Livet i Sønderholm Præstegård 1931-65. Barndoms- og ungdomserindringer.
Samlet og redigeret af Kirsten Bjørg Reerslev – opdateret februar 2023.
I marts 2009 blev jeg af daværende ildsjælen Bent Elkjær, formand for Lokalhistorisk Forening i Sønderholm-Frejlev-Nørholm, opfordret til at skrive en artikel om vores forældre og mine og søskendes barndoms- og ungdomsminder fra livet i Sønderholm præstegård i tiden 1931-1965. Vi takkede for opgaven, som har været spændende og interessant at tage op. Alle søskende kommer til orde, men der, hvor der er sammenfald i erindringerne, er gentagelser søgt undgået. Omvendt er der også flere vinkler på begivenhederne, ikke mindst fra 2. Verdenskrig. For læseren er det vigtigt at tage i betragtning, at vores barndom og ungdom ligger mange år tilbage og er spredt over en lang periode, hvor mangt og meget skete i familien.
Lærer eller præst?
Vores far, pastor Svend Aage Reerslev (20/9 1895 – 14/6 1966) blev sammen med vores mor, Jenny Karna Myee Reerslev født Marcker (18/12 1897 – 7/9 1981) i juli 1931 kaldet til sognepræst i Sønderholm-Frejlev menighed og indsat i embedet den 26/7 1931. Far, som sad i embedet i 34 år, blev således pastor Martin Ludvig Bays efterfølger, som på daværende tidspunkt havde siddet i embedet i 31 år.
Far voksede op i Hillerød, hvor hans far var tandlæge Baldur Ingolf Christensen (1862-1944) – i øvrigt Danmarks første skoletandlæge – og mor Augusta Vilhelmine født Petersen (1869-1939). Far blev student fra Frederiksborg Statsskole 1914. Da han havde taget sin teologiske embedseksamen i 1921, var han, efter eget udsagn, slet ikke indstillet på at blive præst. Den følgende vinter var han 3 måneder i Italien, og da han kom hjem, var han i et år huslærer på herregården Dalbygård ved Stubbekøbing. Fra august 1923 til juni 1925 var han såkaldt ’flyvende vikar’ ved de Københavnske skoler. Far har siden fortalt, at ’svajerne’, han mødte og snakkede med, når han på cykel færdedes på vej til og fra skolerne, fik stor betydning for den generthed, han havde været plaget af under sin studietid. Efteråret 1925 gik han på lærerseminariet i København, men opgav den livsbane efter en personlig stærk oplevelse, som igen bragte ham tilbage til teologien. Efter eget udsagn, følte han sig nu definitivt kaldet til at blive præst, hvilket han forblev af hjertet resten af sit meget aktive liv.
Af søskende havde far kun Knud Poul Reerslev (1897-1962), som var farmaceut i Sæby i en menneskealder. De to brødre tog tilfældigt navnet Reerslev efter landsbyen af samme navn på Sjælland, fordi der var for mange ’Christensen’ på fars pensionat. Onkel Poul blev gift med tante Tyt og de fik Aase og Finn, vores eneste i lige linje kusine og fætter.
Fra Australien til Danmark.
Mors mellemnavn Myee betyder at være født i Australier. Begge hendes forældre var uafhængig af hinanden emigreret til deres respektive familie i Australien. Mormor, Emma Emilie Marie født Stahlfest Petersen (1860 – 1927) var fra Broager, Sønderjylland. Hun emigrerede af helbredsmæssige grunde (dårlige lunger). Morfar, Ludolph Waldemar Marcker (1866 – 1945), var ud af en købmands- og kvaseskipperfamilie gennem generationer i Nexø, Bornholm. Han var lidt af en eventyrer og efter at have uddannet sig til farmaceut rejste han som 21-årig ud for først at besøge sin onkel i Coonable, Vestaustralien. Efter et årstid rejste han videre til Sydney, hvor han efter kort tid blev medejer af et apotek. Omkring 1894-95 fik også ’guldfeberen’ sit tag i ham, men efter et årstid der, vendte han tilbage fra guldminen i Kalgoorli i Vestaustralien til civilisationen i Sydney – dog uden den store fortjeneste. Igen blev han medejer af det før omtalte apotek, men arbejde sig siden op til at blive en selvstændig og driftig forretningsmand. Han blev en så respekteret person, at han i 1904 blev udnævnt til dansk konsul i Sydney. – Skæbnen ville, at da familien i november 1912 rejste til Danmark, for dels at besøge familien og dels for at finde investorer til driften af en sølvmine, som han, sammen med tre andre forretningsmænd, havde fået retten til, blev mormor ’brystsyg’, som det blev kaldt. Hjemrejsen blev udsat for siden helt at blive forpurret, da 1. Verdenskrig brød ud i 1914. Mor var da 15 år og talte kun engelsk. Sorgen og frustrationen over aldrig at skulle gense sit elskede fædreland, kammeraterne, familien, det dejlige klima etc. dukkede op nu og da. Mor havde tre mottoer, som hun levede efter, og som vi søskende dermed også kom til at leve med: ’Hvor der er en vilje er der en vej’, ’Tålmodighed er en dyd’ og ’Man kan hvad man vil’.
Mor var den ældste af tre piger. Efter mor kom Emilie Bjørg Myee (Topsy) (1900 – 1980), som kun meget kortvarigt flyttede hjemmefra. Hun kombinerede sit sekretærarbejde, med at passe deres mor til hun døde 3. november 1927. Derefter passede hun deres far til hans død. Endelig Dagmar Sophie Myee (Tootie) (1903-1986) som blev leder af telefoncentralen i Hillerød og blev gift med onkel Svend. Begge søstre var barnløse.
Råbjerg.
Far og mor blev viet i Frederiksborg Slotskirke 9. oktober 1926 og umiddelbart derefter tog de til Råbjerg ved Aalbæk i Vendsyssel, hvor far var blevet indsat som præst. Far var kapellan ved Grøndalskirken i København, da han søgte embedet i Råbjerg-Aalbæk menighed. Her fik de 5 indholdsrige år blandt mennesker, hvis trofasthed og venskaber de satte stor pris på og som de selv heller aldrig svigtede. Havet og den barske natur passede især far godt. Igennem alle årene i Sønderholm bibeholdt de begge kontakten til ikke så få mennesker fra denne periode af deres liv. Uagtet den store forskel på folks psyke og naturen i Råbjerg blev far og mor så glade for at udøve deres gerning i Sønderholm-Frejlev, at de blev der indtil far gik på pension som 70-årig.
I Råbjerg Præstegård fødte mor 4 børn. Torben Fog (14.08. 1927, død 24.03 2016), Emma Christense (10.12.1928), Jørgen Fog (03.11. 1929, død 03.07. 1999) og Esther Theodora (03.05 1931, død 14. april 2020). I Sønderholm Præstegård fødte mor yderligere 4 børn. Karna Lilian (13.06. 1933, død 29.03. 1934), Karna Birgit (kaldet Bitte, 13.12.1934), Kai Fog (14.06. 1936) og mig, Kirsten Bjørg (kaldet Kisse, 07.08. 1940).
Præst og forfatter.
Far og mor var på mange måder hinandens modsætninger og måske lige netop derfor supplerede de hinanden rigtig godt. De var begge konstant i vigør. Far har meget betegnende i et interview udtalt, at han var ’pastor-ude’ og mor var ’pastor- inde’.
Foruden at far af natur var et sammensat menneske, hvor musik og dramatik spillede en betydelig og stor rolle, var han en meget flittig mand, både som præst og som forfatter. Hans præstegerning stod uden tvivl altid i højsædet og hans interesse og omsorg for hans sognebørn svigtede aldrig. Far foretog flittigt hus- og sygebesøg, besøgte ligeledes også folk fra sognene indlagt på sygehusene i henholdsvis Aalborg og Nibe. Han var formand for Hornum Herreds præstekonvent. Far var ligeledes en god lytter og stillede sig gerne til rådighed, når en og anden havde behov for en fortrolig samtale eller når der var behov for mægling. Ingen gik forgæves til præstegården uanset tidspunktet på døgnet.
Far forstod også at tage hensyn til sig selv og mor ved at kombinere sin gerning med egne interesser på den måde, at der også kunne blive lejlighed til at overvære en teaterpremiere, høre et godt foredrag eller en koncert i Aalborg. Teatrene i Aalborg, Odense og Århus opførte flere af hans skuespil, og listen over hans romaner, noveller, artikler, løbende aktuelle læserbreve – og andre litterære arbejder er lang, hvilket Stadsarkivet i Aalborg kan vidne om. Her står flere hyldemeter af fars produktion inklusiv forskellige amatørfilm fra Sønderholm og fra ind- og udenlandsrejser, som han arrangerede for folk i byen. Far var gennem alle årene en eftertragtet foredragsholder og oplæser af egne eller andre forfatteres værker. Han evnede i høj grad at levendegøre personerne i de værker han behandlede.
Fars tolerance overfor anderledes tænkende mennesker var gennemgående i alt hvad han foretog sig. Selv tilhørte han ikke nogen speciel kirkelig retning, udtalte han i forbindelse med et afskedsinterview i Aalborg Amtstidende august 1965, hvor han ligeledes sagde, ’ jeg har levet i fordragelighed med både grundtvigianere og missionsmænd, og nærer stor ærbødighed for de gammeldags pietister i Indre Mission, uanset at jeg kommer fra et helt andet kulturmiljø. Jeg elsker livet – også bordets glæder. Hvorfor skulle man dog ikke det, blot man ikke lader sig beherske af tingene! Så kan man med glæde modtage alt, hvad Gud giver én’.
Gennem alle årene som præst var det både vigtigt og naturligt for ham, at lægge et stort, seriøst og glad arbejde i at gøre en forskel i sit arbejde for og med de unge, hvor han end befandt sig. Far var FDF kredsfører igennem en del år, hvilket naturligvis bevirkede at Torben, Jørgen og Kai blev FDF’r, mens Emma, Esther og Bitte blev KFUK’er, og fik i den forbindelse mange kontakter udadtil bl.a. i Norge. Noget senere startede han K-klubben (kammeratklubben for unge mennesker) med hvem han arrangerede ’unge til unge’ udvekslingsrejser til bl.a. Tyskland, Norge og Italien. Far betragtede sig selv som åndelig brobygger og mellemfolkelig formidler.
Far må siges også at have været noget af en romantiker, hvilket bl.a. kom til udtryk, da forpagtningen af præstegården (landbruget tilhørende embedet) udløb og blev ledigt i 1945 efter forpagter Rindsig. Da præsten havde fortrinsret slog far til og overtog forpagtningen. Selvom far elskede fysisk arbejde og gerne hjalp til på gården, når tid og lyst tillod det, havde han i virkeligheden ikke tilstrækkeligt med landbrugskendskab til at drive en gård. Derfor var han nødsaget til at stole fuldt ud på den mand, han ansatte til at drive gården. Svend og Mitzi, som var kompetente og rare mennesker, var bestyrere de første par år. Derpå kom en bestyrer, hvis oprindelse ingen af os kender og ej heller hvor han siden rejste hen, men i hvert fald tog det ham kun få år at køre gården i sænk. Metoden, han anvendte, var usympatisk. Han solgte bl.a. ud af korn, foder og dyr, også om søndagen når far stod på prædikestolen. Da far opdagede det, fik han hjælp af et yngre og meget sympatisk bestyrepar Aage og Erna, som gjorde en stor og dygtig indsats for at rette så meget som muligt op på ugerningerne, indtil Juul Niss overtog forpagtningen i 1953.
Sorgen, skuffelsen, ydmygelsen og vreden over på flere måder i den grad at være blevet ført bag lyset bragte far i et for ham uløseligt dilemma. Han følte sig skakmat. Bed smerten i sig, hvilket førte til depressionsperioder de følgende år. Fars gode ven og foresatte, biskop Erik Jensen, blev far og mor en uvurderlig støtte under fars sygdom, og det var også her hjælpepræsterne Jens Richard Christensen, Søren Fransen og Petrus Dam Mikkelsen kom ind i billedet. Verner Tranholm Mikkelsen overtog embedet efter far i 1966. Han døde januar 2023.
Mor, præstekone og gartner.
Mor var fars ubetingede støtte. Hvor han var upraktisk var hun det modsatte. Hun havde styr på alt både i hjemmet og fars kalender. Far elskede friluftsliv med fysisk aktivitet, hvor mor gerne lod sig transportere ud i naturen. I øvrigt havde hun så rigeligt at se til i hus og have samt alle os børn. Til vores store held havde mor virkelig ’grønne fingre’ og sammen med havemand Johan Larsen og senere Jepsen (Marius Jeppesen) klarede hun præstegårdens store pryd- og nyttehave. Mor elskede at være omgivet af blomster og roser især, fx var hele den sydvendte mur af præstegården tæt besat af roser, som blomstrede i det uendelige. Fars havearbejde bestod i at slå græsplænerne. Fik han fat i et skuffejern endte det så godt som altid med katastrofe, for så ’lykkedes’ det ham lige at få skuffet en sjælden blomst væk, som mor havde forsøgt sig med. Vi fik alle vore grønsager, bær, og frugter fra haven. Mor interesserede sig også for biavl, hun havde bistader stående nederst i haven på overgangen til ’skoven’. Det var et festligt syn at se hende og Jepsen udstyret med hat og slør og Jepsen bakkende på noget forfærdeligt tobak i en særlig dåse, der udsendte sort røg. For os børn var det sjovt at følge med i den videre proces, hvor bi tavlerne blev slynget og den fineste gule honning flød. Højdepunktet var, når man til slut stod med honning på mors hjemmebagte rugbrød. Mor nød også at arbejde i sit drivhus, hvor der var to store vinranker, tomater, agurker og et fersken- og figentræ. De to sidstnævnte bestøvede hun selv. Mor podede også frugttræer. I mistbænk avlede hun bl.a. græskar og meloner. Mor havde kyllinge- og hønsehold og solgte æg til brugsen. Mors fantasi til at få ting til at strække var enestående. Et slående eksempel på det var, da økonomien var på det laveste, fik mor kontakt til en frugthandler i Aalborg. Da kunne vi så se hende plukke de fineste ferskner (hvis modningsproces Bitte, Kai og jeg havde fulgt med lange øjne) blive plukket for direkte at blive lagt i en æske med vat og sendt med rutebilen med salg for øje!
Juleforberedelserne var lange og mange. De begyndte i november med slagtning og partering af gris fra ’gården’. Der blev lavet blodbudding, rullepølser og medisterpølser, og selve kødet blev indpakket i frysepapir, som vi børn cyklede til frysehuset i St. Restrup med – tidligere lå kødet i saltkar i kælderen. Der blev bagt småkager i lange baner – pebernødder, jødekager, brunkager, vaniljekranse og klejner og lavet forskellige former for ’konfekt’. Der blev lavet dekorationer, ophængt tørrede blomster, gran og nisser, og der blev klippet og klistret til det forskellige juletræspynt. Når vi nåede den 18. december, mors fødselsdag, skulle alt være klar til julen og diverse gæster.
Selv om mor havde hjælp af vores unge pige(r) og efterhånden også af os børn, var dagligdagen i præstegården et stort menageri at håndtere for hende. Hun var jo også præstekone med de forpligtelser det indebar både i præstegården og udadtil i form af mødedeltagelse eller selv stå for møder af forskellig karakter. Og i det hele taget at stå ved fars side.
Hvor far var særdeles udadvendt og havde let til livlig diskussion og pludselige påhit, var mor mere reserveret. Hun holdt på formerne. Hvor far gik over til at være dus med folk, da det blev moderne, og gerne lod sig tiltale med efternavn, forblev mor ’fruen’ og var Des selv med nære venner som Petrea Andreasen, som faktisk dagligt kom i præstegården og betød rigtig meget for familien. Ikke desto mindre var mor meget optaget af folks ve og vel. Var der nogen, hun vidste led nød, kunne vi børn blive sendt af sted med, hvad vi kunne undvære af naturalier. Dette skete under alle omstændigheder ved juletid. En buket blomster til opmuntring eller til fødselsdage var kutyme.
Besættelsen.
Men den 9. april 1940 forandrede tingene sig. Danmark blev besat og det gjorde præstegården også. Ifølge far ankom tyskerne nemlig til præstegården sent samme aften ligesom til adskillige andre huse og gårde i sognet. Da de forlangte nøglen til Sønderholm Kirke rettede far deres ’misforståelse’ og henviste dem til Troldkirken – langdyssen oppe øst for Sønderholm. I præstegården slog en ’Hauptmann’ (kaptajn) sig ned, og oprettede kontor i et af de to loftsværelser i gavlen mod øst. Han forlangte plads til et par Feldwebler (stabssergenter), og de næste dage genlød trapperne af jernbeslåede støvletramp. Telefonen, som hang i spisestuen, blev det meste af tiden beslaglagt til militære samtaler, hvilket betød, at der fortrinsvist var placeret en tysk soldat i ’hjertet’ af præstegården. De første stødtropper forsvandt dog hurtig, men med mellemrum kom andre til. Præstegårdens konfirmandstue forblev krigen igennem Lazaret (’sygehus’) for værnemagten, og dér ved øst gavlen havde de fast en ambulance stående. Da skolestuerne ved Sønderholm Skole var almindelig belægningsstuer for de tyske soldater, fik skolebørnene mine søskendes værelse i loftetagen i præstegården til deres rådighed i dagtiden. Undertiden gravede tyskerne skyttegrave på skolepladsen, og langs hegnet omkring præstegårdshaven, og de huggede indgange fra stationsvejen ind i ’skoven’, hvor de havde deres krigsvogne stående nedgravede i skjul fra luften. ’Skoven’ lå i tilslutning til præstegårdshaven.
Præstens børn.
Som følge af fars store og mangeartede litterære produktion, opholdt han sig meget på sit kontor. Derfor lød det ofte: ’Ikke larme, far skal have ro’. Selv om far og mor fulgte meget godt med tiden, blev der dog vedblivende af os børn forventet en vis ærbødig attitude over for dem. Som præstens børn var man noget ’særligt’ dengang, vi kunne ikke tillade os hvad som helst. At vi alligevel ind imellem gjorde det, uden fars og mors viden, er jo en anden sag. Vi var sikre kirkegængere med eller uden vort store ønske.
Der blev indrettet 2 værelser og et toilet med vask på loftet med opgang fra bryggerset. Så længe vi havde to piger, benyttede de begge værelser. Bag bryggerset og ud mod havesiden blev indrettet et værelse, som dannede børneværelse afhængig af alder og indtil vi var store nok til at flytte på loftet. I husets eneste badeværelse, blev den med brænde og tørv opvarmede kobberkedel til det varme vand senere udskiftet, da der i 1939 blev investeret et kombineret komfur- og centralvarmeanlæg, som trak en del radiatorer i stueetagen og oppe på loftet. Ellers blev der ikke foretaget yderligere ændringer af præstegården i ’vores’ tid. Det var menighedsrådet der bevilligede forbedringer i præstegården.
Af naturlige og praktiske grunde er det gået sådan, at vi søskende indbyrdes og i fars og mors omtale er opdelt i de 4 store og 3 små. Da Esther og Bitte ligger i skæringsfeltet, har de iblandt haft svært ved at forliges med den opdeling.
Torben fortæller: Da vi flyttede til Sønderholm præstegård var jeg 4 år, og vi børn startede med at sove i køjer i det barneværelse, der blev indrettet ved siden af fars og mors soveværelse, dvs. en del af den senere legestue.
Jeg husker at lige over for vores udgang fra skoven til stationsvejen på marken der, var byens fodboldbane. Jeg sad i et ’manna træ’ og havde det fint og spiste en masse ’grønt’, mens jeg kiggede på at drengene spillede fodboldkampe eller trænede. Jeg var for lille til at deltage. Fodboldbanen flyttede senere til grusgraven. Da jeg blev gammel nok, blev jeg medlem af Sønderholm-St. Restrup fodboldklub. Vi trænede både i grusgraven og på boldbanen ved St. Restrup Højskole, og havde kampe med fodboldklubber i Nørholm, Ø. Hornum, Godthaab, Svenstrup og Nibe. Af fodboldinspiratorer var især bager Nielsen, hans svoger barberen Mandrup, og bagerens søn, min skolekammerat Eigild, som senere blev medlem af en Aalborgklub vistnok Freja.
Om vinteren havde vi gymnastik og om sommeren altså fodbold. Vi rørte os altid, og en cykel var uundværlig. Jeg kan huske, at sognefoged Quist havde en søn (vistnok Erik) der var god til gymnastik. Han trænede os i kraftspring og flikflak i faderens lade, hvor vi lagde et godt lag hø at springe i. Denne træning kom mig til gode, da jeg havde gymnastik på Klostermark Skolen og på det tidspunkt var lidt af en undermåler.
Jeg begyndte i 1. klasse 1933 i Sønderholm skole hos frk. Larsen, der boede i et hus over for forpagteren. Senere flyttede Stinne ’Piesen’ (Pedersen) og sønnen Christian til dette hus, efter at manden døde og gården blev solgt. Der var forskel på de små og store i skolen, og vi havde vores egen legeplads over for jordemoderens have. Hun var gift med byens maler. Jeg tog realeksamen fra Klostermark Skolen 1944. Den sidste vinter boede jeg hos familien Kiil (fruen var Agnethe Bay), som boede klods op ad skolen, og det var rart. Emma boede hos en skolekammerat, hvis far var tandlæge med adresse på Vesterbro, Esther boede hos arkitekt Thorkild Odgaard, hendes gode venindes forældre, Jørgen boede hos en ekviperingshandler. Jeg husker, at vi var meget optaget af ’Churchill-klubben’, fordi de kun var 2-3 år ældre end os, og vi kendte til nogle af dem. Da de blev arresteret sad de fængslet længere op ad gaden, og vi gik ofte den vej forbi på vej til skole. Vi beundrede dem, men var for uudviklede til at forstå den dybere mening med deres forehavender. Derimod fik vi dagligt indblik i værnemagtens gøren og laden, fordi der næsten hver nat var sabotage på skinnelegemet gennem Rold Skov. Vores tog holdt dagligt før Svenstrup i lang tid ofte en time eller mere med det resultat, at vi kom for sent til den eller de første timer i skolen.
De dage, hvor jeg cyklede til skole over Restrup enge, kom jeg lige forbi Tyskernes hangarer og kajplads for vandflyvere. Vi måtte ikke gøre holdt, men fortsætte forbi. Det var et formidabelt teknisk skue at se, høre og observere disse imponerende maskiner, især de store Dornier 2- motores vandflyvere. På vej hjem tænkte jeg også på de englændere, der var faldet ned på engene efter angreb på Aalborg lufthavn. Jeg så nogle af resterne af disse flyvere, men havde ikke nogen viden om besætningernes skæbne. I Sønderholm var Troldkirken og den høj, der lå ved siden af beslaglagt af tyskerne, da der herfra var direkte syn til Aalborg lufthavn på den anden side af fjorden. Der var opsat store parabol lytte skærme og lyskastere samt kanoner, og selv om vi ikke måtte opholde os deroppe, kunne vi ikke dy os for at snuse lidt til alt det interessante tekniske grej. I mors stue over chatollet var der opsat et stort landkort, som viste fronterne for henholdsvis englænderne, tyskerne, italienerne og senere amerikanerne. Fronterne blev justeret med nåle og i forskellige farver, og Kaptajnen, som forstod og kunne lidt engelsk, lyttede med, når mor hørte radio fra BBC.
Vi opholdt os meget i ’skoven’. Jørgen og jeg havde, inspireret af Tarzan-film, fundet frem til en særlig rute af træer, hvor vi kunne springe eller hoppe os frem uden at røre jorden. Det var yderst spændende og en form for idræt, som vi holdt meget af. Jeg havde en god legekammerat i smedens Willy og Jørgen en tilsvarende i Karl Søndergårds Niels. Aldersforskellen på børnene i byen betød meget for hvem man legede med. De store for sig og de små for sig. En undtagelse var dog Lars Kjærs Sonja. Hun kom ofte hos os i præstegården og hun var som et pust fra ’byen’. Hun gik i skole i Aalborg længe før os. Smedens Orla og Andreas Larsens ældste søn gik også i skole i Aalborg.
Der skete altid noget i den store børneflok. Engang jeg havde lånt fars cyklet ud til ’høllet’, som vi kaldte de tilfrosne oversvømmede enge bag gårdene ikke langt fra grusgraven, havde Bitte og Kai fulgt efter med deres kælk. Pludselig ser jeg Kai cykle henover isen på fars cykel. Da han kun kunne nå pedalerne ved at føre det ene ben frem under stangen, gik det ikke uventet galt. Han brækkede benet under knæet og måtte på Nibe sygehus. Bitte fik engang et søm bag om knæskallen på det ene ben, da hun faldt/gled ned fra stammen på et æbletræ, hvor der netop og fejlagtigt stod et bræt med et opadbøjet søm. Om brættet kom med til sygehuset, husker jeg ikke. Kisse trimlede 2-3 år gammel fra køkkenet ned i kælderen og brækkede et ben. Engang kom jeg selv galt af sted i forbindelse med, at jeg var ved at udhule en hyldegren til en pibespids. Strikkepinden, som jeg anvendte, smuttede og gik lige gennem en finger og kunne ikke rokkes ud af stedet af dr. Majgaard, som heldigvis var på besøg. Han tog mig med i sin bil til sin konsultation i Nibe. Han havde en’ Willys Overland’ og jeg så på speedometeret, at vi kørte 102 km i timen. Det var hele turen værd. Efter at have bedøvet fingeren kunne strikkepinden let tages ud. Nu kom det virkelige svære, hvordan skulle jeg bortforklare, hvad jeg skulle bruge hyldegrenen til? Mor vidste jo ikke at jeg havde ’neglet’ tobak fra far, som vi røg pibe af i vores hule i ’skoven’ lavet af kvas.
Jeg kom meget rundt i byen og næsten dagligt i Brugsen, for der skete der altid noget. Ellers var jeg meget optaget af byens håndværkere, og her må jeg fremhæve smeden, som direkte var årsag til, at jeg valgte jern-arbejdet til mit fremtidige beskæftigelsesområde. Jeg tilbragte mange timer ved at iagttage ham, når han arbejdede med jernet i essen, på ambolten og i skruestikken.
Murermester Alfred Willadsen gik ind i FDF arbejdet, da far fik for meget andet at gøre med ungdomsarbejdet og rejser. Selv blev jeg patruljefører i en underafdeling af Nibe kredsen. 1. august 1944 gik jeg i lærer på Beslagfabrikken IPA i Nibe og boede hjemme bortset fra krigens sidste vinter. Fra modstandsfolk bragte jeg ildegale blade med hjem til præstegården, som mor så sørgede for at distribuere ved bl.a. at lade Kisse gå rundt til udvalgte folk med sin lille kurv, hvor bladene lå skjult i bunden.
Esther fortæller om gale streger i barndommen, som regel udført af ’Råbjergkvartetten/de fire store’:
Vi havde en fin trækvogn med sæder til 4 børn, som vi legede rigtig meget med. På et tidspunkt fik Torben den idé, at vi skulle forcere grøften, der lå ud mod vejen fra brugsen og som senere blev overdækket, da vejen gennem Sønderholm blev asfalteret. Der var en smal spange over grøften, knap så bred som vognen. Emma husker at Torben råbte: ’Hold nu godt fast’ og ud gik det på spangen. Vognen væltede naturligvis og ud faldt vi. Emma faldt først og endte på en stor sten, hvorved hun brækkede armen. Jørgen faldt oven på hende og var uskadt, sidst kom jeg, som skreg som en stukken gris, fordi mit lange røde hår var fyldt med klæbrige fluefangere (med mange fluer).
En sommer, hvor far og mor var bortrejst, skulle vi børn passes af to piger – en barnepige og en kokkepige. Vi besluttede at drille dem og en tidlig morgen blev vi vækket af Torben og Jørgen og listede alle 4 op i kirketårnet, medbringende den yngste baby (enten Bitte eller Kai). Så sad vi oppe bag den store klokke og nød synet af pigerne, der løb skrigende rundt i præstegårdshaven.
Vi legede ofte i kirken, der altid stod åben dengang. Jørgen var god til at døbe dukker, og mon ikke Niels Søndergaard var med på vores lege? Når vi havde kammerater fra Aalborg med hjemme viste vi dem altid det Lindenowske kapel med de sjove vers, og i kælderen nedenunder var der sorte kister og dansemyg, det syntes de var uhyggeligt.
Nogle (her nævnes ikke navne) samlede engang nogle duer fra gravene og anbragte dem ved vandkarret oppe ved karetmageren. Mor havde vist svært ved at få dem anbragt på rette sted, samt at forklare de skyldige, at duer af sten ikke er tørstige. Under en kanetur med forpagter Rindsig til Frejlev Kirke brækkede kanen midt over, og Esther trimlede ned under hesten. Da Esther bagefter blev spurgt om hun ikke var bange, svarede hun: ’Jo jeg var bange for at hesten tabte en pære på mig!’ refererede mor.
En morgen ved havregrøden inden turen gik til toget sagde jeg til Jørgen: ’Du ligner en frugtsommelig væggelus!’ – Stor opstandelse! Mor dekreterede, at jeg skulle stille på fars kontor efter skoletid. Med angst og bæven (dog med en god pointe) kunne jeg forsvare mig med, at det stod der jo i én af fars bøger, som jeg havde ’lånt’ fra fars boghylder – ’Intet nyt fra Vestfronten’ af Marie Remarque.
Emma fortæller: Vi gik alle i den ’stråtækte’ skole i Sønderholm. De fleste startede ved 7-års alderen, dog insisterede Esther på at begynde som 5-årig, hvilket frk. Larsen og lærer Bak gav lov til. Senere kom vi i Klostermarksskolen i Hasseris. Det var en privatskole, men på det tidspunkt var det ikke muligt, at gå i kommune skole. Det har været dyrt for far at betale skolepenge plus togkort for så mange børn. Én havde dog altid friplads i skolen. Målet var, at vi alle skulle have en realeksamen. I krigsårene kunne det ofte tage mange timer at nå frem til skolen. Første forhindring var ’Slæberen’, der først skulle over Tostrup bakke. Toget gik kl. 6.45, så vi var tidligt oppe. Der var to kilometer til stationen, så vi havde en rutine med at løbe mellem hver anden telefonpæl. Hvis vi var for sent på den, stod elskelige stationsforstander hr. Poulsen og viftede med nogle hvide papirer, så var det med at få fart på. Drengene løb lige ud forbi Kærsgaards gård og kunne så springe på toget dér. Var toget forsinket, prøvede vi at få fru Poulsen til at lave æbleskiver til os, mens hr. Poulsen lod os få lov til at stemple breve. Efter vi var begyndt i Aalborg, havde vi stadig kammerater i Sønderholm, selvom nogle sagde: ’Do trower do er nøj, bare for det do går i Aalborg skuel!’. Vi var jo faktisk tosprogede, vi kunne sagtens tale både ’sønderholmsk’ og rigsdansk. Hjemme blev der talt rigsdansk.
Jeg husker, at jeg cyklede sammen med far ud på husbesøg hos de gamle i sognet, og mindes især et besøg hos et gammelt ægtepar ude på Rimmen, som far tog til alters. Vi sang salmer for dem. De var rørende taknemmelige. Konen tog en gammel kagedåse ned fra hylden og bød på gamle småkager. Jeg mindes også at cykle med far til gudstjeneste på Nørholm Enge og til Tostrup Forsamlingshus, og da far fik bil, var jeg ofte med ude, når han holdt foredrag over forskellige emner og oplæsning af bl.a. H. C. Andersen.
Vi børn havde mange pligter: havearbejde, bærplukning, lugning, rive gården og gangene i haven, når der kom gæster. Drengene skulle bringe tørv ind og pigerne vaske op – så kunne drengene ellers sidde på tørvekassen i køkkenet og kommentere pigernes arbejde. Apropos tørv, vi var alle med til at ’vende tørv’ og så havde vi madpakke med. Jørgen var meget mageligt anlagt, han sad på stol.
Når far havde skrevet ’Menighedsbladet’ skulle det duplikeres. Derpå sorterede vi dem på spisestuebordet og var også med til at få dem distribueret.
Lørdag/søndag aften var vi forsamlet i mors stue og mens vi fik varm kakao med friskbagte boller til hørte vi enten ’weekendhytten’ og ’Familien Hansen’ i radioen eller far læste højt af ’1001 Nat’. Selv læste vi ugeblade i folkestuen hos bl.a. Lars Munk.
Der kom mange folk til præstegården: Bissekræmmere med et stort tørklæde med varer i, kolportører med bøger, skærslippere og tiggere, som aldrig fik penge, men blev tilbudt mad.
Til fastelavn fik vi alle et ris, hvor der var hængt karameller på og bånd i forskelligt farvet papir. Så gik vi rundt på gårdene og ’risede’ folk op! Først senere gik det op for os, at de kære folk pænt gik fra stalden og ind i deres seng, for at glæde os unger. Det var hos Lars Kjærs, Petrea og Niels Andreasen og Poul Frandsens, vi kom hos. Det var da flot. De havde jo været oppe for længst.
Senere blev der slået katten af tønden i forsamlingshuset. Juleaften indførte mor, at der kun skulle være levende lys, når vi kom hjem fra kirken. Et af årene var det en virkelig god idé, for da alle malkemaskinerne var i gang, gik alt lys ud i byen. Hr. og fru Bak og Jepsen og Anine var altid med samt en eller to af vore piger, onkel Poul og evt. andre familiemedlemmer plus alle os børn, så det var en stor skare der kunne fejre julen i Sønderholm præstegård. Jul som vi ikke oplever igen.
Før jul vandrede vi op til Troldkirken med far, medbringende vore ønsker til julemanden, der kom hvert år. Så tog far dem jo med tilbage uden at vi opdagede det. Der blev også udstedt artighedsattester, så der var nogenlunde artige børn i julemåneden. Som julemand var det enten far eller lærer Bak. Når der var blevet vasket op efter middagen, læste far juleevangeliet inden fløjdørene til havestuen gik op og vi endelig kunne vandre omkring træet, og få de eftertragtede gaver, som jo ikke helt stod mål med vore ønsker. Gaverne var nytteting og malebøger o. lign. Julemorgen var vi i kirke og tredje juledag var der juletræ i Søndagsskolen under ledelse af Ansgar Pedersen og mor. Vi fik slikposer og sang julesange.
Der har i alle årene ofte været besøg i præstegården. Det kunne bl.a. være familierne Niels og Erik Zinck med børn fra Godthåb Hammerværk. De ankom engang i charabanc, det så flot ud, men var jo også en nødvendighed pga. krigen. Overlæge Christensen og frue fra Brovst, han sang altid ’Jerusalem’, som vi senere hørte i radioens ønskeprogram giro 413. Der var læge Maigårds fra Nibe og senere Læge Brint Nielsens. Tante Elsabé (mors veninde fra Hillerød) og onkel Åge Larsen, som var landsretssagfører og sønnen Mads. Jens Jensen og Pouline fra Nyrup, Petrea og Niels Andreasen og rigtig mange andre. Flere gange var der besøg af fru Bay og senere også Agnethe, og Svend Aage Bay med frue og børn kom af flere omgange.
Far spillede violin og sang sange fra bl.a. Genboerne. Mor spillede klaver og når onkel Victor fra Sjælland var på besøg, blev der spillet meget klassisk musik. Både vores farfar og morfar ’Besse’ kom hver sommer og sammen med onkel Victor dannede de ’De Tre Musketerer’, som far kaldte dem. Også cigarfabrikant Eric Hirschsprungs, København, hos hvem mor havde tjent som ung, kom. De var gode venner og kom hver sommer. Siden fortsatte deres datter Gunvor og søn Asger med familie at holde ferie hos os. Tante Tootie og onkel Svend kom flere gange om året.
Da far havde en del at gøre med Aalborg Teater i forbindelse med opsætning af sine skuespil, kom både teaterdirektør Poul Petersen og fruen Mime Fønss på besøg flere gange. Skuespillerne der medvirkede i stykkerne har også været i præstegården og skrevet i gæstebogen. Ligeledes fra Odense Teater har der været et møde i Sønderholm. Kaj Munk var på besøg d. 5. juli 1935. Globetrotteren Harry Milche gæstede os i forbindelse med foredrag i forsamlingshuset. I det hele taget afslører gæstebogen, at far og mor har haft besøg af mange interessante mennesker, men ikke alle kom vi børn tæt på.
Esther fortsætter: Krigen 1940 – 45 har været altafgørende for vor ungdom og opvækst. Alene det, at verden uden for Danmark var utilgængelig, var et stort pres. Tyskerne bankede allerede den 9. april på vor dør. Dagen var begyndt med at himlen var helt sort af flyvemaskiner, der bølge efter bølge fløj mod flyvepladsen i Aalborg. Far og mor var meget nedtrykte og indprentede os, at det var fjenden der var kommet til landet. Far havde jo været i Tyskland på studietur i trediverne – omkring olympiaden 1936 – og kom hjem meget chokeret over tilstanden i Tyskland. Specielt heftede vi os ved hans beskrivelse af de fanatiske Hitler Jugend drenge, der stod vagt ved en ’hellig’ eg. Det var dog svært at sige nej til chokolade og godter, som tyskerne købte i brugsen, men mor var streng.
Konfirmandstuen blev lazaret, og selve skolen blev også inddraget en tid. Vi husker at der var undervisning både i spisestuen og det ’lille loft’, som lå uden for gæsteværelserne. Konfirmandundervisning var i spisestuen. Om natten gik der vagt omkring huset. Det var meget ubehageligt at få en lygte stukket i hovedet og et gjaldende ’Halt!’, når vi kom hjem med mælk fra ’gården’. Vi måtte heller ikke sidde ved siden af tyskerne i toget bl.a. fordi de havde lus, sagde mor. Ofte så vi tog med troppetransport på gennemfart i Aalborg, hvor der var stillet gullaschkanoner (feltkøkkener) op på perronen. Så blev der råbt i højttalerne:’ Achtung Achtung hier ist Aalburg’. Vi får stadig gåsehud, når vi ser de gamle krigsfilm og hører de tyske ordrer. Engang så vi en kreaturvogn med mennesker i, den holdt på et sidespor, og bagefter blev vi klar over, at det nok var nordmænd på vej til Tyskland. Men alvoren forstod vi ikke helt den gang. En dag var der knap så mange unge mænd med vores tog, det var Farsøgruppen, der enten var arresteret eller flygtet til Sverige. De unge piger i huset blev jo opvartet af kommandantens hjælpere, og vi syntes det lød godt når de sang. Det var der vi først gang hørte ’Lili Marlene’. Når tyskerne drog rundt på vejene sang de altid og ofte flerstemmigt.
Over for Klostermarksskolen lå Frimurerlogen, den var også okkuperet. En dag stod der uden for en soldat og pegede på min veninde Gunild Zinck og mig. ’Ha, vi er ikke bange for dig’ sagde Gunild nok så flot. ’Det ska do heller inch væer’, lød svaret. Det var nok en mand fra Fri Korps Danmark!
Som tiden gik og flere børn og dermed også flere bekymringer kom til, oplevede vi 3 yngste ikke helt det samme overskud fra fars og mors side, og slet ikke efter den ulykkelige situation med ’gården’ omkring 1950.
Bitte fortæller: Jeg blev født knap ni måneder efter vores søster Karna Lillian døde. Et af mine første tydelige minder er dengang far bad Kai og mig om at lægge en sukkerknald i vindueskarmen i fars og mors soveværelse – og vips! Næste dag havde vi pludselig fået en lillesøster – Kisse. Kort før denne lykkelige begivenhed brød 2. verdenskrig ud. Det var meget uhyggeligt at tyskerne var så tæt på os og at de oven i købet gravede skyttegrave i haven. Når sirenerne gik på flyvepladsen i Aalborg – oftest om natten – blev vi vækket og hele familien tog tilflugt i kælderen. Det var, når der var luftangreb af engelske flyvere mod Aalborg lufthavn. Der var en situation hvor vores morfar og farfar var på besøg og der var luftangreb, da måtte de nærmest hives inden for og ned i kælderen, hvor vi andre sad i beskyttelse. Dagen efter fandt Torben en granatsplint i et frugttræ. Tyskerne var meget børneglade, mange kom bl.a. fra Baltikum og Rumænien, de var jo tvunget til at gøre militærtjeneste for tyskerne.
Jeg begyndte realskolen i Aalborg 1944. Jeg fulgtes med mine ældre søskende de 2 km til stationen. Jeg har stærke erindringer fra når vi mødte de marcherende og syngende tyskere i mørket om morgenen på vej til toget. De skulle til Sønderholm skole og spise.
Så var der alle rationeringsmærkerne, som mor skulle holde styr på. Vi børn fik hver sit æggebæger med strøsukker om ugen, som vi så skulle holde hus med. Mor havde hamstret på en eller anden måde, så vi fik risengrød hver jul i krigsårene. Til alle kaffedrikkerne var der kun Cikorie til erstatning. De fem år med mørklægning resulterede i et rigtigt babyboom. De illegale blade, som Torben bragte med hjem til mor fra Beslagfabrikken, blev indhyllet i aviser og båret rundt til gode venner i byen i en lille kurv af Kisse, som bare var 3-4 år. Der blev afholdt mange møder med alsang og fædrelandssange i byen. Den 4. maj om aftenen meddelte BBC fra London om kapitulationen. Da blev der fest hos gode venner i byen med bål af mørklægningsgardiner og lys i vinduerne. Nogle dage efter befrielsen kørte en engelsk panservogn op i præstegården *). På en eller anden måde havde de fået nys om, at mor kunde engelsk, eftersom hun var født i Australien.
En anden erindring, som har ætset sig fast er fra en cykeltur i Vendsyssel sammen med Lillian Thomsen (mener jeg det var) fra St. Restrup bakke. Vi havde telt med, som vi fik lov til at slå op hos slægtninge og venner. Den 25. juni 1950, netop den dag Korea krigen brød ud, befandt vi os i Aalbæk. Vi blev så forskrækkede, at vi straks pakkede sammen og fik travlt med at komme af sted, vi troede aldrig, vi skulle nå hjem før krigen nåede til Danmark.
Jeg kom meget op til lærer Baks, som jeg kaldte Lille Bak og Store Bak, især Lille Bak hyggede jeg mig meget med, hun blev som en bedstemor for mig.
*) I gæstebogen stå under den 29/5/45: In memory of a very pleasant visit to Sonderholm vicarage. efterfulgt af 13 navne på medlemmer of 1st. The Royal Dragoons.
Kirsten (kaldet Kisse): Som født 4 måneder ind i 2. Verdenskrig, kan jeg af gode grunde ikke huske meget fra den tid, men har alligevel en knivskarp erindring, som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig – jeg går henover det åbne loft med vores unge pige i hånden. Vi skal aflevere et eller andet til tyskerne, som jo boede på den del af loftet, der var aflukket med en dør. Da den tysker, som vi talte med bøjer sig ned og løfter mig op, skriger jeg helt vild af skræk, men når lige at se henover hans skulder, at der ligger 2 madrasser på gulvet bag ham. Jeg forstod jo ikke, at manden bare ville være venlig, måske havde han selv et lille barn efterladt i Tyskland?
Selvfølgelig har jeg fornemmet den trykkede stemning, der herskede derhjemme især i krigsårene. Måske netop derfor havde jeg stor trang til at bevægede mig frit omkring i byen. Jeg var meget glad for at besøge folk af alle slags og gjorde det helt uden videre alene, men det var naturligvis rart og noget særligt, når jeg fulgtes med far på hans husbesøg. Præstegården var for mig både stor og mørk og fuld af voksentravlhed, hvor jeg ikke rigtig syntes, at jeg blev set nok. Derfor nød jeg at være på egen boldgade. Når så folk ringede til mor og sagde, at nu var jeg her eller der, syntes hun vist, at det var lidt pinligt. Så vidt jeg erindrer, holdt jeg aldrig op med at vagabondere. Alle de rare mennesker, som jeg fik kontakt med dengang, lagde grundstenen til min store glæde ved at møde fremmede og anderledes tænkende mennesker, end jeg var vokset op med. I hver fald kan jeg når som helst genkalde mig de rare mennesker, de hyggelige små stuer med dejlige slidte træmøbler, som var så glatte og skønne at røre ved. Duftene af forskellig karakter – sødlig, harsk, stærk og stram af sod, ram af stegt fedtstof, skråtobak, kaffe og andet. Det var alt sammen fint med mig, og ved besøgets afslutning faldt der jo altid et eller andet ’godt’ af inden jeg sagde pænt farvel og gik igen. Den tid alle disse mennesker gav mig fik betydning for mig også senere i livet.
Af specielle favoritsteder var bl.a. Petrea (Trea) og Niels Andreasen. Petrea blev min erstatnings bedstemor. Jeg har mange gange fået en lur på chaiselongen i deres folkestue. Petrea lærte mig at strikke og hækle, og jeg lavede ofte mine julegaver sammen med hende. Hun var en klog kvinde, som på neutral vis kunne forklare mig ting hjemmefra, jeg ikke forstod. Pouline Jensen – tante Line – var min gudmor og jeg nød rigtig meget at være på ferie hos hende og Jens i Nyrup. Hos Lars Kjærs var det mest for at være sammen med Sonja, som jeg beundrede så meget, at jeg en dag fortalte hende, ’bare jeg må sove på en avis under din seng, vil jeg være glad’. Det kom næppe så vidt. Mine specielle ’veninder’ var Maren og Anna Villadsen (Kresten virkede på mig lidt utilnærmelig). I begyndelsen kom jeg der sammen med far, men da jeg blev ældre, tog jeg selv ud til gården. Den lå i svinget på vej til Rimmen og blev revet ned kort tid efter de flyttede ind i selve Sønderholm. Efter jeg rejste hjemmefra blev kontakten vedligeholdt. Jeg kom ikke hjem til præstegården uden at have aflagt dem og Petra et besøg.
I Sønderholm skole var jeg meget glad for fru Otte. Lærer Bak kunne være skræmmende, når han ’gokkede’ urolige elever oveni hovedet med sin store flade ring. Mine klassekammerater blev også mine legekammerater, og de var bl.a. brugsens Bodil, købmandens Herdis, Signe og Emils Edith, barberens Mona, postens Gurli og Jytte Andreasen. Vi legede vist mest få sammen på skift og på kryds og tværs. Var vi alle med til at lege på en gang, spillede vi rundbold, langbold, pind, bolden over taget, hjørnetagfat o. a. Efter at jeg begyndte at gå i skole i Aalborg fra 4. klasse betød det, at der kom lidt afstand imellem os. De havde svært ved at forstå, at jeg var den samme som før og ikke følte mig ’fin på den’, som en og anden antydede.
Om vinteren skøjtede vi ligesom Torben har fortalt om. De gange jeg forgæves har ønsket mig et par ’kunstløbeskøjter’ til jul er ikke få! – I forbindelse med at der lå umage skøjter derhjemme, konstruerede Kai en vinter en tømmerflåde med skøjter under. Han fik også fastgjort et sejl, så jeg skal lige love for, at han med mig som passager kunne få fart på, når han dygtigt manøvrerede den i fuld fart hen ad stationsvejen til og fra toget og vinden var kraftig og i den rigtige retning. Da rutebilen: Aalborg – Nibe – Løgstør blev sat ind, blev den et mere bekvemt transportmiddel til Klostermarkskolen i Aalborg.
Kai var i det hele taget utrolig snild på fingrene og i hovedet. Han konstruerede også på et tidspunkt en cykelbil beklædt med kraftige sække, som var malet køkkenblå. Han sad naturligvis forrest og jeg bagved med en vis stolthedsfølelse over at have en så genial bror. Kai var altid i gang med at konstruere et eller andet. Fik han et ingeniør sæt i gave, kom der altid noget flot og spændende ud af det. Da Kai også interesserede sig meget for landbrug og ofte opholdt sig oppe på ’gården’ efter skoletid, var det nærliggende, at han fik bondegårds legesager – fine landbrugsredskaber af forskellig art.
Selvom Kai var 4 år ældre end mig, lavede vi faktisk mange ting sammen også unoder. Engang vi var alene hjemme og var blevet ’sliksultne’ og kun kunne finde en æske chokolade, der ikke var taget hul af, kunne vi ikke dy os for at gå i den. Meget behændigt fik vi cellofanet af og åbnet den herlige æske. Da vi syntes at vi vist havde taget lidt rigeligt af æsken, lagde vi 1 krone i som kompensation og lagde så æsken tilbage, lige så fin som vi havde fundet den. Efter nogen tid fandt vi ud af, at æsken var væk. Da vi spurgte mor hvor den var henne, viste det sig, at hun havde foræret den bort, da så vi ikke anden udvej end at gå til bekendelse.
Når der var menighedsrådsmøde og der skulle bevilliges forbedringer af præstegården, stod vi altid og lyttede ved døren. Mellem os børn sagde vi, at de (menighedsrådsmedlemmerne) er lige så nærige, som hvis de selv skulle betale. I forbindelse med en sådan situation, hvor det af far fremførte ønske blev nedstemt, tog Kai og jeg vores personlige hævn. I og med at vi stod for serveringen og kaffebrygningen, hældte vi uden blusel ekstra vand på kaffebønnerne. Mærkeligt nok hørte vi aldrig efterfølgende noget for dét af mor.
Kai var meget gavmild af sig, og engang kom han glædestrålende og meget stolt hjem og fortalte, at han havde vundet en and, og at han havde inviteret sine kammerater med til at dele dette festmåltid med os. And havde vi aldrig spist hjemme før. Da mor så den famøse and, fik hun uden at kommentere dens størrelse med et ord hurtigt organiseret ekstra tilbehør, for den var jo på ingen måde så stor, som Kai så den.
Nogen af de bedste stunder, husker jeg, var når jeg sad på en skamlen foran mor og hørte hende fortælle om sin barndom i Sydney, alt imens hun strikkede eller syede. Det var om et liv helt uden sidestykke til hvad, jeg kunne forestille mig. Tænk at der stort set altid var varmt, der hvor hun havde været barn. Noget andet rigtig godt var, når de store kom hjem til højtiderne. Det var spændende at høre om deres liv og færden.
Når jeg har inkluderet Kai i mine udsagn, skyldtes det, at han ikke selv ønskede at formulere sig skriftligt!
Præstegården var for os børn et dejligt sted at vokse op. I kraft af vores forældres store gæstfrihed og interesse for andre mennesker, blev de gode rollemodeller for os børn.
Fra: Bjerg-Posten – lokalhistorisk forening i Frejlev – Nørholm – Sønderholm sogne, no. 33 årgang 2009 side 3 til 16.