Torbens Erindringer fra barndom og ungdom i Sønderholm – nedfældet i nøjagtig uorden.
Min erindring om flytningen fra Aalbæk-Raabjerg til Sønderholm er ganske ringe (knap 4 år gl.), men gamle billeder fortæller, at foruden vort eget køretøj, en Ford 1926, skænket af svigerforældrene i bryllupsgave, der var helt fyldt med familie og visse ejendele, var der også en prof. vognmand med alt møblementet, husgeråd og så videre, tilstrækkeligt til at fylde de fleste af præstegårdens rum. De møbler, som vi kender bedst var arvegods fra familierne fra Solbakken og Helsingørs Gade i Hillerød.
Mors Stue var møbleret fra Solbakken, det samme var de fleste møbler i Havestuen. Men der fandtes stadig en del møbler fra Raabjergtiden, bl.a på Fars kontor og i soveværelset.
De fire ældste startede med at sove i køjer i det barneværelse, der blev indrettet ved siden af fars og mors soveværelse, dvs. i en del af den senere legestue. Da der blev indrettet værelser på loftet, blev ansatte piger indkvarteret der, lige overfor trappen. I ”Rummet”, det vil sige det tidligere ekstra rum ved bryggerset med gruekedel og ”das”, blev senere indrettet til drengeværelse med en lav og to høje køjer(Torben og Jørgen), og dør til legestuen. Alle disse ændringer skete, når Mor og Far havde holdt møde med menighedsrådet om betaling til fornyelser og modernisering. Det samme gjaldt også investering i det første og eneste badeværelse, hvor der var indrettet en brænde- og tørv opvarmet fin kobberkedel til det varme vand. Senere blev der investeret i et kombineret komfur og centralvarmeanlæg med navnet ”Karna”, som trak en del radiatorer i stueetagen og på loftet. Det var meget moderne på den tid, og jeg tror, at Mor har haft stor indflydelse på alle disse moderniteter igennem årene. Det krævedes at vi i høj grad var selvforsynende med brændsel. Dog måtte vi købe brændsel gennem ”Brugsen” i form af kul og koks, men en masse brænde huggede vi og savede fra ”Skoven”, dvs. fra vores lille lund mod vest og langs stationsvejen, hvor der i begyndelsen var en bygning for byens brandsprøjte inden Brugsen.
Lige overfor vores udgang fra skoven til stationsvejen på en mark, formodentlig lejet hos Andreas Larsen, var der byens fodboldbane. Der havde jeg tit en god udsigt til fodboldkampe eller træning, da jeg var for lille til selv at deltage. I ’Manna-træet’ havde man det fint og fik masser af ’grønt’ samtidig. Fodboldbanen flyttede senere til ”Grusgraven”.
I 1933 begyndte jeg i Sønderholm skole i 1`klasse, og det var hos frk. Larsen, der boede i et hus overfor forpagteren. Senere flyttede Stinne ’Piesen’ (Pedersen) og sønnen Krestjan til dette hus, efter at manden døde og gården blev solgt.
Der var jo forskel på de små og store i skolen, og vi havde vores egen legeplads (skolegård) overfor ”Jordemoderens’’ have. Hun var gift med byens maler. Ålborg vejen var ret stejl ned mod Sønderholm, og lige overfor ”Centralen” var der et endnu stejlere stykke vej. Jeg husker, at en dag vi var i skole hørte vi et rædselsfuldt spektakel af hesteløb og noget mere. Vi sprang til vinduerne mod vejen og så, at en mælkevogn var væltet og jungerne flød på vejen og at meget af mælken flydt ud. Midt i det hele lå en ældre mand forslået og blødende, og vi blev straks gennet ind i klassen igen. Vi fik senere at vide, at Kusken en ældre mand fra Restrup var død af hændelsen. Det var en meget alvorlig hændelse for os små skoleelever. De løbske heste blev standset af stærke mænd heriblandt smeden, som jeg beundrede meget. I det hele taget var jeg meget betaget af de lokale håndværkere, og her må jeg nævne SMEDEN, som direkte var årsag til at jeg valgte jern-arbejdet til mit fremtidige beskæftigelsesområde. Jeg tilbragte mange timer som tilskuer til hans arbejde med jernet i essen, på ambolten og i skruestikken. Han kunne smede hjulringe til de landbrugsvognhjul, hvor hjulenes træværk var fremstillet hos karetmageren (hans værksted besøgte jeg også ofte), som havde værksted lige efter kirkegården henne før forsamlingshuset. Smeden varmede hjul ringene lige før han lagde dem rundt om træhjulet og afkølede jernringen i et bad med vand uden for smedjen. Inden han fik elektricitet kunne jeg hjælpe med at trække blæsebælgen over essen. Uden for smedjen var der et stade, hvor han kunne sko heste og forinden rensede hovene med jern og fil. Engang imellem kunne man få en tjans med at holde hesten medens smeden ’opererede’, somme tider med en knebel om snuden på hesten, men kun hvis den var vild og ville sparke smeden.
En anden meget interessant håndværker var skomager Christensen, hvis søn (?) jeg gik i klasse med og som havde en sød søster, Kamma. Jeg blev altid sendt til skomageren for han var dygtig og ret billig til at reparere vore sko og støvler. Det var virkelig håndværk. Hans tråd var enorm stærk, den var indgnedet i begagtigt fedt, som han så rullede hen over knæene mod sit arbejdsforklæde af læder. Han havde en kraftig symaskine, der kunne gå gennem ret tykke lædersåler, men ofte måtte han bruge specielle træpløkker som søm for at holde sålerne sammen. Det var gedigent håndværk alt sammen.
På samme vejside lå en anden god håndværker, nemlig snedker Petersen, hvis søn, Jens, jeg gik i skole med. De gamle snedkere lavede alting selv, der var ikke noget præfabrikeret dengang, så jeg fik lov at se, hvordan alt blev savet ud, skåret til og limet sammen med rigtig snedkerlim, der blev opvarmet i en speciel vandgryde over ilden i et hjørne af snedkeriet. Senere fandt jeg ud af, at det meste snedkerlim blev fremstillet på den ildelugtende Lim Fabrik i Nibe, som lå i den vestlige del af Nibe, og derfra stank det over hele byen, når der var vestenvind. ’Limkongens’ søn blev gift med provst Bondesens ældste datter, Kirsten, som jeg mødte hjemme hos provstens, da jeg en vinter boede til leje, medens jeg var i lære på Beslagfabrikken.
I Sønderholm havde vi på min tid, drengetiden, en snedker mere. Det var Ansgar Pedersen, som havde med missionen at gøre. Far og Mor havde en del med ’Ansgars’ at gøre i forbindelse med søndagsskolen, der som regel blev afholdt i konfirmandstuen. Sønnerne og døtrene gik vi unger jo i skole med, og Lis var jo en overgang tilknyttet Sønderholm- Frejlev- Nørholm Lokalhistorisk Forening
En murermester fandtes der også. Han boede tæt på ’Ansgars’, og hed Alfred Willadsen. Han udmærkede sig ved, at gå ind i FDF arbejdet, som en slags kredsfører, da Far fik for meget andet at gøre med bl.a. ungdoms-arbejde og rejser.
Far havde mange kontakter til ungdomsledere, og jeg husker bl.a. landsretssagfører Torrild Thomsen, Aars, der var distriktschef for FDF i Himmerland. Pastor Aksel Bang, Ansgar Kirke i Aalborg, der også havde en vigtig position i FDF organisationen og kredsføreren i Hobro.
Som dreng blev jeg involveret i mange gøremål, men det er svært at angive i hvilken rækkefølge, men derhjemme i Sønderholm startede jeg som patruljefører, da jeg var omkr.13-14 år, og kredsen blev dannet som en underafdeling af Nibe Kredsen, hvor redaktør Søndergaard var kredsfører og en af lederne var provst Bondesens søn Eskild, og sønnen Johannes (på min alder) også var med. Vi havde sommerlejr under Himmerlands distrikt sammen med Nibe Kredsen og her kom vi til at kende nærmere til mange i Nibe. Far var lejronkel. En af delingsførerne var ”Guffe”, og hans moder, tante Guffe fik vi så gode relationer til, at jeg senere kunne få logi hos dem i min læretid. Som FDF’er deltog både Jørgen og jeg i de ugentlige møder og var ofte fanevagter ved særlige højtideligheder, såsom gudstjenester ved jul/påske/og pinse og ved begravelser. Jeg erindrer ikke alle de forskellige begivenheder, men hver gang vi i kredsen havde et arrange-ment i forsamlingshuset, havde vi fanen med. Den havde vi fået af ”Danmarksfonden”. Det var ikke alle drenge i Sønderholm, der var medlem i FDF og på samme måde heller ikke alle piger var medlem af KFUK-spejderne, som blev ledet af familien Ansgars piger.
Jeg var også medlem af fodboldklubben i Sønderholm/St. Restrup. Vi trænede begge steder såvel i Grusgraven som ved højskolen i St. Restrup. Vi havde fodboldkampe med mange andre fodboldklubber i forskellige byer f.eks. Nørholm, Øster Hornum, Godthåb, Svenstrup og Nibe.
Ofte cyklede vi i trop til disse kampe. Vi havde gode inspiratorer til fodbold. Især bager Nielsens svoger barberen Mandrup, bageren selv og dennes søn, min skolekammerat Eigil, som senere blev medl. af en Aalborg klub, vistnok Freja.
Om vinteren havde vi gymnastik og om sommeren fodbold. Vi rørte os altid, og en cykel var uundværlig. Jeg kan huske, at sognefoged Quist havde en søn (vistnok Erik) der var god til gymnastik. Han trænede os i kraftspring og flik-flak i faderens lade, hvor vi lagde et godt lag hø at springe i. I skolen i Aalborg, Klostermarksskolen, havde jeg plads i 1. række til gymnastik sammen med en af sønnerne fra konfektionshandler Langgaard i Pandrup. På Klostermarksskolen, hvor lærer UHRE havde os i gymnastik, var jeg meget stolt over, at Uhre fremhævede mine evner som gymnast, men på et vist tidspunkt fik jeg vokseværk i knæene og kunne ikke rigtig løbe og springe. Det var slemt, men skyldtes nok, at jeg på det tidspunkt begyndte at vokse fra at være en undermåler.
Skolegangen har Esther jo fortalt en del om, ligeledes om vores daglige ture til stationen tidlig om morgenen uanset vejret. Vi syntes, at 2 km var meget at gå udelukkende gennem marker. Og i Aalborg havde vi yderligere et par km at gå hen til skolen. Jeg sluttede skolen med realeksamen i juni 1944, og fik Mg. i gennemsnit. Den sidste vinter boede jeg hos faml. Kiil klods op til skolen, og det var rart. Jeg husker ikke hvor Emma, Jørgen, Bitte og Esther var, men jeg mener, at tante Elsabe var involveret.
I skolen var jeg, qua min størrelse ikke synderligt accepteret af de ret store drenge, men nogen få havde jeg dog kontakt til og kom med dem hjem fra skole nogle gange, og nogle af dem var også hjemme hos os og overnattede.
Jeg kan huske, at vi var meget optaget af ”Churchill-klubben”, fordi de kun var 2-3 år ældre end os, og vi kendte til nogle af dem. Da de blev arresteret sad de fængslet i Aalborg Arrest længere henne ad vores skolevej, og vi gik ofte den vej forbi. Vi beundrede dem, men var for uudviklede til at forstå den dybere mening med deres forehavender. Derimod fik vi dagligt indblik i værnemagtens forehavender og opførsel. For det første kunne vi med usvigelig sikkerhed forudse forsinkelse af toget om morgenen, fordi der hver nat var sabotage på skinnelegemet gennem Rold Skov. Vi holdt dagligt før Svenstrup i lang tid ofte, en time eller mere, med det resultat, at vi kom for sent til den eller de første timer. Jeg måtte opgive at gå til Franskunder-visning, og blev fritaget for eksamen i det sprog. I 4.mellem havde jeg latin i første time et par dage om ugen, men da var skinnerne intakte om morgenen, som regel.
Jeg kan huske, at jeg har været med til en af de store AL sangarrangementer i grusgraven i Aalborg. Arrangementer, hvor jeg ved at pastor Bang var engageret. Der var danske faner og sang, lige under Aalborg Tårnet og ved Aalborg Hallen, hvor tyskerne huserede.
De dage, hvor jeg cyklede til skole over Restrup enge, kom jeg lige forbi Tyskernes hangarer og kajplads for vandflyvere. Vi måtte ikke gøre holdt, men fortsætte forbi. Det var et formidabelt teknisk skue at se, høre og observerede disse imponerende maskiner, især de store Dornier 2-motores vandflyvere. På vejen hjem tænkte jeg også på de englændere, der var faldet ned på engene efter angreb på Aalborg lufthavn. Jeg så nogle af resterne af disse fly, men havde ikke nogen viden om besætningernes skæbne.
I Sønderholm var Troldkirken og den høj, der lå ved siden af, beslaglagt af tyskerne, da der herfra var direkte udsyn til Ålborg Lufthavn på den anden side af fjorden. Der var opsat store parabol-lytteskærme og lyskastere samt kanoner, og selv om vi ikke måtte opholde os deroppe, kunne vi ikke dy os for at snuse lidt til alt det interessante tekniske grej. Selve byen, Sønderholm, lå jo nede i et hul/dal, hvorfra vi overhovedet ikke kunne se lufthavnen. Men jeg husker en situation, hvor vi havde besøg af bedstefædrene, og hvor der efter aftensmåltidet var flotte lammeskyer at se, hvilket vi ganske rigtigt kunne konstatere var ideelt til et luftangreb af engelske flyvere mod Aalborg lufthavn. De ældre herrer stod en tid og beundrede de engelske og tyske flyveres jagt på hinanden, men vi fik dem dog snart ind og ned i kælderen i vort beskyttelsesrum. Senere fandt jeg projektiler siddende i et frugttræ, så ophold ude under luftkampe var farligt.
Som Esther jo har omtalt, var vi i præstegården nærmest i åben arrest. Telefonen var okkuperet dag og nat, men far og Mor fik da lov at benytte den efter behov, og andre har vel også kommet igennem til os, vil jeg mene, men kan ikke huske noget om det. Men jeg husker, at der i Moders stue over chatollet var opsat et stort landkort, vistnok fra avisen, som viste fronterne for henholdsvis englændere, tyskere, italienere og senere amerikanerne. Fonterne blev justerede med nåle og vistnok farver, og Hauptman’en fulgte med, når Mor hørte radio fra BBC. Han forstod og kunne tale noget engelsk. Tyskerne lagde blade af forskellig art mest propaganda på bordet i spisestuen, og ind imellem lagde vi en art illegale flyveblade. Ingen tog anstød heraf, hvilket vil sige, at ingen protesterede. Vi havde ikke tyskere boende under hele krigen, men jeg kan ikke erindre noget om pauserne, hvornår og hvor længe.
Som tidligere nævnt var Far, Jørgen, Kai og jeg med i FDF og pigerne med i KFUK-spejderne. Vi deltog i vid udstrækning i livet i Sønderholm efter skoletid. Jeg husker, at jeg har været på mejeriet hos Stagsteds nogle gange fra morgenen, hvor mælkekuskene kom kørende med deres specielle mælkevogne med lave gelændere og jernskinner for bedre at styre og håndtere de tunge mælkejunger, der vistnok som flest var med 40 liter indhold. Vi hentede mælk i små mælkespande med låg til ca. 4-5liter. Dagligt hentede vi mælk hos forpagteren og gik over kirkegården dertil. Medens tyskerne var der, gik vi bagom forsamlingshuset og kirken, og det var besværligt.
Vi kom også på gårdene, og jeg husker at jeg var hos Lars Kjær, Sonjas fader, hvor jeg hjalp med et eller andet og skulle være med til frokost (varm mad) sammen med karlene i folkestuen. Hele familien var med, og da vi skulle have kaffe til sidst, så jeg, at Lars og karlene hældte kaffe i underkoppen, sandsynligvis for at køle den af, og søbede så kaffen op med lydelig slubren. Det gjorde jeg så også derhjemme, men fik straks besked om, at det måtte en dannet dreng ikke, sådan! Jeg besøgte også karlene på deres værelse/rum bag hestestalden. Der var ingen forrum, men man gik direkte fra stalden ind på det lille kammer, hvor to kanesenge var opstillet med halm som madras og plads til det sædvanlige personlige klædeskab, som karlene tog med sig, hver gang de skiftede job, tidligst hvert ½ eller hele år til skiftedag. Hvidkalkede vægge og en enkelt el-pære i loftet. Træsko med en frisk halmvisk i. Det var noget andet hjemme hos os. Man observerede uden at kommentere. Sådan var det sikkert også på mange af de andre gårde. Lars Kjær gik for at være en af de mest velhavende bønder i byen.
Jeg har tidligere nævnt Quist-familien. De havde, da Quist var sognefoged, en gammel 4-længet stråtækket gård ud mod vejen mellem Købmand Kjær og Nørholm Vejen. Jeg erindrer ikke rigtig hvad den ældste søn hed, men jeg tror det var Søren, men han havde været soldat og var ellers interesseret i jagt. Det fik vi beviser for, da gården brændte tidlig en søndag morgen. Mange kom til, da alarmen gik, også jeg mødte op for at hjælpe. Jeg husker dagen, thi det var den dag Jens Jensens datter Dorthe skulle begraves i Sønderholm. Hun var ganske ung og meget nær bekendt med Erik Smith (min lærlingekammerat og søn af bankdirektøren for Nibe Bank). Vi åbnede nogle vinduer mod vejen og ryddede kontoret for alle arkivalier, medens ilden rasede ovenover i stråtaget. Det var så varmt, at der gik ild i et læs roer, der var placeret inde på gårdspladsen. Falck var ved at rydde staldene for dyr, og grisene for forvildede rundt. Sener på dagen, efter begravelsen, fangede vi nogle grise, der havde slået sig ned i skoven hos os.
Medens vi var ved at redde dyrene hørte vi skud, og da det var henlagt ammunition, der var gået ild i på loftet i stuehuset, så kan det nok være, at vi fortrak fra stedet en tid. Mange af os, der deltog i begravelsen lugtede langt væk af røg fra brand. Senere byggede Quist en ny gård på Nibe Vejen lige efter lærer Backs hus. Det var jo også der, da Mor var til Kvindemøde, hvor ordene faldt i forbindelse med ”nødningen” til kaffebordet. En af konerne sagde” Nej tak, der er bund i fattigfolk”, hvortil fru Quist replicerede. ”Der er osse bund i vi anner”.
Det var ikke unormalt, at man befærdede sig med cykel eller hestevogn, biler var endnu ret sjældne. Alle gårde havde heste, og hvert år afholdtes ring-ridning for de unge mænd, gårdejersønner og karle, og i Sønderholm blev begivenheden afholdt i Grusgraven (en tidligere grusgrav) på Nørholm Vej lige overfor Abildgaard’s gård. Næst efter den gård var der et hus, som beboedes af en arbejderfamilie, hvor faderen dengang var murerarbejdsmand.
Det var meget interessant at være til ringridning. Der var opsat en stor træramme med et hejseværk midti, hvor pinden med krogen/sømmet for ringen var placeret. Det var jo ikke rideheste man brugte, så det var meget svært for rytterne at tæmme hestene tilstrækkeligt, så rytteren kunne ramme inde i ringen og få den af krogen og aflevere ringen til kontrolløren. Hestene var ofte besmykkede med farvede bånd og meget fint striglet, og vi tilskuere i alle aldre beundrede det flotte optrin.
Ikke langt fra Grusgraven var det sted, hvor vi om vinteren, når frosten havde holdt på i nogen tid og vandet i engen bag de yderste gårde var frosset til, drog ud til for at skøjte eller glide på isen. Skøjter var ikke noget enhver havde og støvler helle ikke. Jeg har mange gange skøjtet med indstillelige skøjter, der blev spændt ind og ud med en nøgle med firkantet hul. Og på spændt et par gummistøvler. Det var ikke nogen hensigtsmæssig udrustning til skøjtning, men det gik en tid indtil det blev for koldt for tæerne. En gang var vi ude ved ”Høllet”, som vi kaldte stedet, jeg havde lånt Fars cykel, og ungerne (Bitte og Kai) var kommet derhen med en slæde. Pludselig ser jeg Kai køre på Fars cykel over isen. Han kunne kun nå pedalerne, hvis han førte det ene ben frem under stangen. Det er svært nok, hvis man kører på den på plan og fast vej, men på is vil og skal det gå galt. Det gjorde det så også. Han faldt og brækkede det ene ben under knæet. Hvad nu? Jeg lagde ham forsigtigt på slæden på noget tøj og trak han hjem til vores Moder/sygeplejerske. Hun tog hurtigt fat i lægen, som beordrede ham indlagt på sygehuset i Nibe. Der skete altid noget i en stor børneflok. Esther har jo berettet om kæntringen af vores lejevogn over grøften ved Brugsen. En anden gang fik Bitte et søm bagom knæskallen på det ene ben, da hun faldt/gled ned fra stammen på et æbletræ. Der stod fejlagtigt et bræt med et opadbøjet søm der. Jeg kan ikke huske, om brættet kom med til sygehuset elle lægen ordnede skaden derhjemme. Kisse trimlede fra køkkenet ned i kælderen og brækkede et ben. Jeg selv kom ud for to hændelser, som jeg husker meget tydeligt. Under krigen, hvor vi i høj grad var selvforsynende med brændsel, havde vi anskaffet en såkaldt ”Spare-Heks”. Det var en lille støbejernsovn, der blev placeret ovenpå komfuret, og som skulle have træpinde af en meget kort størrelse og meget tynde. Vi var ret gode til at save pinde, men under hugningen af de små pinde smutte øksen og jeg huggede ned i venstre hånd, så blodet styrtede ud. Lægen kom fra Nibe, som sædvanligt meget hurtig og fik sat en klemme i. En anden gang kom jeg galt af sted med udhulingen af en hyldebærgren til en pibespids, idet den strikkepind, jeg anvendte, havnede gennem en finger og satte sig fast der. Heldigvis var Dr. Majgaard på besøg, og han tog straks affære. Han tog mig med til sin konsultation i Nibe i en bil (jeg husker den bil, en” Willys Overland”) og jeg så på speedometeret, at vi kørte 102 km i timen. Det var hele turen værd. Jeg blev bedøvet i fingeren, og da den slappede af, kunne strikkepinden let udtages. Noget andet var, at jeg havde svært med at forklare, hvad jeg skulle bruge den hyldebærgren til. Mon ikke jeg havde ”neglet” lidt tobak hos Far og røg lidt af en pibe i den hule, vi havde lavet i en bunke kvas i skoven.
Vi opholdt os meget i skoven, som vi ved særlige lejligheder, ved sommermøde eller når særlige gæster skulle komme, blev sat til at skufle og rive de mange og lange gange til at spadsere på eller cykle på. Vi, dvs. Jørgen og jeg, havde inspireret af Tarzan-film fundet frem til en særlig rute af træer, hvor vi kunne springe eller hoppe os frem uden at røre jorden. Det var yderst spændende og en form for idræt, som vi holdt meget af.
Jeg havde en god legekammerat i smedens Willy og Jørgen en tilsvarende i Karl Søndergaards Niels.
Aldersforskellene på børnene i byen betød meget for hvem man legede med. De store for sig og de små for sig. En undtagelse var dog Lars Kjærs Sonja. Hun kom ofte hos os og det var som et pust fra ”byen” Hun gik i skole i Aalborg længe før, der var tænkt på os. Der var to andre, der også gik i skole i Aalborg, nemlig smedens Orla og Andreas Larsens ældste søn (?).
I Brugsen forgik der altid noget. Jeg kom der næsten dagligt. Om morgenen ankom mælkekuskene fra gårdene ude ved stationen eller længere væk. På vej til mejeriet afleverede de bestillingssedler fra beboere på vejen, og når de var på vej hjem med tomme mælkejunger eller med ”Futmælt” (skummetmælk) til kalvene og grisene, fik de bestilte varer med tilbage, og ”Bogen” var ført ajour af uddeleren eller kommisen. Om eftermiddagen eller lige efter lukketid kunne man få en tjans med at fylde mel eller sukker i poser, så de var klar til næste dag. Det med at lukke en pose ordentlig var en god øvelse.
Jeg gik til konfirmationsundervisning med flere af mine klassekammerater hos pastor Aksel Bang, men det var en aftale, at jeg skulle konfirmeres af Far hjemme i Sønderholm. Forud skulle jeg så have gjort et sæt konfirmationsstøj, men der var intet ordentlig at købe i 1942 andet end celluld. Mor fandt på at et sæt jaket af farfaders kunne ændres til mig, og det fik skrædderen i Restrup til opgave at gøre. Det var af rigtig stribet uld fra før krigen, og jeg blev fin. Men jeg var ganske lille af vækst, måske den mindste på holdet.
Når vi kørte med toget til skole i Aalborg traf vi jo hver dag mange mennesker, og her iblandt adskillige skolesøgende helt fra Aars og fra andre byer på ruten. Der er mange indtryk fra disse togrejser. For det første selve toget. Ofte var der kulfyret lokomotiv foran, og vognene var af ældre årgange. Konduktørerne var også meget forskellige, men som regel vellidte. Vognene var meget forskelligt indrettede, og havde som regel selvstændig opvarmning af en kakkelovn. Under krigen var der som oftest meget koldt. Der blev fyret med tørv og brunkul, og hvis ilden ikke var gået ud, så osede det af brunkul. Vi havde i en længere periode mange passagerer med, der havde deres egen skovl med. Det var mænd, der havde fået arbejde på lufthavnen (Rødslet) i Aalborg, hvor Tyskerne udvidede arealet for bedre at betjene trafikken til Norge. De folk var ret underholdende og spillede meget kort om penge. I øvrigt var der megen togtrafik til Norge over Aalborg, og vi måtte ofte beundre de kæmpestore tyske lokomotiver, der førte de enorme togstammer nordpå.
Men min særlige interesse var i mange år familien Zinck i Godthåb. Det var i øvrigt den gamle stamfader til hammerværket Chr. Zinck, der var årsag til at toget kørte ude på Sønderholm hede og kørte forbi Godthåb. Hammerværket benyttede toget til transport til og fra værket, og havde lagt spor helt ind på værkets grund. Den daværende adm. Direktør, som også hed Chr. Zinck, havde to børn, der gik på Klostermarken. Christian, der gik en klasse over mig, og en datter Christiane, kaldet Jane, som gik i klasse med Jørgen og Emma. Ofte var vi på besøg hos familien, der boede i den oprindelige familiebolig ved Værket. I ”Villaen” boede faml. Erik & Karen Zinck med børnene Gunild, Ole, Hans og Erik. Dem besøgte jeg meget gennem årene, og jeg havde i lang tid en særlig interesse i datteren Gunild. En varm forbindelse, der holdt til omkr. 1948. Alle de hændelser, jeg har haft med disse familier og børn kan der berettes meget om, også om faml. Hermann Zinck i Odense og Thorvald Zinck i henholdsvis Holstebro og København. Vi fik i Sønderholm en gang imellem besøg af ”Zinck’erne”, og Far fik derigennem kontakt til Janes morbror, Bent Rom, der var forfatter og rejsende omkr. i verden. Han boede engang hos os i forbindelse med en film-aften med foredrag, som han holdt om sine rejseoplevelser i forsamlingshuset. Meget spændende, kan jeg huske. Han var jo en slags ”Globe-Trotter”, vil man nok mene, selvom han ikke var så kendt som Hakon Mielche eller Jens Bjerre Christensen. Sidstnævntes forældre boede jeg hos i Skive, engang hvor jeg i embedes medfør fra DAMAS, Dansk Mølleri Aktie Selskab havde installeret et frø renseanlæg der, og skulle køre det ind.
Min mekaniske interesse har jeg nok altid haft, begyndende med ” den lille ingeniør”, et mekanisk bygge-sæt, som jeg fik i en meget ung alder, og som jeg igennem årene fik næring til under besøgene hos håndværkerne i byen og i skoletiden, hvor jeg, som nævnt, ofte kom hos Zink`s Hammerværk. Der var vi altid i gang med noget praktisk eller på besøg i værkstederne.
Da jeg efter realeksamen skulle tage stilling til, hvad jeg mente var den rette uddannelse for mig, var Far og Mor parate til at hjælpe med valget. De havde ”luret” min interesse, og gennem Niels & Petrea (Andreasen) havde de fundet frem til, at der var en mulighed hos Petrea`s familiemæssige forbindelse til Joachim Petersen, som var direktør og ejer af Beslagfabrikken IPA i Nibe. Far og jeg tog til Nibe efter aftale med J. Petersen, og der havde vi en samtale, som resulterede i, at J.P. ansatte mig som lærling fra den 1. august 1944. Det var godt nok en mandag, men Joachim, som selv var tidligere smed og maskinarbejder vidste, at man ikke måtte begynde en mandag, udsatte starten til tirsdag d.2.aug. Jeg cyklede til arbejde, men da det blev vinter over-vejede Far og Mor om ikke der kunne findes mulighed for at leje et værelse hos bekendte i Nibe, og derfor har jeg boet nogle forskellige steder der, bl.a. hos ”Guffe”`s forældre i 2 vintre (Godtfred Jensen), som også var smed på fabrikken og en vinter hos provstens. Det var ikke alene rart, at bo i Nibe om vinteren, men jeg fik også en masse bekendte der, og oplevede noget hele tiden. En af mine bedste venner, og som jeg stadig har kontakt med, er Erik Smith. Jeg var en gang imellem med hjemme og besøge familien, der boede oven på (1. sal) Nibe Bank. Erik var ivrig KU’er, og det smittede af på mig, så derfor den interesse. Der var også en del FDF’er i omgangskredsen.
Når jeg boede i Nibe hos Jensens gik vi hjem til ”Middagspausen” og fik varm mad. Vi havde 1 times pause, så ofte fik vi også en lille lur. Jeg boede ovenpå på Guffes værelse, han var flyttet hjemmefra til en udannelse i herreekviperings faget i en anden by, jeg husker ikke hvor, men måske det var Aarhus. I øvrigt kan jeg tilføje, at Guffe og flere af hans jævnaldrende var med i ”nedkastergruppen” fra Nibe, der sammen med en tilsvarende gruppe i Aars fik forsyninger nedkastet i området omkr. Sjørup Sø, hvor vi ofte havde spejderlejr med meget spændende natøvelser.
Om vinteren gik vi på Teknisk Skole i Nibe. Det var noget Læremesteren arrangerede og betalte for. En vinter fik jeg flidspræmien, et bestik i æske fra Cornelius Knudsen. Jeg var stolt, og har bestikket endnu, og har brugt det igennem årene under min uddannelse til ingeniør. Den sidste vinter i læretiden fik jeg lov til at gå på Teknisk skole i Aalborg, hvor jeg så senere fik det 1. teknikum år inden fortsættelsen i Odense. Det var nogle lange arbejdsdage, når jeg skulle til teknisk skole i Aalborg, men som ung kunne man jo klare alt. Og indimellem blev der også tid til fodbold, FDF m.m.
I læretiden under krigen oplevede jeg en masse både på arbejde og efterpå, men det var særligt spændende at have en del illegale blade med hjem til Mor, som bl.a. indpakket i avispapir lod Kisse distribuere videre i byen. Hvem kunne mistænke en 4-årig for at gå med illegale blade?
Det var bl. a. også første gang jeg stiftede bekendtskab med en ”strejke” medens jeg var i lære, men senere skulle jeg hos ”Nilfisk” få nok af den slags.
Jeg kommer nu lige i tanke om den hændelse, der lige før jeg kom til København i 1943 og skulle overnatte hos Faml. Bjerring-Petersen,(tante Johny, Inger og Lidde) på min farefulde færd til Bornholm for at besøge Besse og tant Top. Aftenen før havde Shalburgkorpset bortsprængt Tivolis koncertsal, og nu var der udbrudt strejke og der var bål i gaderne, dog ikke på Frederiksberg Alle.
Med stort besvær fik Tante Inger mig med den gamle damper til Bornholm.
På vej hjem en dag fra Beslagfabrikken kørte jeg, som sædvanligt på cykel. Lige udenfor byen ved anlægget og hvor vejen slår et slag og der går en vej op til Skal plantage gik en mand med sin hund på modsat side. Pludselig farer hunden over vejen lige ind i mit forhjul, og jeg styrter ud over styret og lander på vejen med alle fingre(4) på højre hånd brækket bagover. Jeg blev forskrækket ved synet, manden tog sig kun af hunden medens jeg hurtigst muligt rettede fingrene ud igen. Først mærkede jeg ikke noget, men så kom det godt nok.
Det var på flere måder uheldigt. Nu kunne jeg hverken passe mit arbejde ej heller fortsætte min klaverundervisning hos hjælpeorganist fru lærer Back, hr. lærer Back var jo den faste organist.
05.07. 2009. Torben
Efter Torbens død er følgende erindringer dukket op, tilhæftet en faktuel beskrivelse af Raabjerg Miles og Skagen Oddes tilblivelse:
”Jeg mindes som ganske lille at jeg altid gik med forpagteren ud i stalden og i marken og var meget interesseret i hvordan hestene havde det, og jeg mindes specielt, når de blev vandet ved truget ved siden af pumpen i gaarden. De fik hakkelse i en mulepose, når de skulle arbejde. Jeg har set, hvordan man tærskede med plejl på logulvet, og hvordan man smed korn og avner op mod vinden for at sortere korn fra. Jeg kan også huske, at jeg har været med til at hente tørv i klitten, mar-tørv, har det været. Jeg var kun med til at køre dem hjem.
Desuden kan jeg huske, at min gudmoder, etatsraadinden på Gaardbogaard, fru E. Larsen gift med Etatsraaden, der dengang havde tørlagt Gaardbogaard sø og bygget den smukke herregaard, var meget interessant at besøge. Jeg mindes den særlige ”lugt” når vi kom ind i hall’en der var marmorbelagt og meget fornem.
Hun var datter af stenbrudsejeren ved Hammershus, og hendes mand var blevet antaget som havneingeniør til at bygge Hammer Havn. Der traf de hinanden, og endte så senere i Raabjerg. Jeg mindes også bilture med meget mærkelige biler på Gaardbogaard. Etatsråden var en af de første, der fik bil i området, og han var også den første, der importerede jerseykvæg deroppe, hvilket Glistrup ismejeri i Frederikshavn fik gavn af.
Jeg var rigtig ”vendelbo”, hvad sproget angik. Så meget, at min farmoder ikke forstod, hvad jeg sagde. Hun bad om ikke jeg måtte komme med til Hillerød og der i en tid gå på frk. Mørks skole og lære at tale dansk. Det blev arrangeret inden skolen i Sønderholm.
I årene efter, at vi var flyttet fra Raabjerg, var jeg hyppigt feriedreng hos forpagteren og hans familie i Aalbæk”.
Afskrevet af Torbens søster Kirsten Bjørg Reerslev (okt. 2016).
.