Marcker-Reerslev familierne

Svend Aage Reerslev læser H. C. Andersens historie om flipperne.

Denne optagelse er lavet af Nils-Åke Nilsson, svigersøn til Reerslev

Flipperne (kilde)

Der var engang en fin kaveler, hvis hele bohave var en støvleknægt og en redekam, men han havde de dejligste flipper i verden og det er om flipperne vi skal høre en historie. De var nu så gamle at de tænkte på at gifte sig, og så traf det at de kom i vask med et strømpebånd.

“Nej!” sagde flipperne, “nu har jeg aldrig set nogen så slank og så fin, så blød og så nysselig. Må jeg ikke spørge om Deres navn?”

“Det siger jeg ikke!” sagde strømpebåndet.

“Hvor hører De hjemme?” spurgte flipperne.

Men strømpebåndet var så undselig af sig og syntes at det var noget underligt at svare på.

“De er nok livbånd!” sagde flipperne, “sådan indvortes livbånd! jeg ser nok de er både til nytte og stads, lille jomfru!”

“De må ikke tale til mig!” sagde strømpebåndet, “jeg synes jeg har slet ikke givet anledning!”

“Jo, når man er så dejlig som De!” sagde flipperne, “det er anledning nok!”

“Lad være at komme mig så nær!” sagde strømpebåndet. “De ser så mandfolkeagtig ud!”

“Jeg er også fin kaveler!” sagde flipperne, “jeg har støvleknægt og redekam!” og det var nu ikke sandt det var jo hans herre, der havde dem, men han pralede.

“Kom mig ikke nær!” sagde strømpebåndet, “det er jeg ikke vant til!”

“Snerpe!” sagde flipperne og så blev de taget af vasken; de fik stivelse, hang på stolen i solskin og blev så lagt på strygebræt; der kom det varme jern.

“Frue!” sagde flipperne, “lille enkefrue! Jeg bliver ganske varm! jeg bliver en anden én, jeg kommer rent ud af folderne, De brænder hul i mig! uh! Jeg frir til Dem!”

“Las!” sagde strygejernet og gik stolt hen over flipperne; for det bildte sig ind det var en dampkedel, der skulle ud på jernbanen og trække vogne.

“Las!” sagde det.

Flipperne flossede lidt i kanterne, og så kom papirsaksen og skulle klippe flosset af.

“Oh!” sagde flipperne! “De er nok førstedanserinde! hvor De kan strække ben! Det er det yndigste jeg har set! det kan intet menneske gøre Dem efter!”

“Det ved jeg!” sagde saksen.

“De fortjente at være grevinde!” sagde flipperne, “Alt hvad jeg har, er en fin kaveler, en støvleknægt og en redekam! Bare jeg havde grevskab!”

“Frir han!” sagde saksen, for den blev vred og så gav den ham et ordentligt klip, og så var han kasseret.

“Jeg må nok fri til redekammen! Det er mærkeligt hvor De beholder alle Deres tænder lille frøken!” sagde flipperne. “Har De aldrig tænkt på forlovelse!”

“Jo det kan De vel nok vide!” sagde redekammen, “jeg er jo forlovet med støvleknægten!”

“Forlovet!” sagde flipperne; nu var der ingen flere at fri til og så foragtede han det.

En lang tid gik, så kom flipperne i kasse hos papirmølleren; der var stort kludeselskab, de fine for sig, de grove for sig, således som det skal være. De havde alle meget at fortælle, men flipperne mest, det var en ordentlig pralhans.

“Jeg har haft så frygtelig mange kærester!” sagde flipperne, “jeg kunne ikke gå i ro! Jeg var nu også fin kaveler, med stivelse! Jeg havde både støvleknægt og redekam, som jeg aldrig brugte! De skulle have set mig den gang, set mig når jeg lå på siden! Aldrig glemmer jeg min første kæreste, hun var livbånd, så fin, så blød og så nydelig, hun styrtede sig i en vandbalje for min skyld! Der var også en enkefrue, som blev gloende, men jeg lod hende stå og blive sort! Der var den førstedanserinde, hun gav mig den flænge jeg nu går med, hun var så glubsk! min egen redekam var forlibt i mig, hun tabte alle sine tænder af kærestesorg. Ja jeg har oplevet meget af den slags! men det gør mig mest ondt for strømpebåndet, jeg mener livbåndet der gik i vandbaljen. Jeg har meget på min samvittighed, jeg kan trænge til at blive til hvidt papir!”

Og det blev de, alle kludene blev hvidt papir, men flipperne blev netop til dette stykke hvide papir vi her ser, hvorpå historien er trykt, og det var fordi at den pralede så frygteligt bagefter af hvad der aldrig havde været; og det skal vi tænke på, at vi ikke bærer os ligesådan ad, for vi kan såmænd aldrig vide, om vi ikke også engang kommer i kludekassen og bliver gjort til hvidt papir og får vor hele historie trykt for på, selv den allerhemmeligste og må så selv løbe om og fortælle den, ligesom flipperne.

Svend Aage Reerslev læser historien om Mandtalslisten efter Maglekilde Petersen

Denne optagelse er lavet af Nils-Åke Nilsson, svigersøn til Reerslev

(Fortællinger I, Fortællinger II)

MANDTALSLISTEN.

Denne Samtale hørte jeg en Gang i Holbækegnen inde i Stuen hos en Landsbysmed, hvor jeg sad og talte med Ane, Smedens Kone, da Sognefogden, en meget vigtig Person, traadte ind.

Sognefogden: Goddag, Ane!
Ane: Goddag, Niels Rasmussen, sid nør!
Sognef.: Nej, Tak Ane, jeg skal ikke sidde nør. Jeg har ikke videre Lejlighed; jeg er nemlig ud i Anledning af Embedsmedfør.
Ane: Naa er Du det, Niels Rasmussen, er Du det, aa ja saamænd, det kan jo nok ske, ja det kan, det kan jo nok ske. — Naa, Du vil ikke sidde nør. —
Sognef.: Nej, jeg vil ikke, Ane. — Nej, jeg skal nemlig sige Dig, jeg er ude i Anledning af denne hersens Mandtalsliste.
Ane: Naa, er Du det, Niels Rasmussen, er Du det? Ja, det forandrer jo Sagerne. Jeg ved rigtignok ikke, hvad det er; men det maa jo være noget, Du er klog af.
Sognef.: Ja, men ser Du Ane, nu er det jo, at jeg skulde have nogen Oplysninger.
Ane: Ja, kil Du bare paa, Niels Rasmussen, kil Du bare paa; de Oplysninger, jeg kan gi’e Dig, ska’ Du saamænd nok faa.
Sognef.: Ja, se nu er det jo først, hvor gammel er Du?
Ane: Aah Gud, Niels Rasmussen, jeg er jo lige gammel med din Søster Stine.
Sognef.: Jed ved s’gu ikke hvor gammel Stine er.
Ane: Gud, Niels Rasmussen! Hun er jo lige gammel med mig, vi er jo Læsekammerater, ja, vi er saamænd, det passer gevaltig.
Sognef.: Ja, men jeg ved s’gu hverken, hvor gammel Du eller Stine er.
Ane: Naa saadan. — Ja, det forandrer jo Sagerne. — Ja, saa bliver det 52, det kan ikke blive anderledes, det bliver 52. —
Sognef.: Ja, saa er vi færdig med det. Saa er det Køn!
Ane: Køn!! Aah Gud, Niels Rasmussen, — lad os ikke snakke om køn i den Alder, man er i nu. Havde det endda væt for en 30–40 Aar siden, saa ku’ der væt lidt Snak om det.
Sognef.: Her er ikke Tale om noget Skønhedsbevis, Ane, aldeles ikke; her er kun Tale om Hankøn eller Mandkøn.
Ane: Ja, om Forladelse, Niels Rasmussen, ja, det forandrer Sagerne. — Ja, saa bliver det Fruentimmerkøn, — det kan ikke blive anderledes.
Sognef.: Ja, nu er vi for saa vidt færdig, Ane, nu er det blot Relejonen.
Ane: Relejonen, Niels Rasmussen; — Relejonen, ja, det bliver lige godt det værste med Relejonen.
Sognef.: Ved Du ikke, hvad Relejon, Du har, Ane?
Ane: Jo, det var rigtignok ikke godt andet, Niels Rasmussen, jo det ved jeg da rigtig nok, men jeg kan ikke komme paa hende i Øjeblikket.
Sognef.: Hvad er det for noget Sludder, Ane, Du er vel Lutheranere!
Ane: Lutheranere! nej det ved Gud i Himlen, det ku’ da aldrig indfalde mig, nej, Lutheranere, det er jeg værkelig ikke, Niels Rasmussen?
Sognef.: Er Du katolsk da?
Ane: Katolsk? Nej, det er jeg værkelig ikke. Er det dog ikke forunderligt, at jeg ikke kan komme paa den Relejon. — Hun staar og spiller mig lige paa Læberne, men jeg kan ikke faa fat i hende.
Sognef.: Er Du Mormoner da?
Ane: Nej, Niels Rasmussen, nej! — Er det dog ikke ogsaa skammeligt, at jeg ikke kan komme paa den Relejon. Til Hverdagsbrug kan jeg altid huske hende; men jeg er ikke Menneske for at faa fat i hende i Øjeblikket ––
Hov hov! ! Nu kan jeg høre, at Niels han er ude i Køkkenæet. og tappe Øl af, det kan være, at han kan hjælpe mig. Niels! Niels!
Niels Smed: Hvad Fanden raaber Du saaden etter? Hvad er der paa Færde?
Ane: Hør, Niels, kan Du ikke huske hvad det er for en Relejon, Komtesserne har derude paa Frederikskilde?
Niels: Komtesserne paa Frederikskilde? Det er jo Grundedjanere!
Ane: (tankefuld) Grundedjanere, — ja, det er rigtig, Grundedjanere, — saadan er det. — Det var dog ligegodt rart, at man fik fat i sin Relejon igen; for det er ligegodt saa kedeligt saadan at glemme hele sin Børnelærdom og helt være Relejon foruden.
Sognef.: Ja, saa er vi færdig Ane, saa vil jeg til at liste af.
Ane: Du vil ikke ha’e en Snaps og en Taar Øl, Niels Rasmussen, inden Du gaar?
Sognef.: Nej, jeg vil ikke, Ane. Farvel, Ane!
Ane: Farvel, Niels Rasmussen. Farvel!

Svend Aage Reerslev læser historien om den lille kat efter Carl Maglekilde-Petersen. Det var en af hans Kammerater hos Løweners Jernstøberi i Roskilde, hvor han arbejdede i sin ungdom som Maskinist og Former, der havde oplevet Katten og berettede(kilde).

Denne optagelse er lavet af Nils-Åke Nilsson, svigersøn til Reerslev

(Fortællinger I, Fortællinar II)

Den lille kat

Lassen: Jeg klager nu inte paa Støveriet og heller inte paa Principalen; han er meget flink; men hvad her er for meget af, det er Mus — og hvad her er for lidt af, — det er Katte, eller bare endda een Kat.
For ser I, det var, da jeg arbejdede hos Christensen i Aarhus, da havde vi ligesadan med Mus i Støveriet; men saa bleve vi enige om at holde en Kat. — Det var kuns en ganske lille Kat, Principalen var selv med at betale Mælk til den.
Hansen: Var han saa stor som et Fedesvin?
Lassen: Aah! hold Kæft med Dit Vrøvl, — har du set en Kat saa stor som et Fedesvin?
Hansen: Nej, gu’ har jeg ej. Men saa maa det da kuns ha’e været en meget lille Kat.
Lassen: Ja, det er jo det, jeg siger, at det var en lille Kat. Men han var rædsom durkdreven, det var han.
Hansen: Han har maaske gaaet i Bredgades Friskole; der lærer de at stjæle med Tæerne.
Lassen: Maa jeg fortælle, eller vil Du fortælle? Nej, det var det, jeg vilde sige, han var voldsom durkdreven.
Se, saadan af og til saa ku’ det stikke han, at han tog sig en lille Spadseretur ud i det Fri. — Naar han saa kom tilbaves, saa ku’ han blive ved at staa og kradse paa Støberiporten for at komme ind.
Hansen: Hvorfor lukkede han ikke Porten op?
Lassen: Du er sød, Hansen, og Du er ogsaa vittig, men Du forstaar at skjule det. Har Du nogentider set en lille Kat, der kunde lukke en stor Port op?
Hansen: Nej, men saa maa det ha’e vaaren en meget lille Kat.
Lassen: Ja, det siger jeg jo, det var kun en lille Kat, men voldsom durkdreven. — Saa, sommetider, saa gik han ligefrem paa Jagt. —
Hansen: Gik han med Gever? —
Lassen: Nej, gu’ gik han inte med Gever, har Du set en lille Kat med Gever? —
Hansen: Nej, gu’ har jeg ej; men hvad kunde det hjælpe, han gik paa jagt, naar han ingen Voben havde? Men jeg kan jo nok forstaa, at det maa ha’e vaaren en meget lille Kat.
Lassen: Ja, men Herregud; det har I da hørt allesammen, at jeg hele Tiden har sagt, at det var en meied lille Kat. —
Hansen: Var han da saa stor som en Kanalliefugl?
Lassen: Nej, nu skal Du ha’e Tak for Kaffe, Hansen. — Var den saa stor som et Fedesvin? var den saa stor som en Kanariefugl? — Ja —, den var ligesaa stor en Avekat, som Du, det er, hvad den var. Men jeg skal gerne holde op; saa kan Du faa Ordet. Jeg har selv  set og opdraget Katten, saa jeg er inte nysgerrig efter at faa at vide, hvad han kunde; men jeg troede muligvis, det ku’ haft Ingterresse for jer andre at høre, hvad der kan serveres af saadan en lille Kat. Men jeg er færdig med Historien; for sidde og være Nar for Hansen, den passer ikke i Længden.
Du gør Grin med Katten, gør Du, og Du gør Nar af han, gør Du, omendskønt Du aldrig har set han! — Du tror, Du er Fanden til Karl, og saa sidder Du og bliver ondskabsfuld, og ved inte alt det, Du skal regne op om Katten, som aldrig har fornærmet Dig.
Du vil overse Katten, vil Du, og hans Fortjenester, vil Du; men det er Du meget for lille til, Hansen, — meget for lille! Se, jeg har kendt Katten, og jeg ved, hvad der var ved han; — — meget mere, end ved Dig Hansen.
Ka’ Du fange Mus, din Avekat? Ka’ Du?
Ka’ Du sidde ganske alene oppe paa en høj Tagrygning og mjave? Ka’ Du? Nej, det ka’ Du inte. Men være sejg og overse saadan et Dyr, det ka’ Du. — Ka’ Du labbe?
Hansen: Nej, men jeg har heller aldrig lært hverken Skommer– eller Skrædderprofessionen. Hvad lappede Katten?
Lassen: Han labbede Mælk, dit Fjols.
Hansen: Var det tyk Mælk?
Lassen: Hold Kæft!