt i det gamle Hjem i Nexö, jeg er saa forelsket i alle de gamle Ting, det maa være henrivende at eje det Hjem. Men hvem bor der nu og passer paa det? Jeg haaber en Gang at kunne besöge Dig der. Jeg har jo været i Nexö et Par Gange. Der er dejligt at bade rundt om Bornholm saadan dejlig Sandbund, i alle Fald et Stykke ude, jeg kan huske naar vi laa der for Anker. Topsy alt hvad Du skriver, tænker og föler interesserer mig, og Du kan stole paa min Tavshed, saa skriv blot som Du vil og har paa Hjerte, den Slags Udlösninger letter altid…

Jeg haaber Din Haand nu er rask igjen, saadanne Brandsaar ere ækle i alle Maader…

29/1. Jeg havde i Sinde at skrive for 2 Dage siden, men det blev ikke til noget, jeg var ikke i Humeur, det er ikke saadan med mig i disse Tider, det er ikke saa let at skrive, se klart nu, jeg havde i de 2 passerede Dage tænkt en hel masse jeg vilde skrive, og netop skrive til Dig, men nu synes det heller ikke at gaa. Ser Du, de sidste 3 Aar har min Nervespænding været paa et Maximun og har i höj grad afficeret mig, til en Grad at jeg er bange for at være alene med mig selv og mine Tanker, saa naar jeg er her hjemme, saa arbejder jeg uafbrudt med alt muligt her i Lejligheden, saa jeg ikke faar Tid til at tænke og spekulere, og naar saa Aftenen kommer, er jeg dödtræt. Der er meget faa Mennesker jeg gider have om mig eller omgaaes, og dem jeg bryder mig om have Vanskelighed ved at komme her, og man kan jo heller ikke besvære dem for meget med ens egne Besværligheder og Tanker, de fleste ville jo helst tale om dem selv. Hele mit Liv har jeg maattet lytte til andres Klager etc. – I pride myself being a good listener, men nu da jeg er med paa den klagende Side, har jeg Besvær med at finde ”listener”. Denne nervöse Tilstand gör det vanskeligt for Mænd at forstaa en, og trods at man kunde sidde ned og tudskraale, saa maa man jo ikke lade dem mærke andet end at man er et Mandfolk, der ikke giver efter i Livets Modgang. Jeg har egentlig kun et Mandfolk, en storartet god og hjælpsom Ven, men naar det kommer til det med det ”emotionelle” saa kommer jeg kun til Begyndelsen, og det ender uden Tilfredsstillelse for mig. Jeg tror Kvinder kunne langt bedre forstaa en, men selv om jeg kender en eller to jeg kunde tale med, saa skammer jeg mig for at vise hvor bange jeg er for Fremtiden og mine nuværende Udsigter, saa til Slut gaar man med det hele selv og Spændingen stiger. – Saa har jeg nu gaaet og ventet paa Dig, jeg synes Du kommer under en hel anden Kategori, selv om vi ikke have set hinanden eller været i Forbindelse med hinanden siden Du var et Barn, saa synes jeg at have den Fölelse, at Du vil bedre forstaa og have Taalmodighed til at lytte til mine Jeremiader og kunne sige det, der vil hjælpe mig, jeg er ikke bange for Dig, se derfor er det saa grueligt at gaa og vente paa Dig og maaske ses vi i det hele taget slet ikke, and then that thought gets on my nerves, men jeg holder af at tænke at Du forstaar, og at Du vil finde dig i min ”neurotic state”. Tilgiv mig alt dette, al den Udladning, jeg skal holde mig paa Maatten i Fremtiden, og nu slaa over i en anden Tone. – Ja, jeg tænker ofte paa de glade Dage i Skadforth Lt., det er maaske for dem man maa betale nu, jeg husker at jeg var næppe ude af Sengen om Morgenen för min Plads blev taget af Dig eller Karna eller af Eder begge to, det var jo nu ogsaa en stor Seng. Men det husker Du maaske ikke? … Men det kan vist knap nytte at skrive mere til Danmark, selv om Du er lidt vag i Dine Udtalelser om Rejsen. – Ud over Halberg og mig er der vist meget faa Danske her i Sydney som Du eller Din Fader kendte, jeg kan ikke tænke mig, hvem det skulde være – jeg har alt en Gang fortalt Dig om dem, og de der ere döde, det er kun Ærkesyndere som jeg, der holdes i Live. Halberg synes mig nu at blive gammel, jeg taler aldrig med ham og ser ham meget sjældent. Consul Larsen i Brisbane lever endnu, han har lige været hernede og Haldenson i Melbourne er ogsaa levende endnu, men saa er vist alt sagt…

5/2. I Löbet nu af 14 Dage skulde Du have mit Brev, det synes næsten, at det skal lykkes. Jeg er bange for at dette Brev bliver et mærkeligt et for Dig at læse, der maa være en Masse Gjentagelser i det, og alt saa langt tilbage i Tiden, tænk det blev paabegyndt den 8de Sept. 32, det er omtrent 5 Maaneder siden… Jeg synes det er vældig tappert og södt af Dig under de Omstændigheder, saaledes at sende mig Breve jævnlig men jeg kan jo nok mærke paa dem at Du er lidt tung i Sindet og Tankegangen, de ere saa uendelig forskellige fra Dine Breve fra England… Ja, endnu ved jeg jo intet om Dit Komme, men det bliver jo nok en Gang…

Sydney, 27de Febr. 1933.

Det glæder mig at höre at Din Faders Helbred er bedre, maa det nu blot vedblive. Du kan da nok tænke, at jeg ikke er vred paa Dig, jeg har ikke noget at være vred over, men jeg er ligesom Du ked af det, at Du ikke kunde komme. Jeg haaber Du slap over den Influenza, og at den ikke er kommen igjen, thi i denne Tid maa I vist have en meget kold Omgang, dömmende efter Telegrammerne. – Jeg glæder mig til den Bog og Aviserne, jeg er meget nysgjerrig efter at læse Bogen. – Karnas Dreng skulde have ”Biosan” Tabletter. Jeg kan ikke forstaa, Du ikke löber paa Sköjter, det kan Du da snart lære, it would do you good. – Top, tag det nu blot roligt og vent med at rejse til alt er i Orden, saa ingen kan bebrejde Dig noget, nu er vi jo ”in touch” per Korrespondance, og jeg skal nok passe den herfra. – Jeg synes nok Dine sidste Breve ere noget nedtrykte, i Modsætning til dem, jeg havde fra London, men det er ogsaa noget trösteslöst at före en ensidig Korrespondance, men nu faar Du jo Brev herfra og haaber jeg, det vil opmuntre Dig. Dette er nu ikke meget af et Brev, men jeg er generet af en Radio i Flatten nedenunder, den er tonet saa höjt at man kan höre den 1 Mil borte, dernæst vil min Pen ikke arbejde ordentlig og det gör mig nervös, men næste Brev skal nok blive bedre. Jeg er forfærdelig nysgjerrig efter at höre hvad Du syntes om mit Födselsdagsbrev? – Maaske er det alt for det bedste at Du ikke kom til Jul, thi jeg har jo været forfærdelig paa Knæene, nu da jeg faar noget at bestille …

Sydney, Marts 15de 1933.

Jeg har modtaget Dit Brev af 8de Feb., og jeg haaber at dette Brev vil naa Dig, inden Du kommer af Sted, jeg kan ikke tænke mig andet, det skulde være i Danmark omkring den 15de April. – Nu maa Du se at faa Humeuret op, Dine sidste Breve har haft en vedmodig Tone, forhaabentlig er Din Fader nu betydeligt bedre, Foraaret maa jo begynde at mærkes. I have vist haft en streng Vinter efter hvad Avisefterretningerne fortælle, men jeg synes en hvid Vinter er at foretrække for en sjadsket. Men nu kommer Du jo ud her i vor Vinter, men det er jo intet at tale om for Dig. Vi have haft en kölig Sommer gjennemgaaende, og det har passet mig udmærket i mine nuværende Forhold. Naar Du nu kommer, haaber jeg at være i Gang med den ny Forretning, det vil være en Forandring for mig efter de sidste 4 Aar, og vi kunne saa nok nyde Livet sammen medens Du er her. Tak for Bogen og Aviserne, saadanne ere alle velkomne. – Jeg var i Gaar ude paa White Bay Pewer Station, jeg kiggede over Vandet og Dit gamle Hjem staar endnu, men Omgivelserne se noget ”delapidated” ud. – Hvis ”Du taber fra Kroner til Sterling, saa vinder Du fra Sterling til Australske Penge” Pund 1.0.0 stlg. giver for Tiden 25/0 australske Penge. – Om Du skulde faa dette Brev, inden Du rejser, saa kunde Du göre mig en Tjeneste, jeg tror at Carl Muusman eller Musman har skrevet en Bog om Köbenhavn, vistnok om Slutningen af forrige Aarhundrede. Jeg havde skrevet Titlen op, men kan ikke finde Papiret, men der kan jo næppe være mange Böger at tage fejl af, den udkom vist for en 6-9 Maaneder siden – saa nu fandt jeg lige Navnet, jeg havde noteret det paa Klatpapiret, Bogen hedder ”Da Köbenhavn blev voxen”, jeg vilde gerne have den Bog; mon Du vilde köbe den for mig og tage den med ud eller sende den, som det maatte passe Dig, jeg skal saa betale Dig for Dine Udlæg, naar Du kommer herud. Jeg har en Mængde Böger om Kbh., det er min Samlermani og min Kærlighed for Kbh., der er Skyld i det. Godt er det, at jeg ikke vidste naar Du rejste, thi saa havde jeg ladet Dig op med adskillige Ting, if you did not kick against it. Dette er altsaa det sidste Brev til Danmark, efter al Sandsynlighed, jeg haaber Du cabler mig, naar Du rejser saa kan Du da faa nogle Linier fra mig undervejs. Paa snarlig Gjensyn. – Jeg tror, jeg saa Mrs Duggan at David Jones i Gaar, men jeg er ikke sikker, hun maa saa være her paa Besög, hun var sammen med 2 andre ”ældre” Damer; de tog bort i en

Sydney, 3die April 1933.

Topsy darling, jeg er aldeles ikke vred paa Dig fordi jeg ingen Brev fik angaaende Din opsatte Rejse, men jeg vil indrömme at jeg spekulerede en Masse over det og var lidt urolig, men Fejlen var jo ikke Din, maaske fölte jeg mig ogsaa ligesom lidt tilsidesat, jeg var maaske bleven lidt for indbildsk fra Dine tidligere Breve, maaske var jeg lidt jaloux paa nogen eller noget uvidst og ukendt, der holdt Dig tilbage. See – you make such a fuss of me that I get spoiled and I am terribly afraid as already written, that I shall never be able to live up to the apparent ideal you imagine me to be Topsy, you still look upon me as you did 21 years ago when you were a child, when you now see me again, you have the eyes and ideas of a grown up woman so it will be a hard fall, for you are placing me and I can do nothing else but to try to make my fall as soft as possible – though I will do my best to live up to your ideal, still I am only a poor earthly plain Male. Ja, jeg har altid raadet Dig fra at komme her ud, navnlig da Du mente Du kunde eller haabede paa at kunne faa en Plads herude, det var og er virkelig komplet umuligt uden Ganske usædvanligt Held. Men nu, da Du synes at kune klare den alene, saa kan jeg ikke lade være med at föle mig glad over at Du kommer, endog længes efter Dig, saa Du har læst rigtig mellem Linierne det, som jeg mener at have meget bestemt udtrykt paa Linierne. Men Sagerne hidtil have jo ogsaa staaet saaledes for mig, at jeg personlig ikke kunde have Dig som Gæst eller paa anden Maade göre noget for Dig, saa min Handlemaade har været fuldstændig konsekvent…

Ja Topsy, Du omtaler Dit Syarbejde, det tror jeg er udmærket, om vi gaa den rette Vej om det, saa vil Du let kunne sælge alt hvad Du kan lave og det til gode Priser. Mabel Lord, jeg kender jo hende, jeg har skrevet Dig om det, jeg spillede Bridge med hende hos Danich. Du kan faa mere Bridge i Sydney end der er godt for Dig. Jeg holder med Dig i at komme her uden at lade andre vide, det kan ske tidsnok… Ja, vor Radio herude er langt fra saa god som i Europa, jeg mener Programmerne, og det er vanskeligt at faa Europa, og Tiden passer ogsaa daarligt… Angaaende Breve til Dig i Danmark, da har jeg sikkert hele Tiden forstaaet Dig rigtig, og ud gaar der ikke flere den Vej; med mindre Du endnu maa opsætte Rejsen… Tandlæger herude ere ogsaa rædselsfuldt dyre, jeg har skullet være til en i de sidste 3 Aar, men har ikke naaet det endnu, jeg haaber det maa kunne ske inden Du kommer, jeg vil jo saa gerne ”look my best”…

Jeg tror jeg vil begynde med Bopæl, som Du har berört i Brevet 2/3. Jeg har en Lejlighed, og sender Dig hermed en Skitse af samme, Du vil se deraf, at der er et Værelse Du kan faa, om Du vil komme til mig, og der er Plads saa Du kan udföre al Din Syning, her er Morgen og Eftermiddagssol, plenty af Lys og Luft, alt er rent og pænt og godt indrettet, kun er her jo ikke mange Möbler, og de faa der ere, ere hovedsagelig Kontormöbler, men her kan laves morderlig hyggeligt naar jeg faar Raad dertil, men man kan klare sig med hvad her er. Men jeg har absolut ingen Meubler for Dit Værelse endnu og om jeg naar at faa det inden Du kommer, er jo et Spörgsmaal, men om jeg blot kan faa en Seng og Sengeklæder til Dig, saa kunne vi efterhaanden faa Resten, naar Du kommer og Du kan selv vælge, hvad Du synes om…

Saa vidt det praktiske, nu komme vi til det emotionelle eller sentimentale, jeg kan ikke udelade det, det er jo kommen ind som Korrespondancen skred frem, og det synes jo gjensidig, i alle Fald er Du ligesaa aaben som jeg, og jeg maa tilstaa, det henrykker mig. Du har lige fra Begyndelsen skrevet at jeg var den eneste der forstod Dig. Det kunde jeg ikke rigtig fatte i Begyndelsen thi det syntes jo en Urimelighed, naar man tog alt i Betragtning, men Du blev ved at skrive det – so it began to worry me and I started to think it over carefully and often, in fact I wanted to understand you, and now I do think that I understand you, by help of your letters, I have read them on the lines, over, under and betwen the lines + my former knowledge of you, your family, your surroundings etc., but first and most your letters; and I am going in a crude way to give you what I think and forgive any mistakes or erors. You, as most women, have always had your wishes and ideals for life, which you expected to be realized you wanted love you wanted protection and somebody or something to rely upon, trust and lean up against. You are very womanly in your wishes and desires, you really do not ask much for yourself. You lived life at home fairly satisfied in the hope of the eventual realization of your ideals. You got engaged, and was so for a fair time, till the disappointment send you adrift on the sea of life, like a battered ship on the ocean in storm and heavy sea, and there you are still, looking for a snug and quiet port to go into for repairs and fresh outfit. – To put it in different language you want a shoulder to lean on and cry on, you want sympathy and understanding, which you could, or did, not get at home; you will have to find your balance again, that drawe you out into new surrounding, new sight and new hopes. Well Topsy forgive this very cruel way of putting it, I have it all quite beautiful in my thoughts, and it is evident I cannot write it down as beautiful, but you may follow my trend of thought. Anyhow, I shall do my best to help you I know what you are looking for but I am surprised at myself not being able to express it better after all the thought I have given to it – it is plain that I am not a poet, but let us hope I am a better doctor and that I can ease you and again make you happy and satisfied with life and I am sure I can, at least for the time you will remain out here. Vi ere, som Du siger 2 ensomme Mennesker, men jeg tror vi ville have en vidunderlig Tid sammen netop derfor, og jeg længes forfærdelig efter Dig; bare Du kan holde mig ud den Tid Du er her; men Du har jo sat nyt Liv I mig, og bare Du ikke bliver skuffet, naar vi ses og Du atter lærer mig at kende. Imidlertid alt er i Skæbnens Haand, i Morgen skulde der atter være Brev fra Dig …

Pennanent Hills via Sydney, Australia, The 11. 04. 1933. Brev til Topsy fra M. Lord.

”My dear Topsy, I received another letter from you today – or even if I had the money (at present I have not), I could get it for you for the help, but I’am afraid I would not buy it – for I cannot help feeling you would regret it, and be terribly disappointed. If you just need a holiday – that is a different matter, but you do not say in your letter, wether you wish to come to Australia for a holiday or see for employment. If it’s for the latter, you may be fortunate in getting a position, & I do not know if you are trained in any capacity. But I do know this: It is not easy to get employment in Australia – Here are thousands of unemployed in Sydney alone – If I were to secure a ticket this end Topsy – you would be the loser by -/10- on account of the exchange. Since I wrote you I found I made a mistake & you are considered a Dane – not an Australian as far as a passport is concerned we have all these taxes & worries here too & it is a freak problem to find employment for the young. Needless to say If you do come out – we shall do what we can for you Topsy dear – but I cannot consciencely encourage you. – Today I went to Sydney to see an old friend of England. She sailed by the “Orania” & the boat was fairly full too. My friend hopes to return in 6 month – She is very frail & old 72. I do not know what she said, for she travelled first clas, but as she lives in a boarding House I exspect it is not much more expensive to travel. I feel I am disappointing you terrible Topsy, but I cannot do otherwise. – If we were in a better financial position – I would not hesitate to give you your ticket just for a holiday for you to see the old place again & look up old friends & then when you weary. You could return to Denmark, but elas I cannot do that. – I rang up Mrs. Duggan a few days ago & told her your wish to come out – she rather thinks the same as myself – but ofcourse I did not discuss the ticket prepaid very much – but I mentioned it & she too – would like to help you but is afraid of the conditions here & she does not know whether you wish a holiday or employment, she, likes everyone else is worrying over unemployed nephews. I am sorry to disappoint you Topsy dear – cheer up – I’m sure better days are ahead – with love from M. Lord”.

Sydney, 30te April 1933.

Nu er der gaaet 8 Maaneder, hvor jeg har ventet paa Dig, mon Du nogensinde kommer. Hvorlænge var det Biblen fortæller os, at Jakob ventede, mon jeg skulde slaa Rekorden? … Stakkels lille Top med Dine financial worries – we are all in it. Karnas lille Pige maa minde om Eder da I vare smaa. Jeg haaber Du havde en rar Tur til Sorö, der er dejligt, det er jo en Del Aar siden jeg var der. Jeg kunde have skrevet mange flere Breve til Dig ”after all”, jeg holder af at faa Svar paa mine Breve, det er saa ”dödt” at skrive vidende at den man skriver til ikke kan svare, og det er problematisk, om ”hun” faar Brevet i det hele taget? Og naar Du saa en Gang faar al dette Skriveri, saa har det tabt sin Interesse, og Du bliver ked af at læse det paa Halvvejen…

Sydney, 9de Maj 1933.

Hvorledes skal jeg dog faa 100 Sider til at slaa til, i Gaar fik jeg kun 5 Breve fra Dig, og jeg föler at jeg vilde holde af at besvare hvert eneste et af dem, men det er jo Ulykken, jeg kan ikke sende Dig Svar, jeg kan kun udtrykke mig selv her i denne Serie, og her maa jeg dog virkelig holde mig inden for rimelige Grændser, og saa maaske Brevet eller hvad vi nu kunde kalde det, aldrig vil naa Dig, det synes som om Du aldrig kommer …

Saa kommer vi til det Punkt – jeg begynder at faa et lille Indblik i Din Tilværelse og i Din Natur, og tilsyneladende, er der altid bleven taget for megen Fordel af denne Din Natur. For det förste kan jeg ikke indse andet end at det er Tootsies Tur til at passe Din Fader og Huset; at hun har en Plads er ingen Undskyldning, Du har nu længe gjort Din Del i den Retning, Karna gjorde vel sin Del en Gang, og Du fulgte hende, hvorfor skal T. ikke fölge Dig, hvorfor skal Du være Askepot? Lad os tage det Tilfælde, at Du eventuelt kunde eller skulde giftes – burde Du saa opgive det for at opofre Dig for Din Fader og Söster? Det nuværende er ganske vist ikke saa entreret et Tilfælde som et Giftermaal, men det er parallelt med det. Jeg skrev at Du burde blive til Din Fader var bedre, og det har Du gjort og dermed Din Pligt, nu maa nogen anden træde til, og den Pligt er efter min Mening Din yngre Sösters. Jeg tror De alle benytte sig af Din Godhed og blöde Sind. Alt dette siger jeg ikke for at yppe Kiv i Din Familie, eller fordi jeg er interesseret i, at Du kommer herud, langt fra, men fordi det er Sandhed og fordi Du er den, der lider under det. Det er jo ikke nogen Nytte at skrive dette nu, thi om Du en Gang faar dette Brev, saa er det jo alt sammen en Gammel og overstaaet Historie; men jeg vil nu alligevel have, at Du faar min Mening som den nu er. ….

Thos. Cook & Son Std. Berkeley Street, London 19^th May 1933. Brev til Topsy ang. rejse til Australien.

”Madame, We thank you for your letter of May 17th and have to advise you to commence with that in connection with your proposed journey to Australia, as Australiean citizens you are not eligible for any form of assisted passage, and it will be necessary for you to pay the ordinary advertised fares. – In the absence of any direct Line operating from Denmark to Australia, we suggest that the cheapest way for you to return to that country would be via England. – The most direct route from Hillerod to England would be via Copenhagen, Esbjerg and Harwich, the Hillerod/London single fares by this route being Pound 5. 5.11. 2^nd class or Pound 3. 4.6. 3^rdclass. – From England you could proceed by one of the Steamship Lines shown in the Australian list wich we are forwarding herewith. We would particularly draw your attention to fares given on pages 2/3 showing it is possible to travel from Liverpool to Sydney at the minimum 3^rd class fare of Pound 35.- The sailing list wich we send you indicates the scheduled departures and if you will favour us with your instructions as to the steamer(s) preferred, we shall be pleased to take the necessary steps to secure accomodation on your behalf, or our Copenhagen Office, being placed in possession of all the facts in connection with your proposed journey will be pleased to assist you. The address of our Copenhagen Office is 1 Vesterbrogade, Palais de L’Industrie. We are, Madam, Yours truly, Thos. Cook & Son, LTD. Per: HW”.

Sydney, 22de Maj 1933.

Jeg har modtaget Dine Breve som fölger: 19/4 Luftbrev, fremdeles 13/4, 15/4, 18/4 (to) og tusind Tak, Du ved ikke hvor henrivende det er at saaledes at faa alle de Breve, at vide bestemt at naar jeg gaar til Boxen Mandag saa er der i det mindste et Brev, de ere enestaaende, hvis Du holder op at skrive vil jeg stille sygne hen. Nu har du jo ikke faaet Brev fra mig i nogle Maaneder, men inden Dine Breve kom i Dag havde jeg bestemt at löbe Risikoen og sende Dig et Brev, og jeg har hele Tiden haft en Fornemmelse, at jeg godt kunde skrive til Dig, men da Du bad mig ikke at skrive, lod jeg være, jeg forstod jo ikke Forholdene. Jeg har jo stadig skrevet til Dig i Brevet, Du skal have i Fremantle, dette har nu 94 tætskrevne Sider, saa ved den Tid, Du faar det, vil det vel være omkring 150 Sider …

Du maa rejse senest den 15de Aug. fra London med Hobson Bay, saa er Du her i Sydney med Foraaret (saadan som vi have det) den 25de Sept., som saa vil blive erklæret en ”holiday” i Sydney. Du undgaar saaledes vor Vinter, den er ikke altid saa rar, om end ikke saa streng som den danske. Jeg har nok skrevet, at Du ikke skulde rejse för Du kunde göre det med rolig Samvittighed, men Topsy, der er dog Grændser, og hvis Du ikke tager en fast Bestemmelse kommer Du aldrig af Sted, der vil stadig blive noget eller nogen, der opholder Dig. I Fremantle Brevet har jeg allerede skrevet min mening om dette Spörgsmaal, saa jeg skal kun i Korthed skrive, hvad jeg mener. Jeg mener, Du har nu længe gjort Din Pligt som Datter og Söster, jeg kunde skrive det i langt stærkere Udtryk, og jeg synes at nu bör Din yngre Söster træde til og lære lidt af Livets Alvor og Pligter og lade Dig faa en Ferie, jeg vil ikke elaborere mere paa dette Spörgsmaal, det er min kondenserede Mening, maaske brutalt udtrykt men efter min Mening fuldstændig retfærdig og berettiget, og kun en meget alvorlig Vending i Din Faders Sygdom bör holde Dig hjemme længere. Du trænger efter min Mening til en Forandring, en ret stor Forandring, og Du har beæret mig med en Rolle i denne Forandring, som jeg höjlig sætter Pris paa, og som jeg vil udfylde til det yderste og med det snarest efter allerbedste Evne göre alt for at hjælpe Dig paa ret Köl igjen…

Her er frisk Luft og Solskin, og om Du vil sy de Ting Du har omtalt er her Plads, plenty of Plads, alt til Din Raadighed. Jeg har gjort nogle faa Forespörgsler angaaende at kunne sælge Dine Produkter, jeg mener ikke der vil være mindste Hindring i den Retning, og Du kan sikkert faa bedre Priser end i Danmark. Saa en anden Side af Sagen, jeg vilde være henrykt, om jeg kunde slippe nogle af mine Husholdningspligter for nogen Tid – navnlig, da jeg vil faa mindre Tid til disse, men jeg skal nok hjælpe til …

Jeg har Venner og Veninder, der vilde passe Dig, og der er allerede en Del, der glæde sig til at möde Dig nogle af dem erindre Dig fra Barn, da Du kom til Mosman…

Om mine pecuniere Forhold bedres vil jeg gjerne, om Du önsker det, tage et Hus i en Omegn af Sydney, saa Du kan have en Have at lege i. Jeg haaber, Du kan ordne senest at komme med 15. Aug. Baaden …

Hvor er det dejligt, at Du holder af Musik og at Du omtaler Recorder, thi jeg havde i Sinde at bede Dig at köbe mig en, som jeg har hört i Radioen for nogle Aar siden, den findes ikke her. Jeg blev forfærdelig forelsket i den Musik, det er en Orkester Record, men fra hvilken Fabrik ved jeg ikke, Du faar den sikkert bedst i London. Det er en musik Komponist, jeg skal se at faa fat i Navnet til næste Brev. Det er til en Ballet kaldet ”L’aime de Printemps” eller paa engelsk ”The sprite of spring”; det er sikkert en dyr Rekord, vist paa flere Plader, men den er henrivende, maaske eller rimeligvis har Du hört den. Jeg skal nok betale Dig for den om Du kan lægge ud saalænge. Der er jo saa mange danske Rekorder, jeg gerne vilde have, at det ikke kan nytte at begynde, og desuden bliver der vel Told at betale her for dem. Jeg vilde gerne have Midsommervisen og Majsangen. Jeg bryder mig kun om de bedste og gode Stykker, jeg har nu kun en Samling paa 8 Rekorder, men de ere gode, jeg skal lade Dig vide hvad jeg har. Jeg har et udmærket Gramophon Kabinet, tænk hvor vi kunne have det dejligt med god Musik. Mon du spiller Klaver? – Gud hvor jeg misunder Dig, at have hört Per Gynt, det er mit Yndlingsstykke og saa Griegs Musik der til. Engang kunde jeg næsten Per Gynt uden ad, vi skulle svælge i Per Gynt, jeg saa det paa Kasino for en Menneskealder siden med Nordmanden Klaensen og ”Finskan” Ida Aalberg (Aase) og Fru Oda Nielsen (den Gang Petersen) som Solveig. – Du skriver ”efter alt hvad jeg har gennemgaaet af Sygdom, Skuffelser etc”, det er vel ikke Dig selv Du henförer til naar Du taler om Sygdom? Hvis det er Dig, da fortæl mig derom, jeg husker ikke at have hört noget derom. – Om Du vil, maa Du gerne benytte min Box til Din Korrespondance herud. Og naar Du skal have Penge, hvorfor ikke faa en Cheque på en lokal Bank sendt direkte til Dig eller til en Bank, der saa meddeler Dig, og ikke blande Konsulatet ind i det…

Men jeg synes ikke man kan kalde en Mand paa Din Faders Alder for at være ”i sin bedste Alder”. Jeg er ganske vist endnu ret ung i Sjæl og Legeme, og jeg skal göre mit bedste for at naa op til Dit Ideal, jeg vil jo meget gerne glæde Dig, og det er jo forfærdelig södt af Dig at sætte mig paa den Piedestal, saaledes som Du gör, det gælder for mig at holde Balancen, thi jeg gaar vist i Stykker, om jeg falder ned …

Det var morsomt at faa de Fotografier. Existerer ”Maanen” endnu paa Christiansö. Det var en Bygning, en Slags Lade, hvor vi dansede, da jeg var der i 86. Jeg var jo ogsaa i Gudhjem flere Gange og köbte en Stang rögede Sild, der var vist 2 Dusin paa Stangen, bare jeg havde 2 Dusin af dem her – they take a lot of beating. Jeg kan egentlig ikke se meget af Dig fra Fotografierne andet end at Du ligner Dig selv – luckily we have personality? Men ellers synes jeg at paa nogle Billeder er Du kommen til at ligne Din Fader meget…

Jeg er sommetider lidt ”Confused”, thi jeg har jo hele Tiden 2 Breve i Gang til Dig, og jeg kan ikke altid huske om det er i det ene eller det andet Brev, jeg har sagt noget, saa Du maa undskylde alle Gentagelser, naar Du en Gang faar det ”store” Brev. – Naar Du rejser i August, saa vil Du være hjemme til Din Faders Födselsdag. Og lad Dit Englandsophold ikke blive saa langt, at Du ikke faar den Baad …

Hvis Du har Plads kunde Du maaske tage lidt Sagomel ud med Dig, thi det kan man ikke faa her…

Sydney 29de Maj 1933.

Jeg maa gøre det kort for at faa dette af Sted med förste Post, og der er nogle Punkter i Dine 5 Breve, modtaget i Morges 20/4 (2), 21/4, 22/4 (2), som jeg maa have fremhævet strax, den övrige Besvarelse sker med næste Post, jeg har jo en Uge til det. Brevskrivningen fra denne Ende er gjort lidt besværlig ved de hyppige Afbrydelser og Skrivningen af Fremantle Brevet, der jo omhandler og svarer paa en Masse Ting, og jeg husker ikke altid i hvilket Brev jeg skrev det ene eller det andet, men efter Fremantle kan Du jo samle det hele. – Nu angaaende Dine Breve, deres Indhold og alt, saa er der intet paa Jorden jeg elsker som dem, de ere det herligste og det bedste jeg oplever, der er ikke et eneste Ord i dem jeg vilde undvære, de gör Livet værd at leve for mig …

Jeg fik Dine Breve i Morges og gik ned i the Botanical Gardens, sad i Solskinnet og læste dem. Og saa er jeg gaaet hjem for at begynde Besvarelsen, jeg kunde ikke andet. Saa har jeg yderligere faaet Muusmans Bog, Aviserne og Musikken, tusind Tak, men alt det löber i Penge, saa det maa vi ved Lejlighed göre op, thi jeg kan ikke lade Dig betale for mine extravagante Ønsker. Billederne fra Kbh. var der ligeledes, igjen Tak…

Sydney, 1ste Juni 1933.

Jeg har en Fornemmelse, som om Du allerede aner, hvad de 4 Breve indeholder, og blot venter paa dem for at faa den Handlekraft, Du trænger til. Du maa jo nu vide, at der kommer Brev med hver Post, saa Du er hjemme at tage mod det. Der er maaske en Mulighed for, at Du kan slippe væk med Baaden 18de Juli, og det vilde jo være henrivende, men jeg nærer egentlig ikke meget Haab i den Retning, jeg tror Du ubevidst venter paa Stödet fra denne Side. I saa Fald vil jo dette Brev knap naa Dig, kedeligt Du ikke gav mig en Adresse i London at skrive til…

2/6 Kl 4.30 p.m. – jeg benytter altid ledige Øjeblikke (og mange andre) til at skrive et Par Ord til Dig; eller naar jeg finder, jeg har tænkt noget meget aandrigt, jeg vil jo gerne göre et godt Indtryk. Jeg har været i Byen og gaar ind igjen for at træffe Larsen og have et Par Glas Øl med ham. Jeg er ved at koge noget Spinat, som jeg saa senere skal have til Middag med nogle Frikadeller. Jeg gaar i saadan en ganske stille rolig Topsy Delirium, fuldstændig lykkelig ved at vide, at Du nu maa komme, foruden det enorme Held jeg har, at en saadan Person som Topsy overhovedet interesserer sig for et stakkels (?) som jeg; men selv skibbrudne komme jo i Land igjen nu og da, saa hvorfor skulde der ikke ogsaa være en frelsende Engel for mig?…

Hör nu min Ven, for at komme tilbage til en Udtalelse i et af Dine Breve – ’om den nuværende Situation mellem Dig og mig havde existeret i 1919-1920, saa var mange Bekymringer bleven mig sparet, foruden at jeg rimeligvis i Dag vilde have været ret comfortabelt situeret, og det gamle Hjem vilde have været her nu’; men ser Du, i den Tid var Du forlovet etc. og vilde sikkert ikke have givet mig en Tanke, endsige komme ud her – og saa – ja saa er den ikke længere, men det vilde have været godt for mig og maaske derfor sætter jeg saa meget mere Pris paa Dig nu. Ganske vist havde jeg en meget glad og lykkelig Del af den Tid, men jeg har ogsaa betalt for den, i dyre Domme. Men Du har levet et stille Liv, og vil rimeligvis ikke kunne forstaa mig, ligesom Du ikke aner den Glæde, Du nu giver mig…

3/6. Ja, nu er Klokken 3 p.m., jeg har været min sædvanlige Lördagsvisit til Byen for at göre Indköb og möde Larsen, Julian etc. til et Glas Øl eller 2 eller maaske flere in the Marble Bar; hvor vi alletider have en god hjertelig Latter mange Gange. Julian er Musiker, fra London, og paa min Alder. Jeg maatte gaa herfra hastigt i Morges, da jeg stod sent op, jeg fik heldigvis vadsket op efter min Frokost, men jeg fik ikke redt min Seng, og er der noget jeg hader, saa er det at gaa hjemmefra uden at efterlade alt i fuldstændig Orden, ligesom jeg hader at komme hjem og finde Sengen uredt eller snavsede Tallerkener etc. Desuden fik jeg ikke gjort mine Øvelser ej heller fik jeg mit kolde Bad, saa jeg föler mig ”rotten”, og jeg kan indse, at det gaar ikke at tage den med Ro i Sengen. Nu skal jeg ud at have min Eftermiddags Te, Kedlen koger…

For alle Eventualiteters Skyld synes jeg ikke Du skulde skære Dig fuldstændig af fra Danmark, kom og se först, det er næsten 22 Aar siden Du var her og siden Du saa mig, og man ved slet ikke, hvorledes Forholdene i dette Land ville udarte sig. Jeg ved med mig selv, hvor uendelig ked jeg er af det, fordi jeg ikke synes at have nogen Chance nogensinde at kunne komme hjem. Maaske kunde Du og jeg en Gang rejse hjem sammen og sammen se alle de gamle Steder, jeg er rædsom til at hænge ved de gamle Steder, og for mig ligge de naturligvis alle i Europa. Jeg holder ikke af Menneskene hernede, men nok af Solen, the surf and the bush. Men maaske vil det være anderledes med Dig. Men der er jo Masser af Ting vi bedre kunne tale om end skrive om, vi trænge til en Masse talen sammen, selv om vi nu forstaa hinanden; men fordi Du bringer Paradis til mig maa jeg jo ikke ödelægge Dit Paradis, det forstaar Du nok. Jeg vilde ikke skære Broerne af bag mig i Dit Sted. Du tager herned for et Par Aar eller saa og ordner Dine Sager derefter, senere kan Du jo altid bestemme noget andet. Denne Mening er aldeles upartisk set, set fra Din Side og i Dine Interesser, jeg kommer slet ikke ind i Handlingen i dette Tilfælde. Saa gör nu, hvad der er bedst for Dig selv, og vær ikke overilet, vent at se hvad Du synes om det herude; jeg var heller ikke helt mig, da jeg kom herud, saa derfor er jeg forsigtig i mine Raad, og jeg tænker absolut paa Dig og Dine Interesser. Jeg mener, Du skal tænke meget nöje over hvad Du gör. Jeg har jo ikke nogen Idé egentlig om Dine Forhold, specielt pecuniare Forhold, saa jeg kan kun raade Dig i al Almindelighed. Det er altid en stor Fordel, Topsy, at have noget i Baghaanden, specielt for en Kvinde, og hvis Du arbejder og tjener ved det, er det jo saa meget bedre, det kan jo altid anbringes saa det bringer Dig Renter. Og saa længe jeg har nok for os begge til Föde og Husly, burde det ikke se slemt ud for Dig, selv senere hen, og jeg er jo ikke udödelig…

Nu har Du haft et Foraar og en god Del af en Sommer og kommer ud i et Foraar, saaledes som vi have det, og har saa en lang Sommer for Dig, saa Du burde kunne blive varm igjen efter den kolde Vinter. Jeg kunde lide den Rejsen frem og tilbage fra Sommer til Sommer, som min Ven nu har gjort i saa mange Aar. Jeg kunde ogsaa lide en Tur op til Barrier Reaf, eller eje en lille Ø oppe i det Nabolag – vil Du med?…

Jeg begynder saa smaat at forberede mig paa den store Rengjöring, saa alt kan være ship shape til den 25de Sept. Medens jeg husker det, hvilken Farve kunde Du lide at have Dit Værelse malet, jeg har nemlig i Sinde at male Væggene, der er saadan en ækel og delapideret farve på væggen nu. Om Du lader mig vide per omgaaende, kan Du faa den Farve Du önsker, definer den bestemt, eller send mig en Pröve. Dören, Vinduet og alt Træværk er bejdset brunt og ferniseret, nu ved Du Besked…

Jeg er henrykt over den Bog af Muusmann, som Du sendte mig, den er interessant i höj Grad, navnlig for mig, der kender i alt Fald delvis den Tid, og den er holdt i saadan en pæn Tone. Billederne fra Kbh. ere udmærkede, men jeg spekulerer paa, hvad Gade det er med Underskriften ”Köbenhavn paa Cycle”, der er en Bank paa Hjörnet endten Andels eller Handelsbanken og Hjörnet er ved en af Boulevarderne. Og jeg har altid været nysgjerrig efter at vide hvad der findes bag den Grundtvigskirke Facade?…

Se, tagende det for sikkert, at Du rejser den 15de Aug., saa er det vel bedst, at jeg ikke sender Brev til Danmark efter den 28de Juni; om jeg sender Brev pr. air mail Karachi London den Dag, da har Du det antagelig den 25de Juli, om Du saa rejste den 26de Juli eller saa fra Danmark, saa har Du 16 Dage i London, det er vel tilstrækkeligt. Det lader jeg staa fast med mindre, jeg hörer fra Dig noget, der vil faa mig til at ændre sidste Brev til Danmark, saa Du har det 25de Juli, om jeg ikke hörer fra Dig noget, der faar mig til at stoppe en tidligere Dato. Du kan altsaa endnu vente 3 Breve fra mig i Danmark, og om Du lader mig faa en London Adresse kan Du faa endnu 2 der, thi det der vilde ankomme den 15de Aug, vilde Du antagelig ikke faa. Saa derefter maa jeg se, hvad jeg kan göre med Skibsbreve. Mulig kunde jeg naa Dig i Southampton, men der skal nok være Brev i Port Said 25de Aug. og i Colombo 5te Septh. Og saa er der det meget omtalte Fremantle Brev den 15de Sept. saa der kan ikke være meget at klage over. Saa er der Breve i Adelaide og Melbourne. Du kan sende mig et Brev fra Fremantle og Adelaide, og selv fra Melbourne, om det er postet i Tide – nej, det nytter ikke, jeg vilde ikke faa det för Mandag Morgen, og da er Du her. Saa nu har Du hele vort Postarrangement, om du kan huske det…

Det synes som om Du vil bo for Dig selv; det vil blive en uhyre Skuffelse for mig, som Du vil kunne forstaa af mine sidse Breve, thi jeg haabede, vi kunde bo sammen…

Du synes helt at opgive at tale om, naar Du kommer, jeg haaber i alle Fald, at Du rejser i August. Det er meget kedeligt med Gether, der blander sig ind saaledes; men der er vel intet at sige dertil, hun mener vel; det maner senere hen en Sladren frem og tilbage; ja bare Du var kommen af Sted for lang Tid siden. Jeg forudser ogsaa at nu for de næste 6 Uger faar jeg ikke meget muntre Breve fra Dig, og jeg staar saa uendelig hjælpelös. At telegrafere Dig er dyrt og vilde eventuelt vække for megen Opsigt…

Saa fik jeg de to Breve fra Gusta, hun er syg og sengeliggende, som Du vel nok ved nu, da Du næsten maa have sögt hende i de Dage. Jeg er meget bekymret paa hendes Vegne, det synes som om hun nu faar en meget vanskelig Tid, jeg haaber Du har sögt hende op og tröstet hende lidt, trods Du har nok i Dine egne Bekymringer. Bare Du nu holder et fast Tag paa Dine Nerver, det maa Du endelig passe Topsy, naar Du först kommer herud, saa gaar det nok i Orden igjen, og Du ved Du kan stole paa mig, er Du först her, saa skal Du nok faa det, som Du vil have, Du ved jeg forstaar Dig saa udmærket; men jeg kan se tydeligt nok, Du maa ind i nye Forhold, og jeg skal nok hjælpe og faa Dig i Gang herude, jeg kender jo ogsaa en Del Mennesker og jeg er herude. Saa cheer up Topsy. Nu har jeg i dette Brev fortalt Dig, naar jeg holder op at sende Breve til Danmark; saa kommer Du ikke af Sted den 15de Aug. bliver der atter et Ophold efter al Sandsynlighed…

Da vi nu omhandle alle disse alvorlige Themaer, vil jeg meddele, at i Fremantle Brevet skrev jeg min Mening angaaende Din tidligere Kæreste, at jeg der var af samme Mening som Din Familie; men det er jo Din egen Sag og Dit gode Hjerte löber af med Dig; jeg fortaar godt Din Tankegang og Fölelse, men over for Dig selv er det ikke ret. Pas nu paa, at Du ikke bliver smittet, det er dog ikke umuligt, at det kunde ske. Tilgiv mig, at jeg omtaler dette, men jeg kan ikke lade være, jeg har ofte villet skrive det, men man maa jo helst holde sig uden for andre Menneskers Forhold; og nu er det jo vanskeligt at holde op med Dine Besög, men jeg synes Du skulde efterhaanden trække Dig ud af det. Man maa være haard til Tider. – Jeg kan nu saa udmærket se Situationen derhjemme, som den er, og jeg kan se Dig, som Du er, vil Du tage mit Raad, saa bryd ud nu strax, ellers kommer Du aldrig ud af det. Du er for svag mod den anden Side, gör en Kraftanstrengelse nu og kom ud af det og bliv Dig selv. Der hörer maaske Graad og Tænders Gnidsel til, men husk, at det er Dig selv og Din Lykke der staar paa Spil, gör Du det ikke nu, saa er Du tabt der for Fremtiden. Gör det hele med Ro og Værdighed, lad det blive forstaaet, at dette er nu Din Agt, Du rejser bort til Australien for en Tid. Indlad Dig ikke paa Diskussioner lad det blive forstaaet, at det er nu Din urokkelige Mening. Don’t squabble about it. – Enten Du nu saa kommer til mig eller for Dig selv, saa har Du mig herude, og jeg tror, at jeg forstaar Dig nok til at faa Dig paa ret Köl igjen; det forstaa Du nok alt sammen, jeg har hört Dit Raab om Hjælp, og Du ved jeg skal hjælpe alt hvad jeg kan, vi kende vore Fölelser for hinanden. Men glem nu ikke at lade alle forstaa, at det er Dig selv, der nu har taget den Bestemmelse, og ingen Indvendinger nytte. – Jeg maa nu se at slutte dette Brev, thi jeg maa ogsaa skrive til Gusta; men jeg vil dog sende Dig et andet Brev par Air Mail fra Karachi, hvori jeg meddeler Dig, at dette Brev kommer. Gaar A.M. Brevet tabt, gör det ikke meget, Du faar alligevel dette, og faar Du begge, saa meget bedre. Du kan forstaa, at nu gaar jeg i Spænding i nogleMaaneder, ventende paa Dit Telegram, og husk at faa Din Billet i god Tid…

Saa endelig med Gethers Skriven ender det med en hel Forsamling til at modtage Dig og ordne alt for Dig, det var dog ikke vor Mening vel? Og med Clio Jensen, Mrs Duggan m.fl. ender det vel med, at jeg maa trække mig tilbage fuldstændig. Nej jeg er ikke rigtig happy i Aften, bare Du dog var kommen af Sted tidligere; men nu faa vi altsaa se, hvorledes det gaar….

Disse Brevudregninger faa mig snart skör i Hovedet. Du siger i Dit Brev af 26/4 at Du skrev til Gusta den 24/6; mon Du har den rette Adresse, thi Gustas seneste Brev er fra 1ste Maj, og der er intet om Brev fra Dig, og i det foregaaende Brev af 24/4, undrer hun sig over, at hun ikke har hört fra Dig. Hun laa i Sengen den Gang hun skrev. – Jeg har nu læst Dine 6 Breve igjen, og er endnu mere melankolsk, bare Du kunde komme i Tanker om, at Du bad mig ikke skrive mere, Du maa huske det tager 2 Maaneder mindst för det begynder at virke. Saa der er Bekymring hos os begge, men det retter sig vel igjen, jeg er mere ked af det for Din Skyld, der gaar og venter paa Brev og mulig er vred paa mig, menende at det er min Fejl, men det er det ikke. Du ved godt at Du faar Brev ellers med hver Post, jeg har aldrig frivillig svigtet Dig. Men jeg vilde önske at Brevskrivningens Tid var forbi, og Du var herude og vi kunde faa Lov til at leve i Fred og Ro sammen, og alle de gamle Sisser vilde lade os i Fred.

Sydney, 24de Juni, 1933.

Nu fik jeg lige en Idé og giver Dig fölgende Statistik. Du har i alt skrevet mig 33 Breve, det förste i 24, et i 31 og saa fölger Resten i 32 og 33. Den bedste Maaned er April i Aar med 12 Breve. Brevene omfatte i alt 91 Sider foolscap og 154 almindelige Sider, i alt 245 Sider. Jeg samlede alle de smaa Photos sammen, og lægge dem i Æske, saa jeg kan nemt faa fat i dem, jeg har lige haft alle dem med Dig under Forstörrelsesglasset. Hvor mange Sider mon jeg har skrevet? – Jeg tror jeg vil risikere at sende et lille Brev paa Onsdag, det kunde jo tænkes at Du ikke naaede af Sted den 15de Aug. Og selv om Du gjorde det, kunde det naa Dig i London, om de ere hurtige i Vendingen i Hilleröd. Saa Topsy, nu ved Du, hvor jeg er löbet paa Grund. Godnat, min söde Ven. Paa 1ste Side i dette Brev skrev jeg ”at nu har jeg jo næsten 3 Maaneder at skrive det i” – jeg er nu over 10 Maaneder (!) – how can you be so cruel Topsy? …

Ja, der er jo heller ikke meget at svare paa i dette, kun at jeg misunder Dig Dine Ture – Helsingör, Strandvejen, Wivex, Tivoli etc. – Angaaende de Möbler, Du vilde have med, da er det jo bedst at sende dem per Fragtgods, i gamle Dage kunde man faa Möbler etc. til en Værdi af Pund 50. 0. 0 ind uden Told, naar man selv kom ud, men jeg ved ikke, hvorledes det er nu, og det er for sent at lade Dig vide…

Det er Dig, der har forfört mig, saa nu maa Du være parat til at tage Fölgerne. Du puster nyt Liv i Lerklatten, egentlig har Du paataget Dig et stort ansvar. Bare jeg kan komme til at tjene nogle Penge …

Jeg skriver ikke om min Forretning, som Du spörger om, fordi jeg kun vil være glad, naar jeg skriver til Dig; men kan det interessere Dig, saa tror jeg, at denne ”weekend” er den fattigste og usleste, jeg har haft i mit Liv, og næste Uge gruer jeg for, trods det, at den burde bringe Fremgang og meget godt, men Penge komme ikke ind for Uger, og selv om, som jeg allerede har skrevet, det kun er et Spörgsmaal om faa Pund, saa er Manglen og Lidelsen lige saa stor – nej större – end om det var hundreder af Pund. Saa nu ikke mere om Forretning…

I Gaar Aftes læste jeg i Politiken om Strandvejen, Salget af Maglegaard, Lille Taffelbay, Marienlyst etc. ogsaa om alle de Udvidelser i Kbh. jeg blev ”lovely Homesick”. Maglegaard bragte Navnet Kasberg frem og alle de dejlige Timer, jeg havde hos dem i London, sidste Aar döde Fru Kasberg, vist 84, og tænk, jeg havde faaet skrevet til hende og faaet Brev fra hende igjen, Du skal se det Brev en Dag. Tænk, hvor de alle döer, der er snart ikke flere tilbage, men jeg tror, jeg endnu kunde gaa ud og more mig i Kbh. og London…

Den Lisner, Du omtaler, er nok den yngste Sön af Lisner paa Klampenborg, jeg ved han blev Jernbanemand og var en Tid hos Faderen. Den ældste Sön kendte jeg, men husker ikke hvad han var, han blev gift med en lille Pige Ulla Meyer, som jeg i min Ungdom kendte lidt til. Bl.a. var hun oppe hos mig i mine Værelser paa Höjbroplads Aftenen för Kong Chr. IXde og Dronning Louises Guldbryllupsdag, jeg havde travlt hele Natten, med at dirigere el. Lys indlagt i en stor Krone af Gran og Blomster uden for Dina Schuldts Blomsterbutik i Vimmelskaftet, jeg ved ikke om den endnu existerer, jeg mener Butikken. Der skete en Kortslutning, saa det hele nær var gaaet op i Luer, men vi klarede den. Ulla og jeg havde Smörrebröd og Øl og en Snaps vel ved 9-10 Tiden; ja, det var en hyggelig Tid i Kbhv., den kan aldrig komme tilbage…

9de Juli. – Og hvad skal jeg nu skrive til Dig, at jeg længes efter Dig? Men det ved Du jo allerede, om Du end ikke hidtil har taget megen Notits af denne min Længsel. Du forstaar ikke, Du kunde umuligt forstaa, hvorledes Du allerede er voxet ind i mit Liv, og har sat alt paa den anden Ende for mig, gjort mig meget utilfreds med min Tilværelse, (en Tilværelse der hidtil gled af Sted uden megen Kritik eller Utilfredshed fra min Side), givet mig meget at tænke paa, givet mig sövnlöse Nætter, sat Haab og nye Skuffelser i Gang for mig og mange andre Ting. Og i medens sidder Du hjemme i Danmark uden mindste Samvittighedsnag eller Medlidenhed og Guderne maa vide naar Du kommer, om Du overhovedet kommer, og hvad jeg efterhaanden udvikler mig til (?). Og naar jeg tænker tilbage paa en Tid mellem 1910 og 1912, hvor en lille Tös kom og besögte en Familie paa 2 Medlemmer i Mosman, en lille beskeden Pige, der den Gang lystrede Kommando og ikke satte Livet paa den anden Ende for en – tænk hvor Tid og Mennesker forandres, tænk paa nu og den Gang, mon Du er lige saa söd nu, som Du var den Gang? Egentlig – mellem Dig og mig – kan jeg egentlig ikke tænke mig, at der er sket nogen stor Forandring i saa Henseende, det hele er, som om vi havde sovet én lang, lang Nat og atter mödes om Morgenen, man lægger ikke Mærke til Forskellen, alt hvad vi i Mellemtiden have drömt, alle de Mareridt vi have haft, alle de Skuffelser vi have lidt, alt det glemmes og vi to begynde hvor vi slap, og ville efter al Sandsynlighed finde en uendelig Glæde i hinanden, vi have kun gode Minder sammen, og saa leve vi paa dem – de ere kun for os to – og Minder det er dog noget, som ingen kan tage fra en. Jeg tror, det er godt, vi ikke have set hinanden i 21 Aar. Jeg kender Dig fra den Gang og fra Dine Breve, og jeg föler at jeg vil synes forfærdelig godt om Dig, og jeg vil jo saa forfærdelig nödig falde ned af Piedestalen, Du har stillet mig paa, saa jeg vil göre mit bedste for ikke at skuffe Dig. Se, om Du nu var kommen, da Du sagde Du var, saa var dette Brev aldrig blevet saa langt eller havde taget Mælet fra mig. ”Øjner Du Dybden?” som Hoftrolden sagde til Per Gynt, eller rettere, mærker Du ikke, hvorledes jeg ganske stille og ganske stadig löfter Dig op paa en Piedestal, saa vi begge kunne leve i samme Niveau, og se hinanden lige i Øjnene. Du kender velnok Per Gynt, hvis ikke maa Du se at göre hans Bekendtskab, den Bog elsker jeg nemlig. Jeg har vel nok læst den 30-40 Gange i mit Liv….

14de Juli. Dette har vist næsten været den værste Uge i mit Liv med Skuffelser og alt andet. Ingen Brev fra Dig i sidste Uge og ingen med A.M. i denne, mulig kommer der et paa Mandag. I Forretningen er alt gaaet ad Hækkenfeld til, et Arrangement, jeg havde haabet paa, synes ikke at gaa i Orden, hvilket rent financielt mente alt for mig, jeg kan ingen Penge faa ud af den Mand, jeg havde arrangeret mig med först, saa forsögte derfor de andre, og det gik ogsaa galt, der er i alle Fald meget lidt Haab. Jeg gaar i Dödsens Angst, at jeg blive smidt ud af min Lejlighed, da jeg ikke har kunnet betale i denne Uge, jeg havde haabet paa nogle faa Pund fra Victoria, men de kom heller ikke, og saa, ja saa tror jeg ikke, at jeg vil fortælle mere – alle mine Forhaabninger ere sprængte, og Guderne maa vide, hvorledes det vil gaa, saa, after all, det er maaske godt, at Du ikke er kommen herud. Livet er virkelig uudholdeligt, der er ingen der har Ret at forlange at noget Menneske skal kunne holde det ud, jeg nu har gaaet igjennem de sidste 4 Aar… Og saa, after all, saa længes jeg efter Dig og trænger til Dig, blot at kunne lægge mit Hoved i Dit Sköd, föle Dine Hænder paa mine Tindinger, og saa glemme, glemme alt, om det end kun var for nogle Minutte; Du maa være söd og kær Topsy, alene det, at Du overhovedet tænker paa mig, det elendige Kravl jeg er bleven, men det ved Du jo ikke, Du ser mig stadig som jeg var for 20 Aar siden – jeg har gaaet meget igjennem siden den Gang, og saa tænke sig, at man er kommen til det, at der ingen Plads er til en i Verden, at man ikke en Gang kan tjene til Livets Ophold, at intet, absolut intet kan lykkes for en – ja, jeg mangler Ord til at udtrykke, hvad jeg tænker. Nu har jeg kun Dig at tænke og drömme om, og det gör jeg til den yderste Grad, jeg trykker Dig ind til mig og kysser Dig, lige saa meget jeg har Lyst til, saa Du maa tilgive mig, after all, it is all dreams, og Du er jo dog nu et voxent Menneske, der maaske nok kan forstaa, Du synes jo ogsaa at kende Ensomhed og trænge til nogen at holde af – og til sidst, saa ser Du maaske aldrig dette Brev, saa hvad gör det egentlig hvad jeg skriver og hvad jeg föler. Lad os nu se hvad den Dag i Morgen bringer…

16de Juli. – Mon Du kan skrive paa Maskine? Tænk om Du var her nu, hvor Du kunde hjælpe mig, thi jeg er meget langsom paa en saadan, det er meget ”trying” for min Taalmodighed og mine Nerver, og som Regel er jeg ikke tilfreds med Resultatet. Hvad mon Du egentlig siger til alle de Kommissioner, jeg har belastet Dig med? Men egentlig, saa maa Du vist være vant til at blive belæsset, saavidt jeg kan se. Ja, sidste Uge var jeg meget nedtrykt, men jeg har atter, for 1039 Gang, faaet Modet op igjen, det er det mærkelige ved det; men jeg er kommen til at længes saa grueligt efter Europa, Danmark, London og Sverige, mon jeg nogensinde skulde naa derhjem igjen? Det var godt at Auntie Elly ikke fik Tid til at tænke paa, at hun döde herude, det vilde have været langt værre for hende end selve Döden. Det var en rædsom Tid, den Uge för hun döde, og saa selve Dagen og Begravelsen; hun fik ikke Lov at dö i Fred, för de begyndte at rende om Begravelsen; det var saadan et rædsomt Regnvejr, at en Begravelse til Sös havde været mere tör…

17de Juli. – Ja, jeg har ogsaa lagt Mærke til, at det er flere Uger siden Du skrev til mig, men fra Dit Brev kan jeg se Grunden, saa Du har min Tilgivelse, jeg kan saa godt forstaa Dig. Tænk hvor kedeligt, at Din Ferie saaledes er bleven ödelagt. Er Du modtagelig for Forkölelser og de omtalte piner? – Faa Din Fader til at tage ”Spinatin” Tabletter, jeg tror, de ville stramme ham op. Men om jeg husker ret, vil det vist være vanskeligt at faa ham til at tage noget som helst. Jeg havde mig et godt Grin, da Du skrev han kan ikke magte noget udover at ”give” Ordre. Det maa jeg sige han er dygtig til. – Udklippet var interessant, det skal blive gemt til Dig. Jeg har aldrig været i Nexö, men har et Par Gange i 86 været opankret udenfor, men vor Kok havde en Kæreste i Nexö, de bleve senere gifte og producerede en stor Drengeflok, jeg vilde gerne træffe ham igjen og höre om hans Drenge. I gamle Dage, naar jeg kom hjem, traf jeg ham som Regel, han var Matros paa en af Færgerne Nyborg – Korsör. – Du har endnu (13de Juni) en 10-11 Dage at vente paa Brev fra mig, men saa komme de ogsaa, hver Uge, tykke og fede, bare Du nu maa synes om dem, og forstaa at jeg behöver Dig, at Du har rövet min Fred i Ensomheden, at jeg ikke mere kan være alene, Du skriver selv derom i Slutningen af Dit Brev. Du skriver: ”Bare han kan blive hos Dig, til jeg kommer. Du maa bestemt ikke være alene længere, Du har haft nok af Ensomheden”. Saa Du ser, at vi ere enige. Men ”han” er rejst for en Maaned siden, og Du synes aldrig at komme – og Du er Skylden i det hele, Du har gjort mig utilfreds med min Ensomhed, Du har skabt Længselen og Trangen til Dig, Du har skabt Drömmene og Skuffelserne – what are you going to do about it? Alle mine Breve ere tydelige nok, Du kan ikke misforstaa dem – so what are you going to do about it? – Bare jeg havde Pengene, saa ”Cablede” jeg dette til Dig, baade Anklagen og Spörgsmaalet. … Ja, Radio er rart, den vil Du savne herude, jeg har ikke Raad at köbe en, de ere gruelig dyre her, og jeg vil kun have en, hvor jeg kan naa Danmark og Europa uden alt for meget Spektakel. – Det er lang Tid siden, min Ven, at jeg har faaet flere Breve paa en Gang, der har kun været tynde og enkelte Breve, meget formelle, ”sort of keeping me in my place”, og ikke et eneste Ord om naar Du agter at komme…. Jeg har ingen Fotografier af mig selv at sende Dig, jeg er ikke bleven ”passende” fotograferet i mange Aar, og jeg har for Tiden ikke Raad til at blive det, ikke en Gang for Din Skyld, saa kan Du maaske danne Dig et Billede af min Fattigdom, og Du maa löbe den Risiko med Hensyn til Udseende; men Du har jo altid Ret til, ved Modtagelsen her, at sige at det var ikke hvad Du havde ventet, det svarede ikke til Specificationen, og at Du simpelthen refuserede at modtage Varen (det), saa, ja saa sjokker jeg iland igjen. … Nu synes jeg, at jeg snart burde höre, om Du kommer af Sted den 15de August; men jeg hörer vel ikke för Du er i England, jeg har jo selv raadet Dig i den Retning af økonomiske Grunde, saa nu maa jeg pænt vente…

Sydney 2den Aug. 1933. Port Said Brev.

Brev af 21/6 – Jeg læser jo ogsaa Dine Breve mange Gange og nyder de Fölelser de vække, og jeg ved jo godt, Du gör alt for at komme af Sted, og jeg vil være taalmodig, og jeg er meget ked af at have forsögt paa at skynde paa Dig, Du har Ret i alt, hvad Du siger, jeg havde ikke tænkt over det, som jeg burde, jeg havde, som altid, tænkt alt for meget paa mig selv. Jeg haaber, Du har en Sagförer, Du kan stole paa, thi det synes mig, at hele Verden over begynder Sagförerne at fylde Fængslerne. Fik Din Fader alle sine Penge fra Hawkins – han fik 2 Aar for noget siden – Pund 10.000: 0.0. Short…

Det er meget rigtig ikke at sige, at Du skal bo hos mig, jeg er enig i alt, hvad Du siger derom…

Du kunde da umuligt have haft de Fölelser i 1912? Det hele er jo en höjst interessant Romance; jeg kan jo ikke saadan lige med et, faa den ind i mit Hoved; men jeg kan egentlig ikke tænke mig, at jeg skulde blive skuffet i Dig, som værende et Menneske der kommer og paa en Maade er beredt til frivillig at opofre sig selv og sit Live for en; jeg er dog naaet den Alder, hvor jeg ingen Fordringer kan stille hverken til Ungdom eller legemlig Skönhed, dertil har Du mere Ret end jeg; men Du er Kvinde, og til og med en söd og tiltrækkende Kvinde, og vi burde sikkeret kunne være meget for hinanden, om end det synes, at jeg bliver den, der vinder mest…

Som jeg kender Dig gjennem Dine Breve, har jeg den höjeste Beundring for Dig. Jeg kan blot ikke forstaa Du sætter mig paa den Piedestal og mener at jeg forstaar Dig og kan sætte Dig paa ret Köl. Men i alle Fald, jeg vil göre mit Bedste, og nyde Dig og Tilværelsen ved at være det Du venter …

Saa al den Sygdom, det har givet mig et ”Choc”. Hvad kan det dog have været for Doktore, Du har haft, hvorledes kan det dog være fra Blindtarmsoperation til 2 Underlivsoperationer, Du stakkels Topsy, men Du kan altid fortælle mig derom, jeg kan forstaa, at Du trænger til at blive holdt af og have en Skulder at hvile Dit Hoved paa, jeg kan næsten ikke komme over alt det, og at Du har klaret alt det, i alle Fald jeg har 2 brede Skuldre og to endnu stærke Arme, som staa til Din Raadighed…

I Gaar Aftes læste jeg i Politiken om Strandvejen, Salget af Maglegaard, Lille Taffelbay, Marienlyst etc. ogsaa om alle de Udvidelser i Kbh. jeg blev ”lovely Homesick”. Maglegaard bragte Navnet Kasberg frem og alle de dejlige Timer, jeg havde hos dem i London, sidste Aar döde Fru Kasberg, vist 84, og tænk, jeg havde faaet skrevet til hende og faaet Brev fra hende igjen, Du skal se det Brev en Dag. Tænk, hvor de alle döer, der er snart ikke flere tilbage, men jeg tror, jeg endnu kunde gaa ud og more mig i Kbh. og London…

Den Lisner, Du omtaler, er nok den yngste Sön af Lisner paa Klampenborg, jeg ved han blev Jernbanemand og var en Tid hos Faderen. Den ældste Sön kendte jeg, men husker ikke hvad han var, han blev gift med en lille Pige Ulla Meyer, som jeg i min Ungdom kendte lidt til. Bl.a. var hun oppe hos mig i mine Værelser paa Höjbroplads Aftenen för Kong Chr. IXde og Dronning Louises Guldbryllupsdag, jeg havde travlt hele Natten, med at dirigere el. Lys indlagt i en stor Krone af Gran og Blomster uden for Dina Schuldts Blomsterbutik i Vimmelskaftet, jeg ved ikke om den endnu existerer, jeg mener Butikken. Der skete en Kortslutning, saa det hele nær var gaaet op i Luer, men vi klarede den. Ulla og jeg havde Smörrebröd og Øl og en Snaps vel ved 9-10 Tiden; ja, det var en hyggelig Tid i Kbhv., den kan aldrig komme tilbage…

7de Aug. Tusind Tak for Dine dejlige Breve af 1/7, 2/7, 3/7 og 2 af 4/7. Jeg har gaaet og været lidt ked af, at jeg havde presset Dig med Hensyn til Afrejsen, og ser nu at Du har hele Tiden haft Ret i, hvad Du sagde desangaaende, det burde ske i Ro og Fred med Din Fader og Familie; saa jeg havde saa smaat gaaet og tröstet mig med, at Du först kom af Sted i October. Nu synes det jo at Du kommer af Sted i September, bare det nu ikke volder Dig for store Bryderier eller at Du skilles i Uvenskab, det haaber jeg ikke…

Nu gaar der i alle Fald ikke flere Breve til Danmark, med mindre næste Post bringer Underretning om en senere Afrejse. Om dette skal kunne naa Dig i Port Said den 22de Sept. maa det gaa her fra den 19de Aug., saa nu faa vi se, naar jeg faar Dit Cable, faar jeg det ikke inden 19de Aug. saa gaar Brevet til Colombo…

Dine sidste Breve mindede mig derom, jeg har jo slet ikke tænkt paa andre eller Forholdet til andre; men Du omtaler Din Fader, og det synes at fremgaa, at han har noget imod mig. Det er ikke for min Skyld, det er jo i og for sig ligegyldigt (for mig), hvad Din Fader, Rantzau eller andre mene om mig, saalænge at det ikke kommer til at gaa ud over Dig. Hvis f. Ex. Du skulde blive afskaaret noget af Din Arv el. l., da bliver det jo et alvorligt Spörgsmaal. Det bliver alvorligt for Dig, thi det er jo ikke umuligt, at jeg stadig kan have Uheld med mig og vedblive at være lige saa fattig, som jeg nu er, saaledes at jeg ikke kunde passe Dig og Dine Fornödenheder og Du er nödt til at leve af Din egen Kapital. Mine Udsigter ere jo ikke lovende for Tiden, men jeg har endnu ikke opgivet Haabet, og var du hos mig gik det nok bedre …

8. August. Saa, nu i Dag tog jeg over til Dr. Phipps i Mosman, som jeg altid er gaaet til og aldrig har kunnet betale. Sidste Gang maa være for et Par Aar Siden for mit Hjerte, den utætte Hjerteklap. Men nu Phipps var paa Rejse i London, og hans Stedfortræder var en Dr. Hellström, jeg ved ikke om Du kan huske Hellström, hans Fader; men Din Fader kan sikkert. Han examinerede mig, og Dommen var, at foruden den Hjerteklap saa har jeg Angina pectoris, det er det, der giver mig de Smerter etc. etc. etc. Saa gav han mig en Recept, men jeg har ikke Penge til at köbe Medicinen for Tiden, saa det maa atter gaa. Sidste Gang med Phipps foreskrev han tabletter, men de kostede 10 sh, og saa var den ikke længere, jeg har gaaet foruden i disse Aar. Jeg kan fortælle Dig, at jeg har det rædsomt for Tiden, ikke Midler til noget somhelst, saa mit Patent kan jeg heller ikke faa udtaget, men saadan gaar det mig altid, jeg maa have fem nej fire pund i denne Uge, men hvor jeg skal faa dem fra, maa Guderne vide. Det er al den Slags vedvarende Bryderier, der har ödelagt mit Hjerte. Jeg kan ganske vist leve mange Aar endnu med det, men jeg maa passe paa, ingen Overanstrengelser, ingen Overspisning, ikke gaa strax efter Maaltidet, ikke geraade ud i Raseri, kort sagt jeg bliver et Gammelt Bælam … Men faar jeg nu bare noget at bestille og tjene, saa skal jeg nok komme noget over dette Sygdomsværk, I am not beaten yet! I alle Fald det generer mig ikke halvt saa meget som denne evindelige Pengemangel, lasede Klæder og hullede Sko, det er noget der kan bringe mig i en Paroxysme af Raseri, at man skal være tvungen til at gaa saadan omkring, Du aner ikke, hvor det piner mig. Jeg haaber, det bliver bedre för Du kommer, jeg havde jo ikke tænkt mig, at det vilde vare saa længe; men om jeg havde 1000 Aar saa tror jeg ikke jeg vilde have Held en Gang; naar man saa ser alle de Idioter, der plumpe ind i al Ting. Saa tilgiv nu alt dette, men Du maa tage det tykke med det tynde, og saa behöve vi ikke at tale om det, naar Du kommer, bare jeg kan holde ud til den Tid. – Jeg begynder at tro, at det vilde have været langt bedre for Dig, om jeg ogsaa denne Gang havde raadet Dig fra at komme. Men jeg var virkelig overbevist om, at jeg vilde faa noget ordnet. Saa nu maa jeg holde op at skrive nogen Tid, ellers bliver jeg ved at plage Dig med alt det, og selv bliver jeg merer og mere galhovedet og rasende, saa i Morgen fortsætter jeg. Tusind Tak for Bogen ”Da Storköbenhavn var lille”, den kom i Dag, og jeg har alt begyndt paa den…

Jeg maa se nu systematisk at besvare Dine sidste Breve, det har jeg egentlig ikke en Gang gjort saa vidt, jeg har ikke en Gang taget mindste Hensyn til Dit Fald og alle Dine Smerter, jeg er jo egentlig ikke bedre, end de ere derhjemme? Men det er Dine Breve, der have gjort mig konfus; men jeg vilde have tröstet Dig … Der er nok meget i vort Forhold, der er mig uforstaaeligt, men det finder jeg nok ud af senere, og jeg haaber sikkerligt, at jeg altid maa kunne se paa Dig med de Øjne, jeg gör nu; og det er min Overbevisning at Du föler det samme? Om at blive sammen bestandig som Du omtaler, da har jeg egentlig slet ikke tænkt det over, om det end er mit inderlige Ønske; det er jo noget der vil udvikle sig, naar vi komme sammen ganske naturligt, med alt maa jo være mellem os, som det er nu, frivilligt…

15de Aug. Jeg havde altsaa bestemt, at Du skulde være rejst som i Dag, men det gik ikke, saa nu forberede vi os for September. Ja, min Ven, nu maa jeg til at fortælle Dig lidt om Bagsiden af Billedet, jeg mener om mig selv og om min nuværende Stilling herude, thi jeg vil ikke have Du skal komme, uden at Du ved, hvad der eventuelt vil möde Dig men lad os ikke glemme, at der er endnu mere end 2 Maaneder inden Du er her, og meget kan ske i den Tid, og vi haabe for det bedste, i alle Fald vil der være Breve til Dig i Colombo, Fremantle, Adelaide og Melbourne holdende Dig á jour med Begivenhederne her. Om Du mödte Miss Snowdon, har hun nok fortalt dig om mig og min Financielle status her, saavidt som hun kender den, og jeg var meget ”downhearted”, da jeg sagde Farvel til hende. – Se Sagerne have forandret sig for mig, og det jeg havde haabet saa bestemt paa, det blev endnu ikke til noget, jeg fik endnu ikke det Arrangement ordnet, hvor jeg vilde have haft en bestemt ugentlig Indkomst foruden Commission og Royalty, og det har lavet det rent galt for mig. Se, var det kommet til noget, saa vilde alt have været saa dejlig, jeg kunde göre noget og komme fremad og bl.a. været i Stand til at köbe en Seng etc. til Dig. – Situationen er rædsom for mig nu, ingen Penge, lasede Klæder (de faa jeg har) hullede og udtraade Sko etc. etc., og jeg er grusom angst, at jeg vil have at forlade denne Lejlighed, og alt uden Penge til at flytte eller tage en anden. Jeg söger at faa lavet et Laan, men ti Pund er mange Penge, og der er ingen, der har Penge, og jeg er jo egentlig heller ikke ”godt Papir”. – Havde jeg vidst, at vort Forhold vilde udvikle sig, som det har, vilde jeg ikke have tövet men bedt Dig laane mig ti Pund. Det er jo langt fra noget en ærekær Mand egentlig har Lov til at göre – laane Penge af en Kvinde – men som vort Forhold er, kunde det maaske tillades, og jeg tror at Du vilde eventuelt være bleven vred paa mig, om jeg ikke gjorde det. Men jeg har jo, heldigvis heller ikke, ladet være at göre det, om det skulde kunnet nytte mig, maatte jeg jo have skrevet Dig for 2 Maaneder siden, og den Gang var alt mere lovende. Men det er ingen Nytte til at tvære denne Sag ud længere, Du maa kunne forstaa min Stilling og hvorledes Du muligvis vil finde mig, naar Du kommer. I Øjeblikket gyser jeg for Fremtiden, det er det værste jeg endnu har været op imod, og saa Skæbnens Ironi, at Du og jeg ere naaede til det Punkt vi ere – nej, jeg burde ogsaa denne Gang raadet Dig fra at komme ud til Elendigheden, thi andet er det ikke her, og jeg er den elendigste af dem alle. Slipper jeg blot gennem denne Uge, kan jeg nok holde ud næste Uge og saaledes eventuelt til Du kommer, eller jeg faar det job. Se Sagen er, at jeg kan jo heller ikke faa mit Patent ind, da jeg mangler Pengene, og altsaa kan jeg ikke göre noget med det, havde jeg det i Orden, tror jeg, at jeg kunde lave Penge paa det i nogle faa Uger. Nej, det er en rædsom uudholdelig Stilling, det er virkelig ikke saa mærkeligt, at man fortvivler til Tider. Men jeg maa jo holde ud for Din Skyld. Jeg gaar og gyser for alt og alle, jeg skammer mig, naar jeg gaar paa Gaden – nej det er uudholdeligt. Jeg har ikke noget imod at sulte lidt, det er Börneleg mod alt det andet, og det kan man holde til sig selv. Tilgiv mig, at jeg skriver Dig om alt det, men jeg kan jo ikke holde det fra Dig, saa Du maa hellere vide strax end for sent; selv synes jeg det er fejgt at skrive om det, thi jeg ved Du tager det sværere, end det egentlig er værd, og jeg, som skriver, sidder jo i det og er maaske tilböjelig til at overdrive. Paa den anden Side letter det at fortælle en anden om det, og Du maa jo have det at vide, för eller senere; saa paa den Maade flyder jeg fra det lykkelige til det melankolske, fra Rigdom til Fattigdom; med Rigdom mener jeg Din Kærlighed, bare jeg kunde skrive om det og om Dig hele Tiden, saa vilde det være let. Jeg burde vist slet ikke skrive til Dig, om alt dette, det er næppe fair, og jeg er et usselt Skrog at göre det – men i næste Brev i Colombo vil jeg nok have bedre Nyheder, saa tör Dine Taarer, jeg ved, Du kan ikke holde dem inde, næmlig ikke her, hvor jeg er gaaet fra den ene Yderlighed til den anden, fra den höjeste Lykke til den elendigste ”misery”. But one of these days, I shall be able to make up for it and make you laugh and be happy – and I will…

Gud hvor ere de Böger dejlige, jeg lever mellem Mennesker igjen…

Kl 5 p.m. Saa nu er jeg hjemme igjen og saa gaar Svikmöllen med at skrive til Dig, det er min Tröst og Middel mod alt ondt, som fra Per Gynt: ”En bruger Brændevin, en anden bruger Lögn, og saa” – ja saa skriver jeg til Topsy, jeg skriver og skriver og hele Tiden har jeg mere at skrive. Jeg har været i Byen og kommer hjem uden Penge, intet Held, lige nok til Sporvognspengene i Morgen tidlig, hvordan skal jeg holde den gaaende til Du er her?…

16de Aug. Heller ikke i Dag fik jeg fat i Penge, saa i Morgen gaar jeg til en prof. Pengeudlaaner, jeg maa have Pund 10. 0. 0., ellers kan jeg ikke holde Livet gaaende til 23de Oct. Jeg har en Gang för laant Penge af ham og prompte tilbagebetalt det. Den Gang drejede det sig om större Summer, men da havde han ogsaa Sikkerhed, det er der jo ikke denne Gang; men Summen er jo ogsaa lille, bare jeg turde laane mere. Men nu faa vi se. Tilgiv at jeg nu allerede belæsser Dig med mine Bekymringer, men Du maa tage det tykke med det tynde, og jeg maa holde mig i live og i min flat til du er her, jeg maa jo ikke skuffe Dig ved at være fraværende ved den Tid. – Ja dette er et vidunderligt Land, eller rettere det er en vidunderlig Regjering vi have. Her er 6½ Mill. Mennesker i hele Australien, her frem for alt, trænges til Befolkning, og saa kan de ikke göre andet end at stjæle Penge fra dem, der ville komme her, thi andet kan man ikke kalde den Skat, eller hvad det er, paa Pund 60.0. 0, som Du maa af med, og aldrig faar tilbage, om jeg forstaar Dig ret. Men saadan er alt her, fuldt af Politikere og andre Tyveknægte som intet andet Sted, America maaske undtagen. Jeg skal se, om jeg kan finde lidt ud om den Sag, men det kan jo godt være det er legaliseret Tyveri, det skulde slet ikke undre mig. Jeg maa hellere forberede Dig paa, at jeg ikke kan lide dette Land og aldeles ikke störste Delen af Befolkningen. Her er kun, the sun, the surf og the bush, der er noget ved. Men hvis Du skal have Pund 50.0.0. i London saa maa der sendes Pund 62.10.0 herfra, et australsk Pund er kun værd 15 sh her. Jeg haaber ikke Du vil yderligere have at betale en Masse Told af Plader eller andet, Du har med, det skulde aldeles ikke undre mig; men det finde vi jo nok ud af, men alle Plader og andet er jo sikkert brugt, saa maaske det kan undgaas. – Jeg har endnu ikke kunnet köbe den Medicin, saa jeg har bestemt (efter en Vens Raad) at gaa til St. Vincents Hospitals frie Undersögelse, der faar man endogsaa fri Medicin, og de skulle være udmærkede Doktore. Det kan i alle Fald ikke skade, og jeg passer udmærket til Fattigmands Indgangen. Naar jeg nu har faaet mig selv til det, skal Du höre, men det kan næppe være för Fremantle. By the way, Du kommer med Largs Bay, som tager dette Brev til Port Said, bare jeg kendte nogen ombord, saa kunde Du faa det i Southampton, hvor Du gaar ombord. Jeg ser, detter er forkert. Du kommer med Jervis Bay. – Jeg var hos det Firma i dag, som jeg havde haabet at arrangere mig med, efter min Ven Doktorens Udsagn er der stadig Haab for saadant; men det er jo ikke megen Nytte til mig nu. Men det er som med alt, hvad jeg i de sidste 4 Aar har forsögt, altid Opsættelse efter Opsættelse, altid noget i Vejen, altid vente, vente, det er til at blive rasende og ædende gal over…

Jeg er kun ked af det, om Du skulde skilles fra Din Fader i Uoverensstemmelse, det vilde jeg saa nödig have, thi jeg spiller jo en Rolle i Grunden for en saadan, men forhaabentlig er alt gaaet godt, Du er nok en lille Diplomat. – Jeg holder ogsaa af en Have, men som jeg er nu, kan jeg vist ikke arbejde haardt i en saadan, jeg havde en stor Have i Manly, med Masser af Græs at slaa. Jeg vil egentlig ogsaa hellere have et Hus med Have i en Forstad, især nær ved Surfen og saa jeg kan sove ude. Men der er mere Arbejde i et Hus, og nu til dags med Rövere, Tyve og andet Rak, er det jo ikke saa rart at lade Dig være ene der om Dagen. Men i alle Fald, det er nok bedst at begynde her, vi kunne altid se os om, naar jeg tjener lidt igjen, det maa vel komme en Gang …

Jeg har nu lidt over 9 Uger inden Du er her, hvorledes jeg skal komme igjennem dem, som jeg nu er stillet, maa Guderne vide. Min Mand i Dag, kunde heller ikke laane mig noget, han har tabt tyve tusind Pund de sidste 3 Aar. Jeg havde en meget interessant Samtale med ham angaaende Verdens Situationen; han er en klog Mand, og jeg var glad ved at höre, at han har samme Mening som jeg, han har langt mere Forstand paa den Slags Spörgsmaal end jeg…

Jeg skrabede sammen til Medicinen i Dag, det var 3 sh, og tog strax en Dosis, jeg bildte mig ind at det strax hjalp …

Sydney, 19de Aug. 1933. Colombo Brev.

Jeg har set efter det ældste Brev, jeg har fra Dig, og finder, saavidt, at det er af 19/11 1924, da vare I lige flyttet ind i det nye Hus i Hilleröd, og Din Fader havde startet sin Revisions Forretning; men jeg maa have nogle ældre Breve, men de ligge et eller andet Sted mellem mine Papirer; men det pæne store Billede af Dig har jeg mistet, det blev stjaalet sammen med alle de andre Ting, jeg vilde saa gerne haft det nu…

Jeg tænker paa en lille Forretning Du og jeg eventuelt kunde starte. Det er egentlig min Ven Larsens Idé, og han er uhyre begejstret over den, og maaske er den heller ikke daarlig. Det er at lave danske Pebernödder og sælge dem i 3d packets (bags); her sælges jo kolossalt af den Slags 3d bags of Peanuts, Potato chips etc. etc. og der er tjent mange Penge paa det. De sælges hovedsagelig ved Sportsmöder, hvor Mænd og Drenge skrige sig hæse med at sælge. Om de nu laves godt og pakkes ordentlig, saa de holde sig spröde, saa ere de jo delikate og det er noget nyt. Jeg skal nu bage de to Slags – hvide og brune – og se, hvad man synes om dem. Jeg har lige skrevet op Maalene. Bare jeg havde bedet Dig tage noget stödt Kardemomme med ud, det er vanskeligt at faa det her i det hele taget. Men hvis det gik, vilde det være en rar lille business, kun vilde det næppe vare længe för vi maatte have et Par Maskiner til at ælte og skære dem af automatisk, og en ret stor Ovn, thi det er jo Arbejdet der koster, de maa ud i Kvantiteter. Om man saa blot holdt Kvaliteten oppe burde man kunde have Markedet for os selv i nogle Aar. I de hvide er der kun 9 Ting, men i de brune er der 12, og disse sidste skal Dejgen hensættes en Ugestid inden den kan bages, det er samme Dej som brune Sirupskager. Der vilde ogsaa være en Mængde smaa Butikker, hvor de kunde sælges. Men Kvalitet og Friskhed er Hovedsagerne.

22de Aug. Morgen – Det er mærkeligt at vi begge skulle omtale Dit Brev af 19/11, Du omtaler det i et af Dine Breve i Gaar…

5.p.m. Der er kun Dig at leve for, og Guderne maa vide, hvorledes jeg skal holde mig selv i live til den 23de Okt., jeg er ved at fortvivle, det bliver værre og værre, i denne Uge kunde jeg hverken betale Husleje eller noget andet, hvis jeg havde Pengene til at Cable, saa vilde jeg, Stolthed eller ingen Stolthed, passende eller ikke passende, Cable Dig om at laane mig ti Pund; men jeg kunde jo umuligt cable Dig i Hilleröd. Naa lad os nu glemme det, det burde jeg ikke skrive til Dig, men jeg maa lette min Sjæl lidt, saa tilgiv mig, jeg kommer vel igjennem paa en eller anden Maade. – Medens vi tale, eller jeg taler om Penge, saa har jeg endnu ikke hört fra Banken, jeg er forfærdelig nysgjerrig i den Sag, jeg undrer mig nemlig om de Penge ere i Banken, thi hvis Hawkins paa nogen Maade har kunnet faa Adgang til dem, er jeg sikker paa, at de ere forduftede. I et af mine sidste Breve, skrev jeg jo lidt om H. I saa Fald maa jeg jo paa en eller anden Maade se at faa cablet Din Fader, thi jeg kan ikke tænke mig at Banken gör det. Hvis de ere gaaede, hörer jeg maaske slet ikke fra Banken og kan altsaa heller ikke lade Eder vide. Jeg ved ikke en Gang, hvad Bank det er, saa kan heller ikke forsespörge, men jeg maa jo höre en Gang antageligvis…

Ved Du Topsy, hvis jeg kan det, saa vilde jeg saa uendelig gerne, nu ser Du hvilken Egoist jeg er, at nogle Dage efter at Du er kommen f. Exp. den fölgende Fredag Du og jeg kunde tage bort f. Exp. ned til St. Georges Basin og tilbringe en 14 Dage der i uendelig Fred og Ro. Vi kunde der rigtig dase, jeg kunde surfe og solbade der, det er det jeg trænger til, det har jeg ikke kunnet nu i vist 4 Aar, og Du ved, det har jeg altid været vant til; der er intet, der vilde bringe mig mere tilbage til hvad jeg altid har været. Det vilde hjælpe paa Hjertet og hele Kadavret; men nu faa vi se, hvorledes Sagerne staa i Slutningen af October, og hvorledes Du föler Dig. Der er jo ikke noget Grin dernede, men man kan lave sig en Masse Hvile, de fleste Photos Du returnerede vare tagne dernede i 1919…

Jeg er glad over, at der er Haab om at Du kan spare de Penge til den skaldede Regjering, det er dog en pæn Sum. Tak for Billederne fra Nexö; det morede mig at se de rögede Sild paa en Stang, jeg köbte en saadan i Gudhjem og tog med mig ombord og havde et Herremaaltid, jeg elsker rögede Sild, jeg tror egentlig hver Mand havde en Stang med ombord…

Angaaende Bellevue, det er jo magelöst at der er en Bog om det Sted, den glæder jeg mig til, som til alt hvad Du har en Haand og Tanke i, jeg er allerede en kostbar Kæreste. Angaaende Skilpadderne, det var min Bedstefader, der havde dem i store Kar, og jeg husker som en 4-7 Aars Knægt, jeg kunde lige kigge vel over Kanten, og saa pludselig kunde en komme skydende Hovedet ud af Vandet med en snorkende Lyd, og Pokker tog ved mig, til jeg blev vant til det. Folk kom langvejs fra for at spise Bedstefader Bagges Skilpadderetter. Han kunde sku ogsaa lave Mad. Det Maleri af Bellevue, som Du saa hos Gusta var givet til Bedstefader…

Tak for Forklaringen af Grundtvigskirken, jeg mener Billedet, jeg vilde vide hvad der var bag de store Orgelpiber, fra Siden er den jo en gammel dansk Landsbykirke. – Det er forfærdelig kedeligt med stakkels Karna, forhaabentlig vil det blive bedre; jeg haaber Din Fader taler et Alvorsord til Præstemanden; men som jeg alt har sagt Dig, det er Præsteskik, de have jo intet andet at bestille…

23de Aug. – Jeg havde egentlig bestemt ikke at skrive i Aften, thi mit Humeur er meget daarligt, min Stilling financielt er forfærdelig, jeg ved ikke hvorledes jeg skal kunne holde Livet oppe til Du kommer, og Du er det eller den eneste jeg nu lever for. Det er rædsomt som alt gaar forkert for mig. Jeg kunde ikke betale Leje nu i nogle Uger, i Morges truede de med at lukke Gassen af for mig, og saadan er det hele Tiden, en Mængde Smaating, der ere ved at göre mig sindssyg, Gud hvor jeg hader Folk og Verden og alle de smaa lusede Sjæle der findes. Naa, men jeg maa tale om andet, f. Ex. om Dig, og saa glemme alt andet, men Elendigheden er nu saa nær inde paa Livet af mig, at jeg ikke kan faa den ud af Tankerne, og jeg bliver endogsaa saa lille og miserabel, at jeg fortæller alt dette til Dig, Du som har givet mig det allerkönneste og det eneste der er værd at leve for, men det er dette Mellemrum til Du er her, 8 Uger og 4 Dage, jeg aner ikke hvorledes jeg kan leve dem igjennem, det hele falder ned over Hovedet paa mig, alle disse lusede Smaabelöb, det er det, der piner saa grusomt, næsten mere, ja nu maa jeg holde op, tilgiv mig, det er usselt og umandigt at skrive om det til Dig, men bryd Dig blot ikke om det, jeg kommer nok over det, og det bliver kun en Episode i et Brev. For at tröste mig, gik jeg i Dag ind til Hordems for at se paa den Seng, Du skulde have …

Nej, nu maa jeg holde op, Du maa tilgive mig, men saadan er min Tilstand, jeg önsker tit, jeg kunde blive rigtig gal og blive sat i en Anstalt for Resten af mit Liv…

Det, at man er saa forfærdelig Hjælpelös, man kan absolut intet göre kun gaa og vente, vente saa skuffes, skuffes og dybere og dybere synker man ned i Snavset. Jeg havde dog saa sikkert troet, at jeg nu skulde begynde at kunne arbejde mig op igjen, men nej, vente, vente atter vente, aldrig det allerringeste Held, ikke det mest luseste lavest Held, altid Skuffelse og vente vente til man er ”fit” for den Galeanstalt. Nu ser Du, at jeg skulde aldrig raadet Dig til at komme ud til dette elendige Land og som Du siger ”Provinshul af en By”; men denne Gang kom Egoismen frem i mig, og jeg havde god Grund til til at tro at det nu vilde gaa fremad for mig, saa jeg kunde være noget for Dig, men det var vel en formastelig Tanke, som burde straffes, saa derfor ender jeg paa Gaden og i The domain mellem de andre Stakler. Men det er den Overgang der er saa slem, inden man bliver slöv og ligegyldig, jeg kan godt mærke, at man bliver det.

24de Aug. Jeg maa altsaa först bede Dig tilgive mig, hvad jeg skrev i Gaar, jeg mener ikke at jeg tager det i mig igjen, jeg mener hvert eneste Ord jeg skrev, og var i Humeur igaar til at skrive det og meget mere; men jeg burde slet ikke have skrevet i det hele taget i Gaar, men paa den anden Side gjorde det mig godt at udtrykke mine Fölelser, og det er vist ingen Skade til at Du lærer lidt om min Tilstand, thi vi skulle jo dele alt med hinanden nu ondt og godt, og naar jeg har skrevet det, slipper jeg senere at fortælle derom, og Du er i alle Fald noget forberedt, som det er nu er det kun en lille Del af et Brev, og som Du kommer frem i Brevet, haaber vi at have gladere Ting at meddele og vi glemme de stygge; jeg synes ofte, det er mærkværdigt at meget ofte en lille Smule Medgang faar mig til rent at glemme en Modgang …

Jeg gik min Pilgrimsgang til Gas Komp. og fik en Udsættelse af Betalingen til 5te September, da vil Du være i England og omtrent have faaet mit sidste Europa Brev. Jeg ser at I stoppe ved Malta, der har jeg aldrig været. Miss Snowdon er i Aden i Dag, mon Du faar Tid til at træffe hende, jeg vil jo gerne avertere mig selv, og jeg er vis paa, hun vil tale pænt om mig…

Nu en lille Historie, jeg gaar hver Dag mellem 3½ og 4 til en af Sargents shop i Pitt St., og sidder regelmæssig ved et bestemt Bord om muligt, og faar regelmæssig The og 2 ristede Boller med Smör, helst serveret af den samme Pige; men ellers kende de alle ”the bunman” og vide, hvad jeg vil have. I Dag sad der foran mig en Dame med en söd lille Sön, og hun havde meget Besvær med at faa et Par Handsker paa hans Hænder, og jeg kunde ikke lade være at nyde Scenen og smilede, da hun vendte sig om og fangede mit Øje, og vi lo begge to. Det erindrede mig om en Hændelse da jeg vel var i Drengens Alder eller yngre, jeg kan ikke selv huske det, men Moder har saa tit fortalt Episoden, at jeg tror at kunne huske den, ligesom jeg i mange Aar paastod, at jeg kunde huske, da jeg blev döbt. Disse Hændelser skete i Saxkjöbing, hvor jeg er födt. Men min Historie er den, at en Gang, muligvis paa min Födselsdag, havde Moder givet mig et par brune Skindhandsker, som jeg sikkert har maattet sætte stor Pris paa. Jeg blev som sædvanlig og paa sædvanlig Maade og til sædvanlig Tid lagt i Seng; her kan jeg godt huske Sengen og hvor den stod i Faders og Moders Soveværelse. Nogen Tid efter kom Moder, atter som sædvanlig, ind for at se om jeg sov. Hun havde nær faaet et Tilfælde i Halvmörket, jeg sov, men ovenpaa Lagenet laa et par mörkebrune Grabber med udstrakte Fingre. Det var ikke snavsede Hænder, men mig med de nye Handsker paa. Og det mærkelige er, at jeg har hadet Handsker hele mit Liv. – Min Erindring om Daaben er (og det er korrekt), at vi körte i Regnvejr i en Landauer eller Kaleche Vogn til Taars udenfor Saxkjöbing, hvor jeg blev döbt, og saa nu, kan jeg aldrig huske fra den ene Dag til den anden…

25de Aug. – jeg burde ikke skrive i Aften, thi jeg har en rædsom Tid stadigvæk; til Tider ser jeg ikke hvorledes jeg skal kunne holde Livet oppe til Du kommer, og det er kun Dig, Tanken og Haabet om Dig, der i det hele taget holder Liv i mig, jeg kommer efterhaanden til at skylde Dig mit Liv. – Du skriver om at passe paa mig selv, det har jeg jo ogsaa gjort, det beviser mit Udseende og mit Helbred, men i de senere Aar har jeg jo været tvunget til at negligere mit Helbred for i det hele taget at kunne holde Livet oppe, Du aner ikke hvad jeg har gaaet igjennem og endnu i höjere grad gaar igjennem, alt grundet paa Pengemangel og at alt gaar galt. I min Alder kan man ingen Plads faa, foruden at jeg hele mit Liv har været min egen Herre, jeg har mange Kvalifikationer, men desværre ligge de ikke i det Niveau som salesman, traveller etc. etc. Alt det er hele min Natur imod (jeg indrömmer, det er min Fejl), jeg kan ikke göre ved det, jeg söger at tvinge mig selv, men det lykkes kun halvt; og naar man saa gaar og ikke ved, hvor det næste maaltid skal komme fra, eller bebrejder sig selv at have brugt 2p til en Sporvogn, hvor man kunde spadseret, at man köbte nogle Cigaretter, som man jo egentlig godt kunde undvære og saa fremdeles. Saa faar man lasede Klæder, hullede og udtraadte Sko, sligt tager Modet fra en helt og man föler sig lille og inferiör, det svækker ens Kraft og Personlighed, og saa fremdeles værre og værre. Og nu har jo ingen Mennesker Penge, alt er indskrænket. Det er det, der er Skyld i mit daarlige Hjerte; jeg bruger Lorgnetter (heldigvis kun for at læse og skrive), der gör at jeg faar ondt i Øjnene, jeg skulde have haft nye for et Par Aar siden, det samme med mine Tænder, i det hele taget det er en slem Ruin, Du kommer ud til. Jeg havde sikkert haabet og troet paa at have kunnet möde Dig ”in good order and repair” men det ser det ikke meget ud til nu, og jeg vil meget hellere have at Du skal være forberedt paa dette, end dumpe det paa Dig lige med et Slag. Mit Liv er en absolut Pest, jeg hader det, og som jeg har sagt, det er kun Dig og alt hvad Du er for mig eller alt hvad Du er bleven for mig, for den uendelige store Lykke, der vil være i et Liv sammen med Dig, der gör at jeg endnu kæmper en næsten haablös Kamp. Jeg maa skrive alt dette til Dig, nu da Du er paa Vejen herud, og forhaabentlig ville vi ikke behöve at tale om det mere. Jeg ved, det vil göre Dig ondt at læse dette, men til Slut er det jo kun Livet, og mit Haab er, at senere i dette Brev vil jeg kunne meddele om bedre Dage, saa Du kan overse alt det passerede. Det har jo nu heller aldrig været saa slemt, som det er nu. Om Du var kommen sidste Aar, havde alt været meget bedre, men Du har Ret i Dine Grunde for ikke at komme – paa den anden Side tog det jo mig, dumme Mandfolk, Tid at opdage Dine Fölelser, en Existens af saadanne kunde virkelig ingen forlange at jeg skulde kunne se eller ane, saadan lige med det ”once”. Saa tage mine Fölelser Tid til at komme og for mig at virkelig opdage dem og finde ud af, at de vare dybe og ærlige, jeg kunde ikke hykle for Dig. Saa ere altsaa disse Fölelser gennem Udvexling af Tanker i Brevvexlingen, blevne saadan, at de nu have taget Magten fra mig, og der er kun Dig for mig i denne Verden…

Men Topsy, jeg kan ikke med Breve eller Ord tilstrækkelig eller passende udtrykke, hvad Du er bleven i mit Liv, jeg tror der er en stor, uendelig Lykke i Vente for os to – og Du er baade Fader og Moder til den…

Jeg har i Dag skrevet til en Ven om at laane fem Pund, det synes at have lettet mig, i alle Fald til jeg faar hans Svar, men jeg tror, han vil hjælpe mig om han kan. Jeg spadserede ind til G.P.D. for at poste det, saa han har det Mandag Morgen; saa nu vil Haabet holde mig oppe for et Par Dage. – Nu gaar jo Tiden, næste Fredag er 1ste Sept., og jeg har endnu ikke hört fra den Bank, men jeg hörer maaske ikke för den förste. Om jeg vidste, hvilken Bank vilde jeg dog forhöre, men Du har ikke fortalt mig det. Men maaske have I hört fra den. Paa næste Torsdag har jeg vært herude 28 Aar. Hvorlænge mon jeg har kendt Dig; det var Hellström der introducerede mig til Din Fader, jeg maa have kendt Dig vist en 27 Aar, jeg husker ikke förste Gang, jeg var i Glebe hos Eder. Elly kom ikke ud för October 1906, saavidt jeg husker, og det vil være vanskeligt at finde ud af da jeg har brændt baade hendes og alle Moders Breve, de sidste strakte sig over et Tidsrum af vel 38 Aar. Moder havde brændt mine, og jeg syntes heller ikke andre skulde have deres Næse i dem, saa jeg brændte det hele, da jeg boede paa Longnose Point, men jeg er tidt ked af det, da der ofte er et eller andet jeg vilde finde lidt ud om, Datoer og lignende. Moders og min Korrespondance var virkelig en hel Livshistorie af en Del Mennesker; men hverken Moder eller jeg vilde have mine Söstre til at ”nose” omkring i dem; men havde jeg kunnet faaet alle mine Breve tilbage, saa havde det virkelig været interessant…

Jeg sender en Liste af 10 af mine bedste Rekorder. Jeg havde Lyst til at spille nogen af dem i Aften, men nu have de Radioen gaaende ved Siden af, hvis de holde op, saa skal jeg forsöge, men jeg bryder mig ikke meget om det, naar jeg er alene. Jeg har ikke haft Gramophonen i Gang siden Miss Snowdon var her sidst (i Slutningen af Juli), og da spillede vi ikke meget…

Jeg har kigget i Strandvej Bogen, den vil ogsaa interessere mig, men der er jo Masser af nye Huse og Villaer og nye Folk, men alle de gamle kender jeg jo. Vi skal gaa dem igjennem og jeg skal fortælle Dig om dem…

Ja tænk, om det nu var sket i 1919, saa havde Du maaske undgaaet en Del Sygdom og Operationer, Du havde reddet mig fra meget, vi havde i saa Fald sikkert ejet ”Subiaco” i Manly, vi havde haft et dejligt Hjem med alle de gamle Möbler og Du havde haft en dejlig Have, og jeg havde været 10 Aar yngre. Men vi kunne ikke bebrejde nogen, det skulde först ske nu, og lad os haabe at det lykkes os…

Atter tilbage til Jorden, jeg ser af Morgenavisen at Uldpriserne ere næsten 50 % oppe; det er gode Nyheder, der er virkelig noget, der vil hjælpe os i Australien …

Du ved jeg havde skrevet til min Ven Doktoren om et Laan paa fem pund, og jeg gruede for Svaret i Dag, men det forfærdelig rare Menneske og gode Ven, han er, saa var der et kort Brev med en cheque paa fem pund i min Box i Morges, saa kan Du tænke Dig Sceneforandringen, om jeg end tog den med en knusende Ro. Jeg kom til Byen med min Formue af 2d, og dem spenderede jeg paa et Tramride op til min Ven Larsen. Fra ham gik jeg tilbage og fik Kontanterne og betalte strax nogle shillings her og der, hvor jeg havde laant dem. Saa jeg har sagt Dig Ro og Frihed fra Bekymringer er hvad jeg behöver, og hele Dagen i Dag, har jeg knap vidst at jeg havde et Hjerte, men for yderligere at hjælpe tog jeg med 2½ Baaden til Manly og tilbage igjen og svælgede i frisk Luft og Ro – Ro – Ro. Medens vi nu ere ved det, vil jeg fortælle lidt om mit Hjerte, der altsaa er bleven noget daarligt under de sidste 6 Maaneder; men Du maa nu ikke lade Dig afficere af det. Naar jeg slipper for den idelige Spænding og Bekymring vil Hjertet blive bedre, det vise sig jo bedst i Dag. Jeg er jo stærk og sund i höjeste Grad for en Mand paa min Alder, som Du vil indrömme, naar Du ser mig, og jeg skal nok til Dels faa Bugt med den Skavank, naar Du nu kommer og kan hjælpe til. Saasnart jeg faar Raad til det, skal jeg lade mig undersöge over det hele af en Specialist, og saa vide vi, hvor vi ere. Jeg ved, at jeg kan ikke mere faa Lov at spille Tennis, Fodbold eller köre Væddelöb paa Cycle, men derimod sætte Farten ned selv med at spadsere, men det gör jo heller ikke noget i min Alder, jeg kan svömme, solbade og ellers tage den med Ro, saa kan jeg holde mange Aar endnu, nu gælder det jo om at leve for Dig og med Dig, og det önsker jeg at vare saa længe som mulig, og Du skal se naar jeg sætter min Vilje ind paa det, saa vil det gaa. – Jeg nöd altsaa Turen til Manly, og fik mig köbt alt til Pebernödderne og se hvorledes de ville finde Favör. Medens jeg havde min Eft. The læste jeg i Aftenavisen om Tyskernes Optræden i Sönderjylland, noget jeg for Resten havde ventet, men jeg geraadede dog udi Raseri over det Rak, jeg har altid hadet den Nation, en Tysker kan man komme ud af det med og stole paa, men er 3 Tyskere sammen, da er intet for lavt for dem. Og hvad der piner mig er, at Danmark jo nu har en elendig, ussel Social demokratisk Regjering, der som al den Slags ”low down” Krapyl kun kan rapse og bruge Kæften, og med mindre Nationen selv tager fat, bliver det kun Nedværdigelse for Danmark, den Slags tör ikke slaas, i alle Fald ikke for Hjem og Ære, saa det ender med at Tyskerne ganske rolig og uforstyrret tager Slesvig. Jeg kunde have Lyst at gaa hjem og slaas, om der bliver Alvor af det. Jeg har imidlertid bestemt aldrig at tale med nogen Tysker, og jeg skal ogsaa fortælle dem hvorfor, og jeg skal aldrig köbe noget tysk, om jeg kan undgaa det. Paa den anden Side tror jeg at Tyskland ikke kommer saa langt, de have faaet Jöderne imod dem, og Tyskland maa snart laane Penge, og det, vil de finde, bliver en ”failure”. Jöderne regjere Pengemarkedet. Saa nu ved Du, hvorledes jeg stiller mig i den Sag, min Moder vilde vende sig i sin Grav, om jeg tog noget andet Standpunkt. – Det er Socialister og alle den Slags Misfostre, der have skabt den nuværende Elendighed i Verden, de have skabt en umulig Situation, men hvor kan man med Rette vente, at den Sporvognskinneskideskraber kan regjere et Land, de kunne daarligt nok skrabe Skidtet ud af Skinnerne, naar der ikke er en Pidsk bag dem, og det gælder lige saa meget for den danske Premiereminister og Hr. Borgbjerg, som for nogen anden. Skomager bliv ved Din List, de göre mest Nytte i Skidtet, hvor de ere födte. Saa nu har Du vist faaet nok af min Mening om Regjeringer og Menneskeheden til at vide, hvad min Mening er, der er vendt op og ned paa Verdens Skrallebötte. Nero eller nogen anden Tyran ere rene Engle mod en Regjering ”af Folket” og ”for Folket” siden Rusland. Ja, jeg kunde blive ved i mange Retninger, jeg er ikke blödhjertet, naar jeg kommer paa det Omraade…

Mon Du nu rejser fra Danmark i Dag. Tænk, jeg hörer stadig ikke fra Banken, jeg haaber ikke I tænke, det er mig, der er upaalidelig, jeg kan jo ikke göre noget, da jeg ikke ved, hvad Bank det er. I kunne jo kun have givet mit Box No, anden Adresse har jeg jo ikke, da jeg ingen Kontor har; men maaske hörer jeg til den förste.

30te August. Om Du rejste fra Danmark i Gaar, skulde Du være paa Nordsöen nu, jeg haaber Du havde godt Vejr, og i Aften skulde Du være i England i selve London, og det nytter vel ikke noget, om jeg er jaloux paa dem, der modtager Dig. Jeg glemte for Resten at fortælle Dig, at i Gaar, da jeg havde de Penge, tog jeg et No i Lotteriet, jeg mente der maatte være Held med dem og saa yderligere gav jeg Navnet ”Topsy Syndicate”, saa om jeg ikke vinder noget paa det No saa vinder jeg aldrig, navnlig da jeg vilde være glad for 5 Pund, om end meget mere glad for 100 Pund, men höjere tör en Orm som jeg ikke haabe. Jeg antager det trækkes paa Fredag eller Mandag. Tænk hvilket Held, om jeg vandt noget, der vilde sætte Humeuret op. Jeg fik for Resten, jeg sov meget lidt i Nat, en god Idé til et nyt Patent medens jeg laa og tænkte i Morges, og jeg har en god Idé om hvor jeg kunde placere det, og er jeg heldig skulde det kunne holde os for Resten af mit Liv i alle Fald. Det var virkelig en god Idé, den blev spoleret for mig i 1914 af Krigen, saa Du kan se om jeg bare faar ro i Sindet, saa hitter jeg nok paa noget. Der er ogsaa et Par patenterede Specialiteter i Danmark, jeg gerne vilde have haft, men jeg har opgivet at skrive hjem om noget. – I Dag om en Maaned er Du kun 3 Dage fra Colombo og dette Brev, som Du saa kan sprede over de 10 Dage til Fremantle. – Stadig intet fra Banken, hvad mon der er gaaet fejl, thi jeg synes dog jeg burde hört nu, men jeg kan jo intet göre, men det er et kedeligt Spild af Penge, hvis Du skal af med de 100 Pund…

Jeg faar en Masse at rydde op inden Du kommer, hvor mon jeg skal sture det hen alt sammen. Jeg gad vidst, hvorledes Stemningen var, da Du rejste hjemmefra? – Jeg er nu simret ned til en Tilstand af Uldenhed, om Du forstaar, jeg gaar omkring stille og rolig, ingen store Sindsbevægelser, en normal konstant Længsel, en stadig Tænken paa Dig, alt som i en stille Morgendröm, thi nu er der jo kun at vente, Uvisheden er forbi. Nu spekulerer jeg paa, om Du virkelig er saa söd og kön, som Du har fortalt mig, mon Du vil være i Stand til at komme op til alle Dine Löfter, og være mild, venlig og overbærende mod mig, mon Du holder af Kyllingesteg og ”Bondepige med Slör”? Hvilken Vin mon Du holder mest af? Hilke Cigaretter röger Du? Spiser Du engelsk breakfast om Morgenen?…

1ste Sept. – De Folk jeg har omtalt som værende interesserede i min ”cleaner” ere stadig haabefulde, jeg talte med dem i Dag, og det ser meget lovende ud. De vide, at selv om mit Stof er dyrt, saa er der ingen andet ”Middel” paa Markedet der kan slaa det. Jeg synes jeg vilde meddele Dig det. – Jeg kan slet ikke forstaa det med Banken, jeg har intet hört. Din Fader maa have skrevet til nogen anden end mig. Desuden den Fuldmagt skulde jo være sendt til mig og ikke til Banken, jeg har jo ikke det mindste til at legitimere mig med; den Sag bliver mig mere og mere uforstaaelig. Mon Din Fader ved at Hawkins er i Fængsel? Maaske har han skrevet til ham, eller Halberg. Men maaske kommer der nogen Oplysning fra Dig paa Mandag. – Mon Du bringer en Rekord med Radolphes Sang fra La Bohème, husk at lade mig vide, ellers vil jeg have Kiepura, om han har recorderet den, han er næsten bedre end Caruso. Den jeg har med Eran Williams er paa engelsk og en ældre Rekord, i alle Fald jeg holder meget af Williams Stemme. Du har vel ikke til fældigvis Herold med ”Skin ud Du klare Solskin”? Jeg havde den i gamle Dage paa Pathé Rekord. Mon Du kan synge for mig? – Jeg svælger for Tiden i Muusmanns Böger, jeg er lige begyndt paa den sidste af dem, Du kan tro, jeg har vært glad for dem …

3die Sept. Jeg vil sige Dig, jeg er meget urolig angaaende den Bank, som jeg endnu ej har hört fra, saa maaske ender det med at Du ikke kommer af Sted den 13de: og formodentlig sidde I derhjemme og bebrejde mig, at jeg intet har gjort, men jeg er jo aldeles hjælpelös. Jeg skulde have haft den Fuldmagt Du omtalte, ligesom det var rimeligt at give mig Bankens Navn og Adresse; forretningsmæssigt set, synes jeg, det er en ”? red.” Din Fader maa sikkert have skrevet til nogen anden, og saa stiller den Person nok nede ved Ankomsten, men det maa vi jo ordne paa en eller anden maade, nu faa vi se, maaske bringer Dit Brev i Morgen en eller anden Forklaring. Nu er der kun 10 Dage til Du skulde rejse, og 50 Dage til Din Ankomst her, bare nu alt maa gaa noget bedre, inden Du kommer, og jeg haaber, Du maa komme godt gjennem Rejsen. Jeg har vist allerede fortalt Dig, at samme Dag Du forlader Southampton, forlader dette Brev Sydney, og saa mödes I i Colombo, jeg haaber I maa synes om hinanden…

4de Sept. Du maa ikke gaa og pine Dig selv over mig, det er nok at en af os gör det…

Jeg har ogsaa Gengæld at yde for alt hvad Du har lært mig de sidste 9 Maaneder, saa glem ikke det; og mine Breve skyldes jo den Inspiration jeg henter fra Dig, jeg kan ikke lade være med at skrive, men du maa sikkert snart være ked at höre det samme Gang paa Gang …

Bare jeg dog vidste, hvor Du er, da jeg ingen Cable har faaet, antager jeg egentlig, at Du stadig er i Danmark, det ender vel med, ligesom sidst, at Du ikke kommer af Sted, der synes hele Tiden at være noget forvirret over det, og som Du ved, jeg hader Uvished. Og saa den Historie med den Bank her, det var et underligt usikkert arrangement, om det kan kaldes et arrangement, jeg tror, det er Meningen at holde Dig hjemme. Heldigvis rekommanderede jeg Brevet til Port Said, saa jeg maa faa det tilbage, jeg holder ikke af at have mine Breve af den Art liggende omkring, saa derfor vil jeg ogsaa indskrive dette Brev. Jeg er ikke rigtig glad ved Udsigterne.

5te Sept. Morning. Jeg gaar först senere til Byen, det er jo ligegyldigt om jeg er der eller ej, og jeg hader at vandre rundt paa Gaderne; men jeg skal möde min Ven Löfström Kl 1. Jeg havde kogt Suppe til ham og bragte det ind i Gaar, men han kom ikke. Egentlig gör det mig godt at sidde hjemme, men jeg sidder hele Tiden med en daarlig Samvittighed, jeg synes jeg burde göre noget, være paa Valpladsen and not hang back, men det hjælper jo alt sammen intet. – Det er yndigt Solskinsvejr i Dag, saa maaske jeg gaar lidt tidligere og sidder i Parken og slikker Solskin, men jeg nyder aldrig noget rigtig, jeg synes jeg ikke har Lov til at nyde noget…

Naar jeg saadan tager den med Ro, som de sidste Par Dage, saa hjælper det paa Hjertet, jeg ved godt at en god Ferie uden nogen Bekymring vil have en mirakulös Virkning paa mig, jeg husker ikke at have haft nogen Ferie siden de 9 Uger paa St. Vincent Hospital med mit brækkede Ben, det var, trods alt, Hvile. Det har jeg vist ogsaa allerede omtalt. – Du maa vist være bleven forsinket i Danmark, maaske gaar Du og venter paa den Billet her fra mig; jeg er meget bekymret over den Bankhistorie, den er gaaet mig paa Nerverne, jeg vil saa nödig have, at Du og Din Fader tro, at Fejlen er min, thi jeg staar jo fuldstændig hjælpelös, og nu kan jeg ikke tænke mig, der kan ske nogen Forandring. Det er mystisk…

6te Sept. Nej, det er det samme gamle Uheld, og endda fandt jeg en Hestesko i Elisabeth St. i Morges, og saadanne turde nu være sjældne og derfor endnu mere heldige, men nej! I Dag gik det galt, nu ser det atter mindre lovende ud. Saa i Morges begyndte jeg med at skolde 2 Fingre i Vanddamp, den ene har jeg maattet svöbe ind, saa jeg ved ikke hvordan den har det, den anden har 3 smukke Vabler paa sig, den ene ret stor, jeg gaar og venter paa, at de sprænges, saa nu kan jeg vel næppe vadske paa Söndag, det kommer der af at være doven og opsætte Ting. Gud hvor er jeg ked af al Ting, og nu er man ikke en Gang sikke paa at Du kommer, der er jo hverken Coder eller noget fra den Bank, den gaar paa mine Nerver, og jeg antager imedens gaar Du og Din Fader og bebrejder mig – det er en mærkelig Historie, men det maa være Din Faders Fejl. Hvorfor cable I dog ikke og spörge hvad der er i Vejen, saa jeg kunde faa Anledning til at göre noget, jeg kunde vel nok laane til et Svar Cable. Ja, der er jo ikke andet end at sidde ned paa sin Ende og vente paa, hvad der vil ske. – I Morges skulde jeg tidlig op, jeg havde jo glemt at betale for den Gas i Gaar, saa jeg maatte være paa Gaskontoret, naar de aabnede. Saa jeg laa og halvsov ved 5 Tiden, og drömte, drömte at jeg havde et langt Argument med Din Fader; jeg haaber ikke, at dette mener, at det egentlig var Dig, der havde en lille Uenighed med Din Fader, og at det var det der frembragte min Dröm, Thi Du havde sikkert tænkt paa mig i en saadan Situation? Med dette Bankvæsen og Din forestaaende Afrejse, er det jo ikke udelukket andet end at en slig Situation kunde creeres. Men jeg kan jo ikke höre om det för om en Maanedstid. Hvor mon Du er nu? Se at kom ud af Europa, inden der bliver Krig, thi i saa Fald have I de herlige Tyskere i Danmark, og jeg kan ikke indse andet end at det maa ende saadan, vi faa det maaske endog herude, og kommer Du ikke forinden, ses vi formodentlig aldrig. Det er mærkeligt, at der kan findes saa meget Besvær, der hindrer 2 Mennesker i at mödes…

10de Sept. Jeg vandt altsaa heller ikke noget i Lotteriet, ikke en Gang fem Pund. Jeg er saa forfærdelig heldig altid, nu gaar mit Haab om at faa arrangeret med den ”cleaner” i Hundene, det bliver vist sikkert ikke til noget, Gud hvor Livet er dejligt, kan Du forstaa jeg hade det, og at jeg er ved at blive Idiot. I Morgen tidlig (altid Mandag; saa det kan hjælpe til at ödelægge ens Lördag og Söndag) kommer han efter Lejen, som jeg naturligvis ikke har, saa skal man til at lyve og ydmyge sig, og saa faar man den samme unödvendige Historie, jo Du kan tro, jeg er glad ved Tilværelsen og velsigner den Dag, jeg blev födt. – Ja, jeg burde aldrig have opmuntret Dig til at komme ud, jeg burde have vidst, at intet kunde gaa for mig nu mere; men nu er det gjort. Men hvis det ikke bliver bedre inden Du kommer og jeg kan komme lidt paa Fode, saa kan jeg ikke komme ned til Baaden at modtage Dig, thi mine Klæder ville være saa, at Du ikke kan være mig bekendt, og jeg vil genere mig alt for meget. Der blev altsaa ikke noget glædeligt at ende dette Brev med, og jeg burde slet ikke have skrevet, paa den anden Side, er det vel bedre, at Du er lidt forberedt paa, hvad Du eventuelt vil finde. Men nu skal jeg holde op med alt dette, lad os haabe, at noget sker inden den 23/10. – Det eneste Gode er, at der er Brev til mig i Morgen, bare der nu var nogen Oplysning angaaende Banken, thi det Spörgsmaal plager mig meget, thi Du maa jo tro, at det er mig der er rendt med Pengene. Men hvorfor kommer der ingen Cable? Det har Du dog saa bestemt lovet. Mon Du nu rejser paa Onsdag, det vilde jeg give noget til at vide? Dine Breve ere jo bestemte nok, men den Bank og det Cable – hvorfor?

11te Sept. – nu kan der komme en mere munter Slutning paa dette Brev, thi jeg har i Dag faaet Dine Breve af 1/8 og 3/8…

Saa nu stiger vi atter lidt ned paa Jorden, ellers bliver jeg ved, hvor kunde jeg andet … Ja jeg kan indse, at det Uheld har taget Pippet fra Dig, men hvad mig angaar, saa er det enestaaende som Du holdt Brevvexlingen gaaende …

Jeg kan forstaa, at det er vanskeligt at bestemme, hvilke Ting at tage med, man vil jo helst have det alt, og naar Du endelig er her, saa vil Du mange Gange önske, at Du havde det og det, som Du efterlod. Jeg er som Du i den Retning. Men det koster jo en Del at tage alt med sig, og vi haabe jo en Gang at komme hjem til det eller for at hente det…

Medens vi tale om det, saa tror jeg, at mit Hjerte er bleven bedre i den senere Tid, der var nok en Periode, hvor jeg var meget sparsommelig med Maden…

Lejligheden er billig, den plejede at være Pund 2.10.0 trods det ikke er noget fint Nabolag. Den er nok for stor til mig, men jeg holder af Plads, og har desuden saa meget Skrab, som jeg ikke kan skille mig af med. Vi kunne ikke faa noget bedre for Pengene, og Rejsen til Byen er kun 3d. Jeg vil indrömme Dig, at jeg vilde hellere have en Cottage med Have, men, ser Du, den bliver ikke saa billig undtagen vi gaa langt ud, thi jeg vil ikke bo i en ”semidetached” cottage, den skal have Naboerne saa langt borte som muligt, helst vilde jeg have en med fladt Tag, saa man kunde solbade, og der maa heller ikke være for langt til ”the surf”. Det har jeg alt sammen tænkt paa, men noget saadant kunde jo ikke göres uden Dig, der maa Du have Din Mening saavel som jeg, saa det maa vente til Du er her. Noget andet havde det været, om jeg havde Penge, saa havde jeg nok ordnet det anderledes. Det kunde jo ogsaa nok være en hel Del mere privat end det er her, men jeg omgaas jo ingen her, saa det gör ikke noget. Men det er alt sammen noget Du maa have Din Mening med i. Du har Ret, dette indelukkede Liv, har ikke gjort mig noget godt; men det har ikke kunnet være anderledes, som Sagerne stod. Topsy, jeg gör aldeles ikke noget, hverken extra eller andet, Du ved jo hvordan jeg er stillet for Tiden, og det kan ogsaa nok gaa som det er, bare jeg kan skaffe Seng og Sengeklæder til Dig, det maa jo dog være her helst inden Du kommer; men nu faa vi se, hvorledes det kan gaa…

Ja, jeg husker ikke förste Gang, jeg var hos Eder i Glebe, det maa have været paa Slutningen af 1905 eller Begyndelsen af 1906. – Brev af 3/8. Gud, hvor jeg vilde blive rasende om nogen saadan havde rodet i mine Ting, det er dog en Uopdragenhed uden Grændse. Vi skulle nok ordne Frimærkerne, naar Du er her, men jeg tror Du gör fornuftig i at lade Möntsamlingen blive i Din Box i Banken…

Da jeg ingen Cable har faaet om det modsatte regner jeg bestemt Du rejser 13de Sept.

Sydney, 13de Sept. 1933.

Klokken er nu mellem 5 og 6 her, saa Du maa vel være i Gang med at staa op og göre de sidste Ting for at komme fra London, jeg ved jo ikke hvad Tid, Toget til Southampton gaar, men antager at det gaar om Morgenen… Brevet til Colombo er afsendt i Morges, det er altsaa undervejs til at möde Dig, jeg haaber, Du vil kunne lide det, naar Du en Gang kommer igjennem det … Jeg gad vidst, om Du maatte af med Dine hundrede Pund, jeg kan stadig ikke faa den Bank ud af Hovedet, men Lösningen kommer vel en Gang, og da her ingen Cable er kommet, tager jeg det som et bestemt Tegn paa, at Du gaar ombord i Dag…

I det Brev jeg fik fra Gusta fortalte hun mig at min ældste Söster Fru Astrid Tvermoes var död den 27de Juli, jeg har ellers ingen Underretning faaet og faar vel heller ingen, og det gör saamænd hverken fra eller til…

I Morgen den 17de regner jeg Du skulde passere Gibraltar. Og nu skal jeg fortælle Dig noget, i 1909 denne Dato 16de Sept. ankom jeg om Morgenen i Kbh. fra Stockholm, men det kan Du nu ikke huske. Du erindrer heller ikke at samme Dato i 1912 var jeg i Kbh., men da var Du der ikke endnu, I maa være ankomne noget som 28de November. Jeg kom hjem fra London 29de Novb. og saa Din Fader den 30te, og det var vist Löndag den 1ste December eller en af de fölgende Dage Mandag, Tirsdag eller Onsdag, at I alle vare ude hos Moder paa St. Knuds Vej, thi Torsdag den 5te 8.10 p.m. forlod jeg Kbh.og har siden hverken set Moder, Dig eller Kbh. Den 12te Decb. gik jeg ombord i ”Omrah” i Toulon Havn og ankom her 16de Jan. 1913 6.30 a.m., og den Gang spillede Topsy kun en lille Rolle for mig og nu 21 Aar efter spiller hun en meget stor Hovedrolle, saadan gaar det i Verden og nu sidder jeg her og længes efter Dig. Medens jeg rodede i mine Papirer fandt jeg et gammelt Londonkort, og nu har jeg siddet og undersögt det og tænkt paa de Tider, saa jeg er ved at græde. Jeg tror egentlig ikke, at jeg nogensinde bliver rigtig lykkelig, med mindre jeg kan rejse fra det ene Sted til det andet, jeg mener vel egentlig Europa. Men nu er vel Europa noget helt andet, end hvad jeg venter mig. Vi maa tjene nogle Penge i en Fart saa vi kunne göre det, være hjemme i London, Kbh og Stockholm om Sommeren og enten i Italien eller her den anden Del af Aaret. I 1909 rejste jeg den 25de Apr. og var tilbage her den 5te Novb. og Din Autie kom med hjem fra Adelaide, og den 2de Novb. gik vi ud at se ”the Melbourne Cup run”. Det var bidende koldt mellem Adelaide og Melbourne. Nu er det bedst jeg siger Godnat.

18de Sept. Dit Brev af 15/8, som kom i Dag er vel nok det korteste jeg endnu har haft fra Dig, men det kan jo ikke blive anderledes, Du har jo öjensynlig travlt lige til det sidste…

Jeg er nu lige kommet hjem, det har været en rædsom Dag, hvorledes jeg skal kunne holde det ud og Live op til Du komme, aner jeg ikke, jeg gyser for i Morgen, jeg gyser for de næste 34 Dage, bare Du var kommen for en Maaned siden, jeg mener med Baaden den 15de Aug., saa havde Du været her paa Mandag. – Men i alle Fald, hvor er det södt af Dig at komme ud til mig, forlade et godt og hyggeligt Hjem for at komme ud til det, jeg er og kan byde Dig, men jeg tænkte jo ikke for 9 Maaneder siden, at det vilde blive saa slemt og elendigt for mig, som det er, og Haab er der ikke en Gnist af. Det er grueligt for et voxent Mandfolk at skrive saaledes, jeg burde skamme mig, der er öjensynlig ikke meget af en Helt i mig; men lad os haabe paa det bedste under de 23 Dage der ere at komme inden Du faa dette i Hænde, der kan ske mange Ting i den Tid. Jeg maa hellere holde op, thi jeg kan ikke falde ind i en anden Toneart. – Om 3 Dage er Du i Port Said, bare Du nu faar mit Brev der…

Du har ordentlig rört rundt i mit Hjerte og Fölelsers Gebet; jeg faar den grueligste Hjemve og Længsel, naar jeg læser Strandvejen og de andre Böger, jeg maa se det alt endnu en Gang, jeg er tit ved at græde og maa holde op at læse…

Jeg mödte min Ven Jack Mort og han insisterede at jeg tog med dem til hans weekend cottage at Whale beach i Morgen Aften til Söndag Aften. I gamle Dage for en 2-3 Aar siden, var jeg med dem næsten hver weekend; men jeg har siden stadig sagt nej, jeg har ikke haft Klæder eller noget, saa jeg vilde skamme mig for meget. Jeg har hjulpet ham med meget Arbejde i Haven og Huset dernede, men nu maa jeg holde lidt igjen. Imidlertid, han vilde ikke tage nej for Svar, Saa han tog mig til David Jones Ltt, og jeg maatte köbe et sæt Pyjahmas (jeg har ikke haft et helt Sæt i Aarevis) ligesom et Svömmekostume, og saa sætte det paa hans Regning til jeg kan betale det. Saa, Du ser nu nyttede ingen Udflugter, jeg maa tage med dem i Morgen Aften og kommer tilbage sent Söndag Aften, saa der bliver ikke Lejlighed til at skrive. Det værste er at jeg faar ikke min Vadsk gjort, og jeg vadskede ikke sidste Söndag, saa hvordan jeg klarer den med de 3 Skjorter jeg ejer, kan jeg ikke regne ud. I alle Fald, jeg vil gerne komme, og det kan jo göre mig uendelig godt, jeg har ikke haft Solbad eller ”surfe” i Aarevis, og jeg vilde jo gerne være lidt solbrændt til Du kommer, jeg er endnu lidt forfængelig, især hvor Du er med, jeg vil tilstaa, at jeg kunde godt lide at tage mig ud for Dig, det er jo egentlig naturligt. Saa sparer jeg Maden, de Dage, og det mener meget i denne Tid, thi jeg har aldrig været saa fattig som nu. Men det var pænt af Mort, der er ikke mange, der vilde göre det, saa Du ser, der er dog endnu nogle, der har en god Mening om mig. Jeg maa hellere give mig til at vadske lidt i Aften…

Lidt glædeligt hændte i Eftermiddag, der er en ”fair” Mulighed for at det gaar i Orden med det Firma angaaende det Rensemiddel. Jeg skal se dem igjen paa Mandag, thi det kom som en Overraskelse for mig i Dag, og jeg bad om at opsætte det til Mandag, det vil tage lidt Tid at ordne, og jeg havde heller ikke Tid i Dag. Gaar det i Orden, som jeg vil have det, saa er jeg over det værste og vil være i Stand til at modtage Dig nogenlunde, som jeg önsker det, jeg kan maaske endog faa det ordnet med en Seng, skönt jeg knap tror det. I alle Fald til Mandag ser Livet lidt mere lovende ud. Men Vejret synes mig ikke saa lovende. Jeg kommer hjem Söndag Aften, og Mandag Morgen haaber jeg at finde Brev fra Dig i Boxen, saa bliver Livet atter værd at leve…

Det er kedeligt med Din Faders Tab, det er jo nogle slemme Smæk, lad os haabe, jeg kan komme i Gang med noget og stötte Dig i Stedet. Nej Topsy, jeg taler ikke om Dine Sager til nogen, kun til Larsen og en anden Ven, har jeg sagt, at Du var i Stand til at klare for Dig selv – de kende jo min Stilling, saa jeg maatte sige noget. Nej, vi holde alt for os selv.

26de Sept. Aften. I morges var jeg i meget slet Humeur, jeg gik for at tale med det Firma med hvilket jeg saa længe har forhandlet angaaende mit Rensemiddel og til min store Forundring forelagde de mig et Forslag til at komme ind med dem, et Forslag saa godt, at jeg i Morgen accepterer det, hvis jeg kan blive beskyttet i Fremtiden, jeg mener, at jeg ikke kan blive smidt ud, naar det er kommen godt i Gang. Jeg faar meget lidt fast, kun en ”retainer” paa 30sh om ugen, og det meste deraf vil jo gaa i Udgifter, men saa faar jeg 10% af alle en gros Ordre og 20% af alle retail Ordre her i Sydney, og jeg kan begynde der paa Mandag, men Mandag er Helligdag, saa det bliver Tirsdag den 3die Oct, den Dag, da Du er i Colombo, saa det maa være Dig der bringe Lykke, og sender mig lidt a conto. Jeg kan jo ikke naa meget langt med Pengene, inden Du kommer, men jeg er saa glad, at jeg nu kan fortjene noget og nok til os begge, om jeg end vil have en Masse Udgifter til at re-ekvipere mig, og bringe min Person i Orden, thi Ting ere af presserende og yderst Vigtighed, thi Du aner næppe hvor langt jeg er kommen ned i den Retning. Jeg haaber Du kan sy og lappe, thi den Slags er her meget af, og de Ting maa helst bruges op, medens vi arbejde os op, deri er Du nok enig med mig. Du kan tro, Du faar meget at rode omkring i, det er ikke mig alene der trænger til Reparation. Jeg holder ikke af at kassere sligt, för det ikke kan repareres mere. Hvis dette nu gaar i Orden, kan Du tro jeg ser paa Dig og Tilværelsen i et helt andet Lys…

27de Sept. – det gik saa i Orden i Dag, jeg fik ordnet med det Firma, og jeg skal nu ”uordne” det med det Firma, jeg vil af med. Men det er mærkeligt, jeg er egentlig slet ikke Glad, men mere fuldstændig ligegyldig næsten ved at önske, det slet ikke var gaaet i Orden, men det er vel Fölgen af al den Venten etc. Mine Nerver ere sikkert i Uorden, blot jeg kunde tage en 14 Dages Ferie, men det kan ikke lade sig göre, jeg maa strax i Selen, jeg begynder paa Tirsdag. Gud, hvor er jeg nysgjerrig efter at höre, hvad der er sket med den Bank, jeg har naturligvis intet hört. Jeg kunde godt drikke nogle Cocktails og flere Flasker Vin i Aften, jeg trænger til Stimulans. Godnat …

28de Sept. Men nu gaar det nok i Orden med det ”job”, saa maaske jeg kan falde lidt mere til Ro, og det vil hjælpe svært med alt, naar Du er her. Bare Du nu ikke bliver ked af mig, en Ting er Indbildningen en anden er Virkeligheden. Jeg har atter faaet Invitation til at tage med Morts til Whale beach i Morgen Aften, og da Mandag er en ”holiday” bliver det for 3 Dage, bare det nu maa blive Solskin, men sikken en Vadsk, der dynger sig op, og jeg maa hele Tiden gaa og smaavadske for at holde mig med rent Undertöj. Efter min Beregning skulde Du i Dag have passeret Kap Guardafui forladende Gulf of Aden og naa the Arabian sea – saa Du ser, jeg holder Øje med Dig. Vi har det koldt de sidste Dage, og i Dag regner det, bare vi nu faa Sol de 3 Dage, jeg er borte.

3die Okt. Tusind Tak for Dit Brev af 26/8, jeg kan föle for Dig, det er en slem Knibe at være i, men jeg kan jo ikke hjæle Dig, Du maa selv tage Din Bestemmelse; men jeg er i den Knibe, at jeg ikke kan finde ud af, om Du kommer med ”Jervin Bay” eller ej – jeg antager, at Du kommer, thi ellers havde Du da sendt mig et Telegram. Jeg kan ikke faa den endelige Passagerliste för 5 Dage för Ankomsten, og samtidig kan jeg have Brev fra Dig fra Fremantle. – Jeg kan forstaa ligeledes Din Sindstilstand, som Sagerne staa hjemme med Din Fader, men sommetider maa vi jo tage store og betydningsfulde Bestemmelser, jeg skal nok göre mit bedste og være den Stötte Du behöver, om Du kommer her, jeg ved, Du vil göre alt for mig, saa jeg kan ikke göre mindre for Dig. Jeg er endnu ikke fast placeret i business, men venter sikkert at faa det ordnet i denne Uge, saa Du forhaabentlig ikke behöver at bebyrdes med Pengespörgsmaal, mulig kan jeg naa at fortælle Dig derom i Adelaide. Vi maa nok begynde med at spare lidt, da jeg har en Del Gæld at betale, men Du skulde da kun bruge Dine egne Penge til egne Fornödenheder…

Jeg er stadig nysgerrig efter at höre om den Bank, som jeg intet har hört fra, Du siger slet ikke noget om det i de senere Breve.

Sydney, 4de Oktober 1933.”Adelaide Brevet” – forsiden findes ikke.

Mon Du fik det Brev sendt 2den Aug. Bare jeg ikke havde skrevet det, saa havde hele vor Brevvexling været saa komplet og fuldendt uden at være kommen til andres Kendskab. Du er en vidunderlig Kvinde Topsy, jeg tror vi to maa passe til hinanden som intet andet i Verden, var jeg blot en Snes Aar yngre. Hvis Du nu blot er med Jervis Bay, saa vil Du være hos mig om 18 Dage senest, og Du aner ikke, hvor jeg længes efter Dig, jeg föler som der staar i Sangen:ko”Du lille danske Pige, med de muntre Øjne blaa, tag mig ind i Din Kærligheds Rige, og lad Himlen og Verden forgaa”, det er vist nogenlunde korrekt, jeg har den her et eller andet Sted, i alle Fald saaledes föler jeg med Hensyn til Topsy … Du skulle nu være paa anden Dag ud fra Colombo, jeg kan ikke give Klokkeslettet, men det maa vist være Nat eller tidlig Morgen mellem 4de og 5te Oct. Og hver Time er Du nærmere, bare Du var her hos mig nu. Jeg synes ogsaa at Du maa trænge til rigtig at blive holdt af – and made a fuss of -, at blive rigtig trykket og omfavnet af et rigtig Mandfolk, som holder af Dig og som Du holder af, jeg maa vist hellere holde op, thi nu er jeg helt vild efter Dig, det kom paa mig lige med et, midt i alle mine Bekymringer…

6te Oct. Jeg ser at ”Jervis Bay” er i Aerial touch med Perth, bare Du vilde sende mig et Telegram, saa jeg kunde vide, hvor Du er med. Jeg havde ventet et Airmail Brev fra Dig i Dag, men intet kom; det er med det, som med alt muligt andet i mit Liv, alt hvad jeg önsker og venter, sker aldrig. Nu er mit Haab altsaa, at der er et mere definitivt Program for Rejsen i det Brev, jeg haaber at faa paa Mandag. Jeg trænger til Opmuntring, thi denne Uge har været den fattigste og tarveligste i mit Liv, og den kommende Uge lover sig endnu værre. Hvorledes jeg skal holde ud til Du kommer, aner jeg ikke, men det er udelukkende Tanken om Dig, der holder mig i Live, saa skynd Dig her til mig, jeg trænger til Dig.

7de October. Det er henrivende dejligt Vejr i Dag, men det er ogsaa det eneste glædelige der er, nu maa vi se, hvad Underretning om Din Rejse, Dit Brev paa Mandag vil bringe, der burde egentlig være 2 Breve, det nu fra London, om blot jeg ser et engelsk Frimærke paa et Brev fra Dig, vil jeg föle mig uhyre lettet, thi da maa Du sikkert være undervejs. Kommer Du ikke nu, saa ved jeg ikke, hvad jeg skal göre, Du er nu en Gang kommet ind i mit Liv og ind i mig selv, og under de forhaanden værende Forhold, vil det være grusomt ikke at faa Dig herud med Hud og Haar. Correspondance er ikke nok. Bare nu ikke det Pengespörgsmaal her fra stopper Dig, jeg har stadig intet hört fra nogen Bank eller anden Side, selv Du har slet ikke omtalt dette Spörgsmaal mere end den ene eller to Gange. Jeg kunde godt tænke mig Muligheden, at dette Spörgsmaal og at den Sum ikke er betalt herude vil sætte Dig og Rejsen i Forlegenhed. Din Fader har maattet lade det gaa gjennem nogen anden Person. Jeg kunde jo have forespurgt paa Kontoret herude, men det generer jeg mig for…

8de October. Om Du kommer med Oktober Baaden, saa maa Du gaa længe uden Brev fra mig, jeg kan ikke naa Port Said eller Colombo – jo jeg kan naa Colombo, om jeg kan poste det paa Onsdag. Jeg er jo helt holdt op at skrive til Hilleröd. Jeg synes, det er saa forfærdelig længe siden, jeg har hört fra Dig, skönt det kun er 7 Dage siden. Ja, min Ven, jeg kan godt forstaa at Du er fortvivlet over Situationen, saaledes som den har udviklet sig, det er ikke let at tage en Bestemmelse, der ikke kan kritiseres paa en eller anden Maade, og det er en Bestemmelse Du selv maa tage, naar jeg saaledes ser paa det aldeles upartisk, saa kan jeg godt forstaa de store Vanskeligheder, Du der har, og egentlig, af Hensyn til min nuværende elendige Stilling, burde jeg fraraade Dig at tage herned; men nu er det jo for sent, og noget egoistisk er man jo altid, og jeg havde sandelig ikke ventet at min Fornedrelses periode skulde var til nu. Jeg er jo egentlig den eneste der vil have Fordel af at Du rejser herud. Jeg er stadig bekymret angaaende det Pund 100.0.0’s Depositum og Betalingen af Billetten herfra, jeg haaber, Du og Din Fader have den rette Forklaring derpaa. Hvis Du nu ikke kommer, saa faar jeg 4 lange Breve tilbage, der maa vel næsten være 300 Sider, saa maa jeg holde en Autodafé, thi hvad skal jeg göre med de Breve; de vare jo kun for Dig, og det er ikke noget at sende dem til Danmark á demande!

10de Oct. Jeg har i Aften skrevet et mere eller mindre formelt Brev, da jeg jo ikke kunde være sikker paa, at Du fik det i Hænde, og paa den anden Side syntes jeg at jeg maatte forsöge atter at komme i Forbindelse med Dig, thi nu vil der tilsyneladende gaa lang Tid inden Du kan höre regelmæssigt fra mig ”if at all”. Det er saa kedeligt, nu kan jeg sidde og skrive og skrive til Dig, uden at det egentlig nogensinde naar Dig, tænk alle de Sider der allerede ere skrevne i Löbet af sidste Aar, og ingen have endnu naaet Dig. Det ere nogle kedelige Situationer vi komme i. Jeg har den Fordel at kunne faa Breve fra Dig, men kan ikke sende Dig saadanne og fortælle Dig, hvad jeg trænger til, det modsatte er Tilfældet med Dig. Mit Liv herude er ikke værd at leve, og nu kommer Du ikke, det var det eneste jeg havde at se hen til og leve for. Jeg forbander dette Liv her; om der er et Helvede, saa er det her paa Jorden. Jeg ved egentlig ikke, hvorledes jeg vil tage den Situation, som er skabt ved det at Du heller ikke kommer denne Gang, jeg har tabt Lysten og Modet paa alt, det at Du kom, holdt mig oppe, men nu–?

11te October. Guderne maa vide naar, om overhovedet, Du faar dette Brev; der er nu snart en hel Del af denne Slags Breve, der udvikle sig til en Slags Dagbog, d.v.s. den angaar kun egentlig Dig og mig. Jeg laa og tænkte mange Timer paa Dig i Morges. I Dit brev af 26/8 omtaler Du, at Du er saa glad for mit Brev af 26/7, der er Svaret paa Dit Brev af 20/6, og at Du har ventet paa det Svar, ligeledes at Du vil fortsætte Svaret, naar Du er i Seng, da der er saa meget at svare paa etc. etc. Men det Brev blev maaske ikke skrevet, og jeg havde saadan glædet mig til det, thi de næste 2 Breve ere fra Nexö, angaaende Din pludselige Rejse der og Din Faders Sygdom, saa jeg maa vel antage at det lovede Brev slet ikke blev skrevet? Jeg elsker at höre om Dig, Dine Fölelser og Tanker, mine Fölelser og Tanker trænge til Föde og Varme fra Dig, glem ikke det…. Jeg har faaet den Fölelse, at Du nu vil faa endnu mere Besvær med at slippe hjemmefra. Jeg kan jo ikke tænke mig at Du er med Jervis Bay, men desuagtet er der stadig et Haab paa Bunden af mit Hjerte, paa Fredag skulde Du være i Fremantle og har jeg ingen Telegram den Dag eller Lördag, saa ved jeg Besked, og dette Brev bliver her, og hvis Du en Gang faar det, saa er det sikkert et gammelt Brev, kun Fölelserne ere de samme. Og forhaabentlig, naar Du kommer en Gang, saa staar der en pæn Seng til Dig. Jeg smiler ved Tanken om först vor Diskussion, om hvor Du skal bo, saa vor Diskussion om Sengen Du skal sove i, ja, Anstanden bör bevares! I og for sig er Du dog min allerede, det ere vi enige om, og Gud hvor er jeg glad for Dig, selv helt langt borte der i Hilleröd, kun Haabet holder mig oppe; en Gang skal jeg se den lille Knop springe ud til en dejlig fuld og röd varm Rose. Tænk at jeg skulde fortjene eller erfare den Metamorphose af min egen lille Topsy, selvom det er sent i Livet, for os begge maaske, saa ville vi forstaa at sætte Pris paa det, og jeg i Særdeleshed for at faa Lov til at hjælpe Dig i den Udvikling i Almindellighed, som Du ved Du trænger til og som Du nu kæmper for at faa… Jeg sendte et Brev til Hilleröd i Dag og antager, det vil naa Dig, jeg skrev det i ganske almindelig, venskabelig Stil, som ingen kan forarges over, det forstaar Du nok, om Du faar det. – Jeg er kommen til at lide af en, tilsyneladende uhelbredelig, Sygdom, man kan maaske kalde den Topsyitis, den bestaar i en konstant Længsel, en konstant Trang til et Væsen Topsy, naar jeg er her hjemme maa jeg hele Tiden skrive til dette Væsen, jeg har altid noget at skrive, hele Dagen drejer Tankerne sig om dette kvindelige Væsen, jeg sover ind med hende i mine Tanker og Arme, jeg vaagner om Morgenen i samme Tilstand; jeg troede ellers sligt var en Ungdomssygdom, men nu synes det at selv gamle Mænd ere modtagelige, denne Topsy maa være en stor Fare for det stærke Kön, hvad skulle vi göre for at faa mig atter normal. Jeg har altid været saa flittig i mit Hus, nu er jeg doven, det kan umuligt være godt for mig, hvor skal jeg finde et Serum, der vil kurere mig?…

12te Oktober. Der er egentlig noget uendeligt haablöst ved denne min Brevskrivning, man ved ikke naar, om overhovedet, Du faar Brevet, Indholdet er da saa gammelt og uactuelt, at det næppe er værd at læse, foruden, at Du faar et Utal af Sider at læse paa en Gang, der er desuden ikke Haab om noget Svar for mig, ja det begynder at blive min Mening, dette er nu det femte Brev af den Slags, de andre 4 komme vel nu efterhaanden tilbage til mig, og om Din Rejse ved jeg intet. I Dag og i Gaar har jeg spenderet 1 Time 45 Min. (den ene Time og 35 Min. med at vente) paa at faa ordnet med min Lejlighed her at jeg ikke bliver smidt ud, (jeg skylder Pund 9.0.0.) saa nu har jeg Fred i et Par Uger. Jeg er snart ved at fortvivle over dette Liv, at Du skulde komme har holdt mig oppe i nogen Tid, men nu er den Stötte gaaet flöjten, saadan gaar det med al Ting; jeg kan ikke se, at der er mindste Haab om, at Du kan komme för om mange Maaneder, om i det hele taget. Verden har ikke gjort mig sangvinsk. I Morgen skulde Du altsaa have været i Fremantle, jeg vilde faa et Tilfælde, om der kom Telegram fra Dig. – Jeg spenderede 1sh paa mig selv i Dag og gik til a picture show i Prince Edward Teater, de gav et udmærket Stykke ”The good Companions”, det var udmærket, og gjorde mig ”homesick for London”, the Thames etc., specielt da de viste Windsor Castle fra alle Ledder og Kanter först; selve Stykket kunde godt faa en ”til at knuse en Taare”, det var udmærket spillet. Gud hvor jeg længes efter London og Kbh., jeg har aldrig brudt mig om dette Land, og specielt ikke Nationen, men derfor maa man jo alligevel blive her, Hundeliv som det er. Jeg maa hellere holde op til jeg bliver i bedre Humeur, eller har noget at skrive om. Det, at Du ikke kommer, har afficeret mig meget, thi jeg havde glædet mig til Din Nærværelse her hos og med mig, jeg saa i Dig en Redningsplanke for mangt og meget, jeg saa et nyt og nyttigt Liv aabne sig for mig, jeg saa, at jeg samtidig kunde være noget for Dig, eventuelt skabe en Livsværdi for Dig, noget som det forekommer mig Du hidtil har fuldstændig maattet være foruden, jeg synes ikke, at der har været nogen, der tænkte paa at Du kunde have Din egen Individualitet, Dine egne Ønsker og Maal, at der var noget Du særlig egnede Dig for, udover at være den ”uundværlige” i en Husholdning, hvor Du aldrig vilde kunne udvikles eller blomstre til Glæde eller Stolthed for Dig selv, udover det at Du gjorde Din ”mulige” Pligt i et Hjem, Din Faders Hjem, hvor Du af Godhjertethed var falden ind i den Rolle gjennem Aarenes Löb uden Aflösning, jeg har allerede til Dig omtalt den Aflösning, der skyldes Dig af Din yngre Söster. Der synes mig kun for Dig et Liv, monotont og opofrende, der ender med at göre Dig til en tör gammel Jomfru, Du kender Typen. Du ved, hvad Din og min Korrespondance har produceret mellem os, mig forekommer det at have produceret noget af Værdi, for i alle Fald Dig og mig, noget det sandelig er værd at pröve helt ud, og kan det fortsættes, som det lover, vil det yde værdifuld Livskapital til 2 Mennesker, hvilket vilde være alt hvad Du og jeg behövede, og det er samtidig alt hvad behöves, da det kun vil komme til at angaa os to. Resten af Verden spiller i det slet ingen Rolle. Ganske vist havde det været bedre, om Du havde fundet en yngre Mand som Gjenstanden for Dine Fölelser; men som det nu er, vil jeg meget nödig have det anderledes, og kan vist for et Spand af Aar hjælpe Dig med hvad Du behöver og trænger til for Din Udvikling (i alle Fald er Viljen der) og Tilfredshed. Som det hidtil har været har vort Forhold, trods Afstanden, bragt mig stor Glæde og Tilfredsstillelse, samt et Haab om en fremtidig Tilfredsstillelse af al den producerede Længsel for Dig. Saa Du kan tænke Dig, at det vil mene meget for mig og mit Liv, om jeg saaledes stadig skal undvære Dig, det vil være vanskeligt atter at falde til Ro og leve Livet, som det var för vor Korrespondance begyndte for et Aarstid siden, og det er fortvivlende, at denne nu atter bliver ensidig, at Du nu i lang Tid ikke faar Brev fra mig, hörer mine Meninger, men mangler min Stötte; at jeg for min Part, skriver ud i Luften uden Maal og Med. Det jeg nu har skrevet i Aften vilde jeg gerne Du skulde have, helst i Morgen, men naar mon Du faar det; jeg mener ikke det er noget særlig klogt eller genialt, men det er Tanker, der passer Stillingen og som ville forstaas af Dig og glæde Dig. Godnat min ven, nu gaar jeg i Seng.

14de Okt. Der kom intet Telegram fra Fremantle hverken i Gaar eller i Dag, saa nu ved jeg altsaa bestemt Du ikke kommer med Jervis Bay den 23de Okt. Det synes at være min Skæbne i denne Verden, at intet somhelst nogensinde bliver til noget, alt trækker ud og opsættes. Det baade i Forretning og mit private Liv, mon jeg overhovedet faar noget fuldfört eller gaaende inden jeg piller af? Jeg tror det næppe.

For lidt siden flöj Kingsford Smith, ledsaget af 20-30 Aeroplanes, herover paa sin Rekordtur fra London til Australien paa noget over 7 Dage og jeg tror 14 Timer, bare jeg kunde komme hjem paa 8 Dage. Nu sidder jeg altsaa her og ved hverken ud eller ind angaaende Dig, skriver ud i Luften, og venter; paa Mandag er der forhaabentlig Brev og maaske mere Underretning. Nu er det snart paa Tiden, at Du skriver mig et rigtig langt Brev, i den senere Tid synes jeg, Du har forsömt mig, men jeg maa vel tilgive Dig, det er jo ikke Din Fejl, men Omstændighederne. Jeg er helt fra Snövsen paa grund af at Du ikke kom, jeg er fuldstændig rykket ud af mit sædvanlige Liv, som jeg var gledet ind i i aarenes Löb, nu er jeg utilfreds med alting, gider ikke göre noget her i Lejligheden ud over det allernödvendigste, som sagt, jeg er helt fra Snövsen, har ikke Lyst til noget…

15de Okt. I Dag er det Söndag, og jeg er vis paa, at Du vil indrömme, jeg har bestilt noget i Dag, jeg begyndte med min ugentlige Vadsk, der gik Snoren itu, og jeg maatte skylle en extra Gang. Saa har jeg gjort Foraarsrent i mit Soveværelse, vadsket Gardiner og poleret Vinduer, vadsket Gulve i Soveværelset, Gangen, Badeværelset og Kökkenet, og gjort rent over det hele. Saa har jeg flyttet en Del Kufferter og Kasser ud fra mit Soveværelse ind i Dit, hvorfra jeg havde flyttet dem, da Du begyndte at tale om at komme herud; nu ved jeg jo ikke naar det bliver, men de kunne jo altid flyttes igjen, naar Du kommer maa alt være ”spick and span”. Det kan Du nok tænke. Det har været dejligt Vejr i Dag, altfor godt til at snuske omkring og göre rent. Jeg sender nogle Udklip, 1) Du kan se hvad Du gik glip af, da Du ikke kom med Jervis Bay, 2) Det synes mig Du maa kunne faa god exchange til australske Penge, naar Pund 1.0.0 aust. kun er værd 10/1 ¼ i skaldede Tyskland, 3) Det er ikke noget daarligt Billede af Havnen og Broen, saa kan Du tænke Dig bag Skyen tilbage til ”Clutha”. Nu maa mine Breve fra Port Said til Fremantle snart komme tilbage, tænk de hundreder af Sider, jeg har malet op til Dig, uden at der synes Haab om, at Du nogensinde faar dem, og skulde jeg gemme dem til Du en Gang muligvis kommer, saa ere de gamle og mugne og ude af Dato; jeg maa hellere starte en Autodafe og brænde dem. Dette Brev begynder jo ogsaa at blive langvarigt. Nu faa vi se, hvad Du har at sige i Morgen, men jeg kan egentlig ikke tænke mig, at Du kan sige meget om Rejsen, jeg kan ikke indse, at Du kan slippe af Sted for lang Tid, da Tootsie synes fuldstændig ”useles” og vel heller ikke har nogen Lyst til at opofre sig; saa min egen lille Ven maa som hidtil tage Affære. Om blot man nu havde en lille Idé om Fremtiden, saa kunde jeg maaske sende Dig nogle Breve, det vilde lette Situationen for Dig saavel som for mig, men det er jo noget, Du maa antyde. Det er vel næppe nödvendigt at fortælle, at jeg hader Uvished, og jeg synes aldrig at kunne undgaa Uvished.

16de Oktober. I dag er der hændt mig noget rædselsfuldt, der var ingen Brev fra Dig, jeg havde dog saa bestemt ventet Brev i Dag med lidt bestemt Underretning om Sagernes Tilstand; jeg kan ikke forstaa, at der slet intet var fra Dig, maaske er Du endnu paa Bornholm, og har ikke naaet Posten; men der findes vel en Forklaring, men dette er förste Gang i næsten et Aar, at der ingen Brev var, og jeg synes dog, jeg burde have haft Underretning fra Dig selv, om Du kom eller ej. Jeg fik Brev fra Springett, at Du havde skrevet ham angaaende Rejsens Opsættelse, og i Fölge hans Udtalelser, synes der ikke at være Haab om, at Du kommer i nogenlunde nær Fremtid, men hvorfor lade mig faa den Underretning paa 2den Haand, jeg kan ikke tænke mig andet end, at Du mistede Posten. Du har ikke Idé om min Skuffelse i Morges, da der ingen Brev var fra Dig, det er dog en Nedgang fra 6-7 Breve om Ugen til slet ingen. – Nu ved jeg altsaa ikke om Breve endnu kunne naa Dig eller for hvor lang Tid, saa jeg sender et Prövebrev denne Uge ligesom sidst, en Gang maa jeg vel höre fra Dig, hvorledes Du mener Udsigterne ere. Det maa være ret alvorlig med Din Fader, kan jeg tænke, og jeg holder ikke af, at Du skulde være uden Brev fra mig mere end höjst nödvendigt, thi jeg tror Du önsker lige saa lidt at være uden Brev fra mig, som jeg önsker at være saadant foruden fra Dig. Det var jo en Streg i Regningen, men det kunde man have forudset, thi saadant hænder altid og uvægerligt med mig, eller hvor jeg har nogen Interesse paa Spil.

18de Okt. Jeg synes altid der mangler noget i min Tilværelse, naar jeg ikke har faaet et Par Ord med Dig daglig. Nu for Tiden synes Du fuldstændig at være forsvundet ud af mit Liv, det maa være fordi der ingen Brev var fra Dig i denne Uge. Jeg postede et Brev til Dig i Dag, det var et pænt formelt Brev, ikke et af vore sædvanlige intime Breve, men Du forstaar nok, hvorfor jeg skrev det saaledes, jeg vidste jo ikke om Du i det hele taget vilde faa det, og om det eventuelt skulde blive set af andre, maatte det helst være som det er. Nu har jeg jo ogsaa været forvænt med Dine Breve i snart et Aar, saa en Uge uden Brev synes noget frygteligt, det kan Du nok forstaa, det er som havde Du forladt mig. Mine Udsigter i Dag ere bedre, kan jeg stole paa det, skulde jeg være i Arbejde i Löbet af en eller to Uger. Gaar det i Orden, vil det hjælpe paa min Tilværelse og Befindende og maaske vil jeg ikke savne Dig saa meget, Du kan ikke saadan helt ustraffet forblive borte fra mig. Nu faa vi altsaa se, men jeg er i bedre Humeur og haabefuld end jeg var i Gaar og den senere Tid.

19de Okt. I Dag forbliver jeg herhjemme, jeg trænger til Hvile og Ro, jeg sov heldigvis udmærket og længe sidste Nat, saa naar jeg bare igjen kan komme i Arbejde og have Penge til Föden og Huslejen bliver jeg nok ung igjen; men de sidste Maaneder have været slemme, værre end jeg kan fortælle Dig. Du synes stadig at være ude af mit Liv, det er fordi der ingen Brev var fra Dig i Mandags, saa om der nu ingen er paa Mandag, kan jeg ikke tænke mig, hvor Du bliver af, men Skylden derfor maa blive Din egen, det gaar ikke at forsömme mig. I Gaar havde jeg lunch med Mr & Mrs Taylor (nu Holden), jeg mödte dem tilfældig uden for Knock & Kirby’s ny shop, og de insisterede paa, at jeg skulde have ”lunch with them”, som jeg saa havde, jeg havde en Tallerken Østers, jeg spiser jo ikke lunch. Jeg skal have skrevet til Springett i Dag bl.a. Jeg længes forfærdelig hjem til London og Danmark, jeg maa hjem en Gang inden jeg döer, jeg maa have Frokost hos á Porta (Kongens Nytorv) og i Tivoli, samt se hele det nye Kbh. Men nu med motorcars kan man jo se hele Danmark paa en Ugestid.

20de Okt. Se i Dag skulde Du have været i Melbourne, eller noget nær, men hvor Du er, aner jeg ikke, udover at Du maa være i Danmark et eller andet Sted. Det blev kun en kort Romance, Din og min, Guderne maa vide, om vi nogensinde ses og mödes, som vi nu i et Aar havde haabet paa, hvad mener Du derom. Saa er der alle disse lange Breve, jeg har skrevet til Dig, mon Du nogensidnde vil faa dem, de ville i alle Fald være antikverede, rimeligvis uden nogen som helst Interesse og fuld af Gentagelser, som f. Ex. denne: ”Mon der nu er Brev fra Dig paa Mandag?”. Jeg kan stadig ikke kommer over den Fölelse, at siden der ikke var Brev fra Dig i Mandags, saa er det som om Du er kommen saa uendelig langt bort fra mig, saa langt at Du næsten aldrig vil kunne naas igjen; det maa være en Forudfölelse, at det vil vare længe, inden Du kan komme af Sted ud til mig – om det nogensinde sker. Saadanne ere mine Fölelser nærmest nu, jeg föler mig forladt, jeg mener ikke at Du har forladt mig af Din egen fri Vilje, jeg tror aldeles ikke Dine Fölelser ere forandrede, men Forholdene og Omstændighederne have forvandlet alt for os, lad os haabe jeg har Uret. Men jeg er maaske ikke ganske mig selv mere, jeg har, i de senere Maaneder, forandret mig, jeg föler mig saa underlig vag, ulden, ubestemt, skuffet, energilös, maaske endog haablös, disse kontinuerlige Skuffelser. Mangel paa alt muligt, Ensomhed, Resultatlöshed maa jo tilsidst faa Bugt med selv den stærkeste – jeg föler mig træt umindelig træt, jeg gör Nar af mig selv, naar jeg haaber og tror paa noget, jeg maa jo vide at for mig bliver det kun Bedrag og Skuffelse, og saaledes bliver Hjernen efterhaanden tom og ude af Stand til at arbejde, man bliver slöv etc.etc. Det er dog et Hundeliv. Og saa gaar ogsaa det Haab, at Du skulde komme og hjælpe mig ud af alt dette, den eneste Slutning man med nogen Grund kan komme til er, at intetsomhelst lykkes for eller med mig. Hvad tjener det til, under saadanne Forhold, at holde ud og kæmpe videre, lide og savne? I Dag bliver det vist vor förste varme Dag denne Sommer, nu gaar Resten af ens Pjalter hurtigt og hvad saa?

21de Okt. Det er dejligt köligt Sommervejr i Dag, i Gaar var det usædvanlig varmt. Jeg skriver til Dig Topsy, men det er som Du var paa en anden Planet, og sæt der nu ikke er Brev fra Dig paa Mandag, den Dag, Du skulde være ankommen, hvor mon Du saa bliver af. Der er ikke Tale om andet, end at Du kom ind i mit Liv, og Du har ladet Dig föle i det, Du har vendt op og ned paa al Ting for mig, jeg kan slet ikke finde mig selv mere. Tænk alene alle de lange Breve jeg har skrevet, uden at Du har læst et Ord af dem endnu, det er dog mærkeligt, som det har formet sig, for Tiden gaar Du uden Breve fra mig, og jeg maler Side paa Side til Dig, det er nu 3die Gang, det hænder. Jeg er slet ikke fornöjet med den Slags haablöse Ting at finde mig i, det synes mig at det burde være nok. Jeg er ogsaa bleven helt anderledes i Hjemmet, jeg har ikke Lyst til noget … Nej jeg er langtfra tilfreds med Tilværelsen, jeg er ikke langt fra at önske mig selv död og begravet. Mon jeg nogensinde kan blive rigtig glad igjen? ….

22de Okt. En Gang fik jeg en 4-5 Breve fra Dig om Ugen, og nogle af dem lange Breve, saa blev det pludselig til et kort Brev om Ugen og nu sidste Uge slet ingen Brev, det ser ikke lovende ud for mig, jeg maa have tabt Terræn, jeg kommer til at anmode om en Forklaring, hvem har occuperet mit tabte Terræn? (Lad nu være at læse og tage dette bogstaveligt, Tonen er ment spögende). Jeg kommer stadig tilbage til disse Breve og den Uendelighed af tætskrevne Sider, der stadig ligger og flyder omkring i Verden, uden mindste Haab om nogensinde at naa Dig, og om de virkelig en Gang skulde naa Dig saa er Nyhedens Interesse, Forgyldningen af Sante Gjertrud fuldstændig gaaet, al min Hjernevridning spildt, det ventede Indtryk forfejlet – so what is the use anyhow? Det eneste er maaske, at de give mig et Udlöb, der maaske letter det bekymrede Sind! Men for Resten vilde jeg nok önske Du sad her, saa kunde jeg bede Dig, at lave os lidt ”Afternoon tea”, det trænger jeg til nu, rent fraset den Trængen – permanente – til Dig.

23de Okt. (1) I Stedet for Topsy selv kom altsaa Brevet af 20/9, for hvilket jeg herved takker og nu besvarer. Ja nu skulde jeg i Aften skrive til Dig, men det kunde jeg ikke faa Lov til, jeg kan ikke se at skrive uden mine Lorgnetter, jeg har endnu et Par tilbage, og dem forkröblede jeg uden at vide af det, saa jeg kan ikke anvende dem, og Guderne maa vide, naar jeg har Penge til at faa dem repareret. Jeg skal se om jeg kan bedre skrive ved Dagslys i Morgen, saa skal jeg fortsætte, men jeg kan ikke ved kunstigt Lys, foruden at jeg er i et lynende galt Humeur, jeg forbander dette Liv, der er ikke den mindste Ting der ikke skal gaa imod en.

23de Okt. Aften. (2) Jeg fik mine Lorgnetter i Orden, saadan nogenlunde, saa jeg haaber at faa dette Brev af Sted i Morgen, men om jeg faar Port Said Brevet af Sted kommer an paa om jeg har Pengene til Frimærkerne, de ere tunge mine Breve, selv om Indholdet er let og uden Værdi, men det er jo Papiret og Blækket der koster…. I Dag kom Colombo Brevet tilbage, saa nu er der kun 2 tilbage fra Fremantle, de komme nok senest næste Uge. Men jeg tror, jeg vil vente paa det, og saa sende det först, saa Port Said og saa Colombo og endelig endnu et fra Fremantle, saa faar Du dem i chronologisk Orden, det vil tage Dig nogen Tid, at komme gjennem dem, og i og for sig spiller det jo ingen Rolle om de komme en Post för eller senere, de ere gamle i alle Fald. – Saa nu komme vi til et alvorligt Spörgsmaal, som jeg ikke vilde have berört, om Du ikke selv havde gjort det i Dit sidste Brev, og jeg skal give Dig den fulde Sandhed og lægge min Sjæl aaben for Dig i al sin Nedrighed. Det er Spörgsmaalet om Penge, og jeg maa her strax tilstaa, at jeg ikke aner hvorledes jeg har holdt ud til nu, og der er heller ingen Grund til at bebyrde Dig med alle mine Lidelser, Skuffelser etc. etc. Men jeg maa ærlig tilstaa, at jeg havde regnet med Dig og at Du vilde ankomme i disse Dage, og jeg vilde strax have laant en ti Pund af Dig, om Du kunde. Jeg er i en græsselig finansiel Stilling for Tiden, det er sixpences og pennies det drejer sig om, det er det allernödvendigste jeg mangler. Du har ikke Idé om hvad 10 Pund vilde mene for mig nu. Men det nytter ikke at gaa i Detailler, det kan Du höre om en anden Gang mundtlig, Du tager sikkert mit Ord for, at den er gruelig gal, og at jeg havde regnet med Dig. Hvorledes jeg kommer over det og hvorledes det gaar, vil Fremtiden vise. Men for at være sikker, mon Du vil kunne spare en 10-15 Pund, naar Du faar dette, vil Du saa laane mig dem, og sende dem hurtigst muligt. Jeg havde bestemt lovet at betale fem Pund inden 1ste Novb., men den maa jeg atter se at faa prolongeret; det der piner mig mest (Nat og Dag) er Husleje, Gas, el.Lys etc., blot de ere klarede, saa har jeg Ro i mit Hjem, det spiller en meget stor Rolle for mig, de lasede Klæder og hullede Sko vænner man sig til, ligesom at sulte lidt er godt for Helbreden. Du behöver ikke at være bange for end at Du faar Pengene tilbage, blot jeg kommer i Gang. Det kan ikke nytte at jeg tænker paa at begynde paa en egen Forretning, saa jeg behöver ikke Arbejdskapital, det er blot det, at jeg kan komme til at holde min Bolig, faa lidt Klæder og Skotöj og Sporvognspenge etc. saa jeg kan komme omkring at se Folk. Tilgiv mig nu denne aabne Tilstaaelse, Du kan tænke Dig, at den er ikke let at göre, men jeg ser intet andet Haab. Om jeg kan saa tror jeg dette vil gaa per airmail, nej det bliver for dyrt for de par Dage og Usikkerhed. Se, jeg er kommen tilbage med Huslejen, det gör det saa vanskeligt, jeg har lovet dem at betale bestemt to Pund i denne Uge og saa et Pund hver Uge bestemt, og saa det jeg er kommen bagud (Pund 6.0.0) inden Januar. Bare jeg kan komme i Gang med den Forretning saa er det hele jo intet at tale om, saa nu har Du min Tilstaaelse, og navnlig hvorledes jeg havde regnet med Dig, saa nu er jeg i Dine Hænder. Om Du vil hjælpe mig, da koster vel et Telegram for meget, det skulde vel saa gaa gennem en Bank. Men ellers er det vist billigst at köbe engelske Noter og sende dem eller den, jeg faar 25/0 for Pund 1.0.0 engelsk her. At sende per Postanvisning er vist dyrt og jeg kender ikke the Exchange. – Jeg kan nu ikke tænke mig, at Du skulde blive vred paa mig for ovenstaaende. Kender Du Henrik Hertz: ”Skriftemaalet”: ”Pater Josef, laan mig Øre! – Som en angergiven Synder – kommer jeg til Eders Celle. – Jeg vil skrifte. Luk mig op!” og saa senere i Digtet, kommer denne Linie: ”Pater Josef! Nöden drev mig”. Og saaledes siger jeg nu: ”Lille Topsy! Nöden drev mig!”. Saa fromme lille Topsy, tilgiv mig. – Saa nu er jeg glad at dette er overstaaet, nu har jeg i alle Fald Lov at haabe. Blot jeg som Sneglen har mit Hus, mit Hjem. Og Du kan stole paa, at et Liv som dette faar Has paa ens Stolthed, Du kan tro, den er dröj til Tider. Men Du gör Dig ikke Begreb om, hvor det har lettet mig at faa ovenstaaende skrevet til Dig, jeg haaber en Gang Du og jeg kunne le af det hele. Paa den anden Side er det vidunderligt, at jeg kan saaledes skrive til Dig, men nu maa Du paa ingen Maade gaa hen og bringe Dig selv i Forlegenhed. – Jeg sidder her og vader i Breve til Dig, 34 Sider her, 50 Sider i et andet og 76 i et 3die, det er 160 Sider allerede skrevet til Dig; men som sagt, jeg sender dem saa Du faar dem i den rigtige Orden, og naar Du saa er kommen gjennem dem, saa er Du saa led og ked af mine Udgydelser, at Du ikke vil have flere. Synes Du nu ikke der er nok for et Brev, vær nu söd og send mig nogle lange Breve, jeg trænger til noget i Retning af en kærlig Omgang – og der er jo kun én Omgang Breve at faa fra Dig, saa lad mig faa dem. Det regner og tordner nu, det förste denne Sommer. Jeg haaber ikke disse lange Breve giver Dig mental Forstoppelse, men Du kan tage dem i smaa Doser Imedens gaar jeg her og venter – nu paa 2det Aar….

24de Okt. Nu maa jeg se, hvorledes jeg kan faa Dit Brev besvaret, dette maa jo postes i Morgen. Tak for Fotografierne og Udklippet om Bellevue, det vilde være dejligt at faa det Festskrift. Fotografiet fra K’ö (Christiansø, red.) har jeg allerede, Huset i Nexö er interessant og gammelt, der maa være hyggeligt. Billedet fra Gaden, hvilken Gade er det? Alle de Fotografier jeg har af Dig, med Undtagelse af Pasbilledet, ere saadan, at man aldrig kan se Dit Ansigt, de ere altid utydelige i den Retning, selv det hvor I alle sidde i Haven i Hilleröd, det med Din Fader, Karna og hendes Tilkommende, men de ere jo heller ikke tagne af Dig specielt og de ere jo alle smaa i Format, men det er der jo intet at göre ved, jeg er glad for dem alligevel. Jeg sender Dig nogle Udklip, saa Du kan se nogle af de Medpassagerer Du vilde haft paa Jervis Bay. Hör nu min Ven, det kan ikke nytte noget at gaa og være fortvivlet og sörge fordi Du ikke kom af Sted, der var jo ikke andet at göre under de Omstændigheder, Du havde ikke andet Valg, saa lad os ikke mere tale om det. Til Slut vil Du rimeligvis finde, at det var godt Du ikke kom af Sted, at komme ud til denne Elendighed her vilde der ikke være meget ved, maaske kan det blive bedre senere hen. Lille Topsy, jeg kan godt forstaa, at Du udsætter Rejsen, der er intet andet for Dig at göre, saa lad os ikke mere tale om det, jeg ser tydeligt de tvingende Omstændigheder. Situationen er jo i det hele taget ikke videre glædelig, hverken for Dig eller Din Fader, det er et Slag for Dig ogsaa, bare jeg kunde komme i Gang, saa kunde jeg maaske hjælpe Dig paa Fode lidt, især hvis Du kunde være hos mig og spare Dine egne Penge op. – Med de Penge her i Sydney er det altsaa gaaet, som jeg tænkte, Hawkins huggede dem, men jeg troede dog at Din Fader havde faaet Pengene for Huset i Glebe. Jeg kan endnu huske, at en Gang Hawkins sagde til mig, at nu var det endelig lykkedes ham at sælge Marckers Hus. Alt hvad han saaledes har taget af Din Faders, blev vist slet ikke omtalt under Retssagen eller hans Bankruptcy, det er jo vist nok til at faa ham endnu et Par Aar i Tugthuset. Hvad han brugte Pengene til ved jeg ikke, mulig har han en Del gjemt. Mrs H. var jo syg længe og fik vist en Del ”drugs” og anden Medicin, det kostede nok en Del; saa hans egen Fortæring af Whisky var jo ikke lille, den tabte ham alle hans gode Kunder. Men Pund 10.000 er dog en Del Penge og lidt maa han jo have tjent, saa jeg antager han har stukket noget til Side ”for a rainy day”. Han maa vist nu være fri igjen, men bliver vel næppe her i Sydney. – Jeg vilde jo gerne hjem til Danmark, men jeg har den Idé, at det naar jeg aldrig, det Held der blev mig beskaaret i dette Liv, maa jeg vist have nydt fuldud for mange Aar siden, tilsyneladende vil intet mere lykkes for mig, og jeg slides op af at vente og skuffes, de sidste aar have taget haardt paa mig. Trods Löfter kan jeg ikke se, at jeg kommer i Gang, hverken denne eller næste Uge. Men lad nu være at tænke paa mig og mine Jeremiader, Du har jo nok i Dit eget. – Jeg maa ind og se, om jeg ikke kan faa tigget mig til at faa mine Lorgnetter reparerede, det er grusomt uden dem, jeg kan jo slet ikke læse, og denne Skriven foregaar i en Slags Taage, der er anstrengende. Jeg havde to Par, men det andet har kun et Glas nu, saa det hjælper mig ikke. Jeg behöver dem kun for Læsning og Skrivning og Arbejde jeg maa have dem nær mig.

Sydney, 1ste Novb. 1933.

I Dag afgik der Brev til Dig, mine sidste 3 pence gik til Frimærker, saa kan Du se, hvor vigtigt jeg anser Dine Breve at være, jeg haaber at jeg vil kunne faa nok til at sende Fremantle Brevet med denne Post, jeg er led og ked af at have det liggende omkring her; nu har der været saa megen Staahej og Tale om det Brev, at jeg haaber, Du ikke venter for meget af det. Jeg vilde önske jeg kunde faa nogenlunde Idé om, naar Du kommer, thi som det er, er det uhyggeligt og tager paa Nerverne. – Saa nu har jeg spist og siden studeret de to Böger med Billeder fra Kbh., som Du har sendt mig, og jeg har lavet mig selv i höj Grad miserabel og fuld af Hjemvé og Trang til at se det alt igjen, men det sker vist aldrig, jeg er forankret her og slipper aldrig væk. Jeg har lovet at vise Bögerne til en anden Dansker, d.v.s. han kom her da han var 10 Aar, saa han husker ikke meget. Han er födt i Rönne, hans Fader var vist Bornholmer, Navnet er Laugevad, Faderen bor i Adelaide. Ham her i Sydney er Ingeniör ved Kandes Cement Co. ltd. Han skal ogsaa se nogle af Dine Fotos fra Bornholm. Han gik for en Tid i Melchiors Skole i Kbh.

2den Novb. – Ja Topsy, jeg vilde nok önske, at Du var her, det er svære Dage for mig, og Du vilde være saadan en Hjælp for mig, Stötte, eller hvad man skal kalde det. Nu har jeg et Möde i Morgen med et Par Mennesker, og der er næppe Tvivl om andet end at et Arrangement kan opnaas, men der er en Grændse for hvor langt jeg vil og kan gaa ned; men jeg tror, de ere hæderlige Folk, saa eventuelt, om de have Kapital til at holde ud med, vil det blive til noget og endog noget stort. Men jeg kan ikke længere leve paa intet, selv om jeg kan holde Modet oppe, men Klæder og Sko falde bogstavelig af mig, og i en saadan Tilstand kan man ikke arbejde. Bare jeg havde skrevet tidligere og bedet Dig laane mig lidt Penge (det er ganske vist at falde dybt for et Mandfolk, paa den anden Side tröster jeg mig med at vort Forhold jo er lidt ud over det almindelige) thi den er slem for mig for Tiden, og Udsigterne synes dog gode og varende, om jeg kan ordne ovenstaaende. Saa jeg tror, Du tilgiver mig og stoler paa mig? Nu faa vi se i Morgen, der er jo stadig Papir, saa jeg kan fortsætte og fortælle Dig Sagens Gang…

Det burde være af historisk Interesse, at i Dag, for 34 Aar siden, rejste jeg fra Dublin om Morgenen og ankom om Aftenen i London og den Gang boede vi i Carlton Mansions, West End Lane. N.W. og 15de Novb. forlod jeg Liverpool og ankom paa S/S Tentonie til New York den 22de Novb. og var tilbage i London den 9de Decb. Aften…

3die Novb. – Ja nu har jeg da endelig noget glædeligt at fortælle Dig, nemlig at det er næsten sikkert, at jeg kommer til tilfredsstillende Ordning med Rensemidlet, saaledes at jeg atter kan aande frit, og begynde at betale for mig selv, men det bliver jo ikke för om en Uge eller to, nu gælder det at holde ud. Jeg har nu 4d og ingen Mad i Huset og maa holde ud til tidligst Tirsdag, paa Onsdag vil jeg vide Besked, men jeg tror ikke der er nogen Tvivl. Det var saamænd ogsaa i sidste Øjeblik med at komme paa ret Köl igjen. Jeg er træt og udmattet af al den Spænding og Forhandling…

4de Novb. – Selv om jeg forsögte paa at skildre Dig min Sjæls og legemlige Tilstand nu for Tiden, saa kunde jeg vist næppe göre det tilfredsstillende, ligesom Du knap vilde kunne forstaa mig, jeg tror man maa have gennemgaaet noget lignende for at kunne virkelig forstaa. Denne Reaktion er stærk og mærkelig efter alle de mange Maaneder af Haab, Skuffelse, Savn, Mangel, Sult i flere Retninger, Afkald o.s.v., jeg er ikke egentlig glad eller lykkelig endnu, Forventningen om Skuffelse lurer stadig i mig, fattig er jeg jo endnu, saa jeg kan ikke gaa ud og faa Adspredelse, se Mennesker, Mad, Drikke og Underholdning, jeg maa stadig sidde her med mig selv. I Morges havde jeg 3d og absolut intet af Föde i Huset, nu har jeg laant Penge paa Udsigterne tilstrækkeligt til at have Mad nok til ind i næste Uge; men jeg er træt og sövning, gik helst i Seng og sov en hel Uge…

Se, jeg har jo hidtil aldrig skrevet til Dig om min virkelige Tilstand og Liv i det sidste Aar, der var jo ingen Grund til at Du skulde bekymres og forstyrres, fordi jeg var det, men nu gör det jo mindre, det bliver et overstaaet Stadium, saa det gör ikke noget at Du ved lidt Besked. – Det förste Aar vil jeg tjene til Livets Ophold og nok lidt mere; men jeg har jo en utrolig Mængde at opnaa i Retning af Re-ekvipering paa alle Maader, det er rent fra Grunden af, saa kommer Gæld etc. Naar de 12 Maaneder ere ude, saa burde mine Indtægter fordobles, saa Topsy, Du vil forstaa, at Du skulde ikke være tvungen til i nogen höj Grad at trække paa Dine egne Indkomster; vi kunne leve billigt og dog faa lidt ud af Livet, baade mad, Drikke og Fornöjelse og lidt Kærlighed paa Toppen af det hele. Hvis Du vil lave noget, kan Du göre det hjemme, der kan ikke blive Tale om at finde en Plads el.l. for Dig; men om Du vil lave Din Syning og tjene noget derved, saa har Du Hjemmet som Dit Værksted…

6te Novb. – det synes mig, at Mulighederne for Din Rejse i en nogenlunde nær Fremtid ere meget meget smaa. Det kan ikke nytte, at vi gaa og narre os selv. Jeg synes, Du gör Ret i at blive hjemme og passe Din Fader, saaledes som Forholdene ere; men jeg er af den bestemte Mening, at det nu er Din Söster Tootsies Pligt at tage det Arbejde op og aflöse Dig; öjensynlig er hun for egoistisk og muligvis incapabel for noget saadant, saa det bliver vel ikke anderledes. Tilgiv at jeg fremsætter min Mening saa bestemt, men det er bedst at Du kender min oprigtige Mening, vi behöve saa ikke mere at refere til den. Naar Du selv tænker over det, og er ærlig over for Dig selv, maa Du indrömme at Udsigterne til i det hele taget at komme af Sted inden for en overskuelig Fremtid ere meget smaa. Din Fader bliver daglig ældre og sandsynligvis svagere, og Din Nærværelse mere og mere nödvendig, dette gaar mere og mere op for mig, som det vistnok ogsaa gör for Dig. Tilgiv mig at jeg skriver saa bestem om den Sag, men det er meget bedre at se Sandheden i Øjnene og indrette sig derefter, og Du trænger til Stötte i mange Retninger og navnlig hvor Din Fölelse og Pligt spille en Rolle, ligesom til at tage en Bestemmelse. Men vi maa meget hellere se Skæbnen i Øjnene. Det er jo slet ikke udelukket, at Du kommer ud til mig – jeg tror blot ikke det bliver i nogen nær Fremtid, dertil er Din Rolle en altfor vanskelig Ting for en Natur som Din, og mine Forhold for Tiden for elendige til at turde raade Dig til strax at komme herud, selv om jeg maa ofre min egen Glæde og Forhaabning. Vare mine Forhold gode eller bedre, vilde jeg ikke töve et Øjeblik med at faa Dig til at komme ud. Denne sidste Bemærkning maa jeg sætte ned, saa Du ikke misforstaar mig, jeg ved godt den vil ikke hjælpe Din Fasthed; jeg vil have at Du skal forstaa, at mine Ønsker, Forhaabninger og Fölelser stadig ere de samme og forblive de samme, men jeg kan se at Du maa have Ro i Dit Sind, Du kan ikke vedblive at svæve fra Haab til Skuffelse og tilbage til Haab uden at det til Slut gaar ud over Dig selv. Jeg kan se af Dine Breve den Spænding Du gaar i, og mine Breve hidtil hjælpe kun til at holde denne oppe, saa Du og jeg maa tilbage til Jorden og tage Verden, som den er og Menneskene som de ere – saaledes at vi ikke bukke under i Ventetiden, forstaar Du mig nu? Lad os haabe, jeg har Uret, men saaledes ser Situationen ud i mine Øjne, og jeg kan ikke lade Dig gaa og ödelægge Nerver og Helbred ved en Indbildning og et Haab. Jeg kommer til at holde saa forfærdelig meget af Dig, at jeg maa paa alle Maader hjælpe Dig til at bevare Digselv for mig selv, selv om det skal vare Aar. Dine 3 Breve absolut skrige om Hjælp og Stötte, her er den, saavidt det er i min Magt; selv om den er haard saa er den sand. Jeg ved, Du vil græde over alt dette (jeg tror, Du har gaaet og skjult det for Dig selv), men senere vil Du være glad, at jeg skrev saaledes om den Sag, thi det vil til Slut hjælpe Dig til at finde den Ro Du behöver for Din og min Skyld, jeg mener for at bevare Dig. Saa behöver Du heller ikke at gaa og være ked af det for min Skyld. Nu ved Du mit Synspunkt, men derfor længes jeg ligemeget efter Dig og trænger lige saa meget til Dig, det forstaar Du nok Topsy? Jeg tror hermed at have udtrykt noget, som Du var bange for at udtrykke for Dig selv saa vel som for mig, ikke? Og Du forstaar, at ihvor vel jeg hader at vente (navnlig paa Dig), saa venter jeg, saalænge det behöves med Rimelighed, der er ingen Grund til at Du skal ödelægge Dit Liv for andre. – Se, mine Forhold begynde nu forhaabentlig at blive bedre, men jeg har jo en Masse at indhente, för jeg egentlig kan begynde at faa personlig Fordel, men med Sparsommelighed gaar det nok, saa Du ved, at Du ikke behöver at leve af Dine egne Penge, om Du kommer. – Maaske er jeg for pesimistisk, men det er bedre at faa denne Forstaaelse mellem os; ellers er Du jo den, der bedst kan se, naar Du kan rejse. Nu vil jeg gaa i Gang med at besvare Dine Breve, som sædvanlig. Brev af 28/9 angaaende mit Helbred og navnlig mit Hjerte, da har det jo maattet ligge hen, Doktoren kan jeg nok faa gratis men ikke Medicinen, saa jeg har ikke faaet den jeg skulde nu i lang Tid, thi jeg har ikke Raad til det. Men jeg skal nok blive ordentlig repareret og gaa i Tördock, naar jeg nu begynder at have lidt Penge mellem Hænder, saa gaa nu ikke og vær ked af det, jeg skal nok passe paa mig selv saa godt jeg kan, det er alt et Pengespörgsmaal. – Ja, stakkels Karna, jeg synes den Præst er en modbydelig Ka’l (ja undskyld mine Domme og Udtryk, men jeg er jo begyndt at tage Bladet fra Munden i dette Brev, saa jeg maa hellere blive ved), ja, jeg kan ikke sige mere om ham, jeg kender ham jo ikke. Og det kan vel ikke nytte stakkels Karna protesterer, men der er ikke Tvivl om andet, end at det er for galt af den Mand, selv om han er Præst – lad os haabe Karna tager fejl denne Gang. – Det er forfærdelig södt af Dig saadan at skrive til Bellevue, Igel hedder Restaurantören. Jeg er jo en direkte Descendant af Dynastiet Bagge, Moder var födt paa Bellevue, hendes Fader var Julius Bagge og hans Fader var den omtalte Rasmus Bagge, jeg synes de burde give os et Exemplar, det kunde næppe köbes…

Ja, jeg holder meget af ”Berlingeren”. Men Topsy, gaa nu ikke hen og give Dine Penge ud paa mig, Du kan selv komme til at trænge til dem. Angaaende Fremantle Brevet, da har jeg ikke Raad til at sende det denne Gang, jeg maa se om jeg kan faa det af Sted med de andre, saa Du kan faa dem ved Julen, jeg ved ikke, om de ere meget værd nu…

Din nygifte Fætter maa jo have Penge, det er jo en större Bryllupsrejse. Jeg mödte en Gang en af Din Moders Brödre, men hvilken husker jeg ikke. – Jeg har ikke set Mrs Duggan i lang Tid, for er hun her i Brisbane? Hun kender mig ikke, naar vi mödes…

Maa jeg være fri for at Du bliver jaloux, de faa Veninder jeg har, behöver Du ikke at være bange for, det er alt platonisk og Venskab, jeg har kendt dem alle mange Aar för Du dukkede op. Men jeg maa have nogen at omgaas, det er sjældent nok, jeg selv ser nogen af disse Vendinder, den jeg saa mest i den senere Tid var Miss Snowdon, hun var altid saa söd og venlig mod mig, men Du kan være rolig for at Du har mig fuldstændig for Dig selv. Men jeg er jo kun smigret at jeg kan holde min Stilling hos Dig og i Dit Hjerte, at selv Præstebroderen ikke har nogen Chance; jeg maa se at blive indbildsk paa mine gamle Dage…

For nogen Tid siden havde jeg den utilladelig Frækhed, at skrive til Dig om at laane nogle Penge af Dig, Du aner ikke hvor det vilde have hjulpet og lettet mig nu for Tiden, men om Du ikke mener Du kan, saa maa Du ikke göre det. Men Du kan jo altid være sikker paa at de Penge ville være her til Dig, naar Du kommer herud. Selv nu vilde det være en stor Hjælp til hurtig at bringe mig paa Fode, jeg trænger jo til Klæder og alt muligt. – Du vil aldrig kunne forstaa det Liv jeg har gaaet igjennem de sidste Par Aar, saa tilgiv mig min Bön…

Ja Din Svoger Præstemanden kan jeg nu en Gang ikke med – og jeg kan ikke forstaa at Din Fader ikke kan være retfærdig mod Eder alle i Alt hvad I have faaet i Avance bör trækkes fra til Slut, naar Testamentet exekveres; men jeg synes Du gör Ret i at slaas for Din og Tootsies Del. Om alt gaar vel for mig, saa skulde der nok blive noget til Dig og til Gusta, naar jeg piller af. Har Clio Jensen ikke tilbagebetalt Dig Dine Penge Du laante hende? Det har hun rimeligvis ikke. Men hun skal betale i engelske Pund, glem ikke det, lad dem nu ikke snyde Dig. – Jeg ser nu, hvorfor Du vil have Billetten gennem Cooks, saa jeg vil, om det ordnes betale Pengene ind til dem, men det bliver sikkert dyrere, men nu faa vi se, men The Commenwealth Line er vist den billigste. Jeg ser der er baade P&O Branch line og andre, saa jeg skal ordne det med Cooks, om det lykkes at faa Pengene. – Men Du maa se, at du er sikker i det Testamente, det maa Du have i fuldstændig Orden og deponeret saaledes, at det ikke kan forandres, man kan ikke stole paa Præsten.

Nej, Du kan sikkert ikke naa herud til 20de Febr., lad os bygge paa 20de Ap., det er mere sansynligt. – Naar en gang Du er her, saa har det jo kostet meget, meget Arbejde, blot Du saa ikke bliver skuffet med mig. Jeg kan ikke finde at ’Tonking’ er i ”touch” med Melboune eller Adelaide, den maa vist være i Melbourne, saa nu haaber jeg at höre om Akvaviten for Nytaar. Det skulde ikke undre mig, om Flasken ankommer i Stumper og Stykker. Da jeg ikke kan vente noget fra Dig i Morgen, kan jeg lige saa godt slutte dette nu. Jeg maa holde Øje med Ankomsten af Brevene nu, denne Post er i London 27de Jan. Saa Du har det vel 29de Jan. Saa er der 3die Jan. herfra, London Feb. 3die, hos Dig 5te Febr. Saa er der 10de Jan. London 10de Febr. Dig 12de Febr. Disse ere de nærmeste Poste, jeg haaber det passer…

11te nov. Det er en gruelig masse Fættere I have, Du omtaler altid en eller anden Fætter. Du synes stadig at være Familiens Repræsentant ved Barnedaab, Bryllupper og Begravelser, jeg kan godt tænke mig at Du bliver træt, og det er södt af Dig alligevel ikke at glemme mig…

Hör hvad er der i Vejen for Din Svoger at anskaffe sig en Skrivemaskine og selv renskrive sine Produktioner, det gör de fleste, selv större Forfattere. – Iaften skal jeg altsaa til Möde med det nye Selskab, jeg haaber alt gaar i Orden, saa jeg kan komme i Gang. Om Du nu var her og havde nogle Penge tilovers, kunde Du tage en Aktie (Pund 20.0.0), jeg tror de ville blive gode, thi de ville alle have saa faa med som mulig, saa om det i det hele taget gaar, blive de Aktier meget mere værd. Jeg tror nu, at det endelig en Gang vil blive en Succes. – Jeg havde min Ven Löfström her i Gaar Aftes, han har aldrig været her för. Jeg spillede alle mine gode Rekorder, det er længe siden jeg har gjort det. I Dag gaar jeg over til Doktoren i Mosmann, saa han kan inspicere mig, inden jeg begynder at arbejde. Det er stadig köligt Vejr og graaligt, men jeg har ikke noget mod det, blot det ikke regner, det holde mine Sko ikke af, og mine Klæder tage sig ikke ud i Solskin. – Saa, nu har jeg været hos Doktoren, der er egentlig kun mit Hjerte, der ikke er, som det skulde være, men naar jeg passer paa mig selv kan det holde 20 Aar endnu. Jeg skal hvile, eller i alle Fald ikke arbejde strax efter Maaltiderne, ikke blive ophidset, saa Du kan forstaa, Du maa ikke ”drille mig”! Jeg troede jeg havde faaet en Brokskade for en Del Aar siden, men alt hvad der var sket var, at jeg maatte have overanstrengt nogle Muskelbaand, og det er bleven et Sædested for Rheumatisme, som jeg altsaa delvis lider af, men det skal jeg nok selv holde nede, nu da jeg ved, hvad det er.

Sydney, 12te Novb.1933. (første og anden side af brevet er hullet!)

Jeg har noget at bede Dig om, i 1932 skrev jeg hjem til ”Möllekompagniet Cerena” 9/3. De lave valsede Byggryn, og jeg troede maaske man kunde göre noget med dem her, men det er umuligt, de blive for dyre. Firmaet var forfærdelig flinke, og sendte mig ud en Pröve i en stöbt ”container” 40 centm x 17 centm., saa Du ser, det var en pæn Pröve. Men jeg kunde altsaa ikke finde nogen Interesse for den Vare her, og det var mig en stor Nydelse at fortære det meste af Pröven selv. Jeg spiser som Du vist ved ”porridge” hver Morgen, den er lavet af groft, knust Hvede, knust med Skallen; dette er egentlig mit Hovedmaaltid. Men jeg har altid gerne villet have en lignende Indstands i Byg, men det er mig complet umuligt at faa det her, jeg kan faa meget fint knust Byg og Perlegryn, men disse passer mig ikke. Jeg husker ikke, hvad Pakken kostede, jeg ved ikke hvor Fakturaen er, men det kan jo ikke være nogen stor Sum, saa min Bön til Dig er om Du ikke kunde gaa til det Firma Dronningens Tvergade 39 og köbe en lignende Kvantitet, og faa dem til at sende den ud til mig (for at spare Dig Ulejligheden). Jeg vil have endnu et Forsög med Markedet her, foruden at tænke paa min egen Mave. Jeg tror Byg er bedre end Hvede for min porridge, mulig vil jeg blande dem. Naar jeg en Gang kan köbe den lille ”crusher” kan jeg jo selv lave det, men det kan jeg jo ikke nu. Du maa jo rimeligvis betale Portoen, jeg antager den kan gaa per Post. Men bed dem lægge godt med Papir om, da Cylinderen var næsten ved at ”lække”, da den kom her. Vil Du göre det for mig, vi kunne senere afgöre slige smaa Mellemværender, naar Du er herude, saa husk at före dem til Bogs. Jeg holdt morderlig meget af deres Byggryn, men det bliver jo en dyr Ret. Om jeg nu ikke skulde have skrevet Firmaet det Resultat, jeg er kommen til med Grynenes Mulighed herude, det kan jeg nemlig ikke huske, saa lav en pæn Undskyldning for mig. Og naar Du gaar derind, saa benyt Dig lidt af det, at Du rejser herud, saa de give Dig lidt mere indgaaende Besked om ?, og Du kan maaske inspicere selve Fabrikationen. Du forstaar nok, hvad jeg mener. Find ud om der overhovedet findes Byg knuste med Skallen. Jeg haaber, ikke Du har noget mod dette Besvær, i saa Fald bryd Dig ikke om det, ”but drop it”. – Saa, jeg var heldig, jeg har lige faaet min Vadsk ind, og nu regner det. Jeg ser nu at Cerena Grynene kosted 35 Ører per ½ Kilo, men det er jo Detail Prisen, vi maa jo have en gros Prisen for Toldens Skyld her. – Jeg ser ikke ”Biosan” averteret mere i de danske Aviser, er det gaaet af Markedet. Du ved, jeg skrev en Gang til Dig om det? Muligvis kan ”Cerena” Grynene sendes som Pröve. Tilgiv mig nu alt det Besvær jeg læsser paa Dig, men naar man er saa söd som Du er, risikerer man sligt. I Morgen ville vi faa at höre, om Du har noget nyt at fortælle og om Afrejsningen synes at nærme sig. Paa Tirsdag skal jeg altsaa til Möde om Aftenen, hvor min Skæbne skal afgjöres, bare jeg havde et ordentlig Sæt Klæder at tage paa, jeg kan ikke rigtig vænne mig til at vise mig i lasede Klæder og fryndsede Kanter paa dem, men det bliver jo værre Dag for Dag. – Om det nu gaar, saa maa jeg först have mine Lorgnetter i Orden, thi det gör ondt i Øjnene at bruge dem jeg endnu har, saa maa jeg til Tandlægen, og saa til Doktoren for en ”General overhaling”, saa kommer Skomager og Skrædder, det bliver en Formue inden jeg kommer gjennem det alt sammen, og det vil vel tage et Aars Tid. Bare jeg kunde skrive Böger, saa har jeg da Materiale nok; men det kan jeg nu altsaa ikke. Topsy, jeg savner Dig, men jeg kan vel egentlig ikke ”savne” Dig, da Du ikke har været her, der maa være et andet Ord, det maa vel være længes efter, trænge til eller lignende, men Du forstaar nok. Jeg er meget nysgerrig efter at se, hvad Du har at sige i Morgen, for nogen Tid endnu vil Du jo ikke have Breve fra mig at svare paa, det er kedeligt, men kunde jo ikke undgaas, men saa sætter Du saa meget mere Pris paa dem, naar de komme, det bliver jo ogsaa monotont at læse saadan en Snes Sider hver Uge og altid den samme Sludder. Jeg har saa smaat tænkt paa at faa Tilbud paa Blæk fra forskellige Firmaer, thi som det er begynder de almindelige Flasker at blive for smaa. Jeg haaber Du eller Gusta sende mig Blæksprutten og eventuelt Juleroser, jeg maa indrömme, at jeg begynder at blive fræk og fordringsfuld, det er virkelig ikke min Natur, men jeg bliver forkælet og ödelagt af visse Personer; saa strengt taget, kan man ikke bebrejde mig noget. Jeg har en billig ”Weekend” jeg köbte en Lammelever, den kostede 4½d, og den vil vare mig i Morgen ogsaa, det er 3 Dage, saa er der ganske vist Kartofler, Ærter og et Lög at lægge til plus Æbler og Rhabarber. – Hvis Du en Gang gaar gennem alle mine Breve og adderer op alle de skrevne Sider, vil Du vist blive lamslaaet over det Tal Du vil naa, og saa er der endda et Par hundrede Sider, der ligge her og vente paa at blive afsendt (det er faktisk 272 Sider). Tænk Topsy at Du saaledes kan forföre et gammelt Mandfolk, naar Du kan göre det 15.000 miles borte, saa tör jeg ikke tænke paa Din Magt, naar Du ankommer her. Jeg antager, at Du let maa have en 1.000 Sider af mine aandelige Udgydelser hos Dig i Hilleröd. Men nu tror jeg ogsaa, at i Fremtiden maa jeg enten korte Brevene af eller kun skrive hver anden Uge, synes Du ikke selv? Hen paa Sommeren i 1934 kan Du lave et stort Midsommernats Baal af dem, det vil kunne ses i Sverige!! Saa Topsy, Du maa hellere komme ud her, saa spare vi alt det, saa slide vi kun paa Mundlæderet. Det er lyst længe nu, den er 6.30. Jeg maa ud at faa min Nadvere og saa se at komme i ”Lullen”. Nu har Du ogsaa haft nok af mig for i Dag. Godnat!

13de Novb. Tusind Tak for Dine to Breve af 5/10 og 6/10, jeg skal svare paa dem med Posten i Morgen, dette er et mellemfornöjet Brev, saa det maa hellere vedblive, at vi kunne faa det hele paa en Gang. Jeg er i et fortvivlet Humeur i disse Dage, dette Liv er ikke til at udholde, denne konstante Mangel paa nogle faa shillings, mangel paa alt muligt, denne Angst og Spænding stadig og uafbrudt over lussede Smaasummer, er det underligt at ens Hjerte og Forstand gaar fjöjten. I October fik jeg Lov til at udsætte Betalingen af min Gasregning (17/10) til 17de Novb., det er nu paa Fredag, og Guderne maa vide, hvor jeg skal faa den Sum fra, og saa lukkes der for Gassen, og saa er jeg færdig med at faa noget at spise. Saa skylder man 3/0 hos Urtekræmmeren og 1/9 hos Grönthandleren o.s.v. og ikke det ringeste Haab noget steds. Om Du blot havde kunnet sende mig et Pund eller to, saa man var kommen af med alt det. Dette har man om sig Dag og Nat, og man gyser for den næste Dag, jeg vil sige Dig, at jeg er ved at blive gal til Tider, og nu er det værre end det nogensinde har været, jeg maa holde mig oppe, fordi der er Haab om at faa den Forretning i Gang, jeg maa give Penge ud til Sporvogne, thi jeg kan ikke gaa paa de Sko jeg har, jeg skammer mig som en Hund at vise mig paa Gaden. Du har ikke Idé om det Liv jeg lever, bare jeg kunde gaa fra Forstanden og glemme alt. Jeg havde haabet paa Dig, og havde Du været her, saa havde vi kunnet klare os igjennem, det er jo ikke Summer det drejer sig om, det er lussede Smaabelöb, det er det, der nager mig saadan, nu da jeg har holdt alt det andet ud saa længe. Det er som Lus og Lopper, man har det med sig hele Tiden, og det æder sig ind i en. Jeg kan kun sende dette Brev denne Uge, Fremantle etc. Brevene maa vente. Du kan stole paa at mangen en Gang har det knebet at finde de 3d til Dit ugentlige Brev, men hidtil er det da gaaet. – Ja, jeg ved godt, at jeg ikke burde skrive alt dette til Dig, Du maa tilgive mig, men jeg maa have det fra Brystet, jeg maa lette mig, jeg hader og forbander dette Liv; der kommer aldrig den mindste Lettelse eller Hjælp, det trækker altid ud – ud – ud og stadig ud, hvem har Ret til at forlange, man skal kunne holde det ud? Ja, jeg kan blive ved i Timevis, men det er stor Synd af mig, allerede at have skrevet ovenstaaende, jeg ved jo, Du vil tage det haardt, men lad det ikke plage Dig, det er nok som det er her for mig. Men rimeligvis naar Du faar dette, saa er det et overstaaet Stadium paa en eller anden Maade, i alle Fald jeg kan ikke holde det ud meget længere, jeg sprænges en eller anden Dag af Raseri og Skuffelse. Men Du kan ikke forme Dig mindste Idé om mit Liv og Tilstand for Tiden. Ja dette Brev bliver Du ikke glad for, men saa kan Du se, at Dine Tanker og Idéer om mig ere alt for gode og höje, jeg er slet ikke, hvad Du tænker Dig, jeg er et ganske almindeligt og tarveligt Mandfolk. – Dette Brev maatte skrives, saa jeg kan faa skrevet et ordentlig Julebrev til Dig, jeg kunde lade være med at sende dette, men det vil ikke give mig nogen Tilfredsstillelse eller berolige mit Sind – saa slet er jeg. Det eneste Haab er, at Du ikke kan læse det, Skriften er sködeslös og værre end ellers. I Morgen tidlig maa jeg se, at faa en rolig Slutning paa dette, jeg kan ikke nu i Aften, jeg er gal og hysterisk. Tilgiv. – Nu maa Du huske, at i Morgen kommer der et ordentlig Brev til Dig, saa glem alt dette. Jeg vil faa travlt med mine Julebreve, bare jeg nu kan faa dem af Sted i Tide. Lad os haabe, jeg har gode Nyheder i Morgen …

Sydney, 15de Novb. 1933. (1)

Ja, det maa jo have været en Forskrækkelse med den Underretning fra Karna. I forbindelse med denne Sag, faldt det mig ind, at om Din Fader betaler de stjaalne Penge, saa burde han langt mere betale de 5 % paa Din Billet, som Du maatte opgive for hans Skyld, det synes jeg vilde være fair. Men at bede om det, er vel ikke i Din Natur, som det er i mange andres. Jeg er kommen til den Slutning, at Penge og Pengesager ere noget modbydeligt noget, navnlig mellem Venner og Familie, de bringe ofte Karakteren frem…

Jeg maa nok sige, at den Akvavit vil have rejst, om jeg en Gang faar den. Din Fætter maa altsaa have skrevet til et forkert Box No. Lad os haabe bedre Lykke denne Gang, bare han kan komme i Land med den, og ligeledes haabe han pakker den meget godt, ellers naar vist kun Skaarene mig, men jeg har ingen anden Postadresse end min Box, jeg vil aldrig have Breve el. l. til min Bopæl, som jeg nu har det. Der vil blive Fest i Landskabet, naar den kommer. Hvad Skib er Din Fætter paa? Saa jeg kan holde lidt Øje med det…

Ja, det er noget kedeligt noget, denne Stræben for Penge, og det er kedeligt at K. er en af den Slags; paa den anden Side gaar vel alt, hvad hun eller Præsten saaledes faar af paa den endelige Arv; saadan synes det mig at burde være, og saaledes var det med os Börn, ellers havde jeg faaet meget mere end de andre, det er simpel Retfærdighed, synes jeg. For Resten er det ikke Din Faders Pligt at forsörge Præstens Börn, Præsten er jo selv Ophavet. Maaske har Du ikke set Spörgsmaalet paa den Maade, og K. kan vel slet ikke se det saaledes. Nu har jeg besvaret Dine Breve…

Jeg tror, Du kunde have sparet Dine 5 % paa Billetten, om Du havde talt fornuftigt med dem. Du burde se at faa det godtgjort, naar Du endelig tager den ny Billet, i værste Tilfælde burde Du benytte Dig deraf til at faa en bedre Kahytsplads end Du ellers vilde faa, man maa skære den paa alle Ledder i denne Verden. – En ny Kommission: Se efter i Vejviseren om Henry Ryding endnu har Lykkesholm Allé 26, Kbh. V. Hvis han gör det, saa er han rimeligvis endnu levende. Gör mig saa den Tjeneste, naar Du kan göre det ubemærket, at ringe ham op en Gang nær Jul (Telef. Vester 6680) og giv ham en Julehilsen fra mig med mine bedste Ønsker. Og kan Du saa faa Tid, saa gaa ind at se ham en Gang, inden Du rejser herud. Han er en gammel god Ven fra London og Kbh., han er en Kröbling af Gigt el. l., saa han kan hverken skrive eller bevæge sig meget. Sidst jeg hørte fra ham var fra 3/12 1929, da var han over 66, saa nu er han maaske död. Jeg har skrevet ham et Par Gange siden, men har naturligvis ikke hört fra ham. Om jeg hörer han er levende, vil jeg sende ham et Brev. Han kender Springett, in fact det var ham, der introducerede mig til Springett en Gang i 1895, saa Springett vil ogsaa være interesseret i at höre om ham. Da jeg saa Ryding sidst var i 1912, da havde han en Kaffeforretning i Pilestræde tæt ved Østergade. Jeg er glad ved at jeg tænkte paa ham, om han er levende, vil det glæde ham at faa en Julehilsen. Jeg har nu lige læst hans Brev af 3/12 1929, og det har atter glædet og interesseret mig, men meget er sket siden den Gang. Mon han endnu er levende; men hans Kone og Datter maa jo findes og kunne fortælle Dig om ham. I Rydings Brev i 29 mente han, at Springett maatte være godt over 70 Aar, jeg har ingen Anelse om S’s Alder, men det maa vel være noget saadant, saa det er nogle gamle Ka’le, Du nu begynder at kende, og jeg er den yngste af dem. – Jeg havde saa det Möde med de Mennesker i Gaar Aftes, og alt var tilfredsstillende for mig, jeg faar, hvad jeg forlanger, og det er en pæn Klasse Mennesker. Kun have de ikke Pengene samlet endnu, saa der vil vist gaa nogle Uger, inden vi komme i Gang, og jeg kan faa nogle Penge, og det er det værste der kunde hænde mig, jeg aner ikke, hvorledes jeg skal overleve den Periode, det er mærkeligt, at hvad der angaar mig, aldrig synes at komme til en Slutning eller Begyndelse, altid skydes ud og altid vente – vente – vente. Naa, never mind, dette er et Julebrev, saa vi maa glemme den Slags Ting …

Sydney, 15de Novb. 1933. (2)

Jeg er stadig ked af det Brev, jeg skrev för Julebrevet, men jeg maatte ud med Det, og Du vil bedre forstaa (huller i brevet, red.)…

Nej, mine Trængsler faa aldrig Ende för jeg er berövet alt og staar splitternögen paa Gaden, og saa holde de formodentlig heller ikke op. Nu har jeg den Plads eller Ordning med Hensyn til Rensemidlet, men Du skal se at det vedbliver at trække ud, til naar ovennævnte Tilstand eller er död af Sult. Og det kan ikke vare længe för jeg naar den ene eller begge Dele. Jeg havde bestemt ventet at faa alt i Orden i Gaar Aftes og begynde at arbejde, og i saa Fald havde det været min Agt, at bede om jeg ikke kunde faa den förste Uges Lön forud. Saa kunde jeg have klaret Huslejen og Gasregningen og endda have lidt til Mad og Sporvognspenge. Nu kan der intet ordnes för næste Uge, og saa er det for sent. Jeg maa se om jeg kan laane lidt paa min Skrivemaskine, saa jeg i det mindste kan klare Gassen. Ja, Du kan tro, Livet er værd at leve, og at man er i et godt og venligt Humeur, og ens Stolthed gaar F. i. V., og ens Arbejdskraft ebber ud af en, man bliver et smukt Individ. – Ellers var de Mennesker i Gaar Aftes saa pæne imod mig, og jeg vil kunne danne mig en ledende Stilling mellem dem, om jeg naar at komme i Gang; jeg fik, hvad jeg forlangte, og jeg tror desuden, de ville give mig en Andel i Kompagniet. – Her er mere Kommission. Der er en Østriger O.C. Reckt, som patenterer et System eller Apparat for at forhindre Falsknerier af Værdipapirer, Cheques o.l. Han kalder Systemet S.F. (Safety First) Om man kunde faa fat i Agenturet eller Salgsrettigheden her, skulde der jo være noget at göre, om Systemet er alt, hvad der siges. Jeg kender ikke hans Adresse, men det hele er omtalt i ”Denmark Abroad” for September 1933. Du kunde maaske göre Forespörgsler. – Ja nu ikke mere i Aften, vær nu ikke vred paa mig for alle de Sorger og Besværligheder jeg forvolder Dig.

18de Novb. Som Du vil kunne se, har jeg forsömt Dig i nogle Dage, jeg har ikke været oplagt til at skrive, og maaske det var for det bedste, thi jeg er nu falden lidt til Ro, og kan skrive til Dig i en noget anden Tone; kun det, at i Dag regner det og jeg er slöj og træt og noget melankolsk, saa rimeligvis bliver det heller ikke til meget med Skrivningen i Dag, jeg gik egentlig helst i Seng og sov, sov og sov, sidste Nat sov jeg daarligt, jeg var nervös …

19de Novb. Nu skal jeg fortælle Dig om alt mit Söndagsarbejde, om Du nu bare maa blive tilfreds med det, og ikke sige, jeg er doven. Op Kl 7, vadskede og hængte ud i Regnen, saa min Frokost, fejet alle gulve og stövet af og Vadsket en hel Del Glas og poleret 30 Billed Glas, vadsket alle el. Lamper og Porcelains Skærme, vadsket Badeværelsegulvet, kogt Æblegröd, lavet i Stand til Middagen, og adskillige andre Smaating, jeg har kun siddet ned til min Eft.m. The, og nu er Klokken 5. Jeg föler mig nu lidt træt, men jeg maa have skrevet lidt til Dig, jeg har forsömt Dig denne Uge, men det er maaske ingen Skade til, jeg har vis forvænt Dig hidtil. Hör, hvis det er muligt for Dig at tage til Frederikssund og se den gamle Hr. Larsen, inden Du rejser saa gör det, Larsen er saadan en god Ven med mig og har været en stor Stötte til mig i disse Aar. Er der ikke Jernbane fra Hilleröd til Frederikssund? I saa Fald kan det jo kun være et Par Statione. – Jeg gad vidst om Du faar dette Juledag, eller först efter Jul. Med denne Post, maa jeg have sent Springett min Julehilsen. Saa nu fandt, jeg en ny Kommission. Gaa ind til Cigarhandler W.Ø. Larsen paa Amagertorv paa Læderstræde Siden tæt ved Höjbroplads, om Firmaet stadig er der, og köb mig en 5-6 Cigarer af unge Massmanns, han er jo nok gammel nu, da han var min Klassekammerat i Skolen, men det er for ikke at forvexle ham med Faderen, begge lavede Cigarer, mulig ere de forenede nu, det ved jeg ikke. Men Heinrichs Cigarer passede min Smag, helst en Colerado eller Maduro i Farven, og helst en cylindical lige op og ned Form. Bed dem give Dig Navnene og Priserne paa nogle af hans Cigarer, om jeg en Gang faar Raad, vil jeg have nogle sendt ud. Men tag ikke mere end nogle faa Stykker med Dig, ellers kommer Du ind med Tolden her, og saa bliver det for dyrt. Men lad det være nogle af hans bedste med Habana Indlæg, eller nogen Habana Tobak i. Det var en værre Straale kan Du klare den for mig. Find saa ogsaa ud samtidig, om Massmann er der om der er en ny Generation, saaledes at min Klassekammerats Sön er ”en Cigarfabrikant” unge Massmann. Tiden gaar jo…

I Dag for 34 Aar siden var det ogsaa en Söndag, og jeg befandt mig paa 48.3 Breddegrad og 42.43 Længde med en moderat sydlig Vind og en svær S.W. Sö, jeg husker den godt, vi havde Reb spændt hele Vejen langs Promenadedækket paa M/S Teatonic og om Onsdagen ankom vi i New York. Ja, det var den Gang, da var Topsy ikke födt endnu. – Jeg haaber, Du havde en dejlig Aften til Per Gynt, det maa vist have været i 80’erne at jeg saa det med Henrik Clausen og Ida Aalberg.

21de Novb. Det var godt at faa Dine Breve af 11/10 og 13/10 i Gaar, selv om de ikke indeholdt meget. Hör nu Topsy, jeg taler altid lige ud af Posen til Dig og er ærlig mod Dig, saa Du maa være det samme mod mig i det fölgende, der er ingen som helst Grund til at holde noget tilbage, jeg kan godt taale Sandheden og Virkeligheden. Jeg har nu igjennem nogen Tid haft det Indtryk, at Din Fader ikke kan lide mig, og hvis vor Korrespondance opdages, vil Du have nogle ubehagelige Øjeblikke, er det ikke saa? Jeg kan ikke indse andet, end at Du ikke i Længden kan vedblive at faa mine Breve uden at det ses. Et eller andet hænder en Dag, saa et af mine Breve ikke kommer Dig i Hænde direkte, det gaar maaske en Gang og to Gange, men 3die Gang kan der maaske blive Vrövl, og Du faa Ubehageligheder. Slig Mulighed burde vi reducere til et Minimum. Hovedpostkontoret er jo tæt ved Jernbanestationen i Kbh., der have de vel Boxe som andre Steder. En saadan kunde Du eventuelt tage, og da Du vel nok kommer til Kbh. en Gang om Ugen, kunde Du jo faa mine Breve lige saa regelmæssigt, om Du end nu og da maatte have at vente en Dag eller to. Paa den anden Side var Du fri for den Angst at de skulde opdages. Her betaler jeg et Pund om Aaret for Boxen. For Resten maa vist Posten næsten være en Dag tidligere i Kbh., det er jo ogsaa noget at regne med. Jeg omtaler dette for det Tilfælde, at Du ikke kommer af Sted saa tidlig, som vi haabe, det ser jo ikke lovende ud i den Retning. Denne stadige Venten paa Brevet, maa göre Dig nervös. Tænk det alvorligt over. – Jeg maa gratulere Dig, for det synes Du har faaet lidt Ben i Næsen, jeg synes Dit Standpunkt over for Din Svoger er just det rette; jeg finder hans Optræden meget pueril om ikke sjofel. I have no time for that gentleman med al hans ukontrollerede Frugtbarhed og Egoisme. Jeg haaber, Du vinder en bestemt og eclatant Sejr, men sov ikke paa Dine Laurbær. – Tak for Billedet, men det er jo stadig ikke noget godt Billede af Dig; jeg kan egentlig ikke sige endnu, at Din Frisure klæder Dig, men det er maaske fordi det kun er et Billede; den minder mig stadig om Pasbilledet, nu vil Du sikkert indrömme at jeg er ærlig i mine Meninger. Din Fader er bleven tynd i Ansigtet mod hvad han var herude i gamle Dage. Tænk jeg saa en Mand i Gaar – nede i Aarons Exchange Hotel, han lignede i den Grad Din Fader, at jeg maatte se paa ham 2 Gange, Briller, Skæg og det hele Udseende, undtagen han var höjere, var Din Fader op ad Dage.

22de Novb. Vi naaede heller ikke videre i Gaar Aftes, saa jeg gaar stadig i Laser og bundlöse Sko, uden Penge, kan ikke en Gang faa Haaret klippet. Næste Möde er Onsdag i næste Uge. Jeg kan ikke tænke mig noget mere rædselsfuldt end min nuværende Stilling og hvorlænge jeg endnu kan holde ud er problematisk, der er dog en Ende til alt. – Nu maa jeg slutte dette, jeg skal til Byen at poste det. Hav det nu godt Topsy og Glædeligt Nytaar…

Sydney, 24de Novber 1933.

Jeg har lige været rundt at se paa Lokale for Fabrikken sammen med 2 andre fra Firmaet, og det er saa godt som bestemt at vi tage den Bygning, den er 3 Min. Gang, fra hvor jeg bor. Bare vi nu kunne komme i Gang i næste Uge, saa jeg kan faa nogle Penge, det er et rædsomt Liv, som det nu er. Jeg antager dette Brev vil naa Dig den 1ste Jan. Saa endnu en Gang Glædeligt Nytaar og alt muligt godt i det nye Aar, og jeg haaber ikke, det skal være nödvendigt om et Aar atter at skulle sende Dig Hilsen og Ønsker per Brev, thi saa vil det blive noget anstrengende. En af de Herrer, der ere interesserede i ”Purgo”, har været mange Gange i Kbh, men i Begyndelsen af 80’erne. Jeg viste ham den Bog Du sendte mig, han kunde gjenkende nogle af Stederne, men Manden er jo oppe i Firserne, hvad man langt fra skulde tro. Han kom fra Harwich med sin Principal og skulde til Danmark via Esbjerg, men de strandede paa Fanö, han mener det var 1882 eller 83. Om Du en Gang kommer nær det Forenede Dampskibsselskab, saa se om Du kan finde ud hvad Aar og hvad Baad det var, der strandede, der kan jo ikke være mange at vælge imellem, saa det skulde ikke være vanskeligt at finde. Rimeligvis findes der en Bog med det Forenedes Historie, og i en saadan omtales det sikkert. Det kunde more mig at hjælpe paa hans Hukommelse, og jeg kan ikke tænke mig, at det vil give Dig meget Besvær, ellers kunde jeg jo skrive til dem. Jeg kan ikke tænke mig at det kunde være nogen anden end en af det. F.D.S. Baade, de begyndte den Rute. Jeg sejlede med en af dem i 1888, nej 89. Baaden hed Express og Kaptajnen Mecklinburg. It was a rough trip, med Kreatur og Faarestank hele Vejen, og ingen Plads paa Dækket for Faar, de ulykkelige Asener. I de Dage tog det 36-39 Timer, nu tager det næsten kun Halvdelen. Gamle Levin, en dansk Forretningsmand fra London var ombord og Dr. Mauicus Levin senere viste mig omkring i City og Eastend, navnlig de Steder hvor Jack the Ripper Mordene havde fundet Sted. Jeg gyste passende. Bare jeg havde de Breve, jeg skrev til Moder, man kunde finde meget ud fra dem, jeg mener af ren personlig Interesse, det vilde hjælpe paa ens Hukommelse. Bare jeg havde beholdt Moders Breve…

Jeg faar mindre og mindre Lyst til alt mit Husarbejde, men det er vel Reaktionen efter alle disse strenge og brydsomme Aar, jeg föler mig træt og trænger til Hvile i nogen Tid, bare jeg kunde komme bort en 14 Dages Tid til Julen, men det gaar sikkert ikke, der er saa meget andet, der maa gaa först. Ja, jeg er doven, gruelig doven, jeg gaar og daser, tænker og bestiller ikke noget, men det gör mig maaske godt. De spille en Masse gamle Melodier paa Radioen her, Daisy, After the Ball og jeg kan ikke huske alle Navnene, but I like it; men det varer ikke længe, saa begynder et eller andet Fjols at tale, og saa gaar min Interesse …

Livet er meget dull og kedeligt, som det nu er. Bare jeg kunde komme til London eller Kbh. og gaa ud og more mig saa det knagede efter i en 2-3 Dage, det vilde hjælpe paa ens döde Sjæl. Men det naar man aldrig, det begynder at pine mig, at der ikke er nogen Sandsynlighed for, at jeg nogensinde kommer hjem igjen, jeg elsker Europa (dog ikke Tyskland eller Rusland), jeg har ikke spor af Fölelse for Australien, jeg er ikke her af min egen frie Vilje, og derfor er jeg aldrig lykkelig, og det har egentlig været en stor Skuffelse, at Du ikke er kommen, nu havde jeg jo en gang sat mit Haab og Lid til Dig, men Gud ved, om Du kunde holde mig ud …

26de Novb. Jeg har som vanligt om Söndagen slidt i det, om jeg end har holdt Hvile ind i mellem af Hensyn til mit Helbred, at jeg maa kunne vare til Du kommer en gang. Bare Du havde kunne laane mig nogle Pund, jeg havde jo den Frækhed at bede Dig derom en Gang, for lang Tid siden; men jeg kan tænke mig, at under de forhaanden værende Omstændigheder med Eders Finanser derhjemme vil det være Dig umuligt, saa vær ikke ked af det, jeg er snart vant til alle mulige Slags Skuffelser. Men det vilde have lavet en uhyre Forskel paa min Existens…

Har Du stadig en Onkel, der er Apotheker i Hilleröd? Det er mærkværdigt, jeg har nu i 20 Min. nöje undersögt min gode Ven og Stötte Kraks Vejviser for 1917, men kan ikke finde, at der er noget Apothek i Hilleröd, det maa være derfor I holde Eder saa godt der. Saavidt jeg husker var han gift med Din Faders Söster, men jeg kan ikke huske Navnet, og det gör jo egentlig ikke noget, men nu kom jeg lige med et i Spörgehjörnet. Saa nu fik jeg lige Lyst til at gaa ind til á Porta paa K’s Nytorv og faa mig en Apéritif för Middag, jeg trænger meget til noget Spiritus, bare jeg kunde huske Navnene paa de forskellige Ting derinde, men dem har jeg rent glemt, simpelthen Mangel paa Øvelse. Mennesket, i dette Tilfælde mig, er ikke skabt til at være total afholdende, nu har jeg været det saa længe, at det er væmmeligt; Gud ved, om man nogensinde kan blive et ordentlig Menneske, eller i det mindste Mandfolk, igjen? …

Jeg er et rædsomt Menneske til at pine migselv, nu fik jeg jo Vejvisern ud, og saa turede jeg rundt paa Kbh’s Kortet, til jeg kunde tudskraale af Længsel, jeg gik gennem alle de gamle Gader og tænkte paa de og de Huse, de og de Personer, de og de Hændelser etc. etc. Bygninger jeg lagde elektrisk Lys ind i i 1892-93 og delvis 1891, der var en Mængde Huse paa Østergade og gennem Ströget; bl.a. Morescos store Ejendom, Østergade 24, den strakte sig helt ud til Grönnegade, jeg kunde aldrig finde mine Folk i alle de Gange, Værelser og Etager. Mon jeg har bedt Dig, kigge op paa de to Kvistvinduer paa Höjbroplads 7, der boede jeg fra 1891-93, der var to Værelser, hvis ikke saa kig derop, naar Du en gang gaar forbi paa den anden Side, eller fra Vimmelskaftet. Du kan tro, jeg fik travlt, hvis jeg kom til Kbh. Jeg havde det godt, den Gang i K., det var en dejlig Tid; derfra gik det til Stockholm i 2 Aar, saa til London. – Saa nu faar Du virkelig ikke mere i Dag, nu skal jeg ud at lave mig Röræg og stegt Tomat, det er Tomatgratin simplificeret.

28de Novb. Tusind Tak for Dine Breve af 20/10 og 23/10 samt Bellevue Bogen, alt glædeligt at modtage. Jeg skal i et senere Brev behandle det alt enkeltvis, men jeg faar ikke Tid til det i Dag, da der er noget generelt jeg har at sige for the good of Topsy. Du har fuldstændig Ret, naar Du skriver at Du maa have nogen, der kan tage Dig i Nakken. Naar Du komme herned skal Du nok finde den, der kan göre det paa en pæn og hensynsfuld Maade, men bestemt. Indtil da maa Du se at faa Tag i Dig selv, Du maa tage Dig sammen og kontrollere Dine Nerver, Du maa faa Magt over al den Græden og alle de Taarer, hvis ikke Du gör det nu snart, faar det alt for megen Magt over Dig, og Du kan aldrig blive af med det, og jeg vil sige Dig rent ud, at der er Grændser for, hvad jeg kan taale af den Slags, der maa være Rimelighed i alt, og Du maa nu se at blive voxen i den Retning. Hvis man lever sammen med et Menneske, kan den Slags Vaner eller Karaktertræk efterhånden virke irriterende paa den anden Person, og saa kan det let være for sent at vænne sig af med sligt. Alle disse Tilskyndelser maa vi tage, som de komme, altid smile og holde Modet oppe saa Topsy, faa nu Magten over Dig selv, og Du forstaar nok at alt dette er skrevet i bedste Hensigt, baade for Dig selv, som for mig. Jeg er forfærdelig ked af nogle af de Breve, jeg har skrevet til Dig, while I was down in the mouth, jeg fortryder jeg ikke holdt alt det for mig selv, det burde jeg have gjort, Du tager sikkert alt for tungt paa det, men nu er det gjort, saa tilgiv mig. Nu har jeg sagt, hvad jeg har at sige om det. – Hvis Du nu rejser i Januar, saa maa det altsaa være den 16de Jan., Jervis Bay, medmindre Du rejser med en anden Linie og Du vil være her den 26de Febr. Bare Du nu lader mig vide i Tide …

I denne Uge blive min Kontrakt sikkert underskrevet, jeg har i Dag været med dem hos Sagföreren, og en ny vil blive skrevet til i Morgen, og vi have Möde i Morgen Aften, saa jeg haaber, at den nu er saadan, at jeg vil sætte mit Navn til den. Jeg er ubetinget ”boss cocky”, de læne sig alle til mig, hver eneste en, bare de nu kan aabne Pengepungen senere, naar det behöves. Det vil blive et knapt Aar, det förste.

Sydney, 10de Decb. 1933.

Jeg har haft meget travlt i Dag, trods jeg egentlig ikke er i Stand til dette Arbejde, med at lave en Slags Julerent, vadsket Gulve etc., men jeg kan ikke holde Tanken ud, at her ikke skulde være rent. Jeg skrev Dig, at vi havde nu faaet Lokale til Fabrik her i Nærheden, desværre er det op en stejl Rejsning, men det maa nu være at jeg maa tage det langsomt. Der bliver ikke noget af en Ferie i Julen, der er ingen Midler til det, jeg maa allerförst ekviperes, og det vil tage en hel Del, saadan som jeg er stillet i den Retning, man har jo ikke Kredit i disse Tider, som i gamle Dage. Jeg har ikke vadsket i Dag, det saa ud til Regn, og jeg kan ikke klare alt nu mere, I could do with a good stiff Whisky and soda now; men derfor er jeg ikke fordrukken, Du maa ikke blive bange. Hvorledes jeg kommer til at tilbringe Julen, aner jeg ikke, men det bliver sikkert herhjemme. Jeg er begyndt at blive ked af mig selv, og jeg gider ikke lave Mad og göre rent mere, jeg er træt og uden Energi. Jeg skal have mig en Böf og Æblegröd i Dag, jeg maa jo spise lidt en Gang imellem, og ellers holder jeg mig meget fra Köd. – Mon Du nogensinde kommer af Sted, i saa Fald haaber jeg ikke, Du faar alt for meget Vrövl, eller at Du rejser med en daarlig Samvittighed; men jeg synes stadig at Tootsie burde klare det, selvom hun maaske opgive sin Plads. Hvornaar skal hun Giftes? Det kunde maaske reflektere paa Din Rejse og Ophold her? I Morgen haaber jeg der er en god Post med en Masse Underretning, saa man ved, hvor man er. Sligt har jo ikke udmærket Situationen hidtil. – Jeg ligner en Vildmand, jeg har ikke barberet mig i 2 Dage, hvorfor skulde jeg göre det, ene med mig selv, som jeg er. Tænk, jeg som altid var i Luften, jeg er nu næsten aldrig uden for Dören; men hvis Du kommer, bliver det nok anderledes…

Tak for Berlingerne, de ere altid velkomne. Skuespillet har jeg endnu ikke faaet Tid til at læse. For Tiden har jeg meget at skrive og ordne. Derfor ere mine Breve til Dig heller ikke saa lange, om Du har lagt Mærke dertil, men det er vist nærmest en Fordel. – Jeg fik en Del Söndags Berlinger fra Gusta med sidste Post, i en af dem var et Billede af en af mine tidligste Forelskelser, det var en Gang i Firserne, i Slutningen, den Gang da Ordrupbanen blev anlagt, og jeg körte Væddelöb paa de höje Maskiner og vi havde internationale Löb og Udstilling i 1888. Jeg havde 3 Englændere, en Del Nordmænd foruden Danskerne at köre med, men en af Englænderne slog mig hver Gang. Jeg rejste derefter til Nürenberg et Aar og derefter til Skolen i London i 2 Aar, saa var jeg hjemme i 2 Aar, derefter i Stockholm i 2 Aar, rejste derfra til London, og har ikke siden boet fast hjemme i Danmark. Sidst jeg saa bemeldte Dame var vist paa et Bal hos Vett’s, de boede i Bredgade eller Marmorpladsen: jeg antager det var i 92. Hun er nu gift 2den Gang og er Kammerherreinde. Men jeg var forlovet i 92. Det vilde være Sjov at træffe hende en Gang og snakke gammelt. Hun har sikkert haft en Masse Friere, bl.a. havde hun den ældste af Englænderne som saadan, men jeg friede aldrig til hende, men vi vare morderlige gode Venner og passede brilliant sammen. Hendes Moder var et udmærket Menneske, hun var en af mine bedste Venner, jeg har endnu en Del af hendes Breve. Naar alt kommer til alt, tror jeg, jeg havde klaret mig meget bedre, om jeg var forblevet i Danmark; men det var jo heller aldrig min Agt at blive saa længe i Udlandet, i alle Fald aldeles ikke i Australien, her er jeg bleven trunget til at blive frivilligt og tænk, om Du nu saaledes var sluppen for mig og al den Venten og Skuffelse, og hvad ellers Skæbnen maa have i Gjemme for Dig med Hensyn til mig, lad os imidlertid haabe det er godt, thi Du kan umuligt have fortjent andet. Ja, her har Du en af mine ”Episoder”, det er vist ikke værd, at jeg fortæller Dig dem alle. Men i alle Fald, i den Tid Du kendte mig, var der fuldstændig roligt i Shipkapasset*, men det er vist ikke et Udtryk, Du kender, det stammer fra den russisk-tyrkiske Krig, en Menneskealder för der var tænkt paa Dig. Tror Du nu, Du kan blive tilfreds med den Slags Restbelöb som jeg? Saa nu spillede de lige ”Valse triste” af Sibelius paa Violin fra Radio’en, den elsker jeg, den passede mærkværdig nok ind i Situationen. Jeg havde en Rekord en Gang, den maa være gaaet samme Vej som alt det andet…

(*Sjipkapasset er et pas, der ligger i godt 1300 m.o.h., i den bulgarske del af Balkanbjergene. Passet var skueplads for voldsomme kamphandlinger under den russisk-tyrkiske krig i 1877-78. red.)

Jeg har for mig et Brev, som jeg löb paa i Dag, det er fra min Ven og Chef i 1898 Poul Schou. Jeg havde Ferie i September og var i Kbh. Din Auntie var der ogsaa, og blev meget syg og maatte opereres; jeg skrev og fortalte ham derom og bad om en extra Uge holiday, som jeg fik paa et meget venligt og deltagende Brev. Inden Ugen var ude fik jeg endnu et Brev fra ham, hvori han gav mig min Afsked, jeg maa se at finde det, saa man kan lægge dem sammen, les extrèmes ou touchant. Se saadan noget render jeg altid paa. Saa nu maa jeg holde op…

11te Dec. Det var en rædsom Skuffelse i Dag, ikke et Brev, hvad mon der er sket? Dette var en Mulighed, jeg aldeles ikke havde tænkt mig, det var et Lyn fra klar Himmel, nu gaar jeg og spekulerer paa det til næste Mandag, da der forhaabentlig kommer Brev. Jeg haaber ikke Du er syg, eller at der er sket noget med Din Fader, jeg kan slet ikke tænke mig, at der ikke er kommen et eneste Ord, mulig er Du kommen for sent til Posten. Naa, der er jo kun at vente, jeg kan intet göre, men Du har jo forvænt mig. Jeg kommer ikke bort i Julen, det kan jeg da sige bestemt, og nu skal man studere alt meget nöje, saa man ikke sulter ihjel, thi der er en 2-3 Dage, hvor man intet kan faa fra d’Herrer Handlende, og det er slet ikke saa let, naar man ingen Isskab har. Gud ved, hvormange misserable Jule, jeg nu har haft, det er ikke faa. – Jeg ser det er Karnas Födselsdag i Dag om 8 Dage, good luck to her; men Du vil være herude til Din den 20de Feb. – nej det kan Du jo ikke naa, det bliver Din 34te Födselsdag…

Jeg traf en af Hawkins gode Venner, jeg mener han var, han mente H. kom ud nu snart, maaske ved Jul, men han mente ogsaa, at hans Bedragerier vare nærmere Pund 45.000.0.0 end Pund 10.000.00, saa han mente, han maatte have noget stukket til Side et eller andet Sted. Og jeg kom for förste Gang i Tanker om den Rolle H. maatte have spillet, med underhaanden at hjælpe til at faa mig ud af Baltic, og han burde hjulpet mig for alt han var værd, han havde tjent ganske pænt gjennem mig, bare jeg havde nogle af de Penge, han kostede mig i Whisky. Nej – jeg har ikke mere Medlidenhed med ham. Han fik over Pund 80.0.0 af mig, da Baltic Ltt. blev dannet, og senere fik han vist en Del ud af Siewortz. Det er ikke saa underligt, at nogle af os maa gaa omkring og være fattige…

13de Dec. Kun nogle faa Linier for at slutte dette Brev, det bliver vist en varm Dag, og jeg skal jo flytte en Del Materiale op paa Fabrikken. Jeg har det ikke for godt, den Rheumatisme synes at sprede sig, og jeg er ikke glad ved Tilværelsen. Nu faar man endelig noget at bestille og saa bliver man syg, men det gaar vel paa en eller anden Maade, men jeg synes det er uretfærdigt haardt, in fact det er ondskabsfuldt. Nu haaber jeg paa Brev næste Mandag …

Sydney, 22de Decber 1933.

Jeg fik Brev af Sted til Dig i Gaar, bare Du havde skrevet til mig tidligere angaaende dit Besvær med de Pengesager og Billetten, se hidtil har jeg jo slet ikke tænkt eller brudt mig om det Spörgsmaal, og jeg maa sige at fra Dine Breve staar Sagen ikke rigtig klar for mig. Jeg forstaar, at Du maa have et Permit, og at om Du ikke kommer ud til en Plads el.l. maa Du deponerer Pund 100.0.0, hvoraf Du kun kan faa en Del tilbage naar Du forlader her, det er altsaa naar Du betaler alt i Danmark. – Om nogen önsker Dig herud, eller har en Plads til Dig, saa behöver Du kun det Permit og Billetten maa betales fra denne Side. Nu desværre har jeg jo personlig ikke de Penge der kræves for Billetten, ellers var det hele jo let, og tilsyneladende kan Du heller ikke sende mig det Belöb (Pund 55.0.0), thi i saa Fald var det jo heller ikke svært at ordne. Saa synes det mig, at Du ikke kan bringe det Belöb ud med Dig heller, eftersom det Du skriver, og Dine Penge kan Du kun faa ud klatvis, aldrig over ti Pund? Det er jo en dyr Methode. Gennem et Forretningshus her kunde jeg vist let ordne det hele, om jeg blot vidste naar og hvor, de kunde faa de Penge til Billetten tilbage. Jeg skal endnu en Gang gaa gennem Dine Breve og se om jeg kan faa nogen bestemt Idé ud af dem. Om Du kunde betale dem ind i London kunde jeg let faa dem herud og betale Billetten, og det maa Du vel egentlig kunne da Du alt har det Belöb fra den forrige Billet. Jeg skal gaa nærmere ind i den Sag og lade Dig vide. Jeg maa altsaa tage Pund 55.0.0 aust. Penge for at betale Pund 44.0.0 engelske Penge. Men jeg skal komme tilbage til dette Spörgsmaal og lade Dig vide her eller per Cable. I saa Fald slipper Du for Clio og Mrs Duggan eller Mabel Lord, og Du ved jo ikke en Gang om de have de Penge rede. Bare jeg havde vidst alt det tidligere, i næste Uge skal jeg se ang. det Permit og skal samtidig finde ud om det andet. – Hvis Du ikke har været til Frederiksund, saa slipper Du for det, da Larsens Fader döde for en 10-12 Dage siden. I næste Uge faar jeg först Posten om Torsdagen, saa jeg kan ikke svare paa Dine Breve samme Uge. Bare vi allerede havde udkorresponderet angaaende de Rejsepenge, det skulde vi have taget op for lang Tid siden, det er jo ikke saadan naar vi leve hver i sin Ende af Jorden.

23/12. I Morgen, Juleaften, kommer min Ven Löfström til Middag og vi skulle have Andesteg, det er længe siden nogen af os har haft det, hans Kompagni blev registreret forleden saa jeg haaber hans Trængsels Dage ere forbi nu snart, det er paa Tiden, som det var med mig. Saa har jeg stuvede Aprikoser og Flöde samt Kaffe, og jeg har 2 Flasker Øl, saa det er helt idyllisk. Men der er ikke meget paa Anden, den skal stoppes paa dansk med Ebler og Svedsker. Jeg har faaet en Indbydelse til Mrs Gwen Tayler (födt Holden, Du har set hende mange Gange) i Duwly, men har endnu ikke bestemt, om jeg gaar, jeg skammer mig over mine Klæder og Sko de ere rædsomt lurvede. Ellers burde det göre mig godt i alle Maader, men der er jo ogsaa en Del Rejsepenge man skal ud med…

Dit Brev af 14/11. Naturligvis siger jeg Du skal have en Stilling hos mig, saa jeg kan ikke tænke mig andet end at vi faar den Opholdstilladelse. Bare jeg nu vidste, om Du vil have de Penge til Billeten, naar Du lander her, om jeg bestemt ved det, kan jeg maaske, som alt sagt, skaffe Pengene for det Tidsrum, eller maaske bedre om Du kunde indbetale dem i London. – Ja Tak min Ven, jeg har med stor Glæde modtaget alle Böger og Blade, kun ikke dem Du omtaler i dette Brev, men jeg antager de ville være her denne Uge…

Brev af 16/11, kaldet Julebrevet – ja det er skammeligt, at vi skulle tilbringe Julen, hver for sig; men det kan jo ikke være anderledes, jeg synes i det hele taget at denne Forsinkelse har vist sig at være godt for Dig, tænk hvorledes det alt vilde have været, om Du var kommen lige fra England i 31. Saa havde Du maattet spendere en Rejse hjem for Tiden angaaende Arvespörgsmaalet, ellers havde Du intet faaet, det er tydeligt nok. Der synes jo nu, at der er en Mulighed for os i Julen 34. Tak for de smaa Blomster, det er da sent paa Aaret for dem. Du naar sikkert ikke herud til Din Födselsdag, men der er jo en Mulighed for at naa min…

Angaaende den Permiet, da maa Du ikke regne paa den för ind i Februar, Julen er jo her kommen imellem. Jeg har endnu ikke faaet nogle Penge til Billetten. – Ja, jeg forstaar saa udmærket at Du kommer til mig med de Pengesager, det er jo kun naturligt og skulde være gjort for lang Tid siden, bare jeg nu kan ordne det; blot jeg selv havde haft den Sum, saa vilde det alt være ordnet nu…

Hör nu Topsy, vil Du nu se at faa de Nerver saa meget i Stand, at Du kan sove, nu gaar jo alting i Orden, saa der er ikke noget at gaa og sörge over. Du siger stadig, at Du har flere Bekymringer og Sorger at betro mig, hvorfor ikke lade mig vide, saa Du er af med dem, det letter altid…

Jeg haaber, Du har faaet Svar fra Ministeriet, enten det nu gaar den ene eller den anden Vej. Jeg synes Ministeriets Optræden i den Sag er i höj Grad at kritisere. – Men faa nu först Dine egne Sager ordnede paa en sikker og tilfredsstillende Maade for Dig selv, for naar Du först er borte, kan Du være sikker paa, at Du ikke faar mere. Du skriver, at Du hader Madlavning og Husvæsen, og jeg havde haabet, Du vilde tage de Dele ”off my hands”. Jeg begynder at blive bange for Giftermaalet!!! – Jeg har vist takket Dig for den smukke Udgave af Juleroser. Jeg gemmer alt, hvad Du sender. – Hör nu maa Du ikke græde mere, nu ser Du jo Chancen foran Dig, medmindre der bliver europæisk Krig. – Jeg kan huske Din Onkel Apothekeren og har set ham en Gang eller to, men jeg maa indrömme Din Fætterstab er enestaaende. – Saa Heinr. Masmann er död, han var en Klassekammerat af mig og for mange Aar min bedste Ven. – Talende om Frisure, jeg fik mit Haar klippet i Gaar, men Dit hvide Haar vil jo kun passe til mit, saa synes Forskellen ikke saa stor i Alder. – Hör Topsy, jeg kan ikke huske, at vi havde en Gyngestol, det have vi aldrig haft, det er mærkeligt de Ting, Du kan huske, og jeg ikke, derimod den gamle Lænestol husker jeg særdeles vel, bare jeg havde den. Jeg er bange for, at Du finder intet Du kender fra gamle Dage, alt er gaaet i Ulykkens Aar. Vil Du se, at Du sover om Natten, det har Du meget bedre af end at skrive til mig, husk at Du maa göre et svært Indtryk paa mig, jeg kender Dig jo slet ikke, som Du er, Du maa være i Stand til at stikke den 12 aarige Topsy ud. – Jeg haaber ikke, Du har skrevet til nogen herude ang. Billetten, thi saa colliderer vi jo. Det har ”worried me”, at jeg aldrig kunde faa noget bestemt i den Retning ud af Dine Breve. Det er en dyr Methode at sende Penge herud ugentlig, tænk al den Porto etc, der gaar tilspilde, det er en fræk Methode at behandle andre Folks Ejendom. Hvis Dine Penge skal sendes ud her paa den Maade saa undgaa Konsulatet, faa dem gennem en eller anden Bank. – Ja, det er sörgeligt for Karna, gid hun nu maa kunne blive rask, og Præsten behandle hende med lidt forsigtighed.

Sydney 28de Decb. 1933.

Jeg har först i Dag faaet Dit Brev af 16de til 21de Novb., jeg gav Dig Grunden i sidste Brev, ligeledes har jeg med Tak modtaget ”I Julens Land” og ”Jul i Hjemmet” samt Berlingerne. Men Dit Brev, et langt paa 12 store Sider, giver mig jo meget at tænke paa, samt sætte en misforstaaet Situation paa en sund Fod igjen. Til at begynde med, maa Du se at faa Tag i Dig selv, ikke blive hysterisk og bilde Dig en hel Masse Urimeligheder ind, og naar Du nu læser dette Brev, saa er det skrevet for at stive Dig af, ikke göre Dig ondt el.l., det er sundt og praktisk, og jeg holder lige saa meget af Dig den Dag i Dag, som da jeg först skrev det til Dig. Slaa nu det ganske fast i dit lille Hoved, Du er det samme for mig som hele Tiden, og jeg længes efter Dig og trænger til Dig lige saa meget om ikke mere end hidtil. Er det nu ikke tydeligt nok? Hvad jeg saa skriver, saa staar dette fast, glem nu ikke det. Men jeg ser, jeg maa tage Situationen med en fast bestemt Haand, thi den er helt sluppen ud af Din, rimeligvis af let forstaaelige Grunde i den ret vanskelige Situation hvori vi befinde os, men du vil finde, at som Du nu læser dette Brev, kastes der Lys over det hele, naar Du koldt og roligt tænker Dig om. Jeg kan godt forstaa, at Du er kommen i den Sindsstemning, naar man tænker paa det intense Følelsesliv, Du har gennemgaaet, de senere Aar i Forbindelse med Skuffelser og Ærgrelser, det har været for meget for et lille Hjerte som Dit, navnlig da du har maattet holde det alt for Dig selv. Men det kunde ingen vide i Forvejen, og den Tid Correspondance tager mellem Dig og mig har jo ogsaa sin Del, og da Navnlig de store Ophold uden Breve fra mig, saadan som Du nu lige er kommen ud af. Som det er, har Du været umaadelig tapper og udholdende, og naar Du kommer gennem dette Brev, vil Du helt have gjenvunden Din Sindsligevægt, og der er maaske en stor Del i – og med Rette – naar Du siger, jeg er den eneste, der forstaar Dig, og Brevet her vil jo bedst bevise om Du har Ret eller ej; og læser Du mellem Linierne vil Du saa Udmærket kunne se, hvor meget jeg holder af Dig. Men Du maa ikke mistage Bestemthed for Haardhed, men Du appellerer jo selv til mig for Hjælp, saa Du maa forstaa at tage den paa den rette Maade. Har Du ikke forstaaet dette, saa læs det en Gang til, inden Du læser videre. Jeg vil jo gerne være værdig til de Tanker, Du har om mig; og Du vil föle, at som Du læser dette Brev, vil Du faa den Styrke og det Mod Du trænger til, thi disse nedlægger jeg personlig i Brevet, Du kan suge eller drage Styrken nu fra mig, Du vil föle at Du blive Dig selv og kan möde, hvad der end kommer, Du ved Du har min Styrke at trække paa – kun kedeligt at det vil vare 4 Uger inden Du faar dette Brev; men Du vil vide, hvor der er et Hvilested for Dit trætte Hoved. – Du ved, hvor Du hörer hjemme. – Nu kommer vi til selve Brevet Dit. Topsy, jeg har ikke sagt det ringeste udover rene Almindeligheder angaaende Dig og mig til nogen, jeg har aldrig omtalt vort Forhold som det er. Men Kvinder ere nysgjerrige og snu, saa Gusta har nok spurgt paa Chance; eller maaske Du har talt for meget og tidt om mig, og det har givet Anledningen. Der er jo ikke noget at tage Anstöd af, om Du kommer ud og passer mig, i min Alder. Jeg har ikke sagt noget til nogen som helst eller skrevet, som kan paa nogen Maade misforstaaes eller miskonstrueres. Jeg mener som Du, at vort Forhold angaar ingen andre i Verden, vi ere begge myndige og kun ansvarlige til os selv og kunne lave vort Forhold til at passe os selv, vi ere dog over Barnealderen. Jeg forstaar nu, hvorfor Du mener, at Du trænger til mig, og Du kan være rolig for, at Du vil ikke blive misbrugt af mig, som Du hidtil har været, jeg forstaar saa godt, hvad Du mener, og jeg er sikker paa Du vil være glad og lykkelig sammen med mig og blive sat Pris paa. Blot at Du nu ikke forkæler mig for meget. Men naar Du kommer her, haaber jeg ikke Du har flere Sorger at komme til mig med. – Ser Du, i mit nye Selskab, der er jeg ”boss”, og ingen anden; jeg har et Par Gange fortalt dem det, saa nu tror jeg ikke det behöves mere, og de fleste synes tilfreds med at fölge mig – saa Du kommer ikke ud til et rent Nul, Det kunde Du heller ikke lide at jeg skulde være, Du vil have et Mandfolk ikke? Det er det, Du trænger til, ganske bortset fra at Mandfolket maa holde forfærdelig meget af Dig. Saa vi faa nok det bitre ud af Dig. Ja, Topsy, jeg maa have været en Kilde til stor Sorg og Bekymring for Dig, men hvor kunde jeg ane det og nu har Du mig jo, saa kunne vi ikke glemme, hvad vi led i Fortiden, Du er fuldstændig sikker paa mig, om Du nu bare kommer snart…

Nej min Ven, der er jeg ikke enig med Dig, Kristne bör ikke gifte sig med Jöder, jeg vilde blive meget ked af det, om Gusta gjorde det, og navnlig ikke en Tysker; det haaber jeg aldrig sker…

Lad nu Clio og Mabel være, til jeg kan se hvad jeg kan göre her efter Nytaar, jeg kommer tilbage til dette Spörgsmaal senere i Brevet. Topsy, alle de Breve lige för og efter et Interval har jeg holdt i en köligere Form, for det Tilfælde, de skulde falde i andre Hænder, saa det maa Du forstaa. Ting se jo anderledes ud hernede end hos Dig, det er ikke let, saaledes at fatte Situationen, men der er mange anderledes Breve undervejs, saa Du maa bære over med mig. Men dette er nu alt passende Bekymringer, saa lad dem ligge, lad os ikke spilde Papir paa dem. – Jeg har stadig Lejligheden og nu kan jeg jo holde den.

Jeg har jo skrevet til Dig om Hawkins og alle hans Tyverier. Han sagde mig en Gang ”at nu var det lykkedes ham at sælge Marckers Hus i Glebe”, men mere ved jeg ikke, hvem der bor der eller ikke, hele det Nabolag er blevet Tömmerpladser. Alle Pengene ere gaaede i Hawkins. – Du har intet skrevet om Tootsie; men det er jo godt at alt er i Orden igjen. Hör Topsy, hvor kunde Du tro, at jeg var gift, tror Du virkelig jeg i den status kunde skrive og være mod Dig som jeg er? Det kunde Du da ikke tænke om mig? …

1934

2den Januar 1934. Jeg var meget skuffet, at der ingen Brev var fra Dig med denne Mandags Mail, jeg havde ventet at höre angaaende den Billet, det kan jo ikke nytte at jeg söger at skaffe Permit, naar jeg ingen Penge har til at betale Billetten. – Jeg har haft meget Travlt med den nye Forretning, selv mellem Jul og Nytaar, saa derfor bliver dette Brev noget kortere. Hör gör mig den Tjeneste ikke at tale til Gusta om alle de Breve Du faar fra mig, thi hun bliver öjensynlig jaloux og klager over at hun ikke faa saa mange Breve som i gamle Dage, hvilket er noget Sludder, hun faar snarere oftere Breve nu; lad være at tale om, at Du faar Brev hver Uge. Det var ogsaa min Mening og mit Haab at kunne komme hjem, og saa bo hos Gusta, hun fik jo saa mange af mine Ting. Jeg haaber ikke hun gifter sig med den Tysker, jeg hader alt tysk, Gud ved hvad han er for en, hun er meget for god til en Tysker især en Jöde…

Jeg haaber, vi snart kunne faa det Rejsespörgsmaal afgjort, men jeg holder fuldstændig med Dig i, at der er ingen Mening at smide de hundrede Pund ud, lige saa lidt som at lade de andre ind i vort Forhold. – Vi faa nok snart den Gordiske Knude löst…

Den 10de Jan. er det 16 Aar siden Elly döde og siden da, har jeg vært min egen Husholder med alle de Pligter, det medförer. Kun ikke de 9 Uger jeg laa i St. Vincents Hospital og havde det som en Konge. Kan Du forstaa, jeg begynder at blive noget ked af det, navnlig da mit Helbred jo ikke er, som det var? Mon Du nu vil befri mig for det? Jeg synes ogsaa, at Du maa trænge forfærdeligt til rigtig at blive holdt af, föle at Du har en Plads i Livet at udfylde, thi Du har nok en saadan, men den er ikke saadan helt naturlig, den er dog mere en Opofrelse, selv om andre maaske ikke se paa det i det Lys, men det er en Opofrelse. Kun kan jeg ikke tænke mig, at Du vil blive tilfreds hos saadan en gammel Ka´r som jeg er; men det finder jeg jo nok snart ud af.

Sydney, 14de Jan. 1934.

Imidlertid, dette er ment for et Födselsdagsbrev, saa jeg maa hellere strax sende Dig 34 Lykönskninger…

Jeg maa nu se at faa svaret paa Dit Brev af 15/11, det var jo Aunties Födselsdag, det var södt af Dig at tænke paa hende. – Det er kedeligt med Dit Ben, det tager lang Tid, men det var jo et ”nasty fald”. ”Komsammen” er et nyt dansk Ord, men meget godt. Jeg holder saa fuldstændig med Dig i, at Du ikke tog over til Karnas Hus, det manglede bare efter hans Opförsel og Graadighed, har han ingen af sin egen Familie, han kan glæde? Stakkels Karna, lad os ikke haabe det er slemt, men at det maa ende med, at hun ikke kan faa flere Börn…

Med denne Post gaar altsaa de 3 andre Breve. Tænk for förste Gang i Mandags glemte jeg at poste Dit Brev, det er aldrig hændt mig för, men jeg har nu ogsaa saa meget at tænke paa og göre i Forretningen, og saa med min Træthed og Ildebefindende, skete det altsaa, men saa heldigvis havde jeg Air Mail om Torsdagen, og saa tænkte jeg, gaar det med den ene, kan det ligesaa godt gaa fra Karachi ogsaa, jeg haaber Du fik det et Par Dage tidligere. – Jeg antager nu at Du skriver til Mabel Lord, og hun sörger for Billet, Permit og det hele…

Det er Skik med udsendte Generalkonsuler, at de en Gang i mellem faar en lang Ferie og Rejse hjem, og Höst har jo en Vicekonsul Grev Moltke her, saa det gaar meget let. De faa vel næstendels fri Rejse med Ø.K.’s Baade. – Jeg kan forstaa al den Besvær Du har med mine Breve, saa tag mine Bemærkninger ganske let; jeg kan ikke begribe andet end en Masse maa være skrevet mere eller mindre i Spög, og Du forstaar det ikke. Hör hvem er det med den Flaske Akvavit? Jeg troede det var den Karl Gustav, men det kan det jo ikke være? …

Jeg hænger ikke ved Lejligheden for Din Skyld alene, ogsaa for min egen, fordi den er billig og fordi den er nær Fabrikken, og jeg maa tilstaa at jeg vil hellere bo med Dig i den end i et Værelse; det tror jeg nu ogsaa Du vil. Jeg har for lang Tid siden sagt her, at jeg venter en Niece ud ”to look after me”. Det eneste jeg maa have ind forinden er en Seng og Sengeklæder, saa Dit Værelse kan indeholde det. Resten jeg mener Folk og Beboere behöver vi ikke at bryde os om, og som sagt, jeg vilde fortælle Mrs Lord lige ud, at Du agter at passe mig og mit Hjem. Hvis det skjules eller töves over dette, saa bliver de mistænksomme, men fortælle det som den naturligste Sag af Verden, vi ere jo dog ikke 25 Aar, men 34 og nær de hundrede. Lad os nu ikke bryde os om mine passerede Besvær og Trængsler, dem kunne Du höre om, naar Du er her, det jeg trænger nu er Penge til Ekvipering (for saadan nogenlunde) og Penge til Dentisten, saa jeg kan atter blive mig selv, noget maa jeg göre, og det snart…

Jeg har forbeholdt mig en af de usolgte Dele i Purgo Products Co, jeg har tænkt Du skulde tage den (Pund 25.0.0), der er kun 10 Aktier i alt, saa de blive værdifulde, thi nu vil det gaa, i Gaar var der et Firma, der skrev til os og foreslog at overtage Salget for hele Australien, saa de maa da tænke noget om Purgo. – Ja, jeg kan godt tænke al det Besvær, Du har med at skrive mine Breve saadan i Skjul, men forhaabentlig er det nok snart forbi. Jeg har vel nok været urimelig, det er ikke gaaet op for mig för nu, Du skriver det, at det kunde være saa vanskeligt; godt er det da, at Du ikke deler Værelse med Tootsie.

15/1.Tak for Dine Breve af 3/12 og 7/12, jeg naar ikke at svare paa dem i denne Mail, men i næste, der er en forfærdelig Masse at svare paa, men Du er som sædvanlig söd og Du charmerer mig, men Du misforstaar mig ofte i mine Breve, saa jeg ser Du kender mig egentlig ikke saa meget som jeg troede, men det vilde ogsaa være for meget for langt. Du kan ikke ganske skelne mellem mit Spög og Alvor, hvilket vist nok kan være svært, da Du ikke har set eller egentlig kendt mig som Voxen. Jeg kan mærke at Dine Nerver trænge til Ro og Forandring mere og mere, og af den Grund alene haaber jeg, Du kan snarest komme af Sted. Jeg havde saa forfærdelig haabet, at det var Lykkedes Dig at faa de Penge af Sted til mig, men der synes jo ikke meget Haab. Jeg skulde have et nyt Sæt Klæder og faa mine Tænder ud, saa jeg kan faa alle de ulidelige Smerter ud af Kroppen og faa min Energi igjen. Jeg ved næsten ikke om dette eller Klæderne er det værste for mig. Men nok derom. Men ellers behöver Du jo ikke at bryde Dig saa meget om Pengene for herude, jeg er jo i fast Stilling nu, om jeg end er indgaaet for 1ste Aar paa meget lidt (Pund 3.0.0 om Ugen, Commission paa mine Salg fra 33 1/3 % til 20 %) og et Royalty af Pund 1.0.0 per Ton, det skulde kunne holde os i Hus og Mad. Efter et Aar gaar Lönnen op til Pund 5.0.0 om Ugen og Royalty til Pund 3.0.0 per Ton. Saa selv om jeg faar mange Udgifter og Gæld at betale, saa kunne vi dog leve ”decently” og Du behöver kun at klæde Dig selv, saa egentlig kan Du vel lægge Penge op. Men jeg holder med Dig i at spare de Pund 100.0.0, og de ville upaatrivlelig hjælpe at sætte mig paa Fode hurtigt, hvis Du kan undvære dem et Aar eller to. Det varer jo nogle Breve endnu, inden Du har min nuværende Stilling klar for Dig, og der har været mange Jereminader, det er det grusomme med den lange Afstand. Jeg er glad, at Du nu endelig er klar over mine Fölelser, jeg skal skrive om dem i næste Brev. Bare Du nu kunde faa Ro i Nerverne, Du er jo nu sikker paa mig; nu er det kun den Rejse, jeg forstaar endnu ikke om Du mener jeg skal gaa til Mabel Lord, eller Du vil skrive, Du modsiger hele Tiden Dig selv. Jeg vil gaa, men jeg skammer mig saadan over mine lurvede og snavsede Klæder, at det ikke kan være nogen Rekommandation at Du kommer ud til mig, jeg ser ikke ud som jeg kunde brödföde Dig, og det samme gælder angaaende den Permit. Men det er umuligt at Du kan forstaa min Tilstand og Stilling. Bryd Dig ikke om at skaffe noget Agentur, jeg har jo nu en Stilling, og med Told Tariff, Skatter etc. kan man intet importere herude. Her, ligesom hjemme og hvor der er socialistiske Regjeringer, æder Regjeringen alt op og gör kun Skade. – Ja, i Dag er det den 16de og i Dag har jeg sendt Dig de 3 registrede Breve indeholdende alle de gamle Breve, saa nu har Du noget at læse, og jeg er glad ved at være sluppen af med dem. Dette gaar i Morgen saa Du faar det hele med samme Post, antagelig den 19de Feb. Saa faar Du vel heller ingen Sövn et Par Nætter, thi der er jo meget at læse. Jeg haaber, de ville give Dig al den Underretning, Du trænger til, jeg haaber Du vil lide dem og finde et lille Guldkorn her og der…

Sydney, 18de Jan. 1934.

Jeg maa dog se at faa begyndt at besvare Dine Breve af 3de og 7de Decb., der er vist en Del at sige. Det er et grueligt Besvær jeg giver Dig med de Penge jeg bad Dig om, det skulde jeg aldrig have gjort, men man kunde aldeles ikke tænke sig, at Forholdenen skulde være saa forkvaklede. Nu faa vi se paa Mandag, saa maa jo den endelige Afgörelse foreligge. Jeg trænger jo til dem, saa jeg kan faa de Tænder ud og Tyggeriet i Orden, og saa slippe af med alle de Smerter og Energislaphed. Men egentlig antager jeg ikke, Du har faaet Tilladelsen, det er ikke saadan med alle de smaa Roesevelter Verden regjeres af. Topsy, jeg kan saa udmærket forstaa at Du er nervös og det i höj Grad, men Du maa holde Magten over Dig selv og ikke give ind, vi ere jo dog det bedre, at jeg har noget at göre og noget der gaar fremad, selv om jeg er fattig og i stor Pengetrang i Øjeblikket, det komme vi over; jeg tror ogsaa at Tiden nu nærmer sig, da Du kan komme af Sted, og saa er Resten jo intet. Men det er til Dig selv og ikke til mig, Du maa spare de Penge, selv om Du er söd nok til at hjælpe mig over det nuværende Gjærde. – Min Ven, der er noget Du tilsyneladende ikke forstaar, og det er Spög, det har jeg opdaget flere Gange, Du kender mig ikke ganske, men hvor skulde Du ogsaa kunne det efter alle de Aar og Du kun 12, da vi skiltes. Jeg vil ikke begynde at diskutere Brevmængden, har jeg klaget har det været uden egentlig at mene det, men en Udtryksmaade for at jeg altid længes efter Dine Breve, Dig og Din Kærlighed. Du er ogsaa bleven takket for det, naar Du nu er kommen gjennem den sidste Sending burde Du være fornöjet…

Aften, ja nu maa jeg bryde ind i ovenstaaende Thema og fortsætte senere for at fortælle fölgende: Jeg har fölt mig meget skidt i Dag, og bestemte, trods min fattige Stilling, at jeg vilde gaa ind til Byen til Adams Restaurant og have en Flaske Vin og en ordentlig Middag; jeg fölte mig sulten og fölte mig (ja jeg beder om Forladelse) fuldstændig könslös, jeg gad intet lave selv, jeg er led og ked af min egen Mad. Saa jeg gik derind, og havde först et Par Cognac, og gik saa til Middagen, hvor jeg bestilte Ærtesuppe, stegt? og 1 pint of beer. Saa pludselig kom en Mand og rörte mig paa Armen. Han var en gammel Ven, som jeg ikke havde set i vel en halv Snes Aar. Vi havde mange Forretninger sammen i Baltic Tiden. Saa jeg blev inviteret til en meget solid Middag, og megen Snak. Han var lige netop hvad jeg havde sögt for en vis Del af Purgo Forretningen, som vil være til Fordel for os begge. Saa Du ser jeg har Held. Jeg maatte skrive dette til Dig inden jeg gaar i Seng …

19de Aften. Jeg maa se at fortsætte, og medens jeg tænker paa det, saa ved Du jo, at saa sikkert som Solen staar op, saa er der Brev til Dig hver eneste Uge, saa det behöver Du ikke at være nervös over mere…

Ja min egen, gifte Spörgsmaalet har jeg tænkt paa, og det maa det vel ende med en Gang, men udelukkende af den Grund Du omtaler; (ikke gengivet her i breve. red.) …

Saa nu kommer atter Sengespörgsmaalet, Du forstaar ikke Situationen. Jeg har jo ikke mange Möbler og bl.a. kun en Seng. Ser Du alle her og mange af mine Bekendte ere vel kendte med, hvad jeg besidder, og jeg vil ikke have at De skulle tænke noget om Dig, vi maa i alle Fald holde paa Skinnet, det ene Værelse maa være ryddet ud og en Seng maa være der for Dig at sove i, og de maa vide at Du i det mindste har Din egen Seng og Dit eget Værelse. Saa det kan ikke nytte hvad Du siger, Seng skal og maa der være her for Dig, det er og bliver ikke anderledes, og det maa Du dog virkelig kunne indse. Jeg vil ikke have disse Madammer her gaa og rynke paa Næsen af Dig, saa nu maa Du sluge Din Mening, og ”Seng maa der være”, hvordan jeg nu kan faa fat i den, og hvordan den bliver til at begynde med, og Du har intet at skulle indvende i det Spörgsmaal. Tænk jeg har i lange Tider gaaet og forelsket mig i et Sæt af en Sofa og 2 Lænestole hos Beard Watson, de Stole vilde saadan passe mig, ellers ere Lænestole for Tiden her, Bondeagtige og tage hver en Stue for sig; medens BW’s har Stil og Smag over sig. De plejer at koste Pund 29.10.0 men nu sælges de less 2/o in the Pound eller Pound 25.11.0, jeg haaber ikke de blive solgte, til vi kunne köbe dem…

Jeg kan forstaa at den Skriven i Smug maa tage paa Nerverne, lad os haabe at det snart er overstaaet. Og vi ere begge i höj Grad nervöse …

I de sidste Breve har min Skrift ikke været for god, det er de Smerter der nu særlig have sat sig fast i Armene og Hænderne, jeg gyser for min Vadsk i Morgen med Opvridningen, jeg maa have mig en Maskine. – Med Hensyn til Brevene, Du maa bestikke Postbudet, gav Du ham ikke en Ducör ved Julen? Medens vi tale om Breve, kan Du ikke give mig en Adresse i London, hvortil jeg kan skrive, naar Du rejser fra Hilleröd, jeg vil rimeligvis kunne knibe et Brev ind der, jeg kan for Resten skrive til Baaden adresseret til London Kontoret, hvis Du ikke forbliver der i nogen Tid. Du kan dog ikke klage over at jeg forsömmer Dig med Breve, synes Du? – Jeg havde haabet at træffe en Mand i Dag og forsögt at arrangere noget med Hensyn til Din Billet, saa vi kunde undgaa Venner og Bekendte. For Exp. et Firma her med Firma i London, om jeg kunde faa dem til at betale Billetten her, sende den til deres London Unit, hvor Du kan hente den mod at betale den, plus rimelige Udgifter, thi Du maa jo have Pengene til Billetten. Men nu ved jeg, hverken ud eller ind om Du har skrevet til Mabel L. eller ej, vi önske dog ikke at blive landede med 2 Billetter. Maaske kan jeg finde ud af det inden dette afgaar og lade Dig vide…

Siden Du skriver det om Sv. Aa.’s Skuespil, saa maa jeg jo læse det, men jeg har faaet saa meget mod den Mand, at jeg havde bestemt ikke at læse det. – Maaske Mandfolkene ere egoistiske, men jeg kan trække Dusiner af ligedanne Kvinder og værre, navnlig herude…

Jeg er led og ked af mig selv og min Husholdning, og tænk i mange Aar var jeg saa lykkelig over den, det mente alt for mig, det var mit Liv, jeg var gæstfri og glad, og det er jeg ikke nu. Saa nu opdager jeg, at jeg maa have nogle Cigarretter, jeg har ikke nok til i Morgen over, men jeg vil vente til det er mörkt, saa jeg kan gaa ud klædt paa anyhow …

Jeg synes det er skamlöst og grueligt som de alle falde over Din Fader, at han skal betale alt muligt…

Sydney, 8de Febr. 1934.

Dine Breve af 23/12, 29/12 og 30/12 er altsaa modtagne, og tusind Tak til Dig Du söde Sjæl for dem og al den Lykke de indeholdt og indeholder…

Jeg vil göre Dig glad, saa Du glemmer alle Dine utallige Sorger, Du skriver om, saa kun jeg fylder Din Tilværelse, og jeg kan holde Dit söde elskede Blik i mine Øjne, det er himmelsk at vide om alle Dine Fölelser, skrive til Dig om mine og Du er min lige saa varmt, som jeg er Din. Du stakkels lille Pige, som i alle disse Aar har gaaet uændret med alle Dine dejlige Fölelser, jeg vil sige Dig, det er mig endnu ganske uforstaaeligt, men jeg venter paa at Du selv skal fortælle mig derom, lige fra den Förste Time, naar og hvor, da dette dagedes for Dig, hvor det skal blive herligt at höre, Du skal fortælle mig alt om det, Du skal være i mine Arme i medens – jeg synes det hele er saa utroligt og enestaaende; men jeg maa holde op med dette og komme tilbage til Jorden, thi jeg kan nok se, at der maa Vand i Blodet ellers kommer Du til at lide og savne for meget, jeg maa se at hjælpe Dig til at faa Tag i Dig selv saa Du kan blive beroliget og lettere komme gjennem de Maaneder, der endnu ere tilbage inden Du er her hos mig. Ser Du, fra Dine Breve, kan jeg jo dog læse den Tilstand hvori Du befinder Dig, at den maa tones ned for Din egen Skyld, saa Du ikke bryder ned under Trykket. Jeg burde have været meget mere forsigtig med, hvad jeg skrev til Dig, Dit Nervesystem er höjt spændt, saa kære Topsy, alt er jo klart mellem os to, saa se at berolige Dig selv, faa Dine Nerver i Orden til Du kommer ud til mig, saa faar det hele jo sin naturlige Lösning, Du kan lade mig tage min Del af Dine Besværligheder og Sorger, som Du siger, jeg skal nok tage Dig blidt, men bestemt, i mine Arme saa Du kan föle, at Du er hjemme i Ro og Fred – saa se nu at berolige Dine Nerver, sig at Du vil, nu er det kun en kort Tid tilbage, benyt den til at lade Din Familie og Venner mærke at Du er glad og glad for dem alle. Du maa se at faa Magt over Dig selv, ellers holder Du ikke til det, kommer ikke igjennem det. Jeg taler alvorligt Topsy, og sender Dig noget af min Kraft og Udholdenhed. Se at faa mig for en Del ud af Dine Tanker, som det er, er det en sygelig Tænken, Du lider derunder, thi Du gaar hele Tiden for höj Spænding. Du maa sove om Natten, som det er, vil det göre Dig hysterisk, arbejd Dig tilbage til en sund Sjæls- og Legemstilstand. Du kan stole paa, at jeg har Ret. Ovenstaaende er altsaa, saadan en fælles Besvarelse af alle Brevene, jeg skal nu pille ud enkelte Dele, men maa lade det være til i Morgen…

9de Febr. Godmorgen, jeg skal i Dag ind at se om Din Billet, om jeg kan faa det ordnet gennem en Forretning her, der har et Hus i London. Min Ven der, har været paa Ferie, saa jeg har ikke kunnet tale med ham för.

10de Febr. Jeg har faaet ordnet angaaende Billetten og de Pund 100.0.0 kunne spares. Permit har jeg endnu ikke naaet at se om, men skal göre det inden dette Brev afgaar, men jeg venter mig ingen Vanskeligheder…

Du er bleven noget stort i min Tilværelse, Du er som et Rum, en Atmosfære der opsluger mig, jeg vandrer tryg og glad ind i denne friske Luft, jeg nyder den og aander dybt og inderligt og den giver mig nyt Liv; paa den anden Side er Du ogsaa noget konkret en Personlighed, der trygt og inderligt ligger i min Arm og der ligger Du og svinder ind og svinder ind, Du ligesom opsluges af mig. Som Vampyrer suger Liv og Blod, saa er jeg en Vampyt, der suger alle Dine Tanker, alle Dine Fölelser og al Din Kærlighed ud af Dig og trives derved. Saadan er Situationen tegnet groft, vi ere fuldstændig gaaede op i hinanden og vor Lykke ligger i at have hinanden og være sammen. Dette har strax den Fölge, at Du efterhaanden faar Dit Nervesystem i Orden, thi nu er alt Vished, om det varer en Maaned længere eller kortere, spiller ingen Rolle, Du har nu den Vished, der giver Ro og Bestemthed, lad dette nu være ganske klart for Dig, saa naar Du nu har grædt over dette, saa er der ikke mere noget at græde over, Du bytter r’et i græde med l’et i Glæde. Nu føler Du, at Du har mig at stötte Dig til, Du er ikke mere alene i Verden, dette Brev sender Dig en Mængde Styrke, Du ikke havde för; nu ved Du, at Du maa se at blive glad og stærk, at det er det, jeg trænger til fra Dig, saa Du maa faa Magten over Dig selv, Du ved at nu nærmere Tiden sig med stærke Skridt, da Du vil være ombord og paa Vejen ud, og nu (jeg er egoistisk), er der kun jeg for Dig, ligesom Dig for mig, jeg trænger til alt hvad Du kan give, jeg kan ikke undvære en Atom af det, thi vort Liv maa blive concentreret, konkret, thi efter al Sansynlighed kan det kun blive forholdsvis kort, men Du skal faa alt hvad jeg kan give, Du maa tage til Takke med mig, som jeg nu er. – Topsy, det er mærkeligt jeg kan slet ikke danne mig noget Billede af Dig, som Du nu er, det ender altid med at Du er den Topsy, som jeg sidst saa i Mosman og Kbh. Det er den Topsy, der ligger i min Arm og hverken hun eller jeg synes ”embarrassed”, saa jeg haaber, Du vil tilgive mig, er Historien om alle Dine Tanker og Fölelser fra den Dag, lad os sige ”jeg gik op for Dig”. Det maa være en tro upyntet Beretning, saa tænk det nu vel over, repeter det, glem intet, det maa blive noget af det dejligste, jeg nogensinde kan höre, det maa Du lære mig, og fra nu af er kun jeg i Din Tilværelse, som Du kun er i min, men endnu er det kun den 12 aarige Topsy, der ligger i mine Arme, det er, som Du siger, unaturligt, men det er ogsaa alt, og jeg har intet at klage over den Topsy med hendes söde trofaste, tillidsfulde blaa Øjne, hun klager ikke over Situationen, lad os nu se, om Du kan stikke hende ud.

Eftermiddag, jeg har nu været i Byen, at köbe ind og sende et Telegram, og maa nu i Gang med Dit Brev, det bliver jo et langt et denne Gang, thi der er meget der skal siges, og Du maa ikke misforstaa mig, thi denne Gang gælder det. Jeg har ligget ½ Time paa Sengen for at hvile og har læst Dine 3 Breve gjennem for 4de Gang. Nu ved Du altsaa, at der er intet mere at bryde Dit Hoved med, alt Du har at tænke paa nu er Rejsen, og at Du maa se at fylde lidt ud, være sund og rask, saa jeg bliver mere forelsket i Dig, naar vi ses om nogle faa Maaneder, men desværre komme vi vist til at fejre vore respektive Födselsdage for os selv, thi Baaden den 25de Feb. Kan Du ikke naa; men det bliver jo en lang Födselsdag, naar Du först er her. Jeg haaber ikke, at Du har skrevet til hverken Clio eller Mabel, thi nu förer jeg det jo gjennem. – Jeg har ordnet med et Firma her i York Lt. Menes Tarrant Thrathen & Co., hvis Agent i London er Menes F.G. Tytherleigh & Co.ltl. 50 Moor Lane, London E.P.2. Moor Lane or oppe ved Fore St, nær Moorgate St. underjordiske Station. Naar Du indbetaler hos Tytherleigh & Co, vil Belöbet eller rettere Belöbets Störrelse strax blive cablet til T.T. & Co. her og jeg faar udbetalt equivalent i australske Penge. Saa betaler jeg Billetten her og Dampskibsselskabet cabler sit London Kontor angaaende den betalte Billet og det udstedte Permit, som jeg da maa have, og Du kan faa Billetten. Se der bliver jo de forskellige Cables at betale i London, da jeg ikke kan være sikker paa at have Penge. Billetten her koster Pund 55.4.5 australske Penge – eng Pund 44.0.0, jeg ved endnu ikke hvad the cables cost, men senere i Brevet skal det nöjeagtige Resultat blive fremstillet. Du kan ikke naa 17de Marts Baaden, og da der ingen Baad gaar i April, burde Du vel kunne naa Baaden ”Hobsons Bay” den 9de Maj, ank. i Sydney (Midtvinter) 18de Juni. Men inden Onsdag, skal jeg have alt det ordnet og tabuleret for Dig, haaber jeg. Se saaledes sparer Du de Pund 100.0.0, og jeg giver Dig Ret, at Du bör spare dem. Medens vi ere ved Pengespörgsmaalet, saa antager jeg bl.a., at de Penge der skal betales i London ikke kan betales för Du selv er i London, jeg antager ikke Du kan sende dem ud af Landet, hvis Du kunde, kunde jo Sagen fremskyndes. En anden Ting, hvis Du nu ikke lykkes at sende mig det Belöb, Du vil laane mig nu, saa kan Du maaske ordne at sende det med Belöbet for Billetten, jeg mener betale saa meget mere ind i London, thi det vil vedblive at være af yderste Nytte til mig? Men Du forstaar, Du maa paa ingen Maade knappe Dig selv af, jeg kan jo altid skrabe mig igjennem.

11te Feb. Ja, jeg havde uhyre meget at skrive til Dig, men jeg maa kappe det af og kun skrive det vigtigste. Jeg har nemlig en Del Besvær med at skrive, Du har maaske lagt Mærke til, at i den senere Tid er min Haandskrift bleven daarligere og ulæseligere end ellers. Det er denne Rheumatisme, eller hvad det nu er, der særlig har sat sig i Arme, Haandled og Fingrene, til Tider maa jeg lægge Pennen for nogle Minutter af Smerter og Træthed, og i Dag, da jeg har vadsket, er det særlig slemt. Det gaar vel næppe væk, för jeg faar de Tænder ud, ellers synes den Husmedicin at hjælpe mig godt. Sagen er at jeg er ”run down generally” og trænger til en Maaneds rolig Ferie med surf og Solbade; men det er der intet Haab om for de förste 9 Maaneder. Jeg vilde Skrive Dig derom, men maa korte det af, i alle Fald i dette Brev. – Du skriver om Dine 2 Operationer, kludrede de med den förste, det plejer de ellers ikke i Danmark. Du har aldrig skrevet, hvad Du blev opereret for, men det kommer jo egentlig heller ikke mig ved. Jeg haaber imidlertid, at Du er rask igjen; det er al den Sindsbevægelse, der gör det, som jeg siger Du maa tage fast Tag i Dig selv, og nu er jo Udsigterne saa, at Du burde kunde det, nu er dog virkelig Udsigterne gode.

For nu först at være sikker paa at de vigtigste Spörgsmaal forhandles i dette Brev, saa vil jeg strax omtale Giftermaalsspörgsmaalet, som jeg maaske behandlede noget let i sidste Brev, nærmest givende mit eget personlige Standpunkt. Jeg har senere tænkt meget over den Sag, og mit personlige Syn er jo faktisk det mindst vigtige. Dit personlige Syn er jo heller ikke det afgörende, saalænge det ikke er for Giftermaal. Det vigtigste i den Sag er, at Du beskyttes i alle Maader, saa hverken Din Fader eller nogen anden, har noget at bebrejde Dig, eller Sladder at lide under. Her er fuldt af Sladder mellem Danskerne, og nogle af dem vilde ikke genere sig for at skrive hjem, at Du boede sammen med mig etc. etc., se der maa ikke være nogen Mulighed for det. Jeg omgaas ikke de Danske i Almindelighed, kun en 2-3 Stykker, og jeg önsker ikke at have det ringeste at göre med andre Danske, Konsulatet complet indbefattet. Jeg er jo naturaliseret* her i 1914, saa jeg har ingen Anledning. Den Halbergske Familie er fuldstændig uden for min Kreds. Jeg har vist kun Larsen og en Munch-Petersen, som jeg bryder mig om. Det er jo en hel ny Forsyning Danske, siden Du rejste i 1912. Altsaa Du og Din Familie maa beskyttes, saa jeg ser ikke andet end at vi blive gifte, tænk det over. – Jeg haaber, at almindeligt borgerligt Ægteskab vil være Dig nok, helst saa lidt Opsigt som mulig. Vi ville have min Ven Larsen til Vidne. Jeg antager Du ser mit Standpunkt, jeg kan ikke se, at der er andet at göre. Hvad Sladder, der maatte opstaa, er mig aldeles ligegyldig, men jeg ser helst, at vi holde os til os selv, men Du maa være fuldstændig beskyttet, om end Giftermaalet ikke er meget fordelagtig for Dig.

(* tildelt statsbsorgerskab, red.)

Sydney, Mandag 12te Feb. 1934.

Jeg har modtaget Dine Breve af 30/12, 3/1 og 5/1 1934, som jo giver mig nogle gode paa Kassen, samt giver mig meget at tænke paa; saa jeg vil besvare dem senere. Selv Breve som vore burde man have Kopier af, saa man kunde se, hvad der svares paa, thi nu er det jo næsten 2½ Maaned siden man skrev det og har skrevet en 8-10 Breve i mellem Tiden, saa det er næsten umuligt at huske, men jeg er vis paa at Du misforstaar mig nu og da. – Jeg har set angaaende Permit for Dig i Dag, der kan ikke blive vanskeligheder med dette, om Du har den rette Ansöger, jeg dur ikke dertil. Jeg skal enten have Land, Ejendomme eller Forretning. Eller opgive hos hvem jeg har Plads, og som hvad, hvor meget jeg faar om Ugen, hvor stort Belöb jeg har anbragt i Banken. Jeg antager ikke tre pund om Ugen og intet i Banken vil imponere, selv om der er Mulighed for mere. Men jeg skal forhöre mig. Ellers kan Resten vist sendes per Cable, saa Du ikke behöver at vente paa Papiret. Jeg skal se om jeg kan ordne dette; hvis ikke maa Du anvende nogen anden. Men der er altsaa ikke noget Besvær med at komme til at spilde de Pund 100.0.0. Desuden maa jeg forsyne dig med et Certifikat, med Hensyn til min Karakter etc., men den kunde jeg da klare. Der behöves 1 Linie oplysning om Dig, men 2 Sider om mig eller hvem nu Ansögeren er. Men jeg skal op til min Solicitor i Morgen, jeg skal spörge ham til Raads. Saa der sidde vi igjen. Jeg fik kun et Exemplar, ellers vilde jeg sende Dig et. Jeg fik Brev fra Miss S. i London og Dr. Alin i Stockholm med samme Post.

13de Feb. Jeg havde en Samtale med min Sagförer i Dag, han mente heller ikke jeg kunde underskrive den Garanti med nogen som helst Udsigt, at den vilde blive antaget. – Jeg har altsaa ordnet angaaende Pengenes Udsending her, Köb af Billetten; men med Garantien maa vi have nogen anden. Jeg kender ingen til det, thi de ville jo ikke kende Dig. Mulig vilde Mabel Lord göre den Del, og jeg er ikke bange for at tale med hende derom, men ikke uden at jeg fortæller at Du kommer ud til mig for at blive hos mig og hjælpe mig med Lejligheden etc. Clio Jensen bryder jeg mig ikke særlig om, desuden er hun i Queensland, ligeledes Mrs. Duggan og Mrs. Lord er vist den bedste ”Sport” mellem dem. Saa det bedste der er at göre er at Du cabler mig ved Modtagelsen af dette Brev, om Du mener jeg skal opsöge hende og spörge om hun vil. Min Telegramadresse er – Trifolium, Sydney – og saa samtidig skrive eller cable hende derom, at jeg kommer at tale med hende om den Garanti, Du ved jeg kunne jo ordne angaaende Billetten, saa hun behöver ikke at lægge Penge ud; men Du behöver jo ikke at fortælle hende at det ikke er mig, der lægger dem ud. Nu ere vi naaet saa vidt, saa Du skulde vist nok kunde naa ”Hobsons Bay” den 9de Maj fra Southampton, Du kan ikke naa Baaden i Marts og der gaar ingen i April. Jeg naar ikke mere med denne Post. Nu haaber jeg ikke, der maa ske noget med Din Fader, saa Du ikke kan komme af Sted. Jeg vil fortælle Mrs L., at jeg kan betale Billetten, men at Garantien er mere end jeg kan overkomme; og jeg vil ogsaa sige, at Du kommer direkte til mig, og at det har været ordnet saaledes mellem os i de sidste Par Aar, saa Du ved nöjagtig hvad Du kan sige. – Men saa maa vi jo vente, at hun kommer og modtager Dig. – Saa, nu have vi da endelig naaet et bestemt Program, gid Du nu maa synes om det, herfra kan jeg ikke se noget bedre og Du skulde saa kunne være her den 18de Juni – i Vinterens Hjerte. Jeg haaber dette glæder dig!…

Sydney 19de Febr.1934. Ingen Brev fra Dig i denne Uge, som maaske er godt, thi jeg er ikke meget skrivende i denne Tid, mine Arme, Haandlede, Hænder og Fingre ere alle ”out of gear” og det smerter meget at holde Pennen og jeg maa hele Tiden holde Hvil, det bliver næppe godt för jeg faar de Tænder ud, og naar det bliver, kan man jo ikke sige. Jeg har meget travlt og det ser uhyre lovende ud for Purgo, det er da en Tröst. – Angaaende den Garanti for Dig, mon M.L. vil underskrive den, den er efter min Mening saa impertinent i sin Affattelse, og desuden skal man have endnu en Person til at garantere Ansögerens (ikke Dig men Garanten) Karakter og Position. Jeg tror jeg vil gaa op i Morgen og spörg dem, om hvad de egentlig mener og om endnu et Exemplar, som jeg saa vil sende Dig. Jeg vilde gerne vide om Du blev dansk ved at Din Fader og Moder sögte at blive naturaliserede eller Du selv personlig ansögte, det kan eventuelt spille en Rolle. Jeg vil ogsaa fortælle dem at Du er uafhængig og har Dine egne Penge og aldeles ikke behöver at tjene til Brödet. Jo mere jeg læser den Plakat, jo mere rasende bliver jeg, og saa naar man tænker paa hvor de trænge til Mennesker i dette snottede (undskyld) Land. Maaske man kan tale dem tilrette, det er det eneste Haab jeg har, og saa maa jeg passe paa, at jeg ikke siger dem min Mening. Verden er ved at blive authoritetsgal, man maa snart ansöge om hvert Aandedrag man tager og udfylde lange ”fragebogen”, som Tyskere kalde det. Det hele ender med 1 Mand Undersaat, Resten er Regjering med Betjente og Haandlangere.…

Nu er det 7 Morgen og det er den 20de Feb., jeg har lige revet mig ud af Dine Arme for at være den förste Gratulant, jeg önsker Dig det bedste og alt og en rigtig glædelig Dag og gid Du snart maa være her hos mig, saa Virkeligheden kan remplacere Indbildingen. Jeg vaagner i Reglen ret tidlig, og saa kommer Du og besöger mig, det er min eneste Glæde i de 24 Timer …

Eftermiddag – jeg var inde ang. Dit Permit, men her er der intet at göre; men de raadede mig til at skrive til Canberra og se hvad det kunde hjælpe. Jeg vedlægger Ansögningen, saa Du kan se hvad der forlanges. Det er det paa förste Side jeg ikke kan sætte mit Navn til med min minimale Lön og ingen deposits i nogen Bank. Jeg ved ikke om Du vilde holde af at jeg Lader M.L. om det, eller Du selv vil. – Men om jeg nu skriver til Canberra, hvad jeg rimeligvis gör, saa husk, at jeg skriver, 1) at jeg betaler for Din Billet herud, 2) at Du önskede at komme herud for at holde Hus for mig og hjælpe i Forretningen naar Du kunde; 3) at Du ikke vilde betale Pund 100.0.0 for at blive her i 2 Aar, 4) at Du har private Midler, saa Du kan leve uden at behöve at tage nogen Plads, og at Du vilde kunne spare Dine Penge, saalænge Du var hos mig. Det kunde jo hænde, at de skrev direkte til Dig, og jeg vil saa bare have, at vi sige det samme, glem nu ikke det. Det er dog alt et Forsög værd. – Den Maade de udspörge om ens Pengeforhold synes mig impertinent og urimelig. Jeg kan ikke tænke mig at M.L. vil holde af at give sine Pengeforhold paa den Maade. Men Du ved vel bedre derom. Nu ved Du Besked om den Sag, jeg skal nu forhöre mig forskellige Steder og saa skrive til Canberra, om der er nogen Mulighed at opnaa noget…

Dette bliver et af de korteste Breve, jeg har sendt Dig, men jeg kan ikke mere, jeg maa i Seng, jeg skal tidlig op i Morgen…

Sidney, 14de Marts 1934.

Jeg skal se faa ringet til Mrs Lord i Aften, jeg havde tænkt at möde hende i Byen og tage hende til Afternoon tea – men det kniber svært med Pengene i disse Dage, jeg har ingen Penge faaet nu i 2 Uger, og jeg har jo ikke naaet saavidt, at have noget i Reserve, men jeg maa Löbe Risikoen for ikke at forsinke Spörgsmaalet mere end det allerede er, jeg maa have nogen herude, som jeg ”kan tæ’ske og lade mit daarlige Humeur gaa ud over”? Og jeg maa lade Dig vide, hvad hun siger; hun kan jo sende Tingesten til Dig direkte, saa faar jeg jo intet at vide om hendes Forhold. Nu faa vi se. – Aften, Jeg har ringet til Mrs. L., men jeg duer ikke paa Telephonen, saa jeg forstod kun meget lidt af hvad hun sagde, jeg synes, hun brugte Ordet ”fare”. Kun maa jeg sige hun syntes ikke saa forfærdelig enthusiatic over det. Men jeg skal ringe hende paa Mandag og arrangere et Möde her i Byen til The el.l. – Det er 22 Aar siden Du har set hende og Folk forandre sig og glemme, men da det ikke er Tale om Penge, maaske hun da bliver saa glad at hun skriver under paa den Permit. Men med næste Post skulde Du faa Besked. Clio J. er nok altid villig til mangt og meget, thi hun haaber altid at kunne faa noget ud af Dig, jeg kan forstaa paa Dig, at noget har hun allerede reddet. Jeg har aldrig sværmet for den Familie, men det behöver Du jo ikke at bryde Dig om. I alle Fald i næste Uge ser jeg Mrs L. Nu maa jeg i Seng jeg skal tidlig op i Morgen. Nu skal vi se om Du kan lade mig i Fred i Morgen ved 6 Tiden… Jeg kan saa udmærket forstaa Din vanskelige Stilling derhjemme, men nu maa vi holde det ud. Naar Du nu kommer til mig, saa faar Du kun en at passe, det vil lette …

Ja, med Hensyn til at bo i det gamle Hus paa Bornholm, da kunde det jo hænde at det kunde lade sig göre. Jeg har noget i Kikkerten, og om jeg kunde ordne det, da vilde jeg rimeligvis bo i London, men jeg tror ikke jeg kan klare Pengespörgsmaalet. Det vilde mene en Representation af et Firma her, i Europa. Maaske senere i dette Brev, jeg vil komme tilbage til det. I saa Fald vilde det blive mig der kom hjem, i Stedet for, at Du kom ud, thi jeg antager ikke Du vilde herud, naar jeg var hjemme. I Begyndelsen vilde der blive nogen Rejsen for mig. Men det blev kun Stats Departementer jeg fik med at göre. Nej, lad os holde vort Forhold til os selv til vi finder Tiden belejlig, det kommer nok en Gang, dette kommen til Europa har jeg svært i Hovedet, nu faa vi se. – Min Ven, jeg trænger stadig lige meget om ikke mere til Penge, navnlig nu, da Purgo ikke synes at kunne föres igjennem, jeg er bange for, at jeg er bleven taget ved Næsen, men nu ville vi faa at se i næste Uge; de to sidste Uger har jeg ikke faaet min Lön, saa min Tilstand er meget miserabel, jeg har jo intet at staa imod med, ja jeg synes aldrig at kunne komme ud af mine Vanskeligheder. Det passer jo ogsaa godt, thi nu föler jeg mig legemligt næsten som i gamle Dage, saa jeg skal vel nok have Bryderier.

17de Marts. Morgenen er Din Tid, da föler jeg Dig og taler med Dig, kun i Dag var Du ikke saa tydelig som ellers. Du tilgiver mig nok, at jeg skriver saa ligefrem om alt muligt, jeg synes det er saa henrivende, at vi kunne det, og det er i det hele taget et lille Udlöb for en Mængde indeklemte Fölelser, saadan synes det for mig. Og Du, i alle disse Aar hvor jeg har været i Dine Tanker, hvor maa Du have trængt til mig til at favne Dig, kysse Dig, holde af Dig, blot at kunne mærke min Nærhed. (Nu er jeg indbildsk). Jeg tænker saa ofte og saa meget paa gamle Dage i Clutha, og ofte kommer der en ny Erindring op. Du har berört, at jeg bragte Taarer i Dine Øjne i de Dage, det er jeg overbevist om at jeg kan endnu. De Taarer, Du der taler om, er jo ikke Sorgens Taarer, de ere simpelthen en Slags Sikkerhedsventil for Dine Fölelser, det er Fölelse, der bringer dem frem og de lette Dig. De er aldrig bleven bekæmpet, saa derfor ere de nu en Del af Dig, og hvorfor skulde de ikke være det. Men naar vi en Gang komme sammen tror jeg at de ville ikke komme saa ofte, men man kan jo aldrig vide. Men som Erindringen kommer frem, og det har jeg vist allerede skrevet för, saa husker jeg nok mine Fölelser, naar jeg stod ved Din Seng om Aftenen, og de vare ubetinget varmere end udtrykt, i alle Fald synes det mig saaledes nu; og det var vist godt, de ikke blev udtrykt stærkere end de vare. Men det vilde have været dejligt, om Du var kommen ud til mig for en 14-15 Aar siden; saa havde maaske meget været anderledes for mig, Din Nærværelse vilde have reddet mig ud af mangt og meget og maaske kan den det endnu, bare jeg nu ikke skuffer Dig, naar vi en Gang mödes. Bare jeg kunde faa rodet op alle Dine Breve fra 1912, jeg tror, jeg maa have dem et eller andet Sted, men jeg har jo brændt meget bl.a. alle Aunties Breve, og det er jeg egentlig ofte ked af, ligeledes alle min Moders Breve, og de indeholdt i Virkeligheden en hel Livshistorie, se de daterede sig fra för jeg var 10 Aar, alle Aunties Breve ere brændte – saa det er jo ikke umuligt, at Dine ere gaaede med i Löbet. Siden Auntie döde, har mit Liv jo været ret ustabilt og usikkert, og jeg har indladt mig paa mangt og meget, jeg ikke skulde, og som f. Ex. Du vilde have kunnet bremse – ja jeg maa tilföje et ”maaske”, thi man kan ikke vide, Du vilde maaske ikke den Gang haft den Indflydelse paa mig, Du vil have nu, jeg har altid været egenraadig. Jeg kender godt mine egne Fejl og Grunden. Jeg vilde gerne finde Dine Breve, det vilde rimeligvis aabne mine Øjne og bringe meget tilbage i min Erindring. Nu har Du imidlertid taget mig i Besiddelse, Du er sikkert meget beskeden i Dit Valg, jeg har ikke noget at klage over, kun at jeg maaske vil blive endnu mere forkælet. Men jeg er stadig i traadlös Forbindelse med Dig, jeg föler Dig hele Tiden – men jeg trænger til Dig holus holus …

Saa nu maa jeg i Gang med at göre rent i hele Lejligheden, jeg föler mig stærkere nu, jeg kan bedre slide i det og jeg maa have rent, og arbejde alle Længsler ud af mig. Gud ved om Du kan læse disse Breve med Skrift paa begge Sider, det er daarligt Papir og daarlig Skrift, saa Du har nok Besvær med at tyde det…

Vilde Du kunde holde ud at bo i London sammen med mig? Jeg tror nu ikke, at det kan lade sig ordne, jeg har jo ikke Pengene, men jeg har i Sinde at göre et Forsög. Med den Forretning kunde Du hjælpe mig, thi der bliver nok en Del Lovrespondance og næppe meget andet ud over en Del Rejsen til at begynde med…

I Dit Brev af 26/1, paa Side 7, findes fölgende”Jeg er helt gal paa mig selv over at jeg har gjort Dig saa megen Ulejlighed, ja, jeg er bestemt et Skarn, at jeg saadan misbruger Dig. – Lille Ven den eneste Undskyldning, jeg nu har, er at jeg vil göre mit yderste til at give Dig noget, Du har saa længe maattet savne. Du tilgiver mig saa nok”. Jeg har læst det Gang paa Gang, jeg er vist mordelig dum, men hvad mener Du med ”Göre mit yderste til at give Dig noget, Du har saa længe maattet savne”, Du maa vist refere til noget i mit Brev, og jeg kan ikke huske, hvad det kan være, saa lad mig vide hvad det er Du vil give; rimeligvis er jeg dum som en Torsk, at jeg ikke forstaar; men det maa som sagt referere til noget i mit Brev – lad mig endelig vide paa Retur, thi jeg bliver ved at grunde paa det…

Se, om jeg fik ordnet med den Representation i Europa, det var noget Du og jeg kunde klare mellem os, thi det blev hovedsagelig Korrespondance, naar först det kom i Gang. Alle Sendinger vilde gaa direkte til Kunden, og Betalingen bliver vist ogsaa direkte. Muligvis vilde vi modtage Ordrene og saa sende dem herud for at blive expederede. Det vilde blive en uhyre behagelig Forretning, om bare jeg kan ordne det. Nu faa vi se paa Mandag, hvad Doktoren mener om min Idé. Jeg synes dette Brev er noget forvirret, men jeg kan ikke göre for det…

Söndag Morgen. – Jeg sidder og tænker paa, at det er egentlig mærkeligt som Du har udviklet Dig, jeg mener i den Retning, til det Menneske Du er, den Karakter Du er, det Sind Du har, Din Tankegang og Moral i al Almindelighed. Du maa vist have været meget ene, trods alle de Mennesker, Du har levet i mellem, thi jeg er vis paa, Du er forskellig fra alle de andre. Det vil blive interessant en Gang at höre Dig fortælle om Dig selv og Din Historie og Udvikling siden 1912. Jeg er jo bleven forfærdelig interesseret i Dig baade aandeligt og legemlig, Du er heldigvis ikke noget dagligdags Menneske, og tænk hvor dejligt det er. Bare Du maa kunne holde mig ud, thi jeg er vel nok bleven underlig – jo endogsaa vanskelig efter alle de Aar af Besværligheder og Eneboerliv. Det er meget faa Mennesker, jeg gider have noget at göre med, jeg har jo altid kunnet more mig alene, jeg behöver ikke, som mange andre, andre Mennesker til at underholde mig, jeg kan altid finde paa noget at göre, om jeg end nu er en Del mere doven, men hvis f. Ex. Du var her, tror jeg, jeg vilde leve op igjen, for naar vi se paa det i et bredt Lys, saa maa Du, bevidst eller ubevidst, have været i mit Liv, maaske endog fra 1905. Mon Du kan huske, Kvinder kunne i Reglen, naar det gik op for Dig, at jeg saadan i al Almindelighed (ikke Kærlighed el.l.) interesserede Dig, altsaa da Du endnu var Barn? Det vilde more mig at höre og Gudskelov Du er Dig selv og ikke noget Hverdagsmenneske. Alene det, at Du vil og önsker at komme til mig og holder af mig tilstrækkeligt til at göre det, viser at Du er værd uhyre meget. Ja, jeg beundrer Dig mere og mere, jeg synes, Du maa være et vidunderligt Menneske, og jeg maa prise mig selv lykkelig, at Du bryder Dig om mig, jeg vil jo aldrig kunne gjengælde Dig alt, hvad du er og gör for mig, ikke at jeg mener Du venter noget saadant, men man föler jo at man helst vil være paa en lige Fod. …

19de Marts. – Jeg maatte forlade Dig i Morges, jeg maatte meget tidlig til Byen, og fandt ud, at der var intet Haab angaaende den Representation i Europa, de behöve ingen Repræsentation i Europa, de behöve ingen Repræsentant der, de ere direkte eller komme direkte i Forbindelse med de forskellige Regjeringer, saa er det Haab ude, og jeg kunde have sparet mig at omtale det til Dig. Saa fandt jeg ogsaa, at det var den Uge, da der intet Brev var fra Dig, Gud hvor jeg hader den Uge, jeg kan ikke forstaa, hvorfor jeg skal have 2 Breve Hver anden Uge og ikke et Brev hver Uge, saa jeg er ikke i godt Humeur, og i Særdeleshed ikke med alt det andet Bryderi jeg har. Jeg skulde ringet Mrs Lord op og arrangeret Eftermiddagsthe med hende, det maa jeg opsætte, da jeg ingen Penge har; saa nu maa det vente til jeg en Gang faar Penge, Gud ved hvad hun tænker om mig.

20de Marts. – Jeg kan altsaa ikke faa talt med Mrs Lord i denne Uge, men lad os haabe, jeg maa kunne i næste Uge, jeg skammer mig for hende at ikke göre hvad jeg sagde jeg vilde, og jeg kan jo daarlig fortælle hende hvorfor, men det hörer alt saa til den Slags Ting som Lus og Fattigfolk maa finde sig i. – Jeg kommer lige fra et ”Purgo” Möde, hvor jeg resignerede min Stilling som Manager, de have ikke Penge til at betale min Lön, saa nu har jeg kun hvad jeg kan tjene i Kommission ved at sælge ”Purgo”, men jeg har jo stadig mit Royalty for 14 Aar. Jeg ansaa det den Maade, hvor jeg led mindst Tab, men nu er det haardt for mig igjen, jeg faar ganske vist de Penge de skylde mig i Lön, og der er en Del Kommission, jeg skal have.

Hull Road, Pennant Hill Thursday, (udateret) Brev fra Mrs. Lord til Valdemar Hansen.

Dear Mr Hansen,

I have been thinking a lot of Topsy & the family since You were here & I am delaying the application pending Further information from Denmark – As Topsy has waited so long a little longer will not do her any harm. – With best wishes. I hope the walk to the station was not too wearing for You, Yours Sincerely Mrs MLord.

Sydney, 29de Marts 1934. (1)

Well, here we are again, hvordan mon Du kom gennem mit sidste Brev, det var skrevet i en Hast for at faa Nyheden af Sted til Dig hurtigst muligt, saa Skriften var vist værre end ellers, i Morgen er det Langfredag, og jeg har 4 Dage hjemme, jeg haaber, jeg faar en Masse bestilt, ellers ved jeg ikke hvorledes jeg skal faa Tiden til at gaa. I Dag er det ikke Helligdag herude, jeg har været i Byen at provide en Del, jeg skal ind igjen om en Times Tid, og jeg bliver inde og spiser min Middag der. Om jeg kan komme tidsnok ind Lördag Morgen, og der intet andet er at göre vil jeg rimeligvis gaa til et Pictureshow, det er længe siden jeg har været. I Gaar var jeg meget nervös og uden Ro, men det er bedre i Dag; jeg har endnu ikke faaet det Papir tilbage fra Mrs L. men det er nok i Boxen paa Lördag, men jeg kan jo ikke göre noget med det för Paaske, saa Du maa have lidt mere Taalemod, men jeg synes, vi ere komne et langt Skridt fremad. – Grin nu ikke af mig, men jeg troede hele Tiden at Mrs L. var en af Rawlinsons Dötre, og jeg blev i den Anledning uhyre forundret over at höre at hendes Fader stadig var i Live. Jeg kan jo kun huske Rawlinson som en gammel hvidhaaret Mand den Gang, saa jeg kunde ikke tænke mig ham endnu levende. Langt om længe fandt jeg ud af at Mrs L. var födt Josephson, som jeg for Resten tror, Du har oplyst mig om i et eller andet Brev, og det maa være en af Rawlinsons girls, jeg traf hos Daniels, da vi spillede Bridge. – Navnlig var min Forundring enorm, da Mrs L. fortalte mig at hendes Fader var dansk – og jeg stadig tænkende paa Rawlinson. Hvad mener Du om al den Forvirring paa min Side? Mrs L ser jo en Del anderledes ud nu end den Gang ved Middagen for Amundsen hos Dine Forældre i Glebe. I am extremely sorry to say, that I have changed my mind relating Mrs L. – I trust you have had the Air Mailletter befor the ordinary letter so as to save you a disappointment, I am extremely annoyed, it is an insult to both of us. They evidently still consider you 6 years of age and not 34 – I write “they” because I feel certain, she has communicated with Mrs Duggan, who is here in Sydney at present. If there had been a properly qualified person to witness the signature that day, I would have walked away with it complete in my pocket, But women shall always interfere, specially when one of their own sex is concerned. I will tell you this, that if ever you do come out to me, neither of the two Ladies concerned will be allowed inside my door, at least when I am home. – I never liked going to Mrs L., but I saw no other way to get that permit, so I did it, I am going to write Mrs L. a letter and endose her a copy, so that you know all. I expect you will get a list of all my sins during the last 22 years, and thus relieve me from telling you about myself when you are here, I was quite prepared to confess any such to you and submit to your judgment, proberly you will hear more than my actual failings. As I said in my short letter, they feel sure that I am the person, who is enticing you to come out, that I may rob you of all you have, how I hate these women, thus looking right into me! However I am glad, I am in before them, so that you are prepared for any surprise attack. I have no doubt Mrs L. will sign the paper, if you insist; but now we are having another delay of a couple of months, I wonder what the next delay will be, it is my usual continual, neverending bad luck. And I have had plenty of other annoyances and bad luck this week, though I really thought, it had ended, at last for a while. – Well darling, this will get on your nerves and the move is from now, it is for you to decide. I do not suppose you will be able to hear from Mrs L. earlier than by this mail. The letter I got was posted to day at Pennant Hills and I had it in my box at 2 p.m. that was quick, and at 3.50 my air mail letter was posted, and I had to get home to write it, and in again to post, and I hardly thought of this way, till I was in the tram, so I am certain, they did not get in in front of me. – Ja, nu sidde vi altsaa I det igjen, og det er Dig, der maa træffe Bestemmelsen; men Du maa forstaa, at jeg gaar ikke mere derop, Du maa selv skrive til hende, hvad Du mener og önsker, men lad det blive I bestemt Udtryk, hvad Du end maatte mene.

Sydney, 29de Marts 1934. (2)

Jeg skynder mig med at faa et Par Linier af Sted med Air Mail i Dag. Med samme Post er afgaaet et Brev, der fortæller om mit Besög hos Mrs L. og hendes Villighed til at underskrive den Ansögning om Permit. Indlagt hendes Brev til mig, lige modtaget. Nu er jeg bange for at Du er inde for Vrövl, hun har eller vil sætte sig i Forbindelse med Mrs Duggan, saa enten vil Du eller Din Fader faa Brev, saa nu er Du forberedt paa noget saadant. Jeg sagde til Mrs L. at Du vilde ud at passe og holde Hus for mig og hjælpe mig i Forretningen, at jeg havde ordnet angaaende Billetten etc. – De mene rimeligvis, at det er mig, der forförer Dig til at komme ud og er efter Dine Penge eller saadant noget. Jeg anser den optræden af Mrs L., som en Fornærmelse mod mig, og agter mig ikke derud mere. Om jeg svarer paa hendes Brev, vil jeg bede om Papiret tilbage, som det er, samt at jeg gik til hende fordi Du önskede det, jeg gik ikke on my own accord. – Jeg fortalte dem jo ogsaa, at jeg ingen Penge havde og derfor ikke kunde undertegne det Papir. Jeg var fuldstændig aaben mod dem alt for aaben öjensynlig. – Jeg tror nu kun, at det er efter at have telephoneret til Mrs Duggan, at hun kom til den Bestemmelse, og Mrs D. ved nok, at jeg har haft haarde Tider. – Saa nu ved Du, hvad Du har at vente, jeg vil have, at Du er forberedt. Undskyld Hastværk. – Nærmere med næste mail.

Copi af VH’s brev til Mrs Lord:

Dear Mrs Lord, I have received your letter of 29th inst., but may say that I am sory to not content. – When I got your letter, I had already written Topsy to tell her the good news which I know would please her very much. I luckily got your letter a couple of hours before the Air mail was leaving and I managed to send Topsy a few lines and your letter, so as to prevent her disappointment after a weeks happiness; she will get the Airmail letter before the ordinary letter. – Over a period of 13 years or more Topsy has always expressed the desire to come out here and up till a couple of years ago, I have always adviced her to stay in Denmark; but her persistence made me think, and I came to the conclusion, that Topsy is now a grown up woman in the thirtieth and must or should know her own mind, so since then I have helped her, what I could; I arranged for the ticket and it only remained to get this permiet, for which I, at present, am not in a position to apply, and which means a cash saving of a hundred pounds for Topsy. – Topsy always mentioned you and felt assured that you would do anything for her; so seeing not other way, I went to you about this matter, and am sorry if I caused you any weary – I did not go on my own accord, but because of what Topsy wrote and wished, and I am sorry I could not save her the disappointment, having already written and posted the letter. – In conclusion I want to thank you and Mr. Lord for the very pleasant day I spent at your home, it was quite a rest for me, and I am still enjoying the excellent eggs, they last fine. – With kind regards to Mr. Lord and yourself – I am Sincerely yours

30te Marts, Lang fredag. Jeg har ikke været ude i Dag, jeg har haft travlt her hele Dagen med at gennemgaa min Samling af gamle Papirer og Breve, private og Forretning; det sker en Gang i mellem, saa sorterer jeg ud og skaffer Plads ved at smide en Del væk, men der er altid noget, jeg endnu ikke kan skille mig af med, næste Gang gaar noget af det nuværende noget. Jeg har endnu ikke fundet flere Breve fra dig…

Jeg haaber Du giver Mrs L. den ”confirmation” hun skriver om. De synes stadig at betragte Dig som en 6 Aars Tös – og ikke en 34 Aars Tös, der tilhörer en hel anden, end de tænke. Tilgiv mig om jeg har skrevet noget haardt om alt dette, jeg kan ikke andet, Du vil nok forstaa mig. – Purgo vil gaa alright, vi have lige faaet en stor Kontrakt for Mejerierne og Alpha-Laval Separator Co. herude, det skulde blive Ton og Ton, de have 700 Brancher her i Australien, saa om det kun bliver 1 cut pr. Branch om Aaret, kan Du se hvad det mener, det er 35 Ton om Aaret eller 3 Ton om Maaneden, og saa desuden al den anden Forretning, en ton sælge vi for Pund 65.0.0, og burde, naar vi ere ret i Gang, tjene de Pund 30.0.0. Saa jeg kan ikke tænke mig andet, end at jeg vil kunne passe Dig, uden at Du behöver at bruge Dine egne Penge, selv om jeg maaske endnu for nogen Tid er forfærdelig ”hard up” og trænger til at laane af Dig, som jeg bad Dig om en Gang, Gud hvor jeg trænger til de Penge, det er rædsomt at ga saaledes; jeg har virkelig fortjent at faa en Forandring og være i Stand til at leve et ordentlig Liv. Op til December i Aar faar jeg ganske vist kun et Pund Afgift per ton, men fra da af gaar det op til tre Pund per ton. – Nu nok om alt det, det er ikke morsomt og passer ikke i et Kærestebrev, jeg vilde önske jeg slet ikke behövede at omtale den Slags Ting i mine Breve til Dig; men det er bedst, Du har et lille Begreb om, hvorledes jeg sidder i det. – Jeg vedlægger en Kopi af det Brev, jeg skriver til Mrs L., saa Du har Situationen klar for Dig man ved aldrig, hvad der kan ske, og jeg vil ikke miste Dig. Nu ikke mere i Dag, jeg har nu Paaskedagene at skrive i. Jeg skal have en lille Kalvesteg i Morgen og min Ven Löfström til Middag, han har det mange Gange værre end jeg har det. I Aften skal jeg have Middag ude hos Miss Wyndham, en Kusine til Miss Holden (nu Mrs Taylor), om Du kan huske hende.

1ste April. – Mine Nerver ere paa Kant, siden jeg har faaet det Brev fra Mrs L., saa Du maa undskylde mig meget – og jeg trænger nu saa meget mere til Dig, jeg önsker bare, Du nu ikke maa faa noget Vrövl derhjemme. I Dag har jeg rodet op i mine Kasser, Kassen med Fotografier, og fundet der en Del Breve fra min Ungdom, da jeg var i og kom hjem fra London, ja helt tilbage til Firserne, jeg er jo rædsom til at samle (kun ikke paa Penge), jeg var lige ved at tude mange Gange ved de Minder der vækkedes, Minder om en Mængde gode rare Mennesker, Episoder, ja mangt og meget, en Gang skulle Du og jeg gjennemgaa dem, og om Du gider höre paa det, skal jeg fortælle det alt sammen, i alle Fald i de Dage var der da nogen Lykke og Glæde, bare ikke min Tankegang vil være for gammel for Dig. Jeg har endnu ingen af Dine Breve fundet, kun et Kort fra Topsy, Karna og Tootie til min Födselsdag 1911, det indeholder ”Billikens lucky pocket piece”, maaske Du saa kan huske det? ”My magic grin will make you win, I am the mighty Billiken”. Jeg tror mere og mere, at jeg maa have brændt Dine Breve, jeg kunde jo aldrig ane de sidste aars Udvikling. Jeg er ked af det, men der er intet at göre, jeg vilde have elsket at læse dem, og se om jeg kunde finde noget mellem Linierne. Jeg kunde önske jeg havde nogle Flasker god Vin til min Middag i Dag, jeg trænger til at blive glad og lystig og være mellem gode Venner, jeg er ved at forsumpe, og jo mere jeg tænker paa Mrs L.’s Handlemaade, jo mere impertinent synes jeg den er. Situationen er jo egentlig værre nu, end da jeg gik op til hende. Nu kan jeg ikke tænke mig andet end at Situationen, som der er herude, staar klar for Dig, og Du kan handle paa tilsvarende Maade.

2de April. – Mon der skulde være Brev i Dag, man kan ikke være sikker, at de i saa Fald have gidet sortere Posten, som Regel faar jeg aldrig Brev paa saadan en Dag, saa jeg er ubestemt om jeg vil klæde mig paa og spendere Sporvognspenge paa den mulighed, hvad mener Du? Jeg vilde forfærdelig gerne have, at Du selv var her hos mig, jeg trænger til noget jeg kan föle, Köd og Blod, noget levende, nogen jeg kan tale med og være noget for. Det er tamt med Dröm og Indbildning hele Tiden, og det tager paa en, men vi maa finde os i det, det er jo ikke Din Skyld, at det trækker ud. Du er ligesaa ivrig som jeg, ligesaa længselsfuld. Tænk, at Du har gaaet i alle de Aar med den Tanke, Du maa fortælle mig om det, detailleret, saa jeg kan komme til at forstaa det, thi det kan jeg ikke endnu. Jeg gaar saadan og fortæller mig selv, ikke at være indbildsk og tro, at nogen virkelig kan bryde sig om mig, og naar vi analysere det, saa er det jo egentlig ikke mig, Du bryder Dig om, det en Valdemar der existerede for en 25 Aar siden, maaske en hel forskellig Person, og mon jeg kan staa for Pröven, naar Du kommer, Du har et Billede af mig i Din Hukommelse og jer er noget helt andet maaske. Og naar det kommer til noget, saa er det Dig, der ikke maa skuffes, Du er den der fortjener og skal have Lykke og elskes. Jeg kommer kun ind i Billedet, om jeg er i Stand til at fremskaffe den Lykke for Dig; fordi jeg elsker Dig, fölger det jo ikke, at det gör Dig lykkelig. Ja, der er mange Problemer, man kan stille sig her i Verden, men jeg vilde gerne begynde Pröven endnu i Dag, have Dig her strax og se med egne Øjne og föle med egne Hænder, se min lille 12 Aars Topsy pludselig voxe op for mine Øjne. Du ved jo, jeg har stadig skrevet det, at jeg kan ikke faa fat i den lille Topsy, den Topsy jeg har set og kendt, det er i Verdens Øjne maaske en forfærdelig Bekendelse, at Du allerede i den Alder laa i mine Arme og jeg kyssede Dig – alt i Indbildning – men jeg er ikke bange for at fortælle Dig det, Du vil forstaa og dömme mildt, om ikke andet. Du og jeg er jo fuldt ærlige med hinanden, den Aabenhed er for mig fortryllende – Du er fortryllende men det er jo ogsaa alt hvad vi have for Tiden, og jeg er lige glad, hvad alle de gamle Sisser sige, jeg vil have Dig og ingen anden. De maa ikke tro at jeg ikke kan faa nogen anden, jeg vilde ikke have meget Besvær her, om jeg vilde gifte mig, der er adskillige, der ikke vilde afslaa mig – jeg er ikke indbildsk, men jeg er ikke blind, men de spille ingen Rolle for mig. Det er stadig Mrs L.’s Standpunkt, der virker paa mine Nerver, jeg synes det var saadan en miserabel Optræden; men som sagt, jeg tror ikke det er hende, hun er bleven paavirket fra anden Side. Jeg kan tænke mig Din Skuffelse, min egen lille Ven, men Du kan sikkert faa hende til at undertegne Ansögningen, og jeg ser ingen anden Udvej, ellers var jeg ikke gaaet der, men Du maa tage hende bestemt. Men vort förste Möde, maa vi ogsaa ofre i saa Fald, med mindre Du glemmer at fortælle hende, hvad Baad Du kommer med; men det kan Du jo heller ikke, thi Du maa vel derop de förste Dage, jeg maa se hvorledes den Sag kan omgaas. At tænke sig alle de Besværligheder, der hobe sig op i saa simpel en Sag som at komme her ud. Tænk hvor let det havde været for 20 Aar siden…

Sydney, Hull Rd, Pennan Hill, 4-4 1934, Brev fra Mrs Lord til Valdemar Hansen.

Dear Mr Hansen, Your letter arrived today & I knew you would be disappointed – The whole affaire worried me Mr Hansen, I was not thinking of Topsy, but her Father – I hate the thought of parting the little family – they have such comfortable homes, it seems so foolish to come out here, to crudeness. – When Clio Jensen returned from Denmark, she told Mrs. Duggan that Mr. Marcker did not want his Daughter to leave home – that remark has remained in my memory & isn’t it natural Mr Hansen for an elderly Father & sick too – not to want to part with his little family – that is the reason I hesitated, for I do think it a pity of Topsy to leave her Father – However that is her affair – I wrote Mr Marcker & Topsy also – asking Mr Marcker what his wishes were on the Matter & I thought I would wait for a reply before sending You the enclosed application – but the more I think of it the less I know what to do – that is the truth Mr Hansen & as Topsy is a woman of 34 & no longer an inexperienced girl in her teens – it is foolish of me to hesitate & it is an affair between Father & daughter – so I am not going to worry anymore over the matter – I know it is stupid of me – so I enclose the application & of course there is no need to say our wee humpy can always be a haven to Topsy. – I have just written her & her Father explaining the reason I have delayed. – The “Purgo” I have used. I tried it last Monday – washing day & I found it as you say – it does whiter the clothes & is a help in the kitchen.- Hooping I have not inconveniened You unduly in my delay. – With my best wishes Your Sincerily Mrs Lord.

The application I am sending You by same Mail as this letter – please let me know if you get it alright & will You please before you send the application to Canberra, look at the matter from all angles – to see if it is really a kindness to get Topsy to Australia – I remembering her comfortable Danish house & her ailing father who is now old – Mrs L.

4de April. Tilgiv mit daarlige Humeur, men jeg kan ikke göre for det. – Hvad mener Du om fölgende Idé: ”Jeg tænkte med Hensyn til Pengene for Din Billet f. Ex. Du kan faa fat i en 500 Kr. Seddel i Danmark. Hvis Du nu havde nogen, Du kunde fuldt stole paa i London, saa kunde Du sende den Seddel til den Person, enten for anbefalet Brev, og hvis Du ikke kunde lukke dette Brev uden Inspektion paa Postkontoret, saa per almindeligt Brev, det er saa uhyre sjeldent at et Brev gaar tabt. Vedkommende i England returnerer Dig en Pund 50.0.0 note og nogle Pund 1.0.0 Noter, Sölv per Postanvisning. Brevet fra England kan anbefales. Du kunde saa sende mig de engelske Noter, enten per anbefalet eller almindeligt Brev – eller den Person i England kunde sende dem direkte til mig. Kunde dette ikke lade sig göre. Det vilde have været billigere end den Maade, jeg alt har faaet arrangeret, man sparede alle de Telegrammer. Hvad mener Du om den Idé, maaske holder Du ikke af den, men den synes mig udförlig. – Vær nu ikke vred paa mig, tusind Kys. Jeg ser, jeg har taget fejl af Belöbet, Kroner, men det er ligemeget, det er blot Methoden, jeg vil illustrere, det forstaar Du nok.

Sydney, 5te April 1934. Air Mail Sydney-Fremantl til Topsy fra Valdemar Hansen.

Kære Topsy, Atter lidt Airmail, jeg har lige faaet Brev fra Mrs L. indeholdende den undertegnede Permit – ansögning. Jeg har ikke faaet Tid at læse hendes Brev – det synes altsaa, at mit Brev har hjulpet. Jeg synes jeg maatte lade Dig vide hurtigst muligt. Jeg skal nu sende dit Papir ind og afvente den endelige Permit. Men der bliver vel nok nogen Forsinkelse, der er nok Spörgsmaal, der skulle besvares.

I Dag afgik der altsaa Brev til Dig, men der kom ingen fra Dig i denne Uge, saa nu maa jeg ogsaa begynde paa denne hver anden Uge Methode, saaledes dette först postes i Dag om 14 Dage. Jeg vil naturligvis helst have saa mange Breve som muligt fra Dig med hver Post, men naar det bliver 2 Breve hver anden Uge, saa kan jeg ikke forstaa, hvorfor det ikke kan blive et Brev pr. Uge, saaledes at man slipper for den Skuffelse hver 14 Dag, thi man kan ikke lade være med at haaber, at der, trods alt, kommer Brev, det er en rædsom tom Uge uden Brev, i og for sig er det jo det eneste, jeg har at leve for i denne Verden; men Din Side af Sagen er vel den, at Du ikke saadan kan sætte Dig hen at skrive, men maa passe Dit Snit, og det er jo, after all, en god antagelig Grund, som jeg altsaa maa anerkende; men alligevel har man jo den Gengældelseslyst, at lade den anden föle, hvordan det er og hvorledes. – Hvad mene Du om mit Pengesendingssystem, kun var jeg forkert i den Retning, at det skulde være en 1000 Kr. Seddel i Stedet for en 500 Kroners. Jeg tager de store Sedler fordi de fylde mindre i Brevet, og kan lægges helt ind uden at mærkes. Men det hjælper os jo ikke til den Permit; og den er bleven Hovedsagen. Jeg gad vidst, hvad Du siger til den Historie med Mrs L., jeg er glad, at jeg tænkte paa den Airmail, det var lige, at jeg naaede den.

Purgo kommer til at blive en stor Forretning, det er der ikke Tvivl om. Vi har nu den Kontrakt med Alpha Laval her, det vil mene, senerehen, en Ton om Ugen; saa jeg anser min Fremtid sikret, men hvorledes jeg skal klare mig over de förste to Maaneder uden at blive smidt paa Gaden og uden at sulte eller fryse i hjel, det maa Guderne vide, jeg er slet ikke glad ved Tilværelsen. Bare jeg dog havde kunnet faa de Penge, jeg bad Dig om, og som Du vilde laane mig; men det kan ikke nytte at klage, men jeg vil saa nödig have den Tid om igjen jeg havde for 5 Maaneder i Slutningen af sidste Aar. Jeg ved jeg burde slet ikke fortælle Dig alt dette, men jeg trænger til at udlade mig selv med alle disse Elendigheder, der aldrig synes at faa Ende, jeg er en elendig Fyr at lade Dig föle noget somhelst i den Retning, men jeg maa have det ud af mig; om Du var her vilde det ikke være nær saa slemt, men det ser jo ogsaa ud til at skulde vare længe endnu… Jeg var lidt for rask i Dag, med at sende det Correspondance Kort med Air Mail, jeg skulde have ventet til jeg havde læst Mrs L.’s Brev; men det kan vist ikke göre nogen stor Forskel, thi Du maa jo have haft Fölgerne af hendes Brev inden det naar Dig. – Ja, det var et Fejlgreb at gaa til hende, jeg holdt heller ikke rigtig af det, men det syntes den eneste Udvej. Jeg sender Dig hendes Brev og hvad jeg har skrevet til Svar, saa Du nöjagtig kan vide, hvad jeg gör. At hun skrev til Dig, det faar være, men at hun skriver til Din Fader er, efter min Mening, skændigt og tankelöst, thi jeg kan ikke tænke hun vilde skrive til Din Fader, om hun havde tænkt sig om. Det der afficerer mig er det, at Du maa have haft en ubehagelig Samtale med Din Fader. Jeg haaber ikke, Du har röbet Dine Fölelser og vor Korrespondance, for Din egen Skyld, det er ligemeget med mig, men Du maa paa alle Maader beskyttes, og Du maa ikke falde ud med Din Fader, tag ingen Hensyn til mig, Du kan ofre mig, blot Du faar Ro og Fred og der ingen Uvenskab opstaar i mellem Dig og Din Familie, d.v.s. hvis Du ikke kan anderledes eller önsker det saa, det er altsaa alt sammen noget Du maa bestemme, det som er bedst for Dig. Du ved ogsaa, at jeg til alle Tider staar ved Dig og er rede til at have Dig og beskytte Dig mod alt og alle med al min Magt, og paa alle Maader, der maatte kræves, det være Din Ære eller hvad som helst, jeg vil göre alt der er ret mod Dig, Du kan fuldstændig stole paa mig, det ved Du ogsaa godt selv, Du kunde umulig andet end stole og tro paa mig. Da det hele er i Dine Hænder, kan jeg ikke sige mere för jeg hörer derom fra Dig, det maa have været en værre Overraskelse for Dig, og det har sikkert ikke gjort Din Fader godt, det dumme Kvindemenneske. Jeg venter ogsaa at faa Brev fra Din Fader om den Sag, men jeg skal nok svare derpaa. Men jeg vil have en Del Ugers Spænding nu inden jeg kan höre, hvad der er sket. Jeg sender naturligvis ikke den Ansögning ind för jeg hörer fra Dig desangaaende efter hendes Brev er modtaget. Ja der lavede vi et Ris til vor egen R… Alt, som sagt, er nu i Dine Hænder, Du maa tage Bestemmelsen; men jeg maa holde med Mrs L. med Hensyn til Hjemmet i Danmark og ”the crudenen” herude. Jeg haaber dog endnu stadig en Gang at kunne slippe herfra, og om Purgo gaar, skulde det vel en Gang lykkes. – Jeg synes at skaffe Dig en Masse Bryderier paa Halsen, men sligt synes altid at hænge rundt om mig, det slipper jeg tilsyneladende aldrig af med, men hidtil har det dog kun afficeret mig selv…

Naar Du skriver Mrs Lord, saa synes det mig, at Du burde give hende Din Mening rent ud, jeg synes hendes Handlemaade er skammelig og langt fra loyal mod Dig, Du stolede dog saadan paa hende, og jeg troede hun specielt var Din Veninde og derfor kunde stole paa i alle Maader, men selv i indlagte Brev röber hun eller tilstaar hvor lidt hun tænkte paa Dig, og hendes Brev til Din Fader kan umuligt have gjort Dig noget godt.

Kopi af Valdemar Hansens brev til Mrs Lord af 6. April 1934:

Dear Mrs Lord, I have duly received your kind letter of 4^th inst. as well as the signed application for Topsys permit. – Under the present circumstances, I will not lodge this application, but will await your permission and further orders from Topsy. – I can appreciate your warning in this matter and consequent worry, it involves the question as to how far children should sacrifice their lives for their parents, if they are not entitled to live their own lives and whether the present day trend in this question is right or wrong etc. – I am sorry to learn, that you wrote Mr Marcker himself, this will no doubt cause him pain, and, in my opinion, pain that could have been avoided and cannot help the issue. Then it will cause a discussion between Topsy and her father, which must be painful to both; I think the matter should have been left solely in Topsy’s hands, and for her to decide what course to take and how to handle it. As said before, she is old enough to know her own mind, her own feelings and her duty. – Forgive me please, expressing my opinion on this question, but as I have been the innocent “carrier”, bringing the question up. I feel temted to express what I think. The solution we will no doubt have in a couple of month time. – I am glad to hear, that you are satisfied with Purgo, and hope it will be a real help to you; from what I could see, you could very well do with a saving in work and time. – I hope your mind will now be at (? red.) regarding Topsy’s matter, no more can be ease at present, and with kind regards to Mr Lord and yourself. I beg to remain Sincerely Your …

Sydney, 7de April 1934.

Jeg er rent fra Snövsen i denne Tid, jeg er nervös og bekymret over den sidste Tids Hændelser, og over al den Ubehagelighed de maa bringe Dig, hvorledes mon Du kommer over det og mon Du nu kommer herud? Er der ikke det ene, saa er der det andet. Med Hensyn til mit Helbred, da er der ikke Tale om andet, at jeg er langt bedre, jeg er ved at blive mig selv i den Retning, saalænge det varer. Men jeg gyser for de næste 6 Maaneder, der bliver Smalhans… Jeg haaber Du er enig med mig i hvad, jeg har skrevet til Mrs. L. og de smaa Stöd jeg har givet hende i Ribbenene, de ville pine hende nogen Tid og det fortjener hun. Hendes Brev maa vel være 14 Dage forud for dette. Dette Brev skulde naa Dig 14de Maj, saa hendes Breve skulde være der 30de Ap., saa i Begyndelsen af Juni maaske den 4de men mere rimeligt den berömte 11de Juni (se Holberg), saa om Du kommer herud, kan Du vist næppe være her för Jul, det er maaske ogsaa det bedste, thi ved den Tid burde jeg jo sikkert begynde at kravle op paa den grönne gren, og indtil da vil jeg ogsaa sikkert have en uendelig fattig Tid. Tænk om Du har kunnet opnaa at faa Lov at sende mig de Penge og at de vare her paa Mandag, sikken en Lykke, det vilde være, det vilde sætte mig ind i en anden Verden, trods at jeg vel ved, at jeg burde ikke laane Penge af Dig, selv om Du kan faa dem tilbage först i næste Aar, jeg burde aldrig skrevet til Dig derom, men vær ikke ”annoyed” med mig. Om vi en Gang komme til Danmark sammen, saa tage vi en Bil for en Uge eller 14 Dage og besöge alle de Steder i Danmark, jeg kender og hvor jeg har boet, det vilde være en herlig Sommertur gennem Sjælland, Laaland, Fyn og Jylland – fra Skagen til Gjedser. Kan Du köre en Bil? Jeg kan ikke. Vi skulde jo helst ikke have nogen med os. Og saa skulle vi til Stockholm. Bornholm maa Du jo sörge for. Hvor vidunderlig dejlig en saadan Tur vilde være, blot Vejret var godt, men vi vilde have Tid nok til at passe ind med Vejrt. En hel Del af de gamle Herregaarde paa Fyn – Glorup, Ørbæklunde, Lykkesholm, Hesselagergaard, Broholm etc.etc., Vi skulle svömme i Store Belt, spise Frokost i Kajberg Skoven ved Nyborg, Fruens Böge ved Svendborg, Taasinge, Turö hele Langkortet. Jeg beder om Forladelse, Fruens Böge er ved Odense, det er Kristiansminde ved Svendborg. Ja paa saadan en Tur kunde Du ikke holde Sty paa mig. Jeg har lige kigget paa mit Fynskort; det er fra 1853 og sikkert noget forskelligt fra Nutiden. Tænk at kunne vise Dig alle de Steder og kede Dig med alt, hvad jeg kunde fortælle. Jeg har lige været gennem Topsy Albumet det bedste af Dig er det, hvor Du og Tootie sidde paa nogle Sten paa Toppen af et eller andet, rimeligvis Bornholm, derefter det hvor Du sidder med Frk J. i Edens Have. I almindelighed skærer Du Ansigter paa de andre eller Hatten skygger over Ansigtet. – Ja, Du ser jeg maa altid leve i Forventningen. Forhaabninger og stadig lige langt fra Realisationen, er det saa underligt, at man til Tider er i daarligt Humeur og underlig? …

Hvis Du kommer herud til mig, saa tror jeg nok, jeg vil söge en anden Flat, thi Nabolaget her er jo ikke udsögt og nogle af Naboerne endnu mindre saa Sproget der ofte anvendes paa tvers og paa langs af Vejen er ikke altid det fineste. For Eksempel paa den anden Side Vejen bo Mr & Mrs Humpsey, og de have den Vane ikke altid at være af samme Mening, og i slige Tilfælde finder Mr Humpsey det bedst at forlade den fælles Rede, og de Afskedsord der flyve mellem Ægtefællerne ere ikke hentede fra Biblen, de skiltes atter i Aftes ved 11 Tiden, naar Mr H. ventes hjem ved jeg ikke. Men nu maa jeg vel först se, om Du kommer til mig – ”or the wee humpy is to be your haren”. Ja, det er nu ikke noget at göre Grin med, thi der bliver vist Ubehageligheder nok ud af det, navnlig for Dig min egen Topsy. – I Morgen bliver jeg nødt til at rende rundt at tigge om Udsættelse for at betale min Cable Adresse, min Husleje, min Gasregning, en skönne Dag, gaar jeg ogsaa fra Forstanden, nu havde jeg dog troet, at sligt var overstaaet, det er mig saa modbydeligt, alle mindre Belöb 10/0, 3/0/0, 14/0 og saa har det skallede Gaskompagni Pund 2.0.0 Depositum af mit, det er en Frækhed uden lige, vi plejede at betale hvert Kvartal, saa lavede de det til hver Maaned, men beholder det samme Depositum, men jeg betaler ikke hver Maaned, ovenstaaende 14/0 er for 2 Maaneder. Men dette vil vedvare dette Aar ud, antager jeg, saa burde det være overstaaet, men det er snart mere end jeg kan udholde…

9de April, Kl. 7 Morgen. Nej der blev ingen Sövn, det blev kun Dig, Dig, Dig og Du maa tilgive mig, jeg maa have Luft, jeg skriver det alt til Dig. Du er for mig vidunderlig og bedaarende …

Siden jeg har modtaget Dine Breve af 22/2 og 5/3 kan jeg indse at jeg kan ikke mere (hul i papiret, red.) som dette, det vilde ikke være ret mod Dig. Jeg svarer paa Brevene i Brev No 1, og jeg vil deri forklare dette Brev, og Du kan saa lade være at læse det, om Du vil, eller læse det senere; jeg sætter i disse Breve Dine Nerver alt for haardt paa Pröve, jeg kan opfatte Din Tilstand fra Dine Breve, den er let fattelig, og jeg maa hjælpe med at faa Ro i Dit Sind og Dine Nerver tonede ned. Rimeligvis burde jeg slet ikke sende dette Brev, men Du maa hellere kende mig fra alle Sider, og jeg vil nödig bryde af saadan pludselig, og efterlade et Hul i vor Korrespondance, saa nu kan Du læse dette om og naar Du vil. – Vi starte nu en ny Brevvexling om den ny Situation foreslaaet af Dig, men hvad der end sker, saa er Du altid lige kær og söd og min egen og eneste Topsy og jeg Din Valdemar.

Sydney, 22de April 1934.

Jeg ved ikke men denne Gang synes jeg det er, som det er Aar siden jeg har hört fra Dig, som om jeg er paa en hel anden Klode, det var en Skuffelse, at der ikke var Brev fra Dig hverken Mandag eller Fredag, mit Haab skuffedes, men det passer jo ind med alt det andet, det var sikkert den fattigste Födselsdag, jeg endnu har haft, fuld af Skuffelser. Först ingen Brev fra dig, saa havde jeg 1/5 Andel i en Lotteriseddel, som jeg havde köbt paa min Bedstemoders Födselsdag 11te April, og da Lotteriet blev trukket paa min Födselsdag, synes jeg at Noget maatte jeg da vinde, selv om det var Pund 1.0.0, Chancen var et tusind Pund, tænk om jeg havde vundet det, saa vilde mine Pengesorger være overstaaede… Jeg synes du har været saa langt bort fra mig de sidste 14 Dage, bare der dog nu er Brev i Morgen, og at Du er i bedre Humeur og at Din Fader har det bedre og alt synes mere rosenrödt end i sidste Brev… Det er vist det, at Du ikke kommer herud, der gör, at jeg synes Du er saa langt borte, thi nu er der jo ikke Haab om Gensyn för om et Par Aar eller 18 Maaneder, men den Tid gaar vel ogsaa. Jeg haaber at höre i Morgen, at Du er bedre i alle Maader, det kan ikke nytte, at Du gaar og slider Dig ihjel; jeg er stadig af den Mening, at det nu er Tooties Tur til at tage fat. Egentlig var det godt, at vi ikke fik betalt Din Billet igjen, saa havde Du tabt 5% endnu en Gang. Jeg har endnu ikke hört, hvad Du mener om alle de lange Breve, men Du har vel ikke Tid til at skrive, kan jeg tænke mig. Jeg er nysgjerrig efter at höre, hvad Du mener om de Fotografier, jeg sendte Dig med sidste Post. – Det er rart nu til Vinter, jeg har Eftermiddagssolen lige ind i Stuen her, det varmer altid lidt, Morgensol har jeg paa den anden Side i Kökkenet, saa jeg har ikke noget at klage paa i den Retning, Du ved jeg holder meget af Solen.

Sydney, 23de April 1934.

Endelig i Dag er der et lille Brev fra Dig, nemlig det af 14/3, hvor var jeg glad for det, det var, som Du var kommen en Million Mile længere bort fra mig de sidste 14 Dage. Der maa være gaaet et Brev tabt, thi jeg kan ikke tænke mig, at Du ikke skulde have sendt mig et Födselsdagsbrev, som Du yderligere omtaler i Dit sidste Brev af 5/3. Der er noget forkert med det Postvæsen, jeg faar kun Brev hver anden Uge fra Dig, og da i Reglen 2 Breve, kun ikke i denne Uge, da jeg kun har faaet et. Jeg giver en Liste af dette Aars Breve. Kun svarer Brevdatoen ikke altid til Poststemplet, da jeg altid tager den förste Dato i Brevet, f. Ex Brev dateret 5/1 har Stempel paa Frimærkerne 10/1, men det passer ogsaa med Brevet, da Du först slutter det om Morgenen 10/1. Paa de fleste Breve er Poststemplet ulæseligt, kun 26/1 er stemplet 31/1, hvilket ogsaa skal passe. Det passer næsten med 2 Breve hver anden Uge, det ene en Uge for sent. Maaske det har noget at göre med om det er en ”P&O” Mail eller en ”Orient” Mail, thi de tage Posten ombord forskellige Steder saavidt jeg ved, men jeg er ikke sikker, jeg vil söge at finde ud. Som sagt, jeg fik ingen Födselsdagsbrev endnu, muligvis kan det komme endnu. Ligeledes har jeg kun faaet Juleroser men hverken Blæksprutten eller Svikmöllen, jeg har vist allerede skrevet om Blæksprutten til Dig. Pröv at poste alle Breve om Tirsdagen, saa faar jeg dem maaske regelmæssigt hve Uge… Jeg gad vide, hvorledes det er gaaet med Mrs Lords Breve til Dig og Din Fader, det maa jo have röbet vor Korrespondance, jeg er meget ked af, at jeg nogensinde gik til hende, men jeg kunde jo ikke vide, hvorledes hun var; i alle Fald har Du da faaet lidt Underretning i Tide, om jeg end ikke kunde i Tide fortælle Dig, at hun havde skrevet til Din Fader, hun er en gammel Sisse. Jeg kan forstaa, at alt det Hemmelighedskrammeri er anstrengende, men jeg tror Sandheden vilde være værre for Dig, jeg tror vi maa vedblive, som vi have begyndt. Det vilde jo være lidt generende om de fandt nogle af mine Breve hos Dig – Dine ere jo sikre nok hos mig. Jeg har jo nu og da skrevet ret aabent, hvad man ikke kunde lide andre at læse. Mon det ikke er raadeligt at brænde mine Bree, naar Du har haft dem i nogen Tid, jeg mener for Ex nu at brænde sidste Aars Breve o.l. Du sagde ogsaa Du vilde skrive om de lange 4 Breve, derom har jeg heller ikke hört noget, Du har kun löseligt berört dem… Medens jeg husker det, jeg haaber Du har faaet det Arvespörgsmaal fra Haanden, ellers er Du ikke sikker, Du maa se om det for Din egen Skyld; de andre have ingen Fölelse for Dig, det er alt selv, selv, selv, hug, hug, hug alt hvad de kunne, jeg kan se det. – At Du skuffer mig, er jo ikke Din Skyld, Du kan jo ikke rejse under nuværende Omstændigheder, kun skulde det jo være, at Du slider Dig op. Det er ikke saadan, at have al det Arbejde, Tænken og Bekymringer ovenpaa den (som Du selv siger) Elskovsrus Du stadig gaar i. Det er alt det, der giver Dig Dine graa Haar. – Ja, den Billethistorie er altsaa anderledes end jeg tænkte mig, jeg kan blot ikke indse hvorfor Billetten ikke kan tages og betales herfra, men det betyder jo intet nu, da det er mig, der skal rejse hjem til Dig. Har Du opgivet det allerede, Du skriver intet om det i dette Brev; men kun om Din Rejse herud. Jeg antager at om en 6-8 Maaneder vil jeg bedre kunne sige, naar jeg vil være i Stand til at komme hjem, det er det, jeg nu tænker paa. Ja, min Forbindelse med Mabel kender Du nok fuldstændig nu, som sagt, den blev ikke, som vi havde haabet. – Jeg havde ikke et eneste Brev til min Födselsdag og blev kun önsket til Lykke af Folk, jeg fortalte det til. Jeg fik heldigvis en Del Glas Øl med Larsen om Aftenen inden vi gik hjem. Jeg lavede ikke min egen Mad den Aften, men gik til Adams for dinner, trods jeg ikke havde Raad til det, men jeg var miserabel, og hjemme her havde jeg intet spist, og jeg maa passe at faa ordentlig at spise, ellers klarer jeg den ikke. – Min gamle Lænestol, ja bare jeg havde den, saa havde jeg noget at sidde i komfortabelt, jeg trænger til en magelig Stol, men nu kan det jo nok vente til jeg kommer til Danmark, man holder vel nok den Tid ud, jeg haaber ikke mere at faa en Omgang som de sidste 4-6 Maaneder i Fjor… Dette Udklip kan maaske forklare Postgangen, kun troede jeg, at denne gik med Toget over Land, men nu faa vi se i Morgen Eftermiddag. Da næste Uges Post kommer med en ”P&O” Baad (Mongolia), maa denne Uges være kommen med en ”Orient” Baad – nej, nu begynder jeg at faa Rede paa det, der er sket en Forandring. ”P&0” komme hver 14 Dag som sædvanlig, men ”Orient” og ”Commenwealth Line” skiftes de andre 14 Dage… Tusind Tak for Födselsdagsbrevet af 12/3, det kom i Dag med Eftermiddags Sorteringen; Tak for de gode Ønsker, det gaar vel nok alt sammen…

Sydney, 25de April 1934

– Anzac Day* – Helligdag, saa jeg er hjemme, men dette Brev naar jeg först at poste i Morgen, thi det skulde være postet för 10, grundet paa Dagen, og det vilde have kostet mig 6d i Transfares, i Morgen betaler jeg kun 3d for Air Mail til Fremantl, og Brevet kommer med denne Mail, man maa regne den ud i min Situation… Jeg har vadsket min gamle Vinterfrakke i Dag, jeg haaber den kan repareres en Gang endnu, ellers maa jeg gaa forruden, det kan maaske knibe nok at betale for Reparationen. Ja, bare Du dog havde kunnet sende mig de Penge – Gud, hvor det vilde have lette Livet for mig, som jeg nu staar stillet, men saadan gaar det altid for mig, der er altid noget i Vejen paa en eller anden Maade, det er virkelig et Vidunder, at man holder dette Liv ud, som det er, men der er sku heller ikke meget Grin ved det. – Det er kedeligt, at det er bleven graat og overtrukket med lidt tynd Regn nu, der er jo Processioner og Taler etc. en masse i Dag. Men ellers passer jo Vejret for den Stemning der skulde herske. Jeg kan endnu huske Stemningen, som den var, eller som jeg fölte for 20 Aar siden, Gusta havde en Nevö med ved Landingen i Gallipoli**, han var med gennem hele Krigen, og var ret heldig han kom forholdsvis helskindet igjennem. Han er i Victoria, jeg tror jeg vil sende ham et Par Linier i Dag, han er et brilliant Menneske, jeg sætter megen Pris paa ham.

(*Anzac Day, 25 April, is one of Austarlia’s most important national occasions. It marks the anniversary of the first major military action fought by Australian and New Zealand forces during the First World War. – Slaget ved **Gallipoli fandt sted på den tyrkiske halvø Gallipoli i 1915 under 1.Verdenskrig, en kombineret fransk/britisk operation blev dannet for at erobre den osmanniske hovedstad Konstantinopel, red.)

Nu maa jeg se at svare paa Dit Brev af 12/3. Med Hensyn til den Permit, da har jeg opgivet den Tanke, da jeg mente, at det ikke er sansynligt, at Du kan komme af Sted for nogen Tid, og fordi jeg troede, at vi vare enige om, at jeg kommer hjem i Stedet for; men om du senere ombestemmer Dig, da tror jeg ikke der vil blive noget Besvær med at faa Mrs Lord til at skrive under en ny Ansögning, da vi ikke benytter den nuværende. Du vilde jo have faaet Din Billet i Kbh. da den vilde være bleven eller kunde være bleven sendt Dig fra London, og naar Du saa tog Din Billet til London, maatte det vel være nok, Du kan sikkert ikke faa en Billet lydende Kbh – Sydney, det vilde altid være i flere Billetter. Men det er jo ogsaa ligegyldigt nu. Jeg er glad ved at læse, at Du bliver bedre og at Dine Nerver komme i Orden, der er jo heller ikke mere noget, der egentlig skulde sætte Dig ”out of gear” i nogen höj Grad. Du er sikker paa mig, og Resten er mere eller mindre Naturens Gang, noget man maa vente, noget der maa ske. Men trods alt, saa maa jeg jo sige, at den Phase med Din Faders Sygdom er jo ikke saa rar, navnlig ikke for Dig, der altid maa drage Læsset. Ja – det var glædeligt at læse, at Præsten endelig har naaet til Grændsen, that will do him a lot of good, den store Egoist. – Jeg har det bedre, jeg har kun lidt Smerter i den venstre Arm nu, men det gaar nok væk, den Medicin hjælper, saa gör jeg nu mine daglige Øvelser og tager mit kolde Bad, det er et stort Fremskridt, blot jeg nu var over Resten af dette Aar, det er Smaapengene der ere min daglige Bekymring, smaa lusede Ting! … Ja Topsy, det er en mærkelig Skæbne, der saaledes har bragt os sammen, med en 15 000 miles mellem os; men rimeligvis valgte Du det rette Øjeblik, om Du havde gjort noget meget tidligere, var Resultatet maaske blevet et andet, jeg kan ikke sige det, men Muligheden var i den Retning. – Jeg haaber, jeg maa kunne beholde min Cable Adress, som jeg nu har haft i saa mange Aar, jeg skulde have betalt den i Begyndelsen af denne Maaned, det er kun 10/6, men jeg kunde ikke og kan endnu ikke, lad os haabe det bedste; men jeg maa holde Dig á jour med sligt, thi det er jo ikke umuligt, at Du en Gang vilde telegrafere, blot jeg har Pengene, kan jeg jo faa den tilbage. Det er en Masse saadanne ”Lusserier” (undskyld) at jeg trænger til Penge for. Men der er jo öjensynlig intet at göre, at Du kan göre, saa Du maa se at glemme det. Men med den socialistiske Regjering I have, kan man ikke vente andet, den Slags maa altid have deres Fingre i andres Lommer. Den Artikel ”Valuta og Orden” er god, og det er som jeg lige har sagt for oven. Det er den nuværende Regjeringsform, man har over hele Verden, der har fremskaffet den nuværende Uorden og Depression, det er de ”least fitted” der komme til at regjere i denne Verden, det er Frækhed der uheldigvis belönnes. Den moderne Politiker (i Almindelighed) er en foragtelig Person, der er vendt op og ned paa Skraldebötten. Jeg havde Brev fra Springett med denne Post, jeg haaber, at jeg maa kunne naa endnu en Gang at kunne trykke hans Haand, jeg maa skrive ham, at jeg haaber at komme om 18 Maaneder eller 2 Aar, men det er vel nok en lang Tid i hans Alder. He was much concerned, that you were not here to take care of me. – Det ere en stor Skam, nu ösregner det, det vil spolere Procession og Ceremonierne, selv om det maaske kunde siges at være det rette Vejr for Dagen. Det er Vejr til at gaa i Seng og sove til i Morgen tidlig, det er koldt at sidde stille her, og ud kan man ikke gaa…

Jeg vil se, om jeg slipper herfra, om jeg kan finde et eller andet, jeg kunde lave lidt Forretning med i Europa eller Skandinavien alene, man ved jo aldrig, hvad man kan löbe paa, og om jeg ikke selv vil, kunde jeg vel finde nogen der kunde arbejde med noget saadant, og saa kun have en Andel i Udbyttet… Jeg haaber Din Fader er bedre og Livet er lettere for Dig…

Sydney, 2de Maj 1934.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke allerede har optaget den Metode, vi brugte under Krigen, nemlig nummerere vore Breve, thi saa kan man jo altid se, om der er noget Brev, der mangler. Kun maa man altsaa före en Liste over numrene, saa man ikke springer et No. over eller bruger et No. to Gange. Jeg vil begynde med dette Brev og kalde det No1., og Du kan begynde mede Dine, naar Du faar dette. Jeg mærker saa No1 i min Kalender næste Onsdag. – Ja, jeg ser alt hvad Du skriver om Din Billet, men det svarer ikke til tidligere Underretning, men det er jo nu ligegyldigt, da Du ikke kommer herud, det er nu mig, der kommer hjem. Men det er rædsomt med alt det Vrövl og Besværligheder, der laves i Danmark for at komme af Sted, det er en fuldstændig umulig og uholdbar Ordning, der som Tiden gaar blive værre og værre og haardere og haardere, fordi de som regjere, de due ikke til noget, men da det er det oplyste Vælgerfolk der sætter dem ind, er der jo intet at göre. Jeg skrev om Mrs Lord i sidste Brev, og jeg har altsaa hendes Ansögning ang: Permit underskrevet, men den behöve vi jo heller ikke nu. Jeg tror nu ikke Din Tro paa Mabel, i finansiel Henseende i alle Fald, vil vise sig rigtig i Virkeligheden. – Ja, af Dit Brev kan jeg altsaa se, at der ikke er det mindste Haab om, at Du kan hjælpe mig ved at laane mig de Penge, saa der er jo ikke noget ved det at göre. Men Du kan slet ikke danne Dig nogen Idé om, hvad den Hjælp vilde have ment for mig. Hvorledes jeg skal komme over de næste Par Maaneder maa Guderne vide. Forretningen gaar bedre Dag for Dag og er i allerhöjeste Grad lovende, men det ligger altsaa flere Maaneder fremme för jeg nyder godt deraf. Men lille Ven gaa nu ikke og tænk paa det, Du kan jo ikke ændre de Vises Anordninger, der nærmest ere begrundede paa en socialistisk Klöe i Fingrene efter at lege med og nemlig hugge anderes Midler og Penge. – Mon jeg kan komme hjem til Danmark i det hele taget, jeg skal maaske have Permit fra den Side. Men er der for meget Vrövl blive jeg i England eller gaar til Sverige. Jeg forstaar ikke, hvad er det Du har skrevet til Mrs L. den 5/2; Du skriver jo nu, at ingen Billet kan betales for Dig herude. Jeg er fuldstændig fra Snövsen, jeg begynder slet intet at forstaa af den hele Sag. Mrs L. sagde ikke noget om hvad Du havde skrevet. Men nu spiller alt dette jo ingen Rolle mere, saa vi maa hellere ”droppe” det Spörgsmaal. Jeg vil antage, at jeg skulde kunne naa hjem om et Aars Tid, saa burde Forretningen være godt i Gang, saa jeg fik et ordentlig Royalty. Det eneste der vil holde mig tilbage er jo, at jeg skylder en Del Penge her, som jeg maa betale inden jeg rejser, og mit Royalty faar jeg kun halvaarsvis. Kontrakten blev underskrevet den 29de November, der jo ganske vist laver Maj den 6te Maaned; men jeg faar vel nok en Ordning, naar alt kommer i Gang, som vi vente det i Löbet af denne Maaned. Men jeg antager, at om et Aar burde vi være oppe paa en 2-3 Tons om Ugen. Jeg tænker ogsaa smaat paa, at man maaske kunde lave det og faa et Marked i Danmark, jeg mener lave et Arrangement med et eller andet Firma, thi jeg vil have min Frihed, naar jeg kommer hjem, hvis jeg da kan faa Lov. Saa min Ven, nu har Du nok Sludder for i Aften. Godnat …

3die Maj. Jeg har været i meget slet Humeur i Dag jeg ved ikke hvorledes jeg skal klare mig i de næste Par Maaneder. Saa mödte jeg först en Dansker jeg ikke har set for en 6 Maaneder, han var lige kommen til Byen, han havde været ude at bestyre en Ejendom paa Landet. Vi gik ind i Hotel Francais for at faa et Gals Øl, og der traf jeg en anden Mand, jeg ikke har talt med i mange Aar, han var i sin Tid Manager for Lassetten, om Du husker det Firma, saa jeg fik en hel Masse Snak og en Del Øl, det livede mig lidt op. Manden fra Lassetten, Mr. Mill, snakker uophörligt men er ret interessant, saa længe man kan holde det ud; men han er af den Slags Mennesker, man eventuelt kan faa Nytte ud af, bare jeg havde mödt ham igjen for nogle Aar siden. Han var en godt betalt Mand og kunde gaa fra en Plads ind i en anden, Lassetten betalte ham Pund 50.0.0 om Ugen, men han har haft sine ”ups & downs” de senere Aar, som alle os andre. Bare jeg havde hans en Uges Lön, saa vilde det lette mig ganske uhyre, det vilde omtrent bringe mig igjennem til Purgo begynder at betale ordentlig. Det tager rædsomt paa en al det Næringssorg Væsen, men man maa jo holde ud, jeg maa jo ikke lade det dræbe mig, saa jeg ikke kommer hjem til Dig, hvor jeg kan nyde Livet og faa Ro, Ro, Ro! – Ja, Du har det vel næppe roligt i disse Tider med Din Fader syg; thi er han paa Hospitalet, maa Du vel næsten være der hver Dag …

5te Maj. Jeg gaar og tænker paa den eventuelle Rejse til Danmark og glæder mig til alt det, jeg vil göre til den Tid; men der er jo desværre ogsaa meget der skal göres, inden den Tid, det er alt for godt til at det kan lykkes saa let, som man haaber, der kommer nok en Masse ”Mænd med Slæder” i Vejen, selv om mine Udsigter med ”Purgo” ere virkelig gode og lovende her, denne Maaned burde se en god Begyndelse; men jeg har heller aldrig endnu haft det saa fattigt, som jeg nu har det. Egentlig er det meget bedre, om jeg ingen Breve skrev, thi jeg kommer altid ind paa det sörgelige i min Tilværelse, og Du har nok i Dit eget.

6te Maj. Jeg sov over mig i Morges, det er noget, der ikke er hændt mig i mange mange Aar, jeg kan ikke begribe hvorfor det skulde hænde i Morges. Saa der var yderligere en Grund for ikke at vadske i Dag, trods Törrevejr og Solskin. Jeg har rodet rundt med alle mine Fotografier, pakket dem ind og mærket Pakkerne, det er saadan en Slags Begyndelse til min rejse herfra og hjem, thi alt maa jo ordnes og bringes ned til et Minimum, og der er jo ikke Tale om andet end at alle mine Papirer, Böger, Billeder etc maa sendes som Fragtgods, og ellers har jeg jo for Resten ikke noget, ikke en Gang Klæder. Jeg har ikke et eneste Möbel, der er værd at flytte en Tomme. – Du ser jeg begynder at forberede mig i Tide, jeg lægger endogsaa Planer for, hvad jeg strax vil göre, naar jeg kommer til Kbh. Den förste Dag tage vi en Bil og köre langs Strandvejen til Rungsted og Hörsholm, hvor jeg nedlægger 3 Krandse paa Faders, Moders og min Broder Svens Grave, muligvis tage vi hjem ad Kongevejen, men vi maa have Middag paa Bellevue, saa vi tage tilbage til K. og hente Gusta og mulig en fjerde Mand til Middagen. Ja, og saa er Aftenen vor egen, mulig i Tivoli, og hvis jeg bliver fuld den Aften, saa maa I se mig anstændig hjem, hvis ikke det bliver mig, der ser Eder hjem. Vejret den Dag, er naturligvis aldeles bedaarende, Saadan gaar jeg nu i al min Fattigdom, Elendighed og Bekymringer og drömmer og haaber, maaske kan det hjælpe til at holde Liv i mig, thi det er jo en Növendighed at det holdes oppe. Saa tænker jeg paa de Mennesker, jeg skal lede op og se om de ere levende og om de huske mig. Bliv nu blot ikke jaloux, jeg skal nok passe Dig foruden. Jeg fandt atter i Dag en Del Fotografier, hvor Du og Karna vare med, og det morede mig, paa nogle ser Du saa bös ud, at Du kan faa en vild Tyr til at trække sig tilbage i Skræk. Du maa da anlægge et venligt og indbydende Smil til den Tid, saa Du ikke sender mig herud igjen!!!. Jeg fandt ogsaa et Fotografi af mig selv, da jeg var meget ung og förste Gang forelsket (Du lægger nok Mærke til, at jeg skriver förste Gang). Det Billede har kun hun og jeg haft, der var aldrig nogen, der fik det at se. Jeg maa have været en 16-18 Aar, jeg var i Lære den Gang, og jeg friede til hende, medens vi löb paa Sköjter paa Dronningedammen i Hörsholm. Det varede vist et Par Aar, men vi kom til at bo langt fra hinanden og en vakker Dag mente hun vi bedre slutte det, og jeg fik mit Fotografi tilbage, men ikke alle mine Kys. Mon hun endnu er levende, det skal jeg ogsaa finde ud. Hun var meget afholdt af hele Familien, men ingen kendte noget til vort Forhold ud over min ældste Söster, hvis Veninde hun var, hun var nu en söd og fornuftig Pige. Jeg traf hende vist i 1912, da jeg med Moder besögte min Söster i Aalborg, eller var det 1909, det kan jeg ikke bestemt sige, det kan jo heller ikke interessere. Saa Du ser ”Din Valdemar has not been neglected in his youth”, men jeg tror at turde prale, at jeg har altid haft en god Smag. – Se, jeg maa finde alle de Gamle, der endnu ere levende, og som jeg en Gang syntes der var noget ved, der er sikkert ikke saa mange nu mere. Du ser, siden jeg har bestemt at se at komme hjem, ere mine Tanker endnu mere hjemme end för. Men det vilde more mig forfærdelig en Gang at kunne konfrontere disse Mennesker, det vilde være en uhyre Tilfredsstillelse for mig, og jeg maa have noget at beskæftige mig med udover at passe paa Dig, at Du intet kommer til. Saa har jeg to Brödre, der ligge paa en Kirkegaard paa Fyn (Svindinge ved Glorup) og atter to paa en saadan i Saxköbing eller Taars paa Lolland. Der maa lægges Krandse paa alle Grave, samt paa min ældste Sösters, hvor hun nu er begravet. Det bliver 8 Krandse at begynde med. Hvad mon man kan leje en Automobil for, thi jeg maa köre ad alle de gamle Veje, og besöge alle de gamle Steder og fortælle Dig om det alt sammen undervejs, det vil blive som en Film for Dig, om den bliver interessant er noget helt andet, men i alle Fald vil det blive ret originalt og enestaaende, og Du vil sikkert være overbærende. Bare jeg havde kunnet komme hjem denne Sommer, men det er kompet umuligt. – Dagene blive korte her nu, det er köligt, bare det ikke bliver for kold en Vinter, jeg har ingen Varme her i Lejligheden; men det gaar vel alt sammen, det er gaaet för i Dag. Bare der nu kommer godt Nyt fra Dig i Morgen og et ”Cheerfull” Brev, det trænger jeg til …

Aften, En væmmelig Dag, fuld af Skuffelser og Regnvejr. Ingen Brev fra Dig, 1sh i Lommen, det er vist den fattigste Dag i mit Liv. Ja, jeg vil ikke mere tale om det, der bliver nok mange af dem for nogen Tid. Jeg kan regne ud, at Du ikke har haft Tid til at skrive, med Din Fader paa Hospitalet, der maa Du vel være den meste Tid, saa jeg maa ikke klage…

Hvis det ikke er for meget Besvær, og Du kan huske det, saa send mig en Timetabel og Billetpriser for Flyveruten Kbhv, Hamborg, Amsterdam og London, det kunde more mig at se noget derom. Hvis Du kunde faa fat i et Katalog over H. Hollesens sheet iron radiators, ”Golf Radiator”. Fabrikken er paa Burmeister & Wain södre Værft saavidt jeg kan se i ”Denmark Abroad”, vilde jeg meget gerne have en saadan, selv om der vist næppe er noget större Marked for saadanne herude. Mon den Hollesen kommer fra Jylland? – Jeg gad vidst, hvorledes Du har det i Dag og hvor Du opholder Dig. I Morgen Aften skal der slaas et stort Slag i ”Purgo” Kompagniet, jeg haaber det bliver for det bedste. – Det er mærkeligt, jeg ser aldrig nogen af Mrs Rantzaus Familie – Bournes, men de have forladt Sydney, jeg plejede dog i gamle Dage nu og da at möde den ældste Sön, han har maaske ikke mere Forretning her i Sydney? …

Sydney, 12te Maj 1934.

Det er en rædsom tom Uge, den hvor der ingen Brev kommer, og Gud ved, hvorledes det gaar Dig med Din Faders Sygdom, hvis Du skal være baade i Hilleröd og Gjentofte, saa har Du nok at göre, og Hilleröd maa synes tomt uden Din Fader; men lad os nu se at slippe fra det Tema til at, det i alle Fald synes lysere…

13de Maj – Mothers day, Aften. Jeg har haft hele Dagen til at skrive til Dig, men jeg har ikke kunnet faa mig selv til at skrive för nu, jeg er ikke oplagt, jeg er ked af det, bekymret, worried etc., og kan ikke skrive til Dig som jeg gerne vilde, saaledes at jeg ikke giver Dig noget at tænke paa og bebyrde Dig med mine Sorger og Besværligheder. Nutiden er frygtelig for mig, selv om Fremtiden ser meget lysende ud, det er blot dette Mellemrum jeg skal over og ser ingen Udvej til at slippe over det. – Bare Du nu ikke var saa ”restricted” med at sende Penge, saa kunde vi have lavet et coup og et meget fordelagtig coup. Purgo Group, har aldrig haft bedre Udsigter, end det har nu. Vi have den Kontrakt med Alpha Laval Separator Co., de tage Purgo for al Mejeri og Mælke Brancherne. Det vil sige at de maa tage en 30 Tons for alene at forsyne alle deres Brancher, dernæst burde de sælge 200 til 300 Tons om Aaret, det vil mene en Omsætning med dem alene af tolv til atten Tusind Pund Lt. om Aaret, hvorpaa jeg har mit Royalty. Men lad os skære det ned til det halve Pund 6000.0.0 til Pund 9000.0.0 givende os en Fortjeneste af Pund 2000.0.0 til Pund 3000.0.0 om aaret. – Der er 10 Aktier i Syndicatet hvoraf jeg har 1 Aktie. Der er i alt indbetalt 6 Aktier (Pund 25.0.0 hver), der er en Friaktie foruden min, saa der er endnu 2 Aktier at tage op, og om jeg havde haft Pund 50.0.0 havde jeg taget dem strax, uden mindste Betænkning eller Frygt, som de staa nu allerede regner jeg hver Aktie værd Pund 50.0.0. Om Du nu kunde have taget de to, saa havde jeg og mine Venner haft den dominerende Del af Aktierne (i alt 6 Aktier). Jeg regner at hver Aktie skulde blive værd to til tre hundrede Pund om et Aar eller to, saa det havde været en god Forretning. Men det er jo umuligt, saaledes som Loven er i Danmark. Jeg har maattet gaa til andre og i Löbet af Ugen, vil jeg antage at de to Aktier ere snappede op. Der bliver aldrig flere end de 10 Aktier i Syndikatet. Det ærgrer mig, at vi ikke kunne ordne det. Og saa maa Guderne vide, hvorledes jeg slippe gennem de næste Par Maaneder. Jeg er i en fortvivlet Stilling financielt og det afficerer mig aandeligt og legemligt. Men jeg vil ikke skrive om den Sag, der er jo intet at göre, Du kan jo ikke hjælpe. Du kan se, at senere er jeg alright, mit Royalty skulde bringe mig ind en pæn aarlig Sum, og nu sidder jeg og gyser for i Morgen, naar de komme for den skallede Leje, jeg skylder dem Pund 3.0.0. Du maa tilgive mig at jeg nu fortæller Dig alt det og rimeligvis kan Du ikke læse min Skrift, det er nu Nervösitet. Du maa tilgive mig dette Brev, det er vist endogsaa fejgt af mig at skrive noget som helst til Dig om alt dette, men jeg kan ikke skrive andet, saa jeg maa hellere holde op og dette Brev blive nok kort og ulæseligt, det vilde vel nok være det bedste. Jeg haaber, der er et rart Brev fra Dig i Morgen… Jeg vilde have haft nogle Blomster i Gaar, saa jeg kunde dekorere Moders Billede i Dag – Moders Dag, men det glemt jeg naturligvis.

14de Maj. Mange Tak for Dit Brev af 6/4, afsendt 7/4. Vi have rigtig nok ikke meget glædeligt at fortælle hinanden, men vi maa vel tage det tykke med det tynde, det kommer nok til at blive bedre; men det er vel værre for Dig med al den Sygdom og anden Bekymring end for mig, hvor det alt er financielt og Besvær med at holde Livet oppe. Men jeg maa se at holde mit til mig selv, og jeg er ked af at have skrevet det foregaaende i dette Brev, men jeg kan heller ikke skrive det om, men jeg skal love Forbedring i Fremtiden, thi jeg ser Du har mere end nok i Dit eget, og jeg er meget ked af mange Ting jeg har skrevet til Dig om mig selv og min Lidelseshistorie, jeg lover Forbedring i Fremtiden. – Jeg kan vel forstaa, at med alt det Du nu gaar igjennem, at Du bliver daarlig; men det er jo galt, at Dit Hjerte saaledes afficeres, der maa Du passe paa Dig selv. Det er mærkeligt med den venstre Arm af Din og Forbindelsen med Hjertet. Jeg er sluppen af med alle mine rheumatiske (eller hvad det var) Smerter undtagen i venstre Arm, der synes jeg ikke at kunne blive bedre, det maa jeg se, at faa noget at vide om. I sidste Brev, skrev Du at Din Fader, den Dag eller den fölgende, skulde paa Hospitalet, det var den 21de Marts og nu 6te April er han stadig hjemme. Det vilde være godt, om Du kunde faa nogen Ferie og Hvile. Det er mig stadig en Gaade, hvorfor Du skal hele Tiden trække Læsset, men det er vist for en meget stor Del Din egen Fejl. Og saa naar Du bliver syg, maa Du selv betale for medicin etc., jeg finder det i allerhöjeste Grad forkert og uretfærdigt, og hvis nu Din Fader skulde dö, inden det Testamente er i Orden, hvad saa? Jeg kan se at det ender med at Du slet intet faar, jeg kan tydeligt se Præsten og Karna skrabe det hele til sig, jeg tror ikke de ere saa kærlige eller samvittighedsfulde som Du er. – Nu dette Giftespörgsmaal lade vi helt ude af Korrespondancen, der er jo ingen Anledning forelöbig at bringe det frem, og det har bragt os i en forkert Stilling til hinanden. Hvis jeg har bragt det frem oprindeligt, gör det mig meget ondt og jeg beder om Forladelse, jeg vil ikke omtale det mere, og haaber Du er indforstaaet….

Ja Topsy, jeg synes decideret, at det er umenneskeligt alt det Du har maattet gaa igjennem de sidste Maaneder, og har vist flere Gange udtrykt mig derom, jeg finder det ”out of all proportion” og synes det er paa Tide, Du gjorde Oprör og det gör mig ondt, at jeg har plaget Dig saa meget med mine Bekymringer; men det er jo ogsaa alt kommen paa en Gang. – Ja, Topsy, det er godt nok, at Du ordner Terminer og alt muligt, men det ender med at Du ikke faar Dine Penge igjen, det ser jeg tydeligt, og Du maa huske, at Du maa have nok til at leve af, man ved jo ikke, hvorledes det kan gaa for mig, saa jeg ikke kan have nok for os begge, eller nok for Dig, om jeg döde, saa lad dem nu ikke spille op med Din Fader og Dig selv, hold Da paa Dit og Din Ret og hold haardt, der vil ikke være andre, der tænke paa Dig, og hvad Du trænger til. – Det er noget Snak, at jeg ikke skulde være ligesaa glad for Dig nu som för, faa det ud af Dit Hoved; men alting her er saa haardt og forkert og fattigt, at det afficerer mig legemligt og aandeligt; og derfor ogsaa mine Breve og Udtalelser, blot Livet bliver rimeligt normalt for mig, blive mine Breve anderledes. Og ved det at Du sidder med alle Dine Sorger og Bekymringer, gör det det endnu vanskeligere for mig at finde den rette Tone, Nuance i mine Breve, jeg er tung og klodset i hvad jeg skriver, jeg sidder med Tunghed og Ufölsomhed i Hjernen, er slöret for overbevisende Kraft, ja, jeg er slöret af alt dette. Jeg tör slet ikke fortælle Dig mange Ting og Hændelser, denne ulidelige Pengemangel, hvor man stadig maa klare den paa en eller anden Maade, og saa alt Smaating, Smaabelöb, nervetrættende i et og alt, og det er Dag efter Dag, Time efter Time. Om det faar Ende en Gang ved man ikke, om end Fremtiden ser lovende og lys ud, men det er det Mellemrum man skal over. Masser af Mennesker vilde sligt aldeles ikke afficere, men desværre er jeg ikke saadan skabt, det er det smaa det ubetydelige, ved det hele der piner mig, at man stadig ikke kan komme ud af det, uden om det, faa Has paa det, Ende paa det, atter blive sig selv. Mon Du kan forstaa mig? Det er maaske nok vanskeligt. Jeg hader Smaalighed og jeg er tvungen til at være smaalig, jeg kan kun vente, vente og vente og haabe. Men lad os nu ikke mere tale om det, jeg maa holde mig i Skindet, Du kan se af denne lille sidste Udgydelse, at det er nervöst og jeg kommer stadig tilbage til det, tilgiv mig, Du har nok i Dit eget.

Lad os haabe, at det snart bliver bedre for os begge, vi ere begge sygelige i Fölelser og Hjerne, blot jeg kunde spille i Lotteriet og vinde lidt, jeg behöver ikke den störste Gevinst for at sætte mig i Orden igjen – men nu maa jeg holde op. Men faa ud af Hovedet, at jeg ikke skulde være lige saa glad for Dig som för, lad være at lægge det til Dine Sorger. Du har ikke saaret mig, men Du kan maaske nu se, at jeg er ikke meget af et Ideal, men et ganske almindeligt to Skillings Menneske. Og saa vil Du oven i Köbet vide min Alder, at give Dig den vil jo omtrent være det samme som at begaa Selvmord – men naar Du vil, saa er der vel intet andet at göre end at lade Dig vide og lade min sidste og eneste Chance gaa, men Du skal i alle Fald have det Besvær selv at regne det ud, jeg er födt den 20de Ap. 1865. – Du har min fulde Tilgivelse i det meget misforstaaede og kedelige Giftemaals spörgsmaal, jeg har aldrig nogensinde troet at, ja, jeg ved egentlig ikke hvad, det Spörgsmaal har udviklet sig ud over min Forstaaelse og naar jeg ogsaa beder om Tilgivelse, naar vi forhaabentlig en Afslutning… Jeg fik nogle Aviser og Brev fra Gusta med sidste Post, hun havde det rart hos Dig… Forresten angaaende min Alder, da er der endnu ingen der tager mig for mere end c: 60 Aar, men hvis jeg ikke snart faar Ro og slippes al den ”worry” saa ældes jeg nok de 10 Aar hurtigt.

Nu haaber jeg, at dette vil finde Dig bedre i Helbred og Humeur, Du maa endelig passe paa Dig selv i alle Maader, det havde sikkert været langt bedre for Dig at komme herud. Ved det, at Du bliver hjemme ender Du i den samme Gænge og Du slides op, thi i den Retning kan jeg se, Du ingen Ben har i Næsen. Næste Brev haaber jeg vil være mere glædeligt og lysere, jeg skal tage mig sammen og holde alle mine Bekymringer til mig selv, jeg har været for egoistisk…

Jeg har 124 Breve fra Dig til Dato, saa hvis Du nummererer Dine Breve i Fremtiden saa begynd med 124 plus de Breve, der ere undervejs efter Brevet af 6/4, vil Du altid vide, hvormange Breve, Du har sendt mig. Hvis Du vil lade mig vide hvormange jeg har skrevet Dig, vil jeg skifte Nummeret til at passe.

Sydney, 27de Mandag 1934.

Ja Du er nok vred paa mig, da Du ikke fik noget Brev fra mig i sidste Uge, jeg har ogsaa derfor gaaet med en daarlig Samvittighed, men Sagen er den, at for det förste var der ingen Brev fra Dig at svare paa, og for det andet har mit Humeur i nogen Tid været saa slet, og jeg har kun haft Bekymringer og Skuffelser, saa jeg vilde ikke kunne skrive et rart Brev til Dig med alt det i Hovedet og paa Hjerte, saa jeg tænkte, det var bedre ikke at skrive end at skrive noget der vilde addere til Dine egne Bekymringer, Du har saamænd nok, og saa desuden var Du ikke selv rask, so there you are, jeg haaber paa Tilgivelse. Nu er der forhaabentlig Brev i Morgen, og der kan blive noget at svare paa, da jeg endnu ikke er rigtig glad ved Tilværelsen, det er en meget svær Tid, jeg har at komme igjennem nu til Slutningen af Aaret, saa jeg vil skrive saa lidt som muligt om mig selv. Mine Breve i den senere Tid have vist ikke været for muntre, men det maa Du tilgive mig, jeg kan ikke være anderledes under Omstændighederne. – Bare I nu have et smukt Foraar, ja nu ere I jo egentlig snart ved Midsommer, saa jeg skulde vel skrive ”have haft”, og lad os saa haabe paa en smuk Sommer, det var vist en ret streng Vinter I havde. Maaske ere vi ogsaa inde for en kold Vinter, jeg haaber det ikke, saa maa jeg da sidde i Kökkenet hele Tiden og lade Gaskomfuret varme op, thi jeg har intet i Værelserne, alt er elektrisk. – Purgo gaar stadig fremad, men det hjælper ikke mig noget för senere hen, jeg kan jo ingen Penge faa för. – Jeg köbte et dejligt, hvidt og fast Blomkaalshoved i Gaar, det kostede hele 8d, men det varer mig jo en 2-3 Gange; naar det bliver mörkt skal jeg op at köbe lidt Mælk, saa jeg kan stuve Resten af det og saa steger jeg lidt af en Kalveskank. Jeg er egentlig ogsaa ked af at lave Mad nutildags, det har ellers aldrig generet mig; men gör jeg ikke det, faar jeg intet at spise og min Appetit synes, mærkeligt nok, i den senere Tid at være umættelig, jeg tror ogsaa jeg er lidt tykkere om Livet, men det passer godt for Vinteren – Fedtet varmer.

Ved Du hvad jeg har lavet i Dag, jeg har taget alle Dine Breve op til 1934 ud af Konvoluterne, lagt dem ud flat og agter at pakke dem ind i en Pakke, som jeg saa forsegler og skriver uden paa, at det er private Breve og bedes brændes uaabnet efter min Död. Jeg synes det er det bedste, og jeg foreslaar, at Du gör det samme med mine Breve … Navnlig med to Mennesker som os med daarlige Hjerter ved man jo aldrig hvad der kan ske. Jeg har taget alle Fotografier og en Del Udklip ud, og sender Dig indlagt to Ting. Jeg löb paa Billedet af hele Huset i Nexö, der maa være hyggeligt derinde med alle de gamle Ting. Hvor gammelt er Huset?

Jeg opdagede i Dag, at jeg blev konfirmeret den 4de Ap. 1880, da boede jeg hos mine Bedsteforældre, Østerbrogade 27, og saa kan jeg regne ud at jeg kom til Kbh. for at gaa i Skole i 1876, efter Sommerferien, da boede mine Bedsteforældre Dosseringen 48. St. t.h., og jeg kan huske Red. Mauicus af Berl. T. boede lige over for i Stuen t.v. Jeg kom i Hauchs Skole, Vesterbrogade 25 saa jeg havde et pænt Stykke Vej at gaa fra Østerbrogade til Vesterbrogade hver Dag i alskens Vejr, den Gang maatte man pænt gaa, man fik ikke Penge til Sporvogn. Det bedste var om Vinteren, naar Isen laa paa Sortedamssöen, saa kunde man bruge sine Sköjter. Det var paa en af de Ture hjem fra Skole, at jeg faldt over en Stok el. lignende, der var frosset fast i Isen, og slog min Næse skæv. Det maa saa have været i 1881 jeg to Præliminær Examen og kom i Lære hos Prof. Jürgensens mekaniske Etablissement paa Sortedams Dosering. Den Gang vare Bedsteforældrene flyttet til Hörsholm, hvor mine Forældre den Gang boede, og jeg boede hos to gamle Pebermöer Fröknerne Nutzhorn paa Vordorffsvej, det var nær Landbohöjskolen mellem Torvaldsensvej, saa Du ser jeg fik altid masser af Motion, thi Jürgensens Etblm var nær Fredens Bro, og der skulde man være Kl 6 Morgen. Men jeg slap da fra Fröknerne og flyttede til Fru Bluhmes (Præsteenke) Pensionat i Blaagaardsgade 7 (tror jeg), der havde jeg et lille smalt Hummer til Gaden, det var paa 4de Sal. Medens jeg boede der fik jeg min förste Bicycle af min Onkel Emil Hansen (Oberst ved Husarerne el. Dragonerne). Det var af dem med et stort og et lille Hjul (kaldet ”Ordinary”), det var en helt forniklet Maskine (Devey & Son), og den slæbte jeg op paa mit Værelse, saa der blev ikke megen Plads til overs, kan Du tænke. Saa hver Lördag körte jeg paa den ud til Hörsholm og ind igjen Söndag Aften eller Mandag Morgen (om Sommeren). Det gik i alskens Vejr, kun ikke naar der laa höj Sne, saa gik den med Tog til Holte og med Bussen til Hörsholm, naar jeg ikke gik fra Holte og i Reglen kom för Bussen – ja, da kunde man gaa. Saa Du kan af det hele slutte Dig til, at jeg ikke blev forkælet. Og i 83 körte jeg mit förste Væddelöb i Tivoli (Okt. Maaned), det var ”Begynderlöb” og jeg vandt stolt. I 1884 den 4de Okt. skulde vi atter have vort Væddelöb, nej det var vist 5te Okt. Thi den 4de brændte Kristiansborg Slot og Væddelöbet blev opsat 1 Uge, jeg tror nok Datoerne ere korrekte. Væddelöbene vare altid paa en Söndag, den förste eller anden efter Tivoli lukkede. Ja, nu har Du vist nok af min Historie, men da jeg var begyndt, vilde jeg rekordere en Del Datoer o.l. – saa tilgiv…

28de Aften.Tusind Tak for Brevet i Dag, selvom det ikke var særlig glædeligt, der var dog noget i det, der fik mig til at smile. Jeg har stadig, efter Dine senere Breve, gaaet og spekuleret, hvorfor jeg skulle læse Esther, jeg troede hele Tiden det var Esthers Bog i Biblen Du mente, og saa i Gaar tog jeg mig sammen og læste Esthers Bog i Biblen, hvilket gjorde mig endnu mere undrende, thi jeg kunde slet ikke tænke mig, hvad Du hentydede til der, eller hvorfor Du vilde være som Dronning Esther, og saa kommer Oplösningen paa Gaaden i Dit Brev i Dag, at det var Din Svogers Værk, Du har hentydet til, jeg vidste ikke en Gang, der var en Esther deri, hvilket altsaa er min Fejl. Jeg skal nu læse hans opus, jeg haaber det er saaledes at jeg kan komme gennem det, saa nu kan Du smile ad min Dumhed. – Ellers er der jo ikke meget opmuntrende eller glædeligt i Dit Brev, der finder mig i de værste Omstændigheder, jeg endnu har været i hele mit Liv, men vi maa ikke tale om det. Mit Hjerte har været slemt, den senere Tid, det er al den worry, og jeg kan ikke gaa til Doktoren eller faa Medicin som jeg skulde tage, det er der aldeles ikke Penge til, navnlig da jeg antager, at der kan blive en Operation ud af det. – Ja Du sætter vist altfor stor Pris paa mig, og Du udtrykker Dig ganske godt desangaaende, i alle Fald jeg elsker at læse det, som Du skriver det, det varmer altid op, men Dit bedste Argument er jo upaatvivlelig de 22 Aars Uforanderlighed uden Haab eller Opmuntring, Du har jo meget tilgode; men om vi vare sammen kunde det maaske efterhaanden afbetales, jeg kan godt indse, hvad det vilde mene for Dig at faa föle alt det Du har længtes og higet efter…

Ja Purgo kommer sikkert til at gaa og der vil tjenes mange Penge ved det, men det er de Maaneder jeg nu er i og vel til Slutningen af aaret, jeg gruer for, thi jeg er jo fuldstændig uden Midler. Om Du nu havde været her, saa havde vi kunnet köbe endnu 3/10 Dele i Selskabet, og saa havde vi haft Overtaget og Majoriteten, saa det vilde have været, som det var vort eget, og det vilde have taget Punde 75.0.0. Jeg mener at hver 1/10 Del, om nogle Aar maa blive værd tre til fire hundrede Pund Ltt., men som der siges – det er ikke for Svin at komme i Kancelliet…

Ja, spare mig selv, det er komplet umuligt, lavede jeg ikke Mad, fik jeg sku ingen Ting at spise, og rent maa jeg have det, naar jeg en Gang fortæller Dig om mit nuværende Liv og Tilstand her, vil Du faa et Tilfælde, saa derfor venter jeg med det. – Godt er det, at Din Fader er bedre, jeg kunde godt lide at komme paa Hospitalet og blive undersögt paa Kryds og paa Tvers, saa man vidste, hvor man var. Jeg havde saadan en dejlig Tid, da jeg laa paa St. Vincents med mit brækkede Ben.

29de Maj, jeg maa slutte dette Brev i Aften, thi jeg faar ingen Tid i Morgen, jeg skal være paa Jernbane Stationens Restaurant Kl. 8 at demonstrere Purgo, og senere bliver det en travl Dag med at rende rundt. – Jeg har ikke mere at fortælle denne Gang, i alle Fald intet der kan glæde. Men derfor tænker jeg alligevel paa Dig og söger at föle Dig hos mig, det er jo det eneste af Værd, jeg har i denne Verden … Bare nu dette finder Dig og Din Fader raske og i godt Humeur, jeg haaber det i alle Fald…

Sydney, 31te Maj 1934.

Jeg har begaaet en utilgivelig Synd i Dag, det gör mig forfærdelig ondt, men Du maa tilgive mig under de fortvivlede Omstændigheder. Du ved at Du ikke fik Brev med forrige Post, og Du maa ogsaa vide at Du intet fik med denne Post. Se i Gaar var den almindelige Post Dag med alm. Porto, men jeg ejede ikke de 3d dertil, og haabede i Dag at kunne skaffe de 3d plus Air mail cost til Fremantle saa Du alligevel fik Brevet med samme Post; jeg naaede kun at skaffe de 3d, men bestemte at alligevel poste det per Air Mail, saa Du maatte betale for Brevet, naar Du fik det, selv om det blev dobbelt. Jeg köbte Frimærket og fixede den blaa ”label” med Air Mail samt mærkede Konvoluten to Fremantle som Du selv vil kunne se, saa puttede jeg Brevet i Lommen for at poste det og glemte det til jeg kom her hjem og fandt det i Lommen. Der er jo intet at göre, og Du vil gaa og blive urolig og bange i 2 Uger – det maa Du tilgive, men jeg har aldrig i mit Liv haft det saa elendigt, som jeg nu har det, jeg ejer ikke en Penny og ved ikke hvor jeg skal faa det fra för i Morgen om 8 Dage, og det er allerede alt gaaet, saa hvor og hvorledes jeg ender aner jeg ikke. Det er ogsaa Grunden, at jeg glemte Brevet, thi jeg jagede omkring for at tjene eller Laane nogle faa Shillings, men intet lykkedes. Der er aldrig noget der lykkes for mig, saa hvorfor skulde det lykkes mig at komme over denne Situation. Det gælder for mig at kunne holde ud til Slutningen af Aaret; saa bliver der Penge nok, i alle Fald til at holde mig i Live og Husly. Men nu ikke mere om dette, jeg er nödt til at give Dig Grunden for at Du ingen Brev fik og maaske heller ikke faar for nogle Uger. Jeg ved nok, at Du skrev om at sende Brevene ufrankeret, naar jeg ingen Penge havde, men det vil jeg ikke, saa dybt kan jeg ikke synke; det var galt nok med at bestemme mig til at sende det Brev i Dag, som beskrevet.

4de Juni. Jeg, grundet paa Helligdag, det er Kongens Födselsdag, der holdes, spadserede i Morges ind til G.P.O. for at se om der var Brev fra Dig, og spadserede hjem igjen med Dit Brev af 30te Ap. Det var jo langt fra noget glædeligt Brev, det kunde det jo ikke være med alt det, det i sin Korthed fortalte, men det giver mig jo Anledning til at skrive en god Del til Dig, kun Skade, at Du skal vente saa længe paa et Svar, alt kan jo være fuldstændig forandret ved den Tid Du modtager dette. Det er rædsomt, at Du nu skal have gaaet i 14 Dage uden Brev fra mig, i den nervöse Tilstand Du er i, er jeg bange for at Du maa have lidt en hel Del, og atter beder jeg om Tilgivelse for min Forsömmelighed, det kan jo ikke ændres nu. Det vil blive ret svært for mig at skrive noget glædeligt til Dig i denne Tid; det eneste jeg egentlig kan skrive om er, at der synes at være en Lighed mellem vore to legemlige Tilstande, idet jeg ogsaa har lidt en Del af mit Hjerte, det er ikke bleven bedre, men det kunde jo heller ikke ventes, naar man intet gör ved det, andet end anstrenge det hele Tiden. Jeg har haft Smerter i det, det har jeg haft meget lidt af tidligere, og jeg maa passe paa ikke at gaa for meget eller bære for meget, begge Dele umulige for mig i min fattige Stilling. Jeg har heller ikke i lang Tid taget min Medicin, det er der ingen Penge til. Doktoren kunde jeg gaa til, jeg skylder ham saa meget, at lidt mere eller mindre ingen Rolle spiller, men det ender blot med at skulle tage Medicin igjen, og dermed ender det saa. Jeg trænger til Hvile, Ro og mindre Bekymring, saa skulde jeg nok holde mig som jeg er. – Men det er jo slet ikke mig, vi skulle tale om, det er Dig. Du er kommen til det Stadium Du er, ved stadig at ofre Dig for andre og intensivere Bekymringer. Du har nu i mange Aar maattet arbejde haardt for andre, og det er Du ikke stærk nok til, og jeg kan ikke forstaa, at ingen synes at have tænkt paa det, men bebyrdet Dig med mere og mere saa nu til Slut synes alt at bero paa Dig. It is the old story about the willing horse. Jeg har skrevet för om det Spörgsmaal til Dig, og jeg forstaar ikke at Din Fader ikke har kunnet indse, hvad Resultat vilde blive. Men det nytter jo ikke, at jeg skriver til Dig om det, det bliver ikke anderledes, saa længe Du ikke gör Oprör. Ja, det nytter ikke jeg udbreder mig mere angaaende det Emne, alt hvad der er at sige, er sagt i ovenstaaende. Jeg har hverken Ret eller kan tage Sagen op for Dig herfra, men jeg synes det er paa Tide, at Din Fader eller Söskende fik Øjnene op for Deres Egoisme. Jeg tror nu ikke, Du kan vente meget fra Dine Söstre, men Din Fader, selv om han for Tiden er syg, burde alvorligt tænke Sagen over.

Det kan altsaa ikke blive noget glædeligt Brev i noget Tilfælde, saa vi maa hellere se at faa saa meget ind i det som muligt af det der er nödvendigt om end mindre Glædeligt. Det kan jo ikke nytte at gaa og lulle sig ind i Haab og Forhaabninger, man maa hellere tage Sagen fra den alvorlige og praktiske Side. Som Du kan tænke Dig, er jeg for Tiden ikke meget oplagt til at være lystig, saa jeg har tænkt over meget og gjort en hel Del, jeg ellers ikke vilde have gjort. Har man et daarligt Hjerte etc. saa ved man jo aldrig, naar ens Øjeblik kommer, saa jeg har i den Senere Tid beskæftiget mig med at rode op og delvis ordne gamle Papirer, Breve etc. De fleste af disse Ting ere vist uden mindste Interesse for andre, det kunde man ikke vente. Men jeg har nu samlet alt dette for at have det at rode med og ordne eventuelt have Nytte af i min Alderdom; men nu synes det mig, at der ikke kan blive nogen Alderdom, i alle Fald fredelig Alderdom, for mig, saa jeg er i Tvivl om, hvad der er at göre med det. I alle Fald, jeg begynder at sortere det ud, ordne eller kassere det til Brænding, saa alt er nogenlunde om jeg skulde pille af. Derfor har jeg ordnet Dine Breve, som jeg alt har fortalt Dig; og nu synes jeg, at Du efterhaanden skulde brænde mine Breve til Dig …

Ja, saadan er nu en Gang min Mening, og man ved ikke hvad Dag ens Hjerte kan falde fra – saa derfor forbereder jeg min Side af Sagen. Havde jeg for et Aar siden eller saa faaet lidt Medgang, saa havde jeg kunnet holde mig som en 50 aarig Mand, som det gaar nu vil jeg have Nöd med at holde mig paa min Alder, om ikke nogen Forandring snart sker. Jeg har haft mangen en dröj Törn i mit Liv, men intet der noget nær kan sammelignes med den jeg nu har. Det gælder for mig at kunne holde mig selv i live til Slutningen af Aaret, thi da vil Purgo utvivlsomt være godt i Gang, navnlig hvis jeg selv kunde faa Kommandoen, men det har jeg alt skrevet om i sidste Brev – ja disse to Breve vil give Dig noget at tænke paa, men det er meget bedre, at vi have alt paa det rene og ikke senere behöve at tage sligt op igjen. Og egentlig er der jo intet at bryde sig meget om, det er Livets Gang, og vi kunne kun göre vort Bedste. I vort Tilfælde glæder det navnlig at holde Liv og Helbred oppe, saa kommer Resten nok, og det er hvad Du maa göre, Du maa tænke paa Dig selv og Dit Helbred og forstaa at Dit Helbred og Dine Nerver maa passes, at Du maa leve mere for Dig selv end hidtil, og saa lade andre forstaa, at det er nu Din Hensigt, og at disse andre nu maa tage Hensyn dertil i Fremtiden. Du har ligesaa megen Ret til Livet som andre, for hvem Du hidtil har opofret Dig og som Fölge deraf har svækket Dig selv, nu er det deres Tur. – Jeg mener naturligvis ikke sige det med de Ord, det maa göres diplomatisk, hensynsfuldt men bestemt, saa der ingen Misforstaaelse finder Sted, Du er i Din fuldstændige Ret og har intet at skamme Dig over, Du har gjort Din Pligt fuldtud og mere…

I Dag for 34 Aar siden döde min Fader, jeg kom hjem til Begravelsen, vi boede den Gang i London. Ved at rode op i alle mine Böger og Papirer faar jeg Rede paa en hel Del. – Naar Du en Gang vil sende mig noget i Retning af Böger, saa fandt jeg i min Roden en Liste af Saadanne, som maa have tiltrukket sig min Opmærksomhed: Jörgen Bukdahl ”Det moderne Danmark”. Chr. Christiansen ”Fra Dianas Overdrev” og Daniel Bruun ”Erik den Röde og Nabokolonierne i Grönland”. Jeg maa have taget dem fra danske Aviser, Du maa vist kunne faa brugte Exemplarer hos min Ven Magnus Hansen, Nörrevoldgade, han existerer vel endnu, om Du gaar der ned, saa spörg om min gamle Bekendt fra Prof. Jürgensens Etablissement Hr. Marinus Clausen endnu existerer, han var vist M. H’s Svigersön og ejede Forretningen. Men det er nu slet ikke nogen Opmuntring til at sende mig Böger og öde Dine Penge. – Jeg skrev vist til Dig en Gang om ”Cerena” Byggryn, jeg skriver maaske en Gang endnu lidt senere hen, det giver altid lidt Adspredelse. Jeg er bleven et rædsomt ”porridge” Menneske, jeg elsker det om Morgenen, det er, hvad Vanen kan göre. – For nu yderligere at komme i Gang med alt det alvorlige, saa har jeg tænkt, at jeg maa faa lavet et Testamente, lovgyldigt, thi jeg önsker intet at gaa til mine 2 endnu levende Söstre, saa mine kommende Indkomster (der nu fra November burde vare 13 Aar) fra Purgo i Retning af Royalties skulle fordeles ligelig mellem Dig og Gusta. Maaske en Del gaar fra, da jeg skylder en Del Penge herude, men man kan ikke vide, hvad det bliver. Indkomsten fra min Andel i Purgo varer jo saa længe Purgo varer og deles ogsaa mellem Dig og Gusta. Saa er der alle mine Böger, Papirer, Udklip, Frimærker o.m.a., det maa I vel nærmest se at enes om. Jeg har vel nok mest danske Böger, men ellers er der jo meget engelsk. Men det maa hellere alt sendes hjem, thi det bringer intet ind ved Salg her. Mine Billeder paa Væggene maa ogsaa helst sendes hjem, næmlig Moders Billede i Olie af Bredsdorff tror jeg, hvem der skal have dette er jeg ikke rigtig paa det rene med, jeg tænker paa min Nevö Sven Tvermoes, Navneklud, jeg har indrammet, Du husker maaske disse?

Jeg sender ved Lejlighed et Hefte med Aeroplan Billeder af Sydney, de ere tagne for nogle Aar siden, jeg har haft Bogen liggende. Paa Billedet af Rushcutters Bay, har jeg mærket med en Pil, hvor jeg nu bor i Raglston St., Den aabne Plads tæt ved er Hampden Oral. Den lyse aabne Plads længere til höjre er White City Tennis Grounds. Jeg fandt den ved al min Roden omkring. Jeg har vel fortalt Dig, at hvor Din Fader havde Kontor i George St. (det var vist 291), det er alt revet ned og Wynyard underjordiske Jernbane Station er der mellem Geo. St. og Wynyard St. Der skal bygges en 10 Et. Bygning, der skal rumme alle Jernbane Kontorer. Mit gamle Baltic Kontor 172 Clarence St. staar tomt og har været det i lange Tider. Ja, de Billeder maa være tagne lige i Begyndelsen af Luftskibe, der er næsten ingen Forandringer fra den Tid I boede her. – Angatonga Flats i Musgrave St. hvor jeg boede en Del Aar, existerede i Eders Tid, jeg har mærket Stedet, naar Du ser gennem en Loup, kan Du vist kende Bygningen igjen, grundet paa dens uhyre Grimhed og sjældne Arkitektur. Du kan ogsaa se Bygningen paa et tidligere Billede (4de forud), jeg har mærket Stedet med et X. Paa samme Billede vil Du nederst til venstre finde en Pil, det er Begyndelsen af Stradforth St. Saa nu har Du det at more Dig med. Nu skal jeg ud at lave min Blomkaalsmiddag til, saa kan Du maaske være stille imedens.

Saa nu er Middagen til Ende og alt er vadsket op, og nu i Morgen begynder en ny Uges Lidelser, Begyndelsen er, inden jeg gaar til Byen, at man kommer op for at hente Lejen for Ugen, og jeg har at meddele, at de maa vente. Men lad os ikke tale om alt det; de to Dages Hvile har gjort mig uhyre godt, blot jeg kunde faa Hvile etc. saa kan jeg nok, blot jeg kunde vinde de Pund 4000.0.0 i Lotteriet, saa skulde Du se en Forandring i mig. Efter at have ordnet Purgo Products Co og re-ekviperet mig selv, saa en Tur op til Barrier Reaf for en 3-4 Ugers Solbade og Svömning, saa skulde Du se en Forandring i ”young Hansen”. Men Miraklernes Tid er forbi. – Ja Topsy, nu maa Du se at faa Humeuret op, uden det hjælper intet, vi skulle jo endnu have mange glade Timer sammen, der er meget vi skulle snakke om og diskutere, saa nu maa Du tage Dig sammen og bestemme Dig til at blive rask og tænke lidt mere paa Dig selv end hidtil, nu er det Tid at andre gjorde noget for Dig, vartede Dig op og hjalp Dig, ja, det er min Mening, og Du maa forklare andre, hvorledes Situationen er, og at det nu ere Tiden, at man gjorde noget for Dig, at de begynde at tænke lidt paa og regne ud, hvad Du har gjort uden at kny…

Ja, det var jo ikke noget muntert Brev dette, men det er bedre at vi faa alle disse mindre behagelige Ting diskuterede, saa vi eventuelt forstaa og desuden at stötte hinanden paa bedste Maade, samtidig gör det godt at udlade sine Sorger sommetider til andres Behandling og Kritik. Medfölelse og Meddelagtighed letter altid ligesaa vel som en fuld Forstaaelse… Jeg haaber, at dette Brev vil finde Dig rask og glad og at Din Fader ogsaa har det godt. Jeg mödte Halberg i Dag og var fræk nok til at antaste ham og sælge ham en shilling Pakke Purgo, jeg har ellers ikke talt til ham i mange Aar. Han er Bedstefader til 5 raske Drenge! – Hvis Du en Dag har Raad og gider, saa send mig en Tandbörste ”DIAGON 30” stiv. Den kan gaa som Pröve…

Sydney, 11te Juni 1934.

Der var ingen Brev med denne Uges Post, men det er jo den Uge, hvor jeg ingen Brev faar; alligevel maa jeg vel hellere sende Dig et Par Linier, jeg haaber ikke det er Din Sygdom, der har forhindret Dig i at Skrive, Dit sidste korte Brev var jo ikke meget beroligende, men med Dig selv og Din Fader har Du jo Dine Hænder fulde uden at kunne vente Hjælp fra andre. – Jeg havde egentlig helst ladet være at skrive i denne Uge, thi mit Humeur er ikke det bedste, og jeg har mange Ærgrelser, og Du har jo nok i Dine egne. Men hvis Du slet ikke hörer er det maaske værre. – Jeg fik slet ingen Breve fra Europa i denne Uge, det er meget tomt, jeg fik kun et engelsk Blad fra Miss Snowdon, det faar jeg gerne hver Uge, der er altid meget af Interesse. – Jeg kan ikke forstaa, jeg synes jeg burde have kunnet höre fra Dig angaaende mine Breve om Mrs L., jeg synes det er 6 Maaneder siden den Episode; men det kan det jo ikke være, Tiden gaar langsomt, naar man venter. Nu har vi jo snart den korteste Dag, det er jeg ikke ked af, bare vi kunde slippe af med denne Kulde og det tidlige Mörke, saa al den Regn, det virker alt deprimerende paa mig, jeg synes jeg har nok foruden. Fra Dig kommer der jo heller intet glædeligt. I Morgen Aften skal jeg ud paa Besög, det er vist förste Gang i mange mange Maaneder, saa jeg faar ikke skrevet i Morgen, jeg skal tidlig til Byen, saa alt tyder paa et kort Brev, men Du har nu faaet saa mange lange, at lidt Forandring kan göre godt.

13de Juni. Nu maa jeg slutte denne lille Epistel til Dig, den er ikke meget opmuntrende eller underholdende, hvilket jeg maa bede Dig tilgive, den kan ikke blive anderledes denne Gang, jeg haaber at faa et muntert Brev fra Dig næste Mandag, saa faar jeg nok et bedre Brev sat sammen til Dig. Solen skinner i Dag, efter flere regnfulde Dage, jeg haaber det vil holde sig, det hjælper altid paa Humeuret og Forhaabningerne. Saa nu er Klokken over 10 og jeg maa gaa at se om jeg kan tjene et Par shilling til at holde den gaaende til i Morgen. Hvad mon Du syntes om den Sydney Billedbog jeg sendte Dig, kan Du endnu huske nogle af de Dele?…

Bare Du nu er bedre Topsy, vi kunne ikke have Dig syg, Du maa holde den gaaende, at vi kunne komme sammen endnu en Gang, tale om alle Minder og se alle gamle Steder, saa jeg kan fortælle Dig alt om dem. – Jeg haaber der er Brev paa Mandag og alt ser lysere ud hos Dig, Du er jo snart det eneste jeg har i denne Verden…

Sydney, 23de Juni 1934.

Jeg har været gruelig forsömmelig mod Dig med Breve eller ikke Breve, men Du maa tilgive mig, der har været og er tvingende Aarsager, der tage min Lyst og Evne fra mig til at skrive Breve, jeg har altfor mange Bekymringer og Ærgrelser til at samle mine Tanker ordentlig til Brevskrivning, Du maa tilgive og bære over med mig, denne uendelige Pengemangel gör mig snart skör, det er virkelig ikke til at holde ud, og det er dog kun lidt jeg behöver, saa jeg kan holde ud endnu nogen Tid… Jeg havde dog en lille, saadan Opmuntring i Gaar i det en Mand, til hvem jeg introducerede en, ogsaa meget fattig Ven i Gaar, med Hensyn til Dannelsen af et Selskab til at fabrikere Net og Fiskenet, i hvilken Retning, min Ven, der er Svensker, er meget kyndig, sagde om mig og til mig, at trods alle dine Besværligheder, Skuffelser etc. saa tog jeg det som en Mand. Det var mig en stor Glæde at höre, at der dog er Mennesker, der kan se mig i et saadant Lys; jeg har saa ofte tænkt, hvad Folk mon egentlig mente om mig. Og han er en Mand med Forstand, Dygtighed og Forbindelser; det handlede om en Dannelse af et Kompagni paa Pund 10.000.0.0 til at starte den Industri; saa Du ser, at jeg dog endnu har lidt af et Navn paa de rette Steder, Resten kan det være det samme med. Jeg faar naturligvis en Andel om det lykkes med Selskabet og eventuelt ogsaa en Plads i det, om jeg vil…

Ja, jeg haaber, Du nu er godt paa Veje til at blive rask og Dig selv igjen, Du maa holde Dig rask og frisk, det kan ikke nytte at gaa omkring og smaaskrante. Jeg har faaet lidt af en Snue, det maa være Aar siden jeg havde det, men det kan vel ske, og i alle Fald endnu er det ikke videre slemt, jeg tror heller ikke, at det bliver værre. Jeg plejer ellers ikke at blive forkölet. Jeg tror ikke, jeg gider vadske i Morgen, absolut ikke hvis det regner, som Spaamanden forudsiger, saa kan jeg faa en meget let Dag i Morgen og sove en Timestid længere. Jeg har gjort alle mine Indköb og jeg steger Ködet i Dag og koger Kartoflerne og Blomkaalen og nu pludselig fik jeg en knusende Lyst til at have en Flaske Rödvin til Middag, men det kan nu ikke blive til noget Valdemar, Du maa værsgo spare. Ja, Gud ved, om man nogensinde mere kan faa Raad til en Flaske Vin til sin Middag?…

24de Juni. Det har været meget ”dull weather” i Dag, rigtig saadan London Vejr. Jeg havde i Sinde rigtig at hvile i Dag, endogsaa blive i Sengen, men det gaar ikke, naar man maa varte sig selv op; jeg trænger meget til Hvile, men jeg har da ikke vadsket i Dag, nu om Vinteren kan man nok knibe en Dag ud en Gang i mellem. Trods alle gode Forsætter blev jeg ikke færdig för ved 1 Tiden til at tage den med Ro, jeg maa have det rent og med min Frokost etc. gaar Tiden… Hvordan mon Du har det, og Din Fader? Du har saamænd nok i Dit og ingen til at hjælpe Dig heller Bare jeg havde kunnet faaet Overtaget i Purgo Co’et, det vilde havde sat mig i godt Humeur, men det synes ikke at være Bestemmelsen, at jeg nogensinde skal komme paa ret Köl igjen, det er grueligt altid at gaa saadan og fedte i det, det er virkelig ikke let saadan stadig at holde Modet oppe. Jeg haaber, der er et godt Brev fra Dig i Morgen… Jeg sidder og venter paa Mr Löfström, han sagde, han vilde komme i Aften for at tale om sin Forretning, som vi haabe han vil faa i Gang gennem den Mand, jeg alt har omtalt; men han kan jo komme endnu …

25de Juni. Tusind Tak for Dit Brev fra Nexö af 22de Maj, det var der i Morges og ankom altsaa i Gaar, det var forholdsvis hurtig Befordring. Det var jo ikke noget glædeligt Brev, jeg kan se at Du har en svær Tid, gid det nu alt maa gaa godt og Du atter maa blive Dig selv, og at Du er kommen over det hele, naar Du faar dette Brev; og tænk nu först og fremmest paa Dig selv, se at blive rask og glad, og lad ikke mine Sorger og Bekymringer afficere Dit Helbred, min Ven, jeg er snart vant til alt muligt. Bare jeg kunde göre noget for Dig, det eneste jeg kan göre er at skrive til Dig og söge at hjælpe med at holde Dit Humeur oppe. Men nu maa Du heller ikke gaa og göre det værre for Dig selv ved at staa op for at skrive til mig, jeg ved jo nu, at Du ikke er rask og maa være beredt paa ikke at höre fra Dig nu og da, om ikke for en Tid. Er det Smerter i Underlivet Du har, eller hvad? Du har været opereret for appendicitis, saa vidt jeg forstaar. Jeg maa se at faa lidt Rede paa det ved at læse Dine senere Breve igjennem. Jeg kan jo egentlig ikke sige meget om Situationen herfra, Du kan kun have mine Ønsker og Haab om hurtig Bedring, men det synes mig, at det maa ende med en Operation, men gid det saa alt maa være overstaaet med det samme, thi som det nu er, kan Du jo ikke holde ud at holde den gaaende. Jeg har rimeligvis skrevet end Del om mine Sorger og Besvær, det skulde jeg ikke have gjort, og Du maa tilgive mig og ikke lade det influere paa Din egen Tilstand. Gaa nu blot ikke og tro, Du er et Vrag, det gaar ikke, Du skal se Du kommer over det og efterhaanden opdager Du, at Styrken vender tilbage og Du faar frisk Interesse i Livet, men Du maa spare Dig selv i Fremtiden. – Jeg har endnu ikke skrevet til Mrs Lord men skal göre det en af Dagene og sætte hende ind i Sagen og Din Tilstand. – Saadan en Törn paa Rejsen til Bornholm har sikkert haft meget at göre med Din daværende Tilstand… Jeg vil nu slutte, det synes mig bedst, jeg er forberedt paa ikke at höre fra Dig hver Uge og muligvis nu ikke for nogle Uger, Du har nok i Dit eget, og maa vel holde Sengen. Saa god Bedring og hold Modet oppe, saa gaar det nok alt sammen og Du vil i Löbet af Sommeren atter blive Dig selv…

Sydney, 4de Juli 1934.

Ellers gaar jeg og er spændt paa hvad der kan komme fra Dig angaaende Dit Helbred, bare det nu alt maa gaa godt. Bare jeg snart kunde skrive noget glædeligt til Dig, man skulde dog tro at en Gang maatte der ske en Forandring til det bedre, tænk alt det jeg har at indhente o.s.v. Nu gaar jeg i Seng og er forberedt paa alt.

7de Juli. I Dag er det Lördag og Solen er ved at krybe rundt og skinne lidt ind her paa mit Skrivebord, saa jeg vil addere nogle faa Linier til dette Brev. Jeg har gaaet meget og tænkt paa Dig og Dine Sygdomme og Lidelser, og jeg kan kun komme til en Slutning, og tilgiv mig at jeg er aaben og naturlig i den Sag, men det synes jeg, at vi to godt kunne være, i alle Fald haaber jeg, at Du er enig med mig i det Spörgsmaal. Jeg mener, at det alt ligger i Din Opofrelse for andre, det Slid og Slæb det har medfört, og det factum, at Du ikke har faaet Lejlighed til at udfylde Kvindens naturlige Hverv, jeg mener Du er ikke bleven gift, ingen Börn, ingen Samkvem med en Mand. Din Trang og Dine naturlige Længsler, har Du maattet underkue og kvæle, Du har ikke kunnet give Dig hen til nogen paa en naturlig Maade. Alt det spiller en langt större Rolle i baade en Kvindes og en Mands Liv, end de fleste vide eller ville tilstaa, det har sin store Indflydelse paa Helbredet og Tilfredsheden. Du har maattet kvæle og holde nede alt saadant, og det maa Du lide for, det er haardt og egentlig uretfærdigt. Bare Du nu maa komme over det og rigtig blive rask og Dig selv igjen, og blive den samme blide Topsy. – Saa nu vil jeg ikke skrive mere om det, jeg haaber, at faa nogle Linier paa Mandag fra Dig, som fortælle mig, at Du har det bedre i alle Maader, at Sommersolen og Bornholm have hjulpet Dig. Du har vel aldrig haft nogen Sport, som Tennis el.l., det vilde have hjulpet Dig en Del? – Jeg var ude paa Besög i Gaar Aftes hos nogle Venner af Löfström, vi havde en rigtig rar Aften, og vi fik lidt Vin at drikke; det ene med det andet tog mig ud af mig selv og gjorde mig godt. Mit nye Selskab er lovende og det lykkes nok at faa det i Gang. Saa skal Löfström til Frankrig at köbe Maskiner og studere det seneste i Fiskeindustrien…

Sydney, Pennant Hill, 7-7 1934 Brev til Topsy fra Mrs Mabel Lord.

”My dear Topsy, Your short letter Arrived a week or so ago & you & your Father were both ill – I hope Topsy you are both feeling well again. You were also staying at Bornholm. The little change would do you both good- I wonder if a little sea voyage would benefit your Father Topsy. Would a 6 month or 12 months trip to Austalia help him? The fares are so much cheaper & even mail boats like the “Mongolia” have a tourist all one class trip to & from England & really very good cabins. Two friends of ours went by the Mongolia quite recently – they had every comfort & the fare was extremely modest – I have forgotten the exact price now but it was not expensive – far superior to the Bay boats & I do not think much or if any dearer. – Mrs Duggan & her friend Miss Mieil are coming to lunch with us on Wedensday – she goes to Brisbane the end of the week until the summer. I have not seen her for a long time – so looking forward to seeing her again. She knows some old friends of ours the Kunnings – so we discuss latest news of them. You never mention Tooty – does she still go to the office? Does she not wish to come out to Australia too? It would be jolly if your Father & you two girls could come together – one thing Topsy dear, when you can manage to come out Mrs Duggan I know will be kind to you – we too will do just what we can for you – we are as poor as church crows but that doesent matter. We can always squeeze you into our nice home – then Mr Hansen is also your friend – I have not seen him since I asked him to come & see us at any time he felt (?, red) – but I know he was disappointed because I hesitated, I was worried dear. I thought of your poor sick Father & I thought of your keenness to come out & I was afraid I am sorry I wrote at all. I should have just left the matter in Your own hands – But I was so afraid of rumerse on either side – Please give my kind remembrance to your dear Father. Tell him I have always appreciated his great kindness. You know dear your Father & Mother were two very kind people here in old Glebe Pt. – I have been ill too & spent a fortnight in bed but it is good to be out again in the sunshine however Australians do miss that sun – we growl about the heat in the summer time – but we soon want the old sun again, if he keeps behind some clouds for a few hours. – I must go now for it is time to go to bed – my little foxterrier puppy is sitting on my lap as I write this & it is written under difficulties. I saw father T. Ruby quite recently & Dad looks remarkably well, he seldom leaves the sitting room – unless to sit in the sun for a little while, I always tell him the latest news of you all & Karna sent me some snap shots & I left them with him, so he can look at them, he thought your Father had got very thin – He liked looking at the Karnas babies & said one of them was the image of her grandmother (your Mother). Good night dear – don’t get disapointed Your opportunity will come for that Australian trip in the meantime – just be happy. You are young & ought to be having a good jolly time – love to yourself, Tooty & your Father, Yours truly Mabel”.

Sydney, 8de Juli 1934.

Hvorledes mon Du har det? Det er ikke let at sidder her og tænke sig til, og i Morgen kan jo heller ikke fortælle mig, hvorledes Du har det i Dag, saa der er ikke andet at göre end at haabe for det bedste. Jeg har haft en travl Dag, jeg har vadsket og gjort Lejligheden ren, det er dejligt Törvejr i Dag, Solen skinner lige ind paa Papiret og Pennen, medens jeg skriver, Klokken er snart 4, saa der er ikke meget Solskin tilbage, den gaar ned Kl. 5, men forinden forsvinder den for mig bag en Bygning paa den anden Side af Gaden. Den stod op Kl 7 i Morges. Mon Du endnu er i Nexö, men hvis Du skal paa Hospitalet, maa Du vel tilbage til Kbh.? Det er underligt at gaa saadan i fuldstændig Uvidenhed.

9de Juli. Ingen Brev i Dag, hvoraf jeg slutter, at Din Tilstand ikke har forbedret sig, hvilket gör mig en Del urolig, men lad os haabe det bedste, at Du snart maa blive rask. Jeg havde kun Brev fra Springett i Dag.

10de Juli. Ja, i Dag har det været en af de værste Dage i mit Liv, og jeg maa hellere tale rent ud af Posen til Dig, thi man ved ikke hvad der vil komme. Det nye Kompagni, som jeg har hentydet til kan ikke blive til noget forelöbig, dertil er Aktie Markedet altfor faldende og elendigt. Folk med ti tusinder af Pund sidde grædende og tælle deres Tab (paa Papir) i hundreder og ere i saa slet Humeur, at der ikke er Haab om at faa dem til at anbringe Penge i nye Foretagener, hvor lovende disse end ere. Det er den Besked jeg fik i Dag. Purgo faar jeg intet ud af för om et Aar eller saa, saavidt jeg kan se, ikke en Gang saa megen Kommission, at jeg kan leve af det. Jeg er fuldstændig paa Gaden, uden Hjem uden Klæder, uden Mad, og ser ikke i Øjeblikket, hvor noget skal komme fra, det er ganske vist ikke helt saa slemt i dag, men det er det saa om en Ugestid, om ikke jeg faar noget, hvor jeg kan tjene til Livet, og det er meget svært for en Mand i min Alder. Saa dette Brev gaar ikke af Sted i denne Uge, da der ingen Brev var fra Dig, og jeg ikke har til Portoen, jeg kan ikke sende Breve, der ikke ere frankerede, navnlig ikke nu, da jeg ikke ved, hvorledes Du har det, eller hvor Du er. Nu har jeg kæmpet med dette Liv i Aarevis, nu kan jeg ikke holde det ud længere. I Morgen gaar jeg ud at se, hvad jeg muligvis kan faa fat i. Jeg gaar til Bryggerierne, fordi jeg er kendt der, jeg har gjort Forretning med dem og vil se om jeg ikke kan faa noget som Rejsende, noget saadant kunde jeg nok passe, men arbejde direkte under en ”boss”, det kan jeg ikke.

Det er ikke glædeligt, men jeg kan ikke gaa og lyve om Situationen eller pynte paa den, vi ere jo dog voxne Mennesker og i Stand til at tage, hvad der kommer, og jeg haaber, at naar Du en Gang faar dette, saa er Du over Din Sygdom, Operation etc. – Mulig Situationen kan forbedre sig med Slutningen af Maaneden, Sagen er ikke glemt eller kasseret, den vil komme frem, naar Tiden er til det; men om jeg kan holde ud til den Tid, er noget helt andet.

Nu kender Du Situationen, den har længe truet, og at jeg nogensinde skal have Held med mig igjen synes fuldstændig udelukket. Jeg vil tage dette ind med mig i Morgen, i Fald jeg skulde falde over nogle Penge, saa vil jeg sende det, jeg vil maaske være endnu mindre i Stand til det næste Uge. Saa i Fremtiden bliv ikke urolig, om der ikke er Brev, det er blot Pengene til Frimærket der mangler. Tilgiv mig nu denne maaske ret brutale Aabenbaring, men der er enten det, eller jeg maa holde op at skrive, og jeg tror, Du vil hellere have det, som jeg nu gör.

11te Juli. Inden jeg gaar til Byen, tror jeg at jeg vil slutte dette Brev for det Tilfælde, at jeg skulde kunne poste det. Jeg har endnu ikke kunnet betale min Catle adress, saa den duer ikke, det ærgrer mig den har jeg nu haft i snart 30 Aar, men det er nu min Skæbne i alle Retninger. – Men nu til Slut haaber jeg, at Du er rask og færdig med al den Sygdom, og pas nu paa Dig selv, naar Du en Gang bliver gammel, er der ingen der kan takke Dig og sætte Pris paa Dig for hvad Du har opofret for andre. Lad os haabe, at jeg kan sende Dig et gladere Brev med næste Post, hvor usandsynligt det end er. Tusind Tak for al Din Kærlighed mod mig og alle de dejlige Breve, Du har sendt mig, det hjælper alt til at bære en haard Skæbne.

Sydney, den 31te Juli 1934

er det Vidunder Brevets Födselsdag, saa bliver det 2 Aar, det var det Brev der aabnede mine Øjne og vækkede den Fölelse i mig, der næsten nu fortærer mig. Hvad mon der fik Dig til at producere det Brev? Det er næsten paa 40 Sider og det kostede Dig 1/9 at sende ”Par Avion”, det er postet i Hampstead, men Du skrev ikke, hvor Du boede, det kunde Du gerne fortælle mig nu, saa, om jeg ikke kender Vejen, kan jeg finde den paa Kortet, og saa har jeg et mere Holdepunkt med Hensyn til Dig, jeg er syg efter alt med Hensyn til Dig, alt hvad der har noget at göre med Dig, Dig selv synes jeg aldrig at faa, jeg tror, at om Du var her nu, at jeg kunde læse Vers og synge, og det vil sige noget for mig, maaske kunde det blive nödvendigt at putte mig i en Galeanstalt, ”all for the love of a lady”. Jeg tror, jeg vil gaa ind til Boxen, jeg kan have godt af at gaa ud lidt, ellers blive jeg helt skör, saa bed for mig, at der maa være Brev, mange Breve. Jeg vil nu gaa og gjemme Vidunderbrevet. – 3.15. Ja, jeg tænkte det nok, der var ingen Brev i Dag; men da jeg var i Byen og Vejret var godt, saa tænkte jeg en Tur til Manly vilde være godt for mig, saa der kommer jeg lige fra, og skal nu have mig en Kop The. Det er Aar siden jeg har været i Manly, men det var godt at faa lidt frisk Luft og Forandring. Men det var sörgeligt at se, at al ”surfing” synes at være Död, der var udmærkede ”breakes” men ingen Mennesker derude. Der har været en Del Uheld med Hajerne i den senere Tid, saa Folk ere bange; ja i Gaar blev en ung Mand taget af en Haj ved North Steyne at Manly, han döde paa Hospitalet. Nu er jeg meget spændt paa om der er Brev i Morgen…

Sydney, Aug 6te 1934.

Jeg kunde ikke flytte sidste Mandag, da det ösede ned, saa jeg flyttede Tirsdag, og i Gaar var det henrivende Vejr, men i Dag öser det ned i stride Strömme, og jeg maa holde mig inde, thi mine Sko og Klæder Taaler ikke Regn. Jeg er egentlig ikke særlig fornöjet med Tilværelsen, jeg er langtfra tilfreds med den, saa Du maa finde Dig i mine Breve som de ere; de ere som Omstændighederne tillade dem at være. Jeg havde Brev fra Mrs Lord i Dag, om hun faar den Permit sendt til hende, vil hun sende mig den, saa jeg atter kan sende den til Dig. Hun synes heller ikke glad ved vor Syndflod af Regn. Hun bad mig derop en Dag, ”if I felt inclined to spend a day with them”, jeg gaar maaske derop en Dag, om Vejret forbedres, men jeg er egentlig ikke oplagt til noget som helst, mit Liv som det er nu, er ikke værd at leve og der synes ikke nogen Bedring i Udsigt, jeg er led og ked af det hele; alt dette skulde jeg have gennemlevet i min unge Alder.

Sydney, 12te Aug. 1934.

… jeg havde et længere besøg af dig i Morges, saa jeg kom lidt senere op end ellers, jeg kunde jo ikke saadan vider forlade min Gæst …

13de Aug. Saa, Du ser at jeg forbereder mig til en længere Skrivelse ved at benytte dette Papir, og jeg har nok noget Arbejde foran mig, for at jeg kan faa sagt, hvad jeg vil sige og ikke komme for sent til Posten Onsdag; men jeg maa hellere nu faa sagt, hvad jeg gerne vilde have sagt allerede, men stadig har holdt tilbage, dels af Hensyn til Dig og dels af min egen Stolthed, men jeg maatte dog en Gang fortælle Dig min Historie, og jeg synes at gennem de 3 Breve fra Dig i Dag, gaar der en Antydning, at Du vil have Mod og Hjerte til at höre paa mig og min senere Aars Historie – Livshistorie – der næppe er glædelig men maaske ret interessant og ejendommelig, om end det samme er hændet til tusinder andre Mennesker, og Du vil kunne forstaa og forhaabentlig tilgive, at jeg bad Dig laane mig Penge. Saadan taget som et Hele, vil det klare Luften mellem os, og Du vil forhaabentlig kunne derigennem komme til at forstaa mangt og meget, saa tilgiv.

Jeg havde en Overraskelse at faa 3 Breve fra Dig i Dag, dejlige, söde, kærlige og kære Breve – og det har lettet mig, at vi nu ere over det 14 Dages Interval (det brevlöse), og Du vil have set, at der ikke var noget at være ængstelig over, hvad mig angaar. I og for sig er der jo ikke meget at svare paa i de 3 Breve andet end, at takke Dig for al Din smukke og opofrende Kærlighed for mig, og alle de smukke Tanker og alt det smukke, som Du siger om mig, og som jeg slet ikke fortjener. Jeg er kun et menneskeligt Mandfolk, hvem det vil falde forfærdelig haardt at udfylde en ung Piges Ideal, fuldstændig fraset min Alder. Du har nu gaaet i 22 Aar og bygget op et Billede af mig, og gradvis pyntet lidt op paa det, saa nu er det virkelig blevet til et Ideal, Du maa hellere være forberedt paa Skuffelser med mindre Du slaar lidt af, jeg skal göre mit bedste for Dig at leve op til Idealet, jeg er kun bange for at komme til kort. – Jeg har nu haft min ”tea”, og har tænkt over dette Brev og hvorledes jeg skal skrive det og hvor meget jeg skal fortælle, thi det er jo en lang Historie, og en kedelig Historie baade at skrive og at læse, jeg er helst fri for at skrive, men föler at jeg maa lade Dig vide noget om Situationen, det vilde ikke være ”fair” mod Dig at være tavs. Jeg maa se at faa lavet en Slags ”Gjennemsnits” Beretning, lade Yderlighederne og det værste forsvinde, men jeg vil sige Dig, at jeg hader dette Stykke Arbejde, det er mig modbydeligt, men jeg föler jeg maa göre det, saa tilgiv atter; blot jeg kan komme i Gang med det, faa begyndt paa det, mulig kommer jeg ikke gennem det alt sammen i dette Brev. Man kan naturligvis bebrejde mig selv en hel Del, en meget stor Del, men det er ikke let at göre dette retfærdigt, og man er jo altid mere bagklog end forklog! Jeg har jo ganske vist i Dig en mild Dommer, om i det hele taget en Dommer, og Du vil sikkert være klog nok, som Du kender mig, slet ikke at dömme og lade mig det vide.

Som tusinde andre var det efter Krigen, at det gik galt og efterhaanden manglede jeg Penge til at vedblive Forretningen, jeg mistede et Par gode Agenturer (largely due to kind friends behind my back), jeg kunde ikke betale for Sendinger, kom til at skylde Leje for Kontor etc. etc. til jeg fandt mig selv uden noget at göre. Jeg fik startet mit Rensemiddel, den Gang kaldet ”Prosim”, det gik for et Par Aar, saa var der ikke flere Penge, og vi maatte holde op. Saaledes, forstaar Du, forsvandt alle mine Indtægter, jeg var jo aldrig af dem, der sparede sammen, og i og for sig var der virkelig ikke noget at spare fra; men mange andre vilde rimeligvis alligevel have sparet. Saa maatte jeg laane for at leve, jeg havde jo dog, og endnu har trods alt, et ordentligt Navn. Alle mine Möbler og Ejendele bleve solgte; det jeg holdt mest af blev stjaalet, jeg flyttede fra Mosman; jeg har endnu en Del af mine Vægbilleder, som en god Ven köbte for mig og gav mig. Halberg kom over og köbte (der var altsaa Auktion) alle de Plaques fra Kbh.’s Porcelain Fabrik, Du husker nok de hang paa Væggene, jeg havde vist i sin Tid köbt dem af Din Fader. Halberg betalte Pund 6.0.0 for dem, og havde jeg vidst H’s Hensigt skulde han ikke faaet dem saa billigt. Med hvad jeg saa havde tilbage, en Seng, Kökkentöj, mine Böger og Kasser med Papirer og andet rubbish flyttede jeg saa til N. Sydney til et stort Værelse med kitchenette. Der boede jeg en Maaned og flyttede saa til Manly, hvor jeg fik en lille Hytte til mig selv, der var et Værelse, en lille Entré og et lille Kökken. Den var situeret i en ret stor Have. Der var en Cottage med 2 flats foruden. Jeg arbejdede i Haven og tog til Sydney for at se, hvad jeg kunde faa fat i næsten daglig. Saa kom der en Periode der, hvor jeg maatte tage ”the dole”. Jeg flyttede senere tilbage til Sydney og boede Beach Rd, Rushcutten Bay, opposite the Baths. Der havde jeg et stort Balcony Værelse med Veranda og kitchenette. Der var meget rart, men jeg kom til at skylde for meget og maatte flytte. Saa boede jeg nogen Tid i Barcom Av. nær Kings X, Paddington. Jeg skyldte atter Penge og desuden flyttede de. Saa kom jeg her, hvor jeg endnu bor, det er en lille Lejlighed med 3 Værelser, Badeværelse og Kökken, jeg har Dagligstue, Sovekammer og et Værelse til alle mine Kasser og rubbish. Her er rent og pænt, men jeg har kun Levninger af Kontorsmöbler og min Seng med en næsten udslidt Madras og do Lagener, jeg holder rent (og her er rent) vadsker og laver Mad, saa Du kan se, jeg er ikke doven, desuden gaar jeg til Byen at söge at tjene til Livets Ophold. Jeg har ”the old age Pension”, det er 35/0 hver 14de Dag, den var en Tid nede paa 25/0. Det tog en Del Selvovervindelse at gaa paa den, men man maa vel sige, at den har holdt Liv i mig og endnu gör det. – Lejligheden har kostet Pund 1.0.0 om Ugen, det er omtrent Gjennemsnittet af hvad jeg maa have til et rent og ordentlig Sted at bo, at være hvor jeg kan lukke mig selv inde; skal jeg falde dybere i den Retning, saa er jeg færdig med dette Liv. Jeg kan ikke give Afkald paa mere i den Retning, jeg kan ellers savne og sulte, men en Smule Hjem maa jeg have. Men her skylder jeg ogsaa Penge, saa kan blive smidt ud naarsomhelst, og hvad saa? Ja, det maa Guderne vide.

Saa angaaende Forretningen, da troede jeg at have lavet et godt Arrangement med de Folk, der nu skulde lave og sælge mit Rensemiddel (nu ”Purgo”); jeg var syg (aandelig) da jeg lavede Kontrakten. De ere noget Rak. Jeg skulde haft Royalty Pund 1.0.0 per ton for förste Aar og Pund 3.0.0 om Ugen i Lön. Pund 3.0.0 for Royalty og Pund 5.0.0 om Ugen efter 1 Aar. De benyttede dem af Kontrakten til at tage de Pund 3.0.0 om Ugen fra mig efter nogle Ugers Forlöb, saa nu har jeg intet udover hvad jeg kan tjene i Kommission ved at sælge. Royaltiet kan de ikke slippe fra at betale mig, men de gör intet for at sælge og have ingen Penge. Min Dumhed. Dog har jeg andre Ting i Vinden og haaber at faa min Hævn foruden, men Tiden gaar, og der er intet at lave af.

Dette er altsaa löseligt, hvad der er sket, og som jeg staar nu; men jeg skal nu til at fortælle, hvorledes alt dette har stillet og afficeret mig personlig; men jeg tror, jeg vil holde op for i Aften og fortsætte i Morgen, thi jeg maa indrömme, at selv at skrive om det tager paa mig, og Du vil forstaa det fra det som fölger. Mon Du kan læse og forstaa det alt? Blot Du kan faa noget ud af det, er det jo egentlig nok, hvad jeg skal til at skrie er jo rigtigere og egentlig sörgeligere; men jeg maa tænke lidt over det, saa jeg kan faa det saa kort og concist som muligt. Jeg vil nu læse Dine 3 Breve igjennem endnu en Gang, og saa i Morgen fortsætte med at fortælle om, hvorledes alt dette indvirkede paa mig selv og mit Helbred, altsaa den egentlige Lidelseshistorie.

Saa nu har jeg læst de Breve, det er mig ufatteligt, at jeg kan have fortjent en Kærlighed som Din … Jeg skal nok svare direkte paa de 2 af Brevene, jeg kan jo ikke lade dem ligge saadan; men jeg maa först have mit Hjerte lettet med denne Personalhistorie jeg har paabegyndt, og som efter min Mening, er ret nödvendig, thi först da vil Du kunne forstaa mig og min Stilling, som den er for Tiden og hvor prekær den er fra Dag til Dag, men det maa alt vente til i Morgen, jeg kan ikke mere i Aften og vil i Seng, det er i alle Fald rart at vide, at den brevlöse Tid er et passeret Stadium; maaske var den godt for noget; thi nu faar Du jo en klar Opfattelse af min Stilling, og jeg tror, det vil være en Lettelse for os begge og lette alle Planer. Jeg vil hjem, og holder nok sammen, om jeg blot ser Muligheden for det, men det kan vel desværre næppe ske uden Din Hjælp. Godnat!!

14de Aug. … jeg vil fortælle Dig, at det, at skrive dette Brev, tager paa mig og gör mig sort i Humeuret, melankolsk og ked af det, vækker alle mulige sörgelige Minder, jeg har været i et rædsomt Humeur i Dag og fortvivlet, men det maa jo göres, jeg vil have at Du skal vide og forstaa, der er ikke en Gang et Menneske herude, der egentlig aner, hvor forpint jeg er og har været. Men vi maa have det overstaaet, men jeg faar det næppe alt sammen af Sted i dette Brev, mulig kan jeg faa Resten af Sted med Air Mail til Fremantle paa Fredag, saa Du kan faa det hele overstaaet i en Dosis, og ikke maatte gaa at vente paa Resten. Egentlig er det en Skam at plage Dig med alt dette, det burde jeg ikke göre. – Hör Topsy, jeg har lige skrevet Gusta angaaende samme Sag, bad jeg Dig ikke en Gang om at sende mig et Exemplar af Liisberg Svömmeren som averteret fra Boghandelen, Alfred G. Hassing, Politikens Hus, Raadhuspladsen? Jeg tror der er meget at tjene paa den Sag her ude, og jeg vil se om de have patenteret den, ellers gör jeg det, i alle Fald for 9 Maaneder. Det gælder om at naa denne Sæson, der begynder næste Maaned eller Oktober, saa faa Pröverne (der er 2 Störrelser) send mig hurtigst muligt, de koster 3 Kr 50 Ø. hver, og haaber jeg en Gang at refundere Dig dette Belöb, men faa dem endelig postet til mig, thi jeg ser en stor Chance deri, om Patentet ikke alt er udtaget. Du behöver jo ikke at fortælle dem, at det er for Australien, naar Du köber dem. Mon de solgte mange i Danmark i Fjor? – Da dette nu maa gaa i Morgen, faar jeg ikke alt færdig om mig selv i dette Brev, jeg er ikke oplagt til at skrive derom i Aften, nu faa vi se i Morgen tidlig. Bare Du kunde hjælpe mig. Du aner ikke hvor frygtelig dette Liv er, man kan ikke arbejde, under saadanne Omstændigheder, det piner mig ogsaa. Jeg har aldrig skrevet til nogen angaaende dette, saa hold det til Dig selv. Men skal der laves Forandring, da vil jeg hjem, Du skal ikke spilde Penge paa at komme herud. Pengespörgsmaalet er jo det, hvorpaa det hele hænger, det er det gruelige ved det. Se om jeg blot var re-ekviperet og havde lidt Penge, kunde jeg nok atter tjene noget og komme frem. Det er mærkeligt som Uheld kan vedblive at forfölge en, aldrig holde op.

15de Aug. Morgen. … nu skal jeg gaa til den anden Yderlighed, saa der kan blive lidt Balance i dette Brev, og fortælle om Dine Besög hos mig de sidste 2 Morgener …

Bare jeg kunde vinde de fem tusind i Lotteriet her, saa kom jeg hurtigst efter at have ordnet alt her, ja blot jeg kunde vinde hundrede pund, saa man kom lidt paa Födderne, saa gik resten nok. Naa nu maa jeg ikke falde ind i Melankolien igjen …

Sydney, 16de Aug. 1934.

… jeg aner ikke, hvorledes jeg skal faa dette Brev skrevet, det sidste var haardt nok, men dette bliver værre, dette Liv er uudholdeligt, der synes aldrig en Lysning, aldrig lykkes noget, det bliver værre og værre, dybere og dybere i Snavset, aldrig det mindste Held eller Hjælp. Du som er villig til at hjælpe, kan ikke faa Lov til det, og paa den Maade gaar det stadigt. Og naar jeg nu fortæller Dig alt dette om migselv, föler jeg mig som en Forbryder, jeg gör kun ondt ved det, jeg gør Dig ondt, fordi Du vil blive ked af det, bedrövet etc., saa hvad skal jeg göre? – I lange Tider har jeg holdt Modet oppe haabende at nu paa Mandag kommer der nok noget fra ”Topsy”, og naar jeg saa har tænkt det, skammer jeg mig over at lade en Kvinde hjælpe mig og i det hele taget Dig specielt. Nu kan jeg se, at det Haab er intet værd, det vil blive mange, mange Mandage inden det kan ske, om nogensinde, thi det eneste der kan redde mig nu er Penge og det snarest, og jeg ser ikke, hvor de skulle komme fra. Dette bliver sikkert det mærkværdigste Brev, Du nogensinde har faaet, som det er det mærkværdigste Brev, jeg nogensinde har skrevet og bare jeg kunde slippe for at skrive det; men nu er jeg begyndt, og jeg synes (rimeligvis fejlagted) ogsaa, at Du burde vide den Situation eller Tilstand hvori jeg befinder mig, og hvorfra jeg ikke kan se nogen som helst Vej ud.

19de Aug. Jeg er naaet ligelangt med dette Brev og hvad jeg skal skrive, Situationen har forværret sig, i det jeg er bleven sagt op, her hvor jeg bor og jeg har en Uge til at finde et andet Sted og flytte. Jeg skyldte Pund 12.10.0 her i Leje, og det er Grunden, trods jeg har boet her siden Begyndelsen af Oktober 1932 og ellers betalt dem Pund 84.10.0 i den Tid, og endnu sidste Torsdag betalte jeg mit Pund 1.0.0. Jeg tror jeg vil fortælle Dig i Korthed, i faa Ord hvad jeg vilde illustrere for Dig i et langt Brev; et saadant vilde blive mere pinefuldt for baade Dig og mig, og det kan alt sammen summeres op i faa Ord og lade Tale om Fölelser o.l. være udelukket. Jeg er altsaa pecuniært absolut til Rotterne, jeg aner ikke hvorledes jeg skal finde et andet Sted at bo, eller hvorledes jeg skal kunne flytte derhen. Jeg har knap Klæder paa Kroppen eller Sko paa Födderne, jeg er fuldstændig rabundus, jeg aner ikke hvorledes jeg i det hele taget skal kunne holde Livet oppe, laane kan jeg ikke, intet har jeg at laane paa eller sælge. Resten kan Du saa selv tænke Dig til. Mit eneste Haab i lange Tider var, at jeg kunde laane hos Dig, og jeg har haabet hver eneste mandag, at der kom noget fra Dig, men det er jo umuligt. Jeg kan intet göre i denne Tilstand, det er den der har afficeret mit Hjerte, denne stadige Spænding, Haab og permanente Skuffelse i alle Retninger. Gud give jeg kunde faa hundrede Pund, saa kunde jeg blive re-ekviperet og faa en 14 Dages Ferie og Hvile og saa have nok til at holde ud i nogen Tid, saa jeg kan faa noget at göre.

Du kan rimeligvis slet ikke forstaa dette, og det var min Hensigt at skrive udförligt og indgaaende forklare det hele, men Topsy, jeg kan ikke, jeg har nok med det, som det er, det er ved at göre mig sindssyg, det er mærkeligt, at jeg ikke allerede er gal. Se jeg skulde ikke have noget daarligt Hjerte, thi jeg er sund og ellers ung i Legeme og Sjæl, jeg er som jeg var for 20 Aar siden med Undtagelse af Hjertet, Du vilde ikke kunne se stor Forskel paa mig; og kommer jeg paa Fode igjen skal jeg nok faa en Bedring med Hjertet, jeg kan saa faa mine Tænder i Orden og meget andet der vil hjælpe. Ja, jeg vil ikke gaa mere i Detailler, de ere mange, men Du kan se min Stilling nu, som den er, og Du maa tilgive mig at jeg i det hele taget fortæller Dig alt dette; det er sikkert ikke rigtigt eller ”fair” af mig, men jeg maa enten göre det, eller helt holde op at skrie, saa jeg har valgt at skrive, som mig synes det mindste Onde, Usikkerhed og ikke at vide ere langt værre end den værste Sandhed, det mener jeg i alle Fald. – Om Du sender mig Penge, saa skal Du nok faa dem tilbage igjen, thi jeg har Udsigter i enkelte Retninger, der vil bringe mig ind Penge igjen med Tiden, det er denne Periode jeg skal over, der er og har været slem, kan Du tro, en Gang haaber jeg mundtlig at kunne fortælle Dig derom. Nu, trods jeg ved, at der ikke kan være noget fra Dig paa Mandag, altsaa i Morgen, saa haaber jeg dog alligevel og vil blive skuffet igjen. Kan Du forstaa, at dette er et frygteligt Liv at leve? Og Du maa kun forstaa ogsaa, at jeg nödig vil gaa mere i Detailler end jeg har? Jeg ved, Du vilde have hjulpet mig for lang Tid siden, om det havde været muligt, men jeg har jo hele Tiden haabet paa en Forandring i Forholdene derhjemme. Saa nu kan jeg ikke mere, jeg vil fortsætte naar jeg har Brev fra Dig i Morgen.

20de Aug. Dine 2 Breve af 9/7 og 12/7 arriverede i Morges … det gör en godt at föle, at der er nogen, der holder af og sætter Pris paa en … Og saa faar Du Breve fra mig som dette, der maa sætte Dig i sörgeligt Humeur, jeg burde aldrig have berört min egen sörgelige Tilstand eller bedet Dig om Hjælp; hidtil har jeg nogenlunde holdt mig fra det, men nu er det sa slemt at jeg ikke kan andet, thi Du maa vide om Forholdene, man ved jo aldrig, hvad der kan ske. Hvis jeg ikke fortalte Dig, kunde Du maaske höre fra andre, jeg synes Du maa hellere höre fra mig selv. Men lad os atter komme bort fra dette sörgelige og tilsyneladende uforanderlige Thema. Men Du kan se, at det er ved at gaa mig paa Hjernen. Ja, der er sikkert meget Du ikke kan forstaa, ligesaa med mig, jeg kan ikke forstaa jeg nogensinde undertegnede den Kontrakt, der er saa ensidig og mod mig, som jeg har gjort. De have ingen Penge, saa derfor kan jeg ingen faa, og for lang Tid ikke har faaet. Men jeg kan ikke holde ud at skrive mere om det, det tager for meget Papir at forklare, kun er det min egen Fejl fra Begyndelsen af, dog troede jeg, at jeg havde med gentlemen at göre, og det ere de ikke. Der er ved at dukke op en Mulighed, at jeg kan forlange Kontrakten annuleret, og komme i Gang med noget andet, om jeg kan holde Livet oppe i Mellemtiden! …

Jeg skulde have været lidt ud i Aften, ned at tale med Miss Wyndham (en Kusine til Miss Holden (nu Mrs Taylor), men Vejret er for galt, jeg har hverken Sko eller Klæder for det. Det er et mærkeligt Sammentræf med den 4de April og vore Konfirmationer etc. Ja, det var hos Fröknerne Nutzhorn No 4 Vodroffsvej, at jeg boede, da Bedsteforældrene flyttede til Hörsholm; men den Gang var lille Topsy endnu ikke tænkt paa … Gud, jeg har rent glemt Betzonichs, saa Mrs B. lever endnu, nej, nu ser jeg hun er död. Ja, naar jeg nu en Gang faar Ro i Sindet og et Sted at bo, skal jeg nok læse Esther, og læse med Interesse. – Dit Forslag med Rejsen, er, som Du siger, ”himmelsk”; men det kan vist næppe gaa saa hurtigt som til den kommende Jul, det ser det da ikke ud til for Tiden herude. Ja, Topsy, jeg har mange Aar at leve i om jeg kan slippe ud af den Tilstand, hvori jeg nu lever, ellers kan jeg ikke passe paa mig selv og komme mig, men det har jeg skrevet om saa tit, at det vist bliver trivielt, navnlig da Du ikke kan sætte Dig ind i Situationen, jeg befinder mig i.

Det var Magnus Hansens Svigersön, Marinus Clausen, der havde Forretningen, saa nu er han vel död ogsaa, eller trukket sig tilbage. Vi vare i Lære sammen hos Prof. Jürgensen og stode ved Siden af hinanden. Det er interessant at læse om Dit Nexö Hus, jeg glæder mig til at se det og bo der. Nu maa Du se, at Du faar Dit Helbred i Orden, thi naar Du en Gang skal finde Dig i min Nærværelse, behöves der vist et robust Helbred.

Det er Podagra Din Fader har? Sikke nogle Doktor Regninger, det var ikke saaledes i Faders Tid, eller Fader var alt for beskeden, han forstod ikke at avertere sig selv. Men det er dog grueligt med Din Faders Sygdom, saaledes som Du fortæller, hvad gör egentlig, at han er bleven saa angrebet, han var dog robust og rask herude. Nu köre I ind til Kbh. fra Hilleröd i godt en halv Time, i min Tid paa Bicycle, körte min Broder og jeg fra Hörsholm til Trianglen (3 ¼ dansk Mil) paa en Time til 5 Kvarter, Tiden gaar! – Syltede Jordbær er godt! Jeg skal se om den Bog med Blomster, Fugle og Dyr, jeg kan sagtens finde en saadan, men jeg kan sku ikke betale den og jeg tror ikke at den kan sendes pr Efterkrav; men nu faa vi se. – Jeg husker ikke om jeg fortalte Halberg om Din Faders Sygdom. Ja, det er mindre pænt, for at göre det mildt, ikke at takke for den Tedug Karna sendte, men egentlig undrer det mig ikke, og jeg er overbevist om at hveken Mrs H eller Dötrene have mindste Evne til at bedömme eller sætte Pris paa saadant et Arbejde…

Det er Brevet af 9/7, jeg nu er igjennem. I Dit Brev af 12/7 skriver Du ”Vejret er heller ikke altfor straalende, saa man kunde lige saa godt gaa i Seng”, det passer paa en Prik paa Situationen her i Øjeblikket, det regner og regner, og jeg gaar snart i Seng. Saa Du ser, Törke er der ikke her. Der bliver intet Tilgodhavende for mig fra Firmaet, thi de have ingenting og göre ingenting, jeg er bleven snydt. – Jeg maa have fat i Dit lange London Brev og læse om Mr Allen, jeg har helt glemt ham. Men det maa være dejligt at ture rundt i sin egen Bil, det vilde jeg gerne kunne i Europa, herude bryder jeg mig ikke om det, om det end er bekvemt og rart….

21de Aug. Jeg har set paa den Permit, jeg maa sende den tilbage til Mrs Lord for dem at sende den til Canberra for at faa den rette Tilladelse, og den vil vel sendes tilbage til hende, saa Du maa rimeligvis vente at faa Papiret direkte fra hende, enten hun nu vil adressere det til Din Fader eller Dig selv, kan jeg ikke sige. Endnu en Coincidence, den Ansögning blev undertegnet den 4de Ap. 34. – Det er hundekoldt at sidde stille og skrive i Dag, jeg maa op at röre lidt paa mig. Bare det Vejr vilde holde op, saa jeg kunde komme ud. Med Regnen og mit sorte Humeur er her jo ikke videre rart, og det tager Lysten til noget som helst ud af en. Nu ser det ud, som det vilde holde op, men om 5 min saa ösregner det igjen, saaledes er det gaaet hver Gang, jeg tænkte, at nu kunde jeg slippe af Sted.

22de Aug. Nu maa jeg slutte dette Brev, saa det kan komme af Sted i Dag, jeg har lige 3d til Portoen. Jeg har skrevet til Mrs Lord og til Regjeringen angaaende Din Permit, jeg skal poste begge snarest. Du skriver flere Gange, at Du kan ikke forstaa, at mit Selskab ingen Penge vil give mig, jeg har alt besvaret det Spörgsmaal, at Du har svært ved at forstaa det, kan jeg godt forstaa, det er ikke let at forstaa, at jeg kan være saadan en Idiot at gaa ind paa en Kontrakt, hvor sligt kan finde Sted, men saadan et Fae har jeg nu en Gang været, og der er intet at göre end at haabe, at jeg snart kan faa Kontrakten annuleret og saa se, hvad jeg kan opnaa med andre. Du kan rolig stole paa, at jeg ikke lyver, jeg er desværre alt for sandru og aaben, og Du kan ogsaa stole paa at min Stilling og Forhold for Tiden er værre og ikke bedre end skildret, og jeg gruer for de kommende Uger og Fremtiden, om jeg i det hele taget kommer igjennem dem. Jeg er bange for, at jeg aldrig naar hjem til Danmark, jeg kan ikke se, hvorledes jeg skal komme paa Fode igjen.

Jeg har tænkt meget i lang Tid, om hvorvidt det var urigtigt og fejgt at fortælle Dig alt dette, men jeg vil hellere selv fortælle dig Sandheden, end at Du en Gang faar fortalt fordrejede og lögnagtige Meddelelser, som jeg er sikker paa, at Du vilde. Det var sikkert ikke rigtigt at bede Dig laane mig Penge, som jeg gjorde, men hvad gör man ikke af Fortvivlelse, og jeg er vis paa, Du ikke er vred paa mig for det; det var sörgeligt at Forholdene forhindrede Dig i at hjælpe. Der kan maaske ske Mirakler, men de maa ske ret strax for at redde mig, min Stilling er fortvivlet og haablös, jeg har holdt ud saa længe det har været muligt, men alt synes at gaa mig i mod i de senere Aar, og i min Alder er det ikke saa let at faa noget at göre, som for en ung Mand; men maaske Skæbnen vil vise sig god endnu en Gang. Nu har Du hört det hele, jeg er i et rædsomt Humeur i Dag; det er denne Flytning, der fuldstændig har knust mig og taget den sidste Kraft fra mig, saa vær ikke vred paa mig, jeg er kun et Menneske. …

Sydney, 26de Aug. 1934.

I Dag er det altsaa Söndag, og jeg maa se at faa skrevet til dig, senere faar jeg maaske daarlig med Tid og endnu daarlige Humeur end i Øjeblikket, thi Tingene have ikke bedret sig siden sidste Brev, saa jeg sidder stadig paa en Vulkan. Jeg har ganske vist fundet mig et Sted at bo, det gik hurtigere, end jeg havde ventet, men det er jo ikke alt, nu skal der skaffes Penge til Lejen forud, til Flytning, Depositum for El. Lys, Gasregning, og ellers hvad jeg skylder, og jeg har nu en Formue paa 2 halfpennies, jeg har sagt at jeg vil flytte i Morgen om 8 Dage. Jeg har jo kun de mest umulige Haab, bl.a. haaber jeg, at Du kommer til min Redning, idet Du byttede nogle engelske Sedler for Mr. Allen, saa Du kunde sende mig dem. Det er jo et vanvittigt Haab, thi det tænker Du næppe paa, (hul, red.) Hjælp fra Dig i Morgen, men (hul, red.) hjælper altid lidt at haabe, selv om Haabene ere umulige, naar man er situeret som jeg er, saa Du maa tilgive mig. Men det kan du næppe forstaa alt sammen, Du kan ikke tænke Dig ind i en slig Situation, en saadan kan man kun leve sig ind i, d.v.s. tvungen til at leve sig ind i. Jeg er bange for, Du kommer til at nöjes med et kort Brev i denne Uge, jeg kan ikke skrive ordentlig, saaledes som jeg föler mig. Vi have da Törrevejr i Dag, og jeg har faaet mit Vadsketöj tört, det var kun en lille Vadsk denne Uge. Jeg var lige ved Vinduet at se paa et Par Flyvere og lagde Mærke til at Vinden nu er N. Ost., vi have ellers haft en Del S. Vinde. Hvorledes mon det gaar med Eders Helbreder? Mon Du ikke begynder at blive ked af mig med al min Klagen og mit Tiggeri? Det vilde i alle Fald ikke være underligt, om Du blev det.

27de Aug. Naturligvis regner det i Dag, da jeg maa til Byen, jeg maa ind at hente Dit Brev, og saa rende rundt at forsöge lave nogle Pund, saa jeg kan faa min Flytning besörget, men jeg har ikke meget Haab, saa Guderne maa vide, hvor jeg ender. Jeg har hverken Sko eller Töj til at gaa ud med i dette Vejr, det er utroligt som Uheld eller Mangel paa Held kan forfölge et Menneske, og saa har man ikke Lov at forbande sin Skæbne! Aldrig det allermindste, mimimale Held, det er utroligt. Ja nu maa jeg hellere se at komme af Sted, saa vil jeg fortsætte i Aften.

Tusind Tak for Dit Brev af 23/7, det var jo ikke langt, men jeg kan godt forstaa Grunden, Du aviserer et Brev ”i morgen” altsaa den 24de, men det var ikke med denne Post, saa alt synes mig, at den 24de Juli, det maa vist være No 75 af eller postet 20de Juni, det er 4 Uger og 6 Dage, Dit Brev tog 4 Uger og 7 Dage, det passer jo nok, thi vi er praktisk talt en Dag foran Danmark. Jeg burde egentlig ikke skrive mere, jeg gör Dig kun ked af det, thi min Stilling er fortvivlet…

Men Topsy, Du maa ikke tro, at jeg har bedet Dig laane mig Penge, naar ikke det var den yderste Nöd. Bare Du havde tænkt at bytte nogle engelske Sedler for Mr Allen og sendt dem herud. Du kunde vel ogsaa, uden at lade Regjeringen vide om det, sendt mig en dansk Seddel, jeg kan jo faa byttet herude. Saaledes som jeg nu er situeret, kan jeg nok indse, at jeg burde aldrig have svaret paa Dit förste Brev fra England, eller i alle Fald holdt mine Breve i en anden Tone, thi det har kun givet Dig sorg og Bekymring. Jeg burde have tiet fuldstændig med mine Forhold, jeg kan godt nu indse, at jeg har handlet forkert og skaffet Dig ufortjente Sorger og Bekymringer, jeg er gammel nok til at have haft bedre Forstand. Men hvem kunde, paa den anden Side, tænkt sig Muligheden af en saadan Stilling, som jeg nu er i. Tager Banken Nummeret paa alle de Sedler, Du tager ud? I saa Fald kunde Du jo ikke sende dem ud, skönt de kunne jo ikke vide, hvem der har sendt dem ud af Landet, saa det kan ikke nytte at tage Numrene. Men nu nok om alt det. Jeg har endnu ikke kunnet sende den Permit og Mrs Lords Brev af Sted, det gör mig ondt, men jeg kan ikke. Du taler om triste Breve fra Dig, det er da for intet at regne mod, hvad Du har haft fra mig i den Retning. Bare Du nu maa slippe for den Operation, Du har nok Operation med mig, jeg er vist værre end en rigtig Operation. Du skulde have accepteret Mr Allen, saa havde Du haft et sikkert og roligt Liv for Dig, det er jeg vis paa. Jeg er kun til Sorg og Ulykke for andre Mennesker og mig selv. – Mon Du i det hele kan læse min skrift i dette Brev, den er slem værre ende ellers. – Jeg haaber, Turen til Nexö har hjulpet Dig, det har været en dröj Tur for Dig med den Operation og de efterfölgende Smerter…

28de Aug. Jeg maa hellere slutte dette miserable Brev i Dag, jeg har haft lidt Held med at faa laant Penge til den förste Uges Leje af min nye Bopæl og Penge til Patentet for Liisberg Svömmeren, om ikke Patent alt er udtaget; men ellers er alt ved det gamle, men nu har jeg da Tag over Hovedet for et Par Uger. Jeg skal nu faa de Breve postede til Mrs Lord etc. – Jeg sender et Udklip angaaende Edgeworth David*, som er död, han var jo en god Ven af Din Fader.

(*Sir Edgeworth David was born in 1858 at St. Fagant’s Rectory, near Cardiff and was educated at Magdalen College School, Oxford, Becoming head of the school and captain of the football and boat clubs… In 1882 he was appointed to the Geological Survey of New South Wales, under the late Mr. C.S.Wilkinson… In The Great War: After a narrow escape from death at Vimy Ridge, in September 1916, he was appointed to General Headquarters as Geological Adviser to the Inspector of Mines of the British Expeditionary Force… Great Discovery: At the end of 1924 Professor David tendered his resignation as Professor of Geology at the University of Sydney in order to devote himself more closely to the preparation of his book on the Geology of the Commonwealth… uddrag af avisudklip, red.)

29de Aug. Klokken er halv syv og jeg skynder mig ud af Sengen for at skrive det eneste rare i dette Brev. Mod Sædvane kom Du til mig i Gaar Aftes …. Jeg maa nu slutte, medens jeg endnu er glad for Dine Besög, inden Verden kommer og ödelægger Drömmene. Gid dette nu finder Dig glad og rask, og jeg haaber paa et langt Brev paa Mandag ….

7de Sept. I Dag skinner Solen, og jeg maa se at komme til Byen at faa noget udrettet, min Sindsstemning er stadig elendig, jeg gad vidst, hvorledes det vil ende alt sammen, det synes stadig, at jeg aldrig mere skal have det mindste Held med mig. Godt er det dog, at det ikke regner i Dag, det vil göre godt at föle Solen.

9de Sept. I Dag er det Söndag, og jeg har slidt i det hele Dagen med at göre rent og at faa min lille Lejlighed i Orden, men det er et stort Arbejde; jeg har af Billeder alene tilstrækkeligt til at dække Væggene 2 Gange, og saa med alle mine Böger og andre Sager kræves der Opfindsomhed at faa det alt stuvet af Vejen, saa det ikke fylder for meget, jeg er dödtræt nu, men maa sende Dig nogle Linier inden jeg tager mit varme Bad og gaar i Seng. Bare der nu er Brev fra Dig i Morgen, hvis ikke vil jeg faa noget at spekulere paa, thi saa maa der jo være et eller andet i Vejen. Det regner stadig, jeg maatte vadske i Gaar, men det har knebet med at faa Töjet tört. Min Stilling har ikke forbedret sig, og mit Humeur er elendigt, hvor længe mon jeg holder dette Liv ud. Klokken er nu 9, jeg maa have Badet i Gang, hvorledes mon den ”heater” arbejde her, skal jeg have varmt Bad, vil jeg have det rigtig varmt, jeg holder ikke af lunkne Bade.

10de Sept. Tusind Tak for Dit Brev af 25/7, det var en lang Tid undervejs, men det blev vist först postet den 31te, saaledes var der ikke noget Brev i sidste Uge. Det er jo ikke glade muntre Breve vi nutildags skrive til hinanden, men det kan vel næppe være anderledes. Men nu maa Du se at blive rask og faa Dine Nerver og alt andet i Orden, det kan ikke gaa paa den Maade. Og saa har Du desuden haft Mr Allen til at muntre Dig op. Hvad er Mr Allens business? – Det er jo grueligt, at Du er saa nervös og svag, hvad er Grunden til alt det, jeg kunde tænke mig, om det var mig, der var saaledes, men ikke at en ung Kvinde som Du kan være det. Du maa se at stramme Dig op, husk paa at Du maaske en Gang vil have at holde Liv i mig.

Hvad er Rantzaus Forretning? Det er meget, at han kan endnu. Det er mærkeligt, jeg ser aldrig Mrs R’s Brødre eller Söstre her, men maaske have de forladt Sydney, det er Aar siden jeg har set nogen af dem. – Jeg er ked af at læse, at Du saaledes gaar og er syg og svag, det synes mig, at der ikke er andet at göre end at have den Operation, saa Du kan blive helt rask og ikke stadig gaa og skrante. – Jeg har rejst flere Gange med ”Moldavia”, en Gang herud og flere Gange paa Kysten her. – Jeg har ikke saa megen Plads i denne ny Lejlighed, saa jeg har et stort Arbejde med at anbringe og skjule Ting, og blive af med hvad jeg kan give bort. Mit Hjerte var skidt i Gaar Aftes, og jeg har været slöj i Dag, men den Slags Ting maa man jo finde sig i, jeg har hverken Raad til Doktor eller Medicin, men nok derom, det har man hver Dag; bare jeg havde noget glædeligt at skrive om. Jeg tror jeg vil nu gaa i Seng og se om ikke i Morgen vil bringe bedre Humeur…

Jeg er endnu ikke i Orden i min nye Bolig, det kommer saadan Dag efter Dag, lidt hver Dag, jeg har jo saa meget ”rubbish”, der skal ombringes, og saa maaske om nogle Maaneder maa jeg pakke det alt sammen ind igjen og flytte andetsteds, og jeg trænger egentlig mest til Fred og Hvile – baade aandelig og legemlig. Ja, nu maa jeg slutte, jeg skal ud og se at faa noget bestilt, i alle Fald Solen hjælper altid paa Humeuret, man kan da sidde i en eller anden park og læse Avisen…

Sydney, 7de Sept. 1934.

I Dag skinner Solen, og jeg maa se at komme til Byen at faa noget udrettet, min Sindsstemning er stadig elendig, jeg gad vidst, hvorledes det vil ende alt sammen, det synes stadig, at jeg aldrig mere skal have det mindste Held med mig. Godt er det dog, at det ikke regner i Dag, det vil göre godt at föle Solen.

9de Sept. I Dag er det Söndag, og jeg har slidt i det hele Dagen med at göre rent og at faa min lille Lejlighed i Orden, men det er et stort Arbejde; jeg har af Billeder alene tilstrækkeligt til at dække Væggene 2 Gange, og saa med alle mine Böger og andre Sager kræves der Opfindsomhed at faa det alt stuvet af Vejen, saa det ikke fylder for meget, jeg er dödtræt nu, men maa sende Dig nogle Linier inden jeg tager mit varme Bad og gaar i Seng. Bare der nu er Brev fra Dig i Morgen, hvis ikke vil jeg faa noget at spekulere paa, thi saa maa der jo være et eller andet i Vejen. Det regner stadig, jeg maatte vadske i Gaar, men det har knebet med at faa Töjet tört. Min Stilling har ikke forbedret sig, og mit Humeur er elendigt, hvor længe mon jeg holder dette Liv ud. Klokken er nu 9, jeg maa have Badet i Gang, hvorledes mon den ”heater” arbejde her, skal jeg have varmt Bad, vil jeg have det rigtig varmt, jeg holder ikke af lunkne Bade.

10de Sept. Tusind Tak for Dit Brev af 25/7, det var en lang Tid undervejs, men det blev vist först postet den 31te, saaledes var der ikke noget Brev i sidste Uge. Det er jo ikke glade muntre Breve vi nutildags skrive til hinanden, men det kan vel næppe være anderledes. Men nu maa Du se at blive rask og faa Dine Nerver og alt andet i Orden, det kan ikke gaa paa den Maade. Og saa har Du desuden haft Mr Allen til at muntre Dig op. Hvad er Mr Allens business? – Det er jo grueligt, at Du er saa nervös og svag, hvad er Grunden til alt det, jeg kunde tænke mig, om det var mig, der var saaledes, men ikke at en ung Kvinde som Du kan være det. Du maa se at stramme Dig op, husk paa at Du maaske en Gang vil have at holde Liv i mig.

Hvad er Rantzaus Forretning? Det er meget, at han kan endnu. Det er mærkeligt, jeg ser aldrig Mrs R’s Brødre eller Söstre her, men maaske have de forladt Sydney, det er Aar siden jeg har set nogen af dem. – Jeg er ked af at læse, at Du saaledes gaar og er syg og svag, det synes mig, at der ikke er andet at göre end at have den Operation, saa Du kan blive helt rask og ikke stadig gaa og skrante. – Jeg har rejst flere Gange med ”Moldavia”, en Gang herud og flere Gange paa Kysten her. – Jeg har ikke saa megen Plads i denne ny Lejlighed, saa jeg har et stort Arbejde med at anbringe og skjule Ting, og blive af med hvad jeg kan give bort. Mit Hjerte var skidt i Gaar Aftes, og jeg har været slöj i Dag, men den Slags Ting maa man jo finde sig i, jeg har hverken Raad til Doktor eller Medicin, men nok derom, det har man hver Dag; bare jeg havde noget glædeligt at skrive om. Jeg tror jeg vil nu gaa i Seng og se om ikke i Morgen vil bringe bedre Humeur…

Jeg er endnu ikke i Orden i min nye Bolig, det kommer saadan Dag efter Dag, lidt hver Dag, jeg har jo saa meget ”rubbish”, der skal ombringes, og saa maaske om nogle Maaneder maa jeg pakke det alt sammen ind igjen og flytte andetsteds, og jeg trænger egentlig mest til Fred og Hvile – baade aandelig og legemlig. Ja, nu maa jeg slutte, jeg skal ud og se at faa noget bestilt, i alle Fald Solen hjælper altid paa Humeuret, man kan da sidde i en eller anden park og læse Avisen…

Sydney, 25de Sept. 1934.

Dit Brev af 21/8 fra Nexö fik jeg i Gaar. Jeg synes det er grueligt, at Du stadig gaar og skranter, Du maa se at göre noget for Dig selv, saa Du kan blive rask. Det kan ikke blive ved saaledes, Du ödelægger Dig selv. Det kan ikke nytte, at Du saaledes gaar og er syg og ödelagt, og jeg synes, det er paa Tide, at andre kunde indse det og tage Affære for Dig. Hvis Du nu slet ikke kunde holde dit Liv ud, men maatte opgive det eller Dit eget Liv, saa vilde de andre dog göre noget, saa hvorfor ikke nu strax, saa Du kan faa en Chance at recoupere og saa maaske fortsætte senere. Men de ere vel saa egoistiske som sædvanlig, og naar Du ikke gör Vrövl, saa göres der intet for Dig. Saa se nu at hævde Dig selv, staa op for Dig selv og lad Familien mærke, at Du mener hvad Du siger, it is no good always to be the willing horse. – Du skriver ”stærke Underlivssmerter”, er det noget nyt, eller er det Tarmhistorien? Jeg er bange for, at mine Breve gör Dig ked af det og ked af mig, det er altid Jeremiader og Beklagelser, jeg maa se, at holde sligt til mig selv, men det er ikke let. – Aften, jeg har ikke haft Tid at skrive til nu Klokken er halv elleve og jeg er træt og maa i Seng, saa jeg er bange for, at dette kun bliver et kort Brev ligesom Dit, jeg maa göre det færdigt i Morgen tidlig. Men Du ser, at jeg tænker paa Dig.

Commonwealth of Australia, Department of the Interior, Canberra, F.C.T. 26th September, 1934. Brev til Mr. V. Hansen, Box No. 2024 L, G.P.O., Sydney.

”Dear Sir, With reference to your application for permission for Miss Emilie Bjorg Myee Marcker to return to Australia, I desire to inform you that your statement that Miss Marcker was born in Australia has been confirmed and that no objection will, therefore, be raised to her re-admission. – It is suggested that you forward this letter to Miss Marcker for presentation to the Shipping Company when arranging her passage and to the Customs authorities on her arrival in Australia, Yours faithfully, A (?) for Secretary”.

26de Sept. Morgen. Jeg har rodet i alle mine Papirer og Böger de sidste Dage, og har smidt Masser af Breve, Circulærer, kort sagt alt muligt ud. Det har holdt haardt, men jeg faar jo aldrig mere Brug for noget af det, og jeg maa have Plads. Alt det repræsenterer Maaneders Arbejde med Tænken og typewriting, Tryk og Copiering paa alle maader. Jeg maa af med al overflödigt Gods. Jeg laver en Liste af mine Böger, det er et helt Arbejde, der maa være 4-500 Bind. Det er ikke let for et Menneske med min Natur at foretage en saadan Oprydning, nu har jeg gaaet og gemt og haabet i saa mange Aar. Havde man kunnet sælge det, saa havde man da haft den Hjælp i al ens Elendighed. – Vi have dejligt Vejr i denne Tid, Solen skinner, men jeg faar ikke nok af den, i Gaar var det alligevel koldt, og det föles at sidde stille i dette Værelse, saa det maa passe for Sommeren, naar vi faa Varmen. I Dag skal jeg have Prisen paa Tandbörsten, saa faa vi se. Jeg haaber, jeg kan finde Penge til Posten i Dag, jeg har flere Breve, der bör gaa, jeg ejer nu 3½d, Du kan tro, jeg har en frygtelig Tid. Saa jeg er ikke oplagt til at skrive Breve, jeg falder hen i mine Beklagelses Tilstand, og det har Du haft nok af, navnlig da Du selv har nok at beklage Dig over; bare Du nu er bedre – men Du maa först og fremmest passe Dig selv, og ikke lave Egoister ud af andre Mennesker, som Du öjensynlig har gjort hele Dit Liv. Saa min Ven, nu maa jeg hellere holde op, thi jeg kan ikke komme ud af den melankoliske Toneart, and that is no good. Jeg haaber, der er et godt Brev fra Dig Mandag, hvor jeg hörer om Glæde og Bedring i alle Maader og faar Tilgivelse for alle mine Fejl og Beklagelser. I alle Fald, saa vidt har jeg da regelmæssigt passet Dig med et Brev hver Uge….

13 Mortimer Crescent, St. Johns Wood, N.W.6. London, 27^th September, Brev til Topsy fra Margery Snowdon. (årstallet er formodentlig 1934, passer med breve fra Valdemar til Topsy. (Margery Snowdon er en god veninde til VH, red.)

”Dear Miss Marcker, I am so sorry that I have not written to you before this. Please forgive me. I can only plead that it is London. Time seems to slip away so beneath my feet here. – I was awfully sorry to hear that your father’s health is worse, and that you will not be going to Australia this month after all. Mr. Hansen will be grieved. – It may seem queer because you have not seen him for so long – and you might think he has a host of other interests – but the anticipation of you coming out there is the only thing which keeps him going. He is clinging to it the whole time, and continually looking forward to the time when you will arrive. You are a happy dream to him. He has talked about you such a lot to me. It is always “When Topsy comes …..” He has shown me pictures of you both when you were a child, and when you had grown up. You looked most awfully sweet in all of them. He said you are, too. He sings your praises all the while. I wish you had been in London, or I was coming to Copenhagen so’s I could tell all about him clearly, and then you would understand. – You see, he is despondent about himself because he has had no luck these last few years. He has been carrying on on next to nothing because he is an excellent manager, but he has made me feel that in the near future there will be no money at all to manage on in any way. In a letter I got from him at Fremantle, he talked despondently about having to live in the domain with the beggars. He was very miserable, and it worried me. – He is still a proud man so he is all the time clinging to each new prospect as it comes along & fighting. But the odds are so tremendous against him getting any work. Nothing does come along, because there are so many young men. It is once again the tragedy of youth and age, I am afraid, than which there can be nothing more pitiful. He can’t win. – But he is an excellent and dear and charming companion for one, in spite of all this. I enjoyed immensely the nights when I went to his flat. We would have dinner which he would cook, and very good coffee afterwards, when he would tell me about all the things he had done in his life, and talk of you. Miss Marcker, I think he would give his ears to get back to this side of the world, if there was any reasonable hope of his being able to keep himself here. But as of that there seems to be little chance, he consoles himself with the thoughts of your coming out to Australia to seek your fortune. It is no exaggeration to say that you live in his heart night and day. – I only hope there is someone who carries my memory around in the same way.

I think you would be happy in Australia, and glad when you arrived that you had taken the trip. I would not have any fears if I were you. I wonder if you would like to meet my people, and the Le Bruns who are a very sweet, friendly family in Sydney, and whom I am sure you would like. Their father is at present in London. He is a Norwegian and remembers your father when he was Danish Consul in Sydney. The family, though, are Australians on their mother’s side and have lived in Sydney all their lives. – Sydney really is such a lovely place and does grow on one. How much do you remember of it? – It is changed now, but not in its beauty, and there are hundreds of little beaches to picnic on in the summer, which is truly a delight. One can be very happy out there. I shall be sorry that I am not there to be with you and Mr. Hansen, and shall be homesick for it, because even though I was eager to come to London, I do have twinges of homesickness, you know. – I shall close now, hoping that I have been able to tell you a little of what you wanted to know. If I have not, will you write to me once more and tell me? I should be so glad to hear of your plans. I hope, too, that your father is progressing well. With kindest regards, Yours sincerely, Margery Snowdon”.

Sydney, 7de Okt. 1934.

Denne Gang faar Du nogle Linier fra min egen Haand, men Du vil finde dem stærke og ”to a point”, kun omhandlende det, der i Øjeblikket fylder mit Sind og Legeme. Jeg skriver just som jeg föler, som det hele kom til mig, saa nu faa vi se om det ikke bliver for svær, ufordöjelig Kost for Dig. – Sidste Uge maatte jeg faa en Ven til at skrive de faa Ord for mig, thi jeg havde haft et Ulykkes tilfælde Aftenen forud, i det jeg var faldet efter at være kommen af en Sporvogn, de reparerede Linien, havde efterladt Værktöj, som jeg fik min venstre Fod fangen i og faldt, det var mörkt. Resultatet var at 2 Mænd og en Kvinde, hjalp mig op i min flat, som heldigvis var lige overfor. Jeg har maattet holde Sengen siden og vel nok endnu nogle Dage. Jeg brækkede ingen Ben, det er hovedsageligt et Nerve choc, der har afficeret baade Aand og Legeme, saa först i Dag er det mig muligt at skrive, jeg er som vaagnet op af en Dös, og det jeg tilsigter er, at lade Dig vide Din Del i denne Opvaagnen. Jeg kravlede en 200 Alen op til nogle Venner i Gaar Aftes, og fik en Del at spise og drikke, som drog mig ud af mig selv, og jeg sov (for 1ste Gang) fra Midnat til 6 i Morges, og det synes at have sat mig paa Bedringslisten. Jeg har lidt en Del af Smerter og Hvilelöshed og Sövnlöshed siden Faldet, mit Hjerte fik ogsaa et choc. – Men nu nok om det, nu forstaar Du, og nu er det Du kommer ind. Jeg vaagnede i Morges med Dig hos mig ….

Sydney, 9de Okt. 1934.

Jeg har modtaget Dit Brev af 6te Sept. fra Nexö, det var jo langt fra glædeligt, og naar vi saa dertil lægger et Brev fra Gusta, hvor hun lige er gaaet gjennem en Operation lignende til den Du har at gaa igjennem, og at begge Breve fandt mig i Sengen efter mit Fald, saa maa jeg indrömme, vi ere et rask Triumvirat. Jeg haaber Du nu, vil være sluppen heldig gennem Din Operation og föler Dig helt rask og bedre. Jeg er ikke glad ved min Tilstand, det gaar noget langsomt. Doktor har jeg ikke Penge til, saa det maa gaa som det kan. Jeg kan endnu ikke gaa ordentlig, jeg tör ikke vove mig ud, mit Hjerte smerter, saa mit Humör er derefter. Og saa kommer dette paa et Tidspunkt, hvor jeg havde 3 Chancer til at tjene lidt Penge, nu gaar det nok alt i Hundene eller forsinkes – jo jeg har Held i denne Verden, dette gör nok Ende paa mig. Men nu ikke mere, jeg haaber at alt er gaaet godt og let for Dig…

Sydney, 21de Okt. 1934.

I Dag er det Söndag og paa Tirsdag er det 3 Uger siden mit Fald, og der er megen liden Bedring af Benet, mon jeg nogensinde bliver Menneske igjen; men jeg har ligget hele Morgenen og tænkt paa Dig og Din Operation, som jo egentlig er dumt, thi den maa jo være overstaaet for lang Tid siden og Du maa være i Stand til at gaa omkring, i Øjeblikket antager jeg, det maa være sket for en 6 Uger siden, i alle Fald jeg haaber alt er gaaet vel, og Du ved at Du er stadig i mine Tanker. – Vi have jo Foraar og begyndende Sommer, men endnu har det ikke været særlig varmt. Jeg vilde önske jeg kunde komme ud at solbade og surfe med mit Ben, jeg tror, det vilde hjælpe mere end noget andet. Det er jo en meget alvorlig Sag for mig, at jeg ikke kan gaa omkring, jeg ser kun Sult og Savn foran mig. Jeg vilde önske, Du havde sendt mig et Cable efter Operationen, saa jeg vidste om alt er i Orden med Dig, der kommer vel næppe heller Brev fra Dig i Morgen. Nu skal man jo snart til at tænke paa Julebrevene, jeg haaber paa Forbedring i mine Forhold, ellers bliver der ingen Penge til at sende Breve for, kan jeg nok indse, og Du ved paa Forhaand. Dette daarlige Ben vil göre det af med mig og mine Chancer.

23de Okt. Scott vandt altsaa the Air race, det var et Stykke Arbejde. Der var heller ikke noget Brev fra Dig i Gaar, saa det maa være bleven til Alvor med Operationen, forhaabentlig er alt gaaet godt. Jeg sidder her og venter paa Mort, jeg skulde der til Middag i Dag, han skulde hente mig i hans car, den er nu 6 og han har endnu ikke været her, det ser næsten ud til, at han har glemt mig; men det er mindre pænt, at han ikke har skrevet til mig, om de ikke kunne have mig, men saadan gaar det, naar man er i en Stilling som jeg er i for Tiden. – Saa, just som jeg endte den sidste Sætning kom Mort saa alt er vel, jeg fik en god solid Middag og blev vel behandlet. Vi passerede Glebe, vi vare paa den modsatte Side, hvor I boede, og i Mörket kunde jeg se stor Forandring paa Eders Side, jeg har ikke været der i Aarevis, og der findes ingen Huse der nu, saa vidt jeg kunde se i Mörket. Jeg haaber at kunne faa dette af Sted i Dag, jeg vil jo nödig skuffe Dig. Hvad blev der af the Rawlinson girls, bleve de gifte? – Jeg skrev til Mrs Lord i Gaar, at jeg havde sendt Dig den Permit, og at jeg havde haft det Fald, men vilde gerne komme og besöge dem, naar jeg atter var i Stand til det. I Gaar fik jeg Massage, og skal nu have det saa tidt det lader sig göre. – Topsy, det er et rædsomt Liv at leve, det er det ikke værd. – Du ved naturligvis alt om Scott og Black og Parmentier og alle de andre, saa der er ingen Grund for mig at repetere det, men vi ere jo i höj Grad exalterede, det var en vidunderlig Udholdenhed.

Jeg kan ikke mere nu, Du maa vænne Dig til korte Breve nogen Tid til jeg atter er saa at sige: ”paa Benene igjen”, men jeg tör jo ikke helt lade være at skrive, ligesom jeg heller ikke holder af at lade være – men jeg er ikke saadan helt normal for Tiden, mine Nerver ere ”höjt spændt for”. Tilgiv mig alle mine Mangler og tag det, som det kommer…

Sydney, 29de Okt. 1934.

Jeg fik Dit Brev af 24/9 i Dag, og tusind Tak for det, det er altsaa 14 Dage siden det sidste kom, men jeg vidste jo, at det vilde blive saaledes; kun er jeg ked af at læse, at Du endnu ikke er over den Operation, det havde jeg haabet, saaledes, at vi kunde se lidt gladere paa Fremtiden, og at Du nu kunde forbedre Dit Helbred og i alle Maader gaa fremad. Hvis Du skal vente paa at Hjertet skal forbedres, da kan det jo vare længe, inden Du kan faa det ordnet. Du maa se, ligesom Gusta, at ordne det med kun en lokal Bedövelse; jeg har haft Brev fra hende med sidste Post og Rapport om hendes Operation; jeg tror paa den Maade, kommer man meget hurtigere over det hele. Men antagelig, naar dette naar Dig, er Du allered over Din Operation, i alle Fald haaber jeg det, thi saadan at gaa og vente og opsætte svækker kun baade Nerver og Modstandskraft, Du maa jo have det gjort för eller senere, saa hellere springe i det og blive færdig, Du maa tage Dig sammen og faa Modet og Viljen op. Naar Du faar dette, har Du maattet gaa en Uge uden Brev, men Du vil se, at de manglended Breve ere indlagte hermed, jeg plejer jo ikke at forsömme Dig, men nu kniber det med 3d.

Efter mit Fald, nu paa 4de Ugen, har jeg ikke kunnet gaa ret meget, det gaar meget langsomt fremad og jeg bliver desuden værre og værre situeret pecuniært. Men alt det burde jeg tie med, Du har nok i Dit eget, og jeg kan se, at Du ogsaa bekymres med mine Besværligheder. Men det er ikke saadan let at laane nutildags, det er ikke som for 8-10 Aar siden eller 20 Aar siden, navnlig ikke naar ens Forretning er mere eller mindre gaaet. Det var et meget, meget uheldigt Tidspunkt med det Fald. Jeg kan ikke gaa ret meget om Dagen, det vil vist tage endnu en Maaned inden jeg kan begynde at komme ordentlig omkring; men nu nok om det, jeg maa besvare Dit Brev, det eneste denne Post.

Du gaar og gör mig ganske indbildsk saaledes som Du skriver om mig og tænker og föler om mig, jeg er slet ikke alt det fuldkomne og vidunderlige Du tænker mig at være, langt fra. Jeg vil jo aldrig kunne leve op til Dit Ideal, det er södt og kært at tænke alt det om mig, men glem ikke at Du stiller mig et uopnaaeligt Maal at arbejde op til. Men det er jo vidunderligt at tænke, at du saadan kunde have alle de Fölelser og holde dem alle de Aar, blot jeg nu en Gang maa kunne göre Dig lidt Gengæld og Glæde for det alt sammen. Ja, naar Du nu kommer over alt dette – nu har Du da mig sikkert – maa Du spise og drikke kun det bedste og i Mængder, saa Du kan blive fyldt ud og sund og buttet, glem ikke det, det maa Du tænke paa og bestemme Dig til. Ja, alt hvad Du skriver om Gusta, hörte jeg fra hende for en Uge siden, godt at hun nu har sit overstaaet.

Gamle Venner, Topsy, blive ofte for gamle, særlig om de gaa fremad og en anden en tilbage. Jeg ser eller omgaas aldrig med Halberg, og jeg maa tilstaa at en Gang for en Del Aar siden hjalp han mig, uden mindste Vrövl, jeg vilde meget nödig gaa til nogen af de gamle, og for Resten er der jo ikke mange af dem. Med Hensyn til Larsen, da voxer hans Forretning stærkt, med en lille Kapital behöver han alt hvad han har og mere. Kunde han, vilde han være villig nok. Men jeg burde slet ikke give Dig alle de personlige Bekymringer, men man har jo den gamle Historie om at ty til Halmstraa. Og det vilde i Øjeblikket sætte mig paa Benene, thi jeg mener at have gode Muligheder for Tiden, men Tiden gaar og den ene i alle Fald er en Lønsom Artikel, og jeg maa have Patentet anmeldt för jeg kan röre mig.

Men nu maa Du se, at faa Dig selv rask först, og jeg maa passe at holde mine Bekymringer til mig, det er ikke ret af mig at skrive om mig selv i den Retning. Det er ogsaa grueligt med Din Fader, man skulde tro, han var saadan en stærk Mand, men det synes ikke saa. Jeg kender ikke Mabel nok til at turde anmode om at laane Penge, og mon de have meget? Hör min Ven, Du maa være forfærdelig svag, Du maa se at komme til Kræfterne og passe Dig selv i alle Maader. Nu ikke mere i Dag, jeg haaber nok at kunne faa dette af Sted paa Onsdag, saa jeg har endnu nogen Tid at kunne skrive i ….

30te Okt. I Dag er jeg hjemme hele Dagen for at holde mig i Ro og delvis i Seng, saa jeg muligvis kan faa mit Ben nogenlunde i Orden, saa jeg atter kan gaa omkring og söge at tjene lidt til Livets Ophold, det trænges der i allerhöjeste Grad til. Det er nu paa 4de Uge med det Ben, man er et forfærdeligt heldigt Mandfolk. Jeg antager jeg har skrevet til Dig angaaende dette Uheld, jeg kan snart ikke huske fra Morgen til Middag, det er et grueligt Liv at leve, om det kan kaldes at leve.

Jeg har glædet mig over Billederne af Bellevue med Strandhotellet og Badningen. Jeg gad vide om det Hus tilhöre eller maaske bedre nord for Strandhotellet er Tietgens gamle Villa, han havde i alle Fald en saadan beliggende omtrent der for, ja hvad skulle vi sige, en 50 Aar siden. Og saa Gefions Springvandet, det er da et Springvand, det ligner da noget. Her har de anskaffet et i Hyde Park ud for Macquarie St., der er en hel del Vandstraaler, noget lignende som Mannepeichen i Bryssel producerer, udspyede af en Del Skilpadder som ere placerede en 6 Tommer over Vandfladen (ca.), de kunne ikke en Gang fylde Basinet ordentlig, det er guddommeligt og saa australsk. – Bare Du nu har det bedre, naar dette en Gang naar Dig sammen med de andre ”forsinkede” Breve. Mine Breve i den senere Tid ere jo hverken glædelige eller opmuntrende, gid der maa ske en Forandring deri til det bedre, thi som de ere, ere de hverken glædelige at skrive eller modtage.

Jeg gaar nu atter gennem Dit Brev for at se, om der er mere der trænger til Besvarelse, saa alt kan være til Dato, naar dette forhaabentlig postes i Morgen. Ja, naar vi ses, det er ikke let at sige, med de nuværende Forhold, men havde jeg blot haft Penge til at hjælpe mig gennem et Par af mine Hensigter, saa havde vi kunnet tale derom; men nu maa det vente lidt endnu med selv at tale, og der er kun at haabe, haabe paa hvad? Paa Muligheder? Tilfældigheder? Held? Det er et herligt Liv, slipper jeg herfra, kommer jeg aldrig tilbage, ikke for at bo, det kan Du stole paa.

Ja ser Du Topsy, havde man vidst, alt hvad man ved nu, saa kunde Du have været hos mig allerede for en 13 Aar siden, det vilde have sparet mig meget, reddet mig ud af meget. Men som Du taler, maa Du jo allerede have begyndt Din lille Roman i 11-12 Aars Alderen, og hvem kunde dog tænke sig det. Men under de Omstændigheder, saa maa vel Dine Fölelser efterhaanden have skiftet Karakter, modnet er vel Ordet? Godt er det, at jeg er bleven for gammel til at blive indbildsk, ellers vilde Dine Udtalelser sikkert have den Virkning, jeg nöjes med den Glæde og Blödströmning de foraarsage, saa der er ingen Fare ud over det, at Du ved det. Men jeg sætter mig ind i Dine Fölelser og undres, undres mere og mere, at sligt kan være muligt, og var det ikke Dig, som jeg kender Dig, kunde jeg let tro, eller ledes til at tro, at Du gjorde Grin med mig. Men Du er ikke til at tage fejl af, saa vær rolig paa det Punkt. Du skulde have været gift – gift for en 13-14 Aar siden og haft et Par Börn, saa havde Du rimeligvis haft Dit fulde Helbred nu, men det kan jo desværre ikke laves om, og jeg haaber nu, at Du vil faa Mod og faa det hele radikalt kureret, saa Du kan blive et glad Menneske endnu en Gang. – Jeg kan ogsaa huske, naar Du kom ned til Færgen i Mosman og hentede mig, og kan endnu föle Din lille Haand i min, og Du maatte saadan ”halvtrave” ved Siden af mig. Jeg maa en Dag over at se, hvorledes Clutha ser ud nu. Det er mærkeligt, jeg ser aldrig nogen af Bournes, jeg mener nærmest de to Mandfolk, de maa vist have forladt Sydney, eller faldt de i Krigen? Der er mange, jeg aldrig ser mere.

Bare Du maa være over det værste, naar Du faar dette Brev, Du kan jo ikke blive ved saadan at gaa med de Smerter og Uorden, Du maa tage fat og faa det ordnet, saa Du atter kan leve et roligt Menneskeliv, Du maa se at faa Ro i Sind og Legeme. – Jeg maa nu se at faa noget i Gang med den Tandbörste og Svömmeselen, saa jeg kan faa en Smule Indkomst og komme hjem, derfra kan jeg maaske lave mere, jeg er rædselsfuld ked af Livet, som det nu er. Saa … nu maa jeg holde op, i Morgen gaar dette af Sted til Dig og Du burde vel have det den 3die Dec, om der ellers ikke er Togstandsninger af Sne, og om 3 Uger maa jeg sende Julebrev. Tilgiv mig alt mit daarlige Humeur og alle andre daarlige Sider, gid dette maa finde Dig rask og bedre …

Sydney, 4de Novb. 1934.

I Dag er det Söndag og det ösregner, med min Vadsk hængende oppe paa ”the roor”, ellers har jeg dog været ret heldig med at faa mit Töj tört, det regnede ogsaa i Gaar, da jeg vadskede. Jeg fik et Brev afsted til Dig i Onsdags, det kneb, men det gik. Jeg havde nok en dröj Tid för mit Uheld med mit Ben, men det var Paradis mod, hvad det nu er. Jeg holder mig saa meget i Seng, som jeg kan, det hjælper altid; men saa maa jeg igjen give det en Törn, saa jeg kommer hjem og kan knap röre mig. Men jeg maa dog sige, at det er bedre, om det end gaar meget langsomt; men jeg kan ikke komme omkring, og kan intet tjene, det er den værste Törn jeg endnu har haft i mit Liv; den er saa slem nu, at jeg har bestemt mig til at putte min Stolthed i Lommen og gaa op til Mrs Lord og se, om jeg kan laane fem pund af hende, det vil blive en Pilgrimsgang i flere Maader, thi det vil ikke blive let at faa de Penge, jeg maa köre for at komme derop, det kommer vist til et Par shillings; og saa gyser jeg ved Tanken om den ikke usandsynlige Mulighed, at det ikke lykkes for mig at bevæge hende.

Yderligere er Situationen saaledes, at jeg maa have Penge i Morgen, ellers bliver jeg smidt ud her, saa jeg har bestemt at telefonere hende i Aften for at jeg dog kan finde hende hjemme. Saa har jeg – on top of it all – bestemt at tage Dit Navn forfængeligt og benytte det og Dig, alt hvad jeg kan, og jeg maa bede Dig om ikke at forraade mig, skulde Du blive spurgt, hvad jeg dog ikke venter. Min Historie er, at jeg har bedet Dig at hæve og sende ud til mig halvtredsindstyve Pund, som jeg har deponeret i Kbh., at dette har taget Tid, grundet paa Vanskeligheden med at sende Penge ud af Landet, men at jeg har anmodet Dig om at hæve Belöbet og sende det i danske eller engelske Sedler, som jeg saa maa bytte her. Alt dette er jo altsaa delvis sandt, kun ikke selve Kilden og Belöbet – and you must not let me down – og jeg siger desuden, at Du har raadet mig til at gaa til Mrs L. og bede hende om Laanet, saa Du ser jeg samler glödende Kul paa Dit Hoved og beder om Din Tilgivelse, Nöd bryder alle Love. Og alt i medens haaber jeg, at det vil lykkes Dig at faa Penge af Sted paa en eller anden Maade. Om jeg havde haft lidt Penge, kunde jeg have udtaget et Patent, som jeg ved jeg strax kan anbringe, og saa havde jeg sikkert kunnet opholdt Livet. Nu er det maaske for sent, men jeg vil have et Forsög. Ja Du kan stole paa, at jeg er glad for Tilværelsen og har noget at tænke paa. Nu haaber jeg ogsaa paa, at om nogle Uger, kommer de Penge fra Dig, saa jeg kan strax betale Mrs L.

Ja, Du bliver sikkert meget misfornöjet med og skuffet i mig; men jeg er virkelig ikke saa slem, som det synes ved förste Tanke, og Du vil nok finde mig en troværdig Person senere hen. Men alt dette her, maa Du lade forblive mellem os to, og saa maa Du sende mig Din Tilgivelse. Det Fald og dets lange Fölger har givet mig en ordentlig Lussing paa et höjst uheldigt Tidspunkt, jeg synes, jeg havde nok at kæmpe med foruden det. Men nu nok derom, lad det ikke afficere Dig, Du har nok foruden og jeg slipper vel nok igjennem om blot jeg kommer lidt paa Fode. Mit Ben bedres og naar Lommen gör det samme, saa gaar alt fremad igjen, og jeg vil snart være paa Vejen hjem og blive yngre og yngre for hver Dag, der gaar, jeg er ikke helt slaaet endnu Topsy, Du skal have lidt af den gamle Valdemar, saa Du kan faa nyt Liv og Livsmod i Dig, Du trænger til noget, der kan tage sig af Dig og sætte Liv og Kraft i Dig, saa glem nu ikke det. Jeg tænker stadig paa min lille Topsy, men det grinagtige er, at jeg kan ikke faa hende til at voxe, men det har jeg skrevet Dig saa mange Gange.

Ja, om det nu lykkes mig at faa fat i Mrs L. i Morgen, kan jeg senere i dette Brev lade Dig vide Resultatet, jeg haaber ikke det bliver en Skuffelse. Saa nu vil jeg slutte for i Dag, bare jeg kunde blive hjemme, men jeg maa ud at telephonere Mrs L., jeg tör ikke lade det være til i Morgen. Au revoir! – Söndag Aften. Jeg siger yderligere, at jeg havde bedet Dig bringe de Penge ud med Dig, naar Du kom, men da det trak ud, bad jeg Dig sende dem, men der har været Forsinkelse dermed, grundet paa Forbud mod at sende Penge ud af Landet. Det regner og regner og regner uafbrudt, det vil blive værre om det bliver ved i Morgen, thi i saa Fald vil vist hverken min Hofte eller mine Sko tillade mig at gaa ud, navnlig ikke til Pennant Hills, jeg maa först skaffe Kapital til Billetten, godt at jeg ikke telephonerede derop i Dag. Saa maa det göres Tirsdag, og jeg har Vrövl med Værten i Morgen, Du kan stole paa det er et dejligt Liv, jeg lever, og Du maa tilgive mig, om mine Breve ikke ere, hvad Du venter og gerne vilde have, de skulde være, men det kommer nok igjen, naar jeg kommer over alt dette. I alle Fald, jeg havde en fransk Visit af Dig i Dag, midt paa Dagen, da jeg var kravlet i Seng for at hvile Benet lidt. Men jeg maa i alle Fald til Byen for at se, hvad Posten bringer. Bare jeg vidste, hvorledes Du har det, det ligger mig ogsaa paa Hjerte, saa med det ene og det andet, er det intet Under om samme Hjerte gör Vrövl. Lad os haabe, naar jeg fortsætter dette, at jeg kan slaa en gladere Tone an.

7de Nov. Jeg naaede op til Lords i Gaar, men det var ikke et fuldkomment Resultat, saaledes som jeg havde haabet, jeg havde haabet paa at faa sex Pund, men fik kun tre, saa jeg er egentlig lige vidt, jeg kan ikke faa mit Patent udtaget, thi de Penge maa gaa til Husleje etc. saa jeg kan have lidt Fred i den Retning i nogle Uger. Jeg er ikke oplagt til at skrive mere om det i dette Brev, muligvis i næste. Jeg havde en rar Dag i den friske Luft og saa meget grönt og Höns, og fik godt at spise og de vare meget rare mod mig, og vi talte en hel Del om Dig, og jeg udtrykte min Mening om mangt og meget. – Jeg hörte bl.a. at Hawkins er nu fri og bor deroppe i Nærheden sammen med den anden Kone; der var nogen, der havde besögt dem, og de havde set et eller andet, der havde tilhört Eder, det var nok noget I havde givet Hawkins forinden I rejste.

Dit Brev af 1/10 modtog jeg i Gaar, jeg kan indse, at jeg burde aldrig have skrevet til Dig om mine Besværligheder, Du har jo mere end nok i Dit Eget, men nu kan man jo ikke ændre det; Du maa se at glemme det, ikke tænke saa meget paa det, og Du kan jo ikke göre noget for at hjælpe, saaledes som Forholdene ere. Men det er vist bedst slet ikke at skrive til Mr Allen, jeg anede ikke han vidste noget om mig, saa Du maa ikke bringe Dig selv yderligere Ubehageligheder. Bare jeg kunde leve op til Dine Tanker om mig, det er ikke let under forhaanden værende Omstændigheder.

Jeg har et Værelse, Kökken og Badeværelse her, hvor jeg nu bor, det er meget pænt men her er ingen Sol, det vender ud til en Gyde bag William St. Lejlighederne mod William St. ere rare, der er en ved Siden af mig til Leje for Tiden, jeg har inspiceret den, 2 rare store Værelser, Balkon, hvor man kunde sove ude, en stor Entre, Badeværelse og Kökken 30/0 om Ugen, det kan jeg ikke tillade mig under nuværende Forhold, hvor jeg slet intet har. Hör min Ven, lad nu være at gaa til den Yderlighed at have Samvittighedsnag over min Porto, det har hverken gjort fra eller til, saa faa ikke den Slags sygelige Idéer. Tænk paa den Værdi, de Lettelser, det er og har vært at skrive til Dig og faa Dine Breve.

Saa, nu maa Du se at holde Livet oppe og blive rask og i godt Humeur, Du maa ikke bekymre Dig saa meget med mine Besværligheder, tænk kun paa at nu vil Du være rask saa vi kunne mödes og nyde hinandens Selskab; med næste Post skal jeg skrive et langt rent personligt Brev om Dig og mig, Tanker og Fölelser og Forhaabninger, rigtig et Brev, som jeg ved Du holder af, de sidste Breve have haft for megen ”business” og Sorger i dem, lad os glemme det, men fremfor alt maa Du blive rask, bare jeg kunde hjælpe Dig, Du maa ikke tabe Humeuret, men altid sige til Dig selv, at Du vil blive rask, det hjælpr altid. Jeg maa nu ind at poste dette, der skal nok komme Brev med næste Post. Jeg er hjemme i Dag, thi efter de sidste Dages Anstrengelser, aandelige og legemlige, maa jeg hvile Benet….

Sydney, 11te Novb. 1934.

My eldest sister used to have her birthday on the 11th of Novb., and I feel I must make some acknowledgement of the fact, because I liked her. – Saa tilgiv mig, jeg opdager, jeg skriver engelsk, men jeg har lige skrevet et engelsk Brev, og det til en velkendt engelsk Personlighed, Dean Inge in London, han havde, efter min Mening, nogle udmærkede Artikler (“Changing Scenes”, Some modern tendencies) i Sydney Morn. Her., som jeg fandt udmærkede, og jeg har haft den Frækhed at skrive ham om dem; men Brevet er jo ikke sendt endnu!

Jeg lovede i sidste Brev at skrive i en anden Tonart og Tendens i dette Brev, og det har jeg i Sinde at holde, thi jeg har været altfor selvisk og Plageaand i min Korrespondance hidtil, kan jeg nok indse. Du har mer end nok i Dit eget, og det gælder om at lette Tilværelsen for Dig, jeg er bange for, efter hvad jeg kan se, at der ikke er for mange, der ere svangre med den Tanke; og det eneste jeg kan göre for Dig er at skrive og skrive pænt til Dig, lade Dig föle at et Sted i Verden spiller Du en Rolle er savnet og elsket og sat Pris paa. Saa nu ser Du jeg er en”good boy” og lader mig selv i Baggrunden medens andre og mere værdige fylde hele Forgrunden. Jeg haaber, at der dog maa være indtraadt en Forbedring med Dig, noget maa der dog göres for Dig, Du kan ikke saadan vedblive at være syg og sygne. Jeg kan slet ikke tænke mig dig som værende syg, ud over en Forkölelse, jeg kan slet ikke huske, at Du fejlede noget værre end det; saa nu maa Du faa Din Viljekraft og Egoisme i Gang og blive den gamle, eller rettere den unge Topsy igjen… husk paa alle de Födselsdage, Juleaftener, Festdage, Skovture, Sejlture, Kanalture, Theater Besög, Tivoli og meget andet, der ligge og vente paa Dig …

Saa op med Modet og Viljen til at blive rask. Viljen til at elske og blive elsket, Viljen til at le og smile, sludre, snakke, löbe, lege og arbejde i mellem. Husk alt hvad Du er og kan blive for andre, husk at Du nu skal til at leve Livet, husk at der er andre, der ville være noget for Dig göre noget for Dig, smile naar Du smiler, elsker som Du elsker, husk at Du fortjener Lykken og Glæden, Du har Ret og Krav til den, det er nu Din Tur, saa synk ikke hen – get up and doing – spis, drik og vær glad, bliv söd og buttet, ikke tör og kantet, husk Du skal være noget for andre, ikke alene arbejde for andre, saa nu maa Du tage Dig sammen, sige ”Jeg vil”. Husk paa Sommeren, der kommer om en 4-5 Maaneder, hvad Rolle spille nogle faa Maaneder Vinter, Du bliver varm igjen, Du bliver tryg igjen, husk Du skal favnes og sættes Pris paa, faa Din egen Personlighed frem, bliv rask baade aandelig og legemlig, det ene fölger det andet, men Viljen maa være der.

I Dag regner det nu og da, jeg var heldig med min Vadsk i Gaar, og jeg maa tilstaa at under den gangne Uge er der en lille Forbedring med mit Ben, jeg nöjes med en Stok nu. Sidste Tirsdag var jeg altsaa hos Lords, det var en dröj Dag, det er en lang Vej, Onsdag var endnu dröjere, jeg gav Benet en ordentlig Omgang; men langsomt gaar det fremad; men jeg giver ikke ind, Du vilde jo blive rasende paa mig, om jeg gjorde sligt? Medens jeg husker det, hvad er der bleven af Mrs Rantzaus Brödre og Söster, jeg möder aldrig nogen af dem?

Undskyld min rædsomme Skrift den er værre end ellers, men det er det daarlige, billie Papir Skyld i, jeg skal ikke have mere af den Slags. Tænk nu er Klokken bleven 15, som I kalde det hjemme, og jeg havde i Sinde at hvile hele Dagen, naa, jeg have kun fejet og spist Frokost, Sengen er endnu ikke redt, jeg havde jo i Sinde at hvile i den. Ja, jeg er et grueligt Menneske i alle mulige Retninger, det er det eneste sikre om mig. Jeg haaber, der er Brev i Morgen. Jeg lader ikke dette blive Julebrev, næste Uges Post burde træffe ind lige ved Juletid, den er i London 22de Decb., dette er der den 15de Decb., saa jeg vil antage Du have dem den 17de og 24de Decb., bedre kan jeg ikke passe det. Men der kan jo komme en Snestorm, men saa maa Du tilgive. Nu skal jeg have min Eftm. The, jeg fortsætter inden Onsdag.

12te Novb. I Dag var der intet Brev fra Dig, saa jeg maa antage, at Du i alle Fald ikke er bedre, jeg er ved at blive noget urolig for Dig, men jeg forstaar mig ikke meget paa det Tarmsnevrings Spörgsmaal. Du maa vel næsten have haft det hele Dit Liv, eller kan det saadan komme med en Gang? Bare nu Du kan faa Hjertet i Orden snarest, saa Operationen kan blive udfört, thi jeg kan ikke indse, at Du kan blive rask uden denne. Hvordan mon saadant noget opstaar? Jeg kan ikke se andet, end at Du maa have haft det fra Födslen og det efterhaanden er bleven værre og værre? Men al min Spörgen hjælper Dig jo ikke, gid den kunde; men der er kun at vente og se, hvad de næste Breve bringe.

Af indlagte Udklip* kan Du se, at de danske Flyvere ere her i Sydney i Dag, og i næste Uge kommer the Duke of Gloucester, saa bliver her fuldt af Mennesker og Festligheder. Han kommer den 22de, der saa bliver en hel Fridag.

(* DANISH AVIATORS Arrive in Sydney 12.11.34. After a four and a half hours’ flight from Melbourne, through a series of thunderstorms, the two Danish entrants in the Centenary Air Race, Lieutenant Michael Hansen and D. Jansen, arrived at the Mascot aerodrome last night in their Desoutter monoplane. Despite the bad flying conditions, they arrived promptly on schedule, and made a perfect landing by the aid of kerosene flares. – “Ever since we have been I Australia, we have encountered bad flying weather”, said Lieutenant Hansen on his arrival, “and the journey from the Essendon aerodrome proved to be no exception. We ran into heavy rain in Victoria, and flew through several thunderstorms. Conditions were particulary bad near Sydney”. The Danes were welcomed on their arrival by the Consul-General for Denmark, Mr. Hoest, and the president of the Danish Society, Mr. V. Frantsen. This evening they will be the guests of the Consul-General, and will later be entertained by the Danish Society at Ciro’s restaurant in King-street. They will leave for Narromine on Tuesday, and expect to leave Brisbane on their homeward flight on Sunday next”).

Hull Road, Pennant Hills, Thursdag 13, (årstal mangler, men tyder på 1934), Brev til V. Hansen fra Mrs. M.E. Lord.

”Dear Mr Hansen, – Just of all I hope your leg is guite all right again. You are in a more prosperous condition. I am writing you for two reasons. This is the one I would like as soon as You possibly can to let me have that small loan – for it was very much against my husband’s wishes that I lent you the money for we too are financially embarrassed – for his sake – will you please let me have it just as soon as you can before Xmas if possible. – Secondly. I had a letter from Mrs Duggan from Brisbane about 10 days ago, who had news of Karna, as she tells me Topsy expects to be in Australia early in the New Year. – I have not heard any news of the Marcker for guite a long time & I was rather surprised Mrs Duggan expects her in Sydney. I think for Christmas – so I shall know more I expect when I see her again & I am wondering if you know & where does Topsy intend staying. I know nothing at all of the matter. – My 2 sisters are going to Denmark next Year in about 6 months time. I think & I thought Topsy could return with them – but it seems she will shortly be here is the tone of Mrs Duggans letter. I do not know if the letter comes from Karna or Topsy but you probably know all about it. Again hoping all is well with you, Mrs M.E. Lord”.

Sydney, 13de Novb. 1934.

I Morgen maa dette af Sted, og jeg haaber inderlig, at det maa finde Dig meget bedre, thi jeg er meget bekymret med Nyhederne angaaende Dig selv, glem nu ikke, at noget maa der göres, saa Du kan blive rask igjen. Jeg maa sige, at de sidste Par Dage har mit Ben været bedre, det gaar altsaa fremad, om end langsomt. Jeg maa nu se at komme i Seng, selvom Klokken kun er 7, men jeg maa hvile Benet foruden at bruge det, jeg er ret træt i Dag, jeg har gaaet en Del, jeg faar ikke Tid at skrive mere i Morgen, Kl 10 kommer der en Mand at se mig her og Kl 12 har jeg et andet appointment i Byen. Saa, Du maa være fornöjet for denne Gang, gid jeg kunde sende Dig en Present til Jul, men det er desværre en Umulighed, Du maa nöjes med Brevet og de gode Ønsker, jeg kan föle og udtrykke. Jeg haaber, der er et godt Brev fra Dig med næste Post, vi maa se at faa Correspondancen muntret lidt op, det nytter ikke at se sort paa det hele Tiden…

Sydney, 26de Novb. 1934.

Dit Brev af 22/10 kom I Dag, egentlig vented jeg ikke Brev fra Dig I Dag, saa jeg blev glædelig overrasket, og nu maa jeg se at faa det besvaret til Onsdags Posten. – Jeg kan tænke Mig, at mine Breve have gjort Dig nervøs, og det er sikkert ikke rigtig af mig at skrive som jeg har, om der end er mangt og meget som kan undskylde mig, og det vil være Dig umuligt at sætte Dig ind i min Situation herude; og hvad man gaar og haaber paa og önsker, men mine senere Breve maa vist være noget bedre, og jeg skal nu i Fremtiden helt lade være at skrive om Penge og Nöd. Kun det vil jeg endnu sige, at jeg hundrede Gange önskede, at Du vilde lægge en 10 Kr Seddel i Brevet, jeg kan ikke sige Dig, hvor selv saa lidt kunde have lette Livet for mig. Og selv om Du sendte den i et almindeligt Brev, var dog Risikoen ikke stor, endnu har jeg faaet alle Dine Breve. – Men nu skal jeg altsaa til at forbedre mig, kun er jeg meget ked af, at Du skrev til Mr Allen, bare Du ikke havde gjort det, thi det nytter sikkert ikke og bliver kun ubehageligt for Dig, men nu er det jo gjort, og Din Mening var jo god og söd. Angaaende Din Tilstand, da ved jeg slet ikke, hvad jeg skal skrive, men bare Du dog snart var over alt det Sygdomsvæsen; jeg vil ogsaa give op at skrive om den, jeg maa afvente hvad Du har at meddele og mine Kommentarer til Svar maa jo altid blive de samme. Men det havde jo været en slem Historie, om Du var kommen herud og været syg som Du nu er derhjemme. Og nu har Du Din Faders Sygdom ved Siden af. – Jeg haaber Gusta her muntret Eder lidt op, hun har jo selv gaaet en Del igjennem med Operationer.

Jeg fandt i min lille Födselsdags Bog, at jeg fik den af Karna i 1912 (6te Juni) og jeg rejste hjem den 10de Juni, og saa mödtes vi alle i Kbh, kort för jeg rejste tilbage, det er en Del Aar siden nu. – Jeg tror nu det er bedst at vi mödes i Danmark, thi der agter jeg mig hen, saa hurtig, som det lader sig gjöre. Ganske vist ere Udsigterne for det meget sorte for Tiden, men jeg haaber stadig og mener at Chancen vil komme pludselig. Ja Du har Ret, Ro til at skrive har jeg i Massevis, men det er ogsaa det eneste jeg har.

Du er forfærdelig söd at anvende saadanne smigrende Udtryk om mig, men Du maa leve i Fortiden og vil rimeligvis faa en Forskrækkelse naar Du ser det gamle Mandfolk jeg er, jeg kan ikke tænke mig noget ”dejligt” ved det, men jeg skal söge at holde mig saa frisk som jeg kan, saa Du ikke skal blive altfor skuffet men blive nogenlunde tilfredsstillet. Ja, det er vidunderligt, at Du har kunnet holde vor Korrespondance saa hemmelig, som Du har, Du er nu som alt sagt, vidunderlig og om Du nu blot ikke bliver syg, gaar det vel ogsaa i Fremtiden. – Jeg glemte som sædvanlig at sætte No paa sidste Brev, vil Du være söd og give det No 92. – Nu maa jeg vel snart kunne höre, hvad Du mener om mit Fald den 2den Okt., det har sat mig meget tilbage paa alle Maader, men det maa vi ikke tale om. Nu slutter jeg for i Aften og slutter inden Onsdag. … Gid Du nu snart maa være fuldstændig i Orden og rask, thi det er dog noget af det vigtigste.

Jeg maa se at faa Sluttet dette Brev i Aften, thi i Morgen faar jeg næppe Tid, der er jo ikke meget mere at sige, kun haaber jeg det nye Aar maa bringe Dig Helbred og Lykke, saa Livet kan blive noget lysere for Dig, min Ven. Mon Din Operation vil være overstaaet inden Jul eller skal den trækkes ind i det nye Aar, jeg gaar ud fra, at Du maa opereres. Du ser Du faar alle Slags Papir i mine Breve, jeg maa bruge, hvad jeg har, men jeg turde ikke skrive paa gult Papir til Dig, saa jeg faldt tilbage paa dette ”foolscap”. Jeg ved endnu ikke hvor jeg er i Julen, men det bliver nok hovedsageligt her hos mig selv. Dette Aar har vel nok været det haardeste i mit Liv. Saa min Ven, Du ved Du er i mine Tanker og Drömme, selv om jeg intet siger, Repetitioner blive kedelige. Godt Nytaar …

Sydney, 26de Dec. 1934.

Tusind Tak for Dit Brev af 17/11, som jeg fik i Mandags til Juleaften. Ligeledes har jeg modtaget nogle Berlingske T., Tidens Kvinder, Vore Damer, Hjemmet og Familie Journal, for hvilke hermed min bedste Tak. Jeg naar ikke at besvare Dit söde Brev, thi om nogle Timer maa jeg ind for at poste dette Brev. Juleaften var jeg hos mine Venner her i William St. sammen med min Ven Löfström, jeg kom hjem 4 a.m Tirsdag Morgen og sov til 2 p.m, saa maate jeg op og i Gaar var jeg til Middag hos min Ven Larsen og kom hjem 1 a.m, saa jeg har ikke haft megen Tid tilovers. Jeg har höstet et Par Sokker (Du kan stole paa, jeg trængte til dem), en Cigartænder og en Del Pakker Cigaretter og Cigarer. Men jeg er lidt træt og sövnig efter al den Festen, det er jeg jo ikke vant til. – I Dag synes Vejret at være godt, Solen skinner; men ellers have vi haft daarligt Julevejr. Jeg er træt og sövnig i Dag og uoplagt til noget som helst, saa Du maa nöjes med disse faa Linier. I Morgen saa begynder Bryderierne igjen, der synes aldrig nogen Ende, saa en Dag göre de vel en Ende paa mig. – Med næste Post skal jeg svare mer indgaaende paa Dit Julebrev. Bare Du nu kunde blive rask, faa en Ende paa Din Sygdom og Lidelser, det maa være grusomt aldrig at komme over det. Saa tilgiv mig nu Topsy, jeg sender dette, saa Du ikke skal blive urolig.

Sydney, 29de Decb. 1934.

Jeg maa se at faa begyndt paa Brev til Posten 2den Jan. Det er min Vadskedag i Dag, og en eller anden har bemægtiget sig Nöglen til Taget og Vadskerummet, saa jeg maatte skrue Laasen af. Det var dejligt Solskinsvejr medens jeg vadskede og jeg havde et lille Solbad deroppe foruden, men lige nu har vi haft en dundrende Torden med en svær Regn, men nu kommer Solen ud og alt er stille, saa jeg haaber (Kl. er nu 3½) endnu at faa Töjet tört og Laasen skruet paa. Kl. 5 skal jeg ud til mine Venner, hvor jeg gaar hver Uge og faar et ordentlig Maaltid og et Glas Vin. – Jeg har först at takke Dig for Dit kære Julebrev af 17de Novb., saa skal det svares paa, men jeg maa hellere först fortælle om min Jul. Juleaften var jeg hos mine Venner, hvor jeg nu skal i Dag. Vi havde det meget rart og drak en Del Vin og Øl efter Middagen og jeg naaede her hjem Kl. 3½ om Morgenen. Jeg sov saa ind i 1ste Juledag og havde Frokost Kl. 2 p.m. Kl. 4½ var jeg ude hos mine Venner Larsens og havde Julemiddag. Jeg kom hjem derfra Kl. 1 Morgen, og havde saaledes 2den Juledag at komme mig i. Jeg fik en Cigartænder og et Par Sokker foruden nogle Cigarer og Cigarretter. Gud hvor jeg trængte til de Sokker. Saaledes ser Du min Jul var ikke særlig stöjende, den gik meget stille, men jeg fik da lidt at spise. Hvorledes Nytaar vil gaa, maa Guderne vide. Jeg antager at Du ej heller har haft nogen særlig munter Jul. Jeg havde Breve fra Dig, Gusta, Miss Snowdon og Dr. Alin i Stockholm, men nu svarer jeg paa Dit först, jeg har lige et 3d Frimærke til det.

Nu med Hensyn til Dit Brev, saa fortæller Du mig vist egentlig ikke, hvor daarlig Du egentlig er, thi öjensynlig maa Du være meget svag og udslidt eller træt. Hvad mon det blever til med den Operation, jeg kan nok indse, at Du bliver ikke Menneske igjen, för den er overstaaet. Dit Hjerte maa jo ogsaa være daarligt, naar Operationen saaledes holdes tilbage. Du maa hellere fortælle mig den sande Stilling af Sagerne. – Jeg gaar stadig med en Stok, der er sikkert en Tid endnu, inden jeg bliver helt rask, om nogensinde; thi jeg har jo slet ingen Lægehjælp haft, det har maattet klare sig selv. Jeg skulde sikkert haft Massage, men det kunde ikke lade sig göre, naar man ikke har Penge eller Midler. Men Livet har taget meget paa mig og mit Helbred under sidste Aar, jeg trænger til Ferie og Pleje, ”surfing” og Solbade og frem for alt ”FRED”. Men endnu er der intet i Udsigt. Men det hjælper jo ikke at tale om alt det. … Jeg fortsætter i Morgen.

30/12. Ja, fortsætte i Morgen, det er ganske vist i Morgen nu, det er Söndag, men Klokken er bleven over fem og ikke et Ord har jeg faaet skrevet, men travlt med at göre rent har jeg haft, jeg har vadsket mine Gulve, jeg maa have Has paa de F…… Lopper, de ere nu svært for nedgaaende. Og saa har der været mange andre Ting, at lave her i min ”flat”. Jeg kom sent hjem fra mine Venner, og jeg fik först min Frokost Kl. 12, hvorfor skulde jeg ikke hvile mig. Hele Morgenen var Du hos mig, og jeg bestemte at omtale den Begivenhed paa et specielt Ark Papir, og det vil jeg göre, jeg gaar i Detailler, thi det hele var saa levende, og Du skal vide det alt, thi Du maa have fölt noget lignende mange Gange. – Saa var der en Hændelse, jeg maa omtale. Jeg ved ikke om Du kan huske, det kan Du vist næppe. I Gaar Aftes som jeg klædte mig paa til at gaa ud, og rodede i min Kuffert for et eller andet, löb jeg paa et Kort, et Kort som blev sendt mig til min Födselsdag den 20de Ap. 1911. Det var fra Topsy, Karna and Tootie. Det er et Billiken Kort og indeholder en Mönt, som bringer en Held, og som man skal gaa med i Lommen. Der er en hel Del trykt i Verseform paa Kortet bl.a.: ”From a friend to you I’m sent – My good luck smiles for you are meant – Take me with you where’er you go – Misfortunes frown you will never knew”. Mönten er mærket “Good luck pocket piece”, og der er yderligere Inskription, men det vil alt tage for megen Plads I mit Brev. Jeg har nu haft det Kort i mange Aar og periodevist löbet paa det. Da jeg fik det i Gaar Aftes, faldt Mönten (som jeg aldrig har taget ud) ud af Kortet. Jeg tager dette som et Vink (lad os være overtroiske) og vil fra nu af altid have den Mönt i Lommen hos mig, maaske kan den hjælpe mig. Kortet gjemmer jeg, saa Du en Gang kan se det. What do you think of that now? Mon Du kan huske Kortet, Du var jo kun 11 Aar den Gang, Du har skrevet Adresse etc. paa det. Det Kort var adresseret til Clutha. Topsy, det er mærkeligt og bedaarende alt det Du fortæller om Dig selv og de Dage i Clutha, jeg kan endnu tydelig huske og se Dig i Sengen i Gæstevarelset og paa min Plads i den store Seng, den Gang var der ingen der tænkte eller anede at vi 23 Aar senere skulde korrespondere som vi göre og beröre alt det.

Tak for Hjemmet, Fam. Journal, Vore Damer og Tidens Kvinder og Berlingerne, de kom, alle Juleaften sammen med Dit Brev. Jeg kan ikke huske, hvilke Böger, jeg bad Dig om, men skrev for et Par Breve siden om Müllers Böger, jeg har jo alle hans andre. – Min Ven, jeg tror det er bedre, at jeg kommer hjem, det er min Agt i alle Fald saa snart jeg har Pengene og noget at leve af; nu gælder det for Dig, ja ogsaa for mig, men for Dig særligt, at blive rask og stærk, Du maa jo være langt fra rask og meget svag, det maa alt vendes, Du maa se at blive den raske Topsy igjen, jeg er bekymret over Dine Udtalelser angaaende Dig selv. Og nu har Du desuden Din Faders Sygdom, som maa göre det vanskeligere for Dig. Du antyder jo, at jeg ikke har noget godt nyt at vente om Dig og Din Elendighed som Du kalder det. Jeg gemmer altid Juleroser, jeg har mange Aargange.

Ja, Du har Ret, Præsten arbejder godt i Herrens Vingaard; jeg ved ikke om Du mener at antyde noget ved Dine Bemærkninger om ham: men det er jo haardt for Karna, og han burde tage lidt Hensyn og passe lidt paa.

Jeg kan ingen Erstatning faa nu, det tænkte jeg ikke paa den Gang, jeg havde nok, som det var. Det var ikke Sporvognen, det var grundet paa Gadereparationen. – Ja, som sagt, jeg er meget ked af, at Du skrev til G.A. angaaende mig, jeg skulde slet ikke været nævnt, og jeg er ked af, at Du skulde have den Ydmygelse at skrive til ham; men nu kan det jo ikke ændres, og jeg kunde aldeles ikke tænke mig, at han vilde göre det, naar han ved om vort Forhold. – Hvorlænge skal det blive ved, at Du saadan gaar og bliver svagere og svagere? – Men min Ven, mit Stenhjerte, jeg har jo ikke haft mindste Anelse om, eller tænke mig Muligheden af Dine Fölelser, för Du skrev mig det Brev fra London, saa Skylden kan ikke vær min. Men om Du var kommen herud, havde det vel nok været anderledes. Jeg saa ikke noget til Flyverne, jeg omgaaes kun nogle faa Danske.

Ja, Larsen lever stadig sammen med Konen, jeg var der Juledag, de vare meget rare mod mig, Larsen er den bedste Ven jeg har, var det ikke for ham, saa var jeg sikkert död af Sult for lang Tid siden. – Ja, saa snart det atter gaar for mig, skal jeg til at reparere paa mig selv, og det er vel nok muligt endnu at kunne lave noget ud af mig, men jeg vil antage, det vil tage et hundrede Pund at reparere mig og re-ekvipere mig, jeg har gaaet og gaar meget igjennem endnu, saa nu faa vi se, hvad Billiken og det nye Aar kunne göre for mig, i alle Fald, jeg maa hjem, inden jeg piller af. Men det gaar vel nok alt sammen. Nu er jeg naaet til Slutningen af Dit Brev, forhaabentlig er der et fra Dig i Morgen. …

1935.

Sydney, 1ste Jan. 35. Tak for Juleroser og Svikmöllen, jeg har beundret den förste og faaet mig et godt Grin fra den sidste. Jeg har meget at göre i Dag og en Del Breve at skrive foruden dette, saa jeg bliver nödt til at afkorte dette. Jeg vilde skrevet et alvorligt og formanende Brev til Dig om at tage Dig sammen og ikke lade os blive hysteriske. Jeg kommer til at tage Dig lidt ”in hand” og lade Fölelserne spille en underordnet Rolle, saavidt jeg kan se af Dine Breve, jeg burde vist ikke skrive alt, hvad jeg gör, jeg har maaske en Del Skyld, saa jeg maa holde lidt igjen; Du maa se först og fremmest at blive rask, og Du maa tage lidt mere energisk Tag i Dig selv, faa Dit Hjerte i Orden og den Operation overstaaet, lokal eller total Bedövelse, för det er sket, bliver Du ikke Dig selv, som det er slides Du op, og det er hverken godt for Dig selv eller andre, saa lad os begynde nu med det nye Aar med begge ”to rurn over a new leaf”, saa Du kan bliver rask, rask, rask! …

Sydney, 9de Jan. 1935.

Tusind Tak for Dit Brev af 25/11, som jeg fik i Mandags og endnu ikke har haft Tid og Ro til at besvare, og dette bliver kun et kort Brev, saaledes at Du kan se jeg er levende og föle Dig rolig, jeg haaber med næste Post at sende en længere Skrivelse. Jeg har haft meget at göre og tænke paa foruden de vanlige Bekymringer, og har fölt mig træt om Aftenen, saa Du maa tilgive mig. Tak for Blæksprutten og Berlingerne, jeg glæder mig til at læse det alt.

Mit Ben er nu snart helt normalt, jeg kan gaa uden Stok, kun ikke lange Distancer, og jeg er jo stadig dömt til at gaa, jeg har ikke Penge til Sporvogne, saa Du kan tænke Dig, hvor det Uheld har handicappet mig. – Nu maa Du se at tage Dig sammen og bestemme Dig til at blive rask, Du maa have en slem Tid, som det er, og med Din Fader syg ovenpaa alt det andet. – Det gör mig ondt, at jeg mistede en Postgang, men min Ven, sligt kan hænde, og det er dog kun en enkelt Gang, saa i Fremtiden ved Du, at der altid kommer Brev med næste Post. Endnu en Gang Tak for Dit söde Brev og Din Overbærenhed med mig, den trænger jeg til. Nu maa jeg af Sted, hav det nu godt Top, Gid Du nu snart kunde föle Dig helt rask. …

Sydney, 13de Jan. 1935.

Jeg maa se at komme i Gang med at læse Dit Brev af 25/11, som lovet i sidste Brev, Klokken er snart 8 og jeg har arbejdet hele Dage, jeg har knapt haft Tid at sidde ned eller spise. Saa er der desuden det, at dette maa blive Födselsdagsbrevet, ellers kommer det for sent om det sendes med næste Post, men med denne kommer det vel kun et Par Dage for tidlig. Saa jeg vil begynde med at gratulere Dig og önske Dig alt muligt godt i det kommende Aar, navnlig vil jeg önske, at Dit Helbred maa blive normalt og godt igjen, saa Du kan faa Din gamle Styrke og Humeur, foruden lidt Köd paa Kroppen; og gid alt maa gaa for Dig, som Du önsker det … Ja, jeg ved ikke, hvad Auntie vilde sige om hun kunde læse vor Korrespondance, hun vilde vist blive lidt forundret, og jeg vilde faa mig en ”talking to” om at et gammelt Mandfolk som jeg burde have mere ”sense”. Men hvad hun vilde sige til Dig, om hun vidste at Du har været interesseret i mig i over 20 Aar, er jo ikke saa let at tænke sig…

Nu altsaa tusind Tak for alle Julehefterne, jeg er forfærdelig glad for dem, de ere nydelige og udmærkede. Jeg haaber alt er i Orden nu i Præstegaarden, maaske hörer jeg i Morgen. – Tænk at plukke Roser i Slutnigen af November i Danmark og her har vi heldigvis haft en meget kølig Sommer, det er heldigt for mig med mit ene og gamle Sæt Klæder. Jeg skal huske den Bog om australske Blomster, men desværre maa det vente til mine Forhold forbedres, om det ellers nogensidne sker; men det synes dog lidt mere lovende nu i det nye Aar.

Tak for Udklip med Advt. fra Magnus Hansen, jeg gad vide om min gamle Ven Marinus Clausen stadig har Forretningen, vi vare i Lære sammen ude hos Prof. Jürgensen paa Sortedams Dossering, men det er mange Aar siden. Angaaende Böger, Du spurgte mig ang. saadanne i et af de senere Breve, ja, der er en Bog, jeg gerne vil have, men den er sikkert for dyr for Dig, og der findes vist næppe brugte Exemplarer. Det er en Bog udsendt af det svenske Röde Kors og den hedder: ”Hälsa och Friluftsliv”. Men det kan jo vente, til Du en Gang vinder i Lotteriet, Du har allerede ödslet en Masse Penge paa mig; men Du kan huske paa den en Gang med Tiden. Lad os haabe, jeg en Gang vil kunne sende Dig Penge til den. Jeg har jo ogsaa allerede skrevet om nogle Böger af I.P. Müller, ja, jeg er graadig.

Her er en Loppe epidemi og jeg som aldrig har været yndet af Lopper, jeg lider nu saa frygteligt, jeg fejer, vadsker, spræer og fanger Lopper, man faar dem alle Steder. Forleden da jeg kom hjem, dræbte jeg (druknede dem) 14 fra mine Klæder og yderligere i Löbet af Natten endnu 6, det er siger og skriver 20 Lopper. Det er en rædsom Plage ovenpaa alle ens andre Plager. – Hvad blev der af Frk. Gether, er hun hjemme i Danmark? – Jeg ser aldrig nogen af Mr Rantzaus Brödre, hvor mon de ere? Ja, nu maa jeg i Seng, jeg er træt og udslidt, jeg trænge til en Ferie med Solbade og ”surfing”…

14de Eft. Jeg forlod uden Lopper og kom hjem med 4, som nu ere i Loppehimlen. Jeg har modtaget Dine tvende Breve af 9/12 og 13/2. Tagende dem som et Hele, maa jeg sige, som jeg alt har sagt, Du maa tage Dig sammen og ikke lade Dine Nerver og Følelser løbe af med Dig, paa den Maade bliver Du aldrig rask. Hav nu ingen Bekymringer ang. mit Helbred, jeg er nu næsten normal, men bliver ofte en del træt, hovedsagelig grundet paa Bekymringer af alle Slags, og det vil næppe fortage sig før alt forbedres for mig, og jeg faar Penge, saa jeg kan leve ordentligt, og yderligere faar en 3 Ugers Ferie med Solskin og Surf. Du maa hovedsagelig tænke paa Dig selv og paa at blive rask, det er jo en absolut Nødvendighed for os begge. Du maa ikke gaa bestandig og beskæftige Dig med os to alene eller vore Bekymringer, Thi som det er, er det sygeligt og hjælper ingen af os, Du gør bare Dig selv værre, og det nytter ikke. Tag nu for en Gangs Skyld og lyt til Alderdommens Røst, ellers kommer Du aldrig igjennem det.

Jeg kan saa udmærket forstaa, at med det Liv, I lever der i Hillerød, intet kan hjælpe dig paa nogen Maade, bare Du kunde komme et andet Sted hen for en 6 Maaneder med lysere og muntre Omgivelser. Du betaler for det alt med Dit Helbred, kan du ikke faa Din Dokter til at forlange det for Din Skyld, han maa bedre end jeg kunne sige hvorledes det er fat; som det er, holder Du det ikke ud. Tal i al Fortrolighed med Doktoren, Du har saavidt givet Dit Liv til Familien, og Du kan ikke mere, nogen anden maa Træde til. Tal nu alvorligt med din Doktor, Du og han alene, det er paa Tide nogen gjorde noget for Dig. Det Sløseri, og det er Slöseri og Egoisme, kan ikke blive ved, Du har Ret til at faa lidt ud af Livet. Jeg haaber, jeg faar Oprørsflammen i Dig til at blusse op, Du vil se Doktoren giver Dig Ret og vil insistere paa en Forandring. Du kan fortælle ham, at en Ven har sagt i dette Brev at faa Dig til at gøre Oprør for Din egen Skyld, Du vil se, han siger, jeg har Ret. Jeg kan ogsaa forstaa, at med Dine Nerver er en lokal Bedøvelse en Uvenlighed, og Du vil aldrig faa Sindsstyrke nok til det, men hvad er der saa at gøre, Du maa mande Dig op og faa Nerverne i Orden, naar Hjertet ikke vil det, Nerver kan Du tumle med Vilje, men ikke Hjertet, Du maa se Situationen lige i Øjnene, det er den eneste Udvej. Rimeligvis finder Du mig grusom og hensynsløs, men for Din egen Skyld er der intet andet at gøre. Du har ingen andre derhjemme, der tør eller vil tale til Dig saaledes, find en eller anden Doktor om ham i Hillerød ikke passer for Dig, tag en Specialist, gaa op til ham, græd, besvim gør hvad Du vil, men faa Sandheden ud og hans Hjælp. Du maa kunne læse mellem Linierne, at alt dette mener jeg, og nu har Du Sagen, som jeg ser den herfra, og jeg tager ikke meget fejl; saa tag Dig sammen og tilgiv mig, at jeg synes ond og grusom, det er kun noget der synes, jeg giver Dig det bedste Raad, Du nogensinde har faaet i denne Verden. Punktum. Jeg kan ikke gøre mere.

Det var da godt, at Karna kun fik en Baby. Jeg skal læse Esther, naar jeg en Gang er oplagt, men for Tiden kan jeg overhovedet slet intet læse, ud over Aviserne; men det kommer nok en Gang, naar Livet forbedres for mig, saa Du maa bære over med mig. – Skriv nu ikke længere Breve end Du let kan overkomme, jeg kan godt forstaa den Tilstand Du er i, den maa først overvindes, jeg skal ikke klage mere. Jeg tror nok at Sagerne ville forbedres for mig i 35, værre kunne de i alle Fald ikke blive. – I morgen har jeg meget at gøre og faar næppe Tid til at skrive. Husk nu, hvad jeg har skrevet, jeg kan ikke indse, at der kan være andet for Dig at gøre. –Jeg haaber Du vil tage dette Brev, som det er ment, i alle Fald Du har min Mening, og det synes mig, at der maa tages alvorlig fat med Dig og Din Tilstand, mere kan jeg jo ikke gøre herude fra. Jeg haaber ogsaa at vi ses engang i dette Aar, men det maa blive mig der kommer hjem, saavidt jeg kan se, og dette er jo ikke en Umulighed, om jeg ellers faar lidt af det længe ventede Held. Saa nu til Slut … og de bedste Ønsker til Fødselsdagen og for Fremtiden.

Sydney, 5te Feb. 1935.

Jeg har i Gaar modtaget Dine Breve af 27de og 29de Decb. Jeg var bleven lidt urolig ikke at have hört i 14 Dage, men det er jo egentlig forstaaeligt, thi det maa jo have været Juletid og Travlhed, der var Grunden. Min Ven, jeg kan ikke rigtig forstaa, hvad det skal blive til med Dig, öjensynlig bliver Du ikke stærkere, Du kan ikke komme ud, maa holde Dig hjemme og selv Brevskrivning trætter Dig. Og dog synes Du ikke at antyde det ringeste i Retning af en Operation eller noget. Det kan jo dog ikke vedblive i det uendelige saaledes som det nu er, Du maa tilgive mig, men jeg forstaar aldeles ikke Situationen. Hvad er Din Mening, Du maa dog passe Dit eget Helbred, Du maa dog göre noget for at blive rask. Og saa desuden taler Du, om at komme herud, hvilket jeg i hvilket som helst Fald vil raade Dig fra, spild ikke Dine Penge paa det. Se først og fremmest at blive rask, det synes mig at i den Retning maa Du tage en hurtig og bestemt Beslutning. Ja nu maa Du tilgive mig, at jeg skriver saaledes, men jeg kan ikke andet, det synes mig min Pligt. Desuden synes mig, at det Hjem Du lever i, saaledes som det har udviklet sig, maa være deprimerende og tage paa Nerverne, dette er naturligvis kun Gætteværk fra min Side, saa tilgiv atter, men saadan forekommer det mig, og Du maa tænke mere paa Dig selv og Dit Helbred og mindre paa mig, jeg holder nok, og Du gaar og ödelægger Dine Nerver, som Du nu synes at være, Du maa tage Dig sammen og komme tilbage til en normal Tilstand, bliv ikke hysterisk. Vi maa finde os i vor Skæbne og de Situationer den skaber, det kan ikke nytte andet, Du kan tro at det er noget, jeg har maattet lære i de senere Aar og rimeligvis maa vedblive at lære. Men Du forskrækker mig med Dine Breve. Men nu nok derom, jeg maa se at komme ind i en anden Gænge, selv om jeg har saa uendelig lidt at skrive om.

Jeg lider stadig af de Fandens Lopper, de ere gruelige, jeg ryster mine Klæder Aften og Morgen over Badet og fanger og drukner en 10-15 Lopper daglig. Jeg fejer og vadsker, men intet synes at hjælpe. Tak for Udklippene og jeg har alt takket Dig for de dejlige Julehæfter. Jeg er kommen ud af Gænge med at nummerere Brevene, jeg glemmer det, i det hele bliver min Hukommelse skidt, dette Liv, som det er, slider mig op, men man lever jo stadig i Haab om Bedring, der er bedre Udsigter, men det vil tage Maaneder för jeg faar nogen Fordel deraf i rede Penge, havde jeg blot saadanne, kom jeg nok snart i Gang igjen.

Jeg ser meget faa Mennesker, jeg gider ikke have med dem at göre. Jeg maa se, at faa skrevet til Gusta med denne Post, jeg har ikke skrevet til hende i nogen Tid, og hun er altid saa söd at skrive til mig. Jeg skal nok se at sende Dig nogle Blade og Billeder herfra, jeg maa tage mig sammen at göre det. – I Aar eller til Jul fik jeg ikke en Gang skrevet til min gamle Ven Dr. Alin i Stockholm, og det Brev har jeg aldrig glemt i mange Aar, og desuden har jeg hans Brev, han maa tro, jeg er död. Springett har jeg heller ikke skrevet til i lange Tider, jeg er et grueligt Menneske, men Forholdenen have forandret alt i mig, jeg er meget misfornöjet med mig selv. Jeg haaber stadig paa, at det skal lykkes mig at komme hjem i dette Aar, forhaabentlig er Miraklernes Tid ikke forbi. Ja dette Brev bliver Du vist ikke tilfreds med, men det kan ikke være andet, det synes mig, at det er nödvendigt, at tage Bladet fra Munden, Du har rimeligvis ingen andre, der kan göre det, og som Din Ven forekommer det mig at være min Pligt – so there you are.

Jeg tror dette maa være No 101, kan det passe? Jeg sendte ingen Brev 23de Jan., men den 16de og 30te., og nu dette den 6te Febr., jeg har de 3d, saa jeg poster det rimeligvis i Dag den 5te. Nu faar Du ikke mere i Dag, rimeligvis mener Du, det er mer end nok; i alle Fald tænk nu alvorligt og upartisk over det og find jeg har Ret og er en god tro, aaben Ven. Og hav det saa godt og se at blive rask nu i Löbet af Foraaret og den kommende Sommer.

Sydney, 10de Feb. 1935.

Söndag er det i Dag, Vadskedag var det i Gaar, ogsaa kaldet Söndag, og det regnede og stormede den hele Dag og den halve Nat, og derudi hang al min Vadsk. Nu er Kl. 1 og jeg har det meste i Hus, og Resten spredt for Törring her i Stuen. Nu skal jeg fortælle Dig noget om Skidt og Snavs og hvad et Sæt Mandfolkeklæder indeholder. Jeg havde et meget gammelt og meget udslidt Sæt Klæder, og jeg tænkte, mon ikke jeg kunde faa det lappet og syet sammen, saa jeg eventuelt kan have det paa, medens jeg vadsker mit nuværende Sæt, som nu har bedækket mig daglig i 2 Aar eller mere. Saa jeg lagde det i Blöd i ”Purgo” Vand i 24 Timer, Vandet var kulsort og tykt og stank som bare F. Jeg rensede det saa i 3 Hold Vand og fik det værste ud. Da jeg saa havde sluttet min ”hvide” Vadsk, lagde jeg Sættet i Vand, der indeholder ”Purgo” og Sæbe vel et Par Timer. Dette Vand blev ogsaa kulsort og tykt og stank. Saa rensede jeg Klæderne i 4 Hold Vand, för jeg syntes det kunde slæbe af, og det blev hængt til Törring. Saa nu kan Du tænke Dig, hvad Mandfolkeklæder indeholde af Snavs. Nu gælder det blot, at finde en lille billig Skrædder, der har Mod til at reparere det saavidt muligt og presse det, saa det ikke ser alt for lurvet ud, rent er det i alle Fald. Men det vil nok blive det vanskeligste for mig i dette Land. Dette er maaske ikke meget interessant at læse, men det er facta. Det aabnede mine Øjne, jeg havde aldrig tænkt mig saa meget Snavs, som jeg saaledes har baaret paa mig, og hvor uhygiejniske Mandfolkeklæder ere.

Jeg nyder Blæksprutten og Svikmöllen Gang paa Gang. Naar Du en Gang vinder i Lotteriet, saa vilde jeg morderlig gerne have ”Erindringer” af Axel Henriques, det er alt fra min Tid, og jeg mödte ofte Henriques, og den maa kunne minde mig om mangt og meget. Tilgiv mig mit Tiggeri. I Dag skinner Solen, hvorfor kunde den ikke gjort det i Gaar, saa kunde det godt ösregnet i Dag. – I de sidste Dage, maa Du have tænkt ret intensivt paa mig, thi Du har været her hver Morgen og Aften in persona. – Nu maa vi se om Posten i Morgen bringer noget fra Dig, især længes jeg efter at höre noget om, at Du er bedre og ved at komme Dig, den anden Tilstand har varet meget for længe, Du maa tage Dig sammen og göre noget, jeg har mere end nok i mine egne ”worries”, jeg venter at höre noget ungt og glædeligt fra Dig, det kan ikke vedblive, som det er. – Dette Brev postes den 13de, saa det næste postes paa Din Födselsdag, saa Du kan se, at jeg maa tænke paa Dig den Dag, som jo vil være langt overstaaet, naar Du faar dette Brev (antagelig 18de Marts). Var 18de Marts ikke en historisk Mærkedag i Verdenshistorien? Eller var det i den danske? Jeg glemmer alt sligt.

11te Feb. Der var altsaa ingen Brev fra Dig med Posten i Dag, enten Du nu er syg eller ked af at skrive, det kan jeg jo ikke sige, men det afficerer mine Nerver i höj Grad, Guderne skal vide, der er nok for dem foruden denne Skuffelse. Jeg ved jo ikke hvad jeg skal eller kan skrive, lad os haabe, der er en rimelig Forklaring paa det hele. Jeg fik kun Brev fra min Ven Spingett i England. Saa dette Brev bliver kort, men jeg vil ikke slutte det för Onsdag.

12te Feb. Jeg vil se at poste dette i Dag, og med samme post sender jeg en Konvolut med en Del Udklip af Billeder fra Harold, de kunne mulig interessere Dig eller andre, Klokken er nu bleven 2 og jeg maa ind til Byen. Jeg haaber at höre med næste Post.

(Dette brev fra Valdemar Hansen, er angiveligt det sidst modtagne!)

Hillerød 16/2 1935. Brev fra Topsy til Valdemar Hansen. (dette brev er det eneste brev skrevet af Topsy selv og fundet sammen med hendes breve fra Valdemar).

Du kan vel ikke begribe hvad der er sket mig. Jeg har flere gange prøvet paa at skrive lidt ned uden Resultat. – Jeg skal sige dig min Ven, jeg har været meget daarlig af Halsbetændelse samt Søvnløshed. Jeg er kommet ind i en Periode nu, hvor jeg slet ikke kan faa søvn i Øjnene. Lægen har forsøgt mange forskellige Sovemidler, men intet har hjulpet. I aften kommer han og giver mig Indsprøjtning. Jeg er saa mat og træt, saa man kan næsten ikke hænge sammen. Jeg har ligget hele Tiden siden jeg skrev sidste Brev, jeg maa ikke staa op endnu, men i dag har jeg sat mig for at paa en eller anden Maade skal jeg poste Brev til dig. – Som sagt saa mange Gange før er det uhyre svært at faa Breve afsendt, naar man er syg og slet ikke har nogen som man kan henvende sig til. – Jeg har haft en grufuld Tid, alt har set saa sort ud, mine Tanker har jo selvfølgelig været hele Tiden hos dig. Bare jeg dog havde dig her hos mig. Det er næsten ikke til at holde ud, at ligge saa ene. – Hver Nat har jeg ligget og bestemt at nu skal jeg skrive men hver Gang jeg har faaet Pen og Papir frem, har jeg ikke kundet magte at skrive – De siger at jeg skal skrive om min Sygdom.

Ja, jeg har jo saa mange gange sagt at jeg er et Vrag. Alt er brudt sammen for mig. Det er jo gaaet værst ud over Hjerte og Nerver. Jeg maa sige at Lægen har været umaadelig sød over for mig, han har været her to sommetider tre Gange om Dagen.

Angaaende Operationen tror jeg ikke at det er saa vigtigt mere. Tarmene synes at være kommet i Ro igen. Alt hvad jeg ønsker er at mine Nerver snart maa komme lidt i Ro, saa at ens Humør kan blive lidt mere lyst end hvad dit er nu. – Hvis der skulle gaa en Uge uden Brev, ved du Grunden. – Mine Tanker er alligevel hele Tiden hos dig. Hver Aften kommer du her saa jeg kan tale med dig. …

Jeg kan ikke magte at sidde oppe længere. Farvel og gid du ikke er alt for ked af det. – Jeg ligger og ønsker og haaber at jeg snart kan blive rask saa at jeg kan skrive et ordentligt Brev. Du er blevet skammeligt behandlet det sidste Aar … Igen Farvel og Lev vel …

Admiralgade 27, Kbhvn K. d. 6. November 1935. Brev til Udenrigsministeriet, Christiansborg fra Valdemar Hansen’s nevø. (Sven Tvermoes, red.)

”Til Udenrigsministeriet, Christiansborg. Vedr: P.J. II. J. Nr. 26.S.285. Jeg takker for Ministeriets Skrivelse af 11. Oktober d.å. med Indberetning ledsaget af 3 Bilag fra Det danske Generalkonsulat I Sydney vedrørende min afdøde Onkel, Ing. Valdemar Hansen’s Efterladenskaber og fremsender hermed Kr. 11,62 til Dækning af det af Generalkonsulatet udlagte Beløb (Pund 0.12.11) der nu er kommet mig ihænde.

Jeg har bemærket, at Generalkonsulatet vil komme tilbage til Spørgsmaalet om Afdødes Rettigheder i Forbindelse med Salget af Rensemidlet ”Purgo” under Hensyn til, at Bestemmelsen i Kontrakten om den Royalty, Afdøde skulde være berettiget til, ikke synes ganske tydelig, og at der synes at være indledet Forhandlinger om Salg af Selskabet ”Purgo Product Ltd.”s Rettigheder. Jeg vil i denne Forbindelse blot tillade mig at anføre, at Afdøde i sine Breve til mig har ladet mig forstaa, at den paagældende Royalty vilde sikre ham tilstrækkelige Midler til at opretholde Livet i i Fremtiden; endda var det hans Hensigt for disse Midler at komme hertil Danmark og tilbringe sit Otium.

Under Hensyn hertil maa man vel næsten være tilbøjelig til at antage, at Afdøde, saafremt han ved Salg af Selskabet har maattet give Afkald paa den omtalte Royalty, der syntes at være af stor Betydning for hans Fremtid, saa paa anden Maade maatte være bleven delagtiggjort i de ved Salget af Selskabet indkomne Værdier. Jeg vil imidlertid være taknemlig for at modtage Konsulatets yderligere Meddelelser, naar Undersøgelsen af det paagældende Forhold er tilendebragt.

Idet jeg takker Udenrigsministeriet for den mig ydede Hjælp, tegner jeg ærbødigst…”

(Dette brev er en kopi og har ingen underskrift, og hvordan Topsy er kommet i besiddelse af det, kan man kun gisne om. Men i betragtning af, at Topsy havde god kontakt med moderen til Svend Tvermoes, Gusta Hansen, er det nærliggende, at det er den vej rundt!)

Efterskrift:

Jeg synes, at Topsys og Valdemar Hansens korrespondance er vigtig at beskæftige sig med. Fordi den – som allerede nævnt i min indledning – også fortæller om den globalt vanskelige tid og dens svære vilkår, som de begge måtte leve under. Og for VH’s vedkommende tilmed den store aldersforskel, et dårligt helbred, gentagne uheld i forretninger og heraf følgende fattigdom. Ligeledes viser deres brevveksling, at kærlighed mellem mennesker er uden grænser. Den 15.000 Miles afstand imellem dem bevirkede, at deres følelser for hinanden blev skruet mere og mere op til drømme, som nærmede sig det urealistiske. De ulidelige afsavn og deres ensomhed hver især, kombineret med uvisheden om, hvornår og hvordan de overhovedet skulle kunne mødes, hænger konstant i luften. De var som narkotika for hinanden. De blev hinandens lykke og ulykke på samme tid.

Tilsvarende har utallige håbefulde breve på samme måde været blevet sejlet, eller senere fløjet, fra kontinent til kontinent i al den tid, som mennesker også dengang søgte lykken andre steder, end hvor de blev født og voksede op. I deres tilfælde søgte Topsy forgæves tilbage til sit barndomsland, Australien, og Valdemar Hansen forgæves tilbage til Danmark eller England.

Valdemar Hansen døde den 9. marts 1935. Men vi ved ikke under hvilke omstændigheder, det skete. Hans sidste brev er dateret den 12. februar. Det er også uvist, hvornår Topsy blev bekendt med hans død, og hvordan hun reagerede. Vi ved heller ikke, hvad hans død kom til at betyde for hendes forhold til sin far, sine søstre og sin svoger.

Hvor længe det i virkeligheden lykkedes Topsy helt at hemmeligholde sin og VH’s korrespondance, er der usikkerhed om. Topsy skriver ganske vist den 11. september 1933, at der har været nogen inde og gennemrode hendes værelse! Men uanset hvad har det været et psykisk pres for hende, dels at skulle skrive i hemmelighed, dels altid at skulle være fysisk tilstede, når posten kom for at aflevere VH’s breve. Dengang var postgangen 2-3 gange daglig.

At der skulle have været stjålet penge i præstegården (jf. VH’s kommentar), har jeg ikke kunnet få bekræftet i mit arbejde med familiens breve. Men med hensyn til hans bemærkning til arvespørgsmålet, så skriver Ludolph og Topsy til Karna & Svend Aage den 27. september 1931, at Karna, som den eneste af søstrene, står til at arve 2. 000 kr. efter tante Jenny (Ludolphs søster), som døde den 21. september 1931. Og den 12. februar 1932 skriver Ludolph til Karna & Svend Aage, at arvesagen nu er afsluttet, og at pengene skulle være på vej.

Med hensyn til VH’s negative bemærkninger om Karna & Svend Aage, så ved vi af gode grunde ikke, hvordan Topsy har formuleret sig eller årsagen dertil, men en form for jalousi fra Topsys side kunne meget vel have været tilfældet? I brev af 21. august 1916 skriver Ludolph meget stolt til sin søster Jenny om, hvor vellidt Karna er og hvor godt hun klarer sig ”blandt Folk med Penge”. Den 1. maj 1916 kom Karna i huset hos Johan E. Ohlsen på Hambroes Alle 11 i Hellerup (direktør for frøfirmaet, senere kendt som Johan E. Ohlens Enke A/S). Hun skulle bl.a. passe børn, og ikke mindst lære dem engelsk: ”Do always speak English with Ellen”, som fru Ohlsen skriver på engelsk i et brev til Karna sendt fra Skagen den 8. august 1916.

Før da havde Karna, ligesom Topsy efter hende, stået for husholdningen i hjemmet i Hillerød, fordi mor Emma’s lungesygdom konstant blev forværret – en sygdom som var den egentlige årsag til, at hun i sin tid emigrerede til Australien fra sit hjem i Broager, Sønderjylland.

Karna kom i 1920 i huset hos tobaksfabrikant Erik Hirschsprung, Villa Igea, Rungsted, hvor hun bl.a. passede børnene Asger og Gunvor. Her blev hun til sommeren 1926. Kontakten til familien Hirschsprung udviklede sig til også at indbefatte Svend Aage og deres børn og varede indtil Asger Hirschsprung’s kone Grethe døde.

Karna blev gift den 9. oktober 1926 med tandlæge Baldur Christensens søn, Svend Aage. Hun blev således præstefrue, en position i samfundet som ikke er uvæsentlig, tiden og omstændighederne taget i betragtning.

Det er kendt, at Tootie kom i lære på Hillerød Telefoncentral, og på et tidspunkt, efter moderens død, flyttede sammen med en veninde. Topsy havde fået en kontoruddannelse, hjalp i kortere og længere perioder sin far på hans kontor, men forblev ellers boende i hjemmet, bortset fra sit ophold i England. Som den næstældste af de tre søstre kom Topsy på den måde til i længden at stå for pasningen af deres forældre.

Når Topsy og især Karna havde det svært med hinanden, skyldtes det antageligt deres divergerende temperament og livsforløb. Karna blev, som den ældste af de tre søstre, opdraget til at være den fornuftige, selvdisciplinerede og hjælpsomme person, egenskaber/værdier hun bl.a. langt senere også udfoldede i sit eget hjem sammen med Svend Aage. Karnas position i familien og måske især faderens stolthed over hende, kan meget vel have givet hende så meget selvværdsfølelse og selvtillid, at hun med tiden kunne virke dominerende over for sine søstre. Selv husker jeg min mor som et meget privat menneske, som ikke viste mange følelser, og som holdt godt fast i de gamle dyder helt tilbage til tiden før 1. Verdenskrig (født i 1897). Hvis Topsy er blevet mødt af Karna med hendes motto: ’Hvor der er en vilje er der en vej!’, som hendes egne børn er blevet, har det nok heller ikke været det mest befordrende for deres indbyrdes søskendeforhold!

Uden at vide det, men ud fra Topsys egne breve fra England, synes det som om, at Topsy’s temperament har været mere ’easy-going’, med mindre selvkontrol og hang til forlystelser, end Karna har ønsket sig eller haft mulighed for. Om Topsy har været jaloux på sin fornuftige storesøster – fader Ludolphs stolthed – kan man jo kun gisne om. Men det vi ved er, at Topsy, som den næste i søskenderækken, forblev i hjemmet og tog sig af begg forældre til deres død. Hvordan det forholdt sig med opgivelsen af hendes forlovelse, ved vi ikke, kun at VH i et af sine breve synes at være enig med Topsy’s familie i den beslutning.

Selvom der findes færre breve fra Tootie til Karna end fra Topsy til Karna, forekommer der også klager fra Tootie over Karnas dominerende ’storesøsteragtige’ tiltaleform.

Hvordan søstrene havde det med hinanden i deres tid i Australien foreligger intet specifikt om. Så VH’s bemærkning om, at Topsy på ham havde virket dominerende over for Karna, da de to var på ferie hos ham og hans kone, har vi kun hans ord for.

Det er først efter at Karna bliver gift med Svend Aage og de er flyttet til Raabjerg (Vendsyssel), at vi hører om Topsys vægring ved at besøge dem. Ligesom hendes direkte kritik af, at brevene fra præstegården bliver til fællesbreve med Svend Aages forældre, og at det er sidstnævnte der altid får brevene først. Topsy tager skarpt afstand fra den praksis og begrunder det bl.a. med, at moder Emma dagligt forgæves sad ved vinduet og ventede på post. (Brev af 21. oktober 1926)

Topsy havde en ’klemme’ på Karna og Svend Aage, som altid kom til at ligge imellem dem. Da Ludolph i oktober 1927 således fornemmede, at det lakkede mod enden for hans syge Emma og bad Karna & Svend Aage om at komme hjem med deres lille Torben, tog de det først ikke alvorligt nok. Ludolph måtte skrive den 25. oktober og igen 31. oktober for til sidst at bede Karna slynge et tæppe om Torben og tage båden fra Frederikshavn til København, hvor de så ville blive afhentet. Resultatet blev da også, at den lille familie langt om længe ankom til Hillerød den 3. november, netop som Emma på sit dødsleje var blevet bevidstløs. Mormor Emma fik dermed ikke sit største ønske opfyldt, som hun jo i uger havde glædet sig til, nemlig at se den lille Torben (født 14. august 1927) før hun døde. Den episode vender Topsy flere gange stærkt indigneret tilbage til i sine breve (1976-1979) til nevøenTorben.

Svend Aages livlige og skiftende temperament kunne meget vel have været for meget for Topsy. I sin pure ungdom overvejede Svend Aage at ville være skuespiller. Når Topsy over for VH anvender udtrykket om Svend Aage, at han ikke er ’a real man’, kunne det måske netop skyldes hans frisind, åbenhed og rummelighed. Hver gang Svend Aage besøgte Hillerød, opholdt han sig især gerne i samtale med Ludolph og dermed også med Topsy. Under sådanne situationer har Topsy haft rig lejlighed til at ’studere’ sin svoger.

Svend Aage og Karna var hinandens modsætninger, og de supplerede hinanden på fineste vis, hvilket angiveligt var kernen til deres succes som præstepar. De formåede i det hele taget at stå hinanden bi i vanskelige stunder.

Kontrasten til søster Karnas moderskab med 8 børn, hvoraf et barn dog døde 9 mdr. gammel, har givetvis også haft betydning. For sammenlignet med Topsys liv og levned fik Karna, som var 3 år ældre end Topsy, jo et livligt, rigt og varieret liv. Tootie, som var 3 år yngre end Topsy, blev gift 7. juni 1947 med Svend Sylvest Olsen, som var ejer af ’Løngangsgade Vin- og Cigarforretning’ i Hillerød. Og de havde ingen børn. Ifølge de oplysninger, der har været tilgængelige, synes den altid tilfredse Tootie at have levet et noget mere ukompliceret liv end sine to søstre.

Facts om Topsys arbejde: 1919-1921 assistent i Baltica. 1921-25 korrespondent hos H. Petersen & Co. 1925-26 korrespondent hos Rantzau & Abell. 1926-27 Korrespondent hos R. Wolsted & Co. 1927-?

Det skal påpeges, at Topsy’s solidaritet og hjælpsomhed over for sine forældre varede deres liv ud. I alle årene efter moderens død stod hun sin far bi i hjemmet såvel som i hans forretninger!

VH omtaler et tab i forbindelse med en anden af Ludolphs, ikke nærmere præciseret, pengeinvestering. Det kunne have drejet sig om Ludolphs eget selskab L.W.MARCKER & CO., som havde drevet osteløbeforretning i Australien og New Zealand.

Dette selskab skulle nu indgå i A/S L.W. Marcker & Co. Det var et aktieselskab, som blev oprettet den 3. marts 1913 med det formål at drive import og export forretning mellem Australien og Danmark og andre lande med hjemsted i Sydney. Bestyrelsen bestod da af: Carl Bille, H. Boesen (bosat i Sydney) og Ludolph.

Udbruddet af Første Verdenskrig blev årsag til, at Ludolph med familie ikke kunne vende tilbage til Australien, og da depressionen satte ind, både i Europa og i Australien, mistede Ludolph alle sine investeringer i Australien inklusiv familiens store villa kaldet ’Bornholm’. Så på en måde led VH og Ludolph økonomisk samme skæbne. Til trods for en syg kone og 3 børn at forsørge, fik Ludolph dog klaret sig igennem. I Ludolphs broder Johannes’s brev til deres søster Jenny af 2. februar 1915 skriver han: ”Du har ret; for Ludolph ser det desværre temmelig broget ud med den syge og utilfredse Hustru og den noget usikre Eksistens, men måske det paa en eller anden Måde kan lysne ogsaa for dem engang”.

Den usikkerhed, som VH giver udtryk for i forbindelse med hvornår og hvorfor Topsy egentlig forlod London, kan ikke forklares ud fra de foreliggende breve. Men at Topsy havde et positivt forhold til en Mr. Allen, kommer til udtryk ved, at hun forsøger at få hans hjælp til at sende penge til VH. De eneste navne og deres adresse, vi kender til fra hendes tid i London, er Mrs. & Mr. Pole, hvor Topsy boede og hjalp til i huset.

Fra Topsys egen beskrivelse af sin tilværelse i London får man af hendes breve hjem til Hillerød indtryk af, at hun virkelig ’slog øjne op og ører ud’ og sugede til sig af film, teater, udstillinger, blomsterparkbesøg og holdt sig orienteret om, hvad der foregik omkring hende ved at lytte til radio og læse aviser. Hun virkede til at være glad og livlig og havde dermed overskud til at skrive flittigt hjem, hvilket Ludolph krediterede hende for i brev af den 8. februar 1932. VH er også flere gange inde på, at Topsys breve til ham var mere muntre, da de blev afsendt fra London!

I foråret 1943 flyttede Topsy med sin far fra Hillerød til hans fødehjem ’Marckergaarden’, Munkegade 1-3, i Nexø, som var Ludolphs arv efter hans ældste søster Jenny. Mens Ludolph levede kommer det frem i breve til Sønderholm præstegård, hvordan Topsy hjalp og tog sig af sin far. Efter Ludolphs død (15/2 1945) forblev Topsy boende alene i ’Marckergaarden’ indtil sin død (13/1 1980).

I forbindelse med, at bebrejdelserne fra søstrene tog til i styrke over, at de ikke syntes Topsy tog godt nok vare på deres fælles arv efter deres far, kom det efterhånden frem, hvilke traumer Topsy havde gennemgået i forbindelse med 2. Verdenskrig. Ikke mindst bombardementerne den 7. og 8. maj 1945, hvor Nexø og Rønne blev bombet af russerne, så folkene i de to byer måtte lade sig evakuere, var en slem oplevelse for hende. Hele det efterfølgende år forblev russerne på Bornholm, og bornholmerne måtte således vente et helt år før befrielsen nåede til Øen. – Under bombardamenterne blev havestuen i ’Marckergaarden’ beskadiget.

Mig bekendt er der ingen breve eller andet materiale efter Topsy som bekræfter, at hun skulle have haft særligt nære venner/veninder, som hun kunne støtte sig til. Derimod synes det som om, at Topsy ’købte’ sig til venskaber ved at forære ud af hendes og søstrenes arv.

_ _ _ _

Således blev det Topsys skæbne, at det aldrig skulle lykkes hende at gense og blive forenet med Valdemar Hansen, med Sydney og med gamle venner af familien dér. Og ikke mindst dét, at føle sig fri. Topsy må formodentlig have befundet sig i en loyalitetskrise. Hvad havde hun mon lovet sin mor? At hun ikke ville svigte sin far? Så uanset hvad hun valgte – at rejse eller at blive – ville det sandsynligvis aldrig have givet hende fred i sjælen!

Den lidenskabelige vrede, frustration og akavede form for taknemlighed, som Topsy lægger for dagen i korrespondancen med sin nevø, Torben Fog Reerslev, i årene 1976-79, synes at være en naturlig reaktion på et liv, som hun havde ønsket sig helt anderledes. Uanset hvor voldsomt Topsy kunne udtrykke sig, så mødte hun kun kærlig omsorg fra Torbens side. Topsys udsagn om ham til sin hjemmehjælper, Inge Berthelsen: ”Den dreng skal altid bestemme!” tolker jeg således, at Topsy trods alt blev i stand til at tage imod og nyde kærlig omsorg inden for familien. Her blev det så fra Karnas ældste søn! I sommeren 1943, da Torben var på ferie på Bornholm, tog han og Topsy flere cykleture rundt på ’Øen’, og det var måske den relation, der kom dem begge til gavn så mange år senere?

Se også her på hjemmesiden mit interview med Topsy’s hjemmehjælper Inge Bertelsen.